Historier fra barndommen
og hvordan de har påvirket voksen livet:


Læs: Jan´s historie + Lis historie+ + Birthes historie

+ Lailas historie ++ Eriks historie ++ Peters konklusion



Jan ´s 3 tydeligste erindringer
om sin barndom alene med mor:

A.
. "Jeg skynder mig hjem fra skole.
Jeg er glad - for i dag kommer Bo på besøg,
og vi skal lege sammen hele dagen, det har vi aftalt.
Mor ved det godt, fordi jeg spurgte om han måtte komme
og hun sagde ja og lovede mig at hun nok skulle lade være
med at lave ballade, som sidst med Per, hvor hun var fuld.

Da jeg kommer hjem
har mor drukket hele formiddagen
og ligger nu og snorker på sotaen inde i stuen.
Hun har ikke taget tøj på, og morgenkåben er gledet lidt tilside.
Der er tomme flasker og fyldte askebægre på bordet
og en meget uhumsk stank i stuen. Hun har ikke
engang luftet ud - så jeg åbner et vindue.

Ude i køkkenet står der stadigvæk tre dages opvask,
og hunden har skidt på gulvet i gangen, fordi den er ikke blevet luftet.
Efterhånden som jeg mig omkring med Bo ´s øjne, kan jeg se
at det er en umulig situation at redde eller forklare.
Jeg er rasende - men det hele bliver bare indeni,
for det er jo håbløst og vil ikke ændre på noget.
Jeg skammede mig, hadede min mor
og følte mig helt forkert.

Da Bo ringer på døren, gav jeg ham historen om
at "min mor er syg, og skal have fred", så derfor legede vi udenfor.
Faktisk tror jeg aldrig han kom hjem hos mig, det jeg husker
er at vi altid skulle lege hos ham , ligesom jeg heller
ikke kan huske at jeg har inviteret til fest,
så det er jeg heller ikke god til nu.

Det lykkes også her at skjule problemet,
men mens jeg nu mindes, at jeg lyver for Bo,
mærker jeg skammens maske glide over mit ansigt og ved
at jeg forråder vores venskab - men hvad skulle jeg gøre?

Sidenhen rødmer jeg bare der sker det mindste.
Det hader jeg at føle - måske fordi jeg dengang
udover skammen, også var så fuld af had og afmagt?

Mens vi legede, glemte jeg heldigvis alt om mor
og kom mærkeligt nok for sent hjem, hvilket udløser en skideballe
fra min nu vågne bekymrede Mor om “at du aldrig tager hensyn til mig.
Du kun tænker på dig selv.” - En sætning jeg mærkelig nok,
igen og igen har hørt min nuværende kæreste gentage.

Først mange år efter i en terapisession,
når jeg frem til at finde mit svar til Mor:
“Det var jeg sgu da forbandet nødt til
- for hvem andre end jeg gør det?”

Lang pause:
"Jo jeg kan godt se, at det er meget uretfærdigt
at min kæreste, som vitterlig tænker meget på mig,
skal stå model til at jeg ikke har tænkt nærmere over
det sammenfald, at jeg stadigvæk opfører mig
næsten lige som jeg gjorde dengang."


B.
En anden dag i Jans bardoms liv:
"Hent lige en flaske rød Ålborg og 40 Prince.
Her er en check. Den skal du bare give til hende
den der lyshårede dame henne i kassen, hun kender mig godt."
Jan trasker som sædvanligt hen til købmanden for at hente moderes “stoffer”.
Da han afleverer checken, ringer kassedamen på klokken, og bestyreren kommer.
De hvisker sammen et pinligt langt tavs øjeblik, imens folk i køen strækker hals
for at se, hvad der sker.

Jan hader alle mennesker, de gange hvor bestyreren
med en alt for høj skinger stemme siger: "Desværre, vi kan ikke
tage imod denne check. Der er jo ikke dækning for den.”
Gad vide om det bliver sådan en dag i dag?

Alle disse skamfulde episoder,
der næsten er værre at endmoderens skælden ud,
når han derpå kommer hjem uden sprut og cigaretter.


C. En tredje slags katastrofal dag:
Jan har leget ude hele dagen, og nu er det spisetid.
Da han låser sig selv ind, hører han moderen stønne ude fra badeværelset.
Døren står åben, og han kan se, hvad der er galt. Hans mor ville på toilettet,
men gled så ned af sædet og nu kan hun gudhjælpemig ikke komme op igen.

