En terapihistorie om at nyorientere sig
efter at børnene ikke mere behøver dig.
En tilføjelse til introduktion til Kognitiv Terapi.
Her kombineret med en Gestalt terapeutisk metode.
(Udprint, for så er de lettere at læse og bruge).



Maria´s opgør med sin Burde-stemme
og besværet med at finde sig et nyt ståsted.
Maria er 38 år, og har nogle store børn på 14, 18 og 21 år,
der nu godt kan klare sig selv. Det har givet hende mere frihed.
I de sidste to år har hun haft et halvtids-job udenfor hjemmet,
og det har været en stor succes. Hun er glad for sit arbejde.

Hun holder meget af sine børn og sin mand. Som hun sagde:
'Egentlig burde jeg være glad og tilfreds. En masse konflikter andre har,
har vi ikke. Jeg er stolt af mine børn, de klarer sig godt. Jens er jeg også
godt tilfreds med - øh jo det kunne blive bedre, men han er god nok..
Nu får vi snart bedre tid til hinanden, børnene flyver jo snart væk.
På alle måder har jeg det godt... og dog er jeg ikke glad
eller tilfreds med mig selv og mit liv,
- kan du hjælpe mig med det?."

"Lad os prøve" svarede jeg, "men først
vil jeg godt lige lære dig lidt bedre at kende".
De første par gange snakkede vi blot stille og hyggeligt sammen,
og der blev etableret en god ærlig "Jeg-Du-kontakt". Jeg lærte,
at Maria var opvokset i en familie, hvor hun blev tvunget til
at vokse hurtigt op. Og hvor der kun var lidt tid til leg,
have det sjov og lave ballade: Pligterne kaldte tidligt,
da der ikke "var penge til alt mulig pjat og fjas"
i det husmandshjem Maria voksede op i
som storesøster for 4 søskende.

Hun havde lært sig ... eller følt sig tvunget til?
hurtigt at blive meget selvstændig og stolt over,
"at kunne klare det hele selv og ikke bede andre om hjælp."
Hun var næsten blevet helt Selvtilstrækkelig i dag,
indrømmede hun, uden at hun kunne "se noget
forkert ved det. Sådan er jeg jo bare."

Hun havde tidligt lært
at opføre sig Fornuftigt og Hjælpe alle andre.
Hendes egen Mor havde ofte brug for hendes hjælp i telefonen
og Far, som var landmand, havde også brugt hendes styrke.

Hendes barndoms roller og spil blev hele tiden genvækket,
da de godt kunne finde på at ringe et par gange om ugen.
Der havde ikke været meget tid til at være et lille barn.
Kreative Selvudtryk, friheden fra pligterne var glemt.
Det havde der aldrig været tid, og penge til.

Ud af storesøster-rollen i fanilien
groede der et karakteristisk "tage sig sammen-mønster",
der selvsagt var blevet kraftigt forstærket af at få 3 børn
og en Præstations-orienteret mand, der næsten aldrig holdt fri.
Jeg så for mig 2 stærke heste, der trak familie-bilen adsted
på en vej frem imod et eller andet ukendt diffust mål.

Maria var blevet en dygtig, flittig, overansvarlig stor pige
og kunne med rette være stolt over alt det, hun havde fået udrettet
og opnået. Det havde været hårdt arbejde, men Maria er ikke den,
der klager. Hun var også en meget sød kærlig og indlevende,
ja medfølelende varmhjertet kvinde, der kunne få sympati
for og følte med andre menneskers nød. Og det var ægte.
Det vat - og er svært ikke at kunne lide hende!

Hendes antenner var altid rettet ud på de andre:
"Kun når alle de andre har det godt, kan jeg slappe af."
Hun vidste ret præcist, hvordan hendes mand havde det inden i,
og hvordan hver af hendes børn havde det inden i. Hvordan hendes mor
havde det og hvordan et par af hendes gode gamle veninder havde det.
Ligesom hun havde en række gode gæt på, hvordan jeg havde det
ved at sidde og tale med hende. Hun var kort sagt:
et hjerteligt og meget selvstændigt menneske.

