EN KÆRLIG SKIDEBALLE til alt for søde mennesker

Jovist er du sød og dejlig, dygtig og flink, men...

Prøver du på at leve op til et alt for eensidigt Glansbillede, eller et hvilket som helst andet Ideal-billede af, hvem du bør være, ja så må du bruge en masse kræfter og energi på at skubbe alle de "forkerte" - alle de farlige, sårbare, slemme, kritiske, pinlige, fjendtlige, aggressive, afskyelige, foragtelige og hadske etc.etc. følelser væk fra dig - for "sådan er jeg da ikke!" Det er ret anstrengende. Som Karen Horney engang sagde: "Desto mere du glorificerer dig selv, desto mere vil du da også afsky dig selv." - Fordi du dybt inde godt ved, at du svigter dig selv og blot lever på overfladenspillet, hvor du så let blot hober negativitet op, som du blot retter mod dig selv og dit spil for galleriet.

Det du er blind for, er, at du stadigvæk i dit nuværende liv behandler andre, som om vi ikke kan lide dig - og i din indre fantasiverden tror du derfor, at vi andre vil afsky og måske foragte dig, hvis du trådte mere ærligt og åbent frem. At vi ser på dig, som du selv gør. Du tror simpelhen ikke på, at vi andre, uden videre, kan lide dig for, hvem du reelt er nu i dag!

Du tror stædigt og utrygt på - allerede inden vi mødes, at du ved, hvad jeg og alle andre føler og mener om dig! Du tror per refleks, at vi er imod dig og vil gøre dig noget ondt - at vi bare vil udmyge eller afvise dig eller lignende . Og det er simpelthen løgn og paranoia.

Den gode nyhed er: Vi tænker slet ikke på dig! Ved du, hvad langt de fleste mennesker tænker på, når de ser på dig? - De er nysgerrige efter at få at vide, hvad du mener om dem, og hvad du føler overfor dem ! Ganske ligesom du selv er, når du ser på dem. Du tror måske - sådan helt ubevidst - at vi er dine fjender eller at vi dømmer og vurderer dig lige så hårdt, som du dømmer dig selv. Og selvfølgelig er det ved at knuse dig, nu - som det engang var lige ved i din barndom.

