|
|
Lise ´s arv og erindringer hjemmefra: "Jeg måtte klare mig selv som 10-årig, og blev mere og mere Mor for min mor. Enten tænkte jeg kun på mig selv, eller også ofrede jeg mig helt for andre. Der var ingen mellemstation, sådan ser jeg i dag mit liv. Som barn gik jeg rundt med skamfølelse over, at min mor ikke var som de andres. Jeg måtte bruge megen tid på at dække over min Mors såkaldte "sygdom". (Jeg skriver sygdom med "", fordi jeg altid har undret mig over, at nogen kan lide af en sygdom, hvor de selv køber deres virus og bakterier hos købmanden og ikke søger lægehjælp, når de er syge) Den første minde jeg kan huske er at jeg ikke blev hentet i børnehaven. Flere gange sad jeg alene tilbage med en pædagog til langt efter lukketid, indtil hun endelig kom højrøstet og fuld - også af de sædvanlige undskyldninger om "at have haft travlt". Jeg måtte endelig ikke vise, at jeg var ked af det eller vred på hende over, at hun havde glemt mig. Så fik jeg bare at vide, at jeg var egoistisk og helt overreagerede - fordi der var jo ikke sket noget. Jeg levede i 2 verdener dengang og gør det vist ind imellem stadigvæk: Den forkerte, onde og ukærlige derhjemme og den rigtige verden, som er den udenfor hjemmet. Jeg kedede mig usigeligt ved kun at være alene hjemme med min kæreste - og skyndte mig at komme ud og have det sjovt med andre, og det er der jo ikke megen kærlighed i. Når jeg i dag ser tilbage, så kan jeg godt se at jeg bare var en lille fortvivlet pige, som kæmpede for at leve en normal tilværelse. Jeg blev min egen og sørgede derhjemme for at alt så normalt ud. Jeg blev helt tvangsneurotisk ind imellem, måske fordi jeg derved kunne fortrænge hvor forfærdeligt det i virkeligheden ofte var at være barn i det hjem. Det lettede, da min mor endelig døde for 5 år siden. Jeg fik ligesom først fred, da hun fik fred. De sidste år kom hun forbi et par gange om ugen og ville have at jeg skulle "være sød mod hende, fordi hun havde det så ondt". Hun havde sågar sit vasketøj med, som jeg tavs vaskede for hende, så hun kunne se ok ud. Jeg kunne ikke sige nej, lige så lidt som jeg kunne dengang. Det har kostet mange terapitimer senere hen at forstå, hvorfor jeg ikke kunne leve sammen med diverse kærester og selv begyndte at drikke på et tidspunkt. Det holdt jeg gudskelov op med, men det har jo sidenhen vist sig at dette kun var toppen af mit indre isbjerg. "Jeg havde jo været nødt til at gemme mine følelser væk, for overhovedet at kunne fungere som barn og ung. Alle disse følelser kom så frem, når jeg mødte en, som sagde at han ville tage sig af mig - men i stedet for glæden derover, fyldte det mig oftest med rædsel, og jeg fik panikangst. Jeg turde ikke lade nogle komme tæt på mig - jeg kunne ikke klare det, jeg gik helt op i limningen. Når jeg trods alt har klaret mig ok, skyldes det først og fremmest at jeg var god til at finde gode veninder og havde en farmor, som jeg altid kunne gå til, når det var lidt for vildt derhjemme - men i hverdagen var det hele op til mig selv.Og det lærte jeg virkelig for alvor, så det blev svært at holde på en kæreste. Først efter at min mor døde, begyndte jeg at stille spørgsmål ved den måde, jeg havde levet på. Ved at være så selvstændig på den der kolde facon, skræmte jeg vist en række ellers søde fyre væk og det er først i de sidste år, at jeg har turde tænke på at bo sammen med en og give lidt mere slip i mig selv derhjemme. Bare det at sætte ord på, hvad jeg føler og selv forstå, hvad jeg tænker - har været svært. Det jeg nu arbejder med i terapi er at lære at stoppe op og lytte til bedre til om jeg kan lide det, som sker + at fatte at andre godt kan forestå mig. Det er utroligt svært for mig at tro på. Jeg kunne sige meget mere, men jeg prøver at lade være med at lade min fortid blive min undskyldning for ikke at lave om på det, jeg godt vil have ændret nu. Jeg kunne sige meget mere. Det jeg mener er, at det er underligt at føle. at mit liv først er ved at begynde nu, hvor jeg er 38 år." Lise. Birthes´s historie: Hun kendte sig selv som en stærk robust kvinde, som kunne klare næsten alt selv. Hun gik fra det ene forhold til det næste - uden tårer. Det var altid hende, der slog først op. Hun klarede sig godt på jobbet, var blevet chef og kendt for sin barskhed. Selv da moderen døde slog det hende ikke ud, Hun var den, der klarede begravelsen og fik samlet de andre til en mindeaften osv. osv. Hun var cool udadtil - men følte sig følelsesløs og tom indeni. "Det hele gik videre på automatpiloten", som hun sagde, da hun startede i terapi. (Fordi hun havde besvær med sin far, som havde drukket tæt i mange år og nu - efter moderes død - var dette blevet værre og værre). "Nej. Ham vil jeg ikke tage mig af selvom han ringer og vil have, at jeg skal tale med ham. Jeg været en slags reservemand for min mor i så mange år og ligesom overtaget den rationelle manderolle, som mor havde savnet lige siden jeg var barn - så jeg lærte at ofre mig, ikke tænke på mig selv og mistede helt sansen for mine egne behov. Min mor behøvede mig og jeg mærkede aldrig efter, hvad jeg selv ville og have brug for. Men nu er det nok, og selvom han har det ad helvede til, så synes jeg også et sted at han slog mor ihjel". "Ok, men hvad er så dit problem?" spurgte jeg. "Jo jeg synes ikke at jeg føler noget som helst. Jeg er ligesom lukket helt inde i mig selv og kun på arbejdet, føler jeg noget. Det viste sig at denne triste barndom, med en klynkende mor og alkoholiserede far havde frem"elsket" en ret følelseskold side af hende, så at hun nu bittert som 42 årig stadigvæk var alene og led under det, andre kaldte for "styrke og fornuft." Hendes syn på mænd var kynisk. Hun så mænd som svage og upålidelige, ligesom hun havde lært det af sin mor og fra sin egne erfaringer med sin far Hvis en af de mænd hun havde haft eller fik et forhold til blot viste det mindste tegn på at behøve hende eller havde den mindste "fejl", mistede hun lynhurtigt alt for ham - og droppede ham uden en tåre og uden at prøve at tage det op med ham. Et reaktionsmønster, som jo ikke lige netop fik hende til at engagerede sig - eller gjorde at hun tog de nødvendige konfrontationer med ham, når han skuffede hende. Hun droppede ham - uden et ord. "Åh det er jo håbløst at prøve på at lave noget om på dem. Hvis de ikke er perfekte fra starten, bliver de det aldrig", som hun sagde. "Siger du dette til dem?", spurgte jeg. "Nej, for mænd er umulige at tale med!" - "Ligesom din Far?" - "Ja, netop!" ------------- Peter´s konklusion efter mange års arbejde med at få styr på sit liv: "Det tog mig mange år at erkende, at når jeg hele tiden gik og sagde "Fuck you!" at så skyldes det, at jeg selv var blevet røvrendt og snydt lige så længe jeg kan huske tilbage. Det sværeste var at se i øjnene, at dengang ja så var det dem, der fuckede mig, men sidenhen gjorde jeg det selv imod mig selv - og flere andre. Jeg anede simpelhen ikke, hvad ærlighed var og troede at alle mennesker bare gik rundt og snød, løj og bedrog hinanden. Selvforagt er en dræbende følelse. Jeg drak alt for meget, spillede mine penge op og gik hos diverse luddere, hvor jeg især opsøgte dem, der kunne pine mig lidt maschosistisk. Der er en mærkelig befrielse i at blive trynet for derved kunne give slip i nogle skrig. Det fik ligesom "det onde" ud af mig for en kort stund. Det er somom der er en god og en ond side i mig. Når jeg er god, så er jeg alt for sød og venlig, men når jeg er en djævel, så er jeg ret slem. Sådan har jeg faktisk følt mig lige siden jeg var barn hjemme hos min fulde far og selv opgivende mor. Jeg kunne godt lide at føle mig lidt udnyttet, ja misbrugt af andre, fordi at den bittersøde følelse ja den kendte jeg særdeles godt hjemmefra. Det var ligesom jeg følte jeg fortjente det. Det vigtigste som jeg har lært de sidste år er, at hvis du ikke passer godt på den person, som du er indeni, ja så går du og dit liv i stykker . Der kommer en dag hvor du bittert må erkende at du også har dine grænser og begrænsninger. Problemet er, at du først skal vide hvad du siger Ja til, førend du kan sige et overbevisende Nej, tak. Dette lærte jeg ikke hjemmefra og derfor tog det mig lang tid at opdage at der overhovedet er tale om et valg: A. om jeg vil styrke min selvforagt? eller B: satse på at blive et gladere menneske og kunne lide mig selv lidt mere? Peter, 43 år, arbejdsløs ingeniør. En mande historie: læs også denne historie om at vokse op med en først depressiv og siden alkoholisk far: hvor det man følte og inderst inde tænkte aldrig blev vist og sagt højt. Eller Ilse Wilmot´s: At overleve med en alkoholiker. Mit liv med Jacob Haugaard.", 2012 . |
Hvis ovennævnte historier siger dig noget og du måske selv har en tilsvarende livshistorie? som du godt vil dele med andre, vil jeg gerne bringe den her - på tilsvarende anonym facon, så andre kan lære af dine erfaringer med at vokse op i en misbrugsfamilie og hvad det har betydet for dig senere. Skriv dine erindringer, tanker og følelser i en email til mig: ebbe@psykoweb.dk NB: Intet vil selvklart bliver bragt uden din tilladelse. |
Videre til side 3 Gibrans digt om børn. Side 3: Sådan kan det påvirke dig. Side 4: Sådan bryder du spillet side 5: lidt mere om selvforagt side 10. Bliv ikke et offer. Tilbage til introduktionen Tilbage til Index |