Værsgo - lige til at udprinte:



Selvhad kan forvandles
til selvrespekt, når du ændrer ved den måde,
hvorpå du tænker - og vurderer dig selv og livet:





(Udpluk fra “Psykodrama-bogen”, 1997, side 183 - 188):


Det at hade sig selv
eller i mildere grad "ikke at kunne lide sig selv"
kan føles og opfattes ganske som om, at du har forbrændt dig.
Enten forbliver du ret hudløs, eller også danner du et hårdt arvæv over såret.
De, der er særlig sårbare mht. at hade sig selv, er meget ofte også de,
som har fået sig en kraftig 2. eller 3. grads forbrænding i sjælen,
hjertet eller Egoet - igennem flere barske år i barndommen.

I stedet for at få selvtillid
og en solid selvværdsfølelse hjemmefra,
lærte vi i stedet for at blive vores egen værste fjende
- og hårdeste kritiker, dommer eller måske en dag ... bøddel.?

I stedet for at være mere helstøbt
blev du splittet op i "Noget i mig", som hader resten af mig.
Ingen af os blev født med hverken en lav eller høj, en negativ
eller positiv selvopfattelse. Vi åndede, spiste og lo
og anede endnu ikke, hvordan vi så på os selv
- og mindst da, hvordan vi bedømte os selv.

Vi lærte dog snart via denne komplicerede svære måde
hvorpå vi blev set på dengang ... at føle og opfatte os selv som "ok",
"ikke- ok", at vi var "søde", "kloge", "smukke", "dygtige", "vidunderlige"
eller blot "elsk-værdige" etc. Ganske som vi lærte at føle os "små",
"forkerte", "svage", "grimme", "dumme" - og hvad vi nu ellers
går og siger om - og til os selv også nu i dag.

Ja, nogle lærte endog at opfatte sig selv som "onde", "håbløse"
og "total umulige" i det hjem og den skole, som de voksede op i!
Dette er desværre langt mere almindeligt, end de fleste tør se i øjnene.

Ronald D. Laing udtrykte denne forståelse
sådan her i et foredrag i 1986: "Vi ser ikke os selv,
når vi ser os selv i et spejl. Vi ser kun det, som
vi er blevet hypnotiseret til at tro, er os."

(Prøv lige at læse dette een gang til.
Hvordan føles den barske kendsgerning?)

Vi lærte først os selv at kende igennem vores mors,
derpå fars, skolelærers, legekammeraters og søskendes øjne.
Sidenhen maler du blot ukritisk videre på selvportrættet, indenfor
deres ramme og ud fra deres målestok. Ikke fordi du ønsker det,
men fordi at sådan starter din Selvfattelse.

Det er vist en udbredt erfaring, at en fejlagtig selvvurdering
forunderlig let kan medføre, at man føler sig afmægtig og forkert
- selv langt op i voksenalderen. En af nøglerne til at åbne op for
for noget nyt -ja måske et nyt liv - er at aflære sig hypnosen
og lære at se, føle, mærke og opdage sig selv på en mere
selvstøttende facon, end den gamle stereotype måde.

Hvis du er blevet hypnotiseret til
og selv har "købt" en "forkert" Selvopfattelse kan
dit liv let risikere bare at blive en tragisk forlængelse
og en ondartet gentagelse af en dårlig barndom.'

Den gode nyhed er,
at du som voksen kan se på dig selv
med nye øjne og briller, hvis du ønsker det.

Vi siger ikke, at det er nemt,
men når vi i et terapiforløb opdager,
at det mest er "en ondartet og forvrænget negativ selvopfattelse",
som låser og fastholder hovedpersonen i et uregerligt selvdestruktivt
eller selvformindskende adfærdsmønster, ja så bliver denne kognitive
synsvinkel et vigtigt arbejdspunkt for os og dig i vores terapeutiske
og pædagogiske arbejde med vedkommende fremover.


Nøgleordet er selvrespekt:
at kunne se sig selv og andre i øjnene uden skam.
Turde tænke nye tanker, sætte grænser, blive mere direkte
rette hovedet - og opøve en større tillid til sig selv og andre.

Selvindsigt er en god ting at tilstræbe,
men som du måske også ved, så kan det være en utrolig sej
og svær opgave senere hen i livet at blive til en dejlig rund bolle,
hvis skorpen er brændt alt for hårdt, og du samtidig er
blevet forbagt i en alt for firkantet kageform.

I praksis er problemet oftest:
Hvordan kan vi få denne viden ned på jorden,
så det bliver muligt at forandre på sin skæbne?
En del af løsningen er at se kritisk på sit livssyn.

Hvis du føler dig ramt af ovenstående, vil vi foreslå,
at du et stykke tid sætter ekstra skarpt focus på de selvfordømmende tankelåse,
som så ofte findes hos "voksne børn" fra utrygge, ukærlige eller kaotiske familier.
Ligesom alt for stressede skoler er hovedårsagen til, at mange børn
som senere bliver voksne - føler sig dummere, end de er.

Den sunde fornuft kortsluttes igen og igen,
per refleks, og alt for mange slår udad og indad - og hader sig selv.
De lægger f. eks. alt for let skylden på sig selv: "Når jeg har det ondt,
så er det nok fordi, at jeg er ond". På den måde genvindes kontrollen
over det meningsløse, der sker. Misrøgt får sin egen absurde mening.
"Når far, mor og X ikke holder af mig, så er det nok
fordi, at der er noget i vejen med mig!".

