Hvem var Carl Gustav Jung?

Lidt om hans første teorier om neuroser,
hans indre visioner og andre gode historier




    Ifølge hans erindringsbog startede det med
    at Jung, dengang han var dreng, en dag efter skoletid
    stod og ventede på en klassekammerat han skulle følges med.
    Pludselig var der en eller anden, der gav ham et skub bagfra.
    Han væltede omkuld og slog hovedet imod en kantsten,
    så han var lige ved at miste bevidstheden.

    I sin mere eller mindre omtågede tilstand,
    skød der pludselig en vild tanke frem i hovedet på ham:
    "Nu behøver jeg ikke at gå i skole mere!" Tanken fløj som et lyn
    igennem hovedet på ham - fra Personlighed Nummer 2,
    "- fordi jeg hadede nemlig at gå i skole og øjnende
    her pludselig en nem udvej.", som han skriver.
    i sine erindringer 70 år senere.

    "Jeg blev liggende på jorden
    lidt længere end strengt nødvendigt
    - også for at skræmme og at få hævn over min angriber", indrømmede han.
    Folk kom styrtende til, samlede ham op og bar ham hjem, hvor han fik en masse
    ekstra omsorg og opmærksomhed de næste par dage af hans bekymrede mor
    der gik rundt og frygtede, at han havde fået en svær hjernerystelse.

    Fra den dag begyndte han at få jævnlige besvimelsesanfald.
    Hver gang han skulle i skole og vejret var godt. Eller når hans forældre
    forlangte, han skulle læse lektier. Det lykkes ham at blive taget ud af skolen
    og være skolefri i mere end et halvt år! Til at begynde med synes han,
    at det var den rene skovtur og nød sin genvundne frihed.

    Han genoptog sin gamle passion for ensomme ture, tegnede
    træer, vande, moser, sten og dyr med en blok og nogle tegneblyanter,
    ligesom han nu frit kunne gå på opdagelse i sin fars spændende bibliotek
    når vejret var dårligt. Han nød kort sagt sin genvundne frihed og
    var vel ikke helt fri for at være lidt vel stolt af sig selv ,
    over at han smarte lille trick var lykkes så flot.

    Men efterhånden følte han alligevel, at der var et eller andet galt.
    Han kom længere og længere bort fra de andre skolebørn og begyndte
    at få en stigende følelse af dårlig samvittighed. En tung og uklar fornemmelse af,
    at han gjorde noget forkert. Efterhånden mistede han glæden ved sine omstrejfninger
    i naturens og bøgernes verden og begyndte at synes, at det hele
    føltes temmelig meningsløst og trivielt. Han kedede sig.

    Så efter ca. 6 måneders "ferie" gik han og så meget ked ud af det,
    men ingen af de voksne vidste, hvad han "fejlede".

    Gamle Pastor Jung sendte drengen til forskellige læger, der undersøgte ham,*
    men ingen af dem kunne rigtig hitte ud af, hvad der var i vejen.
    En mente sågar, at knægten måske havde fået epilepsi.

    Lille Carl vidste godt, hvad epilepsi var, og lo stille og djævelsk
    for sig selv over lægerness dårskab, mens forældrenes blev mere
    og mere urolige og derefter begyndte at bekymre sig om,
    hvordan det dog skulle gå drengen i fremtiden.

    Carl´s far var en svag mand og hans mor var meget pylret
    på den der dominerende schweiske hausfraufacon, så de tog
    alle passende hensyn til ham - og lod ham passe sig selv.
    Og det passede den unge Carl Gustav helt fint,
    omend han var begyndt at kede sig lidt.

    En dag fik pastoren besøg af en af sine venner.
    De satte sig i haven, hvor de ikke opdagede, at lille Carl
    gemte sig omme bag en busk for at høre, hvad de talte om.
    Han husker vennen spurgte hans far: "Hvordan går det så med din søn?"
    - "Åh, det er en kedelig historie", svarede hans far. "Lægerne ved ikke,
    hvad der er i vejen med ham. De mener, at det muligvis er epilepsi.
    - Det er simpelthen forfærdeligt, hvis han ikke kan helbredes.

