Drøm om den skjulte lumske knivstikker.
Et eksempel på en 2. grads barndomsforbrænding:
Faderdrabet - Hugo´s 2. session.
Et eksempel på en 3. grads barndomsforbrænding:
Her er to sessioner - der desværre ikke var plads til i bogen.
som belyser, hvad der let kan ske, hvis du tror at du skal leve op
eller ned til et falsk Glansbillede af dig selv, der mere dækker over
og derfor skjuler, end det tydeliggører, hvem du rent faktisk er
- hvis du turde satse på at blive en mere helstøbt personlighed.
|
Onsdag eftermiddag.
Solen er dejlig nu. Det har været en dramatisk formiddag.
Vi beslutter os for at holde fri resten af eftermiddagen, fordøje oplevelserne
og først mødes igen i aften - men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå.
Da Else Marie og jeg vender hjem igen efter en lang gåtur
langs Vesterhavet til huset, ligger folk og soler sig udenfor i små grupper.
Jeg sætter en stille celloconcert på, imens jeg tuller lidt rundt. Jeg kan ikke
bestemme mig for, hvor jeg egentlig vil være. Jeg havner hos Poul og Michelle,
som ligger i en sandgryde og snakker om "formiddagens selvmord".
Romantikken længe leve.
Den lumske knivstikker:
Her fortæller Poul mig om en stærk intens drøm, han har haft
for et par uger siden, som han stadigvæk ikke forstå:
En nat drømte han om en lille 8 årig pige,
som sidder helt uskyldigt og leger på et gulv.
Her bliver hun overfaldet af en frygtelig lumsk dreng,
der kommer krybende mod hende fra sit gemmested under bordet
- hvor han stikker en enorm stor machetkniv ind i hendes ryg
og så vågnede han og var rædselslagen, badet i sved..
"Det er i hovedtræk, hvad jeg kan huske af drømmen", siger han.
Poul er især optaget af knivens symbolik, fordi den ene side er meget skarp
og kan skære lige durkt igennem hendes ben, imens den anden side er sløv.
så den sløve del af kniven kan ikke skære, men kun bruges til at slå med.
Den første aften fortalte han en lidt anden version om,
hvordan han heltemodigt kastede sig over denne lumske farlige fyr
og tilsidst fik knockoutet ham. For kun at få skæld ud af sin mor over,
at han var så voldsom. Denne gang vender jeg hans opmærksomhed
et nyt sted hen, end den mere intellektuelle tolkning han er igang med.
Ebbe: "Prøv først at være den lille 8 årige pige,
sådan som du forestiller dig hende. Hvordan tror du, at drømmen ser ud
set fra hendes synsvinkel? - Prøv at tale som hun, i jeg-form."
Poul: "... Jeg er en lille pige. Jeg sidder her på gulvet og leger helt uskyldigt.
Så kommer ham der, den modbydelige fyr, krybende. Han vil skære i mig.
Jeg kan ikke forstå det. Jeg er helt uskyldig. Jeg har ikke gjort ham noget."
Ebbe: "Ok - og hvad føler du lige nu som den lille pige?"
Poul forskrækket: "Hjælp! Du må ikke dræbe mig.
- Hjælp! Er jeg her helt alene? - Hjæææælllppp!
Ebbe: "Er det svært for dig Poul at spørge andre,
om de vil hjælpe dig med noget der er svært også i hverdagen Poul?"
Det må han indrømme. Det er utroligt svært for ham at række ud og sige: "hjælp mig!"
Han har, som så mange af os behandlere, meget nemmere ved selv at være hjælperen.
Den lille pige viser ham en mere uskyldig, sårbar og hjælpeløs side af sig selv,
hitter vi snart ud af sammen - men der er mere i drømmen end uskyld.
Ebbe: "Prøv nu at være den lille lumske knivstikker.
Hvordan oplever han det, der sker? - Start med at gemme dig derhenne."
