Se disse 3 vigtige undersøgelser fra
Forsknings-nyt fra psykologien


BRUGES ALKOHOL SOM NERVEMEDICIN?
Hvorfor drikker Jeppe? Det spørgsmål er ikke lettere at besvare i vore dage,
end det var på Holbergs tid! Eet af de uløste problemer i forbindelse med spørgsmålet
om årsagen til vores omfattende forbrug af alkohol handler om, hvorvidt vi gør det
for at opnå glæde - eller for at lindre en pine. Direkte adspurgt vil de fleste
mennesker jo nok svare: at de drikker, fordi det gør dem glade,
rolige eller veltilpasse. Kun alkoholikere tør indrømmer
at de tager det, som "medicin" imod abstinenserne.

Men forskellige iagttagelser tyder på,
at der også er mange, der snarere er motiveret af
ønsket om at undgå en ubehagelig følelsesmæssig tilstand,
som de så har opdaget at de kan dulme med alkohol.

I det sidstnævnte tilfælde svarer brugen af alkohol altså til brugen af nervemedicin.
det har ført til spørgsmålet om, hvorvidt vi i benytter alkohol som en slags nervemedicin.
Man taler i den forbindelse om "selv-medicinering" for at beskrive den omstændighed,
at nogle benytter alkohol som en slags medicin på sig selv - altså en nervemedicin
imod pinefulde følelser som angst, nervøsitet eller nedtrykthed.

Denne hypotese er dog svær at bekræfte, fordi folk, der ser tilbage
på deres tidligere forbrug af alkohol, helst vil se det som en kilde til glæde
snarere end som en nem udvej ud af en pine. At indse det sidste
ville måske være for pinligt at indrømme overfor sig selv!

Men nu har en fransk psykolog med det dansk klingende navn Swendsen
sammen med amerikanske kolleger udført en grundig undersøgelse,
der klart støtter den folkelige hypotese om alkoholindtagelse
som en form for selv-medicinering imod "dårlige nerver".

Forskerne fik 100 almindelige voksne kvinder og mænd
med et jævnt (ikke for stort) alkoholforbrug til at deltage i undersøgelsen.
Hver af de 100 personer blev udstyret med en mini-computer,
som de kunne have i lommen eller en taske, så den fulgte med dem overalt,
hvor de bevægede sig rundt i de 30 dage, undersøgelsen stod på.

Fem gange om dagen bippede mini-computeren,
og på disse tidspunkter skulle forsøgspersonerne indtaste en kort besked
om deres sindsstemning med hensyn til den følelsesmæssige tilstand
af nervøsitet, nedtrykthed, glæde, vrede osv., samt en kort oplysning om,
hvorvidt de siden sidst havde drukket noget alkohol og hvis ja: hvor meget.

Ved at sammenholde de mange oplysninger på de medbragte mini-computere
kunne forskerne regne ud, om der var en sammenhæng med bestemte følelsesmæssige
tilstande på et givet tidspunkt - og en efterfølgende tendens til at indtage alkohol.
Desuden kunne de undersøge om indtagelse af alkohol på et bestemt tidspunkt
havde nogen positiv indflydelse på den følelsesmæssige tilstand
i tiden efter starten på alkoholpåvirkningen.

Hvad det første spørgsmål angik,
var der en klar støtte til selv-medicineringshypotesen.
Hvis en person på et givet tidspunkt oplyste at han eller hun følte sig "nervøs til mode",
var der en stor sandsynlighed for, at der nu eller senere hen på dagen ville
blive indtaget noget alkohol. Tilsvarende fandt man, at en oplysning
om en følelsesmæssig tilstand præget af "fredelig og rolig til mode"
var forbundet med en nedsat tendens til at indtage alkohol
i den efterfølgende periode.

Det viste sig dog interessant, at en følelsesmæssig oplevelse af tristhed
eller nedtrykthed ikke - ligesom nervøsitet - var forbundet med stigende tendens
til at indtage alkohol. Dette tyder på, at forsøgspersonerne ikke forventede,
at alkohol ville hjælpe på nedtrykthed, men kun på nervøsitet.

I øvrigt var der også tale om en vis kønsforskel,
idet mændene i undersøgelsen sammenlignet med kvinderne
var langt mere tilbøjelige til at drikke alkohol, når de var nervøse.
Det beror måske på, at mænd oplever det som mere "pinligt" over for andre
- og måske også over for sig selv at være nervøse, eller det kunne bero på,
at kvinderne havde større uvilje mod at bruge alkohol som selv-medicinering.

Endelig kunne forskerne dokumentere,
at selv-medicineringen var ganske effektiv:
I perioden efter indtagelse af alkohol var der et klart fald
i hyppigheden og styrken af nervøse følelser hos både mænd og kvinder.
Men det viste sig også, at dette fald i nervøsiteten efter alkoholindtagelsen
var særlig stort hos de forsøgspersoner, der havde en
eller flere alkoholikere i deres familie.