Min påstand er, at du snart vil opdage - hvis du ser dybt ind i spejlet og i din fortid - at du egentlig i alt for høj grad drives fremad af en dyb indre tvangstanke om at dit liv går ud på at bevise, at du er et sødt, ærligt, ansvarligt og kærligt menneske og ikke så ond, slem, uartig, håbløs, skyldig, uværdig, afskyelig, u-elsk-værdig, eller på anden måde så "forkert", som du nu er bange for at du egentlig er indeni. Vi har alle et behov for at føle os holdt af - blive værdsat. Føle vi kan noget og er gode til noget. Har værdi, såvel i egne som i andres øjne. Og et eller andet sted ved du og jeg godt, at alle mennesker har et helt specielt talent, en værdi, som det er vores evige opgave, eller indre kald, at udvikle og få mest muligt ud af. Som Gummitarzan sagde: "Alle mennesker er gode til et eller andet. Kunsten er at hitte ud af, hvad det er". Det er en rimelig ambition at blive et stort flot træ i skoven, som du er - eller har mulighed for at blive. Men, det bliver du ikke ved at miste følingen med dig selv og erstatte en ægte personlig udvikling med en overfladisk Image-afpudsning. At synes, fremfor at satse på at være. At ville være Perfekt, Uskyldig, Supergod, Superkærlig, Usårlig og tro, at du kun er til noget højere, bedre og smukkere, end alle os andre, ja det er hovmod. Ja værre endnu, det er kontakt-ødelæggende! Fordi: Jo mere du i din hverdag gør noget, du reelt ikke kan lide at gøre og kun føler smerte ved, jo mere moralsk, perfektionistisk og skjult fjendtlig ser du også ud på os andre - og på dig selv. Virkeligheden lever ikke op til disse krav. Du prøver at leve op til et kærligt checket superjeg, som er ved at knuse dig selv - i et håb om, at vi andre derved også vil opføre os superkærligt overfor dig. Problemet er, at det ikke er spor sikkert at vi andre er enige med dig i denne skjulte forventning. Jo mere du gør, som du godt kan lide og som føles rart for dig, jo venligere er du og desto mere neutraliserer du disse forældede og urimelige burde-krav. Og vi andre kan så bedre få kontakt med dig! Frygter du for at være, hvem du egentlig er? Og føler du samtidig, at du er bedre og finere end alle os andre? F. eks. vil du godt have, at vi ser dig som En Hvid Svane!, men indeni føler du dig stadigvæk, som Den Grimme Ælling. Du vil have, at vi siger til dig: "Ja, du er virkelig en hvid svane vi elsker dig, vi hader dig ikke." - Men det kan du alligevel ikke tage til dig, fordi du - stædigt som et lille barn - fastholder, at du er en lille grim ælling! Forvirret - og træt af at prøve at leve op til noget, som kun giver dig træthed og skuffelse? Det kan jeg godt forstå. Nogle andre signaler på, at din Selvopfattelse er helt forstyrret, er: "Jeg er altid så forbandet sårbar, bange og usikker", "Jeg hader mig selv", "Jeg er håbløs", "Jeg er umulig", "Jeg er ikke god nok", "Jeg er grim og dum.", "Jeg dur ikke", "Jeg er , dum, skør" etc. etc....., dvs. forkert. Sådan blev du ikke født!   Søde mennesker er ofte i det skjulte meget krævende. Hvis du f. eks. tror, du er en magisk tankelæser, ja så forventer du måske, at vi andre også kan det. At du forventer at få samme behandling til gengæld, afsløres i dine faste ynglings-sange: "Hvis du elsker mig, så vil du kunne forstå mig, uden at jeg behøver fortælle dig om det." Eller: "Hvis jeg sådan skal bede om det, så er det ikke noget værd for mig!" Hvordan stopper jeg et sådant Illusions-nummer, som jo simpelthen ikke virker mere iblandt os voksne, men kun giver træthed og virker kontaktforstyrrende? Det er ofte den sværeste opgave for os terapeuter." Jeg har kun 1 - 2 timers samvær med denne alt for søde person igennem nogle måneder.   På Walther Kempler facon vil jeg kalde "teknikken" "At give dig en Positiv skideballe", der i en kort udgave f. eks. kan lyde sådan: "Du har så forbandet travlt med at blive holdt af og accepteret, at der næsten ikke er andet tilbage af dig!"   "Du går stadigvæk rundt i barndommens baghave, selvom du er 38 år! Du prøver at få krummer og små godbidder ud af Mor og Far, ved at undskylde dig selv og du føler dig skyldig over, at du er så slem og uartig og ikke passende taknemmelig". Du skulle være, som de ville have dig, du skulle leve op til deres Glansbilled af en pige/dreng - og helst være sådan et sødt, stille, roligt og taknemmeligt barn, der aldrig er vrøvl med. Det må være til at brække sig over." Prøv dog at giv dig selv lov til at have en lidt mere mangfoldig personlighed.

