Midnats tanker om at ville have det hele, NU ! Flere har skrevet emails til mig og sagt at de godt kunne lide det, de læste i www.psykoweb.dk - men savnede at der stod lidt mere personligt om mig . Ok - så her er nogle dagbogsnotater fra en periode, hvor jeg var langt nede ja, havde the blues, efter vores skuffelsen med PsykoDramabogen, der desværre ikke blev den store succes, som vi havde regnet med efter 4 års slid med at skrive den. Det var altså før "Bid livet i låret" i 1998 og www.psykoweb.dk i 1999, så dagens lys:

Meditationsdigt fra 1997 Du og jeg søger i øst, vest, syd og nord. Oppe og nede. Et eller andet sted må glæden, lykken - ja måske endog kærligheden da vel være, men hvor? Det er, som at jagte solen midt om natten. Jeg tror ikke mere på, at nogen har fundet livets værdier alene ved at søge og ønskedrømme. Ja, mange har endog gjort sig den erfaring, at desto mere de søger, vil og ønsker sig, desto mere desperate bliver de - fordi de hele tiden bliver sendt op i himlen og ned i det sorte hængedyng af spørgsmål som: "Bliver det her mon ved?," "Klarer jeg det mon denne gang?". "Vil jeg ikke bare blive skuffet, ja måske såret?" "Er det jeg prøver at opnå egentlig al besværet værd? - Er jeg blot en stor nar?" Hvis de da overhovedet tør ønske og drømme om noget som helst, mere. Sådan har jeg det også nu. Jeg har da vist tænkt på glæden og lykken, som små ø´er i mit livs flod, men måske er det floden selv? Jeg har forestillet mig lykken, som navnet på et hus for enden af vejen. Måske er den rene glæde blot noget, som jeg af og til kan være heldig at opdage på selve rejsen? Og måske er det bare selve denne tåbelig måde, jeg søger på? Måske er det selve det “at ville nå noget og at søge", der gør mig ulykkelig? Måske er det min sult og evige begær efter at få opmærksomhed, ros, accept, glæde, tryghed, evig lykke, anerkendelse og en uendelig stor kærlighed, der får disse sårbare, ja følsomme og desværre alt for sjældne fugle til at flyve væk? Måske er Tålmodighed blot et andet ord for, at jeg ind imellem simpelthen er tvunget til at holde mig selv flydende her i livets flod - ved at træde vande? Jeg har søgt og undersøgt alle mulige steder. Jeg har sågar troet, at lykken, ja den kommer nok i morgen. 0g hvis ikke i morgen, så måske i næste uge, ja måske til næste år? I hvert fald sker det inden jeg dør! - Men måske går jeg blot derved rundt og dagdrømmer og tuller mig ind i et stort selvbedrag - og går derved glip af glæden, trygheden og kærligheden, der rent faktisk er her ... lige foran mine øjne ... nu. Hvordan søger jeg? Det er lige så vigtigt som, hvad jeg finder. Det er det råd, jeg dagligt giver til andre, så lad mig nu prøve at bruge den formel på mig selv. Så hvordan søger jeg da efter lykken, glæden og ? De kloge siger der er en masse ro, glæde, indre styrke, selvfølelse og lykkefølelse i NU´et - ? - Ok, så jeg mærker lige efter, lige nu og åbner op for netop det øjeblik, som jeg er i ..... lige nu. Ok - og hvad opdager jeg så her? Helt klart og tydeligt er her kun smerte og ulykkelighed! Nu er der ingen glæde, ingen lykke, ingen accept, ingen tryghed. Kærligheden, lykken og samhørigheden er som fjerne byer i Sibirien. Lytter jeg ind på dette øjeblik, lige nu, så føler jeg kun smerte. Dette er min realitet - min virkelighed - lige nu. So what? Måske spilder jeg blot min tid på at søge efter noget, som ikke er? Måske er alle disse smukke forførende ord om lykke etc blot en drøm? En illusion fra Hollywood skabt af et endnu mere ulykkeligt tvivlende sind? (PS. Det må da gå ud over deres ægteskaber at de knokler døgnet rundt, når de laver de der drømmefilm og absolut skal se lykkelige ud til sidst?) I hvert fald kan lykken ikke være, sådan som jeg ulykkelige lige nu forestiller mig det! Godt, lad mig så prøve at glemme alt, hvad jeg ved om lykke, glæde, tryghed og kærlighed. Lad mig holde op med at søge efter noget, jeg alligevel ikke kan føle ! - Nu er det morgen, jeg må se at vågne op, komme ud af drømmen. Vågne op til min ulykkelighed og turde være i min blues i dag. Gad vide, hvad det mon er, som jeg har så svært ved at acceptere? Gad vide, hvor meget af min ulykkelighed og smerte, der kommer fra, at jeg jagter - og stadigvæk spejder efter succes, kærlighed, tryghed, lykken og glæden som et sultent barn? Er det mon selve denne sult, mit begær og drøm dvs. selve min måde at søge på, der er roden til min smerte og ulykkelighed? Har jeg mon forvirret mig ind på en blind ufarbar vej, der kun fører til yderlig smerte? Det er morgen, og jeg må se at vågne op. Vågne op til, hvem jeg er, og hvor jeg rent faktisk befinder mig. Nu. Jeg vil føle, sanse og vide, hvad som er. - Jeg er, jeg var, jeg er på vej til at blive... Altid på vej, altid et andet sted hen. Stop tanke, flyv videre! Jeg vil begynde at lære, hvad det vil sige at føle et ansvar for mit liv, humør, tanker og evner. Tage mit mere eller mindre ulykkelige liv i mine egne hænder. Føle og acceptere virkeligheden uanset om denne så end er smertelig eller lykkelig. Hvad er nu? - det er spørgsmålet Stilhed. Intet nyt. blot øjeblikket og stilheden udenfor og i mit rum lige nu. Tomheden vokser, intetheden føles stor. Større. - Intet sker, fordi jeg sidder jo blot her som en kat foran et musehul og venter på noget. Jeg står udenfor mig og venter på noget som jeg knap nok ved, hvad er. Og nu ..... nu er jeg herlig tom i hovedet, - så nu går jeg i seng og sover.

