Lidt om at skamme sig over
    at bede andre om hjælp til noget
    - som du ikke selv kan hitte ud af.

    eller se opsummeringen nu



    Ikke sjældent møder jeg i mit arbejde
    mennesker der fortæller mig, de skammer sig over
    at de behøver hjælp og har brug for at tale med en psykolog,
    der kan hjælpe dem med at forstå såvel sig selv - som de mennesker,
    de er i nærkontakt med. "Det burde jeg jo selv kunne klare",
    siger de - og ser skamfulde ud!

    I starten af min psykologkarriere sagde jeg til mig selv,
    at sådan har man det da vist især i de barske forretningsmiljøer,
    hvor man forholder sig upersonligt til hinanden. Hvor imod i miljøer
    hvor man arbejder med mennesker, og lever af at hjælpe hinanden, som f. eks.
    iblandt skolelærere, pædagoger, læger, sygeplejersker, socialrådgivere og psykologer
    at dér - ja der så man mere psykologi som en spændende hobby og interesse
    - udover som en faglig nødvendighed for at kunne fungere sammen
    for få så meget ud af samværet som muligt. Det er jo vores job.
    Så naiv og tåbelig var jeg.

    Kort sagt affejede jeg denne skam ved
    at sige: "Det er da ikke noget at føle dig skamfuld over!
    Det at du godt vil have hjælp, er da noget du skal at føle dig stolt af.
    De fleste mennesker går jo blot og lider i stilhed uden at gøre noget ved det.
    Du tør indse at du har et problem - og du vil gøre noget for at løse det.
    Vi har da alle sammen ind imellem brug for at få en hånd."
    Eller: "Hvornår er selverkendelse blevet et fy-ord?"
    osv. Kort sagt: jeg forstod dem ikke.

    Jeg forstod dem - og forstod det alligevel ikke.
    Efterhånden er det gået op for mig, at de, der mest hader deres hjælpeløshedsfølelse
    eller ser deres behov (for at vende sin problematik eller en konflikt med en anden)
    som et svaghedstegn - også ofte hylder en mærkelig ensomhedsfilosofi.
    som jeg kalder


    Tapperheds-komplekset:
    De synes f. eks. - dødalvorligt - at de burde
    kunne klare alting selv - ja: "Det Hele og Alting" selv!
    De synes også, at de egentlig burde være glade og tilfredse hele tiden.
    Dag ud og dag ind kræver de af sig selv, at de skal kunne topfungere
    uden at køre træt og få nedture - eller som her, at føle sig hjælpeløs.
    Ligesom de hver dag tænker på, hvordan de burde være og føle
    og - øh - jo helst ville de være en helt anden person, end de er.



    Selvklart forstår jeg godt det stærke ønske om at kunne selv.
    Selvstændighed og frihed er også vigtige livsværdier for mig
    og ja jeg forstår også godt, hvor svært det er at skulle
    sætte en udenfor-stående ind i sit verdensbillede.

    Men når du nu sådan selv har gået og bakset
    og bøvlet med noget svært eller irriterende i et par år
    og selv har prøvet både det ene og andet uden at det hjalp
    ja problemet er måske ikke blevet lettere, men sværere,
    ja så synes jeg sørme det er indlysende fornuftigt
    at forsøge at indvie en anden i sine problemer
    uden skam - mere som en selvfølgelighed.
    Det er jo styrke at kende sin begrænsning
    og ønske at kunne mere, end du kan nu.

    For det meste damper skamfølelsen hurtigt væk
    og vi kan møde hinanden i øjenhøjde og ser klarere
    på det, som sker/ikke-sker. Hvad er ok, godt og hvad
    er bare ikke er ok? Måske du simpelthen må øve dig noget mere i
    noget, du ikke er så god til for at du kan opnå det liv, du længes efter.
    Det er jo ikke altid "at der er noget i vejen", mange gange handler det
    måske mere om "det, der mangler", "det uøvede" og det som savnes.


    Denne let forståelige usikkerhed om
    nogle overhovedet vil kunne forstå mig
    og blufærdigheden i at tale om det, der er pinligt,
    er i mine øjne at lide af skam i 1. grad - og det kender vi vel alle.
    Det kan mange gange i sig selv være svært at indrømme
    at der er noget, jeg simpelhen ikke er særlig god til
    eller noget pinligt , som jeg har brug for at se på.

