Kan man forudsige
holdbarheden af parforhold.?
Efter anden verdenskrig er skilsmissetallet eksploderet
i de fleste lande i den vestlige verden. Det skyldes nok dels
en stadig mere liberal lovgivning, der rent juridisk giver lettere adgang til skilsmisse.
Der forekom f.eks. i 90ernes Italien en lavineagtig stigning i skilsmisserne efter
at det katolsk begrundede forbud mod skilsmisser blev ophævet.
Men Stigningen skyJdes sikkert også en slags »frihedsideologi«,
der giver stadig flere følelsen af berettiget frihed til at skifte partner,
når det passer dem. Og endelig kan det bero på mere stress og konflikt i dagliglivet.
I Danmark regnes denne frihed, som en selvfølge, men sådan er det ikke i alle lande,
Berettiget eller ej, så er skilsmisser altid en lidt sørgelig ting,
og dener ekstra sørgelig, hvis der er børn iparforholdet eller ægteskabet.
Vi hartidligere i Forskningsnyt berettetom, at ikke blot børnene, men sågarbørnebørnene af skilsmissepar fårlavere trivsel i tilværelsen, f.eks. dår-ligere skolegang, flere tilfælde afangst og depression og - ikke over-raskende - flere tilfælde af egneskilsmisser senere hen.
Hvis man ville forhindre ellerforebygge skilsmisser, om ikke an-det så af hensyn til børnene, kunneman gå to veje. For det første kunne
man i højere grad øge hjælpen iform af parterapi til ægtefæller, derer på indbyrdes kollisionskurs. Nyeerfaringer tyder dog på, at det kanvære svært, hvis parforholdet harskrantet i længere tid - og måske no-get nær umuligt, hvis den ene part-ner har fundet en anden, der nu op-leves som »den eneste ene«.
En anden og mere langsigtet vejtil forebyggelse kunne være, at søgeviden om hvad der på et tidligt tids-punkt - inden noget i parforholdet erbegyndt at gå rigtig galt - varsler etfremtidigt skibbrud i parforholdet.Så kunne man enten få partnerne tilat overveje endnu en gang om de erde rigtige for hinanden inden der erkommet (for mange) børn, eller mankunne på et tidligere tidspunkt,hvor partnerne endnu er positivtmotiveret, få dem til at udvikle etmere positivt indbyrdes forhold, sådet kunne forebygge et senere forlisi ægteskabet.
Dette hensyn er sikkert en afgrundene til, at man i disse år for-sker ganske meget i spørgsmåletom, hvorledes man ved studiet af re-lativ nydannede parforhold, kan for-udsige, hvilke der vil holde og hvil-ke der ikke holder i fremtiden.
Vi har tidligere i Forskningsnytberettet om et par af disse undersø-gelser, som især har vist én sikkerting: jo mere negativt partnerne i etnydannet parforhold opfører sig
overfor hinanden i en tilrettelagtdiskussion om et fælles problem, jostørre er risikoen for, at de vil bliveskilt efter 8-10 år. »Negativ adfærd«vil her især sige »grim tale< i form afkritik og skæld ud af partnerenunder en lidt ophedet diskussion,men det omfatter også mere subtileformer for negativ adfærd som at af-vise eller ignorere partnerens idéerog forslag, eller at sige ting, der me-re indirekte »nedgør« partnerensperson eller idéer.
Nu har en ny undersøgelse af ot-te amerikanske psykologer fra bl.a.New York og Los Angeles vist, atdenne konklusion stadig holder stik,men der er samtidig tilføjet en megetinteressant ny brik til den gamle lov-mæssighed. De otte psykologer sat-te, som i tidligere undersøgelser, enrække nygifte par - i dette tilfældehele 172 nygifte par - til at diskutereet problem de var uenige om samti-dig med at de blev optaget på video.
Som i tidligere undersøgelserscorede man dels mængden af »ne-gativ tale« som beskrevet ovenfor,samt mængden af »positiv tale«, derselvfølgelig er det stik modsatte, alt-så at rose partneren for hans ellerhendes idéer eller adfærd, samt atvære villig til at gå ind på nye idéer
og forslag, der fremsættes under dis-kussionen.