Samme meditations opgave den næste dag: "Hvordan opleves netop dette øjeblik?" At opdage og være i min virkelighed: Spørgsmål: Hvordan er der egentlig HER, hvor jeg er netop nu - i dette flygtige helt nye øjeblik af mit liv? 1. Jeg starter med at mærke min krop. Fødder, mave, bryst, nakke osv. Jeg er anspændt og trænger til at bruge min krop, så jeg bedre kan slappe af. Mit åndedræt er svagt, jeg trænger til frisk luft - og til at trække vejret dybere, bedre. Jeg har lyst til at løbe væk fra det hele, så derfor løber jeg nu en tur, hvor jeg vil sætte mig et stille sted ude i naturen. - Tage og give mig tid, god tid til at erkende, hvad det er, jeg i grunden løber væk fra. Det gør jeg så nu, i fantasien, hvor jeg løber ude i skoven. Aha - nu mærker jeg kroppen, sanserne åbner sig og jeg føler meget bedre, at jeg er til. Lige nu føles det meget bedre at være mig. Når jeg mærker efter, kan jeg føle, at jeg er træt og udmattet. Jeg savner tryghed, varme og energi. Jeg tager et varmt karbad, om lidt, putter mig og lytter til god musik - og spørger til, hvad min krop kan fortælle mig, at jeg trænger til. Så slut for nu - fortsættelse efter karbadet. 2. Jeg trænger til at tænke klart. Hvad er det egentlig, jeg har lyst til at løbe væk fra? Er dette NU egentlig så umuligt, så håbløst - så ulykkeligt og smertefuldt? Lad mig lige føle efter. Sanser åbn jer: hvad mærker jeg reelt nu? . Lige nu, skriver jeg mine tanker ned, som skrev jeg et brev til en ven, fordi mit hoved kan alligevel ikke rumme alle disse tusinde ord eller gennemskue det, som jeg tror, at jeg tænker. Er det hele bare ord? Gode ord - eller ordgas? Hvad er en tanke? Hvad er det dog jeg tænker? Hvis jeg da overhovedet tænker? Når jeg ser tankerne her foran mig her på skrift, kan jeg meget bedre overskue dem og gå i dialog med dem. Måske finder jeg undervejs ud af - imens jeg udtrykker mig og skriver, hvad det egentlig er, jeg tænker, føler og mener? "Jeg tænker, ergo er jeg", sagde gamle Decartes. Ok, og hvad og hvordan tænker jeg så? Nu ser jeg på mine tanker, som er her foran mig og ikke kun inden i, hvor de er alene med sig selv. og pludselig ser jeg dette øjeblik tydeligere KOMMER LIGE MED EET TIL ET MÆRKELIGT STED DETTE ØJEBLIK, lige nu og her. hvor jeg giver mig tid og opmærksomhed til at være mig i fred og ro - ved at lytte indad og samtidig se udad med accept og nysgerrighed. Jeg åbner op, fremfor at låse mere i. Ingen frygt. Det er en anden måde at tænke på, et andet Tænkeprogram end når jeg spekulerer og kun tænker tunge, triste og bange tanker. Er holdt op med kun at spekulere og frygte fremtiden nu. Er bare. Låser op, er bare til uden at forvente mig noget som helst. ........ Jo det føles bedre - roligere, lidt varmere og trygt. . Jeg kan lege med mine tanker, fremfor at de blot kværner rundt og rundt. Jeg kan gøre det inde i hovedet - eller skrive dem ned som jeg gør her. Tankerne er stoppet, og jeg har det godt. Jeg føler ro, glæde og tryghed nu, - tja, måske vil jeg endog vove at sige, at dette er en lille kirsebærstund, om du forstår. - Jeg forstår, og det giver mig en følelse af ro. Tager mig selv i hånden og haler mig selv op på skødet. Og opdager, at når jeg ikke mere vil styre fremtiden eller løber væk fra øjeblikket og nu´s muligheder, men blot er, hvem jeg er f. eks. lige nu og trækker vejret dybere end jeg gjorde lige før - ja så bliver det også tydeligere, hvad jeg føler og tænker - og pudselig nok opdager jeg også hvad det er, jeg gør og ikke gør - valg åbner sig op for mig. I stedet for at fodre løs på min frygt, vrede, skyld og smerte, tænker jeg på, hvad jeg lige nu trænger til. Jeg kan fare ud i tusindvis af nye dagdrømme, for lidt efter at falde ned igen og se dem svæve væk som fugle. Eller jeg kan vælge at vågne op, lade sanserne åbne sig og derved genopdage det, som der er liv i - i netop dette nye øjeblik. Følelsen af at opdage mig selv, gør mig stærkere Ord kan give ro - og være fulde af ængstelse. Ord kan skabe smukke verdener - og dræbe. Ord kan komme fra hjertet og dukke frem fra helt andre steder i mit ukendte sind. end jeg før var klar over. osv. osv. osv. Nok for nu, nu vil jeg gøre noget andet end at skrive.