Poul kravler så igennem sandet og nærmer sig Michelle,
som spiller den lille bange uskyldige pige:
Pludselig brister de i latter og det gør jeg også. Lidt efter siger Poul:
"Ok, jeg prøver at leve mig ind i ham. Det er svært - for jeg vil jo ikke være som ham.
Det er skræmmende at tænke på at jeg også er den del af drømmen."
Ebbe: "Det kan jeg godt forstå. Er du klar igen?"
Poul gemmer sig igen væk og kommer lidt efter
igen snigende igennem græsset: "Jeg sniger mig hen over gulvet
fra mit gemmested under bordet. - ("Hvad vil du?"). Jeg vil bare skære i hende!
Jeg er vred på hende." (snerrer). - Og lidt efter sætter han sig op og siger:
" Nu minder du mig om min storesøster, som jeg simpelhen ikke kunne
hamle op med dengang, jeg var lille. Jo, det handler nok om, hvor svært
det var for mig at blive vred på hende?
Det turde jeg simpelhen ikke gøre åbent.
Hvis jeg prøvede at sætte mig igennem, havde hun 100 vis af måder,
hvormed hun kunne straffe mig, senere. Jeg tabte altid." Det er svært for Poul
at leve sig ind i at være "den lille knivstikker", så han prøver at tale sig væk fra
eller ud af den følelse, der her banker på lige under bevidsthedens overflade.
Ebbe: "Ok, jeg forstår det er svært at sluge den kamel
men lad os antage at knivstikkeren også repræsenterer "noget i dig" i din nutid.
Prøv at giv dig selv lov til at blive lidt mere eet med denne skjulte side af dig Poul.
Ellers forbliver den jo bare under bordet - og der lærer du den ikke at kende.
Prøv at drop det der uskyldige hjælpeløse ansigt - og vær nu Knivstikkeren."
Poul: "Er jeg så bare en lille skide knivstikker,
der er så lusket at jeg går og stikker en kniv i folk bagfra?"
Ebbe: "Nej! - men din drøm peger på, at du har en sådan ubevidt
og derfor total ukontrolleret aggression et sted i dig - i det skjulte,
som jeg godt vil lære bedre at kende, fremfor, at du en dag
f. eks. knockouter den med sprut eller andre "svirreture"!
Natasha Mann har et udtryk, hun engang sagde til mig,
nemlig "To denye is to die. - It is as simple as that"
Ebbe: "Jeg er i et valgpunkt nu.
Vi kan stoppe her og sige at du nu forstår drømmen.
Og vi kan gå et skridt videre og prøve at integrere denne lumske
skjulte side af dig - som har sin egen historie med din mor og storesøster
som skurkene, og du vil sikkert snart opdage at du har al mulig god grund
til at være både vred og bange overfor den måde, de satte dig på plads
i det sociale hieraki, I havde derhjemme i barndommens land.
Jeg tror ikke at du kender den side af dig selv særlig godt.
Jeg har derfor lyst til nu virkelig at lade dig mærke
styrken i denne del af dig og opdage det behov, der ligger bag
denne frustration og fjendtlighed. Som vel også overfalder dig selv,
i de situationer, hvor du bare helt uskyldigt er optaget af noget
og føler dig mest uskyldig og sårbar - skal vi se på det?"
Poul: "Nej tak - jeg vil altså hellere undersøge
om jeg også går rundt med en skjult fjendtlighed imod Michelle.
- Jeg har altså ikke spor lyst til at stikke dig med en kniv Michelle!".
Han ser på hende, og ler: "Jeg har lyst til at stikke noget andet i dig,
men ikke en kniv. Åh Freud oh Freud!:" Og vi ler igen sammen.
Lidt efter:
Ebbe: "Ok så lad os tage den vinkel."
Poul lukker øjnene og koncentrerer sig.
Han sidder nu direkte overfor Michelle, og siger så:
"Jeg ser ikke noget for mig lige nu. - Jo, der er noget rødt derinde i mørket.
