Højere !!!
    Vi kan ikke høre, hvad du siger ...




    Godt nyt, også hvis du bor i Århus; se //www.123tal.dkl
    Sidste nyt: er NU landsdækkende med aktiviteter over hele landet.
    + se andre gratis talekurser her: //www.toastmasters.dk/

    Teksten her er af Hanne Tholstrup - fra Retorisk Rådgivning,
    der bl.a. har foredragsvirksomhed og leder talekurser, der øver
    voksne i at turde tage ordet - og holde en god tale, folk gider lytte til.


    Mange voksne
    - for ikke at tale om børn i skolen og unge,
    kender suget i maven og følelsen af ukontrolleret vild panik,
    når de bliver bedt om at tage ordet i en gruppe eller når de selv
    ønsker at sige noget i en større forsamling. Pludselig skal de træde i karakter,
    sige noget vigtigt, måske personligt - gisp! Paniken vokser, tankerne stopper
    og alt bliver mærkelig fjernt og tåget - og de står og ser tomt ud i luften.

    Kender du det?
    Så læs her, hvordan taleskrækken kan tæmmes,
    så du ikke b
    liver mundlam, (som de gamle kaldte fænomenet)
    men ... "jeg griber blot lejligheden til at sige ...


    »Hjernen er en fantastisk ting.
    Den virker fra det øjeblik, du bliver født
    og stopper med at virke i det sekund, du står på en talerstol.«
    Sådan har en desværre ukendt person med rette beskrevet taleskræk,
    som ca 40 % voksne danskere mere eller mindre dagligt slåes med
    - hvis de ikke bare har resigneret og nu fortsat mest øver sig i
    at sidde helt stille og blot lytte til al det sludder, andre siger.

    Se dig f. eks. omkring næste gang du går til et foredrag
    og læg da mærke til hvor få, der tør rejse sig og spørge
    eller siger noget i diskussionen bagefter.
    Har du tænkt over Hvorfor?

    Og tale-blokeringen kan vise sig andre steder.
    En yngre kvinde jeg kender, oplevede tale-skrækken
    i en meget ubehagelig og pinlig episode nemlig på jobbet.
    Hun arbejder for et multinationalt firma, der leverer it-løsninger
    til virksomheder. Med ca. 1000 kolleger deltog hun i et vigtigt salgsmøde
    før lancering af et nyt produkt. Hun var lige blevet forfremmet og skulle derfor
    holde en tale ved lanceringen - så forsamlingen lærte hende bedre at kende.

    Hun skulle gøre rede for sin afdelings fremtidige strategi.
    Men da hun stod på podiet foran publikum, gik hun hjælpeløst i stå
    og oplevede som i en trance, at hun ikke kunne sige et eneste fornuftigt ord.
    Hun blev tanketom. Stod blot og så forvirret på de forventningsfulde ansigter,
    der flød sammen i en diffus tåge, langt langt borte. Alle de gode formuleringer
    og den faktuelle information, hun havde indøvet og nu skulle dele med salen,
    forsvandt pist væk ind i tomheden. Hun stod først stivnet og dybfrossen.
    Så sig så desperat omkring, hvorpå hun febrilsk begyndte at bevæge
    sig frem og tilbage oppe på podiet, som om hun ledte efter ordene
    et eller andet sted på gulvet - indtil hun fortvivlet måtte opgive.

    Hun undskyldte sig hastigt og løb grædende ud af lokalet.
    Til alles forundring, efterladende mystificering og en stor forvirring.
    "Hvad skete der dog?", spurgte folk og så sig forvirret omkring.

    Hun blev endnu et offer for et akut anfald af taleskræk.
    En lammende frygt, ja rædsel, som hun ikke havde lært at håndtere kreativt.
    Det var pinagtigt at se på. Publikum i salen fik ondt af hende.
    Det var hun selv overbevist om bagefter.

    Hun spurgte mig om jeg havde et godt råd,
    så hun kunne undgå at gentage denne pinefulde oplevelse.
    ”Ja, hold hurtigst mulig en ny tale for dem, hvor du gør noget andet
    - og tænk på, at denne gang kan det sørme kun gå bedre! Når du falder
    af hesten, er det bare om at komme op på den igen hurtigst muligt, og herfra
    starte med at ride på en tryg måde, indtil du har fået frygten ud af kroppen”,
    sagde jeg - som en hurtig 1. hjælp - med et beroligende smil til hende.
    Hun begyndte at grine - og så vidste jeg, hun ville klare det.
    "Ja - det kan stort set ikke gå værre næste gang!"

