Hvem falder man for ved speeddating?
Når vi skal købe hus eller bil, vil de fleste af os udføre en grundig research
af, hvad der findes på markedet, og hvilke egenskaber disse forskellige huse
eller biler er i besiddelse af. Når vi skal træffe den meget større beslutning om,
hvem vi vil danne par med - en beslutning, der dog stadigvæk for halvdelen
er en beslutning for livet - har vi (eller havde vi) sjældent mulighed for
at gå så mere systematisk til værks i udforskningen, hvilke muligheder
og Valg, der overhovedet er til stede på "kærligheds-markedet",
så vi derved bedre kan finde os, den bedste partner.

Undersøgelser fra tresserne og halvfjerdserne viste,
at folk meget ofte blev gift med "en fra nabolaget", de boede i samme by,
og ofte med en man havde truffet i skolen, på arbejdet eller i forlystelseslivet
i det område hvor man boede. I dag er der dog fremkommet forskellige muligheder
for en udvidet og meremere systematisk "afsøgning" efter egnede partnere,
først via de såkaldte kontaktannoncer, senere de moderne datingbureauer,
hvor man nu på nettet kan få kendskab til et ofte meget stort antal
af andre mennesker, der - som du - leder efter en partner.

Man kunne måske tro, at sådanne metoder til at kortlægge "markedet"
for egnede partnere ville føre til bedre og mere holdbare parforhold hen ad vejen.
Det er der dog foreløbig intet, der tyder på. Skilsmisseprocenten
er snarere stigende end faldende i de senere år, men det er dog
muligvis endnu for tidligt at spå om effekten på længere sigt.

Som et nyere skud på stammen til sådan mere systematisk
at finde en passende partner i en fart, er der i den såkaldte speeddating.
Ud fra den erfaring, at et billede og nogle få ord på nettet næppe er nok
til at finde ud af, om kemien passer, har man opfundet den speeddating,
hvor du i løbet af nogle få timer kan få mulighed for en kort snak
med et større antal potentielle partnere.

Se eksempler på Invitationer her:
- www.speeddating.dk + www.firstdate.com + www.runningdinner.dk
- ibyen.dk + www.parship.dk/glossary/internet-dating.html
- få et billigt grin med Bo Beck på Speeddating +

Det kan foregå på den måde, at 30 mænd og 30 kvinder,
der alle søger en partner, sidder ved 30 små borde med en tilfældig mand
og kvinde ved samme bord. Efter at have snakket med den tilfældige person
i 3 til ti minutter, skifter alle mænd til næste bord, således at der opstår
nye konstellationer af mænd og kvinder, og dette fortsætter,
til alle mænd har talt med alle kvinder.

Denne metode kan umiddelbart lyde uhyre fornuftig,
ja alt for fornuftig. I stedet for at bruge en hel aften på
at træffe en enkelt fremmed, hvis billede og ord man er faldet for på nettet,
kan man bruge den samme aften til at træffe 30 mulige partnere!

For så vidt denne form for "markedsundersøgelse" i partnervalget vil brede sig,
kan det være interessant at se på, hvad der bestemmer den grad af tiltrækning,
der opstår mellem to mennesker på kun fem minutter.

Det spørgsmål har to amerikanske forskere undersøgt
ganske grundigt. De tilbød enlige studerende ved et stort amerikansk universitet
at deltage i en speeddating helt gratis blot mod at udfylde nogle spørgeskemaer undervejs.
Der blev holdt i alt seks speeddating parties med 7-8 kvinder
og lige så mange mænd ved hvert møde.

De unge deltagere havde forud for den speeddating, de skulle deltage i,
udfyldt et spørgeskema om sig selv. Her var de blevet spurgt om fysiske forhold
som højde, vægt og udseende. De skulle selv angive på en tipunktsskala,
hvor smukke de mente de var i andres øjne.

Derudover blev de udspurgt om deres personlighed,
deres adfærdsmønstre, fx med hensyn til venlighed og udadvendthed,
samt om deres holdninger og værdier i tilværelsen. De unge mænd
og kvinder, der deltog i de seks speeddatings, fik hver fem minutter
til at lære hinanden at kende og til derpå at afgøre med sig selv,
om den, de lige havde snakket med, var en attraktiv person,
som de gerne ville træffe og lære nærmere at kende.