Men udover at måle den negative og positive tale hos de to nybagte
ægtefæller, satte man i denne under-søgelse også en række trænede iagt-tagere til at «score« mængden af po-sitive og negative følclscsudtri1kunder samtalen udfra antagelsenom, at de »virkelige« følelser hos deto ægtefæller måske vil komme me-re frem i deres ubevidste følelsesud-tryk end i deres mere bevidste taletil hinanden. Scoringen af følel-sesudtryk blev især foretaget påbaggrund af ægtefællernes an-sigtsudtryk, altså om de virkedevenlige og varme eller ligefremmeog kærlige - eller om de tværtimodså afvisende, kolde eller vrede ud.Derudover gik man ud fra tonefal-det, der også kan give udtryk forhenholdsvis positive og negative fø-lelser uanset, hvad der blev sagtsamt hele kroppens holdning og me-re uvilkårlige bevægelser, der kunnerøbe imødekommenhed og venlig-hed eller afvisning og vrede.
Efter s1edes at have fået fire målfor henholdsvis positiv og negativtale og positive og negative følel-
hos hver af de to ægtefæl-ler i de 170 par, kunne de otte forske-re for det første konkludere, at dervar meget mere overensstemmelsemellem parrenes følelsesudtryk endi deres indbyrdes tale. Hvis den enepartner udviste mange positive fø-lelsesudtryk gjorde den anden detnæsten altid også, og tilsvarende -desværre - med negativ følelsesud-
tryk. Men med hensyn til positiv ognegativ tale var der langt større for-skel mellem partnerne i de nybagteægteskaber således, at der varmange tilfælde, hvor den ene vistemeget mere positiv - eller negativ -tale end den anden. Det ser altså udtil, at man kan »måle« den »egentli-ge« varme - eller kulde - i parforholdmeget bedre udfor scoringen af fø-lelsesudtryk end udfra scoringen afden måde de to partnere taler merebevist til hinanden på.
Herefter kontaktede forskerne de170 par hvert halve år og bad demblot udfylde korte spørgeskemaervedrørende deres tilfredshed ogtrivsel i parforholdet, herunder deres holdning til om de ønskede, at
parforholdet skulle fortsætte eller ej.Det viste sig - ikke uventet - at trivs-len i mange parforhold var dalet retstærkt i de fire år efter den førsteundersøgelse, og det viste sig ogsåsom i tidligere undersøgelser, at enhøj forekomst af negativ eller grimtale ved den første undersøgelse inogen grad kunne forudsige det se-nere fald i trivslen. Men som nogetmere nyt viste det sig også, at en høj
forekomst af negative følelsesudtryk
ved den første samtale ligeså meget- eller endda lidt bedre - kunne for-udsige senere nedgang i den ægte-skabelige lykke, og dermed øget risi-ko for efterfølgende skilsmisse.
Men det mest overraskende fundi denne ny undersøgelse var nokden omstændighed, at en høj grad afpositive følelsesudtryk tilsyneladen-de helt kunne opveje den negativeeffekt af negativ tale! Blandt de par,der havde en særlig høj grad af ind-byrdes positive følelsesudtryk, varder tilsyneladende ingen nedgang iden senere lykke, selv om den eneeller begge udviste ret meget nega-tiv tale! Blandt de par, der ikke ud-viste særlig stærke positive følel-sesudtryk var der - som i tidligereundersøgelser - en desto større ned-gang i trivslen jo mere negativ taleder var forekommet i den oprindeli-ge samtale. Noget forenklet kunneman måske konkludere, at en højindbyrdes kærlighed, der kommer
til udtryk i ansigt, tonefald og krops-bevægelse, kan ophæve den skadeli-ge virkning af i hvert fald beherske-de grader af »negativ tale«.
Dette fund tyder på, at det isærer par med en mere beskeden ind-byrdes tiltrækningskraft af »dybere-liggende» kærlighed, der kunne ha-ve gavn af at lære at tale mere posi-tivt via parterapi samt, at der formo-dentlig også er par, der på et tidligttidspunkt udviser så ringe grad afdybereliggende kærlighed, at parte-rapi måske ligefrem er omsonst. to
Kilde: Johnson, M. D., Davila, J., Rogge, K.D., Sullivan,
K. T., Cohan, C. L., Lawrence,F.., Karney, B. K. & Bradbury, T. N. (2005).
Problem-Solving Skills and AffectiveExpressions as Predictors of Change
inMarital Satisfaction. Journal of co;isii/tinc,' a;idClinical Psychology, 73(1).45-27.
Forskningsnyt Oktober 2005
Er det godt at idealisere sin partner?