    Jeg har allerede mistet den lille formue, jeg havde lagt tilside,
    men det værste er, at jeg nu ikke ved, hvad der skal blive af drengen,
    når han bliver voksen, hvis han ikke kan tjene sit eget brød?"

    Lille Carl var lamslået over det, han havde hørt.
    Han følte det som et sammenstød med virkeligheden
    og tænkte: "Nu må jeg altså se at blive rask igen og læse videre!"
    Han sneg sig bort fra busken. Det var ikke nødvendigt at høre mere,
    og i stedet for gik han straks ind på sin fars studerværelse
    og fandt sin latinske grammatik frem se på lektierne.

    Efter kun 10 minutters forløb
    fik han pludselig et voldsomt besvimelsesanfald
    og var nær drattet ned af stolen. Men efter at have taget
    sig en mundfuld frisk luft, havde han det bedre
    og gik blot videre med grammatikken.

    Et kvarters tid efter fik han endnu et panikanfald.
    Da det var drevet over, satte han sig selv på plads ved at sige:
    "Fanden gale mig! Her hjælper det ikke noget at besvime,
    nu skal der arbejdes!" Og så tog han fat igen.

    Der gik en halv time, så kom det tredje anfald,
    Efter det havde han en følelse af, at angsten nu var overvundet.
    Han følte sig bedre tilpas, end han havde gjort i mange måneder,
    og panikanfaldene kom ikke tilbage. "Forhekselsen var nu borte",
    skrev Jung 70 år senere. "Det var sådan jeg på min egen krop lærte,
    hvad en neurose er, og hvad, der da er brug for."

    "Det, der havde ført mig på vildspor, var min lidenskab
    for at være alene, glæden ved naturen og så naturligvis leden ved skolen,
    som jeg ligesom så mange andre børn fandt dødkedelig."

    Ja, som gammel kunne han med en latter tilstå,
    at han faktisk livet igennem havde hadet at kede sig og da følte angst
    - og at det mest skete, når han absolut skulle noget, som andre bestemte
    at han skulle - og når han var sammen med for mange mennesker
    uden at have lyst til det. Jeg vil selv bestemme det der sker!

    Og han tilføjer: "Nu ved jeg, at jeg i høj grad selv havde iværksat
    og iscenesat hele balladen, helt ned til den detailje, som det hele startede med,
    nemlig derved at jeg jo rent faktisk havde pirret og drillet
    min skolekammerat tidligere på dagen, så den kamp
    måtte nødvendigvis ende sådan.

    Jeg kan også huske, at jeg heller aldrig har følt mig vred på ham
    for at have skubbet mig så voldsomt, fordi jeg jo godt vidste,
    at jeg selv havde fået ham til det.

    Hele affæren var et djævelsk forræderi fra min side,
    men det værste af det hele var, at jeg følte, jeg havde forrådt noget i mig selv.
    Jeg havde krænket mig selv. - Jeg var vred på mig selv og det eneste der hjalp,
    var, da jeg besluttede mig for, at nu skulle det altså være slut.
    Den beslutning var afgørende."


    Som Colin Wilson siger, da han skildrer episoden
    i sin facinerende biografi: "Jung, videnskabsmand og mystiker",
    forlaget Komma, 1985 (se bibliotekshylde nr. 99. 4):

    "Det Jung havde gjort ved hjælp af dette slag i hovedet,
    var at udvikle en uvane. Det var faktisk en form for selvhypnose.
    Ligesom når vi får en sær prikkende fornemmelse i hovedbunden,
    når vi lytter til musik, vi holder af, havde Jung lært sig at besvime,
    når han ville væk fra skolens kedsommelighed og følge sit hjerte.
    Da "neurosen" startede havde den en oprørers mening,
    det var først senere at "løsningen" blev "problemet".

    Da han hørte faderens bekymring,
    vaktes der i en stærk følelse af skam - og ansvarlighed.
    Det han derpå gjorde, var bevidst at i mødegå og overvinde uvanen
    Som han selv siger: "Jeg indså, jeg selv havde forårsaget anfaldet,
    derfor kunne jeg også selv slippe af med det igen.
    Den erkendelse hjalp mig virkelig."

