Den næste dag: Hvad er "det" så, jeg har brug for? Hvad er "det" jeg er så sulten efter at få? - Hvad trænger jeg til? Når jeg holder op med at ville have ros og kærlighed, ville være glad og lykkelig - eller ville have alt muligt, som jeg ikke har - eller ikke er - og derfor ønsker mig Når jeg ikke søger mere, ikke tvinger mig selv til noget ud fra en ulyst, en frygt, eller en illusionsfyldt drøm, skabt af mine sultne behov og begær. Jeg lukker øjnene og spørger "det" i mig, som jeg ikke før har lyttet til. Efter noget tid opdager jeg svaret er en dejlig stilhed, som jeg ikke gider skrive om, for den er ... var ordløs. Tænker bagefter: Når jeg indser at ligegyldig, hvad jeg så end gør, så nytter det ikke noget - først da kan jeg måske træde ud af min umulige dagdrøm og illusion og blive mere nærværende såvel for mig selv som andre. Netop sådan som mit liv og jeg er - nu for tiden. Så jeg svarer på livets kalden. Dropper vurderinger og frygten. Opdager øjeblikket. Dropper alt det, som ikke er - og vover mig ud i livet. Jeg mærker, føler efter - er åben for dette øjeblik af mit liv. Og opdager, at når jeg ikke mere vurderer, bedømmer, ikke vil dit eller dat, ikke dagdrømmer, ikke fantaserer mere, ikke sammenligner eller søger og blot spørger vinden, ikke splitter og ikke blot tavs og indeklemt ønsker, længes efter noget, som ikke er og derved forlader øjeblikket. I stedet for mærker jeg efter uden frygt, og jager ikke mere noget - eller vil noget som helst bestemt sted hen Når jeg blot ser og accepterer det, som er ... med ro og åbenhed, ja så falder mit sind og mit hoved sjovt nok til ro. Jeg føler mig mere åben og nysgerrig nu - og det gør en kæmpe stor forskel.

Notat fra den næste uge: Hvad er det jeg savner - og hvad har jeg i grunden allerede nu? Er dette øjeblik egentlig så frygteligt, så ulykkeligt, så ondt og smertefuldt? Er det sandt, at der ingen varme, glæde, styrke, accept, tryghed og kærlighed er? Eller har jeg blot hele tiden set mig forskrækket over skulderen, frygtsomt stirret tomt og blindt ud i fremtiden, ind i tågen og set forgæves på alle andre og glemt at se indad Virkelig turde se min indre emotionelle virkelighed i øjnene? Har jeg glemt, at det er mig, som lever og oplever mit liv? Måske har jeg blot levet alt for overfladisk i lidt for lang tid og min dybde kalder måske på mig? Måske kan glæden, lykken, accepten, kærligheden først finde dig og mig, når vi åbner døren? Måske - lad mig undersøge det en gang til - hvad er? En ny dør åbner sig. Døren ind til det øjeblik, jeg befinder mig i nu. Når alt i mig bliver helt stille, og jeg lader den store nærende tomhed og stilhed være, så springer livet frem inden i mig fra endnu ukendte kilder. Når jeg ikke mere leder efter mig selv, så finder jeg mig selv, som jeg altså er i dag lige nu i dette øjeblik - og noget dybt i mig siger: velkommen hjem. Min frygt og drøm, denne færden i fortiden - eller mine planer og fantasier om fremtiden, kan i sig selv have gjort mig utryg og hjemløs , og det forøger jo blot mit kaos, min smerte, tvivl og angst. Tiden er måske kommet til at droppe endnu en fordom, endnu en livsløgn, endnu en illusion. Du kan f. eks. ikke købe, sælge eller "producere" glæde, kærlighed, selvtillid, ro eller balance - eller på anden måde få det lykkelige og glædelige til at ske alene ved hjælp af din vilje. Og da slet ikke, hvis du bruger alle dine tanker og kræfter på et helt umuligt Sisyfos projekt, som du er ved at dø af eller i hvert fald føler mere udmattelse og smerte ved, end glæde. Livsværdier kommer til dig - ja kommer over dig, når du er åben overfor det, som gør at du stadigvæk synes at livet er værd at leve. Som et lys i mørket. Som en tåge, der opløses. Det er ikke mærkeligt, noget særligt eller noget specielt. Det er yderst ligetil og enkelt. ... og det er så forbandet let at glemme den indsigt igen. Måske er det ok, at give slip og ikke holde fast? give slip ... give slip i frygten, give slip i ... i ambitionen om at der nu skulle være noget mere og andet, end det, som rent faktisk er her, lige nu.

