Lidt om udtrykket ”Hold nu op med
at spille Martyr og være med i offer-spillet!
Hvad betyder de barske ord egentlig?

Og hvad gør det, som du gør nu
ved din kontakt med os andre?




Se her mit forsøg på at blive forstået:
Dette er et meget ømtåleligt og smertefuldt Tema
og du kan meget let misforstå mig derhen, at du TROR
at jeg mener noget andet, end det der reelt set står her på siden.
- så please, vent med at skyde på pianisten, til sangen er ovre.

Jeg ved, som du, alt alt for godt
at der rundt om her i verden er utrolig mange mennesker,
der med stor ret kan sige, at de er blevet skadet og ja ødelagte
af en alt for hård, hjerteløs - eller for slap barndom uden de vitaminer
vi bliver stærke af: knus og kram, ærlig ros og godnathistorer: Kærlighed
fra engagerede forældre, der støtter selvtilliden med udfordringer, du kan klare.
Nogle du kan stole på + selvfølgelig massevis af kys, smil og daglig værdsættelse.
Psykiske vitaminer, som desværre ikke er hverdagskost for de fleste af os.

Og så er der jo arbejdsløsheden, som du heller ikke selv har valgt.
Med en arbejdsløshed i Danmark på nu 6,4 % blandt hele befolkningen
og hele 13% blandt ungdommen er frygten og afmagten velbegrundet.
I januar 2012 er ca. 80. 000 unge i Danmark hverken i job,
eller i gang med en læreplads eller en anden uddannelse.

Ledighedstallene blandt unge i Europa placerer Danmark
i bundskraberligaen med lande som Spanien, Grækenland og Irland.
Det er faktisk de eneste 3 lande i Europa, som er dårligere
til at få unge i arbejde end Danmark.

For slet ikke at tale om de mange millioner, ja milliarder
mennesker, der på forskellig vis dræbes, lemlæstes eller misbruges
i naturkatastrofer, i evindelige krige og i kriminelle sammenhænge.
Det at føle sig afmægtig og uden håb er en urgammel historie.
Menneskets historie er også en utrolig barsk og trist historie
om uforskyldt nød, fattigdom, udnyttelse, sult og elendighed.

Så ja, jeg ved godt, som du, at der er ægte ofre her i verden.
Og i en dybere forstand er vi jo alle ofre, og oftest uskyldige,
i vores lidelser og nød, fordi der i mange tilfælde kun er lidt,
som vi selv kan styre og kontrollere. Og vi må derfor alle
på hver vores måde, forholde os til at føle os afmægtige,
ja måske fortabte og uden håb. Så barsk er livet også
i hvert fald nogle gange.

Og det kan vi mennesker simpelhen ikke lide,
så siden tidernes morgen har vi søgt efter "de skyldige"
og ønsket at straffe dem, så ofrenes retfærdigheds sans
igen kunne genoprettes. Med større eller mindre held.

Skyld versus uskyld -spørgsmålet
er desværre oftest ikke et enkelt enten-eller spørgsmål,
men ofte et yderst kompliceret mange årsager-virkning forløb.
Det er f. eks. urimeligt og svært at påtage sig skylden for noget,
som du rent faktisk ingen indflydelse har på.
Tilfældigheder spiller tit også en stor rolle.

Ulykker, sygdomme og tragedier er der sjældent nogle,
der ønsker sig - eller andre. Det, der sker, sker ikke med vilje.
De fleste tilfælde af "ondskab" skyldes uvidenhed og tankeløshed
eller at alle de involverede er "ofre for ulykkelige omstændigheder"
Problemet er at det jo kun bliver endnu sværere, når vi i stedet
for at lære af "uheldet", "af katastrofen", blot gentager det,
der er/var forkert og ondt - og bare gør det onde værre.
Lad os starte med at blive enige om det - ok?

