.
Den Tomme stol



Klik på billedet - og se et videoklip med Fritz Perls, (1893 - 1970)
som udviklede denne metode, blandt flere andre
- dengang i de glade 1960 ´er.


1. Lidt om teorien bag brugen af den Tomme Stol.

2. Et eksempel på at bruge Den Tomme Stol.
3. Endnu et eks. på at bruge den tomme stol.

4. Om det døde punkt - med et eksempel.
5. Et eksempel på at gå igennem Genertheden
6. Om nu´ets kraft + se 2 basale kontaktpoler

7. Gestaltterapiens syn på kommunikation.
8. Gestaltterapeuters syn på Drømme +. se B

9. Linkreol til mere om Gestalt terapi
l
2.


"Lykkelig er det menneske, der ikke er splittet
og som ikke føler sig løsrevet fra andre mennesker.
Som ikke kender til indre splid eller er stivnet i fastlåsning
og som ikke står alene i en fjendtlig konkurrence overfor verden.
Ud af denne dybe, ja instinktive forening med livsstrømmen,
gror den største lykke." - Bertrand Russel, 1872-1970.


Om at arbejde sig frem til en integration
af to indre stemmer /delpersoner, der er i konflikt med hinanden.
Disse adskilles, høres og accepteres via "DEN TOMME STOLE"- teknik
og ud fra dette arbejde med sine mange jeg´er, gror et mere helt forløst selv.
Hvordan dette i praksis kan gøres ud fra en gestaltterapeutisk synsvinkel,
kan du her få først lidt teori om - og så en konkret smagsprøve på.

Det, som i 70´ erne fik mig (Ebbe) til at interessere mig
for Fritz Perls, var hans 2. bog: "Gestalt therapy verbatim"
fra Real people Press,1969. På dansk hedder workshop-bogen,
der skildrer mange konkrete gestalt terapi-sessioner og Perls tanker
om "at blive mere helstøbt": Frederick S. Perls: "Gestaltterapi.",1978
Den var en øjenåbner - og er i dag en psykologisk klassiker.

Ikke blot arbejdede Fritz Perls på en helt ny mere dramatisk måde:
Han engagerede sig og styrede det der skete, hvor Freud blot lyttede
- og han "opfandt" også en ny mere personlig, enkel og anderledes
måde at tale om neuroser og personlig udvikling, som jeg kunne
lide og forstå - og her godt vil give dig min version af.

Først lidt om teorien bag stolen.
Lad mig starte med, inspiret af en nylig genlæsning,
at se lidt nøjere på, hvordan vi udvikler "en indre splitning"
af "noget", der før bare var en utydelig og svagt opfattet helhed.
I det øjeblik du f. eks. siger: "Jeg accepter kun en del af mig selv"
Eller "en del af mig ønsker at være trofast, og en anden del, et eventyr."
Eller: "Jeg gjorde noget meget pinligt, som jeg bagefter skammer mig over."
"Det gode jeg bør gøre, gør jeg ikke. Og det jeg ikke bør gøre, gør jeg."
"Jeg ved, hvad jeg bør og skal gøre, men noget i mig siger nej, fordi ..."
ja så adskiller jeg, mig fra mig selv (selvet). Et jeg bliver til to jeg´er.

En uacceptabel del af mig, der ikke må stå sammen med hele Mig,
bliver udmeldt fra "det er mig og det jeg står ved." ... Og derved
lever denne del af mig sandsynligvis sit eget liv, uden jeg ved det.

... "og måske er det derfor, at jeg hader og foragter mig selv?"
"Ja - og hvem er så du, der bliver hadet af denne jeg-Dommer?
Hvordan ser det hele ud fra din synsvinkel? Fortæl mig det."
... vil en gestaltterapeut så måske spørge dig om retur.




Det har meget at gøre med en af de mest basale Gestalt love,
nemlig at vores oplevelse og opfattelsesevne hurtigt samler sig om
en tydelig figur - imens resten af opfattelsen bliver til en vag baggrund.
Prøv det selv ved at se lidt nøjere på den sorte baggrund, på billedet ovenfor.
Opdager du da at noget nyt - og før uset, nu bliver synligt og mere skarpt?
Det vi ser, afhænger altså af øjene der ser - mere end af virkeligheden.

Nogle kan kun se Vasen - i meget lang tid,
inden tiører endelig falder, med et: "åh ja - nu ser jeg,
at der også er to forskellige ansigter. ... Og andre skifter
hurtigere og mere fleksibelt imellem de 2 - 3 figurer på billedet.
(Tre? - jo ansigterne kan ses som et par - eller hver for sig).

Basalt set kan vi mennesker kun se, gøre og tænke på een ting ad gangen
Det giver en indre kamp, når blot 2 enkle forskellige figurer kæmper om
at fange vores opmærksomhed, Og tænk dig så 2 - 10 indre stemmer?

Kort sagt: det er utrolig trættende at have en indre borgerkrig.
Og hvis denne kamp står på for længe, total udmattende og depressivt,
således at samkøre 2 eller flere delpersoner, der ikke kan døje hinanden.
Ligesom disse indre kampe skaber afmagt og angst i høje doser.

Denne enkle hjerneteori forklarer, hvorfor vi bliver forvirret, splittet
og fragmenteret ud i at blive mange delpersoner i den samme krop,
der - oftest i pressede situationer- meget let kommer op at slåes
eller låser hinanden fast i diverse trivl, frygt- og angstlåse.

Den første gestalt vi opfatter, førstehånds indtrykket
er den figur, der er mest tydelig nu og her for vores øjne.
Slapper vi af og åbner op vores vidvinkel blik skifter billedet
og andre figurer end Førstehånds-indtrykket, træder da mere frem
og gestalter sig mere nuanceret. Her i en mands og en kvindes profil.

Verden, du og det første blik er først totalt, helt - og unuanceret
og bliver derefter differentieret - og måske derefter samlet kreativt
i en ny og tidligere uset Gestalt. Afhængig af vores behov og tanker
vil f. eks. noget i et selskab træde tydeligere frem end noget andet,
når du lige har vænnet dig lidt til at være her. Så ses noget andet.

Efter at fornemmet om her er rart at være - eller ej,
om du kender nogle, eller ej, focuserer nogle især ind på vinen og maden,
andre kigger efter smilende indbydende kvinder eller mænd, eller en ven
de ikke har set længe. Helheden bliver opdelt i en række dele, detailjer.
Det, der ved et første blik så ud på en måde, forandrer sig hele tiden
- og måske samles det til et nyt helhedsindtryk, den næste morgen.


(Klik på denne figur/grund, og se en, der er endnu sværere).

Det er trinene i en såkaldt Integrations-proces. Først det umiddelbare,
derpå analysen, der splitter og nuancerer den første gestalt/ helhed
- hvorefter de nu erkendte dele samles igen i en ny udvidet gestalt,
der måske så igen bliver splittet og samlet igen i en ny Gestalt osv.

Sådan fungerer det levende i dig, som er i livets processer, også.
Det eneste konstante du kan tro på her i livet, er forandringerne.
At leve med den erkendelse/ holdning, er desværre ikke let.
Belønningen er at du da lever hinsides trygheds angsten.
og bliver mere opmærksom på, nu´et muligheder.

