"Love is." - John Lennon.
»Kærligheden er det håb, der får os til
at tro på det gode.« - Randi Laubek
Her er nogle svar, vi har modtaget:
Først en flaskepost fra en ældre kvinde,
der for et år siden mistede sin elskede mand
som hun havde kendt igennem 48 gode år:
Om at vågne op
til livet, som det er - netop nu.
"Nu kan det her halvsløve liv være nok!
Jeg sørger og er sandt nok ulykkelig over at du,
som jeg elsker og holder af nu er taget i forvejen
og har efterladt mig så frysende alene her sidst i mit liv.
Det gør så ondt at jeg ville ønske
at jeg turde og kunne skrige min smerte helt op til månen
som en sulten ulv i den iskolde polarnat. Det kunne jeg
i starten, da du gik væk - men nu, nu er jeg stum
Og ok - sådan er livet, og jeg er altså mere alene nu,
end før. Der kommer jo en barsk dag til os alle, hvor vi opdager
vores ubærlige, umådelige, usigelige og umålelige alenehed her i livet,
Fanget som vi alle er - af det, som vi kan se, høre, røre ved og elske.
Ganske som vi også er frie fugle, altid svævende midt imellem
at turde være levende, svæve eller forblive halvdøde.
Der er de, der benægter denne barske sandhed
og de der tør leve livet i al dets sorg, smerte, alenehed
skønhed og glæde osv osv. Før var dette blot floskel ord
- og nu? Nu fordøjer jeg for alvor denne urgamle sandhed
og smerte, som jeg har undgået at møde i så mange år,
da du var ved min side.
og jeg opdager at nok er jeg nu endnu mere alene, men...
jeg har stadigvæk mig selv, er i live og omkring mig er en hel klode
fuld af rare venlige mennesker, der er alene ganske som jeg er.
Jeg vil åbne mig mere op for det jeg ikke forstår og kan,
så jeg bedre kan føle, mærke og opleve livet, igen.
Du er død, ja - og min kærlighed til livet
er endnu levende nu og kalder på mig.
Dette er min blues for i dag.
Og nu?
ja nu vil jeg have det godt!
Nu går jeg en tur med min hund
og så vil jeg besøge min veninde Britt
Mon jeg må låne og lege med hendes datter?.
Måske skal vi en tur til en legeplads.
hilsen fra Bitten.
----------------
Hej Bitten
Oh du - din blues rører mig
og taler for sig selv - og tilbage for mig er
blot at spørge: "og hvad kan du ellers gøre nu?"
Først og fremmest:
Fortsæt som du gør nu - og vær tryg i din blues.
At vågne op til livet igen efter sådan et hjerteskærende tab
ja det tager den tid, sådan en dyb sorg nødvendigvis må vare.
Så tag fortsat vare om dig selv og giv hjertet tid til at hele.
Og alt er magisk nok, ikke vinterkoldt mere. Her
i din blues er der jo forårsblomster og solglimt .. .
Lad mig blot foreslå et konkrete råd:
Giv dig selv et dagligt løft!
Du og jeg er nok enige om at det er for amerikansk
men stop lige op et øjeblik og læs ideen een gang til.
(Det kan hjælpe på forståelsen at læse ordene højt)
Sådan et daglig højtråbende Selvbekræftigende
superMantra kan godt virke opkvikkende.
"You might think this is too strange,
but every day, just before I start work,
I stand up, look to the sky, throw my hands in the air,
and shout out very loud: "I feel terrific!"
or just “Yes! Yes - here I am.”
This is what I call an 'affirmation' (selvbekræftigelse)
-- positive self-talk to charge up my attitude, emotions
and spirits. It can help me produce my very best.
An affirmation
can be as simple as "YES!". or "Yes I can" or more uplifting
as "I am very happy at this moment!". Or as determined
as "I'm willing to do whatever is necessary to succeed!"
or like this decision: "I will have a good day today
at any cost - and I will smile, at least once today.”
