Værsgo - lige til at udprinte:

    "Græd ikke, fordi jeg er død, men glæd dig over,
    at vi har haft et langt liv sammen". Det ønsker de døde.
    Da Herdis døde sagde jeg "Tak fordi du har været her."
    Jeg tænkte ikke: "Hvor forfærdeligt hun ikke er her."
    - som Johannes Møllehave siger i bogen "Til trøst."
    Smukt, og sorg kan også være et tab af kærlighed,
    et dybt savn, som du ikke kan komme af med.


    Når sorgen sætter sig fast.
    Ind imellem møder du et menneske,
    der ligesom er gået helt i stå i sin udvikling.
    Og som for det meste er negativ og i en psykisk tilstand,
    der bedst kan beskrives ved ord som Fortabthed, Selv-opgivende,
    og som lige bag en ydmyg facade, er fyldt med bitterhed og en diffus vrede
    imod alt og alle, ja er vred og rasende på hele verden - og sig selv.
    Og ja - det er et rent helvede at leve sådan, hver dag, året rundt.

    Og ja, du forstår dem godt, når du erfarer
    at de engang har mistet deres elskede barn, en hustru
    eller mand - eller deres ene arm, synet etc. Eller engang
    i barndommen mistede sin mor eller far i en tragisk trafikulykke.
    Eller sit land, som flygtning - eller sin formue - eller andet
    som engang var det, der gjorde dem lykkelige.

    Vi forstår alle godt at de sørger over tabet,
    men forstår på den anden side ikke, at de vedbliver
    med at sørge, så længe efter tabet. "Nu må det da snart være nok!.
    Nu må du igen begynde at åbne dig for livet og genfinde humøret."
    siger vi så opmuntrende - uden at det høres eller gør en forskel..
    Hvor længe andre - og en selv - blot skal forstå og forstår
    er der selvfølgelig mange forskellige opfattelser af.

    Selvsagt er medfølelsen, forståelsen og hensynsfuldheden
    hos de pårørende mere end ok, når tabet er sket indenfor ca 1 år,
    men efter 2 års tid ? - "At det skal fylde meget, smerten vedblive med
    at være stor og at den sørgende helt mister interessen for alle andre"?
    Det er ikke så let at acceptere og forstå for dem, der virkelig holder af .
    Og det er også ind imellem et uløst mysterie - også for en selv..

    Dette har medført at psykologer og andre behandlere er
    begyndt at skelne imellem de almindelige sorgreaktioner
    (+ se 2 + 3 + 4 + 5 ) og de "mere komplicerede sorgreaktioner",
    som vi her skal se lidt nøjere på.


    I gamle dage talte man om
    at helvede er et sted, hvor du aldrig glemmer fortiden
    og bare ved, hvad der sker i fremtiden. Men der er ingen nutid,
    så du opdager det aldrig. Sådan er livet i helvede.

    Langvarig sorg – er en selvstændig lidelse.
    Når man mister en nærtstående ved et dødsfald, opstår i de fleste tilfælde
    en stærk sorg, som erfaringen siger for de fleste sørgende typisk varer ca. et års tid.
    Det skønnes at de stærkeste sorgreaktioner opstår hos dem, der mister en ægtefælle
    eller et barn. Men også tabet af en far eller mor, især hvis man er ung, eller en søskende
    eller en nær ven kan udløse meget stærke og langvarige sorg-reaktioner. Selv tabet af
    et fjernere familiemedlem eller bekendte kan fremkalde en lignende sorgreaktion,
    men i disse tilfælde næsten altid af noget kortere varighed, ofte blot et par uger.
    Ligesom tabet af sit bryst (ved kræftoperation), sin potens eller sit helbred
    også kan give lignende stærke sorg-smerte reaktioner. Vi taler kort sagt
    om tabet af nogle, eller noget, der er værdifuldt for den sørgende.

    Sorgen består dels af en følelsesmæssig pine, en "psykisk smerte",
    der oftest opleves som knyttet til en skærende dyb længsel efter afdøde
    og det mistede. Men sorgen kan også bestå af eller ledsages af andre følelser.
    Der kan dels optræde en heftig vrede både mod afdøde, fx for ikke at have taget bedre
    vare på sig selv, eller imod det sundhedspersonale, der ikke menes at have gjort nok
    for at hjælpe den afdøde. Denne vrede kan muligvis til en vis grad forhindre sorgen i
    at komme til et naturligt udtryk og have sit naturlige forløb. Herudover kan sorgen
    også være blandet med frygt, frygten for fremtiden, frygten for ensomhed og
    for tanken: "Det er umuligt at klare livets opgaver uden dig" /dvs. afdøde.
    (- hvilket du jo i grunden ikke ved og først kan svare på om nogle år).

