Da vi vender tilbage til cirklen, sidder Hugo og græder.
Ulla, der ellers godt ville arbejde nu, trækker sig
og lader ham være hovedperson.

Hugo: "Jeg blev meget bange under Lottes psykodrama.
Jeg kom til at tænke på de gange, hvor jeg selv har forsøgt at begå selvmord."
og han fortæller om selvmordsforsøgene, hvoraf et var tæt på at lykkes

Efter at have fortalt lidt om dem, kommer han ind på sin ensomhed,
sine studieproblemer og ender ud med et rasende udbrud imod sin far.
Ham kender han næsten kun som en tyran, der aldrig er tilfreds med ham.
Faderen foretrækker tydeligvis Hugos bror, der bedre lever
op til Fars idealer og forventninger.

Hugo: "Jeg kan huske første gang, jeg tænkte på selvmord.
Jeg var 10 år, og det var søndag. Min moster og hendes to børn var på besøg.
Vi var næsten lige gamle og legede godt sammen. Vi havde lavet et eller andet,
som far blev rasende over. Jeg kan ikke huske hvad,
men jeg kan tydeligt huske hans raseri.

Han tæskede mig med en livrem, så jeg blødte
og måtte blive hjemme, mens alle de andre tog til stranden.
- Det var så pisse ydmygende (han ser sig rasende omkring).
Først ville jeg smadre hans motorcykel, som han altid stod og pudsede,
men jeg vidste, at der virkelig ville vanke tæv, hvis jeg gjorde det.
Og så var det, jeg tænkte på at skyde mig med hans jagtgevær.

Men så kom jeg til at tænke på en mand,
som jeg havde læst om, der var havnet i en rullestol.
Det blev jeg bange for, for så ville jeg jo blive afhængig af ham resten af livet.
Jeg kan også huske, at jeg på vej til skole ofte gik og fantaserede om
at finde et højhus og springe ud fra det. Jeg fandt også et, som jeg
brugte i fantasien. - Det er underligt. Jeg havde helt glemt
det der selvmordstårn." (hvorefter Hugo ser fjern ud).

Else Marie: "Gik du nogensinde op i det højhus og så ned?"
Hugo: "Nej, det er jeg ret sikker på, jeg aldrig gjorde. Bare tanken
om, hvordan det ville være at ramme jorden! (Han ler næsten undskyldende).
- Jeg er stadig bange for at besøge folk, som bor i højhus og det
der med at tage på bjergbestigning, det bliver aldrig mig!"

Else Marie: "Du kan også leve et godt liv uden.
Var det også hævntørst, der lå bag dine selvmordsforsøg som voksen Hugo?"
Hugo: "Ja, det var. - Begge gange tænkte jeg på, at det nok kom i avisen.
Det ville han have rigtig godt af!

Det ville få ham til at flippe fuldstændig ud.
Han går nemlig meget op i, hvad folk siger om ham, og med den barndom
vil jeg alligevel aldrig kunne få noget ud af livet. Sådan en taber som mig
kan sgu aldrig få succes med noget som helst! ... (lang pause)
Sådan kan jeg altså godt tænke ind i mellem."

Ebbe: "Du blev ikke født med at tænke sådan.
Hugo - hvem har dog lært dig at tænke så håbløst?"
Hugo: "Det har min far. F. eks. når jeg kom hjem med et 10 tal,
så spurgte han mig bare, hvorfor jeg dog ikke havde fået 11 eller 13.
Han er altid efter mig og sammenligner mig altid med min storebror.
Jeg kan aldrig gøre noget som helst, som han er tilfreds med."

Ebbe: "Måske er det derfor, du ikke klarer dig så godt
på handelsskolen? Gør du oprør mod din far på den måde?
- Jeg mener, lever du ikke lidt vel meget ud fra mottoet:
"Når jeg ikke kan være den bedste, så vil jeg
slet ikke være nogen som helst!""

Hugo: "Det har jeg ikke tænkt på,
men det kan der måske være noget om. Det, der siger mig noget,
er at der er hævn i det. Han skal fortryde det, han har gjort mod mig!
- Han har sgu aldrig set mig, og aldrig givet mig en skid.
Jeg hader ham!" - Det ses tydeligt i hans ansigt.

Ebbe: "Så det at få ram på ham er blevet vigtigere for dig
end dit eget liv?" Hugo: "Ja!" Ebbe: "Hmmm - og tja, som de siger i Kina:
Går du efter hævn, så grav to grave. Har du andre hævnfantasier end selvmord?"
Hugo: "Jeg har tænkt på, at jeg vil bo ude i skoven. En af mine favoritfantasier
handler om at bo som en vildmand og starte helt forfra. Bare tanken om,
at han skal læse i avisen, at hans søde og pæne dreng er blevet anholdt
af politiet og spærret inde på 6. afdeling, fryder mig.
- Kan I se overskriften: "Fra mus til vildmand!"
(heldigvis er der ingen der ler).

