"Den forvirredes enetale."
    Inspireret af Hans Magnus Enzensberger digt i "Rebus", 2010.
    (Prøv at læse disse ord om "De Andre", højt - og nyd ordlegen)


    ... "Vi er ... på den ene side
    "Os, sådan som vi er" ... og på den anden side
    står "de andre", som er ... "de andre." Så er det på det rene.
    "Jeg, os og vi - og de andre", vi er der altid. Og "de Andre?"
    De går os altid på nerverne. Aldrig kan de lade en i fred.

    Havde de bare været anderledes, bare lidt mere som os,
    gik det nok an, men nej. De bilder sig ind, at de er bedre end os.
    De andre er arrogante, ved alting bedre. - De kan ikke udstå os.
    ... Det er svært at sige, men hvad bilder de sig egentlig ind.
    Vi har tit det indtryk, at de er vanvittige - måske farlige.

    Een ting er sikkert: de ønsker sig noget af os. De vil have noget!
    De lader os ikke i fred. Provokerer os med deres vurderende øjne,
    somom vi var undsluppet fra zoo eller kom fra en fremmede planet.
    Det mindste, man kan sige "om dem", er: "Vi føler os truet af dem".
    ... Du ved. Hvis vi ikke forsvarer os, vil de tage det hele fra os
    De vil os ikke noget godt. Allerhelst vil de slå os ihjel.

    På den anden side ...
    En verden uden de andre, kan vi slet ikke forestille os.
    Nogle hævder ligefrem, at vi har brug for dem.

    Vi bruger ofte alt for meget tid og energi på de andre.
    Både dag og nat tænker vi på dem. Også selvom vi ikke kan
    udstå dem, klamrer vi os til dem. Og selvfølgelig ville vi blive glade,
    hvis de forsvandt et sted hen, hvor vi ikke behøvede at se dem mere.

    Men hvad så? ....
    Vi vil da blot få nogle andre ”andre” på halsen
    - og så ville det hele starte forfra.

    Vi ville blive nødt til at studere og vurdere de nye andre
    - og bruge tid på at værge os imod dem. Eller endnu værre:
    Vi ville begynde at skændes indbyrdes og så ville ”den ene af os”
    meget let blive ”den anden” – og så ville det være slut med vores ”Vi”.

    Jeg spørger tit mig selv, om vi nu også er sådan helt ”vores egne”?
    For samtidig er vi jo ”de andre” for de andre. Også de har brug for
    nogen, som de ikke kan udstå - og det er ganske sikkert os.

    Ikke nok med, at vi klamrer os til dem. De klamrer sig også til os.
    Og de ville også være glade, hvis vi forsvandt, så de ikke kunne se os.
    ---- Men så ville de sikkert savne os.... De ville knap være fri for os,
    før de var igang med en blodig kamp indbyrdes...

    Ligesom vi,
    hvis ”de andre” forsvandt.
    Dette må jeg naturligvis ikke sige højt - her hos os.
    Det er kun sådan en bagtanke, jeg har – og som jeg hellere
    må holde helt for mig selv.

    For ellers ville alle jo sige: ”Aha nu ved vi besked, min fine ven,
    Du er i grunden slet ikke een af os - og har aldrig været det.
    Du har snydt os. Du er jo een af de andre.”

    Og så ville det ikke være så sjovt.
    De ville vride halsen om på mig.
    Det er sikkert og vist.

    Jeg burde ikke tænke så meget over det.
    Det er ikke sundt.

    Men måske kan mine egne ligefrem have ret?
    Ind imellem ved jeg ikke mere – om jeg er en af vores egne
    eller en af de andre?

    Jo mere jeg grubler over det, jo sværere er det for mig
    at skelne mellem os – og de andre ... Når jeg ser nøjere efter,
    ligner alle vores egne jo pokkers meget de andre. – og omvendt.
    Ind imellem ved jeg derfor ikke selv, om jeg er en af vores egne
    eller en anden?

    Allerhelst ville jeg bare være mig selv
    og ikke tænke så meget på de andre, som jeg gør.
    Men det er naturligvis umuligt.


