Lidt om selvkontrol og perfektionisme
Der er endnu en halv time tilbage til frokost, så Ebbe spørger,
om der er nogen, som vil have lidt tid nu. Ulla rejser sig fra sin stol
og sætter sig imellem os: "Jeg ville gerne have set på mit forhold til mænd,
men efter Monas arbejde i aftes, synes jeg det problem er blevet løst,
for det kunne lige så godt have været mig!
Grunden til, at jeg har sat mig her,
er,
at jeg godt vil prøve at være hovedperson.
Jeg har lyst til at fortælle jer om en af mine hemmeligheder,
som jeg ikke før har fortalt til nogen. Det drejer sig om min selvkontrol,
som jeg føler er alt for stor. På den ene side er jeg stolt over, jeg har en stærk vilje,
og at jeg er så god til at tage mig sammen, at andre ikke kan se, hvad jeg føler.
- På den anden side
bevirker det, at jeg har svært ved at få kontakt og give udtryk for det,
eg virkelig føler. Jeg har ofte fået at vide, at jeg er så rolig og checket,
men det er slet ikke altid sandt! Nogle gange på arbejdet føler jeg mig med
i et stort mærkeligt skuespil, hvor det bare gælder om at holde facaden
og skjule sine følelser.
- Det er utroligt svært at give slip på min selvkontrol
for den udløser oftest andres beundring. "Hun er så stærk!",
"Se, hvor rolig og behersket hun altid er". "Hun er så dygtig og selvsikker,
hende vil vi godt have med i teamet.", "Hun kan bare klare alt."
Sådan ved jeg, at der er mange, der ser mig.
Hvad de ikke ved, er at jeg tit føler mig som en lille and,
der svømmer rundt i en skovsø. Over vandspejlet ser det ud,
som om jeg svømmer stille og fredeligt frem og tilbage, men hvis I kunne se ind i mig,
så ville I opdage at nede under vandet, der spæner mine ben afsted.
Det, jeg vil sige, er at jeg meget ofte føler mig meget mere sårbar
og usikker, end jeg viser andre.
Det er svært at droppe den der selvkontrol.
Den giver mig en masse ros, og så føler jeg mig sådan lidt heroisk og stærk,
men det er også dødanstrengende at være så dygtig til at tage sig sammen.
Jeg føler, at jeg hele tiden skal passe på ikke at blive afsløret.
- Det kan så let gå hen og blive alt for stift og ensomt,
det ved jeg godt, men der er altså også nogle fordele ved det.
På den ene side ønsker jeg at kunne give mere slip i mig selv,
og på den anden side ønsker jeg det bestemt ikke!
Det synes jeg, er lidt at et problem."
Ebbe: "Kender du udtrykket, at hvis du ønsker at miste din religion,
så skal du bare gifte dig med en præst? Beundring kræver jo oftest,
at du er god til at holde andre 3 skridt fra livet. Hvis du får andre for tæt på,
så de virkelig lærer dig at kende, så fordamper deres ros og beundring.
Ja, det kan føles som et stort tab at miste den godkendelse.
Det er jo lidt af et dilemma, det kan jeg godt se."
Ulla: "Kan du sige noget mere om det?"
Ebbe: "Ja, der er et vigtigt livsvalg i mellem at blive holdt af
og komme tættere ind på livet af andre - og det gamle savn efter
at blive beundret og set op til som værende større, end du er.
Vælger du det sidste, er det ikke så mærkeligt, hvis du føler,
at du spiller med i et overfladisk skuespil - for det er sandt
og det er ret anstrengende. Det handler jo nok om
også dér at finde en passende balance?"
Ulla: "Ja, det tror jeg også, men hvordan gør jeg det?"
Ebbe: "Jo, hvis du vil føle, hvad du føler og være, hvem du er,
så er det nok en god ide at droppe, eller i det mindste neddæmpe dit ønske
om at få ros, beundring og klapsalver i en periode. Især hvis du opdager,
at du har et endnu dybere behov for at få andre tættere på.