    Ud over disse tre forståelige "basale følelser",
    sorg, vrede og angst, (der selvklart kan plage og pine den sørgende
    i forskellige blandinger), kan der optræde andre mere specielle følelser
    som selvmedlidenhed og endda jalousi eller misundelse over for dem,
    der ikke har mistet deres kære. (se mere om jalousi /misundelse her)

    Det er en udbredt antagelse,
    at disse forskellige såkaldte "følelses-mæssige komplikationer",
    der kan optræde - ud over den "rene sorg" - hos en sørgende person,
    godt kan forstyrre sorgen, så den ikke få et naturligt forløb
    og derfor ikke "blot" klinger ud efter et års tid.

    Der ses nemlig ikke så få tilfælde af meget mere langvarig sorg,
    og disse tilfælde fortolkes af de nærtstående som, "at tabet var så stort,
    at den sørgende aldrig eller næsten aldrig vil komme sig over det", ja så mener psykologer
    at det i nok så høj grad beror på forekomsten af de omtalte komplicerende følelser,
    der forstyrrer eller blokerer det naturlige sorgforløb, således at sorgen
    af disse forskellige grunde varer meget længere, ja måske livet ud.

    En speciel form for følelsesmæssig komplikation,
    der antages at kunne føre til blokeret sorg, er når den sørgende er udpræget angst
    for at erkende tabet fuldt ud. Og derfor på forskellig måder undgår at se tabet i øjnene.
    (dvs i al almindelighed tyr til den forsvarsmekanisme, der kaldes benægtelse, fortrængning
    eller "at løbe væk fra alt det, der er svært) Den sørgende opnår herved at mildne
    den akutte følelsesmæssige smerte i nogen grad, men får netop af denne grund
    heller ikke overstået det naturlige sorgforløb. Dvs. den sørgende får derved
    ikke gennemløbet, hvad vi psykologer kalder "den nødvendige smerte".

    At vi skal igennem en smertelig sorgfase
    med den nødvendige smerte på et års tid efter et stort tab,
    er efter alt at dømme noget, der ligger i vores natur.Så det er "naturligt og sundt"
    Det forekommer i alle kulturer kloden rundt.og er formodentlig et medfødt instinkt
    for at "holde sig i ro og hele såret" efter et tab. Fordi det i fortidens menneske-flokke
    ville være stærkt forstyrrende for flokken, hvis tabet udløste en stor forstyrrelse i flokken
    (feks ved forsøg på at "man bare lige" ville erobre en andens partner eller et andet barn,
    hvis man selv tabte sit eget barn eller mistede sin mand /kvinde - eller formue).

    Vi kunne så spørge hinanden om,
    hvorfor det skal gøre så forbandet ondt i sjælen i sorgperioden?
    Hvorfor reagerer vi ikke bare med en instinktiv træthed og går i dvale?
    Den oplagte forklaring på dette smertefulde aspekt ved den naturlige sorgreaktion
    er, at dette dybe instinkt er bygget oven på en lidt ældre instinktiv reaktion
    nemlig på vores reaktionsmønster, når vi føler en smerte ved sygdom.

    Fra smerteforskningen ved vi, at mens den ydre smerte i huden
    ved fx et bid af et farligt dyr at det skaber en ophidset følelse, der fører til en flugt-
    eller kamptendens (for at undgå eller at bekæmpe "fjenden"), så fører en indre smerte
    ved sygdom til en adfærdsmæssig passivitet. For at man kan trække sig ud af livets tummel
    og gemme sig bort, indtil sygdommen eventuelt er overstået. Det er således en oplagt tanke,
    at naturen har skabt vores pinefulde sorgreaktion - ved at udløse en psykisk smerte,
    der ligesom enhver anden smerte får den sørgende til at trække sig tilbage
    og holde sig helt i ro, for ikke at forstyrre og ødelægge flokken i den tid,
    det varer at erkende, vænne sig til og komme sig over tabet.

