Værsgo - lige til at udprinte:



    Her kan du læse om:




    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    “Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)
    se tidskriftet her: mit.psy.au.dk/forskningsnyt/
     


    Vender lykkefølelsen
    altid tilbage til "det sædvanlige" igen?

    Den amerikanske psykolog Ed Diener har efterhånden opnået ry
    som en af verdens betydeligste lykkeforskere. Han har gennemført
    et stort antal omfattende undersøgelser over, hvornår og hvor meget
    folk føler sig lykkelige for deres tilværelse. Han - og andre forskere - har
    også spurgt store grupper af mennesker om, hvorvidt de er tilfredse
    med deres tilværelse.

    Det viser sig, at lykkefølelsen og tilfredshedsfølelsen
    er meget nært beslægtede, men det er også nogle forskelligartede følelser,
    der afhænger af lidt forskellige ting. Man kan fx godt være utilfreds med
    mange ting i sin tilværelse og alligevel føle sig akut lykkelig over nogle
    nye og glædelige begivenheder.

    Og man kan i og for sig være ret tilfreds
    med de fleste forhold i sin tilværelse og dog føle sig trist og nedtrykt
    altså ulykkelig - hvad enten man kan forstå grunden til det eller ej,
    således som det er tilfældet ved mange depressive tilstande.

    Men u-lykkelighed i form al depression går stort set
    altid over af sig selv. Selv stærke depressioner klinger næsten altid
    af efter otte-ti måneder, hvis de ikke bliver behandlet.

    Og de kan gå over efter blot én til tre måneder
    ved en god psykologisk eller medicinsk behandling
    (men kommer dog hurtigere igen efter den medicinske behandling).
    Så u-lykkelighed har det altså tilsyneladende en klar tendens
    til med eller uden hjælp at vende tilbage til det sædvanlige
    lykkeniveau efter nogen tid.

    Ed Dierier har vakt opmærksomhed ved
    ud fra sine undersøgelser at hævde, at nøjagtig det samme
    gælder for lykkefølelsen. Også lykken er ifølge Ed Diener
    fra naturens side tidsbegrænset.

    Ed Diener mener endda at kunne sige, at lykkefølelsen
    typisk har en varighed på ca. tre måneder, hvad enten man er blevet
    lykkelig på grund af en kæmpe pengegevinst, en længe ønsket forfremmelse eller en vidunderlig ny kæreste. (At en ny kæreste desværre kun skaber høj lykkefølelse i tre måneder, modsiges dog i nogen grad af en anden forsker, Helen Fisher, der ud fra hjernescanninger mener, at en heftig forelskelse godt kan vare i otte til tolv måneder - men hun er dog enig med Ed Diener i at den er tidsbegrænset).

    Ed Diener bygger især sin konklusion om lykkens naturlige tidsbegrænsning på gennemsnitstal fra meget store grupper af mennesker. Disse tal viser, at mennesker, som på et tidspunkt ligger over det sædvanlige lykkefølelse niveau i gennemsnit, er tilbage på det sædvanlige niveau efter ca. tre måneder.

    Både lykke- og depressionsforskere hævder altså, at udsving i lykkefølelsen både i positiv og negativ retning er tids-begrænsede, og at svaret på det spørgsmål, der blev stillet i titlen på denne artikel: Vender lykkefølelsen altid tilbage til
    det sædvanlige, er et stort ja.

    Men nu mener psykologen Richard Lucas, der er ansat ved universiteter i både USA og Tyskland, at svaret snarere er nej. Lucas har ligesom Ed Diener fulgt en stor gruppe mennesker og målt deres lykkefølelse en gang om året i løbet af tolv år. Han har i den forbindelse set på, hvordan det går med lykkefølelsen hos mennesker, der udsættes for enten særlige lykkelige begivenheder, som indgåelse af ægteskab, og særlige ulykkelige begivenheder som tabet af en elskede ægtefælle ved dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed og invaliditet på grund af ulykke eller sygdom.

    For nogle af disse begivenheder viste det sig, at lykkefølelsen efter nogen tid, faktisk vendte gradvist tilbage til den normale. Det gjaldt fx for de nygifte, og det gjaldt også for de skilte. Det gjaldt endda også for dem, hvis ægtefæller var døde, selv om det her tog lidt flere år at vende helt tilbage til det normale lykkeniveau.

    Men for to slags ulykkelige begivenheder, vedvarende arbejdsløshed og invaliditet, gjaldt det overhovedet ikke, at lykkefølelsen efter selv syv år viste den mindste tendens til tilbagevenden til "det sædvanlige".

