Livskunsten
at blive sin egen gode Mor.
Hvad betyder det udtryk?
Nedenstående er fra en terapisession
som er med i "Psykodrama-bogen", side 211 - 226,
Sessionen strakte sig i virkeligheden over 5 dage,
som her er komprimeret ned til een lang session.
|
Prøv om du kan forestille dig,
at du lige nu sidder med i en terapigruppe med 12 andre,
der har været sammen i 4 dage og nu er det Lotte´s tur til at være Hovedperson.
Lotte havde i sin 1. session dagen før arbejdet med sin lyst til at begå selvmord
på trods af, at hun har to børn at passe på. (Beskrevet på side 153 ff.)
og er nu ivrig efter at få bedre styr på den historie, der ligger bag.
Lottes 2. session:
Om at blive bedre til at tage vare på sig selv.
Lotte sætter sig i mellem Else Marie og mig - og starter sit oplæg sådan:
"Jeg har det meget bedre i dag, end jeg havde i går." (Vi ler alle lettet, fordi
at det var sørme ret mørkt og skræmmende det Lotte lukkede op for igår.)
"Og nu vil jeg gerne se på det, der måske ligger bag det selvmordsønske.
Siden i går er jeg kommet meget mere i kontakt med en gammel angst, ja rædsel
der har forfulgt mig igennem hele mit liv. I dag er det ikke sådan, som det var dengang
i min barndom. Dengang jeg var lille følte jeg mig meget ofe bange og ensom.
Det var de mest dominerende følelser i mit barndomshjem - og tryghed?
Det var kun noget, jeg kendte til hjemme hos min Bedstemor.
Nu i dag er utryghed mere en tilstand, der dukker op,
når jeg forlader det jeg kender og kaster mig ud i noget nyt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan arbejde med det, for det er så diffust og ordløst.
Else Marie: "Ok - Lad os starte blidt.
Ved du hvad du er utryg ved lige nu og her?"
Lotte: "Jeg er så bange for at angsten og rædslen igen skal blive lige så overvældende,
som den var dengang, da jeg var barn. Det tror jeg faktisk ligger bag
min frygt for at komme til at begå selvmord, når jeg går i sort."
Else Marie: "Det lyder interessant, lad os se på det.
Hvad siger du til, vi sammen går på opdagelse i din gamle barneangst?
Lotte: "Ja ... det er det jeg vil, men jeg er altså meget bange for det."
EM: "Du må have været meget alene med din utryghed dengang,
som ind i mellem blev til ren og skær rædsel og panik?"
Lotte nikker og ser på Else Marie med store forskræmte øjne:
"Til forskel fra dengang, er du ikke alene nu. Du er lige her og nu omgivet af os, der,
så vidt jeg kan se, alle er interesseret i forstå dig og dine følelser bedre.
Prøv at se dig omkring Lotte, ja godt - langsomt. Har jeg ret i det?"
Efter, at Lotte langsomt har ladet blikket glide
fra den ene til den anden, nikker hun med et lille smil
og jeg fortsætter: "Lotte, lad os holde hinanden i hånden, mens du prøver
at sætte nogle ord på de følelser, der dukker frem, når vi taler om dengang,
så din krop også kan mærke, at du ikke er så alene nu, som du var dengang."
Lotte ta´r min hånd, hendes er iskold.
Jeg varmer hendes hænder mellem mine og beder hende om at trække vejret dybt
og så lukke øjnene og for sit indre blik se nogle situationer fra sin barndom, hvor hun følte
denne angst og rædsel. Efter et par minutter mærker jeg, at hendes hånd atter bliver iskold,
og jeg spørger hende: "Hvad dukker op?"
Lotte: "Jeg ser en lille pige, der sidder og græder helt alene nede i en mørk kælder.
Jeg er 8 år gammel. Min far har låst mig inde i kælderen, her er helt sort. Det er, som
at komme i helvede! Der er ikke noget lys. - Jeg ser den lille pige sidde helt sammenkrøben
i et hjørne og græde. - Det er, som om gråden kan blive ved og ved.
"Holder det da aldrig op? ", siger hun højt og græder videre.
Jeg ser lidt på hende og ved ikke, om hun er i en drøm eller tilbage i barndommen?
Den sidste sætning lød som et direkte udbrud vendt mod mig. Og samtidig er det ikke kun
henvendt imod mig, men lyder mere bredt, som var det rettet ud imod hele universet.
Det er et eksistentielt nødskrig. Sådan et, der kommer meget dybt indefra.
Else Marie: "Ja, holder det da aldrig op? - Sig det igen Lotte.
Lotte gentager sætningen et par gange og giver imens mere slip på sine tårer.
Det letter det indre tryg og forbinder bedre de ord hun siger med følelserne.
Else Marie venter indtil hun igen har fået samling på sig, og siger så:
"Kender du det nødskrig fra den 8 årlige pige, der stadigvæk lever inde i dig?"
Lotte: "Ja. Angsten og rædslen fra dengang sidder endnu i mig. Det kan jeg godt mærke.
... men jeg aner ikke, hvordan jeg skal åbne mere op for alt det her
og få den rædselsslagne lille pige ud af det mørke rum."