En uddybet version kunne lyde sådan her: EN KÆRLIG SKIDEBALLE TIL DIG, SOM LEVER DIT LIV I EN SPEJL-SAL.   Dine øjne spejder hvileløst rundt, søgende, spejdende, vagtsomme, mistroiske og vurderende - eller naive og uskyldige. Søgende ros, trøst, accept, bekræftigelse - og frygtende straf, skam og afvisning. "SE MIG!", "Godkend mig!", lyder dit bestandige stumme tavse råb.   Næsten hele tiden er du DERUDE, spejdende efter dig selv i vores øjne. Konstant bange for at dumpe, blive vurderet og fundet for alt for let, afvist. Bange for, at dine forudindtagende katastrofe-tanker vil gå i opfyldelse,fordi du endnu ikke har fået lært dig, at forudsigelser for det meste går i opfyldelse.   Hvorfor dog tænke så sort, håbløst, ængsteligt, opgivende og pessimistisk? Tanker skaber følelser og handlinger, så lærer du at tænke anderledes, så vil du opdage, at du også føler anderledes og gør noget nyt. "Du bliver, som du tænker", som Wayne Dyer siger. Men sådan tænker du ikke, vel?   "Se mig,", siger dine spørgende øjne. "Se mig, så jeg føler, jeg existerer! Ros mig, fortæl mig, at jeg er til og har værdi." Jovist, men fortæl mig, hvad der reelt set er at klappe i hænderne over?, siger jeg.   Du løber rundt som en lille hund i en cirkusmanage. Hopper rundt efter små godbidder, som andre mennesker måske kaster hen til dig. Vi andre bliver din domptør, dine dommere, og du giver os magten over dit humør. Det, hverken ønsker eller vil vi være.   Se f. eks. Manderollen, som en spændetrøje, der er 8 huller for stramt bundet til: "Se Mor, uden hænder, er jeg ikke dygtig?" --"Jo min skat, du er ih så fantastisk!" Eller: "Hvor er jeg placeret i hierakiet? Hvem er over, og hvem er under mig?" Eller: "Jeg prøver ihærdigt at gøre mig større end jeg er, og går i evig skræk for at blive afsløret."   Som en lille dreng, der fiser rundt på sin 3-hjulede cykel i matrosdragt. Aldrig vise, at du er bange og usikker, i tvivl, såret eller ramt. Bide tænderne sammen og lide i ophøjet heroisme.   For Guds, Far´s og Mor´s s skyld aldrig klynke eller slippe dit indre spædbarn løs direkte og åbent. "Aldrig være bange"-mentaliteten gør dig mere og mere ængstelig med alderen. Angsten for, at Facaden krakelerer og du bryder sammen, ligger hele tiden og truer. Tænk, om du ikke kan præstere så meget mere eller ikke kan klare dig? Hjælpeløshed og vild panik truer hele tiden med at overvælde dig! Hvordan er det spejl, du da ser dig i beskaffent? Ser du digselv - eller blot "et skræmmebillede"?   "Jeg lever i dine øjne", siger mange kvinder stadigvæk. "Hvordan vil du have mig Far?". "Se Far, er jeg ikke smuk, dejlig og uimodståelig?", - "Jo min pige, du er Fars drømmepige!, du er, som jeg ville ønske - at din Mor var". "Elsk mig, se mig!", lyder det tavse skjulte råb fra usynlige og oversete voksne børn. Du sælger dig selv alt alt for billigt på den måde! En dag opdager du pinefuldt, at du har holdt et stort langt udsalg i flere år. Du har solgt ud alt for længe og føler dig selvfølgelig - og rimeligt nok tom og ribbet for livslyst.   Det er ikke på den måde, at du vinder selv-respekt, selvagtelse og selv-værd!   Din behage-syge, dvs. din indre lille dreng eller indre lille pige sidder ved rattet og kører dit liv. Og dit passive og undrende Voksne-jeg står alt for skræmt, inaktivt, lammet og ser blot tavst på. Du reagerer på situationer og andre. Du skaber ikke situationer. Eller ægte kontakt.   Genkender du dig selv i denne skitse af en selvopgivende person, så opdager du måske også, at der er "et tomt hul i din personlighed ": Lige netop der, hvor du er i dine følelsers vold, blind og hovedet går helt i stå.   Øjnene spejder hvileløst rundt. Og du opdager, at du egentlig er blind og ikke ser os. Du skal lære dig at flytte ind i dine egne 2 øjne og se ud, fremfor kun at føle dig "set på".   "Du ser alt", siger du og er superfølsom overfor enhver gestus, mimik, stemning og bemærkning. Hvad ser du egentlig?   Lader du dig styre af andres øjne? Ser du kun dig selv igennem andres vurderende solbriller? Eller ser du ud på os andre med dine egne øjne?