"Når jeg ikke kan klare en opgave, så er det nok, fordi jeg er dum.".
"Når X, far eller mor ikke elsker mig, så er det nok, fordi jeg ikke
er værd at elske". "Når andre ikke forstår mig, så er det nok,
fordi jeg er så uinteressant". - "Når far, læreren, bossen
eller arbejdsmarkedet ikke synes at jeg er noget værd,
så er jeg nok heller ikke noget værd." osv. osv.

Eller mere bredt:
"Når jeg ikke lever op til andres krav
og forventninger til mig, så er det nok, fordi jeg er dum, håbløs,
syg, værdiløs - eller ganske enkelt forkert. Det er nok generne."

Fortsæt selv disse tåbelige undskyldninger
for at undgå at se virkeligheden og sig selv i øjnene.
Det , som du da vil føle er måske pinligt og skamfuldt,
men sandsynligvis kan du få øje på dig selv
bag denne indlærte Selvopfattelse" - ?

Vi er ikke i tvivl om, at en sådan selvudslettende
og selvfordømmende indre stemme har sine rødder
i et lille barns logik - ud fra de informationer det havde.

Og at det er en vigtig terapeutisk opgave at støtte og inspirere
et sådant barndomsforbrændt menneske i at lære sig at koble
hovedet (dvs. personens fornuftige voksne-Jeg), kroppen
og en ny kærlig omsorg for sig selv - bedre sammen.


Dvs. opgaven er
at lære personen at opdage sit valg:

sit eksistentielle ansvar for sig selv, sit humør og sit liv.

Det har i den sammenhæng aldrig været nogen let eller nem opgave
at vokse sig større end sine forældre og lærer - eller bevæge sig
i en helt anden retning, end de ønsker. Sandsynligvis
vil de slet ikke kunne forstå dig - fordi at de er
alt for fastlåste i deres forkerte syn på dig.

I nutidig psykologsjagon kaldes dette helende arbejde
"at integrere Jeg-opfattelsen med sit mere eller mindre forladte,
sårede, forsømte, mishandlede - og oversete indre barn."

Peter Bastian udtrykker essencen
af dette nye mentale synspunkt pragtfuldt enkelt:
"Ind imellem er jeg uforsonlig, vederstyggelig og fordømmende
overfor mig selv i en grad, som jeg aldrig ville byde andre mennesker.
Men jeg har efterhånden lært at tage mig selv på skødet,
som det fejlbarlige menneske, som jeg jo immervæk
stadigvæk er." ("Ind i musikken", 1994).

Det handler ikke om skyld eller uskyld,
da det ikke handler om en forbrydelse, men om at lære kunsten
at føle sig værdifuld og tage bedre vare om sit liv. Som Sartre sagde:
“Frihed er, hvad jeg gør ved det, som de har gjort mig til.”



    Opdragelse sker i dag
    heldigvis mindre brutalt og voldsomt

    end i forrige århundrede, hvor børn jo som hovedregel blev tæsket,
    overset, forsømt, mishandlet - og misforstået. Børnepsykologien er i vores øjne
    en af de største og mest oversete opdagelser, der er skete i sidste århundrede!

    Børn betragtes nu som små mennesker med følelser og hukommelse.
    De er blevet synlige i deres eget legeunivers med deres egne drømme,
    talenter og rettigheder. Børn er ikke små voksne, de er noget i sig selv.

    Freuds 1. opdagelse er sand: Den voksne gror ud af barndommens
    bageovn - og bageformen er utrolig vigtig at huske i sin analyse
    af hvem du er - og hvorfor du i dag er som du er..


    Børnene er fremtiden.
    Den holdning og erkendelse er i dag så udbredt i Danmark,
    at vi let og ofte glemmer, at den humane børneopfattelse knap nok
    er 100 år gammel i menneskets ca. 35.000 årige lange kulturhistorie!*
    I mange andre samfund er børn stadigvæk "kun små voksne",
    "en ekstra mund at mætte" eller 12 kameler værd,
    når de bliver store.

    Ja, flere steder i verden eksisterer der sågar stadigvæk børneslaver,
    og ja, de myrder små piger i Indien og Thailand i 2001 !!! Kort sagt:
    Der er stadigvæk utrolig mange voksne mennesker, der simpelhen ikke ved
    eller ikke vil indse (og fornægter?) - at børn har rettigheder, valg,
    stærke følelser - og tænker deres egne tanker.


    Har du i den sammenhæng lagt mærke til,
    hvor mange der bliver vrede, bange eller skamfulde,

    hvis du forsøger at få dem til at se kritisk på deres forældre og den måde,
    hvorpå disse har formet dem, deres livssyn og Selvopfattelse på?

    Især overreagerer de,
    hvis eget barske barndomshjem har sat sit tunge stempel
    på næsten hele deres liv! De med en tryg og glad barndom
    synes at det er spændende at tale om plusser og minusser
    ved forskellige slags opdragelses stilarter.


    Hvorfor er vi dog så bange
    for at se kritisk på vores opvækst, vores forældre
    og vores egen livshistorie? Vi er vores historie
    og det er ud fra den platform at vi forsøger
    selv at skabe os vores fremtid.


    Genkender du denne frygt
    for at se kritisk tilbage, og kende din historie
    så vil vi lige minde dig om, at sandheden
    aldrig er ond og hæslig. Det er løgnen,
    som gør livet hæsligt og uforståeligt.



Eller se:
Side 1: om børn fra Kaos hjem.

Side 2: Barske historier fra hverdagen

Side 3: Sådan kan det påvirke dig, som voksen.

Til side 4: Sådan bryder du spillet



Til et gratis kursus i
at genopbygge selvtilliden.


Til en masse sjove
og afstressende Humorlinks


Stor kunst og foto linkreol

Eller flyv lidt ud i universet og se det hele
i et lidt større perspektiv


Til Index