Hugo:" Jeg har også tænkt på at skrive en bog om ham en dag.
Der vil jeg fortælle, hvordan han i virkeligheden er. Det ville ramme ham hårdt."
Else Marie: "Hold fast i den ide. Den er meget bedre end selvmordplanen.
Hugo, hvad siger du til, vi ser lidt nøjere på, hvordan din far, mor, bror
og andre vil reagere, hvis du nu en dag alligevel vælger den udvej
det er at slå dig selv ihjel, for at få hævn over din far?

Vi kan f. eks. i et psykodrama
se lidt nøjere på, hvad du tror, de vil sige og føle i din familie,
hvis du lå død i en kiste i dag?" Hugo: "Det vil jeg gerne."

Hvad sker der
mon inde i hovedet på de efterladte?
Else Marie: "Kan du forestille dig, at du ligger i kisten og hele din familie
nu står omkring dit lig. Kan du se den scene for dig? (Han nikker).
- Godt, hvilke slags blomster er kisten dekoreret med? "

Hugo: "Så langt har jeg ikke tænkt på det.
Jeg har overhovedet ikke tænkt på selve begravelsen!"
Else Marie: "Det er godt, for så er det ikke selve det at dø
og blive et smukt lig, der er så tiltrækkende for dig!
- Hugo, hvordan tror du dine forældre, søskende
og venner vil tage det, hvis du en dag ligger der?
Hvem tror du, det vil gå hårdest ud over?"
Han udbryder uden tøven: "Min mor!"

Else Marie: "Ok. Lad os få en ind her midt på gulvet,
som kan være "Hugo i kisten"." Gert spiller den døde Hugo,
der bliver lagt på gulvet under et lagen. - "Hvem andre
end din mor, tror du er med til din begravelse?
"
Hugo ser lidt skræmt ud, men lidt efter har han valgt dem,
som er med. De bliver bedt om at stille sig rundt om "kisten".
Der er Hugos far, hans mor, store bror, lille søster, en moster
og hendes 2 børn - og et par af forældrenes venner.



Else Marie: "Godt, nu kan jeg bedre se situationen for mig.
Kan du også det? (han nikker). Jeg har lyst til, at du først stiller dig
om bag din mor. Hvad tror du sker i hende?"

Hugo stiller sig om bag Hanne (som spiller hans mor):
"Hvor kunne du dog gøre det! - Mit liv er helt ødelagt.
Hvorfor kom du ikke og fortalte mig det? Hvad har jeg dog gjort galt?
Elskede jeg dig ikke nok?" - sådan noget ville hun nok sige."

Else Marie: "Vil hun få et nervesammenbrud?"
Hugo: "Ja måske, men jeg tror hurtigt, hun vil bebrejde far,
at han har givet mig så mange tæsk, da jeg var lille. Hun skal nok
minde ham om alle de gange, hvor han var efter mig og foretrak
min storebror fremfor mig!" Han ser helt vellysten ud.

Else Marie: "Måske, og hvad
vil dit selvmord betyde for din mors forhold til din far?"
Hugo: "Hun vil svinge mellem at give sig selv eller min far hele skylden.
- Det vil fuldstændig ødelægge deres ægteskab, som ikke er alt for godt
i forvejen. Måske ville hun endelig flytte fra ham?"

Else Marie: "Stil dig nu hen bag din far. Hvad tror du, han vil sige?"
Hugo (bag Henrik): "Den knægt har fandme aldrig tænkt på andre end sig selv!
Tænk, at han kunne gøre mig og sin mor sådan fortræd. Der har aldrig været noget
ved den knægt! Han har altid været sådan en superegoist."
- I lang tid står Hugo meget stille i rollen som sin far.

Det er tydeligt, at han simpelhen ikke ved, hvad han mere skal sige.
Else Marie: "Hvad har du lyst til at gøre, lige nu?" Hugo reagerer
ved at give "sin far" (Henrik) et los bagi.

Hugo (som sin storebror): "Din store lort!
Hvorfor kom du dog ikke til mig?" - Og som sin lillesøster
siger han: "Hvorfor gjorde du det?" Han slutter af med at være sig selv
og siger nogle mindeord til "liget i kisten". Han skiftes til at græde,
skælde ud og fyre vitser af: "Jeg håber, du bliver genfødt
som enearving til 100 millioner kroner", eller: "Alt andet,
bare du ikke bliver genfødt som mig!" og "I det næste liv
vil jeg være en spyflue i Napoli."

Else Marie: "Hugo, find ind til hævnens stemme."
Hugo: "Jeg er ked af, du måtte dø, men det var din skæbne,
fordi du blev født i den dødsyge familie. Jeg håber, din død vil
få jer alle sammen - og især dig far, til at fortryde den måde,
du har været på. Jeg håber, du vil komme til at lide,
lige så meget som jeg gjorde.

Du har bare hældt så meget lort ud over mig,
og nu skal jeg fandme sparke det op i din fede røv!"
Vi tager en 1o minutters pause. Hugo sidder for sig selv
oppe i lokalet. - Imens han får tid til at reflektere lidt over det,
som hidtil er sket, udveksler Else Marie og jeg ideer og analyser.
Der er så mange forskellige veje vi kan gå videre herfra,
og derfor kalder vi dette øjeblik for: Valg-punktet.