Kender du f. eks. de der mennesker, som er blevet så perfekte
og professionelle, at de næsten er blevet helt umenneskelige? Jeg har lagt mærke til,
at jeg ikke kan mærke dem. Kontakten føles så tom og ligegyldig,
og inden længe keder de der facademennesker mig."
Ulla ser længe på mig: "Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener.
- Og jeg, der altid plejer at småprale med, at jeg er så professionel
og perfektionistisk! Men det er rigtigt, det betyder for det meste bare,
at jeg er hundeangst for, at andre skal kunne finde en eller anden fejl hos mig."
Ebbe: "Fejl? Jeg ser det, som et forudsigeligt rollespil.
Som nu det at sidde her og tale med mig, udløser det næsten den samme reaktion,
som hvis du er hos tandlægen og lidt ængstelig sidder og håber,
at dommen vil lyde på: Nul huller!" - Ulla ler: "Ja netop."
Det udløser en fælles latter.
Otto bryder ind: "Jeg går også rundt og kalder mig selv for perfektionist,
men jeg kan godt se, at det er et skjold, som jeg holder op i mellem mig og andre.
Det er jo ikke, fordi jeg egentlig går så højt op i, om det jeg laver, er så fantastisk.
Det handler mere om, at andre ikke må kunne finde noget som helst at kritisere mig for."
Ulla: "Ja netop. Det er lidt svært for mig at erkende, at jeg åbentbart ikke er perfekt.
- Jeg ved godt, det er en facade, som jeg skjuler min sårbarhed og mine svagheder
bagved, men i mit arbejde er jeg ofte nødt til det!" Hun græder lidt.
Ebbe: "Hvordan føles det at fortælle os den indsigt?"
Ulla: "Det er befriende at turde sige det til jer. - Jeg håber ikke,
at I kun ser mig som en kold og effektiv kvinde? Jeg føler også noget
- og jeg er blevet meget rørt ved at overvære jeres psykodramaer
- også selv om I måske ikke altid har kunnet se det på mig."
Det er der dog flere, der godt har lagt mærke til.
- Hun græder igen, og tilføjer lidt efter:
"Jeg er også bange for den del af mig, som er så umådelig naiv og tillidsfuld."
Imens hun siger det, kan jeg tydelig se det udtryk i hendes ansigt.
Ebbe: "En slags barnlig troskyldighed?"
Ulla: "Ja, som jeg har bevaret i mig, fra jeg var barn.
Det synes jeg egentlig er godt nok, også selv om den gør mig sårbar.
Men det er ofte for risikabelt for mig at føle tillid til andre fra begyndelsen.
Det er jo ikke alle, som møder min åbenhed med deres åbenhed.
- Ind imellem føler jeg mig som en alt for naiv lille skolepige.
Det er pinligt. Men det føles mere ægte at føle sådan, end når jeg prøver
på at spille "nul huller", som du kalder det. - Nej, jeg gider ikke mer
leve op til noget, som ikke er mig!"
Ebbe: "Så ærlighed får dig til at føle dig stærkere indeni?"
Ulla ler: "Ja, det er den store forskel."
Poul: "Jeg tror, du har ret i, at mange af os har svært ved
at droppe vores superroller og vænne os til at være lidt mere almindelige
og menneskelige. Jeg læste en anmeldelse af en bog om "Vores indre guder og gudinder",
som Michelle er så glad for, som udtrykte det sådan her: "Jeg tror, det er vigtigt,
at vi først vænner os til og får det godt med at være mennesker,
førend vi aspirerer efter at blive guder og gudinder, helte og heltinder,
supermænd og superkvinder." Det sagde mig noget."
Ebbe: "Hørt. Allerede i 1940´erne skrev Karen Horney,
at jo mere vi prøver at idealisere og idyllisere os selv, desto mere
vil vi samtidig også foragte, fordømme og nedvurdere os selv. Natasha Mann
har her et godt udtryk: "To deny is to dye". Der er et vigtigt valg imellem at gro
og blive en personlighed, versus at realisere et billede af sig selv.
