|
|
"Går støtterne i stykker og vennerne får nøkker sker det måske, fordi du nu godt kan gå uden krøkker." - (set på en opslagstavle i et revaliderings center.) En anden grund til at skifte focus og nu se mere på din styrke-sider er, at du meget let bliver endnu mere fortvivlet og mere ensom med årene - socialt set, hvis du vælger at gøre dit liv til en Klage-sang, fremfor at du finder en mere Oprørsk på trods af alt- sang til livet. frem fra dit dybere Selv. - Så ja, det, der i første omgang lyder som en grov Fornærmelse, er sagt og tænkt som en tillid til og en appel til dine styrke-sider. Et venligt wake-up call. Det håber jeg, du bedre forstår nu? Frihed er det exstra, som du gør, ved det, som livet og andre har gjort ved dig. Du kender sikkert også selv de, der altid beklager sig og søger kontakt igennem deres smerte. Eller som starter med at rose og takke, hvorefter de misbruger sagtmodige andre, der gider lytte på deres klagesange - uden at de har tænkt sig selv at ændre en tøddel på det, de siger fylder dem med afmagt, bekymring, frygt, angst eller smerte. De spiller et Selv-opgivende spil, hvor ingen vinder og alle ender op med at føle sig afmægtige. Som den der lytter, starter du måske med at føle MEDFØLELSE - og ja, du føler dig måske også beæret af den tillid, det er at få en personlig historie om det, der gør ondt eller som er svært. Du lukkes ind i en andens verden og det er i starten en god oplevelse. (hvem af os vil ikke gerne føle sig udvalgt og hjælpsom? ) Så du lytter, spørger, lytter, spørger - og giver råd og dåd, og lytter og forstå ... så godt du nu kan. Uærligheden = Spillet , starter, når du mærker en stigende IRRITATION. Gradvis aner du uråd. Den klagende bruger dig ikke særlig godt og selv dine bedste råd, bliver end ikke afprøvet. Du får blot den samme sang igen. Den klagende ønsker blot din MEDFØLELSE, dit øre, din forståelse og måske mere eller mindre åbent at blive lidt trøstet og beroliget. Eller at få ret og blive bekræftiget i noget helt bestemt, som du på den ene side udemærket godt kan forstå, men ikke nødvendigvis er enig i. Spillet starter, når dialogen og den ærlige kontakt, afbrydes af endnu en vred og sur monolog eller en kold tavshed, der fortæller dig at du nu igen - bare er endnu een af de totalt uforstående. Blot fordi at du har en anden opfattelse og synsvinkel. Måske prøver du at fortrænge irritationen, protesten og fornemmelsen af, at der foregår et spil og en manipulation under overfladen, hvor Beklageren kun gentager sig selv - og du forventes at reagere lydigt - dvs. på en forudsigelig facon på det, som du hidtil har hørt så tålmodigt på i for lang tid. Du opdager kort sagt, at DU rent faktisk er mere engageret i at skabe en forandring og finde en løsning, end vedkommende selv er. Og du føler dig derfor reduceret til blot at skulle være et stort øre og en trøster. Fortsætter jeres kontakt uanfægtet sådan, vil du, (der forsøger at skabe en forandring), snart kunne mærke en sigende uro og vrede, der udspringer fra afmagts- og håbløshedsfølelsen. Du analyserer dig frem til at sådan er den lidende sandsynligvis selv blevet behandlet som barn osv, men lige lidt hjælper det. Klagesangen kører adsted i samme rille, hver gang og den synes at kunne blive ved livet ud. Hjælpeløshed og pessimisme smitter, ganske ligesom hjælpsomhed og optimisme - og du er snart ved at have det ligeså smertefuldt, som den person, der lider og som du forsøger at hjælpe. Nogle ensomme hænger fast i sådanne spil: Lad os dele vores smerter-kontakter i årevis - og ganske rigtigt kan der godt gro hvide syrener ud af en sådan fælles smertedeling, men hvis dit focus ikke kun er på trøst og forståelse, men er at give den anden en hånd til igen at turde vandre ud ad livets landevej, fremfor at I blot sidder fast sammen dernede i muddergrøften og græder i kor, ja så er det en bedre hjælp at sige fra overfor det forudsigelige - og det uærlige - og foreslå en anden og bedre måde at være sammen på. (Download her en uddybende artikel om at bryde ud af det urgamle drama: "Offer - Skurk -og håbet om en redder.") Når du som lytter forsøger at forstå, og forstå en dag når det irritations stadie, hvor du er lige ved at give op, ganske som den person du taler med - og du derfor helst vil undgå yderlig kontakt Eller måske ligefrem flygter væk, når den anden igen går i gang med sin lirekassesang. så har du to valg: 1. enten kan DU begynde at være ærlig og stå mere fast på dit focus eller 2. Du må overlade personen til sin skæbne