At genfinde sin naturlighed, - for naturligvis har vi alle sammen sådan en. også selv jeg synes min er lidt langt væk lige nu. 1. Hvad ved jeg, hvad har og kan jeg = hvem er jeg? Naturen er også inden i os, for vi er jo selv en del af naturen. Du kan være mere eller mindre ude af kontakt med virkeligheden og din naturlighed. Ligesom du kan være i kvart-, delvis-, halv- eller hel hjertet kontakt med det, du søger. Du kan let glemme, hvem du er i dybden omme bagved alle hverdagens mange kampe og diverse overfladespil - og du kan nyfortælle historien om, hvem du er - igen og igen. 2. Er jeg blevet fanget i min rolle? Har jeg spærret mig selv inde? Kroppen skifter alle sine celler ud hver 7 år. Måske skulle du også forny dit livssyn, dine livsværdier og din selvopfattelse mindst et par gange i løbet af dit lange liv? Intet levende forbliver det samme hele tiden, kun døden er konstant, ligesom intet som er levet og erfaret går tabt. Alt er hele tiden i forandring, hvad enten vi kan lide det eller ej. Igennem hele dit liv har du og jeg denne mystiske, vidunderlige og ret forunderlige evne til at nydefinere og nyformulere, hvem vi er, og hvordan virkeligheden - i virkeligheden egentlig er beskaffen. En frihed, som er både er befriende og skræmmende. Måske er essencen af kreativitet denne menneskets dybe trang til at sætte sit fingeraftryk på verden? Kunne sige: "Jeg er! - Jeg kan, jeg kunne!" "Jeg lever, jeg har levet!" Ja, nogle mennesker "føder sig selv" flere gange her i livet. Som Bob Dylan sagde: "Hvis du ikke har travlt med at blive genfødt, hver dag har du blot travlt med at dø." Det kan næsten være som at opdage, at ens liv er som en ufærdig roman, som kan have utrolige mange forskellige kapitler. En å, som bliver til en bæk, som bliver til en flod, der løber igennem mange forskellige landskaber på sin uafvendelige rejse mod havet. En rejse vi alle er på. Det gør en forskel at vi ved det - "det", som gør os til mennesker. Ser du anderledes ud på omverdenen, ja så ser den også anderledes ud. Ser du f. eks. med venlige øjne på dig selv, så føler du dig anderledes tilpas. Alt som vokser og gror har denne evne til selvfornyelse. Alt der lever, ånder, har et hjerte, som slår og en puls, der banker, tænker og vælger har "det". Du og jeg er jo inderst inde en del af livets gåde, banalt og et mirakel. En gåde, som jeg kan lukke øjnene for - eller åbne op for.