Desværre var der kommet nogle revner
i denne imponerende facade. Hun fortalte om mange
"små skøre og tossede fobier"; steder hun var bange for
og mennesker; hun undgik og følte sig mærkelig beklemte ved.
Hun bed vist en masse følelses-udbrud og impulser i sig hver dag!

F. eks. kunne hun slet ikke huske, at havde skældt nogen ud
Og hun led af en række psycho-somatiske smerter i kroppen,
hyppige hoved-pine-anfald, et par mareridt, lænde-smerter og hendes læge
havde begyndt at tale med hende om hendes begyndelse på gigt-problemer i
led og hænderne. En række små tydelige signaler om,
at hun reelt havde det skidt og trængte til omsorg,
- men det fortalte hun først om senere i forøbet.

Det kom også frem, at hun de sidste 5 år havde haft
depressive anfald, hvor hun gik helt i sort, lå i sengen
og simpelhen ikke gad stå op.Og det var blevet værre år
Også frygten for, at få det sådan igen her til vinter,
havde fået hende til at opsøge min hjælp.

Det var i sig selv svært de første gange
i vores møder, at få Maria til at vende sine fint-mærkende radar-skærme
og antenner INDAD. De vendte så eensidigt udad mod alle de ANDRE.
"Hele tiden ser jeg efter noget, der mangler".- "Aldrig er det godt nok".
"Jeg glemmer hele tiden at føle efter, hvordan jeg selv egentlig har det".
"Det er dejlig og utrolig svært for mig at tage mig I time
helt til mig selv i opgaven: "Min Egen Time:' som
jeg havde givet hende - at gøre hver dag.



Du kommer nu ind i session nr 7,
hvor Maria og jeg sidder og taler sammen.

Maria fortæller mig, at hun har fået det meget bedre
og er som sædvanlig i gang med at prøve at overbevise mig
(og sig selv?) om, at alt er ok. Nu er hun ovenpå, og alt er skønt
og trygt, så hun leger spillet: "nul huller Mr Tandlæge'.

Især er hun glad for en cd, jeg har brændt til hende
"DANSE-MEDITATION 1 - 5, og "Letting go of stress"
som hun ofte har danset til og brugt som afspænding i sin egen time,
når "jeg følte trang til at rase lidt ud eller slappe af fra forvirringen".
Andre gange havde hun taget en lur eller slappet at til musik.

"Ja, men så er alt vel godt nu Maria",
udbrød jeg,"ok så lad os slutte her" og jeg rejste mig.
Hun svarede med en stor stilhed... sad længe og så på mig.
"Jeg tror ikke,et jeg kan fortsætte med at Danse og Slappe at,
hvis ikke jeg bliver holdt fast i det her.. Så jeg vil godt fortsætte.
Det er, somom noget inden i mig hele tiden stopper mig og sabotere mig i
at have det godt...stadigvæk og jeg forstår ikke, hvad det er."

Ebbe: :"Kan du give mig et eksempel på, at du saboterer dig selv?"
M: "Der er alle mine mange undskyldninger for ikke at tage mig tid
til at nyde livet og mig selv, min frihed I time om dagen. Igen og igen
må jeg ligesom tage mig sammen til at tage fri I time, som du sagde,
jeg skulle. Det er een af måderne, jeg sabotere mig selv på.

En anden er mere skræmmende.
Nu f.eks. forleden dag, dansede jeg og musikken holdt op.
Så fik jeg lyst til at sætte en gammel Bob Marley plade på,
og det blev helt orgastisk, så dejligt dansede jeg.

Pludselig faldt jeg sammen, og sad og græd
som en lille pige nede på mit gulvtæppe. og blev helt overvældet
at ked-at-det-hed og tårer. Det varede i lang tid,
og så havde jeg igen samling på mig selv.