    Dvs. som 12 årig havde Jung ikke blot begrebet
    en af de grundliggende mekanismer i neurosen, han havde også
    opdaget at neurosen kan kureres ved et valg, en bevidst viljeshandling
    og en dertil passende nyindlæring af den måde, han var ham på."

    Med dette nye intense valg
    sagde han farvel til sin selvmedlidenhed, og
    belønningen kom i form af en halvvejs mystisk oplevelse,
    som gjorte et meget stort indtryk på ham:

    "Jeg husker en dag kort efter, hvor jeg gik på skolevejen.
    Pludselig blev jeg overvældet af en meget stærk følelse af,
    at jeg lige var kommet ud af en tæt tåge. Lige med et vidste jeg:
    "Nu er jeg til!" Det havde jeg ikke været før, sådan følte jeg.".

    Tidligere havde jeg blot eksisteret
    og alt var bare sket for mig, men nu var jeg pludselig
    blevet mig selv bevidst på en ny måde. Jeg vidste nu, at jeg var til,
    Jeg indtraft for mig selv og blev nærværende for mig selv. Tidligere var
    jeg blevet villet til at gøre dette og hint, nu var det mig der ville noget..
    Før hændte der bare noget med mig - nu fik jeg noget til at ske..

    Jeg følte lysende klart, at det virkelig var mig, der bestemte
    og at der var "en indre autoritet" i mig, som jeg sidenhen
    igennem hele mit liv har forsøgt at forstå."

    Som Colin Wilson så rigtig tilføjer:
    "Jung gjorde her en fundamental opdagelse.
    Når mennesker bruger deres tilværelse på at udføre andres vilje,
    kan de sammenlignes med krabber, et væsen der har sit skelet udenpå.
    Indvendigt er det blødt. Det øjeblik et menneske føler sig inspireret
    til at føre sin egen vilje og drøm ud i livet, bliver det til et hvirveldyr,
    et væsen med et skelet indeni. Drømmen gør os til mennesker.

    Pludselig har du fået ryggrad.
    I vores samfund er det desværre få mennesker,
    der udvikler sig fra at være krabber til at blive hvirveldyr,
    fordi vi bliver vænnet til at udføre andres vilje lige fra det øjeblik,
    vi fødes. Og rigtige mennesker drømmer - og dem,
    er der desværre alt for få af." (p. 20)

    Den 12 åriges "autoritet",
    som Jung i sine erindringer selv satte i gåseøjne,
    bygger på noget, som han selv havde udrettet, nemlig overvindelsen
    af sine neurotiske besvimelsesanfald. Der var ikke en kat i hele verden,
    der anede noget om det, men der var alligevel et eller andet sted dybt inde i ham,
    "noget" som vidste det og havde givet ham denne nye følelse af Selvbestemmelse
    - og det var han sikker på ikke var andre, for de anede jo ingenting.
    Den viished fandt han, som 12 årig og den prægede
    kom til at præge hans livs kurs, som du måske ved.



    Den narcissiske vrede og skuffelse.
    Nu gik det hverken værre eller bedre med knægten,
    end at denne nye styrkefølelse steg ham til hovedet og han oplevede
    derfor endnu et af sit livs mange sammenstød med Realiteterne.

    F. eks. da han var ude at stage med en båd
    - og i stedet for ros, fik han skæld ud af en ældre mand,
    der var med i båden, der bestemt ikke følte sig tryg ved det,
    som drengen foretog sig. Lille Carl Gustav følte sig vildt rasende
    over, at denne gamle fede uvidende tølper vovede at forulempe ham,
    der var sådan en betydningsfuld person i sine egne øjne, lige indtil han
    kom til at se det groteske i situationen og indså, at han nu igen var ved
    at komme på kant med virkeligheden - bare på en anden måde.

    Igen og igen stødte hans Personlighed 1. og 2. sammen
    og han måtte sande, at det er svært at blive gode venner med virkeligheden,
    når man som han, er en Introvert person med en veludviklet fantasi.

