Lidt om baggrunden for forsøget: Hjernen er desværre ikke et åbent tag-selv-bord,
hvor man har frit valg på alle hylder til at tænke netop de tanker, som man har lyst til eller brug for at tænke. Ofte bryder der rent ud sagt ubehagelige tanker ind i vores tankeverden. Selv om vi helst var fri for dem - og det kan både virke følelsesmæssigt belastende, så vi bliver irriterede, vrede, nervøse, frygtsomme, ja bange eller triste. Og det kan virke ret distraherende, så vi bliver dårligere til at klare de opgaver, vi ellers sidder og prøver at løse med vores almindelige fornuftige og målrettede tænkning.
Fra et biologisk synspunkt er det dog ikke så mærkeligt,
at vi kan komme ud for "uønskede tanker" på alle tider af døgnet (og sikkert også i nattens drømme). Den nye hjerneforskning tyder stærkt på,
at der uafbrudt forekommer myriader af tankeprocesser i den vågne tilstand, men at kun nogle få af disse tankeprocesser er så stærke og langvarige, at de træder helt tydeligt frem i "bevidstheden".
At en tankeproces er "bevidst" betyder egentlig blot,
at hjernen selv kan fortælle om den pågældende tanke til andre - hvad enten den vælger at gøre det eller ej. At noget "er blevet bevidst",
betyder mht. tankestrømmen oftest at dette kan siges og formuleres med ord. Denne "bevidstgørelse" kan foregå fra et meget vagt, diffust og fornemmeagtigt plan over mere famlende og ufremkaldte planer - frem til en helt klar, tydelig og præcis
formulering af sine tanker, som de store poeter og tænkere i tidernes løb har giver os så mange eksempler på.
Men for at hjernen kan styre den utrolig komplicerede proces det er at sætte ord på det der før var ordløst, regulere ordvalg og talemuskulatur,
kræves der en stærk koncentreret og langvarig hjernetankeproces, og
det er sandsynligvis kun de færreste tankeprocesser i hjernen, der er
så stærke, at hjernen selv kan fortælle om dem, jvnf. udtrykket, "at de der dumme tanker bare lige dukker op i bevidstheden og enten forsvinder de bare væk - eller de sætter sig fast.".
De tankeprocesser der forstærkes så meget, at de dukker op i bevidstheden, er heldigvis som regel også de tankeprocesser, vi har brug for, da hjernen selv registrerer, hvad det er for en aktivitet at vi er i gang med, og hvad det ville være praktisk at slippe ind i bevidstheden i en grad så det der sker, kan gengives sprogligt.
I andre situationer, hvor vi ikke er travlt beskæftiget med et bestemt arbejde
eller løsning af bestemte opgaver, kan vi som regel forstærke de tankeprocesser, vi så at sige har lyst til at slippe ind i bevidstheden. Enten fordi de er behagelige (f.eks. glade minder, lystimpulser eller positive forventninger til fremtiden),
eller fordi de er interessante og vækker vores nysgerrighed.
Alle disse tanke-udvælgelsesprocesser er oftest udmærkede og hensigtsmæssige,
men som nævnt oplever de fleste mennesker også, at der undertiden dukker uønskede og generende tanker op i bevidstheden, som når vi ikke - selv om vi ihærdigt prøver på det, kan frigøre os fra et ubehagelig minde. Eller lade være med at bekymre os om en fremtidig og måske mulig ulykke. Noget, der kaldes angstvækkende Katastrofetanker,
hvor man går og skræmmer sig selv, næsten alene via sine tanker.
Eller man kan på anden måde "sidde fast" i uønskede tanker.
En række nyere psykologiske undersøgelser af forskellig art tyder nu samstemmende på, at forbløffende mange mennesker rent faktisk
går og døjer ret meget med "uønskede negative tanker" i dagliglivet - og den viden
har affødt spørgsmålet om, hvordan man mon bedst bærer sig ad med at slippe fri
for disse uønskede tanker - både de ubehagelige skræmmende tanker
og det medfølgende ubehag. (jvnf. websiderne om Kognitiv terapi)
Det er nærliggende at tro - som mange mere eller mindre bevidst gør, at den bedste måde at slippe af med uønskede tanker "bare er at tage sig sammen"
og anstrenge sig lidt for ikke at slippe tankerne endnu længere ind i bevidstheden,
så de derved hurtigere kan fordampe væk.