De to forskere bag undersøgelsen var især optaget af
at undersøge, om lighed med hensyn til holdninger og værdier
kunne nå at spille ind på partnervalget, når der kun var fem minutter
til at finde ud af om man passede sammen.

Denne interesse for at fokusere på graden af lighed
med hensyn til personlighed, holdninger og værdier udsprang
af tidligere forskning, der klart havde vist, at lighed mellem
to partnere på de omtalte områder er noget af det vigtigste,
der bestemmer holdbarheden i et parforhold.

Da de to forskere efterfølgende så på, om deltagerne i
speeddatingen havde valgt at fortsætte kontakten med dem,
der lignede dem selv med hensyn til personlighed, holdninger og værdier,
var svaret et klart nej.

Der var ikke nogen som helst tendens til,
at deltagerne særligt var faldet for en person, der lignede dem selv
i holdninger og værdier. Heller ikke lighed i personlighed og adfærdsmønster
spillede nogen særlig rolle i partnervalget i denne undersøgelse.

For mændenes vedkommende er der faktisk kun en eneste ting
som helt klart var udslagsgivende for deres partnervalg,
nemlig kvindernes udseende!

De kvinder, der oplyste om sig selv, at de blev anset for smukke,
blev langt oftere valgt af mændene, end de kvinder, der oplyste,
at de ikke blev anset for særlig smukke.

Ingen af de psykologiske egenskaber hos de kvindelige deltagere
i denne undersøgelse spillede nogen som helst rolle for, om de
blev ønsket som partnere hos disse enlige unge mænd.

Så ligeglade med "indholdet" var kvinderne dog ikke.
Selv om de ikke specielt foretrak mænd, der harmonerede med
deres egne værdier og holdninger, så valgte de dog oftest mænd,
der ifølge egen personlighedsbeskrivelse var karakteriseret ved
at være: udadvendte, venlige, samvittighedsfulde- samt præget
af høj grad af selvtillid og lav grad af tendens til negative følelser
som frygt, vrede og afsky.

Selv om kvinderne således ifølge denne undersøgelse
udviste en større interesse for det personlige indhold i de mænd,
de traf i speeddatingen, er det dog ifølge de to forskere i nogen grad
det "forkerte' de lægger vægt på. Kun samvittighedsfuldhed har faktisk
vist sig at spille en vis rolle for holdbarheden af et parforhold.

Overensstemmelse i holdninger og værdier
spiller som nævnt en lang større rolle ifølge den tidligere forskning,
men denne grad af overensstemmelse kunne selv kvinderne tilsyneladende ikke
nå at få fat i under det korte møde ved en speeddating.

Så måske er det indbygget i Speeddating udeen
at den meget hurtige overfladisk kontakt fremmere
betydningen af de mere overfladiske ydre signaler?

Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
set i: Forsknings-nyt fra psykologien, 2000 (6)

Kilde: Luo, S. & Zhang, G. (2009). What Leads to Romantic At-
traction: Similarity, Reciprocity, Security, or Beauty? Evidence
From a Speed-Dating Study. Journal of Personality, 77(4).
933-960.


Kan vi se, hvem der føler sig tiltrukket til hvem?
Når en single forsøger at kontakte en anden person i "romantisk hensigt",
er det naturligvis vigtigt fovedkommende at kunne afgøre forholdsvis hurtigt,
om denne anden person er interesseret i en nærmere kontakt eller ej.

Vi ved f.eks. - af sørgelig erfaring - at mange mænd let overvurderer
en kvindes grad af interesse og modtagelighed for hans tilnærmelser,
så der kan let opstå konflikter, frustrationer, misforståelser
og eventuelt ligefrem voldelige overgreb.

Omvendt ved vi ikke, hvor mange personer, der "undervurderer"
den interesse, de vækker hos en mulig romantisk partner,
og dermed måske går glip af et godt parforhold.

Det ville naturligvis være bedst, hvis vi alle havde en så god intuition,
at vi præcist kunne afgøre, hvor interesseret en anden person er i os selv,
men nu viser en nv tysk-amerikansk undersøgelse, at vi faktisk næppe
er særlig gode til at bedømme andres interesser i os
for en nærmere romantisk kontakt.