Prøv også at lege med det næste foto ved at skifte
imellem de 2 synsindstillinger, der modarbejder hinanden.



Mere om at splitte sig selv ad.
Det er nok uundgåelig, ja måske endog en stor fordel
at vi, der færdes i mange forskellige slags miljøer og møder
mange forskellige slags mennesker, vænner os til at være mange
forskellige udgaver af "mig selv", afhængig af situationen og hvem de er.
Der kan sagtens være mange delpersoner i dig og mig, der samarbejder
smaddergodt og andre dele, der lever ganske fredeligt side om side.
Det giver din personlighed en større spændvidde og dybde.

Focus i psykoterapi, i couching og i andre rådgivninger
er ofte på "de utilpassede, de pinlige og ustyrlige delpersoner."
Dvs. "det" i dig, der afgører dine valg, handlinger og tænkemåder
på en sådan måde, at "det" kun giver dig pinefulde konsekvenser.

Vi siger, det er en problematisk u-integrerede del af dig, der lider.

Ofte er den første pinlige opdagelse, som du gør
i starten af en terapi:
"at jeg opfører mig som et skuffet, vredt,
hjælpeløst eller trodsigt barn etc. - fordi "noget i mig" gik i stå, dengang
jeg var barn. Og nu lever "det" sit eget et liv, udenfor min bevidste kontrol.
Ved at forstå, acceptere og gradvis igen lære at lege med
mit indre barn,
genvinder jeg mine glemte glæder, der blev splittet ud under opvæksten.
Figuren er - i gestaltterapi-sjargon - en såkaldt "uintegreret delperson",
måske "dit indre barn"?, som nu skal meldes ind i "familien", igen
og i dialog med de andre mere voksne dele af dig, udvikle sig
så energien i denne kvalitet kan bruges til noget godt.
Før var "det" blot vagt og uerkendt - i baggrunden

Bagved denne enkle teori, ligger denne grundantagelse:
Du har simpelhen ikke lov til at være her med hele dig selv
i dette samfund. Det er ikke bare dine forældre, der opdrager dig,
det er skolen, chefen, kæresten - og alle andre du adlyder og følger.
"Jeg bør spise pænt, læse lektier, få et job og knokle til jeg dør af det."
"Jeg bør altid være dygtigst, næsten fejlfri og oftest ovenpå/ i godt humør."
"Der er to slags mennesker - dem der erovenpå, og resten tæller ikke."
"Hvis jeg ikke er stærk, er på toppen, vil ingen kunne respektere mig."
Der er uendelig meget, som vi synes, vi BØR leve op til, men kan vi?

Siden vi var børn, er vi vokset op med andres krav og luner.
Og det er der intet forkert eller ondt i. Sådan er det bare.
Det er, som Freud sagde, den pris vi betaler for
at kunne kalde os civiliserede - og føle os ok.
Freud kaldte "det pres" for Kulturens byrde.

I praksis betyder det, at imens en stor del af mig må tilpasse
Mig til at indgå i dette mere eller mindre undertrykkende samfund,
ja så er der også en masse andet inde i mig, som forbliver uudviklet.
Noget af dette visner væk. - Sanseligheden, fantasien og legelysten måske?
og andet forbliver aktivt, men er udenfor min selvopfattelse.

En vigtig del ved "at modnes" er iflg. Perls at adskille, hvad der er mig
nu - fra det, som ikke er Mig mere.
Måske noget jeg har slugt ufordøjet
uden at tænke særlig meget over det? Stemmer som før var ydre - og siden
er blevet til indre Bør-stemmer, der fortæller mig, hvad jeg skal/ bør gøre?
Måske var det engang en hjælp og nødvendigt, men passer det mig i dag?

Du forventes f eks. overalt - og tro mig, livet igennem
at tilpasse dig andres krav, ønsker, diverse eenøjede syns måder og
mere eller mindre tydelige eller uudtalte behov, forventninger - og luner.
Freud talte her om "Over-jeget": Idealernes, Moralens og Etikkens vogter,
der skulle overvåge, styre og vogte på Id´et (drifterne) vilde tilbøjeligheder.
En indre Over-jeg stemme, samvittigheden, der siden vi var små, blev
kodet ind i os for at vejlede os frelst igennem voksenlivets jungle.

Og jeg´et, (Ego´et) starter iflg Freud selvsagt livet usikkert
og hjælpeløst, men efterhånden skal Egoet styrkes og udvikles,
så personen kan lære at ride på sin nu rimelig tæmmede hest
og bruge denne nye frihed til noget godt og smukt. Og dette
skulle og burde så tilpasses til samfundets højere idealer.
Hvilket historisk set, aldrig har været en nem opgave,
for nu at sige det understated.

Fritz Perls talte om det samme på denne måde:
"Hvis der er et superEgo - mit bedre jeg, så må der
også være et InfraEgo - en mindre værdig "jeg-tilstand."
Jo mere jeg forguder mig selv, jo mere vil jeg også foragte mig selv,
fordi det er umuligt hele tiden at leve op til perfektionismens krav.
Jo mere tryk og pres jeg lægger på mig selv, jo større modpres.
Freud så Overhunden. Han så ikke Underhunden, sagde Perls
- og at den er en større gestalt, end blot drifterne (Id´et).

Og går vi et skridt videre og undersøger disse
to klovne, som Fritz Perls kaldte dem, så opdager vi
at de meget let udspiller et mærkeligt selvtortur spil med os
selv og andre. Ved at vi afspiller disse to stærke indre stemmer,
samtidig - hvor ingen af dem reelt set opfattes særlig tydelig.
... Og så er vi tilbage igen til at se Vasen - og de to ansigter.
At det "fænomen" kan ligge bag stress, skyld, angstanfald
og andre psykiske lidelser og div. smerter er indlysende.

Roden til megen smerte er menneskets iboende kamp
imod at acceptere verden, sådan som den reelt er, lige nu og her.
I stedet prøver vi at tvinge verden til at være, som den burde være.
Vi lever i en evig uforløst kamp imellem Burde - og sandheden,
dvs dig selv og verden sådan som den reelt set er for dig.


Overhunden vil altid have ret.
Her er der kun en rigtig måde at være til på
og de fleste diskussioner handler blot om at få ret.
"Hvis du ikke kan gøre tingene på den rigtige måde,
dvs. min måde, så skal du slet ikke gøre noget.", som faderen
ofte havde sagt til en ung mand, der igen og igen opgav sit studie.
Han tænkte: "Når jeg ikke kan være den bedste, vil jeg slet ingen være."
Underhunden vinder altid disse kampe i den sidste ende.

Tænkningen bliver let sort-hvid, forenklet, eenøjet
og ender op i et enten-eller. Enten er du min ven - eller min fjende?
Der tales i absolutter. Bruges ord som altid, aldrig, alting, alt eller intet.
Ord fyger, som fra en gal præst eller moralsk politiker igennem luften.
Andres meninger og tænkemåder affejes, høres ikke og nedrakkes.
Overhunden glammer - og de finere nuancer overses derfor let.

