For at sige det ultrakort:
1) Du må pinligt og svært erkende,
at misbrug er en fare for dig hele livet.
Du har en forhøjet risiko for at misbruge mad, arbejde, alkohol, andre mennesker, ja, der er muligheder nok.
Blot fordi at du ikke selv
misbruger alkohol, mad, piller etc er du ikke derfor "fejlfri",
"hævet over" eller det evige uskyldige offer for omstændighederne.
- som hvis du gifter dig med - eller bruger en stor del af
din tid og evner på at omgåes og "redde" misbrugere.
Du skal bruge mange år, nye tanker og kræfter på
at bryde fortidens selvdestruktive livsmønstre,
Som Jean-Paul Sartre engang sagde:
Frihed? Det er det du gør ved det, der er blevet gjort imod dig.
Du er selvklart ikke ansvarlig for, hvad der skete dengang.
Det som skete dengang, havde du jo ikke indflydelse på.
Det som du bestemmer over er, hvad du gør ved det,
du nu er blevet til - og en dag måske kan blive.
Selvopdagelsen starter med at blive mere nysgerrig
ja venlig og kærlig opmærksom på dig selv og dit eget liv.
F. eks. skal du nok updatere dit livssyn til 2006 og se kritisk
på hvilke områder, at du presser dig selv alt for meget og til mere,
end du egentlig har det godt med - og reelt set kan klare.
Der er en lang række dårlige vaner at gøre op med
og at lære noget nyt og anderledes, tager tid.
Mange beskriver at det første de mærker,
når de lytter indad, er "et stort tomt hul i maven ". De prøver
først at fylde dette ud med sprut, mad eller arbejde. Uroen går så
midlertidig væk, for hurtigt at komme igen. Denne uro eller følelse af utryghed
og rastløshed er egentlig et godt tegn: Du er ved at mærke hullet i dit liv,
dvs. alt det, som du mangler og savner - og måske aldrig har haft ?
Dette er et meget vigtigt første trin: mere præcist at vide,
hvad du reelt set tørster efter - eller er sulten efter.
At mærke sig selv og kende sine ægte behov kaldes også
"at tage bedre vare på sig selv" - og opdage sine Ja ´er og Nej ´er,
(hvilket jeg synes lyder bedre i ørerne end "at tage ansvaret for sit liv").
Selvopdagelse er ikke en tung pligt - det er en opdagelsesrejse,
hvor du lærer at du kan vælge at rejse i livet med åbne øjne - eller med lukkede øjne, handle pr. refleks og bevidstløst.
Selve det at lære at vælge det, som der er liv i
fremfor det, der kun er død og smerte i,
er et meget vigtigt 2. trin frem.
2) Du må sandsynligvis give slip
og update nogle forældede tankeprogrammer,
som f. eks. at det er din skyld at dine forældres fik det liv, de fik.
De levede deres liv så godt, som de magtede det. Som børn
er vi aldeles uskyldige i dette forhold. Den bedste gave
du kan give dem, hvis du hænger fast i skyldfølelser er, at du bliver blot lidt mere stolt af dit nuværende
liv, end de er - og var - med deres.
Som Henrik Ibsen engang sagde:
"Nogle forældre siger, at deres børn skylder dem Taknemmelighed. Jeg siger, at disse forældre skylder deres børn en Undskyldning."
Engang ønskede dine børn af hele deres hjerte, at elske dem.
Gør de det ikke efter 18 års samvær, er det sørme ikke
børnenes skyld. De forsøger sågar - måske hele livet,
stædigt på at få omdannet disse egoistiske forældre
til dem, som de altid har savnet.
Den dårlige samvittighed og evige skyldfølelse er oftest blot et logisk resultat af disse forældres egocentriske hjernevask, sådan at næsten ligegyldigt hvad der end sker og ikke sker, så er det lynhurtigt et spørgsmål om skyld versus uskyld, fremfor at tage et reelt medansvar for det, som sker nu.
3) Du må bruge mange år på at opbygge
en indre vished op om at du er ok og værdifuld
netop som du er. Denne indre vished er ikke en selvfølge for dig
- lige så lidt som det er for mange andre mennesker.