- Nu ser jeg en kniv for mig. Den er meget stor." (Han åbner øjnene).
Ebbe: "Luk nu øjnene igen og vær kniven."
Poul: "Jeg er en stor kniv. - Det lyder tosset ikke?"
Ebbe: "Ikke for mig. Vær dette symbol på din aggressivitet
og prøv at leve dig så godt du kan ind i det drømmesymbol,
så vi kan lære det lidt bedre at kende."
Poul: "Jeg har en meget skarp side og en meget sløv side.
Den skarpe del af mig er så skarp, at den kan skære lige ind til benet.
Den anden side af mig er... jo, jeg er sløv og kan kun bruges til at slå med.
- Jeg kan jo dræbe med den kniv! (ånder dybt, men fastholder koncentrationen).
Ja, det siger mig noget." Hvorefter han hurtigt åbner øjene og ser på mig.
" Det, at jeg kan dræbe, det har jeg svært ved at acceptere."
Ebbe: "Hvad føler du lige nu Poul?"
Poul: "Det er ikke rart det her. Mine hænder er meget kolde.
Jeg er bange for min vrede og især for at være aggressiv mod kvinder."
Ebbe: "Ok, så prøv at sige denne sætning:
I stedet for at være direkte og åben vred, så stikker jeg lidt lusket ud efter dem
og fryder mig over at kunne slå lidt igen på den måde. - Har det mening?"
Poul: " Det kan godt være sandt, hvis hende jeg er vred på
har en overordnet mere magtfuld stilling end mig.
Men jeg tror ikke, jeg gør det imod Michelle."
Ebbe: "Hm...Måske de 2 sider af kniven er dit intellekt?
Kan du lide at bruge din logik til at skære ind til benet i en problematik?
Jeg vil gætte på, du har det helt fint, når du effektivt kan "skære igennem en sag"?
Andre gange, hvor du er bange og afmægtig, slår du blot sløvt fra dig med tavshed,
- eller stikker du til hende, ved f. eks. at drille - eller være sådan lidt lusket.
Kan den mon passe?" - Det ved han ikke, siger han lidt for hurtigt.
Jeg vender mig mod Michelle og spørger hende:
Den side af Poul har Michelle godt lagt mærke til. Hun kan supplere med
flere små konkrete eksempler, hvor hun dog ikke synes, at Poul har såret hende.
Hun har mere bemærket sig, hvor svært han har ved at råbe op, afvise og "være lidt ond".
"Poul, du undskylder dig selv alt for meget - og det afskyr jeg!",
siger hun direkte til ham og ser intenst på ham imens.
Ebbe: "Michelle, prøv at sige det lidt skarpere
vær lidt mere spids - og bliv med med at tale i jeg-form til Poul."
Michelle: "Jeg vil meget hellere have din vrede mere direkte og frit fremme,
end gå og fornemme at du holder din irritation og vrede gemt under bordet.
Jeg er ikke så bange for din vrede, som du åbenbart selv er Poul!
Jeg bliver meget mere bange, hvis tingene foregår i det skjulte.
for så overfortolker jeg og tror, at du ikke lan lide mig.
Jeg er jo ikke sådan en uskyldig lille hjælpeløs pige,
som bare lader dig skære i mig. jeg skal nok sige AV nu.
Jeg hader, når følelserne foregår under bordet!" Jeg elsker åbenhed
og jeg vil kun blive glad, hvis du tør have lidt mere temperament.
Du kan godt være alt for sød og rar til, at jeg tror det er sandt"
Poul: "Det kan jeg godt forstå, men så skal du også forstå,
hvor bange jeg er, for at jeg kommer til at spidde dig med min logik
og al min psykologisnak. Nogle gange, bliver jeg bare så vred indeni
og det er skidesvært for mig at få det sagt lige ud . Så bruger jeg mit intellekt
til at få ram på dig - men det ønsker jeg ikke.