    OG Skam kan være et vigtigt livstema i en persons liv.
    sådan at frygten for igen at føle sådant, dominerer alt for meget
    af ens liv - og derfor virker som en bremse for en masse liv og lyst.
    I en anden 2. grads forbrændring er det ikke blot en forbigående følelse,
    Det er en stor del af ens liv, men ikke hele tiden, der er belastet af skamkomplekset.
    Her er det mere begrænset til
    en del af ens liv - f.eks. kærlighedslivet
    hvor det spiller en alt for stor rolle for ens valg og intime adfærd..

    3. grads
    forbrændte mennesker tænker ikke på andet!

    Det "at undgå at føle skam" og at bevare "sit pæne ansigt" udadtil,
    er ligesom blevet grundformlen til at forstå, hvad de gør og hvorfor.
    Tænk f. eks. på Fru Hyasint i "Fint skal det være" på TV , hvis liv
    helt er baseret på at hævde sig op over det selvopgivende liv,
    som hendes forældre og søster så tragiskmorsomt udlever.

    Hun kæmper for at bevare facaden ud adtil og skubber
    alle sine mere menneskelige vilde kvaliteter ind under
    sit kedsommelige gulvtæppe - hvorfra de igen
    og igen kommer vældende frem
    - og gør hende til grin.







    Oh hvilken skam
    sådan at forspilde sit liv!
    Nogle gange i terapien har jeg derfor prøvet
    at gøre netop den skamfulde livsholdning
    til det centrale tema for vores samtaler.

    Hvilken rolle spiller det "at undgå at føle skam" for dig?
    Har du nogensinde tænkt over, hvor meget den blokering
    har præget det, som du har gjort - eller ikke har gjort?
    Hvad tror du selv, at din skam har forhindret dig i?

    Hvordan tror du at dit liv ville være anderledes,
    hvis du var opvokset i et hjem, der ikke udskammede
    men værdsatte - og som havde en ligeså hierakisk struktur
    som en bavianflok, men i stedet for holdt man af hver især
    ud fra hver isærs specielle personlighed. Et kærligt hjem,
    hvor man talte om problemrne, fremfor slog dem ned?
    Hvordan ville dit liv da være blevet anderledes nu?

    Hvem burde skamme sig? Dig? eller Dem?
    Hvad er det du vurderer? - og hvordan vurderer du,
    når du udskammer dig selv? Din konkrete adfærd, det du gør
    eller skammer du dig over det, som du tænker og fantaserer?
    Skælder du dig selv ud, fordi du er det menneske, du er?

    Det bliver let så abstrakt,
    så derfor kan det være en god ide
    at gøre "det skamfulde" mere konkret ved at se på
    "det at bede andre om hjælp" - sådan som det opleves
    lige her og nu med mig, som et eksempel på det, vi taler om.

    og der har jeg meget ofte opdaget,
    at i barndomsfamlien var der sørme ikke megen hjælp at få,
    når man havde ondt i følelserne - eller var i konflikt med en eller anden.
    Alt for ofte var de blot ensomt blevet henvist til "at klare det selv".
    "At klare alting selv" var noget, de var forbandet nødt til,
    - mere end det var en ægte selvstændighedserklæring.

    Her handlede skamfølelsen mest af alt om
    at opdage at den dækkede over skuffelser, resignation
    og var at ligne med en tjørnehæk rundt om deres
    alt for indelukkede indre hemmelige have.


    Andre gange fandt jeg ud af at det fænomen,
    som vi menneskearbejdere i forskellige fag kender alt for godt:
    nemlig at alt for mange "hjælpsøgende" møder os helt uforberedte,
    uden at de selv har gjort sig ret mange tanker om, hvori løsningen er,
    og hvad de sådan mere konkret vil bruge os til og have ud af disse timer.