Stemmen er selvretfærdig, insisterende, bedrevidende,
måske arrogant. Meget intens, ja måske næsten hellig, ind imellem.
Overhunden kan simpelhen ikke udstå at møde kritik, tvivl, usikkerhed
modargumentation eller et åbent oprør. Overhunden vil have ret!

Du kan genkende denne udsplittede del af en person
ved, at denne del ofte siger: "Man bør altså sige og gøre A nu,
også selvom jeg helt spontant har mere lyst til at gøre B.",

Eller du genkender den i ordet "man", som i "man burde .."?
"Det kan man da ikke sige, føle eller gøre. Det er ikke normalt.
Du må altså ikke gøre og sige sådan noget her. Det gør man ikke."
Eller "Nu skal du ikke tro, at du er noget." ( som i Janteloven)
Prøv da og stop op og tænk over: "Hvem er denne "MAN"?
- og du vil snart opdage Overhunden lige bagved.

Overhunden prøver at styre Jeg´et, (dvs dig).
Først ved at argumentere for "at gøre det Rigtige",
dvs. det, jeg bør gøre uden videre vrøvl og flere tanker.
Hvis rådet accepteres, er der ingen problem. - Men hvis
der er "noget i mig, der vil eller ønsker sig noget andet",
slukkes der for venligheden - og vreden træder frem.
Skuffelsen - den dårlige samvittighed, måske skam
følger kort efter, som reaktion på denne stemme.

Dvs. lykkes det ikke "Samvittigheden" at styre Jeg´et - dig, mig,
ja så gør Overhunden blot endnu højere med sine store krav og ønsker
- der ofte ikke er særlig gennemtænkte. Måske er de bare et ekko?
af dine Forældres og andres autoriteters overhundes krav til dem?
- fra deres forældre, der igen fik den moral, fra deres forældre?

Eller Overhunden truer dig med katastrofer.
- "Hvis du gør det og det - eller du ikke gør det og det,
ja så vil ingen kunne elske dig, lide dig eller respektere dig.
- "Du vil ende i rendestenen, hvis du ikke gør, som jeg siger."
- "Du er nødt til at være perfekt / fejlfri for at blive respekteret."
- "Du bør holde op med at ryge, drikke, spise, ellers dør du"
- "Hvis du ikke overholder de 10 bud, kommer du ikke
i himlen, men bliver brændt uendelig længe i helvede."

Hver generation har sin udgave af Kulturens byrde.
(der bør læses sammen med Alvin Toflers oversete bog: "Fremtidschock",
der meget bedre end Freud kunne, beskriver nutidens kulturs pres og tryk.
... som min overhund, jeg kalder den Skolelæreren, lige synes bør nævnes).

Meget af vores såkaldte Moral (hvad vi bør/iike bør gøre)
og samvittighed har rødder langt langt tilbage i vores dunkle fortid
og den stemme i os trænger måske til at blive mere nutidig opdateret.
Kun en gennemtygget personlig valgt moral, kan kaldes for en etik,
(der er en mere integreret del af personligheden, end moralen er).


Kort sagt:
Jeg taler ikke om at smide samvittigheden og idealerne væk,
og at du bare lige gør det, som dine lyster og luner ønsker, du gør,
men om at disse 2 sammenhængende dele af dig bliver tydeliggjorte,
forstået hver for sig - og dernæst er håbet, at de taler bedre sammen,
så du derved bliver mere helstøbt, gladere, et mere helt menneske.


Og tag ikke fejl af overhundens styrke:
Fritz Perls fortæller i bogen om en indsigt han gjorde sig:
Han sagde til en kvinde, der led meget af selvretfærdighed:
"Please - få ind i dit hovedet, at det ikke er en synd at tage fejl
eller at begå en fejltagelse." - og hun blev vred, fremfor lettet.
Da indså jeg, at hvis fejltagelser ikke er en synd, så måtte
hun jo også droppe sin lyst til at kritisere andre syndere
- og den ret ville hun meget nødig undvære."

Brokkehoveder, hjemme tyraner og andre lyseslukkere
kan måske genkende sig selv i dette nådesløse utilfredse-livsspil?
Ligesom vrede mennesker derved kan finde sig en god undskyldning
for at bevare deres vrede tilstand, og hævde sig på andre bekostning.
Eller hvis du selv holder fanen højt og kræver meget af dig selv,
ja måske stiller næsten perfektionistiske krav til dig selv,
så har du derved fundet dig et tåbelig småsadistisk spil,
der nok skal holde glæden ved livet ude af dit hus.
Overhunden kan være utrolig stærk og bidsk.

Modpolen = Underhunden forsøger at få sin vilje
ved enten bare lige at gøre det, som lysterne og instinkterne nu vil
helt spontant. Og hvis dette ikke kan lade sig gøre uden en masse bøvl,
da tyr Underhunden til f. eks. at manipulere med defensive undskyldninger:
"Jeg ville ih så gerne have gjort A, men jeg kom da vist til at gøre B."
"Jeg burde kunne holde min slankekur, mit rygestop, mit .., men ...
"Jeg prøvede altså - jeg prøvede." Eller "Jeg gør det i morgen."
- hvis denne indre stemme ikke bare lige ud siger "Skråt op!"

Begge disse to indre stemmer
(eller i gestalt-sjargon: figurer) kæmper om at styre det, som sker.
"Du må ikke sige/gøre...." versus "Jo jeg vil!" . Kampen er ofte svær.
Den urgamle forældre-børn kamp om hvad "det rigtige" nu er
for dig /mig at gøre i den og den svære valg-situation, vi er i,
kan fortsætte livet ud - uden at vi aner, hvad der sker i os.
Nogle mennesker lider meget af skam eller skyld-følelse.

Dengang og nu kan der samarbejdes eller konfliktes.
Engang foregik kampen i familien, i skolen - og ude i hverdagen.
I dag som voksen, kører de uforløste kampe videre inde i dit hovede.
Og begge disse to stærke dele af dig kæmper, som gjalt det livet,
når du skal vælge - og derfor skruer op for engagementet.

Fritz Perls fandt her en mere forståelig og personlig måde
at tale om det, som Freud og andre havde gjordt alt for abstrakt og tåget.
At sige "Over-underhund" ligger bedre i munden end SuperEgo og Id´et
- og at vi behandlere taler et sprog, som folk forstår, er enormt vigtigt.

Udover en ny og mere mundret sjagon,
udviklede han også Moreno´s Role reverse-teknik
til en mere enkel, let forståelig måde at adskille og give hver stemme
der er i dig, god tid og plads til først at blive set, forstået - og accepteret.
For så via nogle intense Forhandlings runder med "Modstanderen" måske
eller måske ikke?, at kunne komme overens med de forskellige behov
og synsvinkler. Denne forhandling er en vigtig del af Stole-teknikken.

Teknikken virker bedst, hvis du gør det helhjertet.
Engagerer dig ind i hver side af dialogen og denne mulighed
for at udtrykke dig dybere og længere ud, end du før har gjort.
(dvs. du skal helst virkelig ønske at lære disse 2 eller flere sider
at dig selv (dine delpersoner) at kende) - så er det mest forløsende.
I stedet for at det hele bare kværner sammen til en kaotisk støj
og knude inde i hovedet på dig, giver du disse stemmer lyd
og finder ord - til en anden, der forhåbenlig forstår hele dig
bedre ved at kunne lytte til begge disse 2 - 5 sider af dig.