Der opstår en lang afventende pause, hvor Lotte er langt væk.
Else Marie sidder blot helt stille og holder hende i hånden.
Det synes at være nok for Lotte.
Efter en lang stille stund, bryder jeg tavsheden.
Ebbe: "Har du skældt din far ud for hans grusomhed, efter at du er blevet voksen?"
Lotte: "Ja, jeg har fortalt ham at jeg synes, han var ond, når han slog mig.
Hvor kunne han mishandle en lille pige på den måde?"
Ebbe: "Hvad sagde han til det?"
Lotte: "Det værste var, at han begyndte at prale af, det var lykkes for ham,
at få mig til at holde op med altid at gå rundt og tro, at jeg var noget helt specielt,
eller bare noget værd. Sådan sagde han det selvfølgelig ikke, men det var budskabet.
Han sagde, at jeg bare var så hysterisk og forkælet. Det var hans standardsvar, når mor
eller jeg gjorde oprør imod hans tyranni. Jeg tror, at han kun elskede sit arbejde og naturen.
Mig elskede han i hvert fald ikke! Det har jeg aldrig følt at han gjorde.
Han slog ikke så tit, men han råbte og skældte tit ud og kunne lægge mig på is i ugevis.
Det gik også ud over mit forhold til mor, som slet ikke kunne beskytte mig imod ham.
"Det var jo nødvendigt, for ellers var der altid så meget vrøvl med dig!", sagde han
gudhjælpemig, da jeg prøvede at tale med ham om det han havde gjort.
Else Marie: "Kan du huske andre skræmmende situationer fra dengang?"
Lotte: "Jeg har fået at vide af min mor, at naboen ofte ringede på for at fortælle min mor,
at jeg lå og skreg nede i gården i min barnevogn, helt blå i hovedet. Jeg har altid
fået at vide, at jeg var en værre hyleunge, der bare skreg for det mindste.
.... Jeg var nok for meget for dem."
Else Marie: "Ja - og det siger mere om dem, end om dig.
Lotte, hvad siger du til, at vi ser lidt nøjere på de to situationer?
Jeg vil godt lære dig at tage bedre vare på din 8 årige pige og dit indre spædbarn.
som lidt for let løber lige ind i den der gamle angst. Skal vi gøre det?"
Lotte: "Ja, det vil jeg gerne."
|
Scenen sættes
rollerne vælges og indøves:
Else Marie: "Hvad skal vi starte med? Spædbarnet eller den 8 årige?
Lotte: "Jeg har mest lyst til at starte med mit hyleri i barnevognen."
Else Marie: " Ok - så gør vi det. Lad os genskabe den situation."
Else Marie vender sig mod gruppen og spørger:
"Er der nogle, der genkender noget af det, Lotte her har fortalt om?"
Hanne putter sig godt og varmt hos Gert. Michelle rejser sig op og siger, at det gør hun.
Jeg arrangerer nogle madrasser i et hjørne af lokalet og beder Michelle lægge sig på dem.
Lotte lægger et tæppe over hende og anbringer Michelle kropsligt, som hun forestiller sig,
at hun selv lå i barnevognen nede i gården. Mona bliver derpå valgt til at lægge nøje
mærke til alt, hvad Lotte siger og gør, så hun kan træde ind og spille Lotte,
hvis der bliver brug for det senere hen i psykodramaet.
(Når vi arbejder med stor angst og rædsel,
kan det ofte være en god ide for hovedpersonen at kunne træde ud af sit drama
og se det lidt mere udefra, imens en anden træder ind og "spiller" den lidende del.
Det giver ikke så intense følelser, og det støtter hovedpersonen i at bevare overblikket).
Else Marie tager Lotte i hånden henne ved siden af "barnevognen".
Else Marie: "Prøv nu at få kontakt med den lille pige i barnevognen der."
Lotte: "Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. - Jeg lukker helt af nu."
Else Marie: "Lotte, hvad tror du, der sker i et lille barn, der ligger og skriger
og skriger, uden at der kommer nogen? ..... Prøv at gæt.
Hvordan tror du, hun har det? - Hvad kalder hun på?"
Lotte: "Hun må føle sig meget ulykkelig, fortabt - og meget alene i verden.
Det må være rædselsfuldt og gøre utrolig ondt" (Lotte holder EM´s hånd meget stramt).
Else Marie: "Det tror jeg også. Og hvad tror du så, den lille baby har brug for Lotte?"
Lotte: "At hendes mor går hen til hende og beroliger hende?"
Else Marie: "Lad os prøve det. Gør det Lotte."
Michelle går fint ind i rollen som et lille skrigende spædbarn og får at vide,
at hun først skal falde til ro, hvis hun synes at Lotte giver hende det, hun har brug for.
Lotte står ubeslutsom et stykke tid og nøjes med blot at se på den lille skrigende baby.
Else Marie: "Lotte, prøv at gå hen til det lille barn, tal kærligt og beroligende til hende.
Se, hvad der sker, hvis du stryger hende blidt over håret." ... Det virker.
