Hvordan ser du på dig selv?
Hvem ser du, når du ser dig i spejlet? Hvad føler du for dig selv? Ordet respekt, og at re-spektere kommer fra det latinske "Re-spektrum", der betyder "at blive genspejlet", dvs. set. "Jeg ser Dig!" = "Jambo", som de siger i Afrika.: Vi kunne også sige: "Jeg føler mig værdsat og jeg værdsætter dig, fordi vi er her." Ordet Respekt bruges desværre også i en helt anden betydning, ala GoodFathers: "Kids and people today, they have no respect!" Dvs. at folk sgu ikke er bange for mig mere og de behandler mig ikke som deres chef. Her er respekt kun et udtryk for et frygtbaseret magtforhold. |
|
Lidt om at blive set, versus at blive set på. Det er en stor og vigtig forskel, at se dig - eller se vurderende på dig. Næsten som at se med - og se uden solbriller. Når jeg bliver set, hørt og forstået, dvs. værdsat som jeg og min unikke virkelighed nu engang er, så giver dette et løft, som styrker min sjæl og selvtillid. Min glæde og tilliden til at jeg nok er ok, styrkes. Jeg føler mig set - næsten som jeg ser mig selv. Vi kunne kalde det basal bekræftigelse. Når jeg bliver set på, vurderet - og måske får ros og kritik. Det føles helt anderledes - og sker, når du og andre kun ser på een bestemt del af mig. Jeg bliver da vurderet ud fra hvad jeg gør og hvem at du tror og forestiller dig, jeg er - ikke som en hel person. Ok, siger du så måske, "men hvordan ser og opdager jeg så mit sande Selv, som jeg er?" That is the question. - På et logisk plan en umulighed, for hvem er dog "det observerende jeg", der iagttager og mærker "essencen af mig", som ægte og sand ? Og hvorfor føler jeg ofte at jeg er mest mig selv, når jeg overhovedet ikke tænker på mig? En gåde, du har et helt liv til svare på. Selvtillid handler mest om at opdage sig selv in action ud fra: "Hvad er jeg god til - og hvad må jeg øve mig i, for at kunne blive bedre til det og derved endnu gladere for at være mig?" - Ikke som et endeligt slutmål, men som en bestandig rejse ud i det uvisse. Selvtillid er det løft, der giver mig lysten og modet til at fortsætte rejsen, når det går op ad bakke. |
|
|
|
|
Om at acceptere, .virkelig se klart og derfor give sig selv lidt mere tillid. Nogle taler om vi bør lære at elske os selv. Tja - er det mål ikke lidt for meget af det gode, for ikke at sige: et alt for ambitiøst projekt? Er det ikke mere realitisk blot at øve sig i at kunne tale lidt venligere til sig selv, den næste gang du spørger spejlet:
Hvem er du, som jeg ser der? Og føler indeni. Hvad er det første, jeg føler for dig? Er du en, der godt tør tage en chance? Kan jeg egentlig godt lide dig? Eller ...? Hvad er du særlig glad for - ved at være dig? Er du for ofte vred og utilfreds med - at du er dig? Hvad kan da gøre dig gladere og lidt mere tilfreds? Hvordan ser du på dig selv? Hvad ser du efter? Og hvordan taler du med - og til dig selv? Tænker du tit tanker, der støtter og styrker dig? Hvor megen tid bruger du på at skælde dig selv ud? Lever du mest i fortiden, i nutiden - eller i fremtiden? Har du glæde af dine tanker - eller kører de i ring? Eller er du en, som skammer dig over at være dig? Føler du oftere smerte, end glæde og lyst ved at leve? Eller føler du en varm ro, og en munter venlighed ja måske endog en glæde ved at være dig? "Hvo som vover, risikerer at miste fodfæstet for en tid. Hvo som intet tør vove, risikerer helt at miste sig selv - og det, som gør livet værd at leve", som gamle Kierkegaard engang formulerede livets barske eksistens lov og den basale udfordring til os mennesker. |
|
Til den sidste side i Selvtillids kursets afsnit 1. |
