Men først et filosofisk digt
om at snuble og falde ned i et hul,
komme op igen - og undgå at falde i det igen.
( lnspireret af et digt af Portia Nelson + se 2 )


I. Sådan startede det:.
Jeg går ubekymret rundt i mine trygge velkendte cirkler
og pludselig en dag falder jeg ned i et dybt hul, jeg ikke så.

2. Sådan var det:
Jeg føler mig fortabt, håbløs - og er rasende på den idiot,
der har gravet dette tåbelige hul på min vej. Jeg skælder ud og
føler mig afmægtig. Det er i hvert fald ikke min skyld, dette sker
og jeg råber rasende op om, at hvis jeg kan finde den skyldige,
ja så vil jeg derved hurtigt igen komme op af dette hul!

3. Usikkerheden dukker op:
Jeg opdager desværre, at med den holdning
tager det i praksis en evighed at komme op igen, fordi
jeg jo bruger alle kræfterne på at skælde ud på den idiot
og mig selv over, at der overhovedet er dette hul,
der egentlig ikke burde være der.

4. Tvivlen, og den gryende erkendelse
Dette gentager sig igen og igen (et sted mellem l0 og I00 gange),
og jeg opdager pinligt, at jeg endnu ikke har lært at undgå at dumpe ned
i dette her forbandede hul. - Jeg er stadigvæk helt uskyldig, og det tager
mig stadigvæk uendelig lang tid og mange kræfter at komme op igen
af dette hersens forbandede hul, der ikke burde være der.

5. Bekræftigelsen:.
En dag kommer jeg forbi hullet - og springer selv ned i det, for
at bevise overfor mig selv, at jeg nu har lært hurtigt at komme op af hullet.
Ja jeg opsøger måske ligefrem selv hullet og udvikler en smart teknik
til at komme hurtigere op. Risikoen ved den leg er, at det nu
bliver en hel sport for mig bevidst at hoppe ned i hullet
- for derpå hurtigt at komme op igen og få applaus.

6. Den nye ide:
Pludselig en dag får jeg den tanke,
at jeg jo også kan gå udenom hullet eller fylde hullet op,
Dette betyder, at jeg nu begynder at lære at bruge mine øjne
og bliver mere opmærksom på, hvad jeg egentlig går og gør.
Derefter falder jeg ikke mere ned i det hul.

7. Det virker, jubiih - men der er mange andre huller:
Jeg går igen ubekymret rundt i mine nu lidt større cirkler,
indtil jeg pludselig igen falder ned ned - i et andet hul.
Processen starter forfra fra punkt 2 -> 7,
indtil jeg endelig en dag har lært

8. Den dybere indsigt:
Denne læreproces gentager sig,
lige indtil jeg og du dør og vi bliver lagt ned i det sidste hul.
Det, vi opdager med årene, er, at der altid vil være huller
på vores vej igennem livet. Det nye er, at jeg i stedet for
at skælde ud på mig selv og andre over at det er sådan
- for os alle, har jeg fundet en ny og bedre holdning
til det at falde ned i et hul - og komme op igen.

Dette kaldes at lære af sine fejltagelser.