    Men hos nutidens mennesker er der
    - ud over de mange, der faktisk sørger i ca, et års tid
    også ganske mange, der tilsyneladende sørger i adskillige år,
    Og så taler vi behandlere om at sorgen er blevet en kronisk sorg.
    eller er blevet kompliceret og betydelig vanskeligere at behandle.
    .
    Som nævnt har man tidligere forklaret denne kroniske sorg
    med at tabet var særlig stort, og med at sorgen er blevet blokeret
    af komplicerede følelser, som regel angst eller vrede. Nu er der imidlertid
    i de senere år fremkommet den hypotese, at den kroniske sorg slet ikke
    er en sorg! Det kan jo være, at det er en (kronisk) depression
    eller et Post Traumatisk Stress Syndrom PTSD. + 2 + 3
    Eller er det " en bittersød usund afhængighed af at sørge" ?.

    For at tage depressions-hypotesen først,
    så kan sorg og depression godt på overfladen ligne hinanden,
    men mennesker, der har oplevet begge disse følelser, siger at de er helt forskellige.
    Ved et tab og i sorg søger du trøst, omsorg og bevarer sin selvagtelse, ved depression
    trækker du dig som regel helt bort fra andre og mister fuldstændig selvagtelsen.
    Desuden kan den sørgende indimellem opleve små eller store glæder,
    hvis der sker noget glædeligt, mens den deprimerede som regel er
    helt ude afstand til at føle nogen glæde - ved noget som helst.
    (Dette kaldes anhedoni efter det græske ord for 'uden glæde".)

    PTSD er endnu mere forskellig fra sorg.
    PTSD står for post-traumatisk stressforstyrrelse
    og optræder især hos mennesker, der har været ude for en voldsom
    eller grusom ulykke eller begivenhed som fx skibsulykker og naturkatastrofer,
    overfald eller livsfarlige røverier. Det er, som om mennesker med PTSD
    ikke kan komme sig efter chokket ved den skrækkelige
    og rædselsvækkende og rædselsfulde begivenhed.

    De plages især af fire symptomer:
    Forhøjet vagtsomhed, undgåelse af alt, hvad der minder om ulykken,
    tab af glæde ved nye ting (altså en form for anhedoni) og hyppige pinefulde
    og ufrivillige genoplevelser (flashbacks) af den traumatiske begivenhed.
    Også her er der lighedspunkter med sorg, men også klare forskelle
    især vedrørende vagtsomhed, undgåelse og flashbacks.

    Flere amerikanske psykiatere og psykologer har for nylig forslået,
    at det kunne tænkes, at mange eller alle tilfælde af 'kronisk sorg" i virkelighed
    beror på, at man har forvekslet enten depression eller PTSD med "rigtig sorg",
    og det kan være forklaringen på, at disse lidelser ikke er standset af sig selv
    efter et års tid, som i et "naturligt sorgforløb".

    Et amerikansk forskerhold mener dog, at der er en god grund
    til at tvivle på den hypotese, nemlig at det ser ud til, at psykologisk behandling
    for depression eller PTSD ikke hjælper særlig godt på patienter med kronisk sorg.


    For at komme mere til bunds i dette spørgsmål
    har dette amerikanske forskerhold selv udført en stor undersøgelse
    med over 447 mennesker, der havde oplevet tab af en meget nærtstående person.
    Disse personer blev fulgt i knap fire år, og man hæftede sig især ved de psykologiske forskelle,
    der optrådte hos dem, der "overstod" sorgen på et års tid eller mindre, og de
    - noget færre - der udviste "kronisk sorg", der varede længere end et år.

    Hvis den mere kroniske sorg hos de sidstnævnte
    skulle bero på enten depression eller PTSD, skulle man vente,
    at netop disse sørgende allerede kort efter tabet havde udvist symptomer
    på enten depression eller PTSD i højere grad end hos dem,
    der havde et naturligt sorgforløb på et års tid.

    Dette viste sig helt klart ikke at være tilfældet;
    kun styrken af sorgen i den første tid efter tabet kunne forudsige,
    hvem der senere vil glide over i en mere langvarig og måske kronisk sorg.

    Dette modsiger altså direkte hypotesen om, at kronisk sorg
    i virkeligheden er depression eller PTSD. De amerikanske forskere konkluderer
    således, at den kroniske sorg er en lidelse for sig selv og denne dybe smerte
    kræver en noget anderledes form for (psykologisk) behandling
    end ved depression og PTSD.


    Kilde: Bonanno, G.A., Neria Y., Mancini, A., Coifman, KG. & Litz, B. (2007).
    Is There More to Complicated Grief Than Depression and Posttraumatic Stress Disorder?
    A Test of Incremental Validity", fra "Journal of Abnormal Psychology", 116(2). 342-351.

    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)
    -----------------------------------------


    Hvad kan forudsige sorgens styrke?
    Mens vi er ved denne meget pinefulde og gådefulde langvarige sorg,
    kan der være grund til at omtale en hollandsk undersøgelse af, hvilke psykiske faktorer
    der spiller en rolle for styrken og varigheden af en sorgreaktion.