Det samme sker i hverdagen i mindre målestok:
Jeg har det sjovt, jeg er glad og overstrømmende, er oppe...
og flyve. Bang... pludselig og hurtigt falder jeg ned i et hul."

Ebbe:"Hvordan er det at være nede i det hul Maria?"
M: :"Det er ensomt... jeg er ked af det.. .føler mig som ingen ting.
forladt. Det er somom at jeg simpelhen ikke må være glad og mig
Ja, det værste er, at jeg også føler mig meget bange nede i dette hul..
Det er, somom alt det gode, pludselig med et ryk, bliver taget fra mig.
Bump, og så sidder jeg der, og har så ondt af mig selv."

Ebbe: "Hvad er du bange for?
Kan du beskrive det, der skæmmer dig?"
M: "Det ord, der kommer først er .... Straften!
Jeg er bange for STRAFFEN."

Ebbe:"Straffen Hvilken straf?"
M: "Det ved jeg ikke. Jeg ved blot, at det, der dukker op lige nu er
en gammel følelse af OVERHÆNGENDE FARE... som hang der et sværd
over mit hoved, der kan falde ned i hovedet på mig, når jeg er for glad."

eller
Ebbe: ".. når du giver for meget slip i dig selv.
Det kaldes et Demokles-sværd...Et Skæbne-tungt-Sværd.
Så du føler dig egentlig som et offer for en slags indre bøddel?
Jeg mener, det lyder, somom du at først har du det sjovt og godt,
og når du har haft det et lille stykke tid, så føres du til skafottet.
Og der venter Bødlen på dig med sit store tunge sværd.
Kan du følge mig i det billede?"

M: "Helt så slemt,.føler jeg nu ikke det er
men jo.. .jeg forstår. at du også godt kan se det der sværd."
E: :"Ok... så hvilket billede dukker nu op hos dig selv, nar du prøver
at se disse 2 figurer foran dig: En glad dansende Kvinde
der har et et Sværd eller en Tordenkile over sig?"

M:"Så ser jeg for mig et lyn, der pludselig slår ned..
Min Mor sige til mig:"Nej, det er der altså ikke tid til nu",
"Kom nu ikke for godt igang.", - "Efter sol, kommer regn",
"Pas nu på, at du ikke bliver alt for vild ligesom Bedstemor,
der endte med at komme på galeanstalten".

E: "Så der er en person, der holder dette sværd over dit hoved?"
M:"Ja... og det er min Mor.. .men det er også noget i mig selv."

Og her er det så,
at DEN TOMME STOL kommer ind i billedet.
Jeg trækker en stol frem foran Maria og siger:

Ebbe:"Her Maria,er Strafferen
...Her sidder det eller den person, der slår dig ned.
Hvad har du lige nu lyst til at fortælle denne person?"

Maria: "Gå væk... Kan du for pokker ikke lade mig være i fred!
Hvorfor vil du dog ikke lade mig have det lidt sjovt og endelig gøre noget,
der er godt for mig? Hvorfor slår du mig ned og skræmmer mig?"

E: :"Kan du fornemme,
hvem der lige nu står bagved stolen og siger dette?"
Maria lukker øjnene og undersøger, om der dukker nogen op.
M: "Nej ...jeg kan ikke se nogen. Det er mere ubestemt og tåget.
Jeg fornemmer mere truslen fra sværdet... jeg kan ikke se,
hvem der har det i sin hånd. Skal jeg kunne det?"

Ebbe: :"Du skal ikke noget bestemt.
Vi undersøger det blot. Bare læg mærke til, hvad der dukker op.
Ok.. og prøv nu at sætte dig over på den Tomme Stol,
og prøv at være Sværdet. Hvad er din historie sværd?"