Hvad kan du lære af et vågent mareridt?
Vi er igen sammen med Hugo. Ebbe sætter sig hen ved siden af ham
og tager ham i hånden: "Hvad sker der i dig lige nu Hugo?"

Hugo: "Jeg har det underligt. På den ene side
føles det godt at få hævn, men det føles også så mærkeligt tomt
ja ligegyldigt. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. - Jo, jeg er nysgerrig efter
at få at vide, hvordan du opfatter mig?"

Ebbe: "Hm - Ok. De første dage så jeg dig som en begavet fyr,
og som en forknyt, ulykkelig ung mand, som ikke føler, han har en skid
at give verden - og som synes at tro, at verden ikke har en skid at give ham.
Det var mit første indtryk. - Det glæder mig at se dig give slip på den
der James Dean facade, se dine tårer og høre dine tanker.

Jeg kender dig jo knap nok endnu,
men den side af dig, jeg nu ser, den har jeg lettere ved at kontakte."
Hugo: "Hvorfor det?" Ebbe: "Det er en lang historie, den kan du få en anden gang.
Nu vil jeg hellere lære dig at kende."

Hugo: "Hvad tænker I andre om mig?"
Poul: "Jeg kender godt det der med, at det er svært at gennemskue
de tåbelige spil, som vi er viklet ind i, og samtidig være tro mod sig selv.
- Jeg har lagt mærke til, at når du er bange og ked af det Hugo,
så søger du ensomhed og ikke kontakt. Det kender jeg godt
fra mig selv. Jeg savner nogle flere nuancer i dig mellem
det alt for indelukkede og det, som er mere voldsomt,
mere udfarende. Er du ikke alt for meget enten-eller?

Du ved, hvis du i lang tid har låst dig selv inde,
så bliver trykket selvfølgelig alt for stort - og så en dag eksploderer
du pludselig som en vulkan. Pludselig er den der stille og menneskesky fyr
forvandlet til Århus svar på Årets Neandertaler, sådan ser jeg dig."

Ebbe: "Hvordan opfatter du dig selv Hugo?"
Hugo sidder tavs og stille. Efter en meget lang tænkepause,
siger han vredt: "For mig handler det mere om alle de store krav,
som stilles til mig som voksen. Jeg står helt alene. Jeg skal klare alting selv!
Der er regninger, der skal betales. Jeg har aldrig råd til noget som helst.

- Jeg troede, jeg var færdig med al det der skoleræs efter gymnasiet,
men det bliver jo bare ved og ved. Det føles som en ond drøm.

Jeg sammenligner mig med mine jævnaldrende.
Der falder jeg helt igennem. De finder sig en kæreste, får familie,
har venner og tjener penge. Det gør jeg ikke. Jeg går bare rundt
og har det ad helvede til. - Det er altså helvedes hårdt at være ung i dag!
En psykolog sagde, at jeg simpelthen ikke vil være voksen.
Det vil jeg nok heller ikke, for hvis det er sådan at
være voksen, så er det bare ikke mig.

- Jeg er sikker på, at hvis jeg havde haft en anden familie,
og hvis min far aldrig havde tævet mig, så ville jeg have været lige så god,
som mine jævnaldrende. Det er fandme min fars skyld, at jeg har det sådan,
som jeg har det nu! Han har helt smadret min selvtillid."

Ebbe: "Det har du jo nok ret i,
men hvad vil du stille op med det, han har gjort dig til?
(Jeg ønsker at bryde ud af al den snak om skyld versus uskyld).
Hvad har du lyst til, lige nu?" Lang pause.

Hugo surt: "Jeg er ikke vant til at tænke på, hvad jeg har lyst til."
Ebbe: "Prøv at sige det igen, så du virkelig kan føle de ord, du siger.
Prøv at sige den nøglesætning højt mindst 3 gange."

Hugo: "Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til!
- Jeg ved fandme ikke, hvad jeg har lyst til! Jeg ved ikke,
hvad jeg har lyst til. - Jeg må da have lyst til et eller andet?
Det må ikke være en bil eller en million vel? (Jeg ryster på hovedet).
- Der må da være et eller andet, som jeg godt vil have?
Hvad har jeg virkelig lyst til? -

(Kort efter) Jeg giver op.
Det kan jeg ikke svare på nu (lang tænkepause).
- Hvad sidder du og tænker på Ebbe? Jeg vil godt have lidt hjælp.
Jeg aner ikke, hvad jeg har lyst til."
Ebbe: "Det ved jeg sørme heller ikke. - Jeg sidder og er usikker på,
om du for alvor har låst selvmordets bagdør?

Mens du talte, fik jeg et indre billede. Jeg så dig, som en ung mand,
som føler han er havnet i et mørkt fængsel og er bange for, at han skal sidde
indespærret der til han dør - og det er han selvfølgelig rasende over!
Har det "fængselsbillede" nogen mening for dig?"

Hugo: "Jo, sådan kan jeg godt føle det."
Ebbe: "Jeg vil foreslå dig at starte med at være fløjtende ligeglad med,
hvem der er skyld i hvad. Drop det fis, livet er ikke en retsal og ingen
har lovet dig, at livet er retfærdigt, det er så meget andet. Dit problem
handler ikke om skyld eller uskyld, men om at du må lære at passe bedre på dig
- og komme ud af den fælde, du sidder fast i.