    "Hvem i alverden er du da?", spurgte denne opvakte knægt sig selv.
    "Du er knap 12 år gammel, en skoledreng og han er en voksen mand,
    som desuden ejer båden og flere dejlige heste. Men på den anden side,
    vidste jeg, at jeg var god til at stage en båd - og at det var ham ikke,
    Det var mig, der havde ret.

    Det uhyggelige ved historien er,
    at det yderlig bekræftigede mig i min antagelse af,
    at jeg i virkeligheden var 2 forskellige personer: Set udefra
    var jeg kun en bette skoledreng på 12 år, der havde svært ved
    at begribe matematikken og som følte sig usikker overfor de andre
    i skolen, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle snakke med om

    - og samtidig var jeg også en meget vigtig person i mine egne øjne,
    som var mægtigere, end ham den der ængstelige voksne,
    der vovede at skælde mig ud. han kunne ikke se mig,
    som jeg selv gjorde. Den indsigt var vigtig for mig."

    Dette dobbelbegreb om sig selv
    fastholdt han livet igennem og i sin teori om mennesket
    betoner han igen og igen, at mennesket er et modsætningsfyldt væsen,
    hvor den vigtigste forske er imellem den person andre ser (Persona)
    - og det personen selv føler og ved, at han er indeni.

    En adskillelse mellem "det ydre", Facaden, og "det indre"
    som i øvrigt er interessant set ind i vor tids Narcisisme-debat,
    der viser at det stadigvæk er let at forveksle personlighed nr 1
    med personlighed nr 2.

    Colin Wilson fortæller iøvrigt også en anden historie
    om dengang, da Jung i 1902 kom til Paris som studerende
    hvor den store psykiatriske pioner Pierre Janet var igang med
    at udarbejde en af de første teorier om årsagen til sindsyge

    Ligesom Jungs overlæge Bleuler havde Janet nemlig set, at en "sygdom"
    som neurose - ja sågar schizofreni kunne anskues som et resultat
    af en spredning af opmærksomheden,

    Et tab af koncentration, der udtrykker sig ved at personen opleves
    som "ikke-nærværende" udefra set. Nærværende hvor? Nærværende dér,
    hvor sindet burde være kontreret, nemlig udad imod omverdenen.

    "Det at samle sig, at kunne koncentrere sig er en mental kraft
    og en handling, som er et aspekt af viljen, ganske som åndedrættet
    er en funktion af lungerne og fordøjelsen er en funktion af maven."
    Janets definision på et sundt menneske er, at det er en person
    som kan fokusere og koncentrere sig med et formål for øje.

    Denne kraft er mere eller mindre svækket hos alle mine patienter",
    sagde han, "Din psykologiske kraft er vores
    viljesprægede styring
    - og dermed foregreb gamle Janet det der i dag kaldes kognitiv terapi
    adfærdregulering - og en stor del af new age ideologien,
    som også eensidigt påstår "at du kan, hvad du vil."

    Wilson forklarer Janets teori således:
    "Hvis jeg møder et eller andet med en følelse som: "Åh NEJ!"
    så vil jeg hurtigt kunne mærke et tab af "psykologisk energi".

    Min energi synes at spredes, som et glas vand,
    der er blevet væltet ud over en bordplade. Og omvendt - i det øjeblik
    jeg bliver intens interesseret i noget, øger jeg min psykologiske energi
    - og følgen bliver derfor en fornemmelse af forstærket energi og vitalitet.
    Det er det Janet - og sidenhen Jung mener med at tabe
    eller forøge sin psykiske kraft.



    Hvad er en neurose?
    Ifølge Janet er det "en kvæstet livsvilje"
    Når jeg har tilladt dette tab af psykologisk anspændthed at indtræde, det være sig via
    ensomhed, kedsomhed eller dovenskab, Eller via tab, sorg og nederlag, så bliver småting
    til uoverstigelige bjerge - og pludselig er den virkelige fjende ikke mere verden "derude",
    men mine egne negative kræfter - min mistillid, selvmedlidenhed og tvivl på mig selv.
    Jeg bliver ligesom en af de der balinesiske damer, der slår knude på sig selv.
    Det er en ond cirkel, der fastholder og skruer mig ned i en indre dødhed.