og opgive dit forandringsprojekt, som du nu ved, at du er den eneste af jer, der brænder for. Kortene må kort sagt på bordet. Og her er det at du måske opdager at den anden sidder fast i et livsspil. Et Håbløshedsprojekt, hvor du - og andre - bliver misbrugt til at opnå en kortvarig lettelse - uden forandring, derved at nu vender Klagesangen sig til en Forudrettet og rasende fortvivlet Anklagende-sang. Efter forgæves at have prøvet at få kontakt, give råd og få startet en fælles Løsnings dialog, løber du måske ud af den andens liv, imens den før så svage og hjælpeløse kaster skyld og rasende anklager efter dig. Nu er det pludselig blevet din skyld, at Beklageren har det så ondt og du skal - helt urimeligt - føle skyld over at X er så ensom ! Det er du nu skyld i - påståes det skamløst. I stedet for at mødes, som to ærlige mennesker, der inspirerer og støtter hinanden til at få det ud af livet, som det - trods alt stadig kan give selv den mest lidende, ender Hjælpe-projektet i en fælles frustration, en stor afmagt - og endnu et nederlag for det menneske, der måske tragisk nok - aldrig har oplevet andet. Et par uger efter bruddet opdager du, at en anden Lytter har taget din plads - for sandsynligvis efter nogen tid, at nå frem til den samme konklusion, som dig, nemlig at den lidende er ved at blive eet med sin sygdom, sin smerte og håbløshed. Med årene kommer der meget let depressioner til - og en stigende isolation, fordi alle de, der kunne have hjulpet dig, er flygtet væk i afmagt - ganske ligesom du selv toptræner dig i at gøre. MEDFØLELSEN er blevet reduceret til, at I kun lider sammen = du føler MED-LIDENHED Og det er ingen tjent med, ja det gør kun den svage og lidende endnu mindre og svagere, og sluttelig endnu mere ensom. Medfølelse gør os stærkere og muliggører forandring. Medlidenhed gør os mindre end vi reelt set er. Det er ud fra denne livserfaring at vi ind imellem kommer med ovenstående udbrud: For at give dette uværdige spil mennesker imellem et navn, så det VÆKKER den klagende af sin trance og sine bevidstløse gentagelser. Og ... ingen mennesker kan lide at blive vækket, når de har sovet over sig, så det er forståeligt at et sådant udbrud først gør den lidende vred. Vreden er ok, naturligt og ærligt. Og opkvikkende! Problemet er, at i stedet for derpå nysgerrigt at spørge: Hvad i alverden mener du egentlig med at jeg spiller et offer-spil? Eller hvordan du nu kom til at udtrykke din irritation og afmægtighed ja så vinder forurettetheds-følelsen og afmagts-raseriet - og i den sidste ende ensomheden - over håbet. Håbet er at nysgerrigheden og trodsen derpå dukker frem, når vreden, der vækkede dig, er dampet af - og så kan det nye ske. Det samme udbrud kan dog også siges mere venligt, som f. eks. Nu forstår jeg godt dig og din smerte - og jeg synes at du taler i ring nu så du blot gentager dig selv. Er dette her noget, som du selv godt vil ændre på eller er det nok for dig, at du nu blot har fået luft og føler en lettelse? Hvis det er nok for dig, så lad os afslutte den snak og tale om noget mere opmuntrende." osv. Eller: Ok, jeg er enig med dig i at det ikke er din skyld - at du har det, som du har det. Jeg forstår sørme godt at du synes livet er hårdt og at det er svært at være dig. Det nye, jeg savner er at du også lytter til mig og prøver at smage på de råd og forslag, som jeg giver dig, så du ikke bare reducerer mig til et øre. Jeg vil ikke kun føle at jeg er en skraldespand eller en trøster. Jeg vil meget hellere hjælpe dig rigtigt - hvis du altså nu vil række ud og tage fat i den hånd - eller det reb, som jeg rækker dig. Vi har nemlig alle altid et eksistentielt valg imellem at blive et offer for livets hændelser eller en, som overlevede - og trods alle vanskeligheder alligevel fik et godt liv, som vi med rette kan være stolte af. Frihed? Det er er det, jeg gør, ved det, som der engang er blevet gjort imod mig. Jeg bestemte ikke selv, det der skete dengang. men jeg bestemmer over det, der sker nu. Denne holdning styrker dig. At lege "alt er tabt, alt er håbløst"-spillet er dels usandt - og værre, så svækker det dig. at tænke alt for dybt ind i disse Afmagts-baner. Jeg håber udtrykket "Stop det der Offer-spil" nu er blevet mere klart for dig? Ebbe, 2012. + Læs mere om Selv-medlidenhedens betydning for, at det er så svært at komme ud af Offer-bevidsthden Og så er det da vist tid til en joke: Jeg synes, at livet burde leves baglæns! Vi skulle starte med at dø og få dette svære liv overstået. Og så vågne på et