    "Kære psykolog - giv mig et nyt liv,
    en ny og bedre mand - eller min drømmekvinde.
    Gerne i en blid hypnose, så jeg uden smerte og besvær kan få det liv,
    som jeg ønsker mig (men som jeg ikke rigtig ved, hvad konkret er)."
    .... Du skal ikke være sammen med mange skolelærere
    psykologer og behandlere af forskellige slags ,
    førend du hører det suk efter Tryllestaven.

    Kort sagt kaster de selvopgivende blot problemet
    og samarbejdet med at finde en løsning, lige over i skødet
    på os "hjælpere" - ganske som jeg selv gør, når jeg er hos min tandlæge
    eller er på et operationsbord. Men lige så lidt som en klaverlærer
    kan lære dig at spille ved at vise dig, hvordan man skal spille,
    lige så lidt kan en klaver- eller skolelærer eller en psykolog
    lære dig at spille klaver, hvis du ikke selv virkelig vil
    og tør sætte fingrene i dit livs klaver for at øve dig.
    (Dette Tema har jeg skrevet mere om her)


    Så udover at møde Tapperheds-kompleksets,
    og selvtilstrækkelighedens mørke modpol, afmagten
    eller hjælpsomhedens bagside, angsten for hjælpeløsheden, osv
    opdagede jeg også hos nogle, at "det at skamme sig over at bede om hjælp"
    rummede et vigtigt eksistentielt budskab om hele den måde de lever deres liv på.
    Det var et tavst udtryk for deres angst for "at blotte sig" og "gøre sig sårbar", igen.
    En upersonlig kontaktform, som ofte havde givet dem en masse bøvl og problemer
    i såvel parforhold, som på arbejdet - og en pinlig mangel på gode venskaber.
    Angsten for (igen) at føle sig skamfuld, var ved at blive en ensom livsstil!
    Og det skammede de sig selvfølgelig også over,
    i en grad der totalt blokerede for løsningen

    Som en mand sagde til mig:
    "Her sidder jeg passiv og hjælpeløs, ligesom jeg så ofte føler mig ude i hverdagen.
    Og foran mig sidder du, som jeg oplever som tillidsfuld. En, som jeg føler mig tryg
    ved ikke fortæller et eneste ord af, hvad jeg siger til dig videre til andre - og alligevel,
    så frygter jeg for at du vil se ned på mig, vil fordømme mig og fortælle mig at der
    er noget helt forkert ved mig - også selv om jeg ikke har sagt noget endnu
    om det, der i virkeligheden piner mig mest. Jeg tør simpelhen ikke sige det!
    Denne frygt og denne indelukkethed er nok mit allerstørste problem
    - og det er for at bryde ud af det fængsel, at jeg har opsøgt dig."

    Senere i forløbet uddybede han sit budskab
    omme bag sin uforberedthed, med dette eksistentielle dilemma:
    "Her sidder jeg afventende og vagtsom, sådan som jeg alt for ofte gør.
    Og lige nu? .. Jeg oplever dig som rolig, og det føles overvældende for mig.
    .... Jeg har altid følt sådan overfor autoriterer ... lærere og chefer
    og ja det stammer sikkert fra min far, som jeg var bange for.
    Jeg ved samtidig godt du er anderledes, men jeg reagerer
    altid på samme vis, som jeg gør overfor min far.

    Jeg hader sådan at føle mig overladt til andres nåde og unåde.
    .... Jeg regner ligesom med at få kritik - på forhånd ... og øh ....
    Og så er jeg skide misundelig på dig og alle andre, jeg oplever
    som værende mindre ængstelig og usikre, end jeg selv er."
    Jeg er samtidig vred og misundelig - og det er
    den blanding, jeg kortslutter på."

    - "Det var da en åbning, der vil noget", svarede jeg
    og fortsatte: "Siger du det højt?" - "Nej selvfølgelig ikke", svarede han.
    "Hvorfor ikke?" - "Det kan man da ikke. Det ville jeg skamme mig over."
    Og det var ikke kun misundelsen, men også en masse andre følelser,
    der således forblev uforløste og sydende inden i denne person,
    indtil han begyndte at sætte sine egne ord på, hvem han var
    hvem han er nu - og på vej til at blive.