    Det, der kan frelse os fra, at den onde cirkel kører vildt og blindt afsted med os,
    som vi ser det hos de psykotiske, er en pludselig udfordring eller anden stærk stimulus,
    der aktivt berører vores virkeligheds-sans. Vi skal ligesom "vækkes"
    på en eller anden måde."

    En neurose er i dette lys et mere begrænset virkelighedstab end en psykose,
    Vreden går ud på, at vi går rundt i voksenverdenen og stadigvæk føler os som børn inden i.
    Og børn har selvfølgelig en mindre klar opfattelse af virkeligheden end voksne har,
    fordi de endnu mangler en masse erfaringer med den verden, de færdes i.

    Neurotikeren kan også sammenlignes
    med en sovende person, der vikler sig ind i sit sengetøj
    og har et mareridt om, at han er blevet fanget af en kvælerslange.
    I det øjeblik han vågner, udstøder han et lettelsens suk over at situationen,
    dvs den reele voksne virkelighed, ikke er nær så slem, som han før troede.
    Han følte sig kun hjælpeløs, fordi han sov. Nu da han er vågen,
    kan han igen vælge, dvs. nu kan den fri vilje igen fungere.


    Når det sker,
    forvandles den onde cirkel
    sig til en individualisering proces.

    En neurose er pr. definision et tab af kontakt med virkeligheden,
    såvel den indre som den ydre. Personen lever i en drømmeverden, der har forvandlet
    sig til et mareridt - og da er der brug for blidt og stille at vække personen,
    så "den indre robot" ikke mere styrer personens liv.

    Problemet med denne alt for enkle, men tilllokkende forklaring er,
    at den i for høj grad bygger på en opfattelse af mennesket som et Rationelt væsen,
    hvor følelser og diverse "indre robotter"/vanemønstre på mystisk vis ind i mellem synes
    at overtage styringen af vores liv og hvor det blot gælder om at mobilisere viljesenergien,
    så er vi igen ude af den onde cirkel, der kan føre os mod sygdomme,
    neuroser og psykoser.

    Åh var det blot så enkelt.
    Jung genkendte Janets hypoteser bag Freuds arbejde
    og nægtede at se Foirnuften, virkelighedssansen, som vores eneste redning.
    I "Symbolernes forvandling" gennemgik han middelalderens mysterieskoler
    genfortolkede alkymiens gamle billedsprog og viste, hvor stor betydning
    indre billeder, drømmesyn og andre ikke-rationelle kræfter
    egentlig har - og altid har haft på os mennesker.

    For Jung var det langt mere interessant at studere og prøve at forstå,
    hvad det var for "komplekser" og andre tilstande, der trak energi ud af Ego´et.
    I følge hans selvforståelse handlede det ikke om at udslette personlighed nr. 2,
    det indre liv, men om at få det udadvendte jeg, personlighed nr. 1, til at indgå
    i en meningsfuld dialog med personlighed nr 2, der hele tiden sender os
    budskaber om, hvordan vi har det og hvad der er vigtigt for os
    følelsesmæssigt set.

    En forskel som blev skåret ud i pap for ham,
    da han i 1924 besøgte pueblo-indianerne i Mexico.
    Han citerer en høvding, der sagde til ham: "Se hvor grusomme de hvide ser ud.
    Deres øjne har altid sådant et stirrende udtryk.I leder altid efter noget.
    Hvad er det, I leder efter?"

    Jung spurgte ham, om han anså alle hvide for at være skøre,
    og fik at vide: "I tænker kun med jeres hoved". Jung spurgte da,
    hvad indianerne tænkte med: "Vores hjerter."

    Selvfølgelig er det vigtigt
    at være vågen, bevidst og ikke gå halvsovende omkring
    og selvfølgelig er det vigtigt at styrke Ego´et, så man kan klare sig i den ydre verden,
    men risikerer vi ikke alt for let at skære næsten hele en persons indre liv af,
    ved kun at focuserer på tankestrukturer, på viljeskraften og i at øve
    os i at kunne koncentrere os bedre om omverdenens ting?