Nogle taler her om at "du må tage ansvar"
og holde op med "at dyrke offer-bevidstheden"
F. eks. ved at "at spille retsal" - og lede efter en dommer,
der eentydigt skal afgøre, hvem der er skyldige og uskyldige.
Og det lyder jo forførende let, indtil du seriøst overvejer,
hvad pokker der egentlig menes med det udtryk?

De fleste hører det jo blot som at "det er din egen skyld!",
og jeg/ vi andre er derved totalt uskyldige i det, der så sker?
Eller som en straf: "Du må derfor tage konsekvensen af det."
(somom det ikke - uanset om det er min/din skyld eller ej,
er mig, os der lider - og som det går ud over i praksis.
Uanset om jeg /du bevidst føler et ansvar eller ej).

Så hvad menes der med "at tage et ansvar"?
I hvert fald noget andet end den urgamle snak
om at finde "de skyldige" og derved genoprette
en eller anden retfærdighed overfor "ofrene".
Eller et ekko fra fortidens religiøse vrøvl
om at vi alle er født som syndige væsner.

Lad mig gøre det her med Offerbevidstheden,
som der tales meget om i dag, lidt mere konkret
ved at se på "Offer for en svær barndom" tanken:
Selvklart er der her grumme lidelseshistorier af enhver art
og kun få af os kommer uskadte igennem denne første tid.
Forsømmelser og svigt er en ting, men hvis denne følelsesmæssige kulde
fjendtligheden, tavsheden og ligegyldigheden kan skade et barn lige så meget
som hvis hele ens barndomshjem er blevet bombet til grus og affald
ja så kan vi godt tale om at du er et ægte offer for en barsk barndom.

Men helt så råt, katastrofalt og brutalt behøver det ikke at være.
Det er umuligt at sammenligne smerter hos ofre for tragedier
Og ja, der findes faktisk rigtige tragedier med reele ofre,
hvor alle er totalt uskyldige, uden skyld i katastrofen.

Herhjemme er der sørme også mange tragiske familie historier,
hvor mere eller mindre afstumpede eller fortvivlede afmægtige forældre,
alt for let ser bort fra deres egen andel i den ulykkelige tragiske barndom.
Og i stedet (selv mange år efter), forventer ja kræver de taknemmelighed,
hvor de retfærdigvis skulle give deres børn en stor undskyldning
- fordi at de ikke evnede at passe bedre på deres børn.

At blive undertrykt, mishandlet, tævet, overset eller forsømt
er ganske rigtigt noget der gør ondt. Det kan præge dig og dit humør
resten af livet, som et brændsår der stadig klør, da der er dannet arvæv.
Det er forkert, unfair, ikke-ok og får let mit og andres pis i kog.
Men det er ikke "om det er retfærdigt", jeg her vil skrive om.


For ja, livet som ungt menneske og voksen kan nemt starte
som en meget barsk historie - uden at du kan bebrejde nogen for det.
Tragedier sker, så du lærte tidligt at leve med uforudsigelige hændelser
og katastrofer, som hverken du eller andre kunne undgå, eller forudse,
forhindre eller kontrollere. Livet er ganske rigtigt en dans på roser,
nogle mærker mest de bløde kronblade, andre mest tornene.

Og nogle af os er heldigere her end andre. Uretfærdigt?
Ja - og hvem har dog lovet dig at livet er retfærdigt? osv. osv.
Livet har aldrig været let at leve for os mennesker.

Det kan være ufatteligt svært at blive
en blød rund bolle, hvis du er bagt i en firkantet kageform.
Det har du fuldstændig ret i. Du har fortjent vores medfølelse
- men satser du på forandring? ja så er dette dybtfølte suk
og alverdens trøst desværre ikke nok
.


Der er altid mange gode grunde
til at livet ind imellem gør mere ondt, end godt.
Nu og dengang.
Det er ikke det utilgivelige eller det katastrofale i lidelses historierne,
vi fornægter - eller smerten vi ikke ser og anerkender, når vi siger:
"Hold nu op med at spille det der Offerspil."
Det er selv-opgivelsen, vi siger nej til.
Du kan mere, end du tror.