Det handler nok om, at jeg må tage kniven fra den der lille feje
og luskede dreng i mig og om, at jeg godt tør blive vred på dig, når jeg
f. eks. mener, at du opdrager alt for meget på mig. For det gør du altså."
Hvortil Michelle spærrer øjnene op og siger: "Hvad siger du?
Siger du at jeg retter og opdrager alt for meget på dig?"
Hvortil Poul med et stort smil svarer: "Ja!"
Jeg forlader dem i en intens samtale,
hvor de tolker videre på drømmen og deres forhold.
Jeg går mig en lille tur og funderede over knivens phallossymbolik
og tænker på det med "at tage kniven fra den lille voldsomme dreng",
som mange af os mænd jo godt kender.
Måske handler det også om at integrere
denne stærke udfarende energi med sin voksne mand?
Altså om at få sin phalloskraft, sin seksualitet og handlekraft tilbage.
Det synes jeg selv giver drømmen mening.
Så dropper jeg al den psykosnak med mig selv
ved at lægge noget stille guitar musik af Bindu på. Smukt og stille.
Der er flere, der snakker og tegner omkring mig,
imens jeg tager en lille lur.
|
|
Faderdrabet - Hugo´s 2. session.
(Et eksempel på en 3. grads barndomsforbrænding):
En times tid senere bliver jeg vækket af Hugo, som har slæbt 2 madrasser
ud på plænen og nu sidder og tæsker løs på dem med vores ketcher.
Jeg opfordrer dem i nærheden til at hente nogle flere madrasser,
så vi kan få banket støvet af dem, nu Hugo er så ivrig.
Snart står der et lille heppekor omkring ham
imens han tæver løs i et uartikuleret raseri imod sin far.
Da han til sidst falder omkuld på madrassen og har pustet ud,
spørger jeg uskyldigt: "Hvordan føles det at være så intenst bundet
til din far i sådant et stort farhad og selvforagt-mønster, Hugo?"
Han ser overrasket op på mig og siger:
"Men det ønsker jeg slet ikke. Jeg hader ham. Han er dødsyg.
Jeg vil fandme ikke være bundet til ham på nogen som helst måde!
Jeg vil være fri af ham." hvorefter han ser rasende på mig.
Ebbe: "Prøv at sige det til madrassen, der."
Hugo: "Jeg vil slet ikke have noget at gøre med dig.
Du har gjort mig nok ondt! Ha! Jeg er heldigvis ikke bange for dig mere!"
(Han ler skingert og flipper lidt ud i latter og diffusitet et øjeblik,
og så er han klar igen).
Jeg foreslår ham blot at slå et slag ad gangen, hårdt
efter hver en sætning, han siger - fremfor at lade ordene og slagene
regne ned over madrassen i en pærevælling. Imens han råber disse
mere præcise ord, slår han et slag efter hver sætning med ketcheren
imod madrassen. Det samler udtrykket meget bedre.
Hugo: "Du er simpelthen dumpet. (bang) Jeg vil aldrig mere kalde dig Far.(bang)
Den titel fortjener du simpelhen ikke. (bang) Du var en elendig far.(bang).
Du er bare simpelthen dumpet.(bang bang bang bang) Du er for dum.
Du forstod dig jo overhovedet ikke på børn. Mig forstod du i hvert fald ikke.
Fald død om. Jeg er fandme da ligeglad. Jeg glæder mig til, at du dør, så er jeg
endelig fri for dig. Du er jo den rene ynk. Ha! Du er jo bare en slatten madras."
Ca. sådan hidser han sig op og ned flere gange, fulgt af nogle ketcherslag.
Det synes han godt at kunne lide og jeg har det indtryk
at dette kan han blive ved med i årevis.
Ebbe: "Jeg får en følelse af, at du kan stå der
og skælde den dumme gamle mand ud i årevis og ligegyldigt, hvad du
så end siger og råber ad ham, så vil han jo aldrig kunne give dig
et ordentlig svar. - Har du også selv den følelse Hugo?"