Michelle klynker og klager sig endnu et stykke tid - og falder så til ro."
Else Marie: " Ja godt. nu ved du hvad der virker.
Byt nu plads med Michelle, så du bliver den lille hyler.
(Det er et udtryk man bruger om sælunger, der kalder på deres mor).
Else Marie henter Mona ind på scenen og de går hen til Lotte,
der nu ligger i barnevognen (madrassen) og ser ret fortabt og ulykkelig ud.
Mona gentager nu det, som Lotte sagde og gjorde ved Michelle for lidt siden.
Det virker. Lidt efter lidt forvandles det fortabte ulykkelige udtryk i Lottes ansigt
til et lille lykkelig og tilfreds smil. Hun er ikke mere alene i den tilstand
og det i sig selv lindrer og giver mod.
Lotte giver sig god tid til at putte og få varme fra Mona.
Da jeg spørger Lotte, hvad hun lige nu føler i sin krop, svarer hun:
"Jeg mærker en stor ro og varme brede sig i min mave. Bliv hos mig Mona.
Jeg kan godt lide, du holder rigtig godt fast." Mona holder lidt fastere om hende.
Lidt efter spørger Else Marie: "Lotte, hvad mærker du i kæberne?"
Lotte mærker efter og siger: "Det er underligt. De plejer altid at være så spændte,
men lige nu er de dejlig afslappet, (hun smiler!). Om natten skærer jeg ofte tænder
så hårdt, at det gør ondt. Jeg har overvejet at anskaffe mig en bideskinne.
......Det er rart nu. Jeg føler mig dejlig tryg - ja nu kan jeg slappe af."
Hun giver slip på et dejlig befriende suk og slapper endnu mere af.
Else Marie lader hende ligge
som velputtet baby i rigtig lang tid, inden hun blidt siger:
"Lotte, jeg vil anbefale dig at anskaffe dig en sutteflaske i stedet for en bideskinne.
Det lyder måske lidt skørt, men prøv lige først at smage på denne ide,
som rammer lige ind i det, som dit indre spædbarn kalder på:
Sutteflaske-kuren:
Køb dig i sutteflaske med et mellemstort hul i proppen.
Hver aften inden du sover, kan du fylde den op med eet eller andet varmt,
som du godt kan lide. Det skal smage godt: Kakaomælk, varm Ribena, en tynd suppe.
Mælk? Måske med et stænk whisky eller rom i? Det kan være lige vammelt nok uden.
Hovedsagen er, at det skal smage godt - og være lunt.
Når du har varmet sutteflasken op,
skal du lægge dig i din seng med den i mindst 20 minutter,
så du kan ligge trygt og varmt der, og i fantasien og i kroppen få kontakt med
og mærke den forsømte og glemte baby i dig. På den måde kan du give hende
al den opmærksomhed og den varme, hun ikke fik nok af som spæd.
I de første 2 år, jeg selv var i terapi,
havde jeg, især når jeg var stresset, så store smerter i mine kæber,
at jeg ofte græd af smerte. Men så hørte jeg om denne sutteflaskekur og brugte den
i 18 måneder. Jeg kunne godt lide varm mælk med et stænk whisky i.
Næsten hver aften i de 18 måneder lagde jeg mig godt tilrette
i min seng og plejede mit indre spædbarn.
Det var enormt sanseligt og trygt.
Jeg opdagede at jeg lidt efter lidt begyndte at nyde det.
Ind i mellem kunne jeg føle, at der rislede af fryd igennem hele min krop - helt ud
i storetæerne. Jeg havde mange gode aftener, hvor jeg følte mig meget lykkelig
og fredfyldt, i mens jeg lå der og genfandt kontakten med "min indre baby",
som "min egen gode mor".
Det blev en hel Trygheds-Meditation for mig - og det virkede.
Kun et par måneder efter forsvandt mine kæbespændinger helt,
og de er ikke kommet tilbage. ....Og jeg blev sjovt nok
også meget bedre til at kysse derved.
|
Lidt mere om
Den basale Tryghedskur
Især for tryghedsnarkomaner:
Det - i en utryg periode at sit liv,
at bruge en sutteflaske, næsten lige som et mantra
lyder måske som en mærkelig og alternativ ide for nogle.
Men faktisk er det "en teknik" enhver forældre har brugt,
når de ønsker at få deres lille hyleunge til at falde til ro.
Det nye er såmæn blot at vi har opdaget, at for mange af os,
er der ligesom en åben elevatorskakt lige lukt tilbage til en gammel angst,
der gør at vi igen føler os som et lille fortabt spædbarn uden sin mor.
"Sometimes I feel, like a motherless child" - bluesen, som er dyb
- og den har netop dette totalt ordløse og altomfattende over sig,
der så let kan blive til ren rædsel og true med at opsluge os
Fornuften knockoutes indefra. Og det er ikke sundt at føle.
Det at tage sig en sådan meditativ Trygheds-kur
kan være så lystbetonet, at du slet ikke har lyst til at holde op.