Dette er måske vildt uretfærdigt, men anderledes set
er det også din chance for at overvinde bjerge og drager,
som ikke alle når at opleve. Du kan blive en overlever, en livskunstner,
en mælkebøtte og en dybere mere erfaren personlighed
ved at tage dig selv op på skødet og gradvis lære at trøste dig selv på en bedre, ja sundere måde og
derved opdage hvem du er i dag - og vil blive en dag.
Dette er let at skrive om, men det tager mange år
i praksis at opdage, hvad disse nye ord konkret betyder for dig.
Et godt udgangspunkt kan være at overbevise dig selv om, at der kun er een af din slags, og hver gang du spiller
en uærlig rolle eller på anden måde er
"ved siden af dig selv",
er du i virkeligheden mindre værd, end når du er dig selv.
Fordi at det mest værdifulde, du overhovedet kan give og være for andre, og dig selv er netop: at du er dig. Du skal ikke tænke på, om andre kan lide
dine handlinger, eller om de ind imellem ikke synes om dine meninger, for det er ikke lykken for nogen bare at få ret, eller blive gjort tilpas. Eller ikke at såre andre - eller selv blive såret, som dengang.
Du må se dybere end det.
Selvværd handler ikke blot om navlepilleri og ord, men om at hitte ud af, hvad det helt konkret er, der netop for dig, gør livet værd at leve. Jo mere du lever i overensstemmelse
med det, du elsker og godt kan lide, det du værdsætter,
jo mere ægte selvværd vil du selvklart føle.
4) Du må meget ofte arbejde ekstra hårdt med det: at kræve din ret
og mærke efter, hvad du reelt set har brug for og trænger til i et svært øjeblik.
Når kassedamen f. eks. giver dig forkert tilbage eller du køber noget,
som du fortryder, skal du klage og ikke forsøge at tilgive hende
eller skåne andre for at blive gjort opmærksom på
at der er blevet begået en fejl.
Det er ikke mere noget at skamme sig over
at du ikke er fejlfri og altid har check på det hele.
Drop det umulige spil og bliv mere ærlig og levende.
Hvis nogen forlanger mere af dig, end du helhjertet kan give,
kan du med træning lære at sige Ja til dig selv og Nej - det vil jeg ikke,
så vi andre mere ærligt ved, hvor vi har dig i fuldt dagslys.
Nogle vil blive sure og fornærmet, ligesom din mor
- imen andre sandsynligvis vil kunne lide dig langt mere end før.
Uærlig, overfladisk og uinteressant er du i hvert fald ikke mere.
Du skal kort sagt til at lære dig at gøre dig mere synlig
og hørbar med dine behov og ikke finde dig i at blive overhørt eller afvist som latterlig eller "Du kan da godt vente lidt og ofre dig".
"Tingene er, som de er. Få derfor det bedste ud af det, du har"
eller andre gamle sange fra barndommens land.
5) Det at tage ansvaret for dit eget liv
og ikke bruge din farmiliemæssige baggrund som undskyldning
for at fejle eller ikke gøre noget, du gerne vil - lyder let, men vil også
kræve en masse tid, tanker og øvelse inden du kan gøre det i praksis.
Det er ok - blot du bliver bedre til det med årene.
Hvis noget f. eks. går galt for dig,
er det dit ansvar at sørge for, det ikke sker igen.
At tage ansvaret for sit eget liv vil også sige at tage smerten i sit liv på sig.
At græde over det, du ikke fik i stedet for at bebrejde andre eller dig selv. og så lære at tage sig selv på skødet og blive trøstet og forstået på en mere kontaktfuld måde, end via fuldskab og vold.
"Det er utrolig svært at blive en varm rund bolle,
hvis du er vokset op i en kold firkantet bageform", som et Mælkebøtte-menneske engang fortalte mig.
6) Du skal tale med andre om det her.
Ikke klagende eller bebrejdende, men prøv om du kan
fortælle historien om din barndom som den var, på godt og ondt.