    Der er, som du sikkert ved, ikke to helt ens mennesker
    og derfor er der heller ikke kun eet råd, der gælder for alle.
    Nedenfor ser du derfor en samling af forskellige råd, metoder
    og synsvinkler, der forhåbentlig kan hjælpe dig frem til
    netop det tal-friere råd, der virker bedst for dig.


    Først nogle fakta,
    der beviser at du ikke er skør, helt umulig eller unormal.
    Selv den legendariske taler Winston Churchill led af taleskræk
    og øvede sig ofte på sine taler otte gange, inden han holdt dem.

    Så hellere døden:
    Tal fra USA viser, at ca. 19 procent af befolkningen siger,
    at deres største frygt er at dø - imens hele 41 procent siger,
    at deres største frygt er at skulle tale offentligt og ved møder.

    (Desværre kan vi kun gætte på om disse høje tal er ca. de samme
    her i Danmark, hvor janteloven og frygten for misundelses mobning
    stadigvæk er stærk. Mit (Ebbe´s) gæt er at der er flere danskere,
    end amerikanere, der har urimeligt svært ved at tage ordet
    og tale frit, når der er mere end 5 mennesker tilstede.
    Hvor mange danskere tror du lider af taleskæk?
    - indsat tilføjelse af Ebbe)


    Fortælle-glæden
    er heldigvis ikke en vuggegave.
    Uanset om du skal præsentere dig til et formelt eller uformelt møde,
    du gerne vil holde en festtale for din nærmeste familie eller forsøge at gøre
    et godt indtryk på din chef - eller din nye kæreste, er det vigtigt,
    at du godt tør tage ordet og rimeligt frit kan sige din mening.

    Og helst på en sådan måde at andre både forstår og gider lytte.
    Mange mennesker tror stadigvæk, at det at være udadvendt og veltalende
    er genetisk bestemt, som nogle andre mere heldige har fået som fødselsgave,
    og som de desværre selv mangler. Eller mangler du den selvtillid, der kræves
    for at få dette mystiske magiske fortælle-gen til at blomstre og folde sig ud?
    Som du kan læse mere om her nedenfor betyder det utrolig meget,
    hvad du sådan går og tænker og siger - om dig selv og andre.




    Misundelsen følger ofte den Mundlamme.
    Dette sker bl. a. fordi du alt for hurtigt siger om dig selv,
    "Jeg er bare sådan en, der simpelthen ikke kan tale i en forsamling",
    og ikke ser dig selv som
    "Jeg er utrænet og ganske almindelig nervøs."
    Denne selvopgivende indstilling til "fænomenet", at kunne tale frit overfor andre,
    forstærker desværre kun mindreværdsfølelsen, der vækkes ved dette
    måske pinlige møde med din nuværende utilstrækkelighed.

    Især når du dagligt ser at andre tilsyneladende let
    og elegant klarer det sværeste for dig, scenevant og tilsyneladende afslappet.
    Tænk så næste gang på at dette ikke er noget medfødt, men resultatet
    af en årelang træning og en tillært evne, der ligesom at spille klaver,
    kan opøves, styrkes, udvikles - og derfor læres af os alle
    - hvis vi altså virkelig ønsker at kunne.

    Sådan tænker ca. 40% danskere, ikke.
    og lige under overfladen lider de derfor ofte af misundelse, fordi de føler sig snydt
    for dette glade frit fortællende gen. De er ikke klar over de fleste professionelle talere,
    f. eks. skuespillere, TV-oplæsere, skolelærere og foredragsholdere har oplevet taleskræk
    i større eller mindre grad. Ikke blot een, men flere gange i løbet af deres liv.
    Fænomenet er langt mere udbredt, end de fleste mundlamme er klar over.
    (Du kan læse mere om Misundelse her - rul ned til midt på websiden)


    Den gode nyhed er,
    at du godt kan lære at tæmme taleskrækken med nogle enkle teknikker.
    (Det er desværre urealistisk at forvente, at vi følelsesbetonede mennesker
    kan blive helt fri for nervøsiteten ved at stikke hovedet og hjertet frem
    - men vi kan alle med øvelse lære os at give slip i frygten for
    at føle sig tyranniseret af skrækken for at tage ordet
    og sige sin mening - netop på din helt egen måde).
    Og ja - det kræver øvelse og nysgerrighed,
    fremfor at du blot opgiver på forhånd.


