Såvel psykologer, psykiatere og samfundsforskere er enige om,
at stadig flere mennesker i den vestlige verden bukker under for stærke depressioner,
der kræver behandling af en eller anden art. Der er derimod megen uenighed om
baggrunden for at så mange mennesker i dag lider af disse depressioner.

Den medicinske teori går ud på, at det er en kemisk ubalance i hjernen,
der ligger bag depressionerne – som derfor bør behandles med medicin.
Den mest almindelige psykologiske teori går ud på, at depressioner opstår
ved et uheldig samspil mellem belastninger i tilværelsen og tendenser til
at reagere med negative tanker og selvopgivne adfærdsformer
– således at behandlingen bør være psykoterapeutisk!

Dette rejser selvfølgelig spørgsmålet
om, hvad der så virker bedst ved depressioner: Piller eller terapi.
Som vi tidligere har været inde på i Forskningsnyt, er dette spørgsmål undersøgt
adskillige gange med det salomoniske resultat, at de to behandlingsmetoder
tilsyneladende virker nogenlunde lige godt, men dog således,
at der kommer færre tilbagefald efter psykoterapi
end efter en ren medicinsk behandling.

Tilhængere af den medicinske teori om depression
hæfter sig bl.a. ved, at pillerne faktisk kan afhjælpe denne lidelse.
Det er der dog ikke ført noget bevis for, at depression starter med en hjernefejl.
F. eks. kan man også dæmpe eksamensangst med piller, uden at eksamensangsten
derfor skal opfattes som en hjernefejl.

Men i de senere år har tilhængere af den medicinske teori om depression
med større styrke fremført det synspunkt, at man ved hjælp af de nye hjernescannere
kan se, at depressioner faktisk ofte ledsages af afvigende hjernefunktionerne
og at disse kan blive normaliseret efter en medicinsk behandling.

Heller ikke dette er dog noget entydigt bevis for,
at depressioner har deres oprindelse i hjernens kemi,
da psykologiske belastninger også kan give målbare afvigende hjernefunktioner.

Og nu viser en større canadisk undersøgelse,
at en effektiv psykoterapi beviseligt kan give lige så store hjerneforandringer
som en medicinsk behandling – om end af en anden art.

De hjerneforandringer man har fundet hos deprimerede mennesker
inden de bliver behandlet, er især af to slags: En afvigende over eller underaktivitet
i hjernens pandelapper og en underaktivitet i den dybere hjernedel,
der hedder hippocampus.

I flere tidligere undersøgelser med medicinsk behandling af depression,
har man fundet, at hjerneaktiviteten især normaliseres af pillerne på den måde,
at patienter med underaktivitet i pandelappen får øget aktiviteten,
så den igen nærmer sig det normale.

I den nye canadiske undersøgelse
udsatte man fjorten deprimerede personer for kognitiv adfærdsterapi
i tre-fire måneder. Desuden målte man inden og efter terapien
deres hjerneaktivitet i en hjernescanner.

Stort set alle de fjorten patienter fik afhjulpet deres depressive tilstand
med den psykologiske behandling, og de fleste blev helt fri for depression

Da man herefter sammenlignede hjernefunktionen fra før
og efter den psykologiske behandling viste det sig, at der ligesom
efter medicinsk behandling var indtrådt klare ændringer hos især de patienter,
der havde haft gavn af den psykologiske behandling. Men mere overraskende
var det måske, at disse ændringer var forskellige fra de ændringer,
der forekom efter den medicinske behandling.

Mens den medicinske behandling især viste sig hos de patienter,
der havde underaktivitet i pandelappen således, at der var en stigning
i denne hjerneaktivitet i hele gruppen af medicinsk behandlede patienter,
så hjalp den psykologiske behandling især på de der havde overaktivitet
således, at gennemsnittet for alle patienter var faldet efter behandlingen!

Og mens den medicinske behandling
ikke havde nævneværdig effekt på underaktiviteten i hipocampus,
så fandt man efter den psykologiske behandling en klar forbedring
i dette hjerneafsnit, især hos de, der var blevet helt fri fordepression.

Man kan drage to konklusioner ud fra denne canadiske undersøgelse:
1. At en medicinsk behandling kan afhjælpe en afvigende hjerneaktivitet
er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at denne afvigelse oprindelig er opstået
som følge af en ”hjernefejl”, fordi man kan også normalisere hjerneprocesserne
alene ved hjælp af en ren psykologisk behandling.

Og 2. Psykologisk behandling hjælper tilsyneladende hjernen
på en anden måde end medicinsk behandling – og dette kan måske være
en del af forklaringen på, at virkningen af psykoterapi holder sig bedre.

Thomas Nielsen
lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Set i ForskningsNyt fra Psykologi, .nr.3 - Juni 2004

Kilde: Kilde: Goldapple, K., Segal, Z., Garson, C., Lau,
M., Bieling, P., Kennedy, S. & Mayberg, H. (2003).
Modulation of Cortical-Limbic Pathways in Major Depression.
Archives of General Psychiatry, 61. 34-41
.

Psykologisk behandling bringer hjernen på ret køl
For ca. 10 år siden opdagede man, at mennesker med tvangsneurose
(dvs. tvangstanker eller tvangshandlinger) havde en karakteristisk afvigelse
i deres hjerneprocesser. Det blev fundet ved hjælp af hjerne-scannere,
der kan afsløre afvigende grader af hjerneaktivitet i forskellige dele af hjernen.
Det viste sig, at folk med tvangsneurose påfaldende ofte havde en afvigende
aktivitet i den vigtige del af hjernen, der hedder basal-ganglierne.

Denne opdagelse førte til en antagelse om, at der lå en “hjernefejl”
bag de tvangsneurotiske tilstande, hvilket førte til øget interesse
for medicinsk behandling af tvangneuroser.

I midten af 1980’erne lykkedes det af finde frem til en medicin (SSRI),
der var i stand til at rette op på den afvigende aktivitet i basalganglierne,
og som samtidigt havde en god effekt på de fleste tilfælde af tvangsneurose.

Herefter så det ud til, at man kunne opfatte tvangsneuroser
som udtryk for en organisk hjernelidelse. Men nu har 10 læger
og psykologer fra Californien opdaget, at en psykologisk behandlingsmetode
(adfærdsterapi) over tvangsneuroser er lige så effektiv som medicin
til at afhjælpe denne psykiske lidelse, som er meget pinefuld.

Og, hvad der måske er mere forbløffende,
den psykologiske behandling er oven i købet mindst lige så god
som den medicinske behandling til at rette op på hjerneaktiviteten
i basal-ganglierne, så den bliver ganske normal igen.

Det tyder på, at den omtalte hjerneafvigelse
nok snarere var en virkning af den psykiske lidelse
end en årsag til lidelsen.

Thomas Nielsen
Forskningsnyt fra Psykologien, 1992, 1 (6)
(Kilde: Baxter, L.R. et al.: Caudate glucose metabolic rate
changes with both drug and behavior theraphy for obsessive-compulsive disorder.
Archives of General Psychiatry, 1992, vol. 49, 681-686).