Den tysk-amerikanske undersøgelse benyttede en række optagelser
fra en speed-dating sammenkomst, der foregik i Berlin, og som omfattede
382 unge mænd og kvinder, der var interesseret i at mode en ny romantisk partner.

Ved denne speed-dating
mødte hver person på skift en række personer af det modsatte
køn i et mindre lokale, hvor de blot fik tre minutter til at præsentere sig selv
og tale lidt sammen. Efter de tre minutter, skulle kvinden og manden
blot angive på en seddel, om de var interesseret i at indlede
et nærmere bekendskab med samtalepartneren eller ej.

Alle disse korte møder blev optaget på video,
så man tydeligt kunne se begge samtalepartnerne.
Ud af de mange videooptagelser udvalgte forskere 24 optagelser,
således at der ikke var nogen gengangere af hverken mænd eller kvinder
på de 24 små film. Herefter blev filmene fløjet til USA og fremvist
for 54 andre yngre mænd og kvinder, der ikke forstod tysk.

Ideen var altså at se, om de unge amerikanere kunne spore
graden af interesse for en nærmere kontakt med samtalepartneren
hos hver af de 48 mænd og kvinder på de 24 videooptagelser
- uden at kunne forstå, hvad de talte om.

For at teste de amerikanske forsøgspersoner med hensyn til
om deres intuition var god nok til at vurdere den romantiske interesse
mellem to samtalepartnere, blev disse forsøgspersoner bedt om
efter hver videofilm at angive med et ja eller nej, om de mente,
at henholdsvis manden og kvinden på filmen var "romantisk"
interesseret i sin samtalepartner ved slutningen
af de tre minutters samtale.

Herefter kunne forskerne sammenholde
de amerikanske bedømmeres "gæt" på den indbyrdes interesse
med den faktiske interesse, som den fremgik af de tyske speeddateres
egne oplysninger lige efter hver af de tre minutter lange samtaler.

Man skulle måske på forhånd forvente,
at det ville være let nok for de unge amerikanere
at se på de tyske speeddatere, om de var interesseret i hinanden
eller ej - selv uden at kunne forstå, hvad de talte om
- men det var langt fra tilfældet.

Det mest slående resultat af denne undersøgelse
var måske, at det viste sig at være noget lettere at vurdere
mændenes interesse end interessen hos deres kvindelige samtalepartnere.
De amerikanske bedømmere gættede nemlig rigtigt på, om mændene
var interesseret i deres samtalepartner j 60% af alle tilfælde,
hvilket var ca. 10% bedre end, hvis de havde gættet i blinde.

Det var altså ikke overvældende tydeligt for de amerikanske iagttagere,
om mændene havde været interesseret i deres samtalepartnere
- men dog tydeligt nok til at de amerikanske forsøgspersoner
noget oftere gættede rigtigt end forkert.

Når det kom til bedømmelsen af de tyske kvinders
interesse for deres mandlige samtalepartnere, gættede
de amerikanske forsøgspersoner til gengæld næsten helt hen i vejret,
idet de kun havde 2% flere rigtige gæt, end hvis
de havde gættet helt tilfældigt!

Heraf
kan man altså slutte, at det var meget sværere
grænsende til det umulige - for de amerikanske tilskuere at afgøre,
om kvinderne var interesseret i deres mandlige samtalepartnere.

Det viste sig dog også, at nogle af de amerikanske tilskuere
havde væ- sentlig flere rigtige gæt end de fleste andre. Der er altså nogen,
der har en ganske god intuition på dette område, mens andre tilsyneladende
er næsten helt uden fornemmelse for disse ting og signaler.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan se
på to samtalepartnere om de er interesseret i den anden
efter et ganske kort møde, er altså at det nogenlunde kan ses
(især af de, der har en god intuition) hos mænd,

men at det næsten er umuligt at se hos kvinder.
Og der er vist ingen grund til at tro, at unge tyske kvinder
på dette punkt adskiller sig fra deres medsøstre i Danmark.