Det kunne tyde på, at en medfødt tendens til alkoholisme bl.a. beror på,
at man opnår en særlig stor "lindring" som følge af alkoholen, som altså for disse mennesker
er en mere effektiv medicin mod nervøsitet, end det gælder for de fleste andre.

Da man ved, at et stort alkoholforbrug i sig selv
forøger den senere tendens til at opleve nervøsitet,
er det let at se, hvordan alkoholikeren glider ud i en ond cirkel,
hvor det stadigt større alkoholforbrug efterfølgende skaber endnu mere nervøsitet,
som så må "rnedicineres" med endnu større mængder alkohol.

Den "medicin", som altså først virkede lindrende og dulmende,
bliver senere i sig selv årsag til en endnu større angst og nervøsitet.

Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2000 (6)

Kilde:
Swendsen, J.D., Tennen, H., Carney, M.A., Affleck, G., Willard, A., & Hrørni, A. (2000).
Mood and Alcohol Consumption: An Experience Sampling Test of the Self-Medication
Hypothesis. Journal of Abnormal Psychology, 109(2), 198-204.


Alkohol dulmer angst (og stress)
via en kemisk forstyrrelse af forstanden:
Vi har længe vidst det - og nu er det sørme også bevist:
se /www.benzoinfo.dk/fnp/fnp2002-11alkoholdulmer.htm

Se også denne side om mænds måde at være depressive på.
home6.inet.tele.dk/ebbesk/research/depress-men.htm

KAN ALKOHOLIKERE
LÆRE AT STYRE DRIKKERIET ?
Alkoholisme udgør et af vor tids største - måske dét største - sundhedsproblern
i den vestlige verden. Ikke blot på grund af de fysiske skader som følge af umådeholdent
drikkeri, men måske nok så meget på grund af de psykiske og sociale, altså menneskelige,
skader der opstår i alkoholismens kølvand. Der er gjort masser af forsøg på at afhjælpe
alkoholisme med en lang række forskellige metoder med forskellige grader af succes.

Som regel desto mindre succes,
desto længere tid efter behandling, man har fulgt de tidligere alkoholikere.
Det er altså ikke så svært at lære en alkoholiker at holde op med at drikke
- et par måneder! Det svære ser ud til at ligge i opgaven med
at få alkoholikeren til at undgå flaskerne på længere sigt.

Selv om der som nævnt er udviklet mange forskellige metoder til alkoliolisme-behandling,
kan disse overordnet deles i to helt forskellige grupper. Den ene gruppe af metoder sigter på
en total afholdenhed resten af livet. Denne gruppe af metoder er som regel forbundet med
en opfattelse af, at alkoholisme er en livsvarig "sygdom", der kræver total afholdenhed,
for at sygdommen ikke skal blusse op igen.

Den anden gruppe af metoder sigter ikke mod total afholdenhed,
men på hvad man kalder "kontrolleret drikning", altså på en drikkeadfærd
der svarer til den, man finder hos det store flertal af befolkningen, der nogenlunde
kan kontrollere, hvor meget de vil drikke i forskellige situationer, så det er dem,
der styrer alkoholen og ikke omvendt.

De behandlere, der arbejder med kontrolleret drikning som mål,
har oftere en teori om, at alkoholisme beror på et psykologisk problem,
der bl.a. hænger sammen med manglende indlæring af selvkontrol,
og at der altså ikke er tale om en egentlig "sygdom".

Nu har psykologen Glenn Walters fra et institut i Penrisylvania i USA
sat sig for at finde ud af, hvilken af de to behandlings-strategier der er den bedste.

Det har han gjort ved at finde frem til alle de videnskabelige undersøgelser,
der systematisk har sammenlignet virkningen af de to forskellige former for behandling
ved at trække lod blandt en gruppe alkoholikere og så give den ene gruppe den ene form
for behandling og resten den anden form for behandling.

Det viste sig, at der i alt var udført 17 pålidelige effekt-undersøgelser vedr. alkoholisme-behandling,
og i flere af undersøgelserne var der også en tredie gruppe, der fungerede som kontrolgruppe
ved ikke at få nogen behandling, mens de to andre grupper blev behandlet på hver sin måde.

Resultaterne af den systematiske sammenligning af de 17 undersøgelser viste,
at behandlingsmetoden, der byggede på indlæring af selvkontrol - altså metoden
der sigter på kontrolleret drikning - i gennemsnit havde klaret sig bedre end metoden,
der sigtede på total afholdenhed. Og det gælder både, når man ser på lettere og sværere tilfælde
af alkoholisme + når man ser på den umiddelbare virkning efter behandlingen
og holdbarheden af behandlingen flere år senere.

Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2000 (6)

Kilde: Walters, G.D. (2000). Behavioral Self-Control Training for Problem Drinkers:
A Meta-Analysis of Randomized Control Studies. Behavior Therapy, 31, 135-149.


+ se også
VEJEN FRA EN DÅRLIG BARNDOM
TIL STOFMISBRUG GÅR IGENNEM SOCIAL ANGST:

- home.worldonline.dk/~psyke/fnp/fnpbarndom02.htm
- home.worldonline.dk/~psyke/fnp/fnpbarndom01.htm