Kort sagt:
Det er ofte bare skide synd for os mennesker. Virkelig.
OG det kan også være en udsigtsløs fremtid og fejltagelse
altid blot at synes, at det er ih så synd for mig - og de andre.
Det trøster og varmer at blive trøstet, men det forandrer ikke noget
og dette nødskrig sender dig ofte blot endnu mere ind i mørket.
For der kommer jo sjældent en god fe, en god mor eller far,
bare fordi at du virkelig lige nu, har brug for et mirakel.
Det sker ikke - også selvom du virkelig fortjener det,
fordi du er så god og kærlig osv. Det sker bare ikke
- og derfor må du søge en anden løsning.

Det, vi ønsker, er at ændre dit focus
på den måde, hvorpå du bærer din lidelse

og måske se på, hvad du mon bruger din lidelseshistorie til?
Samt motivere dig til at nyvælge det, som du nu gør vanemæssigt
bevidstløst og uden at overveje, om du skal til at lære noget nyt,
som du - ganske rigtigt - ikke vidste og kunne før ?

Via at bruge "Offer-udtrykket" håber vi,
at kunne vække din protest og mobilisere din styrkesider
ved at sætte mere focus på det, du faktisk kan gøre noget ved
- fremfor det, du ikke kan forandre på. I stedet for kun at høre om
din ?sygdom?, kalder vi kort sagt på at du ser dine valg i øjene
og gør dig klar til at tage en beslutning, hvor du prøver
- noget andet.

som det udtrykkes i Sindsro bønnen :
"Lad mig finde styrken til at acceptere de ting,
som jeg ikke kan ændre og finde modet til at ændre
på de ting, jeg faktisk godt kan ændre på
+ visdommen til at se forskellen."

Dvs. vi kalder ganske enkelt på dine styrkesider
som modsvar på opgivelsen i håbløsheds og Afmagts-smerten!
Lidt ligesom at forsøge at styrke dit immunitets-forsvar,
når du helt uforskyldt er blevet overfaldet af bakterier,
og andet, der ganske rigtigt gør dig syg og ondt.

Terapeutisk set, er vores focus
at forandre den tilstand, du befinder dig i
Hvorfor?
Jo, fordi at du siger, du ønsker vores hjælp til
1. at forstå, hvad der sker med dig.
Finde en mening med lidelsen
og derpå: 2. at forandre denne til noget mere livsbekræftigende.
Terapi handler både om at forstå - og om at forandre på noget.
Udtrykket "Hold nu op med det der evindelige Offer-spil"
skal og kan KUN forståes i den sammenhæng!

Det er altså et chokerende
og derved bremsende STOP-udtryk
.

Som at ruske i dig, for at vække dig ud af et mareridt.
Det kan kun bruges, dér hvor du virkelig ønsker at forandre
focus fra det, du ikke kan forandre på - til det, du rent faktisk
ka
n gøre noget ved selv. Fremfor kun se os blinde på alt det,
som du ikke kan ændre på og som er tragisk, leder vi derfor
nu mere efter noget nyt, noget du selv kan gøre anderledes
- så du derved genvinder styringen/kontrollen af dit liv.

Kort sagt:
Fremfor at spille med i et absurd og meningsløst
urgammelt spil, der handler om at finde den skyldige,
søger vi - mere ambitiøst - efter det, der kan gøre en forskel.
Og ja, det er en betydelig sværere livs-udfordring
at kæmpe imod "det onde", end blot at give op.



    "Går støtterne i stykker og vennerne får nøkker
    sker det måske, fordi du nu godt kan gå uden krøkker."
    - (set på en opslagstavle i et revaliderings center.)

