Nelson Mandela holdt i 1994
en tale til sine underkuede, oprørske
og nu sejrende kammerater i Sydafrika,
om en af sine vigtigste erfaringer fra de mange
barske fængselsår - som han taler om her
ca. således ( i min lidt frie oversættelse):
"Brødre og søstre.
Min dybeste frygt handler ikke om
at vi ikke er gode nok eller er utilstrækkelige.
Vores frygt bør handle om, at vi som mennesker
nu er så magtfulde, så ærgerrige og dygtige at det
vi kan er hensides alle før kendte målestokke!
Det er vores håb, vores indre lys
og ikke mørket, der skræmmer os allermest.
Derfor kan du finde frem til dit indre håb, dit lys, bag:
"Hvem vil du i hvert fald ikke være?" Fordi det er ikke nok
kun at være imod det forrykte, det vanvittige og det forkerte.
Ved at sige Nej til at at blive lige så umenneskelig
og afstumpet som mine bødler, fandt jeg
ud af, hvad jeg virkelig kæmpede for.
Min erfaring er, at du også kan finde dine livsværdier
i dit Nej - og via denne protest opdage din styrke,
ja din storhed i det, som du derved siger Ja til.
Se dig omkring, og opdag derved
at vi jo alle sammen går og spørger os selv:
"Hvem er jeg, der vover at tro, at jeg er noget?
At jeg er klog, er unik, har et talent og er noget værd?
At jeg kan noget, kan blomstre og blive til noget fantastisk?
Hvem er jeg, der blot skal finde mig i så meget forkert?
Ja - noget dybt i os protesterer - og vil noget andet.
Men så lyder slavens stemme:
"Tør jeg håbe, blive mig - og hvem vil jeg så være?",
Det spørger vi allesammen om. Og det er at ville lyset.
Men så bliver vi bange for om vi nu kan leve op til det håb
og mørket indfinder sig igen - og slukker vores søgning.
For mange betyder dette i praksis, at de løber vild
i mørket og derfor glemmer, hvad det var de ville.
Det rette spørgsmål er derfor:
"Hvem ønsker jeg i hvert fald ikke at være?"
Fordi bag denne vished vil du finde svaret på
spørgsmålet: "Hvem ønsker jeg at være?"
Vi er børn af Kosmos.
Gør du dig mindre, end du er - gør du ikke
noget godt - hverken for dig selv eller for verden.
Der er intet rosværdigt eller beundringsværdigt ved
det menneske, som krøller og krymper sig selv sammen,
blot fordi andre mennesker ikke skal føle sig usikre
eller utrygge ved at være dem nær. Det er
at glemme vores stolte menneskearv.
Vi blev født for at indfri et løfte, åbne gaven
der er gemt i os. Dette X er ikke kun i nogle af os.
Lyset, håbet, løftet og gaven er i os alle sammen
alene i kraft af at vi er mennesker.
Og det er min erfaring fra de mange år i fænglet
at hvis vi lader dette vores indre lys skinne mere frit,
ja så giver vi derved også ubevidst andre mennesker
lov til at gøre det samme.
Vi kan kort sagt tænde hinandens lys
ved at turde være det, vi er og ønsker at være."
Den erfaring er det værd at lytte til,
da Mandela er en mand, der på egen krop
og sjæl ved, hvad dette "at blive gjort til skamme",
at blive ydmyget, mishandlet og uretfærdigt behandlet,
handler om. Nogle mennesker knækker let, visner og dør
ganske stille væk, imens andre vokser op igennem asfalten
ligesom mælkebøtter. De nægter ganske enkelt
at slukke for håbet og søgningen efter lyset.
Denne urkraft findes måske i ethvert levende væsen?
Generthed er
i mine øjne hæmmet nysgerrighed.
Dvs. en lammelse af din udfarende kraft,
din aggressivitet og frihed, som blev bremset,
ja måske udskammet og latterliggjort i fortiden.
Den er en følge af, hvad "de" har gjort ved dig.
Du blev jo født med trangen til at række ud,
at ville noget - også "bare" være dig selv.
Resultatet af denne opdragelse, ja sociale dressur,
er at du derfor oftest lige netop mangler "det lille skub"
fra "håbet indefra", der kan få dig til at træde tydeligere frem
og genfinde modet til at stå ved, hvem du er - nu og her, i dag.
Kampen handler om "ikke at give op".
Ikke at lade dem få dig ned med nakken
så at du bliver ligesom dem. At du genfinder din trods
og lyst til at være noget mere for dig selv, fremfor at trodsen
frygten og vreden kun spænder ben for det, som du godt vil.
Genertheden opstår, når du slukker for engagementet,
lige inden at gnisten rigtig fænger - og du lyser op.
Den livskunst du derfor må lære dig, er
at give slip på det onde, der er gjort ved dig
og indse, at også du, dagligt må øve dig i
at blive endnu mere DIG - hver dag
og derved værne om din indre ild.
Så svært er det at leve.
JernHans´s motto: "Det bedste du kan gøre her i livet,
........er at blive smaddergod til at være DIG!"
"Frihed, det er det jeg gør
ved det, de har gjort imod mig."
Fordi, i den sidste ende, så bliver jeg jo mine valg,
uanset om det er min egen eller de andres skyld,
som Jean-Paul Sartre engang sagde
Generthed er kort sagt frygten for de andre
imens Skamfølelsen mere er frygten for sig selv
og alle de muligheder, som du ikke tør være.
Dybest set handler frygten om vi tør tro på
den unikke menneskelige styrke, som det jo er
at vi mennesker kan vælge f.eks. at sige Nej - eller Ja
til os selv, den situation vi er i - og til andre mennesker
ud fra vores inderste håb, vores længsler og livsværdier.
Det er denne menneskelige storhed, vi frygter
og som så mange frygtsomt undgår at se
såvel i sig selv - som hos andre.
|