    De hollandske forskere har også hæftet sig ved,
    at sorg ikke altid går over af sig selv efter et års tid,
    men i den hollandske undersøgelse har man ikke stillet spørgsmålstegn
    ved, om langvarig sorg overhovedet er en "rigtig" sorg, men derimod
    set nøjere på, hvad der kan gøre den rene sorg særlig langvarig.

    For at kaste lys over dette spørgsmål, startede de hollandske forskere
    med at opstille hypoteser om to specielle psykologiske faktorer, der kunne tænkes
    at føre til langvarig sorg. For det første postulerede de hollandske forskere,
    at den såkaldte tilknytningsstil kunne være afgørende
    for forløbet af en sorgreaktion.

    Man taler i psykologien om et menneskes tilknytnings-stil
    som en betegnelse for den måde, hvorpå man knytter sig følelsesmæssigt
    til andre, især de mest nærtstående. I nutidens forskning taler man især om
    tre tilknytningsstile: Den sikre, den ængstelige og den svage/fjerne.

    Disse tre tilknytningsstile er både fundet hos små børn
    i deres tilknytning til (især) moderen og hos unge voksne
    i deres tilknytning til partneren (kæreste eller ægtefælle).

    Den sikre og trygge tilknytning er karakteriseret ved,
    at man føler sig tryg i forholdet til tilknytningspersonen og sikker på,
    at denne vil være hjælpsom og kærlig og vil blive ved med at holde af en selv.
    Den nervøse tilknytningstype er kendetegnet ved en mangel på tryghed
    i tilknytningsfølelsen og en deraf følgende nervøs trang til hele tiden
    at få bekræftet det følelsesmæssige bånd til tilknytningspersonen,
    hvad enten det er barnets forhold til forældrene
    eller en voksen persons forhold til ægtefællen.

    En person med en nervøs tilknytning
    har således en tendens til at "klynge sig" til sin tilknytningsperson.
    Den svagt tilknyttede, er præget af, hvad der på over-fladen ligner
    en meget svag eller næsten manglende grad af tilknytning til tilknytningspersonen,
    men denne svage tilknytning menes ofte at bero på en blokeret tilknytningstrang,
    der blokeres eller forstyrres af undertrykte, komplicerende følelser
    - som regel i form af vrede eller angst.

    Den første af de to hollandske hypoteser går således ud på,
    at mennesker med en nervøs eller svag tilknytning typisk ville have sværere
    ved at gennemløbe et naturligt sorgforløb ved tabet af en nærtstående
    end mennesker med en tryg og mere sikker tilknytningstype.

    Den anden hypotese, som på forhånd blev opstillet af de hollandske forskere,
    drejer sig om den sørgendes personlighed, specielt den side af personligheden,
    der i nutidens psykologi kaldes negativ emotionalitet.

    Negativ emotionalitet
    drejer sig om en generel tendens til at udvise stærke negative følelser
    ved mange forskellige former for modgang eller belastninger i tilværelsen.
    Det ser ud til, at vi mennesker er udstyret med to - relativt selvstændige -
    "følelsessystemer", der omfatter henholdsvis positive og negative følelser.

    Man kan således have en høj tendens til negative følelser,
    uden at det siger noget om, hvorvidt man har mange eller få positive følelser
    – og omvendt. De hollandske forskere mente således meget naturligt,
    at mennesker med en høj negativ emotionalitet ville udvise stærkere
    og mere langvarige sorgreaktioner efter et svært tab.

    For at teste disse to hypoteser,
    fik de hollandske forskere kontakt med 219 personer,
    som for nylig havde mistet et barn. Det kunne både være et lille barn,
    i enkelte tilfælde endda et barn, der var død under fødslen, og det kunne
    være et ældre barn eller en yngre voksen person. Forældrenes alder
    varierede fra 26 til 68 år, og de døde born var mellem 0 og 30 år.

    De 219 forældre udfyldte et spørgeskema om deres tilknytmngsstil
    og om deres grad af negativ emotionalitet, både tre måneder og tyve måneder efter tabet.
    Desuden udfyldte de på samme to tidspunkter spørgeskemaer om dels
    styrken af deres sorg og dels symptomer på depression.

    De hollandske forskere mente som udgangspunkt i højere grad
    end de foregående amerikanske forskere, at det var svært at skelne
    imellem sorg og depression, og vil derfor måle styrken af begge
    disse følelsesmæssige tilstande som reaktioner på tabet.