    Der er 3 forskellige slags taleskræk.
    Her gennemgår jeg dem sammen med nogle tips og løsninger,
    som du kan bruge til at bearbejde tale-forskrækkelsen.

    Den første type kaldes for kognitiv og er mest psykisk.
    Den anden er emotionel og kropslig, og den tredje har baggrund i,
    at mange mangler de retoriske og faglige kundskaber til at kunne skrive
    og holde en tale. Naturligvis kan man lide af alle 3 typer i større eller mindre grad.
    Hvis det er tilfældet, vil det være klogt at arbejde med den løsning,
    som man umiddelbart føler den største tryghed ved
    - og først senere tage livtag med rest-frygten.


    1. DEN KOGNITIVE TALESKRÆK.
    Lad os starte med at se på den første type taleskræk, den kognitive,
    dvs. fastlåsende og frygtsomme tanker, der blot forstærker "panik-anfaldet".
    Når vi bliver bedt om at holde en tale, begynder en indre ofte selvkritisk dialog.
    Denne indre kritikers stemme tager form som en løbende indre kommentar
    til næsten alt det, man gør og siger. Hos nogle er selvkritikken lidt for blid
    og hos andre er den så højtråbende, benhård, destruktiv og lammende,
    at det er direkte rædselsfuldt at skulle leve med
    sådanne perfektionistiske indre krav.




    Den indre Selvkritiske, måske selvfordømmende stemme
    fremhæver desværre ret eensidigt alle dine mest negative tanker:
    »Du har ikke noget specielt at tale om, du har ingen gode argumenter,
    så bare vent og se, du laver sikkert fejl - og det bliver katastrofalt.«
    "Hvem er du, at du sådan tror du har noget vigtigt at sige?"
    "De vil nok alle sammen synes, at jeg er dum."
    "Du vil bare gå i stå og begynde at græde
    - og så er der ingen der kan lide dig mere."
    Osv. - det virker totalt lammende.

    Forskning viser at den indre kritiske stemme
    meget ofte placerer publikums forventninger langt højere,
    end disse reelt set er. Det er umuligt som taler at leve op til.
    Selv ikke en dreven politiker vil kunne leve op til
    nogles menneskers superkritiske indre stemme.


    Resultatet er
    at en negativ spiral begynder,

    og en irrationelle gammel frygt overtager hurtigt dit sind
    og du bliver lammet af den frygt, der i teatret kaldes sceneskræk.
    Taleforskrækkelsen handler om ikke at kunne tage ordet og tale frit
    - med, eller uden færdige replikker fra et manuskript.

    En effektiv måde at løsne denne taleskræk på
    er at opdage og fange selvkritikken i opløbet inden den får fart
    ved kritisk og gerne humoristisk at konfrontere Din Indre Kritiker,
    når din indre superkritiske stemme er årsagen til din blokering.

    Lidt mere om at gå i kritisk dialog med sine irrationelle tanker:
    Hvis du f.eks. tænker på, at du ikke kan overbevise alle i dit publikum,
    eller "gad vide om nogen overhovedet vil ønske at tale med mig bagefter?"
    eller andre af de mangfoldige måder din selvkritiske stemme lammer dig på
    så tilbageviser du disse frygtsomme påstande ved at sige højt til dig selv:
    »Naturligvis forsøger jeg ikke at overbevise dem alle. Det er umuligt.
    Hvis blot 50% forstår hvad jeg siger, så vil jeg være tilfreds«.
    Kort sagt - formuler nogle helt konkrete succes-mål.

    Eller hvis du tænker: »Jeg laver garanteret et par fejl”,
    så kan du sige: »Det er urealistisk at tro, at jeg kan lave alt fejlfrit
    Det er i orden at lave fejl, ind imellem. Alle gør det, så hvorfor
    skulle jeg dog ikke også tage mig den menneske ret?«
    "Mit sludder og vrøvl er lige så vigtigt som deres."
    "Måske kan en af dem hjælpe mig videre?"