"Hjælp mig lige, så er du sød", stønner hun og ser ikke på ham,
imens Jan står og ser ned på “sit tryghedsobjekt”. Afføringen ud over benene,
det blottede underliv under det grimme uringule undertøj. Han hader hende
i det øjeblik, men det tør han knap nok mærke. Der flyver bare et grimt
og skræmmende billede igennem hovedet på ham, hvor moderen er død.
Han hjælper nænsomt sin mor op, mens han kigger den anden vej
og forsøger mentalt set ikke at være der.

"Hvad er du så sur for?", vrisser hans mor, senere på aften.
Jan føler at det totalt håbløst at forklare hende. Det vil blot udløse en storm
af selvbebrejdelser og måske endnu en druktur - “for ellers ved du jo,
at jeg ikke kan sove, når du gør Mor så ked af det.”

Jo Jan forstår hende alt for godt,
men forståelsen går kun den ene vej.
At Jan mange år efter har brug for hjælp til at turde åbne hjertet
og munden overfor sin kone, som styrer hjemmet med en hård selvretfærdig hånd,
og at han eller hun er begyndt at drikke lidt for meget, kan vel ikke forundre.

Imens sidder lille Claus på 3 år og ser undrende på på sin far jan,
som overvejer om han vil skilles - eller ændre på sig selv og sit livssyn.
Det synes næsten umuligt at ændre på den afmagt, han føler
og tanken om at søge hjælp, falder ham end ikke ind.



    Lise ´s arv
    og erindringer hjemmefra:


    "Jeg måtte klare mig selv som 10-årig,
    og blev mere og mere Mor for min mor.
    Enten tænkte jeg kun på mig selv, eller
    også ofrede jeg mig helt for andre.
    Der var ingen mellemstation,
    sådan ser jeg i dag mit liv.

    Som barn gik jeg rundt med skamfølelse over,
    at min mor ikke var som de andres. Jeg måtte bruge
    megen tid på at dække over min Mors såkaldte "sygdom".
    (Jeg skriver sygdom med "", fordi jeg altid har undret mig
    over, at nogen kan lide af en sygdom, hvor de selv
    køber deres virus og bakterier hos købmanden
    og ikke søger lægehjælp, når de er syge)

    Den første minde jeg kan huske
    er at jeg ikke blev hentet i børnehaven.
    Flere gange sad jeg alene tilbage med en pædagog
    til langt efter lukketid, indtil hun endelig kom
    højrøstet og fuld - også af de sædvanlige
    undskyldninger om "at have haft travlt".

    Jeg måtte endelig ikke vise, at jeg var ked af det
    eller vred på hende over, at hun havde glemt mig.
    Så fik jeg bare at vide, at jeg var egoistisk og helt
    overreagerede - fordi der var jo ikke sket noget.

    Jeg levede i 2 verdener dengang
    og gør det vist ind imellem stadigvæk:
    Den forkerte, onde og ukærlige derhjemme
    og den rigtige verden, som er den udenfor hjemmet.
    Jeg kedede mig usigeligt ved kun at være alene
    hjemme med min kæreste - og skyndte mig
    at komme ud og have det sjovt med andre,
    og det er der jo ikke megen kærlighed i.

    Når jeg i dag ser tilbage, så kan jeg godt se
    at jeg bare var en lille fortvivlet pige, som kæmpede
    for at leve en normal tilværelse. Jeg blev min egen
    og sørgede derhjemme for at alt så normalt ud.
    Jeg blev helt tvangsneurotisk ind imellem,
    måske fordi jeg derved kunne fortrænge
    hvor forfærdeligt det i virkeligheden
    ofte var at være barn i det hjem.

    Det lettede, da min mor endelig døde
    for 5 år siden. Jeg fik ligesom først fred,
    da hun fik fred. De sidste år kom hun forbi
    et par gange om ugen og ville have at jeg skulle
    "være sød mod hende, fordi hun havde det så ondt".
    Hun havde sågar sit vasketøj med, som jeg tavs
    vaskede for hende, så hun kunne se ok ud.
    Jeg kunne ikke sige nej, lige så lidt
    som jeg kunne dengang.