Selve det at opdage, at der er nogle, som genkender din historie
så du kan udrede, hvad der er fællesnævnere og specielt
netop for dig, er et meget vigtigt skridt frem i sig selv.
Pludselig en dag har du en personlig historie
som giver dig styrke og har mening.
Ligesom mange af disse her ret svære nye tanker,
bliver kun bedre, hvis du vender dem nogle gange
på din helt egen måde, så du en dag bedre ved,
hvad der virkelig er DIG
og ikke-dig.
|
Forhindringer på vejen.
Når du begynder at arbejde med dig selv
(og måske gør regnskabet op med din oprindelige familie),
så får du sandsynligvis dine forældre på nakken, selvfølgelig.
De spørger ængsteligt, hvorfor du ikke kommer på besøg
og kan - og vil - ikke forstå, at du ikke mere har lyst.
Alt for forudsigeligt
kan du derfor roligt regne med
at frigørelsen vil foregå i disse 3 faser
1. fase er: Bebrejdelser og nye krav.
2. fase: Gentagende plageri og bekymring.
3. fase: Deres situation forværres, jo bedre det går dig.
De bliver angst for helt at have miste styringen af dig
og mangler deres sædvanlige "hjælpere".
Inden du når frem til en ny platform:
hvor du mere lever dit eget liv, end deres og er blevet bedre
til at vælge smukt, handle fornuftigt osv. osv.
vil der være mange ret irrationelle kampe.
Lidt mere om 3. fase:
Det ser ud til at forældre instinktivt kan mærke,
at du nu er ved at gå dine egne veje. Fordi de har svært ved
at føle en værdi i sig selv, har de sandsynligvis følt værdi igennem dig.
Når du nu "forlader" dem, forsvinder deres sidste støtte derved.
De kan nu mærke deres eget "hul i maven" endnu tydeligere
og misbruget øges med en generel forværring til følge.
Omgivelserne begynder at spørge til dig - om dem.
Du vil måske opleve en bror spørger "Hvordan går det med far?"
Eller lægen, hospitalspersonlet og andre "hjæpere" vil spørge dig,
hvordan det går med din far eller mor. Det er som om ingen
vil tale med en misbruger, men hellere om dem.
Helt galt bliver det, når en begynder at lægge "behandlings-planer"
for dine forældre - og vil snakke med dig, som om du skal godkende
og bifalde deres planer og så føre dem ud i livet, til slut. I stedet
for at snakke til det syge ben, snakker folk til gipsen (dig).
HUSK dem her på, at dette ikke er din skyld eller dit ansvar
men en simpel følgevirkning af, at dine forældre har levet
deres liv på den måde, som de altså har gjort.
De ligger, som de selv har redt sengen.
Det er frustrerende at blive overset på denne måde.
En eller to gange har jeg oplevet et opmærksomt menneske,
som sagde, "Det må da ikke være let med sådan en famille, hva?!
og gav derved mulighed for, at jeg kunne komme til stede.
De fleste andre havde bare set lige igennem mig
og kun set min flinkhed - dvs. min overflade.
I disse 3 svære faser kan du måske have nytte af
at sende dem en kopi eller et link til Gibrans digt om børn.
Befrielsen.
Der findes selvfølgelig mange måder
at være dig selv på i forhold til dine forældre,
end den du er blevet programmeret til at være dig på.
Et forslag er denne nye leveformel, hvor dit centrum
bliver flyttet tilbage, hvor det hører hjemme:
"Jeg har ansvaret for mit liv,
og mine forældre har ansvaret for deres. Jeg elsker dem,
for det gode, som de trods alt har gjort, og jeg afskyr
deres sprutproblemer. løgne og urimelige handlinger.
Jeg har opdaget min mening, mine grænser
og begrænsninger. Disse er også mig.
Hvis Mor - og andre - beder mig om mere,
end jeg helhjertet kan og vil give, siger jeg NEJ.
Jeg er ikke mere forpligtet til at træde til for at hjælpe,
ligesom jeg heller ikke forventer at få en halvhjertet hjælp gratis.
Min barndom var hverken værre eller bedre end andres,
for ingen får alting og det hele af deres forældre.