Mine kæbespændinger forsvandt stille og roligt. Først efter 9 måneder følte jeg mindre
og mindre lyst til sutteflasken. Det holdt op, helt af sig selv, da mit indre spædbarn vidste,
at jeg var opmærksom på denne dybe del af mig selv - og jeg følte mig tryg på en ny måde.
Nu 15 år efter, kan jeg stadigvæk ikke mere mærke de der gamle kæbespændinger.
Det kom ligesom en sidegevindst.
Jeg opdagede også, hvor meget dette behov hang sammen med,
at jeg gik og bed alt for mange følelsesudbrud i mig i hverdagen - og da jeg samtidig arbejdede
på at blive bedre til at udtrykke alle de følelser, som jeg havde holdt tilbage igennem mit liv,
så undgik jeg, at der hobede sig nye spændinger op. Det er en gammel historie nu,
men disse 2 Tryghedsmetoder virkede godt sammen for mig.
Hvis jeg en dag får kæbespændinger igen, vil jeg straks gå igang med sutteflaskekuren.
Det er jo det, som det indre spædbarn kalder på: Varme i maven og kontakt med en voksen,
der bare ved, hvad sådan en lille en har brug for. I dag, som voksen kan du lære dig at give
denne urgamle og dybe del af dig det, du ikke fik som spæd.
Det er ideen med kuren. Og den virker for mange!
Mange af os har jo kun fået bryst
i et par måneder og har et stort frustreret suttebehov,
der måske udtrykker sig som tryghedsnarkomani som voksen.
Eller udtrykker sig ved, at vi hele tiden lige skal have et eller andet i munden:
f. eks. en cigaret, en pibe, mad, slik, en finger, en blyant, junkfood eller en ølflaske.
Noget at sutte på. Noget at trøste os med. Noget at føle lidt tryghed ved.
Disse urgamle skader og savn
er det utrolig svært at reparere på som voksne,
og her er det så at Sutte- & Tryghedskuren kommer ind i billedet.
Den rammer lige ind i dette dybe basale savn,
hvis du gør det nænsomt, meditativt, afstressende og kærligt,
som en god mor ville gøre det. Gør det inden du sover som en afstressningsøvelse
hver dag i en periode. Det tager noget tid at opbygge den der gode varme følelse i maven.
Det er en basal metode til at mætte dit forsømte behov efter varme og tryghed.
For mig handler det om kunsten at tage bedre vare på sig selv,
også i dybden, hinsides den voksne logik og forstanden.
Som voksen er det forsent at få sig en ny mor eller far,
men du kan godt lære at føle den samme omsorg for dig selv i dag!
Selv i dette dybe gamle savn, denne sult efter tryghed, som kan være stort og ordløst,
Vi er mange, der endnu som voksne og kompetente kvinder stadigvæk har behov
for moderlig omsorg. Ja der er mange mænd, der med stor fordel,
kunne udskifte cigaretterne og ølflaskerne med en sutteflaske.
Når jeg ser ind i en bodega lørdag aften kan jeg ikke
lade være med at se en vuggestue, der patter løs.
Ak ja. Men nu når du er voksen,
er det jo ret umuligt at skaffe dig en billedskøn Nanny,
eller en god og kærlig Supermor, hvis behovet kommer så dybt inde fra.
I voksenlivet hjælper det ikke en skid at blive ved med at kalde på en længselsmor,
Der er mange her i verden, der dybt indefra kalder på en Længselsmor
eller en god fe eller .... - som aldrig kommer. Vågn dog op.
Tørsten, begæret - og sulten er reel og ærlig nok.
Måden vi forsøger at dække dette urgamle Tryghedsbehov på
er alt for ofte selvdestruktivt (psykotisk) eller selvundertrykkende.(neurotisk).
Vi blev sørme ikke født sådanne. Det tog os hele barndommen at lære
at opføre os så dumt. Der er utrolig mange ofre for en grum fortids
syndere og tragedier. Nogle vågner op af mareridtet
og vover at vokse op og overtage sit eget liv
- og det er jo, hvad vi arbejder med her.
Som voksen, kan du i stedet for
at blive skør eller neurotisk lære dig den livskunst, det er
at tage bedre vare om dig selv. Det vi kalder: at blive "din egen gode mor".
Det at lære sig at tage bedre vare om sig selv, er en meget vigtig del
af det, som vi psykologer kalder: At vokse op.
Selv at tage ansvaret for sit humør og sit liv.
Kort sagt,
er Sutteflaske-kuren en basal måde at sikre dig
at du bliver et mere helstøbt menneske, som integrerer
(samarbejder) din sårbarhed med din styrkesider og derved
tager du bedre vare på dit eget ve og vel.
som de sagde i gamle dage.
Nogle af mine elever reagerer,
som om jeg er blevet vanvittig, når jeg foreslår dem det.
Det er pudsigt, hvordan det ofte er de samme mennesker, som har så svært ved
at droppe cigaretterne, overvægten, neglebidningen, sovepillerne - eller ølflaskerne.
Noget, de gerne indrømmer også er et surrogat for det, som de ikke fik nok af,
da de var helt spæde. Så jeg ved ikke rigtig, hvem af os, der er mest tosset
eller mest "alternative". Gør du?