    Der er altså begivenheder eller livsvilkår, der kan gøre mennesker så langvarigt ulykkelige, at de kommer ned på en kronisk lavere lykkefølelse i tilværelsen. Tiden læger altså ikke alle sår; man kan blive ramt af ulykkelige livsvilkår, som man ikke vænner sig til følelsesmæssigt, således at man aldrig - eller i hvert fald ifølge Lucas undersøgelse: i løbet af syv år - når at genvinde sin tidligere lykkefølelse.

    Forskningsnyt fra Psykologi har tidligere omtalt undersøgelser, der tyder på, at tendensen til positive eller negative følelser i høj grad afhænger af arvelige faktorer, hvilket har ført til påstande om, at "lykken er medfødt", selv om den som Ed Dieners tidligere forskning har vist, kan komme lidt ud af kurs i kortere perioder. Den nye undersøgelse af Richard Lucas viser, at dette simpelt hen ikke passer.

    Vi kan blive kronisk mindre lykkelige af i hvert fald vedvarende arbejdsløshed og invaliditet - og måske flere andre ting, som endnu ikke er undersøgt. Om der også er noget, der generelt kan gøre os kronisk lykkelige i syv år eller mere, står dog endog hen i det uvisse, men ægteskab og rigdom er det næppe.

    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    “Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)
    se tidskriftet her: mit.psy.au.dk/forskningsnyt/

    Kilde: Lucas, RE. (2007).
    Adaptation and the Set-Point Model of Subjective Well-Being. Does happiness Change After Major Life Events? Current Directions in Psychological Scince', 16(2). p75-79.


    Skilsmisse kan være godt for depression
    I den foregående artikel skrev vi, at skilsmisser kan medføre et tab af lykkefølelsen, som dog retter sig i de efterfølgende år, så man typisk efter to-tre år er på samme niveau som inden skilsmissen. Der burde nu have stået samme lykkeniveau som nogle år inden skilsmissen, for den pågældende undersøgelse viste faktisk også - og ikke særlig overraskende - at der var et tiltagende fald i lykkefølelsen i årene inden skilsmissen. Faktisk var lykkefølelsen et år efter skilsmissen hverken lavere eller højere end et år inden skilsmissen, hvilket tyder på, at den forsinkede lykkefølelse i årene omkring en skilsmisse nok så meget skyldes den ægteskabelige vantrivsel, der fører til skilsmisse, som det skyldes skilsmissen i sig selv.

    Men det er klart, at sådanne gennemsnitstal kan skyldes store individuelle forskelle vedrørende ændringer af lykke- følelsen efter en skilsmisse. De, der ikke har ønsket skilsmissen, bliver selvklart ofte mere ulykkelige, imens de, der har ønsket skilsmissen, til gengæld gennemsnitlig bliver mere lykkelige. Og nu viser en amerikansk undersøgelse, at der også er en speciel kategori af mennesker, der tilsyneladende får mere gavn end skade af skilsmisse, nemlig de, der har været gift i flere år, og som har døjet med tilbagevendende perioder med depression i disse år.

    Undersøgelsen omfattede en stor gruppe gifte personer i 30-50-årsalderen, som alle havde haft flere tilbagevendende depressioner lige fra begyndelsen af 20-årsalderen. Disse mennesker blev fulgt i otte år, hvor man hvert andet år kontaktede de pågældende og interviewede dem om nye depressive perioder og om større begivenheder i deres tilværelse. Det viste sig, at ca. halvdelen af de depressive personer blev skilt eller separeret i løbet af den otteårige periode, og videre fandt man, at det rent tilfældigt forholdt sig således, at halvdelen af disse skilsmisser eller separationer fandt sted, mens de pågældende var inde i en depressiv periode, mens den anden halvdel af skilsmisser eller separationer fandt sted på et tidspunkt, hvor de pågældende ikke var deprimerede.

    Spørgsmålet, om hvorvidt skilsmisser var godt eller dårligt for depression, kunne man derfor belyse på følgende måde:

    Ved at sammenligne gruppen, der var skilt uden at være deprimeret, med en tilsvarende gruppe, der stadig var gift, kunne man se, om de skilte fik hurtigere tilbagefald med en ny depression end de, der tidligere havde været lige så deprimerede, men som ikke var blevet skilt. Det fandt man ingen tegn til. Det så altså ikke ud til i denne undersøgelse, at en skilsmisse for dem, der jævnlig døjede med depression, var tilbøjelig til at udløse en ny periode med depression.