    Hvad er det
    for "et hjertets sprog", vores kultur
    er så bange for at få en bedre kontakt med?


    Forskellen på Freud og Jung er - ganske kort,
    at Freud så det ubevidste som instinkternes rige, et truende univers
    fyldt med "infantilt materiale", der af og til stiger op til overfladen
    og udgør en fare for skibsfarten, ganske ligesom isbjerge,
    der ligger og svømmer rundt og forårsager skibbrud.

    For Jung var det ubevidste ikke kun
    befolket med følelsestraumer og gamle familiedramaer,
    men også fyldt med mystiske livsgivende kræfter, som kan hjælpe os,
    når vi havde brug for det. "Det såkaldte objektive voksne fornuftige ego,
    som oftest er optaget af sine egne små egoistiske mål, glemmer ofte
    at det har en usynlig partner - en enorm kraftkilde
    som man tidligere kaldte for sjælen.

    I stedet for at flygte væk, bedøve, medicinere
    og derved skubbe det uforståede indre liv yderligere væk fra sin bevidsthed
    udviklede han (ligesom Freud og efter dem mange andre) metoder, der muliggører,
    at vi kan lære kunsten at træde ind i sit eget ubevidste sind og der have samtaler
    med sin "nummer 2", opfatte budskaber, føre indre dialoger og få selvforståelse
    som kan befrugte og berige ens liv på forbløffende mange
    vidt forskellige individuelle faconner.

    "Kongevejen til det ubevidste
    går igennem vores drømme", fastslog Freud allerede i år 1900
    i sin berømte "Drømmetydning", og det er Jung ganske enig i,
    omend hans måde at forstå og fortolke drømme på efterhånden
    bevægede sig et helt andet sted hen - for at sige det mildt.

    Jung opsummerer et sted hvad han lærte af Sigmund Freud således:
    "Freuds største indsats bestod i, at han tog sine neurotiske klienter alvorligt
    og gik nøjere ind på deres tanker og turde se deres drømme og indre verden.
    Han turde, som den første opleve verden igennem disse ulykkelige kvinders øjne,
    og forstod derved neurosen bedre end nogen anden, før ham havde gjort.

    Her havde Freud frisind, åbenhed og indlevelse - og som
    en gammeltestamentlig profet påtog han sig derpå at omstyrte de gamle guder
    og bringe nyt lys ind i det mørke, som disse ulykkelige mennesker led i.

    Og et andet sted skriver Jung::
    "Freud lærte mig at stille 3 gode spørgsmål til mine drømme:
    "Hvad mon den drøm vil fortælle Dem?", "Hvad mon den drøm kommer af?"
    og "Hvad falder Dem ind lige nu i forbindelse med den drøm?"


    En ny metode Jung udviklede, kaldte han
    Aktiv imagination - eller Visualisering, som
    denne teknik kaldes i dag + Mandala-tegninger og psykiske tegninger:
    "Det var først hen mod slutningen af 1. verdenskrig at jeg gradvis begyndte
    af komme ud af mørket", skriver han. "Mens jeg fungerede som militærlæge
    tegnede jeg hver morgen en cirkelrund tegning, en mandala, som synes at svare
    til min indre tilstand på det tidspunkt. Ved hjælp af disse tegninger kunne jeg
    meditativt iagttage mine indre tilstande og forvandlinger fra dag til dag,
    imens de spontant ligesom tegnede sig selv for mig inde i cirklen."
    -"Jeg opfatter en Mandalategning som et indre kompas."

    "Det var, da jeg indså, at jeg intet vidste og at jeg derfor gav mig til at lege,
    at jeg genvandt mit skabende Selv. Da fik jeg for alvor fat i min egen psykologi
    og først derefter kunne jeg vælge min nye kurs efter bruddet med Freud.