Hugo slapper af i armene og siger lidt efter med et suk:
"Ja, det synes uendeligt. Jeg kunne blive ved lang tid endnu.
Ulla bryder ind: "Og hvad tror du så, det vil ende med?"
Hugo: "At jeg vil være helt smadret og totalt udmattet."
Ebbe: "Ja og det er fordi
at det mere er et AfmagtsRaseri vendt imod noget,
end et raseri over at du ikke opnår noget, som du gerne vil have.
Kan du nu forstå, hvad jeg mener med en negativ binding?
Du bliver ikke stærkere af dit raseri, du bliver svagere.
Det farlige ved at føle så meget had, foragt
og hævnlyst er, at det du ender ud i er så uendeligt koldt.
Det stopper først med mord eller selvmord - enten helt konkret,
eller som sjæledrag på dig selv via sput og stoffer, et tab af dig selv.
Det kan ende med, at du føler dig lige så kold, død og tom,
som han synes at være. Du ender bare med at blive
lige så dødsyg og ensom som han sikkert er nu."
Du leger jo med i hans spil,
som en marionetdukke! Du søger en skurk at hidse dig op på,
ellers falder du bare helt sammen og sidder og venter på Godot,
eller hvilket mirakel, du nu kunne ønske dig pludselig gik i opfyldelse.
Hugo - jeg synes, det er spild af dit liv! - Hvor længe gider du
sidde fastlåst i den farbinding. Den ødelægger jo dit humør?
Hvordan pokker bryder du dog den lænke,
det synes jeg er det vigtigste spørgsmål
- og det kan kun du selv svare på."
Hugo: "Jeg kunne jo give ham nogle flere tæsk
med ketcheren, og prøve om jeg overhovedet kan slå ham ihjel?"
Ebbe: "Ja, det kunne du - og det ville du nok opdage at du kunne
og du vil også ende med, at opdage at du bare bliver totalt udmattet.
- Hvad kan du mon finde på, som har en lidt mere personlig stil
og din humor Hugo, som kan ryste hans selvgladhed?"
Der må være en mere morsom måde at slå igen på."
Hugo ler: "Det bedste ved det hele er,
at lige nu er jeg virkelig ikke en skid bange for ham!
Det føles rart. Nej, jeg er slet ikke bange for ham mere!
Det er befriende at mærke."
De´r var jeg vist gået glip af noget vigtigt, så jeg læner mig tilbage.
Hugo rejser sig og strækker sig ud i hele sin længde og ryster sig løs.
Ebbe: "Hvad føler du nu?" - og alle ler af mit tåbelige spørgsmål.
Da vi er blevet seriøse igen, spørger Lisbeth:
"Jeg sidder og tænker på, om din far også er bange for dig?"
Hugo: "Tror du det, hvorfor skulle han dog være det? - Han besøger mig ikke
og ringer aldrig. Han synes at være aldeles ligeglad med mig. Jo, jeg tror,
du har ret. - Jeg kan godt forestille mig, at han er bange for mig.
Det kan jeg godt føle foragt for. Jeg var jo bare en lille dreng."
Han er lige ved at hidse sig op igen, da jeg afbryder ham.
Ebbe: "Det er nok sandt, at I to aldrig har kunnet forstå hinandens angst.
Javist, men hvad bruger du din foragt og jeres gensidige fordømmelser til?
Er det noget du bliver stærkere - eller svagere af Hugo?
Jeg tror du bare bliver svagere og svagere, fordi
at energien kommer fra afmagten og ikke fra
den sunde livsbekræftigende del af dig.
Du kan jo blive ved og ved med at hænge fast der.
Foragten er for mig udtryk for mindst 2 ting, nemlig:
1/ at du ønsker måske/ måske ikke at dræbe ham eller dig selv
2/ at du har et stift lille dommersystem inden i, som dumper folk
og udkårer tabere og vindere hele tiden - ganske ligesom ham.
- så hvad bruger du din foragt og fordømmelse til Hugo?"
