Her er en let revideret udgave
af Kahlil Gibrans berømte digt til forældre:
"Tal til os om børn." ... fra "Profeten", 1978).
som mange forældre kan finde trøst - og styrke i:
"Jeres børn er ikke jeres børn.
De har deres eget liv, egne behov og egen sjæl.
De er ikke jeres ejendom eller forlængede arme.
I gav dem livet, og de gav jer deres barndom.
De tilhører sig selv, verden og fremtiden.
Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer - og selv om de er hos jer
i deres ungdom og I har glæde af hinanden, så tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker, krav,
ambitioner og drømme, thi de har deres egne tanker, mål og drømme.
Deres legemer kan I yde husly og I kan lære dem at passe godt på sig selv,
men deres sjæl behøver frihed for at kunne gro og vokse sig stærk.
Thi deres sjæle bor i huse af i morgen,
som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at lære af jeres børn, som de lærer af jer,
men søg ikke forgæves at omdanne dem i jeres eget billede, thi livet
bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke længe i det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn
udsendes som levende pile til fremtiden.
Som bueskytten må I være i god balance, have afskeden for øje
og lære at spænde buen med al jeres styrke, så pilen kan bevæge sig
hastigt og langt. Den sande bueskytte elsker også den bue, der bliver tilbage
mindst lige så meget som den afskudte pil, der er på vej mod sit mål.
Du mister ikke mister ikke noget, som du kun har haft til låns.
Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
Din kærlighed til livet, dit eget liv. Det du gør og din sjæl
tages ikke fra dig, fordi dine børn en dag må forlade dig
for at opdage deres eget liv - og den smerte det er,
at sige farvel til noget, som nu blot er et minde.
Du vil sandsynligvis opdage,
at jo mere du derved lærer at leve dit eget liv
ud fra glæden ved at leve med i den pulserende nutid
og ikke ud fra et umuligt desperat ønske om at i morgen
skal forblive, som igår og dine børn hjælpe dig med at fastholde
verden af igår - at desto mere har du stadigvæk at give verden.
frit efter Gibran, ved Ebbe, 2001
|