Jeg ved, hvad der var smertefuldt for mig dengang,
men sådan behøver det ikke at være mere. Nu står jeg her
foran resten at mit eget liv og skal være forælder i min egen famille.
Sundheden og trivslen her går fremtor alt andet, og jeg vil ikke bruge
tid og kræfter på at løse en umulig opgave: At tilfredsstille mine forældre.
Derimod vil jeg gerne takke for de gode oplevelser og gode ting,
som jeg har fået med fra denne min oprindelige famille. Jeg vil føre
det bedste videre og stoppe så mange som muligt
af disse selv ødelæggende dumme mønstre.
Giv ikke op, tag dig tid til dig selv."
BOGREOLEN:
Læs 'Muslingeskallen'
som skildres en barndom med en alkoholisk mor.
Bogen er selvbiografisk og skrevet af Lise Grue, der
her tegner et billede af livet med en alkoholiseret forælder
set fra barnets synsvinkel. Aktuelt, NetDoktor 23 - 3 - 2001.
+ Janet G. Woititz: "Voksne børn af alkoholikere",
....En barsk samling erfaringer. Borgens Forlag.
+ Susanne Broeng: "Håbet lever altid", Borgen, 2001.
....er en god og klog bog til unge om, når far eller mor
.....drikker alt for meget.
+ Birgit Trembacz: "Familier med alkoholmonstre",
Forestil dig at der er sket et frygteligt trafikuheld bilen er totalskadet.
Familien på 5, far, mor og tre børn er alle slemt tilredte. Ambulancen kommer
men den henter kun det ene familiemedlem til behandling på hospitalet.
Resten af familien må klare sig selv, fordi de ikke bløder.
Skulle man støde på sådan en beskrivelse af en families tragedie,
ville man tro, det var løgn. Ikke desto mindre er sådanne svigt af familier i nød
virkelighed for mange af de familier, der er ramt af et familiemedlems alkoholproblem.
Familier med alkoholmonstre Forståelse · respekt · forandring byder på ny viden
og inspiration til arbejdet med mennesker, der er ramt af et alkoholproblem.
Birgit Trembacz, cand. psych. og familieterapeut, gør bl.a. op
med den gængse opfattelse, at et alkoholproblem kan forstå
kun som et isoleret problem hos den enkelte. At være tæt på,
ja måske afhængig af et menneske, der drikker for meget,
kan have store konsekvenser for hver familiemedlem
ja oftest for resten af livet.
Pris i psykologi-direkte 298,- (Normalpris 348,-)
Til bogen knytter sig et selvhjælpshæfte til unge og voksne,
der er vokset op i en familie med alkoholproblemer, og en børnebog,
som kan åbne for dialog med børnene om et ellers tabubelagt emne.
+ Helene Bygholin Christensen:
"Bømefamilier med alkoholproblerner."
En ph.d.- afhandling, som har focus på disse familier.
Fra Centerfor Rusiniddelforskning, 2001, 186 sider, 70 kr.
Fåes ved at ringe til dem på: tlf. 86 10 85 55
Resume: Børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer,
risikerer at udvikle psykiske, adfærdsmæssige og sociale vanskeligheder.
Typisk er deres symptomer ikke så alvorlige eller iøjnefaldende,
at de påkalder sig den fornødne opmærksomhed - de overses
derfor let i det etablerede børnefamiliebehandlersystem,
hvilket betyder at deres liv bliver langt dårligere,
end det ellers ville kunne blive.
+ læs mere om Selvforagt her.
+ Få svaret på, hvorfor folk drikker så meget.
+ en terapisession om en mands kamp
...for at bevare sin vitalitet sammen med sin kæreste
....og se sammenhængen bagud til hans mor.
+ Lidt teori om Skamfølelsen.
+ et godt indlæg i Vores Børn
+ se denne gode webside til børn,
...der har psykisk syge forældre.
....www.barn-i-fokus.dk/
+ en forklaring på
.. hvad din terapeute mener, når han/hun siger:
..."Du er ikke et Offer, du er en Overlever!"
Color
|