Hugo: "Åh jeg kan brække mig over ham.
- lige nu er jeg skide bange for, om jeg har taget skade af,
at have haft ham som far?" - Ebbe: "Det kan jeg godt forstå
Og desværre - det har du nok ganske ret i, sorry.
Prøv at spinde en ende over den sandhed."
Hugo: "Jo, der var en pige, der engang spurgte mig,
om jeg ikke, et eller andet sted, tror, at der er noget forkert ved mig,
siden jeg stadigvæk kan føle et så intenst had og afskyr ham
Det sagde mig noget."
Ebbe: " åhh ja selvfølgelig - fordi den grimme følelse
af "at være helt forkert skruet sammen" kender du godt.
Du har jo lige fortalt os, at sådan har din far fået dig til at føle
og tænke om dig selv, lige siden du blev født."
Hugo ser undrende på mig: "Og hvad så?"
Ebbe: "Selvfølgelig er du forkert,
altså ifølge hans lille lukkede Vinder - Eller tabersystem.
Giver du ham virkelig ret i den primitive måde at tænke succes på?
- Ja, det gør du vel - Er du en vinder eller en taber i dine egne øjne Hugo?"
Hugo griner og tjatter ud efter mig. Der udvikler sig en kort pudekamp,
da Hans kaster en pude efter Hugo, som kaster den efter Hanne,
som energisk kaster den tilbage til Hans.
Lidt efter siger Hugo: "Men hvordan kommer jeg fri af ham?"
Ebbe: "Ved at turde leve dit eget liv efter dine egne spilleregler.
Jeg ved ikke, om du orker mere nu Hugo, men vi kunne jo starte
med at forestille os en scene, hvor du mødes med ham, lige inden han dør
Måske er han på hospitalet med brok og kræft. - Forestil dig ham dø
en grusom død. Helt alene - bange, i smerte og helt uforberedt.
Hugo lukker øjnene - og smiler saligt lidt efter.
Ebbe: "Godt og prøv så, om du kan sige farvel til ham.
Kan du hitte på en sidste improviseret tale til ham,
som du nu ser ligge døende der i sin sygeseng
- og det nu er sidste gang at du ser ham."
Den sidder han og tygger lidt på.
Så rejser han sig, tager en madras og lægger Gert,
som i det samme kommer forbi med en kold øl, ned på den.
Gert leger troskyldigt med. Han er dog ved at få øllet galt i halsen,
da han opdager, at han skal forestille at være Hugos far på dødslejet.
Hugo fortsætter - helt uden empatisk kontakt med Gert:
"Du er døende og ligger ensom på hospitalet. Det har du rigtig godt af!
Du har fået en eller anden frygtelig pinefuld sygdom - jo, du er ved at dø af kræft!"
Jeg er i tvivl om jeg skal sætte Gert lidt ind i situationen, men da jeg ser
at han bare leger uskyldigt med, siger jeg: "Det er den allersidste gang,
du ser ham nu Hugo. - Hvad vil du nu sige til ham?"
Hugo tager sin ret groggy far (Gert) i hånden og siger:
"Nå farvel din gamle skurk. - Du har altid været en åndsvag monsterfar.
Jeg ersørme ikke ked af, at du snart skal dø. Jeg har været meget vred på dig
(men nu er Hugo ikke vred. en tåre løber ned - "og jeg har ofte savnet dig.
Jeg lærte dig aldrig at kende. - Du lærte i hvert fald aldrig mig at kende.
Der er så lidt som jeg kan mindes med dig. - Det er jeg ked af."
Ebbe: "Har du lyst til at give ham et kys på panden?
Hugo: "Nej for fanden, det bliver for meget. jeg tror bare
at jeg vil fyre den svada af - og så vil jeg bare gå.
- Ja det vil give ham noget at tænke på.
Ebbe: "Så det ville være en mere tilfredstillende hævn
for dig at vende ham ryggen efter at have fældet din dom over ham.
ja det vil være meget svært for ham at selv retfærdiggøre når natten falder på.