Eet synes i hvert tilfælde sikkert: Går du baglæns gennem livet,
så fører det dig kun lige lukt ned i et sort hul i jorden. Gad dog vide,
hvilke konsekvenser det vil få for dig, hvis du starter med at vende dig 180€ om
- og derpå øver dig i at leve livet med øjnene rettet mere fremad?"
Det råd kan Hugo godt se fornuften i, men han venter vist endnu på,
at jeg på magisk vis skal hitte ud af at gøre det for ham.

Det kan jeg ikke. Jeg kan vise ham vejen,
men ikke gå den for ham. Jeg fortsætter alligevel,
da der er alvor bag fantasien. Han har jo prøvet at begå selvmord før.
Den sidste gang var det kun i sidste øjeblik, han blev reddet. "Ikke engang det,
kunne jeg finde ud af at gøre rigtigt", som han sagde den første aften.

Ebbe: "Lige nu tror jeg selvmordets mulighed opstår,
fordi du står stille, ser bagud og ikke vil give slip på hævnlysten.
Hvad siger du til den opfattelse?"

Hugo "Jeg har lyst til, der skal ske noget.
Jeg gider ikke høre på flere ord." Ebbe: "Ja, godt, hvad skal der ske?"
Hugo: "For fanden, det ved jeg ikke!"


At træde ud af en dødedans
Vi er kørt helt fast, da Else Marie heldigvis træder ind med en ide
og tager over: "Hugo, hvad siger du til de samme personer fra før
mødes omkring et kaffebord 1 år efter din alt for tidlige død.
Kan du forestille dig, at det er "Hugo´s Mindeaften" nu?
Alle møder op for at trøste hinanden og huske dig."


Lidt efter er der stillet en ny psykodrama-scene op omkring et kaffebord.
Else Marie: "Nu er det "Hugo´s mindeaften". Kan du i fantasien forestille dig,
at de nu er mødtes hjemme hos din mor, som trænger til uendelig meget trøst.
Samtidig med, at hun udsender laserstråler af skyld imod din far og sig selv.
Hvordan tror du, den mindeaften vil forløbe? Hvor mange tror du,
er mødt op 1 år efter, du er død?"

Hugo sidder længe tavs:
"Jeg tror kun, det er min mor, lillesøster
og min storebror, der er der. Far gider sikkert ikke komme.
Han hader mig, Jeg har ødelagt hans ægteskab. Måske er de blevet skilt?
Nej, han er sikkert flygtet ind i endnu mere overarbejde.
- ja det tror jeg. Jeg tror ikke, at han er med."

Hugo placerer "mor, storebror og lillesøster
om kaffebordet" via stand-ins, og stiller sig lidt væk fra dem.
Hugo: "Ingen af jer tør sige noget som helst. - Ja sådan! I sidder bare der
og vogter på hinanden. Føj! I er så skidebange. - Egentlig er det
ret pinligt at se på. - Jeg bliver ked af det nu."



Ebbe: "Hvorfor tør de ikke sige noget om dig?"
Hugo: "Det ved jeg ikke." Han græder og ser selvopgivende ned i gulvet.
Else Marie beder ham rejse sig op og fører ham hen bag hans mor:
"Hvad tror du, der sker inde i hovedet på din mor.
Nu, 1 år efter din død?"

Hugo (som sin mor): "Jeg er stadig ikke kommet mig over tabet.
Det har været det værste år i mit liv. Jeg tænker hele tiden på, om jeg
eller min mand kunne have gjort noget andet, end vi gjorde.
- Hugo, kan du tilgive mig? Var jeg en fiasko som mor?"

Hugo (som sin bror): "Tja, jeg synes, det var noget lort,
han gjorde, men jeg tænker kun sjældent på den idiot mere."
Lillesøster vil savne ham lidt, men efter at far og mor er blevet endnu
mere onde ved hinanden, er hun begyndt at gå mere ud med sine veninder
og hun er sandsynligvis blevet forelsket i en eller anden fyr
- som selvfølgelig heller ikke er "god nok" i fars øjne.
Kun Hugos mor er helt knust!

Else Marie: "Din far er ikke med, men hvad tror du, han tænker?"
Hugo (som sin far): "Jo, jeg er blevet mere optaget af mit arbejde.
Jeg undgår at komme hjem. Jeg kan da godt huske ham, den store egoist.
Ham taler jeg helst ikke om. - Hans selvmord har dog været godt for noget.
Det har knyttet hans bror mere til mig. Ham går det godt. Han kunne aldrig
finde på noget så vanvittigt. - Men mit ægteskab ligger i ruiner. Det er ikke
til at holde ud at være derhjemme. - Hvis Hugo var her nu, så
ville jeg give ham så mange tæv, at han døde af det!"
(- og det ler kun han selv af, Vi andre er tavse).

