Selvhad kan forvandles
til selvrespekt, når du ændrer ved den måde,
du tænker og vurderer livet - og dig selv:

(Uddrag fra "Psykodrama-bogen", 1997, side 183 - 188)

"Modsat skyld,
som jeg oplever, når jeg har gjort noget forkert,
er skam, følelsen af at jeg er grundlæggende forkert.
Det er en følelse af blottelse, som tabet af ens badebukser,
hvor det i ét øjeblik pludselig afsløres, hvem jeg virkelig er.
Og at den, jeg er, ikke er god nok, stor nok. Skam er følelsen
af, at jeg er forkert - osse selv om jeg altid gør alting rigtigt."
- Højskolelærer Christian Hjortkjær, Information.

"Svaret på mysteriet,
hvorfor jeg mon får det sådan her, Det er det, jeg leder efter.
Og der vender jeg tilbage til mit selvhad. Intet intet jeg gør, er godt nok.
Aldrig! Det bliver aldrig godt nok! Håbløst. Lige meget hvad, jeg gør."
Jeg siger det forkerte, tænker det forkerte, gør det forkerte.

Og derfor ender jeg ofte i selvmordstanker
med følelsen af, at livet er alt for hårdt for mig, for uoverskueligt.
Det hele, det vil aldrig vende sig for mig, jeg kan aldrig gøre det godt nok.
Derfor vil jeg væk fra det hele, mit helvede, håbløshede,. Helt forsvinde.
Undgå alt det umulige. Undgå at give alt dette uudholdelige
videre til et barn en dag." - sagt af en 29 årig pige.

En slags svar:
Det at hade og "ikke at kunne lide sig selv"
kan godt føles og opfattes ligesom du har brændt dig på en kogeplade .
Du er derefter ret hudløs, eller også danner din hud et hårdt arvæv over såret.
De, der er særlig sårbare mht. at hade sig selv, er meget ofte også de,
som har fået sig en kraftig 2. eller 3. grads forbrænding i sjælen,
hjertet eller egoet i barndommen.

I stedet for at få selvtillid og en solid selvværdsfølelse med hjemmefra,
lærte nogle af os i stedet for at blive deres egen værste fjende, hårdeste kritiker
dommer eller bøddel. "Noget i mig" spalter sig ud - og hader resten af mig.
"Åh jeg hader noget ved mig, som andre tidligere før mig har hadet."

Sådan blev du ikke født
- det selvhad må skyldes noget, der skete senere hen
.

 
Sådan - starter en god glad selvværdsfølelse:
Er du et ønskebarn ved du godt, hvad jeg mener, men desværre
er vi mange, der blev snydt for at føle og opleve dette glade goddag kys.
Og måske oveni, skal nogle af os være glade, fordi vi blev født,
før aborten, denne vigtige kvinderet, blev en virkelig frihed.

Ingen af os blev født med hverken en lav eller høj, negativ eller positiv selvopfattelse.
Vi lærte at føle og opfatte os selv som "ok", "kloge", "smukke", "dygtige", "vidunderlige"
eller "elsk-værdige" etc. Ganske som vi lærte at føle os "små", "forkerte", "svage", "grimme",
"dumme" - og hvad vi nu ellers går og siger til og om os selv. Ja, nogle lærte endog at opfatte
sig selv som "onde", "håbløse" og "umulige" i det hjem og den skole, de voksede op i!

Vi lærte først os selv at kende
igennem vores mors, fars, lærers og søskendes øjne,
Ronald D. Laing udtrykte denne forståelse sådan her i et foredrag i 1986:
"Vi ser ikke os selv, når vi ser os i et spejl. Vi ser kun det,
vi er blevet hypnotiseret til at tro, er os."

Sidenhen maler du blot ukritisk videre på portrættet indenfor denne ramme
og måske ud fra deres målestok. Ikke fordi du ønsker det, men fordi ?
ja helt ærligt - jeg ved det ikke. Det undrer mig stadigvæk
at så mange forbrændte ikke kan se denne enkle logik.

Det er vist en udbredt erfaring, at en fejlagtig selvvurdering
forunderlig let kan medføre, at man føler sig afmægtig og bevirke utrolig meget ondt
- selv langt op i voksenalderen. En af nøglerne til at åbne op for et nyt liv er at lære at se, føle,
mærke og opdage sig selv på en mere selvstøttende facon, end den gamle stereotype væremåde.
Ellers kan ens liv så let risikere bare at blive en tragisk forlængelse
og en ond gentagelse af en dårlig barndom.