    En anden grund
    til at skifte focus og nu se mere på din styrke-sider
    er, at du meget let bliver endnu mere fortvivlet og mere ensom
    med årene - socialt set, hvis du vælger at gøre dit liv til en Klage-sang,
    fremfor at du finder en mere Oprørsk ”på trods af alt”- sang til livet.
    frem fra dit dybere Selv. - Så ja, det, der i første omgang lyder
    som en grov Fornærmelse, er sagt og tænkt som en tillid til
    og en appel til dine styrke-sider. Et venligt wake-up call.
    Det håber jeg, du bedre forstår nu?

    Frihed er det exstra, som du gør,
    ved det, som livet og andre har gjort ved dig.

    Du kender sikkert også selv de, der altid beklager sig og
    søger kontakt igennem deres smerte. Eller som starter med at rose og takke,
    hvorefter de misbruger sagtmodige andre, der gider lytte på deres klagesange
    - uden at de har tænkt sig selv at ændre en tøddel på det, de siger
    fylder dem med afmagt, bekymring, frygt, angst eller smerte.
    De spiller et Selv-opgivende spil, hvor ingen vinder
    og alle ender op med at føle sig afmægtige.


    Som den der lytter,
    starter du måske med at føle MEDFØLELSE
    - og ja, du føler dig måske også beæret af den tillid, det er
    at få en personlig historie om det, der gør ondt eller som er svært.
    Du lukkes ind i en andens verden og det er i starten en god oplevelse.
    (hvem af os vil ikke gerne føle sig udvalgt og hjælpsom? )
    Så du lytter, spørger, lytter, spørger - og giver råd og dåd,
    og lytter og forstå ... så godt du nu kan.

    Uærligheden = Spillet ,
    starter, når du mærker en stigende IRRITATION
    .
    Gradvis aner du uråd. Den klagende bruger dig ikke særlig godt og selv
    dine bedste råd, bliver end ikke afprøvet. Du får blot den samme sang igen.
    Den klagende ønsker blot din MEDFØLELSE, dit øre, din forståelse
    og måske mere eller mindre åbent at blive lidt trøstet og beroliget.
    Eller at få ret og blive bekræftiget i noget helt bestemt,
    som du på den ene side udemærket godt kan forstå,
    men ikke nødvendigvis er enig i.

    Spillet starter, når dialogen og den ærlige kontakt, afbrydes
    af endnu en vred og sur monolog eller en kold tavshed, der fortæller dig
    at du nu igen - bare er endnu een af de totalt uforstående.
    Blot fordi at du har en anden opfattelse og synsvinkel.

    Måske prøver du at fortrænge irritationen, protesten
    og fornemmelsen af, at der foregår et spil og en manipulation
    under overfladen, hvor Beklageren kun gentager sig selv - og
    du forventes at reagere lydigt - dvs. på en forudsigelig facon
    på det, som du hidtil har hørt så tålmodigt på i for lang tid.

    Du opdager kort sagt,
    at DU rent faktisk er mere engageret i at skabe en forandring
    og finde en løsning, end vedkommende selv er. Og du føler dig
    derfor reduceret til blot at skulle være et stort øre og en trøster.

    Fortsætter jeres kontakt uanfægtet sådan,
    vil du, (der forsøger at skabe en forandring), snart kunne mærke
    en sigende uro og vrede, der udspringer fra afmagts- og håbløshedsfølelsen.
    Du analyserer dig frem til at sådan er den lidende sandsynligvis
    selv blevet behandlet som barn osv, men lige lidt hjælper det.
    Klagesangen kører adsted i samme rille, hver gang
    og den synes at kunne blive ved livet ud.

    Hjælpeløshed og pessimisme smitter,
    ganske ligesom hjælpsomhed og optimisme’’
    - og du er snart ved at have det ligeså smertefuldt,
    som den person, der lider og som du forsøger at hjælpe.