Tværtimod, siger to amerikanske forskere nu, der for nylig har undersøgt dette spørgsmål lidt nærmere. Det ser faktisk ud til, at det at anstrenge sig for at holde uønskede tanker
ude af hovedet og sætte viljeskraften ind faktisk virker lige modsat hensigten.
Ifølge de amerikanske forskere krones disse anstrengelser sjældent med held,
men fører snarere til endnu flere uønskede tanker og endnu flere negative følelser!
Ganske som hvis en siger til dig: "Nu må du ikke tænke på en lyserød Banan!"
Eller jeg skriver denne sætning til dig: "Du må ikke læse disse ord!"
Derved forstærkes blot netop det, der ikke ønskes.
Ideen om en sådan paradoksal virkning af at undertrykke negative tanker kom oprindelig fra kliniske psykologer, der har arbejdet med mennesker, som i forbindelse med angst eller depression meget ofte kunne oplyse,
at en væsentlig del af deres problem var, at deres tankeverden ustandselig blev forstyrret af en forøget frygt for fremtiden eller af ubehagelige minder, der hele tiden dukkede op fra fortiden. Og dette på trods af, at de pågældende
netop til daglig anstrengte sig så meget de kunne
for at undgå disse uønskede tanker.
Jo mere vi focuserer på disse uønskede tanker,
desto stærkere og mere skræmmende bliver de til gengæld. Tidligere mente psykologer gennemgående, at dette blot beroede på, selve angsten eller depressionen, altså den bagvedliggende følelsesmæssige styrke, der forstærkede disse negative tanker, så de "masede sig" ind i bevidstheden.
Derfor focuserede de meget mere på at dæmpe angsten og afmagten,
end de interesserede sig for hele "Den Måde, hvorpå folk tænkte".
Men nogle psykologer fik for et par år siden den idé, at problemet
måske netop hidrørte fra, at selve forsøget på tankeundertrykkelse.
Denne tankekontrol-metode kunne måske have den stik modsatte virkning af, hvad de pågældende selv - mere eller mindre bevidst - gik og troede i dagliglivet?
Og det er netop denne mistanke om en negativ effekt af tankeundertrykkelse,
der nu er blevet bekræftet i den nye amerikanske undersøgelse.
UNDERSØGELSEN
De to forskere bad et par hundrede studerende om at udfylde et spørgeskema,
dels om hvad de i dagliglivet kendte til "uønskede tanker", dels hvad de gjorde ved dem,
Og endelig sp. om deres generelle og individuelle angst og nedtrykthed i dagliglivet.
Det viste sig, at langt de fleste udemærket kendte til uønskede tanker, men det viste sig også - og måske mere overraskende - at de, der oplevede, at de jævnt hen forsøgte at standse eller undertrykke deres negative tanker, rent faktisk havde langt flere symptomer på angst og depression
end de, der bare lod de negative tanker fare gennem hovedet
uden at gøre noget ved det.
Dette fund tyder altså på, at tankeundertrykkelse godt kan føre til en forstærkning af de negative tanker, snarere end til en fjernelse af uønskede tanker, Men teoretisk set kunne det jo også være omvendt, således at det var den stærke angst og depression, der førte til endnu mere "behov" for at undertrykke de negative tanker.
Så spørgsmålet om det primært var angsten, der udløste Katastrofetankerne,
eller om det især var Katastrofetankerne, der udløste angsten
forblev ubesvaret.
For at afgøre denne strid imellem disse to logiske forklaringer,
udførte forskerne et regulært eksperiment over tankeundertrykkelse.
Først fik de ca.100 studerende til opgave at udfylde et nærgående spørgeskema, der omhandlede en lang række af de mest kendte ubehagelige tanker, der typisk
kunne optræde som uønskede tanker hos unge mennesker.
For hver af de 60 negative tanker, der var nævnt i spørgeskemaet, skulle hver forsøgsperson markere med et tal fra 0 til 5, hvor meget
netop denne negative tanke optrådte som "uønsket tanke" hos vedkommende.
Derefter bad man alle forsøgspersonerne om at udvælge den af alle de anførte negative tanker,
der var den mest plagsomme i dagliglivet for dem selv, og denne negative
eller uønskede tanke blev derpå kaldt: "Den specielle tanke".
Herefter blev de 100 forsøgspersoner delt i tre grupper,
som var helt ensartede med hensyn til hyppighed af uønskede tanker i dagliglivet og diverse symptomer på angst og depression.