Det er i hvert fald en meget bedre hævnplan end at du dræber dig selv.
- Vil du høre, hvad de andre, der er her siger?"
Ulla: "Er der overhovedet intet godt, du kan sige til ham?"
Hugo: "Jo, han var ikke et monster hele tiden. Far havde også sine gode sider.
han tog mig ofte med ud at fiske, og så stod vi der. 20 meter fra hinanden,
uden et ord. - Han lærte mig at holde af naturen. Jo og så lærte du mig
også at køre bil - og du har lånt mig penge, når jeg var på skideren,
- men du siger aldrig noget godt om mig, så - that´ s all. Goodbye!"
Ebbe: "Hvad er det allersidste, du vil sige til ham,
hvis han nu kaldte dig hen til sig der på sin sygeseng?"
Hugo: "Du skulle aldrig være blevet far. Det job egnede du dig ikke til.
Nu håber jeg, at du endelig får fred og snart sover blidt ind.
Sov godt, og farvel din tåbelige gamle selvglade nar."
Efter den salut, ser Hugo smilende på mig og siger:
"Nu gider jeg ikke snakke mere om ham." (han har tårer i øjnene nu).
Ebbe: "Ok - nyd den blide styrke du nu er kommet i kontakt med.
- Kan du mærke det du nu føler, som en styrke eller svaghed?
Hugo: "Det føles ægte - og som noget der gør mig stærkere.
Ebbe: " Godt - og hvad har du nu lyst til ?"
Hugo går hen til forstærkeren og sætter Steppenwolffs
gamle "Born to be free på" igen. Bagefter danser han lang tid
helt alene til Lisa Nilsson "Små rum", som han selv har taget med.
Senere fortæller han mig, hvordan han i de første danse opdagede,
at han stadigvæk kæmper med sin far. Han havde hoppet og danset på hans grav.
"Men så stod jeg pludselig der, helt stille. Jeg troede ikke, at jeg havde flere kræfter.
Så skete der det, at jeg pludselig helt tydeligt kunne føle, at jeg kun dansede
helt alene for min egen skyld. Jeg var skideligeglad med både ham og jer.
Lige med eet var jeg ude af hans cirkus. Men jeg stoppede ikke.
Det er dejligt at mærke, at jeg også har min helt egen energi,
som slet ikke har noget som helst med ham at gøre."
Han sender mig et af de smil, der varmer.
Gert kommer lidt efter hen til mig
og spørger: "Hvad pokker var det, jeg var med i?"
Og dertil reagere jeg ved at klapppe ham på skulderen
og sige, at han var Hugo´s døende far som Hugo sagde farvel til
og at jeg synes at han spillede rollen enormt godt. Og så grinte jeg
altså af hans entree, som jeg i et glimt genså indeni - og at jeg synes
at han skulle gå hen og spørge Hugo om, hvad det handlede om
Det blev han meget sur over - og tog op senere på aftenen.
fordi han synes at jeg havde afvist og grint af ham - og det
var jo sådan set - fra hans videokamera - også rigtig nok.
|
På et intensivt ugekursus
er det svært at skelne imellem arbejde og fritid.
Det, at tage afsted med så mange mennesker til et lille hus ude på landet, gør,
at vi næsten hele tiden mere eller mindre bliver indblandet i det sociale liv - heldigvis!
På den ene side er vi jo lederne, de professionelle psykoterapeuter, der leder kurset
og samtidig lever vi også så tæt sammen, at vores fritid og job smelter sammen og vores personligheder støder selvfølgelig ind i andre personligheder,
ganske som det sker for de andre deltagere i gruppen.
I starten af sådant et intensivt kursus er vi psykologerne, lederne
- men heldigvis bliver vi snart accepteret som Ebbe og Else Marie,
som nok har en særlig rolle her, men vi ses snart også som personer.
Når det sker - bliver det mere spændende for os at være her.
Der sker utroligt meget udenfor terapilokalet.