"Det" Digt af Inger Christensen Det. Det var så det. Så er det begyndt. Det er, som det er. Det bliver ved. Det bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til DET - og det og det og det. Går videre end det. Bliver noget andet. Bliver mere. Kombinerer det andet med mere og bliver derved ved med at blive noget andet og mere. Går videre end det. Bliver andet end andet - og mere. Bliver noget. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt, som det nu kan blive. Fører sig frem. Poserer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større. Forøger sin sikkerhed ved at eksistere - som mere end sig selv. Får vægt, får fart på, får fat på mere i farten, går frem for andet, ud over andet, som opsamles, opsluges, hurtigt belastes med det, som kom først - så tilfældigt begyndte det. Det var så det. Så anderledes - nu det er begyndt. Så forandret. Allerede forskel på det - og det. Eftersom ingenting er, hvad det var. når Det først er begyndt. osv. osv. osv. ( fra Digtsamlingen "Det", Gyldendal, 1969.) Jeg har altid elsket Inger Christensens digtsamling "DET", fordi hun der konkret viser, at du godt kan blive til - ved at genopdage dig selv og verden på ny. Og at selve den optik beskriver verden og det at opleve livet, bedst som "det" nu engang er.

Læs fortsættelsen via et klik her Hvad er "det" mon så at jeg har brug for, når jeg har det, som jeg har det nu?

Hop op til starten igen Eller tilbage igen til Psykodigte - fra Ebbe. Selvtillidskursets oversigt Depressionskursets oversigt Index over hele www.psykoweb.dk