MARIA's OPGØR MED SIN OVER-HUND
OG BESVÆRET med at finde sig et nyt ståsted.
Maria er 38 år, og har to store børn, der nu godt kan klare sig selv.
I de sidste par år har hun fået et halvtids-job udenfor hjemmet,
og det har været en stor succes. Hun er glad for sit arbejde.

Hun holdt også meget af sine børn og sin mand. Som hun sagde:
"Egentlig burde jeg være glad og tilfreds. En masse konflikter, som andre går og har,
har vi ikke. Jeg er stolt af mine børn, de klarer sig godt. Min mand er jeg også
tilfreds med - øh jo det kunne blive bedre, men han er god nok. Og nu får vi
jo snart bedre tid til hinanden, nu når børnene snart flyver væk. På alle måder
har jeg det godt.... (hvorefter tårerne stiger op i hende og løber frit.)
og dog er jeg ikke glad eller spor tilfreds med mig selv og mit liv."

De første par gange snakkede vi blot stille og hyggeligt sammen,
og der blev etableret en god ærlig "Jeg-Du-kontakt". Jeg lærte, at Maria
var opvokset i en familie, hvor hun blev tvunget til at vokse op alt for hurtigt.
Og hvor der kun var lidt tid til leg, sjov og ballade: Pligterne kaldte tidligt.
Hun havde lært sig... eller følt sig tvunget til?..at blive meget selvstændig
og stolt over, "at kunne klare det hele selv og ikke bede andre om hjælp."

Hun var næsten blevet helt Selv-tilstrækkelig i dag!
Hun havde lært at opføre sig yderst Fornuftigt og at Hjælpe alle andre.
Mor havde ofte brug for hendes hjælp. Og Far, som var landmand,
havde også brugt og misbrugt hendes styrke og hendes barndom
som en selvfølge. "De siger ikke engang tak til mig ...."

Der havde ikke været meget tid til at lege, flippe ud og være barn.
Kreative selv-udtryk, og det at nyde friheden fra pligterne var uøvet.
"Det havde der aldrig været tid, og plads til.", som hun sagde.

Et Karakter-mønster, der var blevet forstærket af, at få 3 børn og
en tilsvarende Præstations-orienteret mand, der næsten aldrig holdt fri.
Jeg så for mig to stærke heste, der trak familie-bilen adsted på en vej.

Maria var blevet en dygtig, flittig, overansvarlig stor pige og kunne
med rette være stolt over alt det, som hun havde nået at få udrettet og
opnået. Det havde været hårdt arbejde, men Maria er ikke den, der klager.
Hun var også en meget sød kærlig og indlevende, ja medfølelende kvinde,
der hurtigt fattede sympati for og følte med andre menneskers nød.
Hendes antenner var kort sagt, altid vendt ud imod de andre:
"Kun når alle har det godt, kan jeg slappe af.", sagde hun.
"Og hvornår er alle så glade?" spurgte jeg uden at få svar.

Hun vidste ret præcist, hvordan hendes mand havde det inden i,og hvordan
hver af hendes børn havde det inden i. Hvordan et par af hendes gode gamle
veninder havde det inden i. Hvordan hendes gamle mor havde det, og hun havde
en række gode gæt på, hvordan jeg havde det ved at lytte og snakke med hende.
Hun var kort sagt: et hjerteligt, ulykkeligt og meget selvstændigt menneske.

Desværre var der kommet nogle flækker
og revner i denne imponerende facade. Noget hun ikke forstod.
Hun fortalte om små "skøre og tossede fobier"; steder hun var bange
for og mennesker; hun undgik og følte sig mærkelig beklemte ved.
Hun bed vist en masse følelses-udbrud og impulser i sig hver dag!

F.eks. kunne hun slet ikke huske at havde skældt nogen ud
Og hun led pinefuldt af en række psycho-somatiske smerter i kroppen.
Hyppige hovedpine-anfald, et par mareridt, lænde-smerter og hendes læge
havde begyndt at tale med hende om hendes begyndelse på gigt-problemer
i leddene og hænderne. En række små, men tydelige signaler om,
at hun reelt set havde det skidt og trængte til omsorg - og hjælp.

Det kom også frem, at hun de sidste 5 år havde haft depressive anfald,
hvor hun gik helt i sort, og lå i sin seng og simpelhen ikke gad stå op.
Og det var frygten for, at få det sådan igen nu her til vinter,
der havde fået hende til at opsøge min hjælp.

Det var i sig selv svært de første gange i vores møder, at få Maria
til at vende sine fint-mærkende radarskærme og antenner INDAD.
De vendte alt for eensidigt mest udad, mod alle de ANDRE.

"Hele tiden ser jeg efter noget, der mangler","Aldrig er det godt nok."
"Jeg glemmer hele tiden at føle efter, hvordan jeg selv egentlig har det."
"Det er smadder dejligt, når jeg gør det, men utrolig svært for mig
at tage mig sammen til at afsætte 1 time helt til mig selv hver dag."
Næsten alle gode råd om egenomsorg prellede af på hende.


Du kommer ind i den 7. session.
hvor Maria og jeg sidder og taler sammen. Jeg spørger til humøret.
Maria fortæller mig, at hun har fået det meget bedre og går som sædvanlig
i gang med at prøve at overbevise mig (og sig selv?) om, at alt er ok og godt.
Når hun er ovenpå, er alt bare skønt og trygt, "nul huller Mr. Tandlæge."

Især er hun glad for en cd, jeg lavede til hendes "DANSE-MEDITATION"
som hun ofte har sat på og danset til i sin egen time, når "jeg følte trang til
at rase lidt ud og få et humør-løft." Andre gange havde hun slappet af
til Afspændings musik, læst poesi, tænkt tanker og taget sig en lur.

"Ja, men så er alt vel godt nu Maria", udbrød jeg,
"lad os slutte her." Hun svarede mig med en stor stilhed.
Hun sad længe og så på mig med et eftertænksomt alvorligt blik.
"Jeg tror ikke at jeg kan fortsætte med at danse og slappe at,
hvis ikke jeg bliver holdt fast i det, som nu her hos dig.
Så jeg vil godt fortsætte, hvis det er ok for dig?"

Det er selvfølgelig ok. Og Maria fortsætter efter en lang pause:
"Det er, somom noget inden i mig hele tiden stopper og sabotere mig
i at have det godt ... stadigvæk. Og jeg forstår ikke, hvad det er."

Ebbe: "Kan du give mig et eksempel på, at du saboterer dig selv?"
Maria: "Der er jo mine mange undskyldninger for ikke at tage mig tid
til at nyde mig selv og livet i mit fristed 1 time om dagen. Igen og igen
må jeg ligesom tage mig sammen til at tage fri i en time, som du sagde,
at jeg skulle. Det er een af måderne, jeg sabotere mig selv på.

En anden er mere skræmmende.
Nu f. eks. forleden dag, dansede jeg og din musik holdt op.
Så fik jeg lyst til at sætte en gammel Bob Marley plade på
... og det blev helt orgastisk, så dejligt dansede jeg.

Og så blev jeg bange. Det svimlede for mig.
Pludselig sad jeg og græd som en lille pige nede på gulvtæppet
og blev helt overvældet at en orkan af ked-at-det-hed og tårerne løb.
Det varede i nogle minutter, og så havde jeg igen samling på mig selv.
Jeg fatter ikke hvad der sker, der sender mig ned i det hul."

Ebbe: "Kender du den reaktion fra andre situationer?"
M.: "Det samme sker mange gange i hverdagen i mindre målestok:
Jeg har det sjovt, jeg er glad og synes at jeg kan klare det hele
og Bang... pludselig falder jeg ned i et trist og sort humør."

E: "Hvordan er det at være nede i det hul Maria. Beskriv det?"
M: "Det er ensomt... jeg er ked af det... føler mig som ingen ting.
Ja, og det værste er at jeg føler mig meget bange nede i dette hul.
Alt det gode, forsvinder pludselig med et ryk, bliver taget fra mig.
Bump, så sidder jeg der, og har så uendelig ondt af mig selv."

Ebbe: "Hvad er du bange for?
Kan du beskrive det, der skæmmer dig?"
Maria: "Det ord, der kommer først er .... Straffen!
Jeg er bange for STRAFFEN."

Ebbe: "Straffen? - hvilken straf?"
M: "Det ved jeg ikke. Jeg ved blot at det, der dukker op
er en gammel velkendt følelse af OVERHÆNGENDE FARE
... som hang der et sværd over mit hoved, der kan falde ned i hovedet
på mig, når jeg er for glad... når jeg giver for meget slip på mig selv".

E: "Aha ...et Demokles-sværd.. Et Skæbne-tungt-Sværd.
Så du føler dig måske som et offer for en slags indre bøddel?
Jeg mener, det lyder som du først har det sjovt og godt, og når
at du har været glad et lille stykke tid, så føres du til skafottet.
Og der venter Bødlen på dig med sit store tunge sværd
- og i din bevidsthed er der intet, du kan gøre ved det.
Du opgiver at kæmpe imod - og føler dig afmægtig.
Er det sådan? - Kan du følge mig i det billede?"

Maria: "Helt så slemt, føler jeg ikke det er,
men jo, jeg forstår dig godt. Det føles som noget, der bare sker."
E: "Ok... og hvilket andet billede dukker nu op i dig, når du prøver
igen at se disse 2 forskellige sider af dig - for dit indre blik?"

M: "Det er som om et lyn, pludselig slår ned... og jeg hører
min Mors stemme, der siger: "Nej, det er der ikke tid til nu.",
"Kom nu ikke for godt igang." , "Efter sol, kommer regn",
"Pas nu på, du ikke bliver for vild" - sådanne stemmer.




Og her er det så,
at DEN TOMME STOL kommer ind i billedet.
Jeg trækker en stol frem og sætter den foran Maria - og siger:
Ebbe: "Her er Strafferen ... Her sidder den person, der slår dig ned.
........... Hvad har du lige nu lyst til at sige til denne person?"

Maria :"Gå væk... Kan du for pokker ikke lade mig være i fred!
Hvorfor vil du dog ikke lade mig have det lidt sjovt og endelig
gøre noget, der er godt for mig? - Hvorfor slår du mig ned?"

E: "Kan du fornemme, hvem der egentlig står bagved stolen og siger dette?"
Maria lukker øjnene og prøver at undersøge,om der dukker nogen person op.
Maria:"Nej ...jeg kan ikke se nogen. Det er meget ubestemt og tåget.
Jeg fornemmer mere truslen fra sværdet... jeg kan ikke se,
hvem der har det i sin hånd. Skal jeg kunne det?"

Ebbe: "Du skal ikke noget bestemt
... læg bare mærke til, hvad der dukker op. (lang tavshed)
Ok.. og prøv nu at sætte dig over på den Tomme Stol,
og prøv at være Sværdet. Hvad er din historie sværd?"

Maria skifter stol og prøver at identificere sig med sværdet.
M: "Jeg er et stort tungt skarpt sværd... jeg er meget gammel.
Jeg blev smedet i den jydske muld igennem mange slægter bønder.
"Du må ikke glæde dig, førend høsten er i hus", "Efter sol kommer regn"
"Pas nu på, hvad mon naboerne ikke vil tænke." - "Hvad siger de andre?"
"Kom nu ikke for godt i gang. Vær ydmyg. - Du ved, ved jorden at blive,
det kan bedst betale sig. - "Du skal ikke tro, at din glæde er noget værd.".
"Pligterne, pligterne og så igen pligterne... gør det, før glæden og legen."
(for ultrakort at sammenfatte det, hun associerer ved Sværdet).

Ebbe: "Det lyder, som den måde,
som du er blevet opdraget på engang, ikke? ("jo")
Hvilke kvaliteter har du Sværd... er du skarp eller sløv?
Er du hærdet - eller mest til pynt? - Hvad slags sværd er du?"
Maria: "Jeg er hærdet... og skabt til at hærde Maria til livets alvor.
Jeg fortæller hende, hvad der er Rigtigt, og hvad der er forkert.
Jeg fortæller hende, når hun er god - og når hun er dårlig.
Jeg skærer hende ned, når hun tror hun er noget.
Jeg er lynhurtig og meget stærk... jeg er lavet af stål."

Ebbe: " ... Hvor farlig er du? Kan du også slå ihjel Sværd?"
Maria tager en lang - lidt forskrækket pause - og svarer så langsomt:
M: "Ja.. .det kan jeg jo... jeg er spids og skarp.ja jeg kan godt slå ihjel.
.... (og hun ser på mig) - Det bliver jeg altså helt bange ved at sige."

E: "Nu er du tilbage igen som dig selv... ok, flyt dig nu over på
din egen stol igen, og træk lige vejret lidt igennem, og pust ud.
Ja godt... Og tag lige nogle af de der dybe gode åndedræt.
... Er du klar igen? (Maria nikker)

Ebbe: Ok, så fortæl Sværdet, hvor bange du er for det"
M: "Sværd.. .jeg er skide bange for dig. Du slår mig jo ned.
Det føles så truende at vide, at du hele tiden er der og vogter på mig."

Ebbe: "Lad os nu prøve at kæde Sværdet og Straffen sammen.
Men først vil jeg spørge: Er der noget som helst godt ved Sværdet?"
M: "Om der er noget godt ved sværdet? Det har jeg ikke tænkt på.
Jo... det minder mig om min historie... om hvor jeg kommer fra.
Som sværd betragtet, er det et smukt gammelt sværd.
Jeg ville godt have det hængende på en væg.

Det minder mig om min Oldefar, han havde en gammel Rytter-sabel
hængende over sofaen, fra dengang han kæmpede ved Dybbøl under Rye."
Ebbe: "Så der er en meget lang og måske også god historie i det sværd?
Du skal heller ikke smide det væk, men lære det bedre at kende.
Er der andet godt at sige om sværdet?"

Ikke andet end at det åbnede op for
at Maria fortalte om tunge barndoms-minder i et hjem, hvor livet
"ikke var let, men hårdt arbejde". Stemningen dengang svingede oftest
imellem Resignation og en lettere depressiv overlevelse af dagen og vejen.
Det har aldrig været noget let liv at være Landmand i Danmark.

Billedet af en lille glad legelysten og kærlig vild pige dukker frem, for mig
der hurtigt lærte at indrette sig efter to flittige pligt-tunge forældre, ved at stuve
sit TEMPERAMENT, sine følelser, især de mere vilde og voldsomme, væk
fra disse fortravlede, og meget triste forældre, som bare puklede løs.

Hun undertrykte sin glæde og sit temperament, fordi forældrene
selv var glædesløse og følte sig truet af hendes glæde og intense følelser
eller måske var de bare for trætte til at lege med hende og snakke og lytte
til hende? "Min far snakkede mere med grisene og køerne, end med mig."


Via STOLE-TEKNIKKEN blev der åbnet op for ellers fortrængte
og glemte BARNDOMS-MINDER. Erfaringer, som blev graveret ind i sværdets æg.
Før løb hun bare væk fra glæden eller trak sig dybt ind i sig selv, når hun fornemmede
at hun havde gjort noget forkert = Sværdet, der slog ned i hendes humør, som et lyn.
Nu begyndte hun at se på "Straffen" med nye øjne og lære sværdet bedre at kende
og derved forvandlede det sig til .. en forståelig del af Marias historiske rødder.

Længere kom vi ikke i den session,
Som hjemmeopgave skulle hun tegne sværdet
og prøve at skrive lidt om dets negative, som positive sider
Det at kunne forsvare sig og sætte grænser, skarpt og effektivt.
Retfærdighedens sværd, som deler godt og skidt, hvad er rigtigt/forkert?
Evnen til at skære igennem, og hurtigt komme ind til problemets kerne.
Analytikerens skarpe koncentration og evne til at skære ind i noget.
Kort sagt: "Tegn sværdet Maria. Og tænk over dets + ´er
og -kvaliteter", som jeg sluttede med at sige til hende.


Da vi sås igen, medbragte hun to sværd tegninger
Maria: "Det gav mening for mig at skelne imellem 2 sværd:

A. Det gamle sværd fra barndommens glædesløse verden.
som mindede hende om hendes historie, og som passende kunne
hænges op på væggen, som Oldefars gamle Rytter-sabel fra Dybbøl.
Det sværd symboliserede de gamle værdier om ære og "at ofre sig" etc.
Et minde om hendes historie og rødder i Landbrugs kulturen.

2. Det nye sværd, er en ny etik, som hun godt vil have udviklet
til at forsvare sig med, sætte grænser med og skære igennem med.
Og det var det sværeste at finde frem til og begynde at eje selv,
fordi hun her skulle hitte ud af, hvad hun egentlig selv mente.

Dette kom tydeligere frem efterhånden.
Først bad jeg Maria om at associere på ordet "Sværd",
så jeg bedre kunne forstå, hvad hun lagde i dette symbol.
Maria: "Et sværd er noget, der kan skære igennem det tågede og uklare,
skelne det, der er sandt, fra det der er forkert. Med et sværd kan jeg forsvare
det som jeg værdsætter og angribe og udradere det, jeg ikke kan lide.
.... Det er vel et udtryk for min moral og indre dommer."



Ebbe: "Ok - så siden sidst har du altså tænkt over
om du egentlig ikke skal skifte den gamle 1800 tals moral
fra din historiske familie ud med en ny, der bedre passer til dig i dag?
Sådan at skifte indre målestok og sværd mht. hvad der er rigtigt/forkert,
/godt og ondt - ok/ikke ok. Har jeg forstået dig rigtigt?"

Maria: "Ja netop, det er det, jeg godt vil
F. eks. at vurdere/dømme sig selv og det, hun gør anderledes
end hun tidligere havde gjort - og begynde at værdsætte sig selv.
At tage sig mere tid til at nyde livet, fange de små og store glæder
fremfor hele tiden bare knokle løs, fordi at det var hun opdraget til.
Opdage det ved hendes egen moral, retfærdigheds-sans, som er
godt nok - og som hun i højere grad havde brug for at stå ved
og lære at rette udad. F. eks som mere præcise skarpe krav
og ønsker til sin mand. Og overveje sine barske domme
og straf-udmåling. Kort sagt: træde tydeligere frem
med sine værdier - og sig selv som voksen..



Her blev i stedet Den Tomme Stol brugt.
Vi havde en række opdagende dialoger imellem de 2 sværd
over formlen: "Du er sådan og sådan...",og "Jeg er sådan og sådan",
hvor hun rykkede fra stol til stol, imens hun adskilte dengang og nu.
Det resultere i nogle meget udtryksfulde billeder, som hun malede.
Gradvis fik hun bedre hold på, hvad hun selv mente og værdsatte
og hvilke tanker og domme, der egentlig tilhørte hendes forældre.



Nogle gange brugte vi 3 stole:
Een, hvor hun sad og var "Sit gode gamle jeg", som da vi startede.
Een, hvor hun lærte at holde fast i og træne sig i at bruge sit nye sværd.
En tredje, hvor hun gjorde op med opdragelsens forældede sværd
og derved neutraliserede dets farlighed og overhængende trussel.

Da vi sluttede forløbet
spurgte jeg hende om, hvad hun havde lært:
Maria: "Før var det bare noget der skete. Jeg frygtede for
om jeg var manio-depressiv. Du ved højt oppe og så dybt nede.
Nu ved jeg meget bedre, hvad det er der sker, ja jeg kan næsten
forudse det. Når jeg er i et muntert humør og måske lidt oppe at køre
- som det sker, når jeg giver slip i min alt for store selvkontrol i dansen,
ja så stopper jeg ikke glæden mere, men tager blot en pustepause,
hvor jeg spørger mig selv om det, jeg gør lige nu, egentlig er
så frygtelig forkert, at jeg fortjener at blive straffet?
Det vender oftest helt det farlige til noget godt.

Jeg er også ved at vænne mig til
at det er ok at jeg føler mig usikker, ængstelig
og måske bange. Jeg kender jo knap nok denne nye side af mig,
der bare kan blive helt vild glad og trygt kan give slip på det hele.
Når jeg slipper selvkontrollen og bare lader følelserne bestemme,
så bliver jeg sårbar, fordi jeg ikke har så stor tillid til mine følelser endnu.
Det ved jeg nu sker, fordi jeg bevæger mig ud af min Trygheds-zone,
som du kalder det - og det øver jeg mig i at turde lidt mere
uden at jeg får bonde-anger eller panikker af den grund.

Vi legede med forskellige fantasier,
hvor hun vovede sig ud over sine grænser
og begrænsninger - og undersøgte forskellige måder,
hvorpå hun kunne klare disse trin for trin uden at hun mistede
sig selv i sine nye selvopdagende eventyr og udfordringer.

Hun skitserede en situation, hvor hun ville tage en chance
og gøre noget usikkert, som hun ikke før havde turde gøre.
I den ene stol sad nu "hende, som jeg hidtil har været"
og i den anden stol: "Hende jeg øver mig i at blive."
Denne adskillelse gjorde det nemmere for Maria
at tænke friere og frejdigere, end før.

Vendepunktet kom efter at hun havde lært Stole-teknikken,
som hun hurtigt tog til sig i sin indre dialoger og skriverier,
hvor hun lod de to - eller flere - indre stemmer komme
mere frem i bevidsthedens lys, end hun før havde turdet.



Jeg håber at du, kære læser, af dette eksempel har fået et lille indtryk
af brugen af DEN TOMME STOL, som led i en Selv-opdagende proces,
Især god der, hvor 2 modsatrettede kræfter inde i dig slås, og låser dig fast
og du er nødt til at finde din egen stemme, mening og værdier. Dit selv.
Disse 2 indre stemmer, bliver da adskilt - og sat på hver sin stol.
Derved muliggøres en helt anden dybtgående undersøgelse af
hver stols synspunkt og motiver, historien bag og budskabet.

Undertiden ender det op med en større INTEGRATION af begge kræfter,
der hvor de to drivkræfter løber sammen i en højere helhed, en ny gestalt
Ellers i EN FORHANDLING, hvor den ene accepterer den anden i højere grad.
En INDRE DIALOG, der var kørt fast, bliver derved genåbnet og levende igen.

Læs mere herom, hvis du er interesseret i:
Frederick S. Perls "GESTALT-TERAPI", Munksgård, 1978.
Den fortæller om baggrunden for Gestalt-terapien, og indeholder en
masse spændende Case-Historier, dvs. referater af sessioner med Perls.
Den fåes på dansk på biblioteket, og kan anbefales varmt.

med hilsen fra Ebbe Scheel Kriger, cand. psych.
Uddannet gestaltterapeut og kognitiv terapeut.


Videoklip fra YouTube.com
www.youtube.com/watch?v=T3jYcDbcpUs&feature=related
www.youtube.com/watch?v=ReJhR4XIKh0&feature=related
www.youtube.com/watch?v=4_IB1FUj1MY&feature=related
www.youtube.com/watch?v=tSU1UiqBiiY&feature=related

/changingminds.org/articles/articles/empty_chair.htm

/www.youtube.com/watch?v=xS_g4taJhuo&feature=related
/www.youtube.com/watch?v=Kae5RK3JQCs&feature=related
/ www.youtube.com/watch?v=ps6PHYBUnuk&feature=related



  • Det døde - eller tomme - punkt.
    At focusere ind på og gå igennem "det døde punkt"
    er een af Gestalt-terapiens specialiteter. Denne focusering
    netop der og de teknikker, der her er udviklet til at låse op for
    eller studere "tomheden" nærmere ved at forblive i den meditativt,
    som f. eks. Stole-teknikken, og for at fylde huller i personen ud.,
    har, siden Fritz Perls pegede på, at ofte skal vi se mere på
    "det", som mangler, end problematisere det, som er.
    Andre gange løser vi ikke et problem, det opløses.

    Det blik er centralt i mit arbejde som psykoterapeut.

    DET ER SLET IKKE SÅ LET SOM DET LYDER.
    For det første er det almindeligt at løbe ind i denne modstand:
    "Altså det er umuligt for mig at tale til en anden, der ikke er der!"
    "Det har altså ingen mening for mig."... og personen snakker videre
    i samme spor som før. Denne artikel håber jeg, vil "give en mening".

    Den anden indvending og modstand imod at prøve denne teknik,
    er: "Det er jeg altsa ikke vant til, det virker sært og mystisk pa mig,
    og jeg er selvklart meget tøvende overfor at gå ind i det der stole-snak".
    Eller som en klient sagde meget klart :'Altså du får ikke mig til at tale til
    spøgelser eller sådan noget". Det havde jeg nu heller ikke tænkt mig.

    De har været tøvende, fordi det er noget nyt og ukendt.
    Der kan være en masse gode grunde til ikke at gøre noget nyt,
    noget fremmedartet, som du har svært ved at forstå i første omgang.
    Derfor denne artikel.

    Når jeg ind imellem syntes, at nu
    er der et godt tidspunkt at introducere denne problem-løsnings-metode,
    så kan det ske ved at jeg f. eks. har hørt nogle gange om... en Far, der var
    ret uforstående. Eller en Mor eller kæreste, der ikke ville lytte og forstå.
    Her kan den tomme stol både styrke og skabe en større klarhed over,
    hvad der sker - og hvad der derfor er brug for at gøre og sige.

    Eller jeg oplever at nu kører min elev/klient blot i ring og går død.
    Der er ingen udvikling i det, der sker. Der er indtrådt et død-vande.
    Vi er nået frem til et vigtigt begreb i Gestaltterapi: ET DØDT PUNKT.

    I stedet for at træde til som Rådgiver her,
    og bryde ind med diverse løsnings forslag, så kan jeg gå dybere
    ind i dette døde punkt, således: "Ok, lad os se det i øjnene. Lige nu
    er du gå i stå død. Kører rundt i samme tankegang uden noget nyt fødes.
    Og netop her er der særlig vigtigt at gå dybere ind i og måske igennem
    de to indre kræfter, der låser hinanden og giver dig denne tomgang.

    Se, nu sætter jeg en tom stol her foran dig.
    Og lad mig så fortælle dig, hvad du skal gøre nu.
    "Luk øjnene og træk vejret lidt dybere. Og forestil dig nu
    at der sidder noget eller en anden, ovre på den anden stol.
    Det kan synes lidt skørt eller fremmedartet for dig,
    men prøv at giv denne teknik en chance,ok?"



    F. eks. sker der så det at du ser din far for dig.
    Din Far er her selvklart ikke. Og det er klart, at der er en masse,
    som du egentlig godt vil sige til ham om at være barn i det hjem, dengang
    eller som du er brændt inde med, fordi ... Glem hvorfor, og tal til ham nu.
    Jeg tror ikke på, at du alene ved at tale OM HAM, kan hitte ud af det.
    Der sker så meget i dig, når du tænker på ham og taler om ham.
    Og det er kun ordene , og det, du allerede ved, jeg hører om.
    En masse andet rører sig også i dig ... og hvad er det så ?
    Det er det, jeg ønsker at bringe frem via denne stol.

    Får jeg det hele budskab frem og helst med følelser
    og ser de indbyggede konflikter, der er i dig angående din Far,
    ja så kan jeg også bedre stille de rigtige spørgsmål.
    Så det er også en stor hjælp til mig selv.

    Og fortsæt nu selv med at sætte ord på,
    hvad du tænker, mærker og føler. Hvad opdager
    du at der sker i dig lige nu - når du finder ordene?
    TAL DIREKTE TIL HAM, som sad han her.
    Hvad vil du sige? - Hvad dukker frem?

    Eller du kan som terapeut eller coucher sige:
    "På DEN TOMME STOL sidder din indre "Modstander".
    Det kan være EN SIDE AF DIG-SELV. Den del af din personlighed,
    der er et problem for dig nu i dag, og som altså nu sidder overfor dig."
    Det kan være EN DRØM - eller en diffus uforståelig ængstelse,
    en indre uro, tvivl, en fornemmelse eller en gammel frygt, der
    ligger i Baggrunden - og som du godt vil se tydeligere.
    (gøre til Figur) og opnå en bedre kontakt med
    eller en side af dig selv, der er "faldet ud"
    og som du savner i dag.

    Det kan også være EN ANDEN PERSON.
    F.eks. din mor, kæreste, et af dine børn, dine venner
    Din chef, dine elever, din lærer eller hvem det nu er
    at du har en uafsluttet konflikt med,

    Det kan være EN AFDØD:
    Hvis du ikke fik sagt ordentlig farvel og sørget færdigt, fordi din far
    eller mor døde for tidligt, kan du afslutte den ufærdige dialog således.
    Det kan være et barn, en abort du har mistet og stadig savner intenst.
    Det kan være en tidligere kæreste, som du savner, og ikke kan
    give slip på - eller en anden person, som har gjort dig ondt.

    Det kan være så meget andet, du sætter på Den Tomme Stol.
    Fælles er, et efter at have udtrykt dig, "BYTTER DU PLADS", og
    svarer tilbage ved et spille modparten via at indleve dig i modparten.

    Filosofisk mindede kan også have dialog med eksistentielle begreber
    F.eks. Døden, Meningen med Livet, Angsten, Ambitionerne, Kærligheden etc..
    Det kan åbne op for en mere kreative måder at se på sit liv eller sin nuværende situation.
    Eller en god måde et bryde en tanke eller en skrive-blokkering på.


    Og der er meget mere
    at sige om "at sidde fast", at føle sig tom og være helt tom,
    være i det døde punkt, der oftest får os til desperate at flygte væk
    fra den virkelighed, som vi ikke tror, vi kan klare med egne resourcer.

    De fleste mennesker ønsker ikke at undersøge og gå meditativt igennem
    dette punkt, impasset, hvor alt går i stå og de blot føler "nu sidder jeg fast
    og jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg kommer videre." De undgår dette
    punkt ved at flygte væk i afledninger, undskyldninger og adspredelser,
    søger hurtige fix, et mirakel måske? - og går bare mere og mere død.

    F. eks. i et dårligt ægteskab, elsker han og hun ikke hinanden.
    De er forelsket i et glansbillede, en fantasi og et ideal om,
    hvordan ægtefællen, de selv og livet Burde være.

    I stedet for at se kritisk på idealerne, forventningerne
    og kravene, starter de diverse Bebrejdelses-spil, som spiller på
    denne melodi: "Du burde være anderledes, en anden, end den du er.
    Du passer ikke ind i det billede, jeg har af, hvordan du burde være."
    Selvsagt vil dette ikke løse konflikten, men blot forstærke den.

    Først den dag du tør se din virkelighed, som den er,
    giver du dig selv en chance for at kunne gå igennem det døde punkt.
    Løsningen ligger i erkendelsen og accepten af, HVORDAN du sidder fast.
    F. eks. når du erkender at du egentlig elsker dit fantasibillede af forholdet
    og i virkeligheden ikke er i stand til at kommunikere med din partner,
    sådan som denne - og du - reelt set er. Fantasierne fastlåser dig
    og får dig til at undgå at se virkelighedens dynamik i øjnene
    - og derfra måske kunne skabe en reel forandring..

    Fritz Perls giver dette eksempel
    og mange flere i hans workshopbog "Gestalt-terapi", 1969,
    der ligesom hans andre bøger: "Gestaltterapiens metode",1984
    og "Ind og ud af skraldespanden", 1981, er spændende at læse.

    Essencen i den Gestaltterapeutiske synsvinkel er
    at udvikle en opdagende, kreativ og modig måde at leve sit liv på.
    Der er en livsholdning til forskel fra den fornuftige Kognitive stilart.
    "I want to know, if you can sit still with pain, mine or you own
    without moving to hide it, fade it or fake it - or trying to fix it.
    Just exploring the pain - with awareness. If you can do that,
    you will find wisdom - and the pain will disappear.
    Don´t avoid it, experience it and go through it
    without fighting the pain " Natasha Mann





Her er mere om Gestaltterapi
og det, der gør denne holdning til psykoterapi
anderledes end Kognitiv Terapi og andre skoler.

En artikel og hilsen fra Natasha Mann
De 4 kontakt niveuer - og deres + og - er
De to poler: Alenehed - og samhørighed.
Om at forstå nu´et - og dvæle mere i det
17 terapi historier fra et uge kursus.
med Ebbe og Else Marie

Videoer med Fritz Perls
Den ældre Fritz Perls opsummerer sin teori.
Generthed + Drømme - Fritz møder college studerende.
Vær, hvem du er, nu og her + Gestaltterapeutens holdning
Fritz Perls: The Demon, Mary Kay, sorg og pseudosorg.
Videosession med en gestaltterapeut: med focus på awareness
Fritz Perls om Jacob Moreno, Carl Rogers - og Perls ståsted.
+ flere videoer i YouTube om Gestalt og Fritz Perls
+ Fra Wilhelm Reich - til Fritz Perls

+ en række artikler om grundbegreberne i Gestaltterapi.
+ god introduktion af Gary Yontef and Jim Simkin
+ Scott Kellogg: "Om at bruge stole-teknikken."
+ Scott Kellogg: "Perspektiver i Stoleteknikken"
+ se mere teori om Gestaltterapi her fra AAGT

+ Adam Blatner´s meget generøse webside
med en række artikler om PsykoDrama etc.
+ link til diverse andre + nyhedsbreve etc


+ se disse 8 websider til terapeuter,
hvor du kan se et lidt andet orienterings kort,
der også kan være en støtte til at se Kontaktprocessen
som et kreativt energiflow mennesker imellem . Her ala en række
forskellige døre og sinds tilstande, der kan "låses med 6 låse"
- og som måske kan åbnes, hvis du bruger "de rigtige nøgler:"
At tænke sådan spejler en helt anden grundholdning
til "det at hjælpe og arbejde med andre mennesker",
end den almindelige psykiatriske synsmåde.

1. Masken - versus Ansigtet.

2. Om at føle sig fortabt i tågen
.....versus at bruge sin indre lommelygte.

3. Om at se efter krogen i frustrationssækken
......versus at føle savnene og lære noget nyt.

4. Om Støjen og besværet med at finde ordene
......versus at finde frem til hjertets sprog og sjælens musik.

5. Om at sidde (neurotisk) fast i svingdøren
.....versus at turde træde ud i noget nyt og ukendt.

6. Om at bedøve eller knockoute sig selv - eller andre,
......versus at finde frem til savn, behov og kreativiteten.

Disse 6 låse (der også kan kaldes energi og kontaktblokkeringer)
vil jeg forsøge at klargøre for dig på de næste 8 websider
- og jeg vil blive meget glad, hvis du sender mig en email
med dine tanker + evnt. kritik og forbedringsforslag


Kort sagt, velkommen til
dette gratis cyberkursus for psykoterapeuter.
fra Ebbe Scheel Krüger, cand. psych.
ebbe@psykoweb.dk


tilbage til Index