Try it for yourself right now.
Choose a positive message you secretly
want to tell yourself. Then stand up, put your head back,
throw your arms up, and shout it out loud.
Does it make you feel uncomfortable? or recharged?
or silly, funny, crazy, stronger? - or just proud or .....?
Good! You've just discovered how powerful words can be.
( et "lev bedre"- forslag fra: Susan Jeffers webside).
+ se også en dag
www.psykoweb.dk/research/depress7-sorg.htm
+ www.psykoweb.dk/linkreoler/humor.htm
+ www.psykoweb.dk/selvtillid/1g.htm
Et nyt spørgsmål:
En 43 årig mand spørger mig:
"Jeg synes det er sært at de fleste mænd
oftest siger at de elsker deres koner - helt ubetinget
og ikke har travlt med at lave hende om eller lignende.
Hvor imod kvinder hele tiden siger "Jeg elsker dig ikke,
fordi du gør aldrig dit eller dat" eller " Når du gør dit og dat,
så elsker jeg dig ikke mere." og "Hvis du elskede mig, så ..."
Er kærlighed kærlighed, hvis det er betinget kærlighed?
sådan at kun hvis jeg gør det, som hun vil have
at så fortjener jeg kærlighed?
Og visa versa.
Er der ikke en kærlighed,
hvor de gode følelser bare flyder frit?
Er livet kun en lang og dyr købmandshandel?
- undren fra Mikael.
Åh, den kærlighed - og tvivl.
Dilemmaet om Kærlighed er betinget eller ubetinget,
om vi først skal gøre os fortjent til at få og have sådanne følelser?
og behov, om vi tør nyde livet på trods af alt? Det er et livstema,
som der sørme ikke er en enkel formel eller sandhed om.
Personligt har jeg aldrig forventet
at kærlighed skulle være ubetinget og bare ville komme flydende.
Ikke engang en Mor kan sgu da elske sit barn uden også at stille krav
til sin unge om dit og dat. Måske i den allertidligste spæde barndom?
Siden kom vi ud af paradiset og fik at vide at "Mor elsker dig,
kun hvis du ...." osv. Og øjnene - oh de vrede øjne, der stille
uden en lyd vakte frygt og angst. Hun elsker mig ikke.
Baby er total fortabt uden sin mors og fars kærlighed.
Men nu som voksen - er babydrømmen en dagdrøm.
Se en dag dette digt om at blive et menneske.
Eller læs Erich Fromms klassiske bog om kærligheden,
hvor han skelner imellem "I need you" og "I want you!":
archive.org/details/TheArtOfLoving + set på dansk
+ ”Kunsten at elske” + Erich Fromm på YouTube
Kort sagt:
Jeg tror på, ja jeg ved at der ind imellem
er paradisiske stunder, hvor alt bare er nemt og dejligt.
Hvor kærligheden og forståelsen for hinanden bare flyder
frit igennem luften, uden kritik, frygt eller andre forstyrrelser.
Love is. Det er et faktum.
Men ikke hele tiden.
Intet levende er altid det samme.
Faktisk tror jeg at de daglige småskænderier,
tabet af kontakt og kampen om at genfinde hinanden igen
og igen, diskussionerne om hvad der er Vigtigst /uvigtigt
Rigtigt /Forkert, Hvad vi har brug for? hvad vi savner?
og hvorfor? og hvorfor-ikke debatterne, er vigtige
- også for at styrke hinanden, hjælpe hinanden,
holde følelseslivet levende og energien oppe.
Så det hele ikke ender i TutteNutte-land
som det let sker i langvarige forhold.
OG
Gensidig opdragelse kan godt
gå hånd i hånd med kærlighed og omtanke
men gør det desværre ikke altid. Alt for ofte lyder
ældre par, somom de er uvenner, ja fjender så
lidt respekt og venlighed er der overskud til.
Det kan være helt absurd og tragisk at se
og "et lukket helvede at leve i, hver dag,
hele resten af ens liv.", som en sagde.