    På denne baggrund kan man således besvare spørgsmålet om, hvorvidt skilsmisser øger risikoen for depression i almindelighed, med et nogenlunde klart nej, hvis det vel at mærke drejer sig om mennesker med tilbagevendende depression.

    Spørgsmålet om, hvorvidt skilsmisser ligefrem kan være af det gode for mennesker, der døjer med tilbagevendende depression, blev belyst på denne måde:

    Man studerede den gruppe, der var blevet skilt midt under en depressiv periode, og sammenlignede forløbet af depressionen hos disse mennesker med en tilsvarende gruppe af deprimerede mennesker, som var blevet fulgt i et tilsvarende tidsrum fra midt under en depression til et stykke tid efter uden at være blevet skilt eller separerede.

    Denne analyse viste, at de, der blev skilt under en af de tilbagevendende depressive perioder, kom væsentligt hurtigere ud af denne depression og fik færre efterfølgende depressioner end lige så deprimerede mennesker, der ikke blev skilt under en depressiv periode.


    Det tyder ifølge de amerikanske forskere på, at gifte mennesker med stærke tilbagevendende depressioner ligefrem kan have gavn af en skilsmisse.

    Man skal naturligvis være meget forsigtig med at generalisere sådanne gennemsnitstal til enkelte konkrete personer. Der kan sagtens være deprimerede mennesker, der får det endnu værre efter en skilsmisse, men for de her undersøgte personer, gælder det altså, at langt de fleste ikke fik det værre, men bedre. Det betyder dog ikke, at man kan konkludere, at skilsmisser i sig selv er af det gode. Det antyder snarere, at der ligger ægteskabelige vanskeligheder bag mange tilbagevendende depressioner hos gifte mennesker.

    Da de tre fjerdedele i denne undersøgelse var kvinder, kunne man tænke sig, at det måske mest gælder for kvinder. Man kunne således forestille sig, at de tilbagevendende depressioner kunne være blevet afhjulpet lige så godt, hvis man med psykologhjælp havde behandlet de ægteskabelige vanskeligheder, som de nu -åbenbart i mange tilfælde - blev "afhjulpet" med en skilsmisse.

    I de tilfælde, hvor der er børn i ægteskabet, kan noget endda tale for den førstnævnte løsning, fordi skilsmissebørn ofte betaler en ret høj pris for forældrenes skilsmisse i form af flere følelsesmæssige problemer med angst og depression, dårligere trivsel i skolen og ringere uddannelse senere hen.

    Alt dette er selvfølgelig kun gennemsnitstal og siger ikke noget om, hvordan det går det enkelte skilsmissebarn. Mange klarer sig ganske udmærket - især hvis den af forældrene, der tager sig af dem, ikke lider af depression. Så specielt for skilsmissebørn, hvis forældre har været deprimerede i ægteskabet, og som er blevet mindre deprimerede efter en skilsmisse, er denne skilsmisse nu nok ikke så uheldig i sig selv

    Kilde: Cohen, S., Klein, D.N. & OLeary, K.D. (2007).
    The role of separation/divorce in relapse into and recovery from major depression. Journal of Social and Personal relationships, 24(6). 855-873.

    Af Thomas Nielsen, Lektor,
    Psykologisk Institut, Århus Universitet.

    “Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5)
    se tidskriftet her: mit.psy.au.dk/forskningsnyt/


    Dr. Phill
    giver en lidt anden forklaring

    i ”Førstehjælp til Parforhold”, side 144-145
    ”Jeg har arbejdet med tusindvis af skilsmisser og har iagttaget et interessant fænomen. Jeg har set, at både mænd og kvinder et halvt år til et år efter et brud, begynder at se ud som og lyde som helt nye mennesker. Jeg har set, at disse parforholdsflygtninge pludselig får et nyt livsmod og ny energi.

    Du har sikkert set det lige så mange gange, som jeg har, og som jeg tænkte du, at grunden til, at de havde ændret sig, ganske enkelt var, at de var kommet ud af deres elendige parforhold. Men efterhånden begyndte jeg at se helt anderledes på det. Det, jeg så, var, at disse parforholdsflygtninge efter at have tabt i kærlighed havde gjort status og derfor havde besluttet, at de hellere måtte se at få styr på sig selv. De var gået i stå i forholdet og var holdt op med at vise sig fra deres bedste side. De havde oplevet et sviende nederlag. De havde erkendt, at de måtte foretage nogle vigtige ændringer.