Til sidst kan vi lige nævne, at heller ikke
den indbyrdes interesse blandt de tyske speeddatere matchede særlig godt.
Mændene havde i 40% af alle tilfældene ytret interesse for en kontakt
med den kvinde, de havde talt med, mens kvinderne havde været
lidt mere kræsne og kun ytret interesse i 33%
af de mænd, de havde truffet.

Man kunne så tro, at der var næsten 33% tilfælde
med "gensidig valg", hvis kvinderne havde valgt mænd,
der også havde valgt dem - men faktisk var der kun i 15%
af tilfældene tale om gensidig valg (hvilket speeddaterne så fik oplyst).
Det tyder på, at kvinderne ligeså ofte havde "valgt" en mand,
der ikke var interesseret i dem, som en der var.

Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
set i: Forsknings-nyt fra psykologien, 2000 (6)

Kilde: Place, S. S., Todd, P. M., Penke, L. &

Assendorpf, J. B. (2009). The Ability to Judge
the Romantic Interest of Others. Psychological
Science, 20(1). 22-26.



KØNSFORSKELLE I EFFEKTEN AF BLIKKONTAKT
Hvis en anden person kigger os ind i øjnene - uden at vi taler sammen
kan der især være tale om tre helt forskellige årsager til denne stirren:

For det første kan den anden måske kigge på os af ren interesse
eller nysgerrighed uden nogen følelsesmæssig sigte eller dybere motiv.
Det kan f.eks. være, at den anden person spekulerer på om han
eller hun har set os før, eller undrer sig over vores påklædning
eller frisure, eller venter på at se vores reaktion på et eller andet.

For det andet kan der være tale om Sympati
en positiv følelsesmæssig tiltrækning. Da man jo er tilbøjelig til
at kigge efter en person, man finder mere eller mindre stærkt tiltrækkende,
kan man selvfølgelig også opfatte en andens vedvarende blik mod en selv
som udtryk for en positiv følelsesmæssig interesse.

For det tredje kan den følelsesmæssige baggrund for en blikkontakt
- desværre kunne man næsten sige - også være det stik modsatte
af positive og kærlige følelser, nem- lig vrede eller ligefrem had.

Mange dyrearter, hvor især hannerne kæmper mod hinanden om territorier
eller andre goder, udviser ofte en slags "symbolsk kamp" med stirrende blikke
mod hinanden, hvor den, der føler sig stærkest er i stand til at udholde
den stirrende modstander blik længst, mens den, der føler sig
svagest til mode, til sidst slår blikket ned og "lusker væk".

Denne instinktive "kamp" på truende blikke
er selvfølgelig vældig nyttig i naturens verden, hvor den kan spare
en for mere korporlige voldelige kampe, der kunne medføre fysiske skader
eller ligefrem tab af liv. Der er næppe tvivl om, at vi mennesker ligeledes
har en medfødt tendens til at stirre vredt på en, der har forulempet
eller irriteret os, og at to, der er vrede på hinanden
således kan udkæmpe symbolske 'kampe'
på vrede blikke.

Hvis nogen, eventuelt en helt fremmed person,
med et uudgrundeligt udtryk kigger længe på os, kan det derfor
undertiden være svært at afgøre, om personen er os særlig positivt
eller negativt stemt - eller blot nysggerig op til stærkt forundret over
et eller andet ved vores person.

I langt de fleste tilfælde vil det dog være let
ud fra vor eventuelle viden om personen og vor iagttagelser
af personens øvrige adfærd at finde ud af, om en besynderlig
lang blikkontakt var præget af positive eller negative følelser
- eller blot udtrykker nysgerrighed og sympatisk interesse.

Men den omstændighed, at en blikkontakt
kan have så forskellige følelsesmæssige baggrunde,
spiller tilsyneladende en vis rolle i de situationer, hvor vi har blikkontakt
af indlysende nyttige grunde, nemlig når vi taler med en anden person.

Flere undersøgelser over blikkontakt under samtale viser,
at den der lytter som regel kigger på den person, der taler, det meste af tiden,
- formodentlig fordi talerens non-verbale kommunikation, kropssprog
og mimiske udtryk, giver yderligere besked om det, der tales om,
udover de talte ord.

Men når man selv taler til den anden, kigger man
som regel, meget mindre, ind i vedkommendes øjne,
måske for ikke at blive distraheret, når man skal samle tankerne
om det man vil sige.