    En anden uddybede temaet med denne selverkendelse:
    "Jeg tror at min uforberedthed spejler denne her skæve logik:
    Hvis jeg fremtræder som værende uselvsikker, inkompetent og helt håbløs,
    så behøver jeg ikke at engagerere mig i en kamp med dig eller andre. Så behøver jeg ikke
    at frygte for din fordømmelse i en evnt. kamp, hvor jeg allerede på forhånd har afgjort,
    at jeg vil tabe. - Sådan gik det jo igen og igen dengang, hvis jeg svarede igen
    eller prøvede at opnå noget hos min mor. Jeg tabte altid, så jeg holdt op
    med at kæmpe. Og det skammer jeg jeg mig over."

    Og lidt senere denne konklusion:
    "Det er jo, som om jeg lever mit liv på denne enkle formel:
    "Skær mig ikke ned, jeg har jo allerede skåret mig selv ned",
    Og bag denne ydmyge facade er jeg jo egentlig rasende på jer alle sammen,
    - men det skjuler jeg- både for mig selv og for jer andre,
    fordi at sådan må man da ikke føle, vel?."

    Jeg: "Forventer du, at jeg nu skal sige: "Skam dig?"
    Han: "ja det gør jeg vel egentlig" Hvorefter han lo af sig selv
    - og var ude af fængslet - i hvert fald i det øjeblik.

    "Ok det kan jeg godt forstå er svært at frygte og tænke, men
    hvem har lært dig det?" spurgte jeg nysgerrigt. Og vi kom hurtigt
    lige tilbage til barndommens gade.

    Jeg lagde også mærke til
    at de, der sad fast i Skam, også tit brugte "man-form",
    i stedet for at sige "jeg mener, jeg tror, jeg føler - "Det gør man da ikke."
    "Hvorfor dog ikke?" - "Nej, for så vil de da bare håne mig og le af mig."
    "Hvorfor skulle vi dog det? - Gør du selv det, hvis nogle er sårbare?"
    "Nej, ikke når nogle er svagere end jeg, men jeg må tilstå at jeg
    tit er meget fordømmende overfor de, som jeg lader som om,
    at jeg ser op til . Bag ydmygheden er jeg superkritisk
    både overfor andre - og mig selv."

    Passitiviteten havde altså en historie,
    som spejlede et evigt konkurrende livssyn,
    hvori ens medmennesker ikke mere ses som venlige, hjælpsomme
    og ja måske generøse, men mere ses som potentielle fjender
    dvs. nogle, der kun vil en det dårligt og som vil slå til,
    hvis "man" blotter sig - blot den mindste smule.


    Altså denne passive
    tilsyneladende selvudslettende livsposition
    giver en form for selvbeskyttelse - og det, som pinefuldt undertrykkes
    er spontaniteten, nysgerrigheden og det store raseri over at sidde så forbandet fast
    i sin underordnede rolle i dette magt-hieraki, hvor alle vurderes på,
    om de er "ovenpå", - eller er i en underlegen position
    i forhold til en selv.

    "Er du rigere eller fattigere end mig?"
    "Er jeg mere - eller mindre værd end dig?" "Smukkere? Klogere?
    "Er du stærkere eller svagere end jeg?", "Er du mere magtfuld end jeg?"
    Dette er i mine øjne et småfacistisk menneskesyn som umuliggører,
    at vi kan hjælpe hinanden. Når frygt, afmagt og hjælpeløshed
    bliver set på som et svaghedstegn, er dette et tegn på
    at dette menneske ikke accepterer hele sig selv.
    Vi er alle - det alt sammen! Ikke kun stærke
    eller svage - men også alt det, der imellem.

    Jvf her den norske humanist og filosof Harald Ofstad,
    der skriver følgende i sin tankevækkende bog:
    "Vores foragt for svaghed" fra 1971:

    "Krigsgalskaben og koncentrationslejrene var ikke det centrale
    i nazismen. Essensen er læren om, at den stærke skal herske over
    den svage, der blot skal adlyde - og at den svage er foragtelig
    fordi vedkommende således lader sig beherske."

    Det er opdelingen af os mennesker i "Overmennesker",
    der godt må hævde sig på "Undermennesker" bekostning.
    Den stærkes ret - og bare lad fanden tage de bagerste-holdningen,
    som er kernen i den menneskeforagt, der dér kommer til udtryk.

    Vi gyser og føler afsky for gaskamrene,
    og glemmer af de blot var det logiske slutprodukt
    af en livsindstilling, der opstiller nogle umulige uklare mål,
    glorificerer nogle ganske få - og skider hul på alle os andre.
    De taler om at "vi må beskytte det sunde og livskraftige"
    ved at se ned på - ja slå det "mindreværdige" ihjel,
    Ganske som en gartner luger ukrudtet ud.

    Den menneskeforagt,
    som nazismen var - og er - et brutalt udtryk for,
    startede ikke i 30 ´ernes Tyskland, men går meget længere tilbage.
    Tænk blot på englændernes forhold til andre folkeslag, som imperialister
    (først for ganske nyligt blev apartheid i Sydafrika forbudt ved lov!)
    amerikanernes forhold til indianerne - eller Romernes foragt
    overfor de, som lod sig besejre. "Den stærkes ret"
    er ikke nogen ny opfindelse og tilhængere af
    den menneskeopfattelse kan du finde
    i mange udgaver - også i dag."



    Er det et succes mål,
    eller et selvmål at have nok i sig selv?

    Hele denne "enhver har nok i sig selv"
    og "enhver er sin egen lykkes smed" formel
    forekommer mig med årene egentlig at være en resignationsfilsofi ala:
    "Da jeg for det meste er djævelsk nødt til at klare alting selv, så gør jeg en dyd
    ud af nødvendigheden" - og prædikerer "at enhver er sig selv nærmest".

    Suk - Men kun Palle er alene i verden, vi andre er her med hinanden.
    I denne skøre vanskelige verden er det i mine øjne lidt skørt at tro
    at det at få hjælp til selvhjælp og ønske sig en forandring i sit liv,
    at det er en skam. Jeg synes faktisk, det er helt naturligt,
    ganske som når jeg har svært ved denne her computer,
    at så spørger jeg selvfølgelig om hjælp hos nogle,
    der ved mere om det, end jeg gør.

    Og hvis det så endelig en dag
    skulle lykkes mig at blive helt totalt selvtilstrækkelig,
    dvs. at kunne alting selv - hvad så med den ensomhed,
    som dette logisk nok ville medføre? Hvis jeg ikke mere
    har brug for andre mennesker, som de har brug
    for mig - er livet så værd at leve?

    Det undrede mig også
    at de selvsamme mennesker der fortalte mig, at det kun var
    fordi de havde følt sig tvunget til at opsøge min hjælp, at de kom
    at det også var de personer, der brugte mig dårligst.

    Man skulle da tro at netop de, som var mest fortørnet over
    at skulle betale for at få mit engagement og få kvalificeret hjælp
    også var dem, der mest ivrigt ville tage imod forslag, konkrete råd
    og vejledning,
    så de hurtigst muligt kunne få has på deres problem,
    men nej. De ankom igen og igen til deres dyre individuelle timer helt uforberedte
    og startede med at sige: "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil have ud af i dag."
    og "Nej, jeg har ikke gjort det, du foreslog i sidste uge". "Hvorfor ikke?"
    spurgte jeg så - og fik blot dette svar: "Det ved jeg ikke".

    Jeg talte selvfølgelig så med dem om at jeg ikke er "en behandler",
    ala en hjernekirug, læge eller tandlæge (som forøvrigt heller ikke kan stille noget op,
    hvis du ikke vil åbne munden), men mere er en lyttende medlevende samtalepartner,
    der er enormt afhængigt af deres oplæg, samarbejde og medengagement.
    Det viste sig her tit, at det var de ganske godt klar over, men alligevel
    tog det mange gange utrolig lang tid, inden de skiftede spor,
    - hvis de da ikke kort tid efter opgav terapien.

    Det hjalp heller ikke at fortælle dem at jeg ikke brød mig om,
    at de lagde hele arbejdet og ansvaret over på mig - og at jeg var hjælpeløs
    og afmægtig, hvis de ikke selv tog et medansvar for at vores tid sammen
    blev så meningsfuld som mulig. ala "Du lærer ikke at spille klaver,
    ved at sidde med hænderne i skødet og ikke øve dig hjemme."