Else Marie tørt: "Det synes jeg lyder meget tragisk
at høre en far sige. - Hugo træd ud af hans sko og skygge
og vær dig selv igen. - Så facit er at din far faktisk ikke er her?
Og lige bortset fra at din mor nok har trukket sig væk fra ham,
ja så har han jo egentlig ikke lidt særlig meget ved din død.
Han har blot fået sine fordomme om dig bekræftiget.
- Det er da ikke det, som du vil opnå vel?"

Hugo slutter af med at stå udenfor opstillingen
og ser forundret på de personer, han har tilbragt de første 24 år
af sit liv sammen med. Hugo: "Jeg tror de næsten helt har glemt mig!
Det føles ikke nær så tilfredsstillende, som jeg havde forestillet mig.
- Jeg får lyst til at skrige." Det gør han så, uartikuleret, højt
kunstigt og anstrengt - og så bliver han stille igen.


5 år efter
at du har fået hævn. Hvad så?
Else Marie: "Så deres billede af dig er allerede falmet 1 år
efter du er død. Lad os nu prøve at tænke lidt længere frem.
Forestil dig nu at det igen er blevet "Hugo´s mindeaften".
Hvem tror du vil komme, lad os sige om 5 år?"

Hugo: "Min far og bror har travlt med alt mulig andet.
De har nok glemt mig. - Egentlig tror jeg slet ikke, der vil blive
arrangeret nogen mindeaften for mig. Måske vil min lillesøster
komme forbi og trøste mor, hvis hun ellers lever om 5 år?

Else Marie: "Så hvad bliver konklusionen Hugo?"
Hugo: "- Jeg kan godt se den eneste jeg virkelig får ram på er mor.
Men det er jo far, jeg vil hævne mig på. Det er ham, jeg hader.
Jeg hader ikke min mor! - Hun har heller ikke haft et godt liv."
Else Marie: "Jamen, hvorfor dog så overhovedet gøre det?"
Hugo: "Ja, det er lidt åndssvagt, det kan jeg godt se.
Nej, jeg vil ikke dø."

Else Marie: "Sig det igen Hugo og mærk efter
hvordan det føles lige nu at sige det højt Hugo?"
Hugo: "Nej!!! jeg vil fandme ikke dræbe mig selv.
Så let slipper du ikke af med mig Far!
- Det føles som en stor lettelse!"

Han går stampende rundt inde i midten af gruppen nu.
Stopper op og står stille: " - Jo, jeg vil godt hævne mig på min far,
men det handler måske endnu mere om, at jeg ikke behøver at tage mit liv
så alvorligt, hvis jeg hele tiden går og leger med tanken om,
at jeg jo altid bare kan skride fra det hele!

Jeg tænker på, om jeg ikke også bruger tanken
om, at jeg "da altid kan slå mig selv ihjel", som en sovepude?
Jeg kan godt se, jeg er nødt til at droppe mit ønske om at få hævn.
Det at dræbe mig selv, er blevet en slags megaundskyldning for mig.
- Hvis jeg ikke vælger, så sidder jeg bare fast her og skriger på en hjælp,
der alligevel aldrig kommer. Ja, det er en lidt barnlig måde at reagere på.
Det har ikke stået mig så klart før, at det i i grunden handler om et valg."

Ebbe: "Hørt! Og du har jo ret i, at hvis du virkelig vil lære at leve livet,
ja så må du først vælge selvmordet fra. - I 60´erne sagde vi til hinanden:
"Bryd ikke sammen, bryd ud!" Og det vil jeg også sige til dig.

Det virkelig tragiske er at hævntørst, had, frygt og misundelse rent
faktisk kan binde mennesker endnu stærkere sammen end kærlighed og venskab.
De følelser kan blive så intense, at mennesker slår både sig selv og andre ihjel.
Det kan du se hver aften i fjernsynet i TV-avisen og i forskellige krimifilm.
Men når du hele tiden skruer op for hadets og gør hævn til din lidenskab,
ja så opsluger de mest dit eget liv og ikke dem, du hader.
Det er en urgammel erfaring, der glemmes igen og igen.
"Går du efter hævn, så grav først 2 grave."

Jeg vil også godt tilføje, at det, at din far slog sin lille dreng til blods,
var at gå over en grænse - det var råt og brutalt. Hvis din far havde elsket dig,
og han ville stoppe dig i noget, han synes var forkert, så ville en skideballe
have være nok. Det er der nogle, som ikke kan finde ud af. De gentager
bare helt bevidstløst deres egen opdragelse, når de får børn.
- Det jeg vil sige Hugo er, at jeg respekterer den del af dig,
som gør oprør imod en bevidstløs søvngængers ondskab."

Nu er der flere andre, der også godt vil sig noget til Hugo.
Jeg spørger ham, om det er ok, hvortil han siger:
"Ja, jeg vil godt høre, hvad I mener."

Lisbeth: "Jeg sidder og tænker på om du nogensinde har tænkt på,
at du måske blot adlyder din fars ubevidste ønske om, at du slet ikke
skulle være blevet født? Din far har måske kun ønsket sig een søn
og ubevidst ønsket dig død lige siden du blev født
- og at det er derfor at du blev din mors søn?"

