alkohol og børn 2a. - Lailas historie

Laila´s historie
Jeg vil først sige tak for en god hjemmeside og at det er rart,
at man som barn af alkoholikere kan genkende sig selv i andres historier,
hvilket er årsagen til at jeg også vil dele min historie med andre.

Jeg tror det er vigtigt som barn af alkoholikere,
at se mønstre der går igen hos andre og som gør, at vi ikke
føler os ensomme eller som ofre, idet genkendelsen hos andre
fortæller os, at det er ganske normalt at vi reagere som vi gør
og at vi føler som vi gør, selv efter at vi er blevet voksne.

Jeg voksede også op i et meget kaotisk hjem,
hvor tryghed og en forudslgelig verden, var en fjern og utilnærmelig verden,
som jeg aldrig kom til at opleve. Både min mor og min stedfar drak.
Min stedfar havde mange psykopatiske træk og var altid væk,
når der var ”problemer”

Han havde heller aldrig igennem min barndom adresse hos os officielt
men ”boede” alligevel sammen med os, som en familie. Når der var probleme
betød det at korthuset faldt sammen og begge mine forældre begyndte a t drikke.
De var i et stykke tid kvartals-alkoholikere, men blev med tiden
og indtil deres død ”fuldtids”-alkoholikere.

Jeg er i dag 33 år og stadig og sikkert resten af mit liv,
mærkbart præget af min barndom. Min biologiske far er en
og har altid været en meget utilnærmelig mand, som aldrig har givet mig
et kram eller sagt noget sødt til mig, men er og har altid været 110 % optaget
og forsluget i sine ”sager” mod systemet. Han er i den grad kværulantisk,
lider i den grad af vrangforestillinger, følelseskulde, storhedsvanvid
og er alt i alt en meget bitter mand.

Lige fra jeg var 5 år og fremefter husker jeg mine besøg hos min biologiske far,
som tunge, kedelige og i den grad som et sted, hvor jeg ikke måtte være
eller sige noget. Ligesom derhjemme hos min stedfar og mor.

Jeg blev i mange år mobbet af mine forældre – i de perioder
hvor de ikke drak og nu er vi en lykkelig familie – fordi jeg altid var
så indesluttet og sur eller tvær. Og i de perioder hvor de drak blev
især min mor ondskabsfuld og var ligeglad med mig, hvilket hun
også udtrykte gang på gang i form af verbale tæsk.

Min mors forhold efter min stedfar og hun gik fra hinanden,
var stadig præget af at hun faldt for mænd med psykopatiske træk
og/eller misbrug af alkohol. Dette mønster har jeg også kæmpet med sidenhen.

Jeg havde gud ske lov da jeg var barn fundet min vej ud ad
min kaotiske hverdag – eller vej og vej, men jeg brugte det nogle gange
– og det var læsning. Jeg var et bogligt stærkt barn og klarede mig ud
over alle forventninger og set i baglyset rigtig godt i skolen, gymnasiet
og til slut på universitetet.

I dag har jeg brudt med en lille del af det sociale mønster
og er cand.mag. i filosofi og litteraturvidenskab. Jeg er ikke misbruger
– dog ryger jeg cigaretter! – men og der vil altid være et men

jeg er selvsagt ikke gået umærket igennem min opvækst
med forældre der ikke ville mig, kunne mig eller brød sig om mig,
og som altid satte deres behov før deres eget barns, nemlig mine.
Jeg blev som 22 årig akut indlagt på psykiatrisk hospital
og måtte erkende, at jeg led under svære psykoser
og depression. Jeg var blevet skizofren.

Dette tog mig selvfølgelig endnu mange år at komme mig over
men i dag er jeg recovered og på vej ud på arbejdsmarkedet
i form af flexjob.

Mit kærlighedsliv har i den grad været kendetegnet ved
at jeg falder for alkoholikere, mænd med psykopatiske træk
eller begge dele! Men jeg har i denne henseende formået at gøre forholdene forbi
og stædig som jeg er tror jeg stadig på et vellykket forhold til en mand,
selvom jeg endnu ikke har oplevet det i en alder af 33 år.

Med vellykket mener jeg egentlig bare at en mand
faktisk vil kunne lide og rumme mig og ikke ”bruge”
eller have sig selv i centrum hele tiden.

Skizofrenien har jeg lagt bag mig og får i dag psykolog bistand.
Både min mor og stedfar har jeg begravet, da de døde af deres druk.
Psykopaterne har jeg også lagt bag mig og min biologiske far
har jeg praktisk talt ingen kontakt med.

Endelig handler det om mig og aldrig mere om mine forældre!
Min psykolog hjælper mig med at erkende og handle på, at det er ok
at JEG har det godt og faktisk med et DU SKAL være god ved dig selv!

Det, der har kendetegnet mig og stadig kendetegner mig
og gør at jeg ”overlevede” trods alle ods, er at jeg er meget stædig,
en fighter og nok kan meget slå mig ud pga. min lavere stresstærskel i dag,
men jeg rejser mig altid op igen - og faktisk hurtigere og hurtigere,
som tiden går! --Intet kan slå en mælkebøtte ud

hilsen Laila