Udover at det - som omtalt i den foregående artikel - kan det væregodt for et par at tale positivt og atudvise positive følelsesmæssige ud-tryk overfor hinanden, kunne detmåske også være godt at tænke sær-lig positivt om sin partner? Detspørgsmål har to psykologer setnærmere på i en anden ny ameri-kansk undersøgelse. Forskerne harspecielt stillet sig det spørgsmål omdet er sundt for et parforhold, atpartnerne tænker så positivt om hin-anden, at der er tale om en »idealise-ring« af partneren, eller om det mås-ke er mere sundt for parforholdet, atman tænker realistisk om hinandenog ikke gør partneren bedre end haneller hun er. Der blev i den undersø-gelse ikke opereret med en særlighøj grad if negativ tænkning ompartneren, fordi undersøgelsen -som den foregående - omfattede engruppe nygifte ægtepar, og det varikke særlig sandsynligt, at man hosde nygifte ægtefæller vil finde no-gen særlig høj grad af negativtænkning om bruden eller brud-gommen! Men det er altså oplagt, atder kunne være stor forskel på enten
1~
en stærk positiv - måske enddaoverdrevent og idealiserende - op-fattelse af partneren i det nydannedeægtepar eller, at man tværtimodkunne se sin partner i et mere realis-tisk lys med de mangler, svaghederog fejl han eller hun måtte have.
For at undersøge dette særligespørgsmål nærmere, fik de to forske-re 86 nygifte ægtepar til at udfyldespørgeskemaer om, hvordan de op-fattede sig selv og hinanden. Spør-geskemaet var delt i to afsnit, hvorafdet ene omhandlede en »global«vurdering af partneren, dvs. en helgenerel opfattelse af partnerens kva-liteter, hvor man skulle svare på,hvor enig man var i udsagn som:»min partner er en helt igennem vi-dunderlig person« eller »min part-ner har mange gode egenskaber« oglignende. Denne del if spørgeske-maet viste dog, at stort set alle ægte-fællerne opfattede hinanden i et po-sitivt lys, og gav ikke nogen særligeresultater som vi kommer nærmereind på her. Men udover den globaleeller generelle vurdering af partne-ren, skulle hver ægtefælle også vur-dere partneren - og sig selv - på en
række mere specifikke områder, somvenlighed, gavmildhed, intelligens,hensynsfuldhed, tålmodighed osv.
Udfra disse udfyldte spørgeske-maer beregnede forskerne dels et målfor ægtefællernes vurdering af part-neren på en række specifikke områ-der i forhold til hvorledes partnerenhavde vurderet sig selv. Man bereg-nede specielt for hver af de bestemteegenskaber om partneren vurderedesin ægtefælle mere positivt end ægte-fællen vurderede sig selv. Summen afdisse tal for »positiv overvurderingaf partneren« (i forhold til partnerensselvvurdering) udgjorde så et samletmål for tendensen til at idealiserepartneren, altså for tendensen til attænke meget mere positivt om part-neren end der sandsynligvis vargrund til for så vidt man antog, atpartneren bedre selv vidste hvordanhan eller hun var på de pågældendeområder. Et lavt tal for grad for over-vurdering af partneren blev omvendtset som udtryk for en realistisk opfat-telse af partnerens egenskaber, altsåat man så sin partners egenskabersom partneren så sig selv.
I denne undersøgelse nøjedesforskerne med at kontakte ægtepar-rene én gang fire år senere, og her såman blot på hvem der stadig var giftog hvem der var blevet skilt i løbetaf de blot fire år. Det viste sig, at heleatten par, altså næsten hver femtepar var blevet skilt i den mellemlig-
24 ~ Forskningsnyt Oktober 2005
gende periode, og det spændendevar så nu, om tendensen til at tænkeidealiserende eller realistisk ompartneren i første omgang kunne bi-drage til at forudse, hvem der blevskilt senere hen. Det viste sig faktiskat være tilfældet, og særlig interes-sant er det måske, at sammenhæng-en mellem den tidlige tænkning omægtefællen og risikoen for senereskilsmisse var helt forskellig for deto køn! Kort sagt var der klart min-dre risiko for skilsmisse i de par,hvor manden tænkte særlig positivtom sin hustru, mens hustruen tænktesærlig realistisk om manden! I par-forhold, hvor det omvendt varkvinden, der tænkte (overdrevet)positivt om manden, mens mandentænkte realistisk og mere nøgterntom kvinden, var der en lang højererisiko for senere skilsmisse.