Selvværd er naturligvis ikke alt, men intet er ligesom noget værd uden. Så hvad trænger du til? - Et af trickene i at opnå selvværd sent i livet er, at gøre sig klart, at vi her taler om "alt det", som gør livet værd at leve for dig og mig. Det handler ikke kun om, hvad du og jeg er værd og hvad vi får i løn, Livsværdier er simpelhen det, som gør livet værd at leve. Og vi bliver de valg af livsværdier, vi stræber efter. Åh, se dig omkring. De fleste synes jo at gå omkring med krydsede fingre, håbende på, at morgendagen vil blive lige så god som i dag - og helst bedre eller de gruer for at vågne op til endnu en forudsigelig, dum og dårlig dag. Er du i den rette stemning med den rigtige melodi på, gungrer du solidt og uden slinger i valsen fremad uden at tænke en disse over livet og digselv. Mens du tænker over det hver dag, hvis du slendrer selvopgivent, rystet eller rodløst og ulykkeligt igennem livet, som slæbte du på en stor tung sæk eller sten, som du ikke ved, hænger efter dig, som en lang lang sort skygge. Hvad betyder virkelig noget for dig her i dette, dit eneste og alt for korte liv? Det er oftest, hvad du får. Livet giver, livet tager og så er det pludselig en dag slut. Prøv at smag på det, mens du har det, og hvis du tør Sut ikke bare på det - bid livet i låret. En vigtig del af livskunsten er, at erkende sit livssyn dvs. hvad du focuser på, brillens styrke og svaghed. Turde se solen og månesiderne, erkende at sort er lige så vigtigt og værdifuldt som hvidt. Æde det sorte, se ind det dunkle her i livet - og lære at trøste og forny sig selv. Finde ud af alt det, som kan støtte og glæde dig her i livet, så varmen, glæden accepten, tilliden, kærligheden, selvrespekten og alt det andet, der gør livet værd at leve bedre kan finde dig. "Hinsides enhver illusion om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er smukt og grimt, godt og ondt er der en eng. Der ... vil jeg godt møde dig." som Rumi engang sagde. En livsholdning er en individuelt tilpasset, skarpslebet nærsynet brille. Ser du f. eks. kun ud igennem mørke solbriller, ser du, at alt er mørkt og dunkelt. Ser du ud igennem en præcisionskikkert, ser du aldrig skoven for bare træer, men mange fine små detailjer, som måske flimrer forvirrende rundt? Søger du tryghed, får du tryghed - og vil om et par år sukke over, at du keder dig, mangler et modspil og et engagement. Søger du kun lykken, suset og spændingen, uden at smage på rejsen vil du måske en dag opdage, at du egentlig blot søgte efter det tabte paradis. Den tabte livmodertilstand. Den tabte barnlige uskyld. Det store ubevidste. Nogle dør lidt hver dag de lever, andre lever til de dør. Er du stadig levende? Kan du mærke det? Skrevet i en depressiv periode i 1997 af Ebbe Scheel Krüger, Cand. Psych. Vagtelvej 11, 8210, Århus V.

Digt om at lære At lære noget nyt er at opdage at noget er muligt - og noget er umuligt. Det er at åbne sig, undre sig, mærke efter, føle og opdage - for så at vide og kunne noget mere end før - ved at gøre det nye, jeg ikke kunne før. For så igen og igen at blive lige forundret over, hvordan du og jeg gentager os selv i de samme gamle velkendte mønstre. Som vi kan vælge at bevare eller bryde ud af. Fordi vi mennesker i os har muligheden for at kunne opøve det uprøvede - og opdage det ukendte. Vi opfører os vel alle som robotter ca. 90% af tiden, men sådan behøver det ikke at være. For selvom vi alle elsker udvikling - og hader forandringer, så er vi faktisk skabt til at vokse os stærkere klogere - og friere, end alle de andre dyr igennem vores evne til at forandre os. Denne evne er vores unike gave til denne smukke planet. Selvtillid handler f. eks. meget om at opdage og lære noget nyt om dig selv og andre mennesker. Vi mennesker har alle i os denne forunderlige evne til bestandig at kunne opdage os selv og forny os på utrolig mange overraskende måder, lige så længe som vi er levende, åbne og nysgerrige. Poienten er at det at ville forstå verden og dig selv dybere og bestandigt øve dig i at kunne gøre noget bedre, at selve den "motor" forandrer såvel dig - som virkeligheden, så alt igen bliver både nyt, større - og endnu mere forunderlig end dengang du skråsikkert troede at kende "Virkeligheden". Åh, denne dans, dette korte liv, denne evige proces. Klik her, og hop op til starten igen

Flere PsykoDigte + Om at genopdage kunsten at lære. + Digt om at blive et selvstændigt menneske + Digt om at søge lykken og ville have det hele NU!. + Virginia Satirs digt om at opdage det nu er for sent. + Digte om angsten for ikke at have levet + se 2.. + 3 + Ebbe´s tanker om, hvad succes mon er for noget. Eller vil du tilbage igen til Selvtillidskursets oversigt Depressionskursets oversigt Index over hele www.psykoweb.dk