plejehjem - og få det bedre for hver dag. En dag bliver du smidt ud, fordi du er alt for rask til at være der - hvorefter du kan hæve din pension og leve muntert i nogle år, med rejser, god tid til dem du holder af og meget andet godt. Indtil arbejdsmarkedet kalder på dig. På din første arbejdsdag får du klapsalver og måske et guldur. Derpå arbejder du i 40 50 år, først lidt, så mere. Indtil du er parat til at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, og derfor føle dig ung og energisk. Hvorefter du fester, drikker og har en masse god sex imens du forbereder dig på at tage en rimelig nem uddannelse i folkeskolen. Hvorefter du bliver et barn igen, og bare leger. Du har nu ingen forpligtigelser og ingen udgifter. Ja, du er blevet til en lille uskyldig glad baby, som alle elsker. De sidste 9 måneder tilbringes flydende i fredfyldt luksus. Her er varme, god room service med mere - og til allersidst ja så forlader du denne verden i en vidunderlig orgasme. Sådan burde livet være. |
Hanne Hostrup Larsen har en lidt blidere indfaldsvinkel til at bløde en ellers uforståelig stivnet offerindstilling op. Hos nogle er dette meget bedre, end ovenstående. Hos andre virker ovenstående bedre. Her er et uddrag fra Hanne Hostrup Larsen´s : "Gestaltterpiens historie i Danmark." se www.gfdk.com/ "En klient kommer i terapi, fordi hendes ægteskab er forfærdeligt. Hun beklager sig over sit ægteskab, sin mand, sit liv i ét væk, uden at det hjælper. Sådan har hun levet i mange år og er blevet mere og mere ulykkelig og nedslidt - og mere og mere utålelig for alle, der er i hendes nærhed. Ingen orker at høre på hendes beklagelser mere, og ingen orker mere at give gode råd, som hun ikke følger. Hun har ganske mistet sin værdighed og selvrespekt i forhold til andre, men bliver ikke desto mindre ved og ved og ved med at beklage sig. Terapeuten gør ikke forsøg på at afskaffe klientens smerte og tvivl. Hun interesserer sig ikke for at få klagerne til at holde op ved at give råd om, hvad hun skal gøre eller ikke gøre. Tværtimod. Terapeuten tager klienten alvorligt og tror på, at det, hun gør er meningsfuldt for hende. Terapeuten leder efter en mening med adfærden og ikke efter at få elendigheden til at holde op - vel vidende, at det kun er klienten selv, der kan ændre sin tilstand. Terapeuten er optaget af klientens valg, og sammen finder de ud af, hvad meningen er med at klienten træffer dette valg. På forskellig måde finder de frem til, at klagerne er et forsøg på at få medfølelse (meningen) og ikke at lave noget om. At blive i en smertefuld situation er netop forudsætningen for at kunne opnå medfølelse. Klienten har aldrig oplevet medfølelse fra andre (mor og far) og har derfor altid oplevet sig udenfor det medmenneskelige fællesskab. Klagerne er altså et forsøg på at komme "ind i eksistensen" - ind i medmenneskeligheden. Men da dette forsøg /valg er truffet med lukkede øjne (oftest ganske tidligt i livet) , så bruger hun automatisk samme metode, som hun altid har brugt (at græde, klage), og som altid har givet det samme resultat: ingen hjælp og kun en kortvarig medfølelse. Derved kommer hun dybere og dyber ind i en følelse af angst, tomhed og fremmedgørelse. Undersøgelsen af hendes oplevelsesverden viser, at klienten registrerer sanseindtryk udefra og fortolker dem indefra, dvs. rigtig nok både hører og ser og mærker mandens (og omverdenens) hån og krænkelser. Men de tanker og følelser, dette udløser, domineres imidlertid af nogle tidlige erfaringer med krænkelser, der dels "fortæller" hende, at der er noget i vejen med hende, når hun bliver krænket - og dels fortæller hende, at hun intet selv kan gøre. Målet for terapien, set igennem en gestaltterapeuts øjne, er at fastholde at klienten skal have mulighed for at opdage sine valg og opdage meningen med dem. Når klienten ved, at meningen med det, hun gør er at ville træde ind i det medmenneskelige fællesskab, ja først da kan hun vælge at søge dette på andre måder end hidtil. Ja det kan være, at det går op for hende, at hun kun kan få medfølelse fra andre (f.eks. sin mand), hvis hun søger denne medlevelse i en relation med et menneske, der er i stand til at føle med andre." Du kan også læse mere om det, der kaldes: "Martyr-spillet" her. + min holdning til : "Hvem er jeg? Hvem er du? + www.psykoweb.dk/psykodrama/mangejeger1.htm |
Gibrans digt om børn. Side 3: Sådan kan det påvirke dig. Side 4: Sådan bryder du spillet side 5: lidt mere om selvforagt Tilbage til introduktionen Tilbage til Index |