Man kan altså ikke konkludere
udfra denne undersøgelse, at det ge-
nerelt er godt at idealisere sin ægte-fælle tidligt i et parforhold, men mankan forsigtigt - da det jo dog kun erén undersøgelse det drejer sig om -sige, at noget tyder på, at det er godtfor parforholdet, når manden ideali-serer sin kone, mens det tværtimoder bedst for parforholdet, når konenikke idealiserer manden, men tænkerrealistisk om ham og ikke gøre hambedre end han er.
ende kønsforskel, men det kan jo tæn-kes, at mænd måske tænker lidt mereabstrakt om deres ægtefælle og der-med er bedre til at opretholde en visidealisering af ægtefællen trods lidtmodgang i parforholdet, menskvinderne måske lettere bliver særligskuffede, hvis deres mandlige ægte-fæller ikke kan leve op til deres for-ventninger, hvis disse forventningerer alt for høje i starten af parforholdet.
Noget af forklaringen på denfundne kønsforskel kan måske ogsåfindes i resultaterne fra en andenundersøgelse de samme to forskerehar publiceret for nylig. I denneundersøgelse fokuserer forskernepå, hvor meget og hvornår hver afde to ægtefæller i et parforhold støt-tede og hjalp hinanden. Det blev be-lyst udfra systematiske dagbogsop-tegnelser, hvor hver af de to ægte-fæller i en række ægtepar, hver dagskulle notere dels, hvordan de selvhavde haft det og dels, hvordan demente ægtefællen havde haft det idagens løb, og desuden skulle denotere om de havde udvist støttendeadfærd overfor deres ægtefælle ogendelig om de selv havde modtagetstøttende adfærd fra ægtefællen.
Det var ventet, at kvinderne ville udvise mere støttende adfærd end mændene generelt, men det var til-syneladende ikke tilfældet udfra re-sultaterne af denne ganske grundigeundersøgelse. Til gengæld fandt for-
skerne en interessant kønsforskel,når man så på, hooriidr de to ægtefæl-ler støttede hinanden: Kvindernestøttede mest deres mænd, når dissehavde det dårligt, og derfor havdesærlig brug for støtten. Mændenederimod udviste ikke den sammetendens til særligt at støtte deres hus-truer, når disse havde særlig »dårligedage« - tværtimod udviste mændenepå disse dage ofte en mere negativadfærd overfor deres ægtefæller!
Man må formode, at menneskeligstøtte fra ægtefæller virker bedst net-op når man brug for det, altså på da-ge, hvor man har det svært, og mankan yderligere antage, at det kankræve en særlig realistisk erkendelseaf ægtefællen at forstå, hvornår ved-kommende har det svært. På denbaggrund er det i hvert fald forståe-ligt, at kvinder, der har en god rc'nlis-fisk opfattelse af deres ægtefæller, erbedre til at støtte disse på dage, hvorde har særlig svært, og dermed harbrug for støtten - og det kan formo-dentlig i sig selv bevirke en bedretrivsel i parforholdet fremover. tii
Kilde: Neff, L. A. & Karney, B. R. (2005). ToKnow You is to Love You: The Implicationsof Global Adoration and Specific Accuracyfor Marital Relationships. Jounial of I'er-soualifri and Social Psijclwloc,u, 88(3). 480-497.
Kilde: Neff, L. A. & Karney, B. R. (2005).
Gender Differences in Social Support: A Questionof Skill or Responsiveness?
Journal of Personality and Social Pscliolo,n1, 88(1). 79-90.
Forskningsnyt Oktober 20
Forsknngsnyt Oktober 2005 23
|
Parforholdet afhænger
mest af opdragelse og personlighed
Vi slutter denne lille serie if artikler
om, hvad der betyder noget for kva-
liteten i - og holdbarheden af - et
parforhold ved at beskrive endnu en
amerikansk undersøgelse, som har
set på, hvad opdragelse og person-
lighed betyder for parforholdets kvalitet.