    På den måde kan du bremse den indre kritikers magt
    og med tiden opbygger du en vidensbank, hvor du hele tiden kan trække
    gode positive renter ud i form af nye styrkende bekræftende tanker om dig selv.
    Du tillader dig selv at turde lave fejl, gå i stå, sige noget spontant og uforberedt
    eller snuble i et manuskript, også fordi du ved, at din værdi ikke kun måles
    i din aktuelle her og nu præstation oppe på talerstolen eller på scenen,
    men i alt det øvrige, du også er og gør i dit daglige hverdagsliv.

    En anden virkningsfuld metode er
    at indøve en indre peptalk eller effektive støttesætninger,
    som du kan gentage, igen og igen som en slags positiv selvhypnose,
    når nervøsiteten melder sig. F.eks.: »Der er jo intet at frygte, disse folk
    er mennesker lige som jeg. De glæder sig til at høre, hvad jeg har at sige.«
    Gentag Styrkesætningerne i det uendelige, hvis det er nødvendigt.
    På et tidspunkt begynder du selv at stole på budskabet.

    Visualiseringsøvelser kan også have en gavnlig virkning.
    Forestil dig - med så stor detaljerigdom som muligt - hele situationen,
    hvor alt går godt, inden du reelt står i den. S
    e dig selv kontrollere den
    og få succes. Det kan sammenlignes med en indre sceneprøve,
    som forbereder dig positivt, inden det bliver alvor.

    Man visualiserer f. eks., at man står op til et sølvbryllup
    eller en 40-års fødselsdagsfest, hvor det forventes at man skal tale.
    Man ser alle de velkendte familiemedlemmers ansigter foran sig, og forestiller sig
    den gode stemning, vinglassene og de glade ansigter, at alle er venlige
    og positive overfor ens hyldest til hovedpersonen. Først når
    du tydelig kan se den optimale situation for dit indre blik
    går du videre og holder talen for dit indre øre.




    Det gælder altså i praksis om
    at øve sig passende forud for de næste familiefester
    + at lære sin indre kritiker at kende og kunne tale den til ro.
    Man kan også øve sig på jobbet foran venligsindede kolleger
    - inden man forsøger sig med at tale lønforhøjelse med chefen.

    Også her gælder det om at have tålmodighed med sig selv.
    Rom blev ikke bygget på en dag. Det har sandsynligvis taget flere år
    inden du en dag for alvor beslutter dig for at vinde over taleskrækken,
    så det vil nok kræve en række øvelser, før du kommer til at kunne slappe
    tilstrækkeligt af til at du kan føre dig frem - så selvsikkert og effektfuldt
    som du efterhånden nu tør tænke på at stræbe efter og nå frem til.





    2. DEN EMOTIONELLE TALESKRÆK.
    Denne type af taleskræk er mere kropslig baseret.
    I talesituationen opfører kroppen sig som stod du overfor en fysisk trussel
    - et snerrende vilddyr med fråde om tænderne. Hjertet begynder at pumpe,
    koldsveden triller, og hænder eller ben ryster pludselig ukontrollabelt.

    Denne stærke frygtreaktion ved at stå overfor en gruppe mennesker,
    ses oftest hos de, der i skolen eller sidenhen har været udsat for mobning.
    (Frygten, ydmygelsen eller latterliggørelsen sidder stadigvæk i dem).
    OG det er ikke kun sådanne skræmmende barske overfald
    fra en skruptosset flok, der helt ukontrolabelt "kaster sig"
    over en, der kan vække denne stærke frygtreaktion).

    Min veninde fra it-firmaet forsøgte først at beherske sin frygt,
    men endte med at småtrippe ukontrolleret frem og tilbage på podiet.
    Adrenalinet susede rundt i blodet og gav en række kropslige symptomer.
    Hjertet hamrede vildere og vildere, og benene fik bare lyst til at løbe væk.
    Jo mere hun forsøgte at beherske sig via sin vilje, jo værre blev det,
    indtil benene helt automatisk via adrenalinets susen
    tog styringen, så hun løb ud af lokalet osv

    Der er flere måder at tæmme sådan en adrenalinreaktion på.
    Jeg vil her fokusere på en specielt effektiv teknik. Den går ud på
    at omprogrammere kroppens reaktioner på det, du før blot reagerede
    blindt på - helt per refleks - med et typisk frygtsomt reaktionsmønster.