Ideen stammer fra kropsterapeuten Alexander Lowen,
(+ se 2 + 3 ), der på et af hans kurser i en pause fortalte Ebbe om
hvordan de i New Yorks meget utrygge totalt kaotiske liv havde stor succes med
at tage angste mennesker ind, putte dem i seng - og give dem en varm sutteflaske,
imens der sad en stor rar tyk og varm kvinde og holdt dem i hånden.
Det var alt, hvad der var brug for i første omgang.
Det virkede faktisk bedre, end meget af det de ellers gør
på akutte modtagelsesafdelinger på psykiatriske hospitaler med sprøjter etc. etc.
"Folk kom ind imellem helt kaotiske og angst ind, og vi lagde dem blot i seng,
imens en af vores store SuperMødre nynnede en børnesang for dem og
gav dem en varm sutteflaske med den varme drik, de ønskede sig.
Dette gjorde at de faldt helt til ro og sov rigtig godt igennem
- og så kunne vi bedre snakke med dem næste dag",
fortalte Alexander Lowen.
I New York kan du let komme til
at betale 150 dollar for 1 time med denne basale kur,
som du her får helt gratis. Prøv den - og døm selv.
|
Else Marie: "Lotte, prøv at smag
lidt på ideen - hvordan smager den dig?"
Lotte: "Jeg vil godt give det en chance. Men jeg ønsker ikke,
at I andre her skal se mig ligge og sutte som et lille bitte spædbarn."
Else Marie: "Du trænger til at være alene med din baby?" (Lotte nikker)
"Ok - giv det en chance nogle dage Lotte, og mærk efter.
Prøv at mærke forskellen i halsen og kæberne - og i mavemusklerne.
Læg også mærke til, om du sover dybere og roligere. Om du føler dig tryggere indeni.
Det første du mærker er, at det smager godt og giver dig varme i maven.
Hvis du kan mærke, at dine fødder
begynder at krumme sig vellystigt sammen, så er det bare lige dig.
Prøv det i de dage og lad os så bagefter tale om, hvordan Trygheds kuren
virker på dig. Skal vi aftale, at vi taler lidt mere om det senere?"
Lotte rejser sig op, giver Else Marie et knus
- og vi tager en kort pause.
Lottes 3. session:
At vende raseriet og energien udad.
Da vi vender tilbage, sætter Lotte sig igen op som hovedperson
hos Else Marie og siger: "Jeg synes ikke, jeg er færdig endnu.
Hvad gør jeg så med den 8 årige pige i mig?"
Else Marie: "Lotte, siger du, at du godt vil have, vi arbejder videre med
den scene, hvor din lille 8 årige pige er helt alene nede i kælderen?"
Lotte: "Ja, det vil jeg gerne,
men jeg er også bange for at gå ind i det, så hold mig i hånden."
Else Marie holder Lotte fast i hendes ene hånd og siger lidt efter: "Godt,
jeg kan mærke at du er ivrig efter at vi går videre.
Er det i orden for jer andre?" (alle nikker).
Else Marie:: "Ok - luk nu øjnene Lotte
og prøv, om du kan se det kælderrum for dit indre syn.
Giv mig et lille nik, når du kan. (Hun nikker lidt efter).
Godt. Når du begynder at fornemme stemningen fra dengang,
så beskriv, hvad du ser - i nutid. Hvad ser du for dit indre syn?"
Lotte: "Jeg hører min far dreje nøglen rundt og gå op ad trappen.
Den lyd får det til at gyse i mig. Jeg er bange for lyden af trin på trapper."
Else Marie: "Godt hold fast i det du hører og det du sanser nu."
Lotte: "Her er meget sort og mørkt.
Der er ingen vinduer i rummet (Else Marie får et klem i hånden).
Nu er jeg ved at vænne mig til mørket. Jeg kan se en gulvspand og en gulvskrubbe
... og hvad er nu det? Jo, der hænger en klud på den spand -?"
Det er alt, hvad jeg kan se." Hun åbner øjnene.
Else Marie: "Og hvordan føles det?"
Lotte begynder at ryste kraftigt.
Tårerne bryder frem igen. Hun græder først stille,
så bliver gråden til en dyb hulken. Else Marie giver hende tid - og holder hendes hånd.
Lidt efter stilner gråden af, og hun siger: "Jeg føler mig helt alene i verden.
Jeg er så bange."
Else Marie: "Prøv nu langsomt
at se dig helt blødt omkring her i rummet nu, Lotte."
Lidt efter smiler Lotte til os andre og giver sig rigtig god tid til at erkende,
at hun ikke altid nødvendigvis behøver føle sig helt så alene, når hun har det sådan.
Der breder sig en dejlig varm og rolig stemning over os alle
- alt føles igen godt og trygt.
Else Marie: "Lotte, husk at du ikke er alene nu.
Prøv at lukke øjnene igen og få nu kontakt med den lille 8 årige pige
inde i dig. Prøv denne gang at tale beroligende og kærligt til hende
- som hendes nye mor eller gode fe"
Lotte sidder stille meget længe
og siger så uroligt: "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til hende."