Hugo ser forvirret på hende, og kan ikke svare hende,
da det er lidt for teoretisk sagt, så Ebbe oversætter dette til:
"Du kom imellem ham og hende, og tog hans plads i hendes hjerte.
Måske har du set dødsønsker i hans øjne, når han evig og altid
var utilfreds med dig?" Hugo: "Det tror jeg, der er noget om.
Han ser virkelig ind imellem ud, som om han ønskede,
at jeg aldrig var blevet født."

Poul: "Jeg har bare lyst til at sige, at sådanne konkurrencesyge
præstationsfiksede fædre er dødsensfarlige. De ser ikke deres børn.
De er eenøjede trolde. De kender kun folk på deres penge og præstationer,
og de er helt besat af status og penge. Det er en utrolig indskrænket måde
at opleve børn, voksne og sig selv på."

Michelle: "Jeg synes, dit liv er større og vigtigere end din fars krav.
Jeg ser dig som en, der leger alt for villigt med i hans dødsyge ambitionsspil.
Du accepterer jo hans livsyn og spilleregler, når du selv
ganske ligesom ham - taler om vindere og tabere!
Vi er alle både vindere og tabere her i livet

Else Marie: " Ja, Livet er ikke kun en stor konkurrence,
hvor alle kæmper med de andre grise om at komme til truet.
Der er nogle, der har den eendimensionelle livsopfattelse
og selvfølgelig bliver de da selv ret eenøjet. Og dårlige
til alt det der virkelig betyder noget: kærligheden,
venskabet, ærlighed - og at være glad for sit liv.
De konkurrencemennesker, som jeg har mødt
er aldrig tilfredse med det, de har - og er."

Hanne: "Jeg er lettet over, at du vil droppe
din sikkert yderst velberettigede hævnlyst imod din far.
Du kan nemt slå ham endnu mere effektivt i den sidste ende,
hvis du bliver gladere for dit liv, end han er for sit! Vis ham,
at der er en helt anden og bedre måde at leve sit liv."

Gert: "Har du ikke lyst til at rejse ud i verden
og møde andre slags fædre? Det ville jeg gøre, hvis jeg var i din alder."
Mona og Ulla spørger, om han vil med ud at gå en tur langs havet i eftermiddag.
Den er Hugo med på, og de laver en aftale om en strandtur
med sodavand og et tæppe.

Ebbe: "Som det er nu, har du ikke rigtig besluttet dig
for, om du vil leve - eller om du vil dø. Det valg og den beslutning
kan ingen andre, end du selv tage. Det er jo dit liv, vi taler om

- Vi andre kan vise dig nogle valgmuligheder
og fortælle dig vores opfattelse af din situation, men det er dig selv,
der skal skabe forandringen. Prøv at tygge lidt på det, som er sket Hugo,
og lad os høre på lørdag, hvad du har fundet ud af."

Hugo: "Det er ved at gå op for mig,
at jeg snart må tage nogle vigtige beslutninger.
- Jeg føler mig forvirret nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige."
Og det kan vi godt forstå, da der har været alt for mange analyser
i hans session. Det vil bare føre ham ud i en endnu større forvirring
at gå videre nu, så Ebbe siger: "Din forvirring kan også være
en åbning for noget nyt.

Prøv om du kan bevare den større åbenhed overfor det ukendte,
som du nu føler. Jeg har lyst til en afrundingsdans, inden vi går hver til sit
her i eftermiddag. Har du lyst til en solodans Hugo?" Det vil han gerne.

Selvhad
kan forvandles til selvrespekt,
når du ændrer ved den måde, du tænker på
og den målestok, hvormed du vurderer dig selv og livet.
Dette "at hade sig selv" og "ikke at kunne lide sig selv" kan føles
og opfattes somom man har forbrændt sig. Enten forbliver man ret hudløs
eller også danner man et hårdt arvæv over såret. De, der er særlig sårbare
mht. at hade sig selv, er meget ofte også de, der har fået sig en sådan kraftig
2. eller 3. grads forbrænding i sjælen, hjertet - eller egoet i barndommen.

I stedet for at få selvtillid og en solid selvværdsfølelse med hjemmefra,
lærte de i stedet for at blive deres egen værste fjende - og hårdeste kritiker,
ja dommer eller sågar bøddel. Dvs. at "Noget i mig", hader resten af mig.
Psykologisk set, siger vi at de splitter sig selv ad i 2 dele, derved
at een del af mig retter alle sine domme og negative føleleser
imod en anden del af mig - i en indre borgerkrig,
som du umuligt kan vinde noget godt ved.

Ingen af os blev født
med hverken en lav eller høj, negativ eller positiv selvopfattelse.
Vi lærte at føle og opfatte os selv som "ok", "kloge", "smukke", "dygtige"
"vidunderlige" eller "elsk-værdige" etc. Ganske som vi lærte at føle os "små",
"forkerte", "svage", "grimme", "dumme" - og hvad vi nu ellers går og siger til
og om os selv. Ja, nogle lærte endog at opfatte sig selv som "onde",
"håbløse" og "umulige" i det hjem og den skole, de voksede op i!