    Kroppen kan ikke både føle frygt
    og være afslappet samtidig. Indre ro opløser frygten.
    Man skal derfor lære kroppen at nå en tilstand af dyb afslappethed
    på kommando. Hertil kan der benyttes diverse afspændingsmetoder.
    Herefter arbejder man sig så frem med en liste, som består af en skala
    af angstprovokerende situationer. Fra en let scene, hvor man føler en mild uro
    - som ved blot at tænke på talen, går man videre til at øve sig alene, gerne højlydt
    på sin tale samtidig med, at man hele tiden sørger for at befinde sig i en kontrollerbar
    rimelig afslappet tilstand. Man skal altså først lære at kontrollere kroppen,
    sådan at den føles lige så afslappet, som sad man i sit badekar,
    imens man arbejder med talen.

    Senere læser man måske talen for sin ægtefælle eller venner
    og bliver derved med tiden i stand til at holde talen uden at blive overvældet af frygt,
    fordi man gradvist har forøget sin stresstærskel. Man omprogrammerer
    altså kroppen til at give en mere afslappet respons i selve talesituationen.

    Man kan også overveje, om man har lyst til at dyrke yoga,
    der giver en større kropsbevidsthed og lære at kontrollere sit åndedræt.
    Andre behandlingsformer som Alexander Teknik og generel meditation
    er også gode til at lære sig at være til stede i sin krop
    uden at miste balancen af taleskræk.


    3. MANGLENDE RETORISKE FÆRDIGHEDER.
    Den sidste type taleskræk skyldes enten manglende kundskaber
    i at skrive og holde en tale - eller at man reelt set ikke noget at sige
    eller fortælle, der er vigtigt, sjovt eller interessant for andre at høre på.
    (Mange vil nok undskylde sig med det sidste - uden at checke af
    om dette nu også er rigtigt, men ja - det kan være tilfældet!)

    De fleste har blot ingen erfaring med at stå foran et publikum
    og aner ikke, hvad der fremkalder klapsalver, eller hvorfor folk gaber.
    Det kan være, at man ikke ved, hvordan man laver en fængslende indledning
    eller afrunder sin tale, så folk er klar over at den slutter nu. Eller måske
    føler man sig blot usikker på forskellen imellem en god sjov festtale
    og en mere saglig professionel præsentation på jobbet?

    Jeg tror, at de fleste hurtigt vil spotte forskellen
    mellem den selvsikre festtaler og den nervøse søn,
    der af pligtfølelse har ladet sig kanøfle til at holde en tale.
    Den selvsikre festtaler tryller lige en sang ud af ærmet til sølvbrudeparrets fest.
    Han har også medbragt sin guitar og indleder med: »Jeg skal fatte mig i korthed,«
    hvorpå der følger 14 strofer af Inger og Pers livshistorie.

    Hvorimod Inger og Pers søn bliver helt overvældet,
    fordi han føler, at han bør leve op til dette stand-up show
    og næsten ikke kan fremsige et spagt tillykke og udbringe et »skål!,«
    så resten af festen kan høre det. Det sker også tit, at den usikre søn
    mødes med tilråbet: »Højere! Vi kan ikke høre noget!,«
    - hvilket oftest ikke styrker selvtilliden.

    Denne type fortælle og taleproblem,
    hvor man ikke har kendskab til praktiske færdigheder,
    er langt den letteste at bearbejde. Der findes mange kurser og bøger,
    der rummer hjælp lige fra den kreative idé-generering til disponering af talen
    og udformning af sproget, så det passer til situationen. Der findes lette husketeknikker,
    og selve fremførelsen med kropssprog, mimik, gestik og stemmeføring
    får også tit nogle kloge ord med på vejen i disse kurser og bøger.

    Mere om tale-teknik?
    se også //www.toastmasters.dk/
    + TED-foredrag om sceneskræk og overvinde det.
    + TED: om at overvinde sin frygt for at holde en tale.
    + Ted-foredrag om at tage scenen og sige din mening.
    + www.cs.wisc.edu/Emarkhill/conference-talk.html
    + www.planb.dk/public-speaking-and-presentation
    + www.planb.dk//5-tips-for-exciting-speeches.shtml
    + TED-foredrag: store talers hemmeligheder.
    + www.planb.dk/public-speaking
    + www.soyouwanna.com

    Hvis man lider af denne form for taleskræk,
    er det en god ide at deltage i kurser i skrive- og taleteknik
    med praktiske øvelser, der ofte filmes på video. En skræmmende tanke,
    men med træning bliver videofilmen din bedste ven og kritiker.
    Tit fremstår vi langt bedre, end vores værste forestillinger.