    Nogle ensomme hænger fast i sådanne spil:
    ”Lad os dele vores smerter-kontakter” i årevis
    - og ganske rigtigt kan der godt gro hvide syrener ud
    af en sådan fælles smertedeling, men hvis dit focus ikke kun er på trøst
    og forståelse, men er at give den anden en hånd til igen at turde vandre
    ud ad livets landevej, fremfor at I blot sidder fast sammen dernede
    i muddergrøften og græder i kor, ja så er det en bedre hjælp
    at sige fra overfor det forudsigelige - og det uærlige

    - og foreslå en anden
    og bedre måde at være sammen på.
    (Download her en uddybende artikel om at bryde ud af
    det urgamle drama: "Offer - Skurk -og håbet om en redder.
    ")

    Når du som lytter forsøger at forstå, og forstå
    en dag når det irritations stadie, hvor du er lige ved at give op,
    ganske som den person du taler med - og du derfor helst vil undgå yderlig kontakt
    Eller måske ligefrem flygter væk, når den anden igen går i gang med sin lirekassesang.
    så har du to valg: 1. enten kan DU begynde at være ærlig og stå mere fast på dit focus
    eller 2. Du må overlade personen til sin skæbne og opgive dit forandringsprojekt,
    som du nu ved, at du er den eneste af jer, der brænder for.
    Kortene må kort sagt på bordet.

    Og her er det at du måske opdager
    at den anden sidder fast i et livsspil. Et Håbløshedsprojekt,
    hvor du - og andre - bliver misbrugt til at opnå en kortvarig lettelse
    - uden forandring, derved at nu vender Klagesangen sig til
    en Forudrettet og rasende fortvivlet Anklagende-sang.

    Efter forgæves at have prøvet at få kontakt, give råd
    og få startet en fælles Løsnings dialog, løber du måske ud af den andens liv,
    imens ”den før så svage og hjælpeløse” kaster skyld og rasende anklager efter dig.
    Nu er det pludselig blevet din skyld, at Beklageren har det så ondt
    og du skal - helt urimeligt - føle skyld over at X er så ensom !
    Det er du nu skyld i - påståes det skamløst.

    I stedet for at mødes, som to ærlige mennesker,
    der inspirerer og støtter hinanden til at få det ud af livet, som det - trods alt
    stadig kan give selv den mest lidende, ender ”Hjælpe-projektet” i en fælles frustration,
    en stor afmagt - og endnu et nederlag for det menneske,
    der måske tragisk nok - aldrig har oplevet andet.

    Et par uger efter bruddet
    opdager du, at en anden Lytter har taget din plads
    - for sandsynligvis efter nogen tid, at nå frem til den samme konklusion, som dig,
    nemlig at den lidende er ved ”at blive eet med sin sygdom”, sin smerte og håbløshed.
    Med årene kommer der meget let depressioner til - og en stigende isolation,
    fordi alle de, der kunne have hjulpet dig, er flygtet væk i afmagt
    - ganske ligesom du selv toptræner dig i at gøre.

    MEDFØLELSEN er blevet reduceret til,
    at I kun lider sammen =
    du føler MED-LIDENHED

    Og det er ingen tjent med, ja det gør kun den svage og lidende
    endnu mindre og svagere, og sluttelig endnu mere ensom.
    Medfølelse gør os stærkere og muliggører forandring.
    Medlidenhed gør os mindre end vi reelt set er.

    Det er ud fra denne livserfaring
    at vi ind imellem kommer med ovenstående udbrud:
    For at give dette uværdige spil mennesker imellem et navn,
    så det VÆKKER den klagende af sin trance og sine bevidstløse gentagelser.
    Og ... ingen mennesker kan lide at blive vækket, når de har sovet over sig,
    så det er forståeligt at et sådant udbrud først gør den lidende vred.