Af disse grunde opstår
der således normalt kun gensidig blikkontakt i omkring 20-30%
af den tid, to mennesker taler sammen. Det afhænger dog
meget af bl.a. køn, selvopfattelse og følelser:

Kvinder kigger længere på hinanden
end mænd, og forelskede kigger meget længere på hinanden end andre.

Vrede eller dominerende mennesker
kigger også længere på den de taler til, end mennesker,
der føler sig nervøse eller underlegne i samtalen. Og dominerende mennesker
vender ofte den tidligere omtalte regel på hovedet: De kigger længere
på den anden, mens de selv taler, måske for at se
om de bliver rigtig forstået,

og de kigger mindre, mens den anden taler,
måske for at signalere at det ikke interesserer dem alverden.

Generelt ser det ud til, at kvinder
er mere positivt kontaktsøgende end mænd,
og dette kan tænkes at være grunden til, at de har mere blikkontakt
under samtaler, mens mænd ofte er mere magt- eller dominansorienterede
og derfor har mindre og mindre jævnbyrdig blikkontakt under en samtale.

Denne lovmæssighed kan forklare resultaterne af en undersøgelse,
der viste, at kvinder der talte ansigt til ansigt, var bedre til at opnå
en forståelse af hinanden - end kvinder, der ikke kunne se hinanden
i øjnene under en samtale, mens det - nok mere overraskende
- forholdt sig stik modsat med mænd.

At mænd var dårligere til at forstå andre mænd,
når de havde blikkontakt, beror måske på, at deres tilbøjelighed
til at opleve en dominanskonflikt under samtalen kunne
komme i vejen for den indbyrdes forståelse.

På denne baggrund har en fransk og en hollandsk forsker
stillet sig dette spørgsmål: Er der også en kønsforskel i to menneskers
evne til at forhandle sig frem til et fornuftigt resultat afhængig af,
om de kan se hinanden i øjnene?

Undersøgelsen foregik som en video-konference
imellem to personer, der enten begge var kvinder eller mænd.
Samtalen mellem de to i hvert par var arrangeret således, at den ene
halvdel af parrene - når de på tv-skærmen så på deres modpart
- oplevede at se vedkommende ind i øjnene.

For den anden halvdels vedkommende
var kameraerne anbragt lidt over hovederne på forhandlingspersonerne,
således at den enkelte forsøgsperson nok kunne se sin forhandlingspartner,
men ikke kunne se vedkommendes øjne og derved ikke opnåede
en oplevelse af at få blikkontakt.

Hvert par skulle under video-konferencen forhandle om
et sam- arbejde mellem to reklamefirmaer, hvor de skulle
finde "gode" løsninger, som kunne komme begge to til gode,
og mindre gode løsninger, hvor den "stærkeste" i forhandlingen
nok fik lidt mere ud af det end den anden, men hvor begge
fik et dårligere resultat end ved de "gode" løsninger.

Denne hollandsk-franske undersøgelse viste faktisk,
at der er en vigtig kønsforskel i kvaliteten af disse forhandlinger,
afhængig af om de to personer oplevede at kunne se hinanden i øjnene
eller ej. For kvindernes vedkommende lykkedes det klart at opnå
flere af de gode løsninger, når de kunne se hinanden i øjnene,
imens løsningerne ikke var helt så gode, når de måtte undvære
oplevelsen af blikkontakt.

For mændenes vedkommende var det lige omvendt:
Her blev løsningerne gennemgående ikke nær så gode,
når mændene kunne se hinanden i øjnene under forhandlingen,
mens det gik meget bedre, når de to mænd så hinanden lidt foroven
og ikke kunne få blikkontakt!

Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
set i: Forsknings-nyt fra psykologien, 2009 (8)

Kilde: Swaab, R. I. & Swaab, D. F. (2009)
Sex differences in the effects of visual contact
and eye contact in negotiations.
Journal of Expcrimental Social Psychology, 45. 129-136.


Mht Parforhold,
kan du afprøve og øve jer i, hvordan du
og din partner har det med at titte til hinanden
og fastholde en øje-kotakt i længere tid, se her:
www.psykoweb.dk/parforhold/parleg2.htm