    Der er altid mange svedige hænder,
    når mødelederen siger: "Lad os starte mødet
    med at vi alle lige præsenterer os for hinanden."
    Her kan det i sig selv hjælpe at vide at mange andre også lider af taleskræk.
    Selve Bevidstheden om ikke at være alene med sine svedige hænder,
    når præsentations runden begynder i en ny forsamling
    kan i sig selv give mere overskud og mod.

    Prøv næste gang til en fælles præsentationsrunde
    at lægge bedre mærke til, hvor uroligt folk flytter sig i stolene,
    fumler med blyanter og hænder, imens de venter på... at nu kommer turen snart til mig
    Der er ingen tvivl om, at selv mere selvsikre mennesker kommer under pres,
    når de første gang skal tale for folk, de ikke kender. Mange kan her
    med fordel skrive det, de vil sige om sig selv som præsentation
    ned på en lille seddel, som de har forberedt på forhånd
    - og så lige kikke på den, inden det bliver deres tur.


    Min veninde fra it-firmaet
    genvandt heldigvis sit mod til at holde sin præsentation igen.
    Hun skulle dog først igennem et træningsforløb, hvor hun brugte nogle
    af de afslapningsteknikker hun kan lide, før hun igen helt kunne slippe
    fri af taleskrækkens fangarme. Ligesom mange andre jeg har kendt
    og set komme igennem denne Lydmur, vi danskere så let rejser.
    Især når vi endnu ikke kender de mennesker vi taler med.

    På retorikuddannelsen ved Københavns Universitet trænes taleskrivning
    og talerne holdes fra en talerstol igennem hele den 5-årige uddannelse.
    I starten en ganske grænseoverskridende øvelse med kritik fra salen.
    Men for mit eget vedkommende hjalp bevidstheden om, at selv
    den legendariske taler Winston Churchill led af taleskræk
    i sine yngre år og ofte øvede han sine taler otte gange,
    inden han kunne holde sine berømte taler.

    Så uanset hvilken type taleskræk, man lider af,
    findes der i dag måder at bearbejde og tilsidst beherske taleskrækken,
    sådan at man bedre bliver i stand til at turde tage ordet
    og med øvelse ende med at have det i sin magt.


    Hanne Tholstrup er cand. mag i Retorik, se.
    www.retoriskraadgivning.com/kontakt.htm



    Tak fra Ebbe - for tilladelsen Hanne
    til at bringe din gode artikel her, som jeg vil suplere med
    denne interessante undersøgelse fra Forsknings Nyt fra Psykologien fra 2004.



    En lynhurtig kur imod mild taleangst.
    Langt flere mennesker end tidligere bliver i vore dage bedt om
    at tale i større forsamlinger, dels i forbindelse med deres uddannelse
    og dels i forbindelse med større møder i deres arbejdsliv. Dette krav
    kan let gøre livet surt for mennesker med taleangst, altså mennesker,
    der let bliver nervøse og usikre, når de skal tale i en større forsamling.

    Vi skelner her imellem forholdsvis mild taleangst, som findes
    hos de fleste mennesker, i hvert fald de første gange, de skal holde en tale,
    og så den anderledes pinefulde og forstyrrende talefobi (eller socialfobi),
    der er en så stærk udgave af taleangsten, at de pågældende flygter fra
    eller helt undgår situationer, hvor de kan blive bedt om at holde tale,
    - hvilket kan gå alvorligt ud over deres uddannelse eller arbejdsliv.

    Denne undersøgelse handler om den milde taleangst,
    men det bør bemærkes at en mild taleangst i nogle tilfælde kan udvikle sig
    gradvist videre til en svær og yderst pinefuld talefobi, så det er interessant
    at se på, hvordan man afhjælper den milde taleangst, ikke mindst
    for at forebygge en senere udvikling af en sværere talefobi.

    To psykologer fra universitetet i New York
    har for nylig offentliggjort en undersøgelse, der viser,
    at man på ganske få minutter kan afhjælpe mild taleangst!
    De to psykologer gik ud fra den antagelse, at megen taleangst
    beror på en illusion om at være meget mere gennemskuelig,
    end man rent faktisk er, specielt med hensyn til at andre
    godt kan se ens indre tilstande af nervøsitet eller uro.

    De to forskere mener med andre ord, at folk med taleangst tror,
    at andre utrolig let kan gennemskue dem og "se" deres taleangst,
    i langt højere grad end det rent faktisk er tilfældet.

    For at teste denne hypotese udførte forskerne to eksperimenter.
    I det første eksperiment bad man på skift 40 studerende om at holde
    en lille tale på tre minutter foran et publikum på 30 andre studerende.

    Efter hver tale skulle talerne notere, hvor nervøse de havde følt sig
    under talen, og hvor tydeligt de mente at nervøsiteten kunne "ses" af andre.
    Samtidig bad man de tredive tilhørere om at vurdere, hvor nervøse hver
    af talerne havde virket under talen. Det viste sig, at over halvdelen
    af de 40 studerende, der havde holdt en tale, havde følt sig
    temmelig nervøse under talen

    ... og stort set alle disse nervøse studerende
    havde voldsomt overdrevet, hvor let det var for andre
    at se deres nervøsitet, imens tilhørende ikke havde scoret
    deres åbenlyse nervøsitet blot tilnærmelsesvis så højt,
    som de selv havde gjort.

    Derefter udførte de to psykologer helt det samme eksperiment,
    kun med den ene forandring, at halvdelen af de 40 studerende, der talte
    på forhånd fik følgende besked: "Mange mennesker lider under den illusion
    at andre tydeligt kan se deres nervøsitet, men flere nye forskningsresultater
    beviser, at langt de fleste tilhørere faktisk ikke kan se uden på et menneske,
    hvor nervøs han eller hun er indeni. Det er kun dig selv, der ved det!"

    Denne lille oplysning gjorde underværker!
    De 20 studerende, der havde fået denne støttende besked var
    meget mindre nervøse under talen - både efter deres egen og tilskuernes mening
    - sammenlignet med de 20, der ikke havde fået denne beroligende oplysning.

    Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
    Scannet fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2004

    Kilde: Savitzky, K. & Gilovich, T. (2003). The illusion of transparency
    and the alleviation of speech anxiety. Journal of Experimental Social
    Psychology, 39. 618-625.


    + Et tips de fleste mænd elsker!
    Who knew that Sex had THIS effect?
    If you want to calm those butterflies before you stand in front
    of a large audience to give a speech, have sex before you hit the stage.
    According to a study from the University of Paisley in Scotland,
    having sexual intercourse before public speaking is the best way
    to calm nerves and ease stage fright, reports New Scientist.

    In the study: 50 men and women
    volunteered to record their sexual activity for two weeks.
    After the sexual encounters, they underwent a stress test involving public speaking
    and computing mental arithmetic out loud, while the research team analyzed
    the impact of sex on the volunteers blood pressure levels.

    The results: The volunteers who had sexual intercourse
    also experienced the least stress and had blood pressure levels
    that returned to normal more quickly than people who did not have sex.
    Those who shunned sex before pressure-filled events had the highest blood pressure
    in response to stress. Author and psychologist Stuart Brody insists that even
    after taking into account stress from other factors, such as work,
    sexual behavior is still credited as the best stress-buster.
    Set i www.menweb.org/



    .....Husk JernHans´s motto: "Det bedste du kan gøre her i livet,
    ......er at blive smaddergod til at være DIG!"



    Og bare det dog altid var så let.
    Min (Ebbe´s) erfaring med at overvinde "frygten for de andre"
    og lære at stole lidt mere på sig selv er, at dette nok kan afhjælpes
    via individuel kognitiv terapi, afslapningsøvelser og andre gode metoder,
    - men hvis du virkelig for alvor ønsker at føle dig friere og tryggere
    sammen med andre mennesker, så er det mest virkningsfulde
    du kan gøre at deltage i et gruppeterapeutisk forløb, hvor
    du igen og igen opdager - at de andre stort set
    har det ligesom dig .. .

    og at følelser ikke behøver at være en hæmsko,
    men tvært imod kan give din tale farve og dybde.
    Det kan du læse mere om på disse websider:

    Mere om generthed:
    side 1. Nelson Mandala om Mindreværd.
    Side 2. Hvad betyder det at være genert?
    Side 3. Om at overvinde sin generthed.
    Side 4. Mere om gruppeterapi