    Jeg lavede Yogaøvelser,
    når jeg havde behov for at få bedre kontrol over mig selv
    og legede og malte billeder, når noge nyt skulle fremmes. Jeg lærte
    igen at føle glæde ved at tegne, male og lægge sten op - og opdagede,
    at jeg nu ikke mere tegnede ydre ting, men mere følte trang til at male
    en serie stærke indre psykiske billeder, som udtrykte mine drømmme
    og de indre visioner, jeg også kunne have midt om dagen."

    Og et andet sted:
    "Ind imellem spurgte jeg mig selv: "Hvad er det egentlig jeg laver?"
    At det ikke var alm. videnskab stod mig helt klart. En dag sagde
    en indre stemme i mig: "Det er kunst". Da forstod jeg mig selv."


    Med årene blev hans Menneskesyn udvidet,
    idet han mere og mere anså sin gamle ven, personlighed nr 2
    for at være det sande selv og personlighed nr. 1 som værende blot
    en spejling af ens opdragelse, uddannelse og andre ydre omstændigheder.

    For Jung personligt betød individualiseringen i stigende grad
    evnen til at overgive sig til "det subjektive sind", vi kalder "Mig selv",
    og hans hovedmetode hertil er udover drømme og psykiske tegninger,

    For Jung blev "Selvet" (med stort S) næsten gjort guddommeligt,
    dvs. noget evigt og uendeligt værdifuldt - og han siger et sted, at han
    så det, som sin livsopgave "at forøge Selvets bevidsthed om sig selv i
    såvel dybden som i bredden"
    .
    Det triste ved Jung lære er,
    at han helt mangler krop, sved og nosser og det facinerende
    ved hans univers er, at det er så smukt, visuelt og stort tænkende.
    Jeg føler mig beriget og som større end mig selv, når jeg læser Jung,
    mens jeg føler mig reduceres, kedelig ala en robot og trist problematisk,
    når jeg læser Freudianere, og adfærdsforskeren Skinner´s elever
    som i dag kalder sig Kognitive adfærdsterapeuter.

    Naturen er ikke blot smuk, fornuftig og harmonisk.
    Det er min indre natur heller ikke. Naturen er vild, fuld af kaos
    og modsætninger. Forundring - og brutalitet uden nåde, magisk stor,
    mystisk, enkel og mangfoldig i en forunderlig foranderlig blanding.
    Det mærkeligste er nok, at der synes at være indre sammenhænge
    og en forunderlig logik i alle disse indre og ydre mysterier,
    som vi kalder verden, dig og Mig.

    Det vigtigste Jung opdagede var,
    at vi mennesker dybt inde i vores ubevidste var mere ens,
    end man umiddelbart skulle tro, når vi ser på vores individuelle forskelligheder.
    Et af det største problemer i vores kultur er, at vi alle føler os isolerede,
    fremmede for hinanden midt i en kaotisk flimrende travl hverdag.
    Som Eliot siger: "Vi leder alle efter nøglen, hver i sit fængsel."

    "Min vigtigste opdagelse har været,
    at der ligger noget vigtigt og interessant i de fleste drømmebilleder,
    der ikke kun angår mig som enkeltperson, men angår alle mennesker, fordi
    vores drømme er vores registrering af samtidens kultur, ligeså vel som der findes
    drømme, som afspejler menneskelighedens fælles historie. Det er dem,
    som jeg har kaldt "de archetypiske drømme." Myter, eventyr
    energibilleder og energifigurer, som mennesket har kendt til
    i forskellige udgaver, siden tidernes morgen."
    som Gamle Jung sagde lige før han døde.


    Enkelt udtrykt svarer den påstand til,
    at du ved at gå en tur i skoven en forårsdag
    overfladisk set får øje på individuelle anemoner, spredt ud over skovbunden,
    men graver du lidt dybere, vil du snart opdage, at de er forbundet med hinanden
    i et stort indviklet rodnet, hvorfra de individuelle anemoner skyder op
    og oppe over jorden, fremstår de da, som individuelle væsner.

    Min (Ebbe) egen erfaring er,
    at det at åbne op for drømme, den indre dialog
    også opøver en genvundet glæde ved at "tænke i billeder",
    og historier (som denne artikel forhåbentligt er et eksempel på),
    Billedsproget styrker din evne til at kommunikere indviklede
    og emotionelt komplicerede problemstillinger til andre
    på et mere levende sprog, end f. eks. det tørre sprog,
    der desværre også findes i rigt mål i psykologien.