Det starter med, at du flytter ud af andre menneskers tanker og hoveder.   Lever du al for meget i andres øjne, så lever du af små godbidder, tomme kalorier og taber din selv-respekt. "Du får kun noget, når du opfører dig pænt, artigt, rigtigt og gør dine kunster", siger den indre domptør måske i dit indre. "Det vigtigste er jo, at I andre kan lide mig!", tilstår du skamfuldt. "Hele tiden? " udbryder jeg.   Jo mere du lader dig nøjes med småbidder, trøst, pylder og tom bekræftigelse, jo mere vil du gå rundt og føle dig evigt sulten og utilfreds med alt og alle. Fordi du blive aldrig rigtig mæt og tilfreds, men altid lidt surmulende og åh så trist, utilfreds og skuffet ved kun at mærke dig selv udefra . Måske er det hele den måde hvorpå du ser på dig selv og du ser på os andre, som er blevet forvrænget? -- og netop det, du er blind for?     Hvad ser du, når du ser ud? Prøv - som et eksperiment - at beskrive/nedskrive klart, uddybet og nøjagtigt, hvad du egentlig ser, når du ser mig - og nogle andre mennesker, du er omgivet af. Prøv at forestille dig, at du er blevet låst inde i Spejl-kabinettet i Tivoli en hel nat.   Du er helt alene og opdager til din rædsel, at alle andre har forladt denne attraktion - og nu er døren lukket udefra. Du er låst inde helt alene, her i mørket, i mellem alle de forvrængende spejle.   Der er måske et almindeligt klart spejl herinde, men hvilket af dem er det? Alle de andre spejle er pr. definision skruet sådan sammen, at de helt fordrejer, det du ser. Ja måske er der slet ikke eet eneste helt klart spejl overhovedet?   I nogle af spejlene ser du dig selv som en lille vanskabt dværg. Et psykiatrisk tilfælde. I andre har du et abnormt stort hoved med et mærkværdigt smil, som skræmmer dig. Andre spejle får dig til at le.   I nogle af dem er du meget større, end du reelt er, i andre er du meget mindre ud, end du er. I andre ser du...? I et af dem ser du dig selv som en dromedar.   Prøv at forestille dig, at du vandrer hvileløst og mere eller mindre bange og forvirret rundt i sådan en Spejl-sal. (De fleste af os vil nok føle os skrupforvirrede, bange og diffuse efter blot få timer).   I hvert eneste spejl, i hvert eneste ansigt, ser du dig selv på en helt ny og anderledes måde. Her, i den ydre sociale verden, er der lige så mange forskellige spejle, som der er forskellige mennesker til. Gad vide, hvordan det må være at leve hele sit liv derinde?   1. Sætter du dig blot overvældet ned og giver op?   Ok, men i stedet for at forblive siddende tungt og opgivende på gulvet her midt i spejlsalen, og blot stille dig selv tilfreds med, at vi andre siger: "ja, jeg forstår dig godt, det er synd for dig " og "at vi føler med dig", eller på andre måder en kort stund ophæver din eksistentielle ensomhed og frygt via trøst og pylder, så rejs dig op!   Jeg vil ikke kun komme i kontakt med dig, jeg vil noget mere sammen med dig. Derfor disse ord. Jeg vil tage bindet fra dine øjne og lære dig at se bedre. Inspirere og provokere dig til at du finder din egen synsvinkel. Måske ser du i dag sort på det hele. Ok, så opøv dit nattesyn! Eller tag solbrillerne af! Hvad ser du, når du ikke ser i spejle?   Og jeg vil have dig op at stå så du - sammen med mig - kan begynde at lede efter udgangen. Dagslyset kan være så stærkt og måske er det ikke alt, som du ønsker at se i øjenene eller indse? Det vil også være svært for en blind at begynde at se igen. Og at komme op at stå, stå helt alene og begynde at skabe sit liv? Puha.   Selvfølgelig er det svært og usikre, sårbare og skælvende begynder vi alle opdagelsesrejsen ud af et gammelt neurotisk mønster. Men kan du se - eller skimte - andre veje ud af angsten, forvirringen og diffusiteten? 2. Måske er din angst eller din depression et signal til dig fra dit ubevidste? Et signal om, at nu er prisen for at have den holdning og selvopfattelse som du har /ikke har - og din facon med at løbe forvirret rundt i en spejlsal og holde udsalg af dig selv, blevet for høj?   Måske prøver angsten og depressionen at fortælle dig, at du kun bliver diffus, afmægtig og skrupforvirret hvis du leder efter dig selv i andres øjne?   Måske prøver din angst og din depression at fortælle dig, at tiden nu er inde til at stoppe det mareridt, det må være, at være indespærret i et spejl-kabinet? Måske er tiden inde til, at du indser, at livet sgu ikke er et evigt eksamensbord eller en lang Kaffkas retsal, hvor det evindelige spørgsmål er, om du er skyldig eller uskyldig, dygtig eller dum og hjælpeløs, har ret eller ej? Er livet virkelig kun i sort og hvid?   3. Måske er tiden inde til at slukke for din evindelige overkritiske indre dommer? Eje og finde din egen målstok og ikke mere lade dig måle og veje af andres skæve målestokke? Dvs. få din egen etik, i stedet for en ufordøjet samvittighed og moral, som ikke er din egen.   Dvs. slukke for den indre stemme, der hele tiden siger: "Kan Man nu det?" eller "Kan Man ikke det?" Hvem er denne "Man"? eller: "Er jeg nu god nok, eller dur jeg ikke?", "Hvad siger I om mig?"   Måske er tiden inde til at opdage, hvem du er i dine egne øjne? At turde træde i existens og turde træde noget mere frem, som du ærligt føler, og har det inden i?   Værdsætte, at du er en værdifuld person for forskellige personer. At du mere bliver en, der skaber din fremtid, end du er en slave af din fortid? Bliver en overlever og livskunstner fremfor et offer for din ulykkelige opvækst? At du begynder at definerer dig selv og en situation, ja begynder at skabe situationer?   Men du må først tage bindet af øjnene og lære at se ud og indad med nye briller. Derved føder du dig selv, som du vil blive dig en dag ude i fremtiden.   Opdage, hvad det egentlig betyder: "at kunne lide dig selv og være lidt stolt af dig selv". Blive "en original" i dette ords sande betydning, nemlig: at der kun er een af din slags.   Blive et menneske med din egen stil og personlighed, som vi andre aldrig har set eller mødt før - på godt og ondt. Opdage, hvad det vil sige for dig: at være "noget værdifuldt for dig selv".   Denne rejse "hjem til dig selv" starter med, at du finder modet til at se dig selv og din situation i øjnene:   Hvad er de reelle kontante blokeringer udefra og hvilke blokkeringer laver du selv i dit indre fantasiliv? Hvad trænger du til at opøve og give slip på? Hvordan føles det at være dig?   Rejsen ud af egocentriens fængsel starter med at være, hvor du er, og derfra kan du bevæge dig op af en vindeltrappe til en anden etage af din psyche, hvor du skal opbygge dig dit nye ståsted og dit nye udkigspunkt. Jeg kan roligt love dig, at verden ser anderledes ud derfra!   Turde føle, hvad du reelt føler og turde mærke og derved igen kunne rumme dig selv igen. Blive endnu mere DIG.   Sige goddag til din krop igen og ikke kun se den udefra igennem andres øjne. Sige goddag til livet udenfor det velkendte spejl-kabinet eller cirkus, du "normalt" løber forvirret rundt i - og har bildt dig selv ind, er, "som verdenen og jeg nu engang er". Gør ddig åben og nysgerrig igen.   Turde udtrykke dit helt eget personlige syn på tingene og være ret ligeglad med om "de andre " er enige med dig eller ej, dvs. om du får roser eller tomater i hovedet derved.   Danne dit eget syn på dig selv, os andre og verdenen og derved udvikle din egen opfattelse, som ikke er set og hørt før. Finde din bekræftigelse, dit center, dit hjem i dig selv. Varme det op, tænde lys og pudse dine vinduer. Møjsommelig lære dig at se indad og udad på en ny måde. Dvs. ikke mere lede efter dig selv i vores øjne, men se selv.   Det betyder i praksis også, at du lever dit liv mere ud fra din nutidige alder. og at du gradvist giver slip på din barnelige uskyld og dine ældgamle barndomsmareridt. Illusionerne og livsløgnene, der synes så uendelige. Så svær er opgaven, som venter på dig.     Jeg eller andre kan ikke se for dig eller gøre dette arbejde for dig, kun sammen med dig.