Bag dit spørgsmål ligger måske
drømmen om den rene kærlighed, mælk og honningland?
hvor vi elskes for hvem vi er Du godtages ganske ubetinget.
Ganske ligesom vi som nyfødte med rette kan forvente.
Min erfaring er at JA - der virkelig er sådanne stunder
senere hen, men i den almindelige travle hverdag
er kærligheden oftest lidt mere jordisk.
Kærlighed er for mig lidt ala solskin.
For det meste er det gråvejr, tåge og regn,
men så bryder solen lige med eet igennem og kærligheden
føles stærkere end før, da den bare var omme bag skyerne.
Solen er der - også selvom det er overskyet - bag skyerne.
Solen er der altid, også selvom jeg ikke ser den.
Og ligesom med vejret kan vi da godt gå
og bilde os selv og hinanden ind, at vi via vores seje vilje
eller magiske ønskedrømme, har indflydelse på solskinnet
- men det er en illusion.
Solen kan bryde igennem på trods af tordenvejr, regn eller sne
eller vokse frem næsten helt af sig selv som når skyerne forsvinder
og den blå himmel pludselig åbner sig.
Lige overraskende, hver gang.
Og er du vant til at blive elsket, dengang du var lille
savner du måske tårerne, udfordringerne og vreden osv.
Solskinnet kan blive til noget selvfølgeligt, der overses
ja måske til noget alt alt for varmt og trygt osv.
Så jeg vil svare dig med dette spørgsmål:
Evner vi mennesker overhovedet at være lykkelige?
- udover bare for en kort stund ad gangen?
Kort sagt tror jeg
kærlighed er en tilstand,
noget som åbner, stort, dragende og farligt
som vi kan åbne os for - eller som vi kan lukke os ude fra, stritte imod.
Gemme os inde i diverse lukkede rum, hvor vi trækker gardinerne for
fot at undgå solens lys udenfor. Kærlighed har lige så lidt at gøre med
præstationer, som solskinnet har. Den er der - og så er den væk
- og så kommer det tilbage. Sådan oplever jeg det mysterium.
Som en tilstand på linie med at sove, være vågen, drømme
eller falde ned i depressive grå og sorte universer
eller opleve den orgastiske tilstand osv. osv.
En tilstand er mere og andet end en følelse.
Kærlighed er i min erfaring en tilstand i os,
som vi kan nære, værdsætte og turde åbne os for,
Ligesom vi kan prøve at undgå at føle den tilstand
af åbenhed, af frygtløshed og livslyst, de glade følelser.
Og i stedet frygtsomt - eller krævende som tyranner
mus eller løve?, forskanse os imod de der følelser
i alle de mange regnbuefarver disse kommer i,
- af frygt for igen at miste den tilstand,
som vi engang havde - og så mistede.
Det er en forunderlig følelsestilstand,
der ikke synes at kunne kontrolleres, styres
eller villet, men som sker - eller ikke sker,
hvis begge er åbne for øjeblikkets nu..
Vi kan med viljen via Valg og gode planer
bringe os selv i en situation, hvor muligheden for
at vi finder kærligheden og den os, er større end nu
og beslutte os for at ville åbne os op for det, som sker.
Om det så sker - eller ej, ligger udenfor viljeskraften.
Solen kan således åbne sig i et et ultrakort øjeblik,
eller den kan forblive åben i meget meget lang tid
- og det sker bare - og ellers er der altid alt det,
som er, der imellem.
Solen er varm, Græsset er grønt.
Et par af de bedste definisoner jeg har hørt
er "at de kendte hinanden" ( biblen ) og at "kærlighed
det er at turde give helt slip i frygten".(Natasha) Fordi
at frygt og kærlighed er hinandens modpoler. De trækker
hver sin vej - og de kan meget let neutralisere hinanden.