- Hvad føler du lige nu Ulla?"
Ulla: "Jeg føler mig lettet. Jeg ville bare lige fortælle jer noget om mig selv,
og det har jeg jo gjort, så - ja lige nu er jeg helt tom i hovedet.
Jeg føler mig dejlig stille inden i. Ja og også sårbar,
men det gør ikke noget."
Ebbe: "Så du føler dig tryg nu? (hun nikker).
Godt, træk vejret dybere. - Hvad dukker frem i stilheden?"
Ulla sidder længe med lukkede øjnene. Pludselig ler hun højt
og sender mig et sjovt lille smil, og siger legende: "Bla, bla, bla."
Vi er flere i gruppen, der ler højt og befriende sammen med hende.
Ebbe leende: "Det er et rart smil, du sender mig Ulla.
- Du vil ikke opnå noget med det smil, vel?" Ulla ryster på hovedet
og ler ad mig. Vi sidder længe helt stille sammen. (Jeg venter på hendes næste udspil).
Ulla: "Det er rart med stilhed uden ord. Jeg kan mærke, jeg slapper meget mere af nu.
Jeg ser også jer andre tydeligere. I sidder der og prøver at forstå mig
- Jeg har svært ved at finde ord for det, jeg nu oplever.
Tankerne forsvinder væk.
Jeg føler en mærkelig tomhed. - Nu mærker jeg bare,
hvordan min krop slapper mere af. Jeg er også blevet mere varm.
- Jeg bliver mere opmærksom på jer (hun smiler, der smiles igen).
I sidder så stille. - Nu tænker jeg på, om det er ok, at jeg har det sådan?"
Ebbe: "Jeg er selv ret introvert, så stilhed er altid ok for mig. Vil du sige noget mere?"
Ulla: "Ja, jeg vil godt vide, om der er nogle af jer andre,
som også kender noget til det, jeg har fortalt om?"
Der kommer flere bekræftigende nik og udsagn, men
efter bekræftigelsen er det som om, at Ulla falder ud og bare lytter høfligt på.
Hun synes at falde langt ind i sig selv. De andre tager alt for let ordet fra hende
og fortæller ivrigt om deres egen sårbarhed, usikkerhed og frygt for at gøre sig
mere synlig for andre. Mona siger f. eks.: "Jeg tænker også alt for meget på,
om det jeg gør, er det rigtige. Når det sker, så trænger jeg også til et smil
og en bekræftelse udefra for at kunne gå videre."
Ebbe: "Ulla, jeg sidder og lægger mærke til,
at du ligesom er faldet helt ud. Hører du, hvad de siger?"
Ulla: "Ja, jeg spurgte bare, om nogle af jer kendte det fra jer selv.
Jeg var ikke ude efter at høre en masse ord. Det er godt nok, at I bare forstår."
Ebbe: "Så det er godt nok nu?" Ulla: "Ja."
Else Marie: "Nu er der frokost, så prøv at se dig om her i gruppen
og spørg dig selv, hvem har du lyst til at gå en tur med her i eftermiddag,
En, som du kan snakke videre med om det, du her har åbnet op for?"
Ulla spørger Hans, der glad siger ja, og vi bryder op.
Det blev måske en lidt vel snakkende session,
men det skal der også være plads til. Mange selvhjælpsgrupper
og behandlingsgrupper fungerer kun, som "en snakke- og støttegruppe",
og som forløbet ovenfor viser, så er det ofte i sig selv forløsende at turde
tage ordet og fortælle noget personligt og svært
- og så blive hørt og respekteret.
Du kan læse en anden terapi-historie
om Perfektionisme - at være på ros og magtfølelsen
+
www.utexas.edu/student/cmhc/booklets/perfection/perfect.html
Klik videre til Kapitel 10.
Lidt om at gå på opdagelse
i erotikkens indre vilde landskab