    Da de nu stod alene forstod de endelig, at de hellere måtte se at komme i omdrejninger. De tabte sig måske tyve, tredive eller hundrede pund, de begyndte at gå i et motionscenter, de fik nye interesser og gjorde nogle nye ting, så de nu var mere spændende, end da de stod i stampe i deres ægteskab. Og nu kommer så det, jeg synes er så trist at tænke på: Hvis disse mennesker nu havde foretaget disse ændringer, imens de endnu var i forholdet, så tror jeg at de stadig ville være der og føle sig lige så tilfredse med sig selv. Det eneste, de skulle have gjort, var at erstatte deres stilstand med disse handlinger, dvs. ændre deres apati med et nyt engagement i deres liv. Det eneste, de skulle have gjort, var at begynde at gøre netop de handlinger, som de nu efter skilsmissen gjorde.

    Det er, hvad du må gøre. Du må forvandle begrebet kærlighed til en udfarende adfærd. I stedet for at være som så mange andre, der ikke har andet end dårlige ting at sige om deres parforhold, og ikke har særligt store forventninger - skal du kræve, at du selv og dermed dit forhold bliver bedre.

    Jeg siger ikke, at det skal være perfekt.
    Men jeg siger, at du skal være stolt af det, du gør over for din partnet. Desværre er det sådan, at man ofte mister respekten for den, man kender godt. Når vi lærer nogen for godt at kende, går der ikke lang tid, før vi bliver sjuskede og slappe. Tænk engang over det: I-begyndelsen da du gjorde kur til din partner, ville du gøre alt for at gøre indtryk – og jeg mener ikke indtryk i en overfladisk forstand, men du ønskede at blive set i et godt lys. Du sørgede ikke alene for at være velplejet, du valgte med stor omhu dit tøj, imens du smilede og førte dig så positivt frem som muligt. Du talte på en sådan måde, at du håbede, at du derved kunne vise dig fra din bedste side.

    Jeg voksede op med tre søstre og var vidne til dette parringsritual i hele min ungdom. For eksempel ville mine søstre ikke så meget som overveje at spise i mulige kæresters nærværelse, om de så skulle sulte. Hvorfor? Fordi det efter deres mening var uattraktivt. Mine søstre, der nu alle er gift og tydeligvis langt mindre optaget af, hvordan de virker, vil nu med næb og kløer slås med deres mænd om det sidste kyllingelår.

    Tænk tilbage på, hvor fintfølende du var lige i begyndelsen af forholdet og sammenlign det med din senere adfærd. Jeg er sikker på, at du nu helt automatisk siger og gør ting, som du aldrig ville have overvejet at gøre i forholdets tidlige faser.

    Jeg er sikker på, at du giver din partner lov til at se sider af dig, du hellere ville være død end have vist i de tidlige faser. Det ligger naturligvis i den menneskelige natur, at vi er tilbøjelige til at tage lidt lettere på det, når vi først føler os trygge ved en situation - og det er sundt. Du bør ikke føle, at du skal leve i et permanent spotlys i dit eget hjem. Men når denne afslappede indstilling bliver for dominerende, er der imidlertid en naturlig tendens til, at vi begynder at kræve mindreog mindre af os selv. For at sige det på en anden måde, vi viser os ikke længere fra vores bedste side, fordi vi ikke længere prøver at gøre indtryk på nogen. Forholdet er jo blevet fast, forudsigeligt og kedeligt. I er kort sagt ikke længere i kurmageriets fase.

    Du kan måske godt klistre smilet på og se glad ud og være varm og hjertelig over for din partner, når læreren er på hjemmebesøg, eller når en nabo kigger ind. Men den måde, du rent faktisk behandler din partner på, bag lukkede døre, siger noget vigtigt om din sande personligheds dybde og beskaffenhed.

    Det kan ganske vist til at begynde med forekomme harmløst, at man tager mere afslappet på niveauet bag lukkede døre. Men det kan nemt gå hen og blive rigtig slemt - for der finder ikke blot en ændring sted af standarden for vores adfærd, vi ændrer os også mentalt og følelsesmæssigt. Det sørgelige er, at vi bliver magelige, vi begynder tit helt uforudsigeligt at hidse os op over tingene. I stedet for at du nu viser dig fra din bedste side og med beherskede følelser, siger du måske: ,,Åh, hvad fanden. Jeg er rasende, så skidt med om det er rimeligt og sårende. Jeg får luft og får det bedre lige her og nu – og er ligeglad med, hvordan det påvirker de mennesker, jeg står overfor. Og da især,
    når disse er din familie.”