Else Marie: "Det er problemet i en nøddeskal.
Kan du mærke, at hun er dukket frem i dig nu?" Lotte nikker.
Else Marie: "Du kan jo starte med at fortælle hende, at det er ok at føle sig bange.
Hun skal lære at kunne sige: "Jeg er bange!" - og så skal du vise hende,
at du er hos hende.
Du ved bedst selv, hvornår du er i kontakt med hende,
for så føler du dig helt alene i hele verden og er meget bange.
Kan du også nui mærke varmen i kroppen, trods angsten - og slappe mere af?
(Lotte nikker). Godt, og pust nu spændingerne ud ....
og prøv at sige noget til hende,
helt for dig selv - indeni."
Lotte sidder helt stille og taler tavs med sig selv.
Så slapper hun pludselig af med et dejligt stort give-slip udåndingspust
og smiler. Else Marie: "Hvad gav du slip på Lotte?"
Lotte: "Følelsen af at være så alene."
Else Marie: "Lad os lege en lille leg Lotte.
Jeg starter på en sætning - og du slutter den af:
"Dengang var jeg ____________________________"
Og derpå denne: "I dag er jeg ______________________"
Lotte: "Dengang følte jeg rædsel over at være så alene.
I dag kan jeg gøre noget ved det. - Det kan jeg jo mærke.
da jeg startede var var skidebange, men nu er jeg tryg og varm.
Else marie: "Ja det virker. Fortsæt med at skifte imellem
at være i kontakt med begge disse 2 dele af dig."
Lotte: "Dengang følte jeg mig hjælpeløs og låst inde.
I dag er jeg ikke så hjælpeløs - jeg kan gøre noget ved det.
Dengang var jeg låst inde. Idag kan jeg bevæge mig væk fra det,
jeg føler mig så låst fast i. Jeg behøver ikke at gemme mig væk mere."
Else Marie: "Den sidste sætning lød eksistentiel
- prøv at gentag den mindst 3 gange til, så du rigtig kan mærke
og føle hvert et ord, du siger. Sig de vigtigste sætninger igen til dig selv,
helt tydeligt og klart."
Lotte: "Engang var jeg hjælpeløs og lammet af rædsel.
Jeg var virkelig låst inde dengang, men i dag kan jeg bevæge mig væk fra det,
som låser mig fast og min åndsvage far er bare et ondt spøgelse fra fortiden.
Jeg kan bevæge mig. JEG ER IKKE SÅ ALENE MERE,
som jeg var dengang! JEG KAN GØRE NOGET!"
Else Marie. "Hvordan føles dit sidste udbrud i kroppen? Kan du føle dine ord?"
Lotte: "Det snurrer og dirrer, jeg ryster helt."
Hun rejser sig op og ryster kroppen løs
og står så højenergisk og ser afventende på.
Jeg sidder og tænker på,
hvordan vi kan gå videre og hvad det næste trin mon er:
"Det er ødelæggende og blokerende for et lille barns selvfølelse
og selvtillid at blive straffet så brutalt og afstumpet. Det er simpelthen voldtægt
på et barns sjæl og psyche. Jeg kan mærke at jeg bliver vred af at tænke på det.
Else Marie likker øjnene og tager et par beroligende åndedræt.
"Jeg synes, det er godt, at du allerede dengang
var helt klar over, det der skete ikke er din skyld, Lotte.
At det ikke er dig, der er ond, men din far, som handlede ondt imod dig
- og at det, som de gjorde imod dig det gjorde ondt. Så ondt,
at du stadigvæk kan mærke det, når du tænker på det.
Gad vide, om du ikke, som andre børn i din situation
igennem din barndom og ungdom har følt et morderisk raseri overfor din far
- og måske også overfor din mor, der søreme også svigtede dig dengang?
Kan du huske sådanne nogle mord- og hævnfantasilege
- fra dengang du var barn Lotte?"
Lotte: "Jeg kan huske, da jeg var 14 år,
så tænkte jeg meget på, at når jeg blev voksen,
så ville jeg lukke min far inde i et mørkt koldt kælderrum, så han selv kunne mærke,
hvad det var, han havde gjort imod mig. Jeg har såmæn stadigvæk ofte stor lyst til
at give ham et lag tæsk, så han kan føle, hvor ondt det gjorde på mig dengang."
Else Marie: "Sig det igen - med følelse Lotte."
Lotte: "Du skulle lige vide far, hvor ondt det gjorde på mig,
da jeg var en lille pige, når du grinede af mig, straffede og slog mig!"
Else Marie: "Kan du også mærke, hvad den lille 8 årige pige indeni dig, siger til det."
Lotte ler: "Hun er helt enig. Det føles befriende at sige det højt,
for det er jo rigtigt. ( Flere i gruppen klapper af hende).
Lige nu har jeg lyst til at slå løs på ham, må jeg det?"
Ebbe rækker Lotte en tennisketsjer
og lægger en stor pude foran hende på gulvet.
Det er oplagt, at Lotte trænger til at få raset ud og få luft.
Ny Scene:
At give slip og få luft for det indeklemte.