Ronald D. Laing udtrykte denne forståelse sådan her
i et foredrag i 1986: "Vi ser ikke os selv, når vi ser os i et spejl.
Vi ser det, som vi er blevet hypnotiseret til at tro, er os."

Vi lærte først os selv at kende igennem vores mors øjne, og
så fars, lærers og søskendes øjne, Sidenhen maler du blot ukritisk
videre på portrættet indenfor denne ramme og ud fra deres målestok.
Ikke fordi du eller de ønsker det, men fordi ..... ?



Det er vist en udbredt erfaring, at en forvrænget selv-undervurdering
forunderlig let kan medføre, at man let føler sig afmægtig. Det gør ondt
- selv langt op i voksenalderen. En af nøglerne til at åbne op for et nyt liv er
at lære at se, føle, mærke og opdage sig selv på en mere selvstøttende facon,
end den gamle mere stereotype væremåde. Ellers kan ens liv så let risikere
bare at blive en tragisk forlængelse og en tragisk ond gentagelse
af en dårlig barndom. (se mere om Offer-rollen her)

Når vi i et terapiforløb opdager,
at det mest er "en ondartet og forvrænget negativ selvopfattelse",
der fastlåser og fastholder hovedpersonen i et uregerligt selvdestruktivt
eller selvformindskende adfærdsmønster, ja så bliver denne kognitive synsvinkel
i starten vigtig i vores terapeutiske og pædagogiske arbejde med vedkommende.
Nøgleordet er Selvrespekt, at kunne se sig selv og andre i øjnene uden skam.
Turde tænke nye tanker, sætte grænser, sige ja og Nej, blive mere direkte
turde mere - og derved opøve en større tillid til sig selv og andre.

Selvindsigt er een ting, men som du måske også ved,
kan det være en utrolig sej og svær opgave senere hen i livet
at blive til en dejlig rund bolle, hvis skorpen er alt for hård,
fordi du er blevet forbagt i en for lille firkantet kageform.

I praksis er problemet oftest:
Hvordan kan vi få denne viden ned på jorden,
så det bliver muligt at forandre på sin skæbne, sit livssyn, sine følelser?
Hvis du føler dig ramt af ovenstående, vil vi foreslå, at du et stykke tid
sætter ekstra skarpt focus på de fatale selvfordømmende tankelåse,
som så ofte findes hos "voksne børn" fra utrygge, ukærlige "hjem".
Eller for at sige det kort: kaotiske egocentrede familier.

Ligesom alt for stressede skoler og arbejdspladser er hovedårsagen
til at så mange børn og voksne føler sig dummere, end de rent faktisk er.
Den sunde fornuft kortsluttes igen og igen, helt per refleks. Og alt for mange
slår uartikuleret, kontaktsvagt og kaotisk blot udad og indad - og hader sig selv.
Børn lægger alt for let skylden på sig selv og ser forældres fejl, som deres:
"Når jeg har det ondt, så er det nok fordi, at jeg er ond" - logikken.

"Når far, mor og X ikke holder af mig,
så er det nok fordi, der er noget i vejen med mig!".
"Når jeg ikke kan klare en opgave, så er det nok, fordi jeg er dum.".
"Når X, far eller mor ikke elsker mig, så er det nok,
fordi jeg ikke er værd at elske".

"Når andre ikke forstår mig, så er det nok, fordi jeg er uinteressant".
- "Når far, læreren, bossen eller arbejdsmarkedet ikke synes,
at jeg er noget værd, ja så er jeg nok ikke noget værd."

Eller mere bredt: "Når jeg ikke lever op til andres krav og forventninger til mig,
så er det nok, fordi jeg er dum, håbløs, værdiløs eller forkert." osv.

Vi er ikke i tvivl om, at en sådan selvudslettende
og selvfordømmende indre stemme har sine rødder i et lille barns logik.
Og at det er en vigtig terapeutisk opgave at støtte og inspirere et sådant
barndomsforbrændt menneske til at lære sig at koble hovedet
(dvs. personens fornuftige voksne-Jeg), kroppen og
en ny kærlig omsorg for sig selv - bedre sammen.

Dvs. lære personen at opdage sit eksistentielle ansvar for sig selv,
for sit humør og sit liv. Det har i den sammenhæng aldrig været nogen let
eller nem opgave at vokse sig større end sine forældre og lærere - eller bevæge sig
i en helt anden retning, end de ønsker. I nutidig psykologsjagon kaldes dette arbejde
"at integrere Jeg-opfattelsen med sit mere eller mindre forladte, sårede, forsømte,
mishandlede - eller oversete indre barn." Peter Bastian udtrykker essencen
af dette nye venligere mentale synspunkt pragtfuldt enkelt, således:

"Ind imellem er jeg uforsonlig, vederstyggelig
og fordømmende overfor mig selv i en grad, som jeg aldrig
nogensinde ville byde andre mennesker. Men jeg har efterhånden lært
at tage mig selv på skødet, som det fejlbarlige menneske, som jeg jo
immervæk stadigvæk er." ("Ind i musikken", 1994).