Læs f. eks. en dag
Jan Seidel barske bog: "Overgreb mod børn",
Rosinante, 1995 - med de nyeste skandinaviske tal.

Når vi i et terapiforløb opdager,
at det mest af alt er "en ondartet og forvrænget negativ selvopfattelse",
der fastlåser og fastholder hovedpersonen i et uregerligt selvdestruktivt
selvstoppende eller selvformindskende adfærdsmønster, ja så bliver denne
mere kognitive (tankemæssige) synsvinkel et vigtigt arbejdspunkt for os
i vores terapeutiske og pædagogiske arbejde med vedkommende.

Nøgleordet er selvrespekt:
at kunne se sig selv og andre i øjnene uden skam.
Turde tænke nye tanker, sætte grænser, blive mere direkte
- og opøve en større tillid til sig selv og andre.

Selvindsigt er en god ting at tilstræbe, men som du måske også ved,
så kan det være en utrolig sej og svær opgave senere hen i livet at blive
til en dejlig rund bolle, hvis skorpen er meget hård, og du er blevet forbagt
i en alt for firkantet kageform. I praksis er problemet oftest: Hvordan kan vi få
denne viden ned på jorden, så det bliver muligt at forandre på sin skæbne,
sit livssyn, og derved sine følelser og sit stemningsleje?

Hvis du føler dig ramt af ovenstående, vil vi foreslå,
at du en tid sætter ekstra skarpt focus på de fatale selvfordømmende tankelåse,
som så ofte findes hos "voksne børn" fra utrygge, ukærlige eller kaotiske familier.
Ligesom alt for stressede skoler er årsag til, at mange børn og voksne
føler sig dummere, end de reelt set er.

Den sunde fornuft - kortsluttes igen og igen,
per. refleks, og alt for mange slår udad og indad - og hader sig selv.
De lægger f. eks. alt for let skylden på sig selv: "Når jeg har det ondt,
så er det nok fordi, jeg er ond". "Når far, mor og X ikke holder af mig
så er det nok fordi, der er noget i vejen med mig!". "Når jeg ikke kan klare en opgave,
så er det nok, fordi jeg er dum.". "Når X, far eller mor ikke elsker mig, så er det nok,
fordi jeg ikke er værd at elske". "Når andre ikke forstår mig, så er det nok,
fordi jeg er uinteressant".

"Når far, læreren, bossen eller arbejdsmarkedet ikke synes, jeg er noget værd,
så er jeg nok ikke noget værd." - Eller mere bredt: "Når jeg ikke lever op til andres krav
og forventninger til mig, så er det nok, fordi jeg er dum, håbløs, værdiløs eller forkert."
osv.

Vi er ikke i tvivl om, at en sådan selvudslettende
og selvfordømmende indre stemme har sine rødder i et lille barns logik.
Og at det er en vigtig terapeutisk opgave at støtte og inspirere et sådant barndomsforbrændt
menneske i at lære sig at koble hovedet (dvs. personens fornuftige voksne-Jeg), kroppen
og en ny kærlig omsorg for sig selv bedre sammen. Dvs. lære personen at opdage
sit ægte Selv, sit eksistentielle ansvar for sig selv, sit humør og sit liv.

Det har i den sammenhæng aldrig været nogen let
eller nem opgave at vokse sig større end sine forældre og lærere
- eller bevæge sig i en helt anden retning, end de ønsker

I nutidig psykologsjagon kaldes det arbejde "at integrere Jeg-opfattelsen
med sit mere eller mindre forladte, sårede, forsømte, mishandlede - eller oversete indre barn."
Peter Bastian udtrykker essencen af dette nye mentale synspunkt pragtfuldt enkelt:

"Ind imellem er jeg uforsonlig, vederstyggelig
og fordømmende overfor mig selv i en grad, som jeg aldrig nogensinde
ville byde andre mennesker. Men jeg har efterhånden lært at tage mig selv på skødet,
som det fejlbarlige menneske, som jeg jo immervæk stadigvæk er."
("Ind i musikken", 1994).