    Vreden er ok, naturligt og ærligt. Og opkvikkende!
    Problemet er, at i stedet for derpå nysgerrigt at spørge:
    ”Hvad i alverden mener du egentlig med at jeg spiller et offer-spil?”
    Eller hvordan du nu kom til at udtrykke din irritation og afmægtighed
    ja så vinder forurettetheds-følelsen og afmagts-raseriet
    - og i den sidste ende ensomheden - over håbet.
    Håbet er at nysgerrigheden og trodsen derpå
    dukker frem, når vreden, der vækkede dig,
    er dampet af - og så kan det nye ske.

    Det samme udbrud
    kan dog også siges mere venligt,
    som f. eks.
    ”Nu forstår jeg godt dig og din smerte - og jeg synes at du taler i ring nu
    så du blot gentager dig selv. Er dette her noget, som du selv godt vil ændre på
    eller er det nok for dig, at du nu blot har fået luft og føler en lettelse?”
    Hvis det er nok for dig, så lad os afslutte den snak
    og tale om noget mere opmuntrende." osv.

    Eller: ”Ok, jeg er enig med dig
    i at det ikke er din skyld - at du har det, som du har det.
    Jeg forstår sørme godt at du synes livet er hårdt og at det er svært at være dig.
    Det nye, jeg savner er at du også lytter til mig og prøver at smage på de råd
    og forslag, som jeg giver dig, så du ikke bare reducerer mig til et øre.

    Jeg vil ikke kun føle at jeg er en skraldespand eller en trøster.
    Jeg vil meget hellere hjælpe dig rigtigt - hvis du altså nu vil række ud
    og tage fat i den hånd - eller det reb, som jeg rækker dig.”


    Vi har nemlig alle altid et eksistentielt valg
    imellem at blive et offer for livets hændelser
    eller en, som overlevede - og trods alle vanskeligheder
    alligevel fik et godt liv, som vi med rette kan være stolte af.

    Frihed?
    Det er er det, jeg gør, ved det,
    som der engang er blevet gjort imod mig.
    Jeg bestemte ikke selv, det der skete dengang.
    men jeg bestemmer over det, der sker nu.


    Denne holdning styrker dig.
    At lege "alt er tabt, alt er håbløst"-spillet
    er dels usandt - og værre, så svækker det dig.
    at tænke alt for dybt ind i disse Afmagts-baner.

    Jeg håber udtrykket "Stop det der Offer-spil"
    nu er blevet mere klart for dig?

    Ebbe, 2012.

    + Læs mere om Selv-medlidenhedens betydning
    for, at det er så svært at komme ud af Offer-bevidsthden


    Og så er det da vist tid til en joke:
    Jeg synes, at livet burde leves baglæns!
    Vi skulle starte med at dø og få dette svære liv overstået.
    Og så vågne på et plejehjem - og få det bedre for hver dag. 
    En dag bliver du smidt ud, fordi du er alt for rask til at være der
    - hvorefter du kan hæve din pension og leve muntert i nogle år, 
    med rejser, god tid til dem du holder af og meget andet godt.

    Indtil arbejdsmarkedet kalder på dig.
    På din første arbejdsdag får du klapsalver og måske et guldur. 
    Derpå arbejder du i 40 – 50 år, først lidt, så mere. Indtil du er parat
    til at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, og derfor føle dig ung 
    og energisk. Hvorefter du fester, drikker og har en masse god sex
    imens du forbereder dig på at tage en rimelig nem uddannelse
    i folkeskolen. Hvorefter du bliver et barn igen, og bare leger.
    Du har nu ingen forpligtigelser og ingen udgifter.
    Ja, du er blevet til en lille uskyldig glad baby,
    som alle elsker.

    De sidste 9 måneder tilbringes flydende i fredfyldt luksus.
    Her er varme, god room service med mere - og til allersidst
    ja så forlader du denne verden i en vidunderlig orgasme.
    Sådan burde livet være.



    Hanne Hostrup Larsen har en lidt blidere indfaldsvinkel
    til at bløde en ellers uforståelig stivnet offerindstilling op.
    Hos nogle er dette meget bedre, end ovenstående.
    Hos andre virker ovenstående bedre.