Lotte sætter sig op på knæene, lærer at løfte ketsjeren højt op over hovedet
med begge hænder og ramme puden med et stort slag helt nede fra lænden,
først i slowmotion. Hun øver sig et par gange, så har hun fat i rytmen
og eksploderer pludselig i en voldsom slagserie.
Igen og igen hamrer hun ketsjeren ned i puden med fuld kraft og raser ud.
Så falder hun forover, puster ud og strækker armene ud foran sig
og lægger sig i beduinernes urgamle hvilestilling.
Lidt efter retter hun sig op og sidder nu igen
ved siden af Else Marie og ser betydelig mere vital og oplivet ud,
end vi før har set hende her i gruppen. Hun har tydeligvis kastet
en masse gammelt og tungt af sig. Hun sidder rent faktisk
og smiler over hele hovedet.
Ebbe: "Hvad føler du for din far lige nu Lotte?
Prøv at finde een og kun en slagkraftig sætning."
Lotte: "Kors, hvor jeg dog hader dig, din gamle djævel!"
Else Marie: "Er du klar til endnu en tur Lotte?
Godt, men denne gang skal du prøve på at råbe een sætning for hvert slag.
Næste trin er at kombinere raserifølelsen med de rette ord.
Dvs, ikke bare fyre raseriet ordløst af, men sætte ord på
imens du føler det du føler, og tale lige fra hjertet?"
Lotte nikker og tager denne udfordring på sig.
Hun hviler sig lidt,og rejser sig så op igen på knæene
og løfter langsomt og meget intenst ketsjeren op over sit hovedet
i et meget stort og flot stræk - som en flitsbue. Hun tøver et øjeblik
og knalder så ketsjeren i puden med et klask.
Hun tæsker løs på puden
med høje kraftige slag og råber imens meget overbevisende:
"Jeg hader dig din onde mand! Jeg afskyr dig, din lede fnatmide!
Jeg hader, hvad du har gjort ved mor og mig! Kors hvor er du led!"
En serie udbrud og slagkraftige sætninger strømmer af sig selv ud
fra mange års opsparing
mens hun gradvis mere og mere rytmisk
hamrer løs på puderne et lang stykke tid. Så slapper hun af,
ryster armene løse - strækker dem udad, opad og rejser sig op,
og ryster det sidste af sig. Hun strækker sig helt ud, står lidt,
samler sig og sætter så sig så ned på knæene igen.
Ebbe: "Er der til en omgang til Lotte?"
Lotte ser på mig og ler. Griber ketsjeren og giver puden 3 - 5 slag mere.
Så slipper hun ketsjeren, løsner op, og udbryder: "Ih, det gjorde godt.
Det trængte jeg til. Jeg havde en masse spændinger i nakken før,
da vi startede, men nu er de væk."
Hun giver sig selv lidt massage der,
mens hun snakker lidt om det, hun nu tænker på.
Da hun lidt efter igen begynder at tale om sin gamle idiot af en far,
afbryder Else Marie hende og rækker hende ketsjeren.
Else Marie: "Har du lyst til at give ham nogle flere slag?"
Lotte: "Nej, jeg orker ikke mere lige nu, men måske senere.
Jeg føler mig meget lettere nu.
Det er somom, at jeg har tømt en tung rygsæk,
som jeg i årevis har slæbt rundt på, som var fyldt op
med et gammelt raseri mod min far og alle de åndssvage mænd, jeg er faldet for."
(Mens hun siger det, retter hun ryggen op - og knejser lidt prøvende med nakken).
Else Marie: "Er det rart at være lidt stolt af sig selv?" (Lotte nikker).
Det er rædselsfuldt og gør ondt at føle sig bundet til andre i had og afsky.
Det binder jo meget stærkere og tungere, end kærlighed og venskab gør.
Jeg er glad nu, fordi din rygsæk er blevet lettere.
.... Hvad har du nu lyst til?"
Lotte har lyst til at gå en tur alene ved havet,
så vi tager en halv times te- og snakkepause.
Afrunding på Lottes 3. session.
Vi mødes en halv times tid efter oppe på loftet. Lotte tager ordet:
"Jeg gik en tur ved havet og tænke over det, som er sket i disse dage.
Jeg gik og snakkede med min lille 8 årige pige. Jeg lovede hende, at jeg aldrig mere
ville straffe hende så tankeløst, som min far gjorde dengang. Det vil ikke ske mere!
Jeg vil ikke prøve at dræbe hende mere, eller lukke hende inde
Det lovede jeg hende.
Imens jeg snakkede med hende,
følte jeg mig roligere. Hun svarede mig ved,
at sende mig ind gennem kornet, som du Hanne gør.
Vi plukkede en masse blomster og dem har jeg sat her midt i gruppen..
Jeg følte mig ind imellem, som en lille 8 årig pige,
der var med sin nye mor ved stranden.
Da vi kom ned til havet, stod vi så sammen
og så ud over bølgerne - og pludselig følte jeg
mig helt tryg - og samtidig meget stor og stærk. Det var dejligt."
Else Marie: "Hold godt fast i den stemning. Du følte dig hel igen?"