    Det har kostet mange terapitimer senere hen
    at forstå, hvorfor jeg ikke kunne leve sammen
    med diverse kærester og selv begyndte at drikke
    på et tidspunkt. Det holdt jeg gudskelov op med,
    men det har jo sidenhen vist sig at dette kun
    var toppen af mit indre isbjerg.

    "Jeg havde jo været nødt til at gemme mine følelser væk,
    for overhovedet at kunne fungere som barn og ung.
    Alle disse følelser kom så frem, når jeg mødte en,
    som sagde at han ville tage sig af mig - men
    i stedet for glæden derover, fyldte det mig
    oftest med rædsel, og jeg fik panikangst.
    Jeg turde ikke lade nogle komme tæt
    på mig - jeg kunne ikke klare det,
    jeg gik helt op i limningen.


    Når jeg trods alt har klaret mig ok,
    skyldes det først og fremmest at jeg var god
    til at finde gode veninder og havde en farmor,
    som jeg altid kunne gå til, når det var lidt
    for vildt derhjemme - men i hverdagen
    var det hele op til mig selv.Og det
    lærte jeg virkelig for alvor, så
    det blev svært at holde på
    en kæreste.

    Først efter at min mor døde, begyndte jeg
    at stille spørgsmål ved den måde, jeg havde levet på.
    Ved at være så selvstændig på den der kolde facon,
    skræmte jeg vist en række ellers søde fyre væk
    og det er først i de sidste år, at jeg har turde
    tænke på at bo sammen med en og
    give lidt mere slip i mig selv
    derhjemme.

    Bare det at sætte ord på, hvad jeg føler
    og selv forstå, hvad jeg tænker - har været svært.
    Det jeg nu arbejder med i terapi er at lære at stoppe op
    og lytte til bedre til om jeg kan lide det, som sker
    + at fatte at andre godt kan forestå mig.
    Det er utroligt svært for mig at tro på.

    Jeg kunne sige meget mere, men jeg prøver
    at lade være med at lade min fortid blive
    min undskyldning for ikke at lave om
    på det, jeg godt vil have ændret nu.
    Jeg kunne sige meget mere.

    Det jeg mener er, at det er underligt at føle.
    at mit liv først er ved at begynde
    nu, hvor jeg er 38 år."
    Lise.





    Birthes´s historie:
    Hun kendte sig selv som en stærk robust kvinde,
    som kunne klare næsten alt selv. Hun gik fra
    det ene forhold til det næste - uden tårer.
    Det var altid hende, der slog først op.

    Hun klarede sig godt på jobbet,
    var blevet chef og kendt for sin barskhed.
    Selv da moderen døde slog det hende ikke ud,
    Hun var den, der klarede begravelsen og fik samlet
    de andre til en mindeaften osv. osv. Hun var cool
    udadtil - men følte sig følelsesløs og tom indeni.

    "Det hele gik videre på automatpiloten",
    som hun sagde, da hun startede i terapi.
    (Fordi hun havde besvær med sin far,
    som havde drukket tæt i mange år
    og nu - efter moderes død - var
    dette blevet værre og værre).

    "Nej. Ham vil jeg ikke tage mig af
    selvom han ringer og vil have, at jeg skal
    tale med ham. Jeg været en slags reservemand
    for min mor i så mange år og ligesom overtaget
    den rationelle manderolle, som mor havde savnet
    lige siden jeg var barn - så jeg lærte at ofre mig,
    ikke tænke på mig selv og mistede helt sansen
    for mine egne behov. Min mor behøvede mig
    og jeg mærkede aldrig efter, hvad jeg selv
    ville og have brug for.

    Men nu er det nok,
    og selvom han har det ad helvede til,
    så synes jeg også et sted at han slog mor ihjel".
    "Ok, men hvad er så dit problem?" spurgte jeg.
    "Jo jeg synes ikke at jeg føler noget som helst.
    Jeg er ligesom lukket helt inde i mig selv
    og kun på arbejdet, føler jeg noget.

    Det viste sig at denne triste barndom,
    med en klynkende mor og alkoholiserede far
    havde frem"elsket" en ret følelseskold side
    af hende, så at hun nu bittert som 42 årig
    stadigvæk var alene og led under det,
    andre kaldte for "styrke og fornuft."