Betinget "kærlighed" er ganske rigtig oftest bare ren "dressur
eller pænere sagt: "opdragelse", som jo handler om at afrette hinanden
efter ens egne - eller diverse kollektive behov. Som jo også, desværre
er en nødvendig del af livet, når vi skal leve fredeligt sammen
med hinanden - med, eller uden kærlighed.
"I mange parforhold savner jeg ikke
så meget mere kærlighed. Almindelig Høflighed
eller bare Venlighed ville være en rar forandring"
som en Familieterapeut sagde i en kaffepause.
"Hinsides alle illusioner om Rigtig og Forkert,
vurderinger om godt og ondt, om det er mit eller dit,
er der en magisk have. Der vil jeg godt møde dig."
Rumi, en muslimsk poet fra 13. århundrede.
Såvel din Mor, dengang du var barn,
og nu dig selv, som ægtemand, Far og hun som Mor,
ja alle mænd som kvinder kører vi rundt med hinanden,
vi dresserer, vi opdrager, (mere eller mindre velllykket)
vi underviser og lærer af hinanden, passer på hinanden
og alle ønsker vi at forandre hinanden osv osv osv osv
Vi kan måske efterhånden lære at omgåes hinanden.
Og det har ikke altid noget med kærlighed at gøre
men - som du ganske rigtigt har opdaget, lidt sent, men ok,
med at afrette og forme hinanden i såvel en god - som i en ond forstand.
Dette er uundgåeligt! og en del af det, det koster at være medlem
af en flok medmennesker - og have en familie. Og en kvinde
som jeg håber lidt oftere vil sige: "Jeg er din - og du er min.
- hvad dette smukke udtryk, så ellers betyder for jer?
OG DU! Der er vel også nogle fordele
ved at bo sammen med hende, din hunde-dressør?
- sjovt nok skrev du ikke et dyt om det, hun gør som du elsker
ved hende - sådan helt ubetinger ??? Og andre "goder"
som du nu nyder godt af ved - at I har hinanden
Måske savner du blot mere værdsættelse
af det, som du rent faktisk gør, fremfor at hun
oftere peger på det, som endnu ikke har gjort.
Så sig dog det - og sig det kærligt og åbent
ellers ender du let som et Brokkehovede.
Problemet opstår fordi hun måske oftest
hjemme hos jer får sin vilje igennem ved selvretfærdigt at påstå,
at hun kun handler i kærlighedens navn? og det er for dit eget bedste?
I stedet for at sige at hun gør det ud fra sine egne eller kollektive behov.
Ligesom vi mænd manipulerer løs for at opnå et eller andet vi vil have
(af alle mulige gode og dårlige grunde), gør hun det selvfølgelig
også den anden vej rundt. Der skal 2 til den dans
og du fører mindst lige så meget som hun.
Førend jeg gætter videre,
lad mig lige holde mig til kærligheds snakken:
Jeg skelner altså mellem solen, vi jo alle har inde i hjertet
og det (mere eller mindre heldige), vi mennesker går og gør ved hinanden.
Kærlighed er sit eget univers. Et mere eller mindre vildt og smukt landskab
med sine egne regler og forviklinger, kampe, sejre, skuffelser og tab.
Åbn øjnene og ørerne og se dig omkring. Hvis du tror
at du er alene om at savne ubetinget kærlighed,
så må du virkelig være en navlepiller.
Krav, forventninger og betingelser er selvsagt ikke kærlighed,
men blot mere eller mindre rimelige krav, ønsker og betingelser,
ja Drømme, som vi selvfølgelig stiller til os selv og hinanden,
når vi ønsker at leve kærligt - og som venner sammen.
Lad os kalde det, som vi gør der, ved det navn, det er,
(vores forskellighed i vores savn? Krav og skuffelse?)
- så det, der er glæde i kan træde tydeligere frem.
Har du forøvrigt læst de første afsnit i Susanne Brøggers
berømte bog: "Fri os for kærligheden", hvor hun virkelig får
gjort op med alle floskerne og hele den småborgerlige måde
vi traditionelt tænker og tror på kærlighed og forelskelse?