FORSØGET:
De tre grupper fik hver sin instruktion forud for den efterfølgende periode,
hvor de skulle løse en opgave, samtidig med at de med et tryk på en knap skulle angive, hver gang at de oplevede deres tankegang blev forstyrret af "den specielle tanke",
der brød ind i bevidstheden som en uønsket tanke. Hver gang de opdagede
at "nu tænker jeg på noget, jeg ikke ønsker at tænke på", bippede de.
Den ene gruppe blev instrueret i at undertrykke
og gøre hvad de kunne for at undgå tanken (Undertrykkelsesgruppen).
Den anden gruppe blev instrueret i at acceptere den indtrængende ubehagelig tanke
og give den lige så megen tid og opmærksomhed, som den "krævede" (Acceptgruppen).
Den tredje gruppe blev bedt om "blot at iagttage" fremkomsten af den specielle tanke,
og ikke gøre noget som helst ved den (Meditations / Iagttagelsesgruppen).
Før og efter denne opgaveperiode
var der en periode med "fri tænkning", hvor alle forsøgspersonerne i de tre grupper
skulle angive, hvor meget de tænkte på den uønskede tanke, men i øvrigt måtte de tænke på,
lige hvad de ville, og de blev ikke bedt om at forholde sig på nogen speciel måde
på den uønskede tanke. Derved fik forskerne et konkret Før- og Eftermål
for hvor ofte - og hvor meget de tænkte på sådanne uønskede tanker.
Umiddelbart så det ud til, at tankeundertrykkelsen virkede, fordi hyppigheden af uønskede tanker var lidt faldende under opgaveperioden
i tanke-Undertrykkelsesgruppen (og Iagttagelsesgruppen),
imens hyppigheden var lidt stigende i Acceptgruppen.
Men da man så på det videre forløb i perioden bagefter,
viste det sig, at der nu var indtrådt et kraftigt fald i hyppigheden af uønskede tanker i Acceptgruppen, imens der i de to andre grupper ikke forekom et sådant fald.
Dette resultat tyder på, at det at forholde sig accepterende til negative tanker nok kan kræve lidt tid til tankerne, imens man forholder sig accepterende
til dem, men også at man derefter får hovedet mere fri for disse tanker
og efterfølgende bedre kan tænke på noget andet.
En endnu større forskel på grupperne
var der på et mål for utilpashed ved situationen. For alle tre grupper var der et lille fald i oplevelsen af "psykisk utilpashed"
fra førperioden til under opgaveperioden. Men ved efterperioden var der en stor stigning
i det oplevede ubehag i tankeundertrykkelses-gruppen, imens der tværtimod
var indtrådt et stort fald i det følelsesmæssige ubehag i acceptgruppen.
I iagttagelsesgruppen var der ingen ændring i "utilpasheden".
RESULTATET
Det ser altid ud til, at Acceptmetoden over for uønskede tanker ikke alene skaber mere frihed over for disse tanker senere hen, samt bedre humør, imens undertrykkelsesmetoden både giver endnu flere uønskede tanker
og et tilsvarende dårligere og dårligere humør!
Da en stor del af psykoterapi ofte handler ofte om at lære mennesker at acceptere at deres indre liv og ukendte impulser, tanker og følelser, kan det oplagt godt tænkes, at psykoterapi også virker ved at lære mennesker at benytte Tanke-Accept-metoden i dagliglivet!
I og med at frygten for tankerne kobles ud og en accepterende
mere nysgerrig - og måske forundret - holdning indlæres,
forandrer dette også på antallet og intensiteten
af det, der før blot var uønsket og negativt
Det bør i øvrigt nok tilføjes, at der er en grøft i den anden side af vejen,
hvor man ikke blot accepterer de negative tanker, men også lader sig opsluge af dem og næsten totalt lader dem styre sin tænkning, så de negative tanker begynder
at optræde i lange kæder og feks bliver til endeløse bekymringer.
At forholde sig accepterende til enkelte negative tanker betyder altså ikke,
at man blot skal lade dem styre hele den efterfølgende tænkning, så der kommer
endnu flere negative tanker, men blot at man skal lade den enkelte negative tanke forløbe, uden aktivt at give den koncentration. Lad tanken have sin tid og så
vil den meget ofte forsvinde helt af sig selv.
Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
Scannet fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2005
Kilde: Marcks, B.A. & Woods, D.W. (2005).
A comparison of thought suppression to an acceptance-based technique
in the management of personal intrusive thoughts: a controlled evaluation.
Behaviour Research and Therapy, 43. 433-445.
|