Maria skifter stol og prøver at identificere sig med sværdet.
M:"Jeg er et stort tungt skarpt sværd... jeg er meget gammelt.
Jeg blev smedet i den jydske muld gennem mange slægter bønder.
der sagde : "Ikke glæde sig, førend høsten er i hus", "Efter sol kommer regn".
"Pas nu på, hvad mon naboerne ikke vil tænke.", "Hvad siger de andre?",
"Kom nu ikke for godt i gang. Vær ydmyg.' - "Ved jorden at blive,det.
"Du skal ikke tro, at du er noget værd".

"Pligterne, pligterne
og så igen pligterne... før glæden og legen".

Ebbe:" Det lyder, som den måde,
du er blevet opdraget på engang,ikke?
Hvilke kvaliteter har du sværd... er du skarp eller sløv?
Er du hærdet - eller mest til pynt? Hvad slags sværd er du?"

M:"Jeg er hærdet... og skabt til at hærde Maria til tilværelsens realitet.
Jeg fortæller hende, hvad der er Rigtigt, og Hvad der er forkert.
Jeg fortæller hende, når hun er god, og når hun er dårlig.
Jeg skærer hende ned, når hun tror.at hun er noget.
Jeg er lynhurtig og meget stærk... jeg er af stål."

Ebbe :"ok, jeg lytter - Kan du også slå ihjel Sværd?"
Maria tager en lang... lidt forskrækket pause.og svarer langsomt:
M: "Ja.. .det kan jeg jo... jeg er spids og skarp.ja jeg kan godt slå ihjel."
..... Det bliver jeg altså helt bange for at sige."

Ebbe:"Ok og Nu er du tilbage igen som dig selv
... så godt, flyt dig nu over på din gamle stol igen, og træk
lige vejret lidt igennem og pust ud. - Ja godt...og tag lige nogle
af de der dybe gode åndedræt ..... Er du klar igen? (Maria nikker)

Ebbe: "Ok, så fortæl Sværdet, hvor bange du er for det"
Maria: "Sværd.. .jeg er skide bange for dig... du truer mig.
Det føles så truende at vide,at du hele tiden er der og vogter mig."

Ebbe: :"Lad os nu prøve at kæde Sværdet og Straffen sammen.
Men først vil jeg spørge: Er der noget som helst godt ved Sværdet?"
Maria :"Orn der er noget godt ved sværdet? Det har jeg ikke tænkt på.
Jo... det minder mig om min historie... om hvor jeg kommer fra.
Som sværd betragtet, er det et meget gammelt smukt sværd.
Jeg ville godt have det hængende derhjemme på en væg.

Det minder mig om min Bedstefar,
han havde en gammel Rytter-sabel hængende over sofaen,
fra dengang han kæmpede ved Dybbøl under Rye."

Ebbe :"Så der er en meget lang og en god historie i det sværd?
Du skal heller ikke bare smide det væk, men lære det at kende.
Er der andet godt at sige om sværdet?"

Og Maria fortalte om barndoms-minder i et hjem, hvor livet
"ikke var let, men hårdt arbejde". Stemningen dengang svingede
i mellem Resignation og lettere depressiv overlevelse af dagen og vejen.
Det har aldrig været noget let liv at være Landmand i Danmark.

Billedet af en lille glad legelysten og kærlig vild pige dukker frem,
som hurtigt lærte at INDRETTE SIG og OVERTILPASSE SIG
bl.a. ved at stuve sit mere farvefulde TEMPERAMENT væk
så det ikke forstyrrede de trætte travle forældre,

Hun lærte tidligt at undertrykte sin glæde og sit temperament,
måske fordi forældrene selv var så glædesløse og følte sig truet
eller for trætte til at lege med hende og bare snakke og lytte til hende.
Hun gik alt for meget helt alene. "Min far snakkede mere med grisene
og køerne, end med mig."


Via STOLE-TEKNIKKEN
blev der pludselig åbnet op for ellers fortrængte og
glemte BARNDOMS-MINDER og ERFARINGER,
som var graveret ind i sværdets æg. Det sker et ved at åbne o
for DEN DIALOG, DER ER AFBRUDT INDEN I,
og her hørte du så Maria's dialog med Sværdet.