    Det viste sig både ved tre- og tyve måneders undersøgelsen,
    at der var en meget nær sammenhæng mellem styrken af sorgen
    og styrken af depression hos de sørgende forældre.

    Selvom de hollandske forskere er altså enige med de amerikanske forskere i,
    at sorg og depression i nogen grad er to forskellige ting - siden de målte det
    med hver sit spørgeskema - så ser det dog også ud til, at disse to følelsesmæssige tilstande
    i vid udstrækning følges ad, og derfor nok kan være svære at skelne fra hinanden,
    både for de sorgende selv og for deres pårørende.

    Men hovedsagen er så nu, om de to hypoteser holdt stik.
    Var der nogen sammenhæng mellem tilknytningsstil og negativ emotionalitet
    som målt ved tremånedersundersøgelsen og styrken af varigheden
    af den følelsesmæssige reaktion (både sorg og depression)
    hele tyve måneder efter tabet?

    Det var der i nogen grad,
    men ikke helt, som de hollandske forskere havde ventet.
    Ud fra tidligere undersøgelser var forventningen, at tilknytningsstilen
    ville vise den stærkeste sammenhæng på styrken af sorgen tyve måneder efter tabet,
    men resultaterne viste, at det var negativ emotionalitet, der bedst kunne forudsige,
    hvor stærk sorgen ville være tyve måneder efter tabet.

    Dette gjaldt både for den på dette tidspunkt målte sorg-styrke
    og for den målte depressions-styrke, dog mest for sidstnævnte.
    Det ser således ud til, at mennesker med høj negativ emotionalitet
    har en forhøjet tendens til mere langvarige sorgreaktioner
    især præget af depressive symptomer.

    Den høje negative emotionalitet kan bero på medfødte faktorer,
    idet tvillingundersøgelser viser, at enæggede tvillinger er meget mere ens
    med hensyn til negativ emotionalitet end tveæggede tvillinger.

    Men det ser også ud til, at mange psykiske belastninger al barndommen
    kan føre til høj negativ emotionalitet i voksenalderen. De mennesker,
    der har meget stærke sorgreaktioner som voksne, har måske allerede været
    ude for belastninger i form al tabsoplevelser i barndommen,
    således at de bliver mere sårbare over for senere sorgreaktioner.

    Men også de sørgendes tilknytningsstil kunne - om end i lidt mindre grad
    - forudsige styrken if sorg og depression tyve måneder efter tabet.
    Både forældre med nervøs og svag tilknytningsstil udviste
    en væsentlig stærkere tendens til både sorg og depression
    og i lige høj grad ved tyvemånedersundersøgelsen
    som forældre med tryg (sikker) tilknytningsstil.

    Det kan umiddelbart forekomme indlysende,
    at mennesker med en nervøs tilknytningsstil kan blive mere langvarigt
    oprevet af at miste en nærtstående, men man kan måske undre sig over,
    at også forældre med en svag tilknytningsstil udviste længerevarende sorgreaktioner.

    Der kan være to helt forskellige forklaringer på dette sidstnævnte fund.
    Dels kan det være, at forældre med en svag tilknytningsstil ikke er så gode
    til at opnå trøst og lindring fra andre mennesker, specielt fra deres ægtefælle,
    så sorgen derfor varer længere. Dels kan det være, at hypotesen
    om undertrykt vrede og angst bag en svag tilknytning er rigtig,
    og at disse undertrykte følelser har 'kompliceret'
    eller blokeret sorgforlobet, så det af den grund
    bliver mere langvarig.

    Under alle omstændigheder har den hollandske undersøgelse
    kastet lidt lys over, hvem det er, der især har en høj risiko for
    at udvikle den kroniske sorg, som ifølge den foregående amerikanske undersøgelse
    er en selvstændig psykisk lidelse, hvis behandlingsmuligheder
    man endnu ikke har nogen sikker viden om.

    Kilde:
    Wijngaards-de Maij, L. Stroehe, H . Schut,
    H. Stroehe, W. van den Bout, J. van der Heifden, (2007).
    Neuroticism and attachment insecurity as predictors of bereavement outcome.
    Journal of Research in Personality, 41. p 498-505.

    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    "Forskningsnyt fra psykologien", oktober 2000, 9 (5)

    + se /www.psykotraume.dk/Kompliceret_sorg.asp
    + /www.norrebro-lilleskole.dk/om_skolen/sorgpolitik.htm
    + //www.gladsaxe.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx

    + Find mere om Sorg og sorg-grupper her