Lotte: "Ja, det kan du godt kalde det. Jeg vil kalde det en lykkefølelse.
Der er bare lige een ting mere, som jeg mangler at se på - det er mit forhold til mænd.
Hvis der bliver tid senere på ugen, vil jeg godt se på, hvordan mit forhold til min far
spiller ind på mit forhold til mænd i nogle situationer. Jeg tror, at det vi i dag
har arbejdet med, hænger sammen med mit krøllede forhold til mænd.
De er jo ikke allesammen lige så far-lige og afstumpede som min far.
Jeg tror nok, jeg roder alle mænd sammen under den samme hat.
Det vil jeg godt gå lidt videre på opdagelse i."
Else Marie: "Lotte, jeg kan godt lide du er vågnet op nu.
men jeg vil foreslå dig at tage een ting ad gangen. Tyg på det, du nu har fået.
Det, du er ved at lære dig hedder: at passe bedre på dig -og føle mere kærlighed til dig selv.
Det er en stor opgave alene at holde fast i det vigtige eksistenstema
- og at gøre det til en livskunst tager resten af dit liv.
Jo dybere du tør elske dit liv,
jo mere du holder af dig selv - og kan lide dig selv,
desto mere vil du automatisk tiltrække en helt ny slags fyre.
Tag dog lidt fri fra fyrene nu. Du må jo også lære at se dig bedre for,
inden du igen leger med dem - og måske en dag tør elske dem igen.
Prøv et stykke tid, f. eks. i 1 - 2 år, at opleve dig selv
som en enlig mor med 4 små børn: Din søn og datter - og
dine indre børn (hende på 8 år og den lille vilde baby).
Prøv at opdage betydningen af i din hverdag
hvor godt det er at gå og tale med hende, din lille følsomme pige på 8 år,
der er helt uskyldig. Jeg tror at hun kan lære dig mange sjove ting,
som at gå igennem kornmarker og se på farver og bølgerne.
Prøv at tage hende med på legepladsen derhjemme
og lad hende bestemme hvad du gør der.
Angående mændene,
så kan du jo i dansene prøve dig frem og opleve
hvor forskellige de er. Det kunne være en ny start - at gå gradvis frem.
Ud fra hvad du har fortalt om dem du hidtil er faldet for,
vil jeg foreslå dig at se dig om efter helt andre typer.
Måske vil det også være nyttigt for dig
at tale mere med dem om, hvordan det er for dem at danse
med en kvinde, som dig? Hvordan opfatter de forskellige mænd
som er her i gruppen dig? prøv at tal med dem om det.
Det vigtigste lige nu er at trække vejret,
og være stolt over at du har taget eet stort skridt fremad."
Vi mødes efter en pause udenfor på græsset mellem højtalerne.
Solen er ved at komme frem og her er dejligt.
Jeg starter med at varme gruppen op
til Gloria Geynors energetiske sang: "But first be a woman." (Teksten er også god).
Derefter beder jeg Lotte lægge sig ind i midten af cirkelen i beduinerstillingen fra før,
(hvor hun kan skjule sig for os andre, slappe af og vende opmærksomheden mere indad,
og samtidig strække sig godt ud i skulderen og armene - i et langt stræk op over hovedet.
Det er også meget lettere at trække vejret dybt i maven i denne urgamle hvileposition.
- Gad vide, om hun også lugter til det saftige våde græs?).
Da stilheden fra hende forplanter sig ud i gruppen,
tager vi andre hinanden i hænderne og danner en stor tryg cirkel omkring Lotte,
der ligger foran os. Så sætter jeg Savage Rose' s smukke, stadig levende
og oprørske sang på: "Når de vilde blomster gror", fulgt op af
Christianias slagsang: "I kan ikke slå os ihjel".
Teksterne er stærke, de giver styrke.
Helt stille kommer Lotte langsomt op på knæene og danser nu med
sine arme og hænder - for derefter at skrue sig op i en spiral - til hun står op.
Derfra kontakter hun Else Marie og Mona - og de 3 kvinder tager sig en dans i midten.
Til sidst danser vi bare alle frit til "Vredens børn" og "Sig mig hvor længe?"
fra Savage Rose allerflotteste album: "En vugge af stål." (fra 1982).
Vi slutter af med at stå og holde om hinanden i stilhed.
Oppe i lokalet tager vi "en vejrmeldings-runde",
hvor vi alle fortæller, hvad vi hver især føler og tænker på lige nu.
Selvsagt virker disse sessioner stærkt provokerende. Det er godt at få luftet ud.
Efter runden, hvor alle får ordet, spørger Else Marie:
"Hvem vil nu have noget mere tid?"
Og hvad der så skete,
kan du læse videre om i PsykoDramabogen.
Pointen i historien er her
at sætte focus på endnu en vigtig dimension
i vor snak om tryghed.
Du kan læse mere om
det at være voksenbarn fra en kaosfamilie her:
www.psykoweb.dk/research/alkoholkids.htm
|
Vil du læse mere i bogen? klik her:
Psykodrama/Bog-oversigt.htm
Har du set websiden
om vores Sommerkursus?
Index over
hele www.psykoweb.dk
|