Her er en Zenhistorie om det samme:
Prøv - lige nu - om du for dit indre øje, kan
forestille dig dette rædselsfulde tankeeksperiment:
En rigtig dum, og derfor ond mor og far putter en dag
en lille uskyldig kylling ind i en flaske, hvor de fodrer den,
til den en dag bliver så stor, at flasken nu er blevet alt for lille
til kyllingen - der altså nu er blevet til en stor fed høne.

Hvordan får du da denne høne ud,
- uden at flasken må slåes i stykker?
Det mediterer zenmunke meget længe over,
indtil de en dag - måske - "vågner op af trancen":
Løsningen er: Fuglen er såmæn allerede ude!

Hvorfor?
Jo fordi det hele jo kun er en fantasi inde i hovedet på dig
via de ord, jeg fortæller dig. Der er jo ingen fugl eller flaske!
Når du opdager at din smerte oftest skyldes sådanne Mind-games,
ja så er fuglen ude, når du ønsker det - og du friere i sindet end før.
Dette kaldes "at vågne op og bruge sine sanser, fremfor tankerne",
("loose your silly head, and come to your senses. Wake up",
i den gestaltterapeutiske jargon.

Livet handler for mig
ikke om at være skyldig eller uskyldig, om at have ret eller tage fejl
men om at lære kunsten at blive værdifuld og tage bedre vare om sit liv.
Frihed - det er, hvad jeg gør ved det, som de andre har gjort mig til.
Livet behøver ikke være et langt og stort indviklet problem,
det kan lige så godt blive en spændende opdagelsesrejse.

Opdragelse sker heldigvis i dag mindre brutalt og voldsomt,
end i forrige århundrede, hvor børn jo som hovedregel blev tæsket,
overset, forsømt, mishandlet - og misforstået. Børnepsykologien er i vores øjne
en af de største og mest oversete opdagelser, der er sket i det 20. århundrede!
Børn betragtes nu som små mennesker med følelser og hukommelse.
Ikke blot af mødre og pædagoger, men af os alle, som en selvfølge.
Dette var sørme ikke "almindeligt og normalt" for 100 år siden!

Børn er blevet synlige - og rigtige mennesker, lige fra starten
i deres eget legeunivers med deres egne drømme, talenter - og rettigheder.
Freuds opdagelse er sand: Jo, den voksne gror ud af barndommens bageform.
Børnene er fremtiden. Den holdning og erkendelse er i dag så udbredt i Danmark,
at vi let og ofte glemmer, at denne humane børneopfattelse knap nok er
100 år gammel i menneskets ca. 30.000 årige lange kulturhistorie!

I mange andre samfund er børn stadigvæk i dag "kun små voksne",
"en ekstra mund at mætte" eller 12 kameler værd, når de bliver store.
Ja, flere steder i verden eksisterer der stadigvæk børneslaver,
ja de myrder sågar stadig små piger i det sydlige Indien !!!

Kort sagt: Der er stadigvæk utrolig mange voksne mennesker,
der simpelhen ikke ved - eller ikke vil indse - at børn har rettigheder,
stærke følelser og selvklart tænker deres egne tanker om os voksne.
Børn er små selvstændige mennesker, der ser, føler og tænker
meget mere, end mange forældre kan lide at tænke på.

Har du i den sammenhæng lagt mærke til, hvor mange "voksne",
der bliver vrede, bange eller skamfulde, hvis du forsøger at få dem til
at se kritisk på deres forældre og den måde, som disse har formet dem,
deres livssyn og selvopfattelse på? Især overreagerer de, hvis barske barndomshjem
har sat sit tunge stempel på næsten hele deres liv! Hvorfor er vi dog så bange for
at se kritisk på vores opvækst, vores forældre og vores egen livshistorie?

Genkender du den frygt, så vil jeg lige minde dig om,
at sandheden aldrig er ond eller hæslig. Det er løgnen, der gør livet hæsligt.
Livet er det hele, hele regnbuen, alle mulighederne og umulighederne.
Livet er noget der mirakuløst åbner sig i bestandig nye former,
hvis vi tør det. At lære at værdsætte det, du oplever og er,
kan ske i glimt - og vokse sig stærkere med årene.
----------------------------------------------

Alle disse tanker og den holdning lå omme i mit baghoved,
da jeg senere på eftermiddagen havde en god lang snak med Hugo.
Han fortalte, jeg lyttede og fortalte. Og afsluttede vores lange snak med
at give ham et Eksistensdigt - som inspiration til, at han i ugens løb
selv kunne skrive sin egen selvværdsdeklaration til fredag aften.
- og derved begynde at øve sig på den sværeste kunst her i livet:
bestandigt at se på sig selv og livet med nye nysgerrige åbne øjne.
+ se også www.psykoweb.dk/selvtillid/8d-Selvrespekt.htm

Jeg er, jeg var
og jeg er på vej til at blive
www.psykoweb.dk/Selvopfattelser/Selvindsigt3.htm


Se også Eftermiddags sessionerne:

En drøm om at stikke med knive + Hugos opfølgning

Om at opleve livet igennem en Glasrude


Eller Klik videre her til Kapitel 8.
Om at finde en mand og få sig en familie.