Ind imellem har jeg haft en oplevelse af, at deltagerne i terapigrupper
er som popcorn på en pande. Pludselig springer der en og så lidt efter piff paff puff, springer der flere frem. Vi inspirerer kort sagt hinanden.
I starten af ugen foregår psykodramaerne kun oppe i terapilokalet,
men efterhånden som ugen går og deltagerne bliver mere trygge ved hinanden
foregår der mange spændende møder og dramatiske udvekslinger overalt.
I køkkenet, udenfor huset og alle mulige andre steder. Nogle gange
har jeg oplevet det, som gruppen er et bål, hvor nogle gløder
ind imellem blusser op og spontant sætter et større bål igang.
Intense Øjeblikke hvor vi ligesom alle er i samme båd
og gruppen som helhed styrer det, som sker. Det er dejligt at føle denne samhørighed
når vi mennesker hjælper hinanden.
Det er vigtigt - også for os,
som er ledere - at gå ture og tage os tid til være os selv,
for at passe på vores energi, så vi er veloplagte, når gruppen mødes.
Det er både meget udmattende og utrolig spændende at have vores job. Det, som sker inspirerer ofte til, at vi samtidig også må arbejde med os selv
og tale med hinanden( mig og Else Marie) om hvor vi er følelsesmæssigt
og er i forhold til deltagerne og det, som sker. Her betyder det meget
at vi også er et ægtepar, som har kendt hinanden i snart 30 år.
Vi engagerer os selvfølgeligt også personligt
på forskellige planer med dem, som vi arbejder med, ja vi træder med glæde ofte ud af proff. rollen og er os selv,
lige netop, som vi nu er i humør til det og som vi ser det bedst
- og skal samtidig ikke forstyrre forløbet med vores personlige følelser.
Der er mange øjeblikke med direkte jeg-du kontakter uden rollespil
- og andre gange hvor vi lige selv må træde et par skridt tilbage.
Det er en svær balanceakt at være på et sådant job
og samtig at være tro mod sig selv.
Det gode ved at være gestaltterapeut
er at vi mest af alt satser på at få en direkte Jeg - Du kontakt
Det er kvaliteten af den kontakt vi har med vores elever, der tæller.
I klassisk gestaltterapi blev alle vores psykiske problemer
fortolket som Kontakt-forstyrrelser - og netop derfor
står den individuelle og specielle kontakt, som vi får
med hver enkelt deltager meget højt på listen over
de arbejdstemaer, som vi focuserer på.
Udover at løse helt konkrete smertelige følelses problemer,
forsøger vi også at inspirere andre mennesker til at turde være sig selv
- og det kan vi ikke, hvis vi ikke selv tør det. For hvordan kan jeg lære dig at turde at være mere dig selv og droppe alle de der Mindgames du sidder fast i, hvis jeg ikke selv tør eller kan være mig selv, ægte og ærligt i vores møder?
På den ene side er megen af min opmærksomhed og mine tanker
vendt imod deltagerne - og på anden anden side mp jeg
og andre der leder intense gruppeforløb også
kunne slappe af og bare være som vi nu er.
En masse af de eksistentielle temaer der arbejdes med her
er selvfølgelig også nogle vi selv kender til - i vores udgave, fra vores eget liv.
Blandingen af at ville være rar, indføende og venlig - og samtidig ind imellem
føle at situationen nu fordrer at du er mere barsk, analytisk og kølig.
Der er selvfølgelig meget mere at sige om det dilemma men nok om dette mere personlige, for nu.
Klik videre her til
Michelle´s 2. session, ude på plænen
Om at opleve livet, som fange i en glasbobbel.
eller Kapitel 8
Om at finde en mand
og få sig en dejlig familie
www.psykoweb.dk/psykodrama/Bog8.htm
|
Videre til den næste side
Se indbydelsen til ugekurset
der beskrives her i PsykoDrama-bogen
+ indholdsfortegnelsen
og vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.
|
tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk
|