    PS fra Ebbe.
    Mennesker er utrolig kompliceret at forstå. Det er klart.
    Jeg, du og vi er svære at få hold på og vi passer ikke altid til
    vores forestillinger om hvordan vi burde være – og kunne være
    eller hvordan vi hver især nu tror, at vi er. Og vi ængstes ved det,
    som vi ikke kan forstå eller genkender. - Eller vi bliver nysgerrige.

    Måske er det det X, der gør os så interessante for hinanden?
    At vi igen og igen ikke forstår hinanden og opdager forskelligheden.
    Og ja, virkeligheden er en streng lærer. Ikke sjældent må jeg,
    du og vi igen og igen banke hovedet imod den samme væg,
    førend 10 øren falder. Og nysgerrigheden vågner ...måske.

    Vi er alle - ganske ligesom de andre – på de fleste områder.
    Nogle af os ligner hinanden mere end andre og kan derfor forstå
    hinanden bedre end andre kan – indtil det punkt, hvor vi opdager
    at vi alle også hver især er helt enestående og "noget" aldrig før set.
    Unike individder, svømmende rundt i flokke i det samme hav.


    Om Forståelse - af Benny Andersen

    Af og til
    når jeg frem til en dybere forståelse
    Jeg forstår da godt at folk er, som de er.
    Inderst inde er jeg måske lidt ked af at de ikke er
    som jeg, men når jeg rigtig tænker efter, er det
    da så forståeligt, at de ikke er mig

    jeg er jo ikke selv et særlig godt forbillede,
    jeg glemmer ofte at pumpe min cykel,
    kommer for sent hjem

    og når jeg endelig kommer hjem
    er jeg tilbøjelig til at tisse uden for kummen.
    Det er da forståeligt at folk søger i andre baner.

    Blot folk en dag kunne nå til samme grad af forståelse,
    men de kan også kun se sagen og verden
    ud fra deres egen forståelse.


Digt om at lære

At lære noget nyt er at opdage
at noget er muligt - og noget er umuligt.
Det er at åbne sig, undre sig, mærke efter, føle
og opdage - for så at vide og kunne noget mere
end før - ved at gøre det nye, jeg ikke kunne før.




For så igen
og igen at blive lige forundret over,
hvordan du og jeg gentager os selv i de samme
gamle velkendte mønstre. Som vi kan vælge at bevare
eller bryde ud af. Fordi vi mennesker i os har muligheden
for at kunne opøve det uprøvede - og opdage det ukendte.

Vi opfører os vel alle som robotter ca. 90% af tiden,
men sådan behøver det ikke at være. For selvom
vi alle elsker udvikling - og hader forandringer,
så er vi faktisk skabt til at vokse os stærkere
klogere - og friere, end alle de andre dyr
igennem vores evne til at forandre os.
Denne evne er vores unike gave
til denne smukke planet.


Selvtillid handler f. eks. meget om at opdage
og lære noget nyt om dig selv og andre mennesker.
Vi mennesker har alle i os denne forunderlige evne
til bestandig at kunne opdage os selv og forny os
på utrolig mange overraskende måder,
lige så længe som vi er levende,
åbne og nysgerrige.


Poienten er at det at ville forstå verden og dig selv
dybere og bestandigt øve dig i at kunne gøre noget bedre,
at selve den "motor" forandrer såvel dig - som virkeligheden,
så alt igen bliver både nyt, større - og endnu mere forunderlig
end dengang du skråsikkert troede at kende "Virkeligheden".

Åh, denne dans, dette korte liv, denne evige proces.


Klik her, og hop op til starten igen


Flere PsykoDigte

+ Om at genopdage kunsten at lære.

+ Digt om at blive et selvstændigt menneske

+ Digt om at søge lykken og ville have det hele NU!.

+ Virginia Satirs digt om at opdage det nu er for sent.

+ Digte om angsten for ikke at have levet + se 2.. + 3

+ Ebbe´s tanker om, hvad succes mon er for noget.


Eller vil du tilbage igen til

Selvtillidskursets oversigt

Depressionskursets oversigt


Index over
hele www.psykoweb.dk