    De fortalte mig næsten alle, at de var sådan skruet sammen
    at de enten skulle klare alting selv, helt alene - eller også
    ja skulle andre klare det hele for dem. "Det er jo det,
    som jeg betaler dig for", som en sagde til mig.
    "Nej", svarede jeg. "Det, du betaler mig for
    er sammen med dig at lede efter en løsning
    og give dig nogle gode hjemmeopgaver."

    Det at løse personlige problemer var et enten - eller.
    Og bagved fandt jeg igen og igen en skamfølelse imod at række ud
    efter hjælp, fordi de var helt hypnotiseret af vores kulturs dogme om
    "at vi bør kunne klare det hele selv." - og at det er "svagt"
    dvs. foragteligt - ikke at kunne alting selv
    at være sårbar og have det skidt.


    Kort sagt:
    Jeg bliver stadigvæk forundret,
    når "det at ønske at lære noget nyt om sig selv og andre"
    opleves som et skamfuldt projekt, der helst skal overståes
    så hurtigt som muligt - så man igen. - ? - kan det hele selv
    Og lige bag den indstilling møder jeg desværre ofte
    glorificeringen af "styrken" - og foragten for
    det sårbare, det emotionelle og det svage.

    At være moderne er at have en fri udsigt
    og føle sig fri til at kunne alt selv uden hjælp, siger nogle
    men med skammen som perspektiv er ikke alt eller alle lige frie.
    Kan det tænkes at den klassiske skam med skammekrogen som symbol
    nu er afløst af en internalisert skam for ikke at være vellykket nok
    dvs. være "out" - eller af en skamløshed, hvor medmennesker
    kun ses som en vare og blot behandles som et middel?


    en
    hilsen fra Ebbe.
    En sen aften i Århus.

    PS.
    Ovenstående er måske lidt rodet,
    men sådan kom tankerne altså den nat,
    hvor jeg skrev dette. Jeg håber at nogle, måske du?
    kan genkende sig selv og opdage at du ikke er alene,
    hvis du har det sådan. Skamfølelser er et tabu i dag,
    hvor vi alle formodes at være så frie og frejdige.
    Og hvor meget snyder de mange sig dog for
    ved således at forsvare holdninger,
    de selv er et ofre for.
    --------------------

    +
    se min opsummering her


    Her er nogle link
    fra andre , der også har skrevet
    om Skamfølelsen her på nettet:


    om at skamme sig:
    www.leksikon.org/art.php?n=2316
    + www.samtal.nu/psykologi/skam.htm

    + se en god webside:
    eqi.org/respect.htm
    + se denne om Emotionel Intelligens.

    Brené Brown:
    Om at udskamme og blive udskammet:
    www.youtube.com/watch?v=RZWf2_2L2v8
    www.youtube.com/watch?v=TdtabNt4S7E

    www.youtube.com/watch?v=-dsUsULO4g4
    www.youtube.com/watch?v=qQiFfA7KfF0
    www.youtube.com/watch?v=L0ifUM1DYKg


    Skam-følelsen og en kur imod:
    psychcentral.com/blog/archives/2015/10/20/
    how-shame-contaminates-our-lives-and-a-path-toward-healing/

    Anorexia, fedme og skamfølelsen:
    www.lommelegen.no/artikkel/skam
    -----------------------------------


    En god bog:
    Kjellqvist, Else-Britt (1993):
    Rött och vitt, om skam och skamlöshet. Carlssons Bokförlag
    den er oversat til dansk - jeg kan ikke huske hvor og hvornår,
    men prøv at spørg på biblioteket, hvor de har den.
    ------------------





Opsummering: om selvhad:
et nyt udgangspunkt for rejsen:
frem mod at turde se og opdage dig selv
med nutidens og fremtidens øjne.

+ se også disse websider:
1. fra at føle skam til selvrespekt.
2. mere om at føle rød og hvid skam.
3. at skamme sig over at bede om hjælp.
4. Tapperhed og når skam bliver til selvhad.
5. Pas på, hvad du lover dig selv og andre.
6. God kommentar til tv-filmen "Skam".

 Tilbage til Oversigten
over hele Selvtillidskurset.

Tilbage igen til oversigten
over hele psykoweb.dk