    Her er et uddrag fra Hanne Hostrup Larsen´s :
    "Gestaltterpiens historie i Danmark." se www.gfdk.com/

    "En klient kommer i terapi, fordi hendes ægteskab er forfærdeligt.
    Hun beklager sig over sit ægteskab, sin mand, sit liv i ét væk, uden at det hjælper.
    Sådan har hun levet i mange år og er blevet mere og mere ulykkelig og nedslidt
    - og mere og mere utålelig for alle, der er i hendes nærhed.

    Ingen orker at høre på hendes beklagelser mere,
    og ingen orker mere at give gode råd, som hun ikke følger.
    Hun har ganske mistet sin værdighed og selvrespekt i forhold til andre,
    men bliver ikke desto mindre ved og ved og ved med at beklage sig.

    Terapeuten gør ikke forsøg på at afskaffe klientens smerte og tvivl.
    Hun interesserer sig ikke for at få klagerne til at holde op ved at give råd om,
    hvad hun skal gøre eller ikke gøre. Tværtimod. Terapeuten tager klienten alvorligt
    og tror på, at det, hun gør er meningsfuldt for hende.

    Terapeuten leder efter en mening med adfærden
    og ikke efter at få elendigheden til at holde op - vel vidende,
    at det kun er klienten selv, der kan ændre sin tilstand. Terapeuten er
    optaget af klientens valg, og sammen finder de ud af,
    hvad meningen er med at klienten træffer dette valg.

    På forskellig måde finder de frem til, at klagerne
    er et forsøg på at få medfølelse (meningen) og ikke at lave noget om.
    At blive i en smertefuld situation er netop forudsætningen for at kunne opnå medfølelse.
    Klienten har aldrig oplevet medfølelse fra andre (mor og far) og har derfor
    altid oplevet sig udenfor det medmenneskelige fællesskab.

    Klagerne er altså et forsøg på at komme "ind i eksistensen"
    - ind i medmenneskeligheden. Men da dette forsøg /valg er truffet med lukkede øjne
    (oftest ganske tidligt i livet) , så bruger hun automatisk samme metode, som hun altid
    har brugt (at græde, klage), og som altid har givet det samme resultat: ingen hjælp
    og kun en kortvarig medfølelse. Derved kommer hun dybere og dyber
    ind i en følelse af angst, tomhed og fremmedgørelse.

    Undersøgelsen af hendes oplevelsesverden
    viser, at klienten registrerer sanseindtryk udefra
    og fortolker dem indefra, dvs. rigtig nok både hører og ser
    og mærker mandens (og omverdenens) hån og krænkelser. Men de tanker
    og følelser, dette udløser, domineres imidlertid af nogle tidlige erfaringer
    med krænkelser, der dels "fortæller" hende, at der er noget i vejen med hende,
    når hun bliver krænket - og dels fortæller hende,
    at hun intet selv kan gøre.

    Målet for terapien, set igennem en gestaltterapeuts øjne, er
    at fastholde at klienten skal have mulighed for at opdage sine valg
    og opdage meningen med dem. Når klienten ved, at meningen med det, hun gør
    er at ville træde ind i det medmenneskelige fællesskab, ja først da kan hun vælge
    at søge dette på andre måder end hidtil.

    Ja det kan være, at det går op for hende,
    at hun kun kan få medfølelse fra andre (f.eks. sin mand),
    hvis hun søger denne medlevelse i en relation med et menneske,
    der er i stand til at føle med andre."


    Du kan også læse mere
    om det, der kaldes: "Martyr-spillet" her.

    + min holdning til : "Hvem er jeg? Hvem er du?
    + www.psykoweb.dk/psykodrama/mangejeger1.htm




Gibrans digt om børn.

Side 3: Sådan kan det påvirke dig.

Side 4: Sådan bryder du spillet

side 5: lidt mere om selvforagt


Tilbage til introduktionen


Tilbage til Index




start 1. maj 2010