    Hendes syn på mænd var kynisk.
    Hun så mænd som svage og upålidelige,
    ligesom hun havde lært det af sin mor
    og fra sin egne erfaringer med sin far

    Hvis en af de mænd
    hun havde haft eller fik et forhold til
    blot viste det mindste tegn på at behøve hende
    eller havde den mindste "fejl", mistede hun lynhurtigt
    alt for ham - og droppede ham uden en tåre
    og uden at prøve at tage det op med ham.

    Et reaktionsmønster, som jo ikke lige netop
    fik hende til at engagerede sig - eller gjorde
    at hun tog de nødvendige konfrontationer
    med ham, når han skuffede hende.
    Hun droppede ham - uden et ord.

    "Åh det er jo håbløst at prøve på at lave noget om på dem.
    Hvis de ikke er perfekte fra starten, bliver de det aldrig",
    som hun sagde. "Siger du dette til dem?", spurgte jeg.
    "Nej, for mænd er umulige at tale med!"
    - "Ligesom din Far?" - "Ja, netop!"
    -------------


    Peter´s konklusion efter
    mange års arbejde med at få styr på sit liv:

    "Det tog mig mange år at erkende,
    at når jeg hele tiden gik og sagde "Fuck you!"
    at så skyldes det, at jeg selv var blevet røvrendt
    og snydt lige så længe jeg kan huske tilbage.

    Det sværeste var at se i øjnene, at dengang
    ja så var det dem, der fuckede mig, men sidenhen
    gjorde jeg det selv imod mig selv - og flere andre.
    Jeg anede simpelhen ikke, hvad ærlighed var
    og troede at alle mennesker bare gik rundt
    og snød, løj og bedrog hinanden.

    Selvforagt er en dræbende følelse.
    Jeg drak alt for meget, spillede mine penge op
    og gik hos diverse luddere, hvor jeg især opsøgte
    dem, der kunne pine mig lidt maschosistisk.
    Der er en mærkelig befrielse i at blive trynet
    for derved kunne give slip i nogle skrig.
    Det fik ligesom "det onde" ud af mig
    for en kort stund.

    Det er somom der er en god og en ond side i mig.
    Når jeg er god, så er jeg alt for sød og venlig,
    men når jeg er en djævel, så er jeg ret slem.
    Sådan har jeg faktisk følt mig lige siden
    jeg var barn hjemme hos min fulde far
    og selv opgivende mor.

    Jeg kunne godt lide at føle mig lidt udnyttet,
    ja misbrugt af andre, fordi at den bittersøde følelse
    ja den kendte jeg særdeles godt hjemmefra.
    Det var ligesom jeg følte jeg fortjente det.

    Det vigtigste som jeg har lært de sidste år
    er, at hvis du ikke passer godt på den person,
    som du er indeni, ja så går du og dit liv i stykker .
    Der kommer en dag hvor du bittert må erkende
    at du også har dine grænser og begrænsninger.
    Problemet er, at du først skal vide hvad
    du siger Ja til, førend du kan sige
    et overbevisende Nej, tak.

    Dette lærte jeg ikke hjemmefra
    og derfor tog det mig lang tid at opdage
    at der overhovedet er tale om et valg:

    A. om jeg vil styrke min selvforagt?
    eller B: satse på at blive et gladere menneske
    og kunne lide mig selv lidt mere?

    Peter, 43 år, arbejdsløs ingeniør.


    En mande historie:
    læs også denne historie om at vokse op
    med en først depressiv og siden alkoholisk far:
    hvor det man følte og inderst inde tænkte
    aldrig blev vist og sagt højt.

    Eller
    Ilse Wilmot´s:
    At overleve med en alkoholiker.
    Mit liv med Jacob Haugaard.", 2012
    .




    Hvis ovennævnte
    historier siger dig noget
    og du måske selv har en tilsvarende livshistorie?
    som du godt vil dele med andre, vil jeg gerne
    bringe den her - på tilsvarende anonym facon,
    så andre kan lære af dine erfaringer med
    at vokse op i en misbrugsfamilie og
    hvad det har betydet for dig senere.

    Skriv dine erindringer, tanker og følelser
    i en email til mig: ebbe@psykoweb.dk

    NB: Intet vil selvklart bliver bragt uden din tilladelse.



Videre til side 3

Gibrans digt om børn.


Side 3: Sådan kan det påvirke dig.

Side 4: Sådan bryder du spillet

side 5: lidt mere om selvforagt

side 10. Bliv ikke et offer.


Tilbage til introduktionen


Tilbage til Index