De tre forskere bag undersø-
gelsen startede helt tilbage i 1994
med at besøge ca. 300 tilfældigt ud-
valgte unge 117-18 års alderen hjem~
26 Forskningsnyt Oktober 2005
me hos dem selv. Under dette hjem-
mebesøg, som varede to timer, blev
der foretaget en videooptagelse af
en diskussion mellem den unge og
hans eller hendes forældre, og desu-
den blev der foretaget interviews af
både den unge og de to forældres
opfattelse af den opdragelse den
unge var genstand for. Endelig fik
man både forældrene og de unge
selv til at udfylde et spørgeskema
om de unges personlighed. Der blev
i denne forbindelse fundet en masse
karakteristika ved både opdragelsen
,it og personligheden hos de unge i
undersøgelsen, men for resten af
denne artikel er det nok at se på de
fire ting, der viste sig at være de vig-
tigste med hensyn til de unges sene-
re parforhold, nemlig én ting vedrø-
rende opdragelsen og tre ting vedrø-
rende de unges personlighed.
Opdragelsen blev bl. a. scoret
nied hensyn til i hvor høj grad de
voksne viste støtte, interesse og var-
me overfor den unge i familien. Det-
te mål blev sammenfattet under be-
tegnelsen: varm-støttende opdra-
gelse. Hvad de unges egen person-
lighed angår, var der især tre mål,
som viste sig at have betydning for
deres senere parforhold, nemlig de-
res generelle grad if »positiv ad-
færd» scoret ud for tendensen til at
være optimistiske, varme og venlige
overfor andre samt til generelt at tri-
ves godt i alle situationer, og dels
deres »negative adfærd«, som selv-
folgelig stort set var det modsatte,
d vs. deres fjendtlighed, uvenlighed
og vrangvillighed overfor andre,
samt deres tendens til at være nervø-
se, utilfredse og stressede i mange
forskellige situationer. Endelig dan-
nede man for det tredje et mål for de
unges grad if selvkontrol udfra de-
res evne til at »styre sig selv» og til
at være velovervejede i deres dagli-
ge adfærd.
Derefter ventede forskerne til
1999 og 2001, hvor man ved begge
lejligheder undersøgte de unges
trivsel i de parforhold som de på
disse tidspunkter var involveret i.
Ved at score kvaliteten af disse
parforhold udfra både videoopta-
gelser af de unges samtaler med de-
res partnere og udfra spørgeskema-
besvarelser om hvorledes både de
unge selv og deres partnere opfatte-
de parforholdet, kunne forskerne
opnå et samlet mål for kvaliteten af
de unges parforhold.
Spørgsmålet var så nu om der
var nogen sammenhæng mellem de
tidligere indhentede mål for opdra-
gelse og personlighed hos de unge,
og så deres parforhold fem og syv år
senere. For alle de fire mål vi omtalte
ovenfor, viste der sig at være endog
stærk forbindelse med kvaliteten af
de senere parforhold.
De unge, som i 1994 (og sikkert
også tidligere) blev opdraget på en
udpræget varm og støttende måde
af deres forældre, havde i 1999 og
2001 klart bedre parforhold end
unge, der ikke havde fået samme
grad af varme, støtte og interesse fra
deres forældre i ungdomsårene.
Hvad de unges personlighed
angik var det næppe overraskende,
at unge med en høj grad af positiv
og en lav grad af negativ adfærd i
tilværelsen som helhed, også fik det
bedre i deres parforhold end unge
Forskningsnyt Oktober 2005
27
med mindre positiv og mere negativ adfærd i deres generelle omgang
med andre mennesker.
Mere over-
raskende er det måske, at graden af
selvkontrol spillede en ligeså stor
rolle for den senere trivsel i parfor-
holdet, dog mest ved den seneste
undersøgelse. Det tyder på, at selv-
kontrol spiller en særlig rolle for
specielt den langvarige trivsel i et
parforhold.
Endelig viste undersøgelsen, at
en hel femte ting, nemlig graden af
negativ adfærd mellem forældrene
indbyrdes ved videooptagelsen i 1994
kunne forudse trivslen i de unges
egne senere parforhold. De forældre
- som uanset deres opdragelse af
den unge i familien - skændtes me-
get indbyrdes, og kritiserede hinan-
den under videofilmen i 1994, havde
sønner og døtre, som senere trivedes
dårligere i deres parforhold. Så ud-
over at opdrage de unge varmt og
støttende, kan denne undersøgelse
altså formane forældre til unge om
ikke at skændes og nedgøre hinan-
den - i hvert fald for øjnene af de
unge! to
Kilde: Donnellan, M. B., Larsen-Rife, D &
Conger, R. 0. (2005). Personality, Family
History, and Competence in Early Adult
Romantic Relationships. Joa nai/ of PcrsooalThj
a;id Social Psijcludogt1, 88(3). 562-576.
28 Forskningsnyt Oktober 2005
|