En uddybet version kunne lyde sådan her: EN KÆRLIG SKIDEBALLE TIL DIG, SOM LEVER DIT LIV I EN SPEJL-SAL.   Dine øjne spejder hvileløst rundt, søgende, spejdende, vagtsomme, mistroiske og vurderende - eller naive og uskyldige. Søgende ros, trøst, accept, bekræftigelse - og frygtende straf, skam og afvisning. "SE MIG!", "Godkend mig!", lyder dit bestandige stumme tavse råb.   Næsten hele tiden er du DERUDE, spejdende efter dig selv i vores øjne. Konstant bange for at dumpe, blive vurderet og fundet for alt for let, afvist. Bange for, at dine forudindtagende katastrofe-tanker vil gå i opfyldelse,fordi du endnu ikke har fået lært dig, at forudsigelser for det meste går i opfyldelse.   Hvorfor dog tænke så sort, håbløst, ængsteligt, opgivende og pessimistisk? Tanker skaber følelser og handlinger, så lærer du at tænke anderledes, så vil du opdage, at du også føler anderledes og gør noget nyt. "Du bliver, som du tænker", som Wayne Dyer siger. Men sådan tænker du ikke, vel?   "Se mig,", siger dine spørgende øjne. "Se mig, så jeg føler, jeg existerer! Ros mig, fortæl mig, at jeg er til og har værdi." Jovist, men fortæl mig, hvad der reelt set er at klappe i hænderne over?, siger jeg.   Du løber rundt som en lille hund i en cirkusmanage. Hopper rundt efter små godbidder, som andre mennesker måske kaster hen til dig. Vi andre bliver din domptør, dine dommere, og du giver os magten over dit humør. Det, hverken ønsker eller vil vi være.   Se f. eks. Manderollen, som en spændetrøje, der er 8 huller for stramt bundet til: "Se Mor, uden hænder, er jeg ikke dygtig?" --"Jo min skat, du er ih så fantastisk!" Eller: "Hvor er jeg placeret i hierakiet? Hvem er over, og hvem er under mig?" Eller: "Jeg prøver ihærdigt at gøre mig større end jeg er, og går i evig skræk for at blive afsløret."   Som en lille dreng, der fiser rundt på sin 3-hjulede cykel i matrosdragt. Aldrig vise, at du er bange og usikker, i tvivl, såret eller ramt. Bide tænderne sammen og lide i ophøjet heroisme.   For Guds, Far´s og Mor´s s skyld aldrig klynke eller slippe dit indre spædbarn løs direkte og åbent. "Aldrig være bange"-mentaliteten gør dig mere og mere ængstelig med alderen. Angsten for, at Facaden krakelerer og du bryder sammen, ligger hele tiden og truer. Tænk, om du ikke kan præstere så meget mere eller ikke kan klare dig? Hjælpeløshed og vild panik truer hele tiden med at overvælde dig! Hvordan er det spejl, du da ser dig i beskaffent? Ser du digselv - eller blot "et skræmmebillede"?   "Jeg lever i dine øjne", siger mange kvinder stadigvæk. "Hvordan vil du have mig Far?". "Se Far, er jeg ikke smuk, dejlig og uimodståelig?", - "Jo min pige, du er Fars drømmepige!, du er, som jeg ville ønske - at din Mor var". "Elsk mig, se mig!", lyder det tavse skjulte råb fra usynlige og oversete voksne børn. Du sælger dig selv alt alt for billigt på den måde! En dag opdager du pinefuldt, at du har holdt et stort langt udsalg i flere år. Du har solgt ud alt for længe og føler dig selvfølgelig - og rimeligt nok tom og ribbet for livslyst.   Det er ikke på den måde, at du vinder selv-respekt, selvagtelse og selv-værd!   Din behage-syge, dvs. din indre lille dreng eller indre lille pige sidder ved rattet og kører dit liv. Og dit passive og undrende Voksne-jeg står alt for skræmt, inaktivt, lammet og ser blot tavst på. Du reagerer på situationer og andre. Du skaber ikke situationer. Eller ægte kontakt.   Genkender du dig selv i denne skitse af en selvopgivende person, så opdager du måske også, at der er "et tomt hul i din personlighed ": Lige netop der, hvor du er i dine følelsers vold, blind og hovedet går helt i stå.   Øjnene spejder hvileløst rundt. Og du opdager, at du egentlig er blind og ikke ser os. Du skal lære dig at flytte ind i dine egne 2 øjne og se ud, fremfor kun at føle dig "set på".   "Du ser alt", siger du og er superfølsom overfor enhver gestus, mimik, stemning og bemærkning. Hvad ser du egentlig?   Lader du dig styre af andres øjne? Ser du kun dig selv igennem andres vurderende solbriller? Eller ser du ud på os andre med dine egne øjne?

 

 

 

 

Hvad er kærlighed?

 

Det er umuligt at sige.

Det er meget lettere at sige, hvad det ikke er.

 

Det er ikke det modsatte af had, vrede og afmagt.

Kærlighed er ikke modsat noget som helst. Kærlighed er.

 

Det, vi sædvanligvis kalder "kærlighed",

er blot længslen efter kærlighed og begejstringsudbrud fra nyforelskede.

Åbn for radioen og lyt til den ene brunstige tyr eller længselsfulde kvie,

efter den anden, der kalder på "Love".

 

"Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig!

Du er idealet, du er min drøm, du er min frelser og du giver mig liv".

Og i samme åndedræt: "Du tilhører mig!" og "Du har at være så god

at elske mig helt tilsvarende igen - ellers kan du bare gå!"

 

For mange er kærligheden blot en del af den verden, som ikke- er.

Den fantasiverden, som så mange lever i størsteparten af tiden.

 

Den reelle verden - den verden, som er - det er den, jeg vil have.

Den reele verden er det, jeg sanser, ser, hører, smager, mærker, føler

og oplever indeni. Dvs. jeg vil mærke mine reelle behov, mit hjerte,

den reelle ydre verden og de mennesker, som jeg omgåes.

Al resten er fantasi - og er ikke.

 

Sådan har de fleste mennesker det, men det svære og forskellighederne

viser sig ofte at bestå i, at vi let mikser den reelle- og den fantasifulde

verden sammen, så vi søger noget i den ene verden,

som kun findes i den anden.

 

Det er forvirrende.

Det er især forvirrende, når jeg begynder at forstå

at ingen af disse 2 "virkelighedsopfattelser" er udenfor mig selv.

 

 

Hvad er,

og hvad gør dig glad og varm?