Før løb hun væk eller trak sig dybt ind i sig selv,
når hun fornemmede Sværdet over sit hoved. Det slog ned
i hendes humør, som et lyn. Nu begyndte hun at se på det
og lære det bedre at kende og pif paf puf forvandlede
det sig til at blive en del af hendes historiske rødder.

En lidt anden vej at arbejde videre på,
er at søge at adskille de sider af sværdet, som kun hører fortiden til,
og som egentlig er en forældet og måske død-bringende
forældet arbejds-moral: De puritanske brille og sko.

Og se nøjere på de dele af sværdet, som er positive kvaliteter:
Sværdets styrke; Viljes-aspektet ved sværdet, som er en jern-vilje.
Sværets fleksibilitet og kroppens tilsvarende stivhed/bevægelighed.
Det at kunne forsvare sig og sætte sine grænser, skarpt og effektivt.
Retfærdighedens sværd, som deler mellem godt og skidt, rigtigt/forkert.
Evnen til at skære igennem, og skære ind til problemets kerne.

Vi focuserede nu mest på, de 2 sværd, som vi delte det op i:

I. DET FORÆLDEDE SVÆRD.
Det fra Barndommen og hendes historie, som passende kunne hænges
op på væggen, som Bedstefars gamle Rytter-sabel.
Et minde om hendes historiske rødder.

2. DET SVÆRD, SOM HUN SELV
GODT VILLE HAVE BEDRE HÅND OM OG RETTE UDAD

Det var det sværeste at finde og begynde at eje selv.
Alt det ved hendes egen Moral, Etik, Retfærdigheds-sans, som var
godt nok, og som hun selv i høj ere grad havde brug for at stå ved,
og lære at rette udad.som præcise skarpere krav til sin mand f.eks.
Blive mere Assertiv, som det jo hedder i dag.
Mere Selv-støttende og Handlekraftig.
Selv-bekræftigende i sine kontakter.

Også her blev DEN TOMME STOL BRUGT, og en dialog med de 2 sværd begyndt.
Det resultere i nogle spændende og udtryksfulde billeder, hun malede.

Og nogle gange brugte vi 3 stole:
Een, hvor hun sad og var "Sit gode gamle jeg", som da vi startede.
Een, hvor hun lærte at holde fast i og træne sig i at bruge sit sværd.
Een, hvor hun gjorde op med Opdragelsens Forældede Sværd,og neutraliserede
dets farlighed og trussel.

Jeg håber at du, kære læser, af dette eksempel har fået et lille indtryk
af brugen af DEN TOMME STOL, som led i en Selv-opdagende proces,
Og der, hvor den bliver anvendt,er netop der, hvor du før gik død.
Der, hvor 2 modsatrettede kræfter INDEN I DIG SELV LÅSER SIG FAST.

Disse 2 kræfter bliver da adskilt og sat på hver sin stol.
Derved muliggøres en helt anden dybtgående undersøgelse af hver stols
synspunkt og motiver, historie og udsagn.

Og undertiden ender det op med en større INTEGRATION af begge kræfter,
eller EN FORHANDLING, hvor den ene accepterer den anden i højere grad.
En INDRE DIALOG, der var kørt fast, blev genåbnet og levende igen.

Læs mere herom, hvis du er interesseret i:

Frederick S. Perls "GESTALT-TERAPI", Munksgård, 1978.
Den fortæller om hele baggrunden for Gestalt-terapien, og indeholder en
masse flere spændende Case-Historier, dvs referater af sessioner med Perle.
Den fåes på biblioteket,og kan anbefales varmt.

Irdt mere om OVER-UNDERHUNDEN,
læs Perls selv side 26 -27.

Referat - med Monas tilladelse
(Hun hedder selvsagt ikke Mona)
ved Ebbe Scheel Kriger