Jeg tror du vil elske den kanonkugle, hun der fyrer af
imod det småborgerlige TutteNut-børneCirkus.
(sidste halvdel af bogen er ren kaos og desperation,
men de første afsnit er virkelig gode og tankevækkende
- også til at hitte ud af, hvad du egentlig siger JA til
og til hvad du vil sige: "Hvis det er kærlighed
- ja så fri mig fra det!" ).
Mit forslag er kort sagt
at du holder godt fast i Meditations-spørgsmålet:
"Hvad er kærlighed - for dig?" og adskiller Dressur-delen
fra kærlighed, så du derved kalder en spade for en spade.
Kald det "Gensidig Opdragelse - eller "Venne-dyster"
og adskil derved de måske hårde Viljes-kampe
fra Kærlighedens mere bløde forsonende land.
Sig f. eks. til din hustru at du sørme ikke opfatter hendes kritik,
krav, ønsker, manipulationer og opdragelses-iver som tegn
på hendes kærlighed, men som tegn på at hun stadigvæk
ønsker at kunne holde af dig - og være stolt af dig?
Engagementet er ok, men mon ikke hun lige
skulle overveje den MÅDE hun er det på?
Kort sagt: "Hvad vil du gøre ved det?"
Sig: "JA - det er noget hun gør for sin egen skyld
OG - ok, det er helt ok at hun kæmpe for sit og det,
som hun synes er vigtigt, ritigt og sandt for hende.
problemet er at jeg ikk er lige så klar i mælet
og ikke overvejer, hvad det er jeg vil have.
Så vi kan forhandle, fremfor at skændes.
Du må på banen med det, du savner
og det, som du kæmper for.
Ved du det+
Og tænk lidt over disse drilske ?
Hvad siger du JA til, ved blot at gøre det uden bøvl?
Og hvad siger du NEJ til, ved ikke at gøre det?
Hvordan får du din vilje - uden at sige noget?
Hvad belønner du hende for i det daglige
og får derfor mere af? Og hvilke gøremål straffer du
hende for at gøre - og ser du derfor selvklart mindre af?
Mere eller mindre ubevidst og åbent"opdrager"
og "dresserer" vi ret ofte hinanden.
Og forøvrigt vil jeg altså tillade mig at tvivle på
at du og vi andre mænd, altid er så ubetingede kærlige
som du antyder. Der er vel også mange betingelser og krav
knyttet til at du forsat - forhåbentlig - tør elske din kvinde?
Du kan let teste hypotesen,
hvis du tør lave en fantasi om, hvad hun kunne gøre,
der ret brat vil kunne slukke din kærlighed til hende.
Det vil nok være lettere for dig end at dagdrømme
om, hvad hun kunne gøre som virkelig vil tænde
og begejstre dig - udover sex, hvad ellers
tror du kan vække dig derhjemme?
Min erfaring med mænd, "der ubetinget elsker deres koner"
er desværre at dette mest siges af mænd, hvis koner har været
meget mere lydhøre, empatiske og velopdragede, end han er.
Hun lever jo fint op til alle hans forventninger, krav
og betingelser - og det er derfor, han siger sådan.
Han har det godt - og så tror han bare uden videre
at så har hun det også godt. Very simple, Watson.
Hilsen fra Ebbe.
PS. Ser du f. eks. ParTermometret vil du
opdage at først til sidst kommer dette spørgsmål
"Hvor meget elsker du din kvinde / din mand?",
fordi at svaret afhænger af svaret på de andre 24 spørgsmål.
Kærlighed er noget i sig selv
- og kærlighed er sammenvævet med alt
det øvrige du og hun går og har sammen og gør ved hinanden.
Som en engang sagde: "Vejen til bedre sex i dobbeltsengen
starter i dagligstuen - og den måde, du siger godmorgen på."
Se også denne webside om Kærlighed
|