    Det individuelle og det almenmenneskelige er forbundet på et dybt plan
    og via vores drømme og indre billeder kan vi "tale sammen fra hjertet"
    så chancen for at vi bliver forstået bliver langt højere,
    end hvis vi mangler dette psykiske billedsprog.

    Og hvor vil jeg nu hen
    med denne alt for korte introduktion til Jung?
    Jo, udover fornøjelsen ved at fortælle en god historie,
    vil jeg godt minde dig om, at det at huske og forstå sine drømme
    - udover at nære DIT INDRE LIV - også handler om
    at bære lyset ind i det halvmørke, som de fleste
    desværre kun oplever som en indre tomhed,
    der skræmmer dem

    Eller som som angst,
    diffuse kropsspændinger, uro, fornemmelser og indre konflikter.
    Drømme er meget mere end ord og fornuft kan rumme,
    de er vejen til dit indre liv.


    Og lad mig nu afslutte
    med nogle Jung citater, jeg godt kan lide:
    .
    "Desværre kommer menneskets mystiske side
    for det meste til kort. Mennesket kan ikke fabulere mere.
    Det har mistet sin egen fantasi, sine mest fantastiske visioner
    og kontakten med sin indre stemme. Derved går mennesket
    i dag glip af noget, der betød meget for tidligere tider"

    "Før var det vigtigt og blev betragtet
    som noget sundt og styrkende at snakke om det ufattelige,
    hvad enten det skete i kirkelige sammenhænge eller som spøgelseshistorier
    ved pejsen eller som en fabel eller et eventyr. Et mystisk sind kræver
    "noget-ud-over-dette", som Logos, dette alt for rationelle sind
    ikke kan forstå og kontrollere - og derfor kan mange
    ikke kan tolerere den måde at opfatte livet på"

    "Det vi kalder kultur, er for forstanden blot gold spekulation,
    mens det for sindet er en livsgivende og helsebringende nødvendighed.
    Kultur giver tilværelsen dybde og en glans, ingen bør undvære."

    "Jo mere den kritiske vurderende fornuft dominerer,
    desto fattigere bliver livet. Fordi fornuften byder os jo kun at leve det liv,
    som vi kender. Det ukendte taler til os med en helt anden stemme,
    som vi kalder for anelser, fornemmelser, drømme og fantasier,

    "Den eneste mening med den menneskelige eksistens
    er at tænde et lys i den nøgne tilværelses mørke og sidenhen
    lære os at nære og værne om dette lys, så det brænder klart og stærkt."



    Ved du, at du har et indre liv?
    Kan du huske nogle af dine drømme?
    Ved du, hvad de fortæller dig om "det at være dig"?


    hilsen fra
    Ebbe Scheel Krüger, cand. psych.
    Januar, 2003, Århus V.


    PS.
    Ovenstående fik jeg lyst til at skrive efter at have læst
    Carl Gustav Jung: "Erindringer, drømme og tanker",
    fra Billmann & Eriksens forlag, København 1965..

    Og Colin Wilson: "Jung, videnskabsmand og mystiker", fra Komma, 1985.
    Dem kan du også finde på hylde 99. 4 på biblioteket, - hvis du vil vide
    mere om menneskekenderen Carl Gustav Jung.



Videre til den næste side


Her er flere
websider om drømme

1. Michelles perledrøm

2. Lisbeths drøm om at piske sig selv frem

3. Ebbe´s helt store skrupskøre utopiske drøm

4. Og her er lidt om Freuds, Jungs, Morenos
og Fritz Perls opfattelser af drømme


5. Lidt mere om Jungs syn på drømme.


6. Gode links, hvis du vil vide mere om drømme




Se også en dag
Psykodrama bogen.

Bid livet i låret og find dig en kæreste.


Eller kik på vores ugekursus i
Personligheds udvikling
nu til sommer - i uge 31


tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk