En historie fra min hverdag

    Lidt om angsten for
    at andre bliver vrede på dig.

    En vej frem er blot at blive stående
    netop der, hvor du før
    per refleks løb væk.
    Og derpå roligt gå 1 nyt trin frem, i en ny retning.




    Et eksempel:
    Jeg kendte engang en 34 årig utrolig sød kvinde,
    der fortalte mig om, hvordan hun ikke kunne lide kritik
    og at andre blev vrede på hende. I stedet for at svare for sig
    eller lytte til deres kritik - afbrød hun dem ved at begynde at græde,
    så ”det hele” oftest endte med, at de trøstede og beroligede hende
    - og næsten helt glemte det, som de ville sige til hende.

    Grunden til at hun havde opsøgt mig
    var at hun af sin læge var henvist for hovedpinesmerter
    - og ondt diverse steder i kroppen, som han ikke kunne
    finde nogen lægelig grund til. Og at hun følte sig presset
    og alt for ensom på sit arbejde, så hun seriøst havde overvejet
    helt at forlade arbejdsmarkedet og blive "hjemmegående".

    Efter at hun havde beskrevet
    dette Konflikt -> Tåre-reaktions-mønster for mig
    med en lang række triste eksempler, spurgte jeg hende:
    ”Ok, jeg forstår godt, hvad der sker - men hvad opnår du dog
    ved at flygte væk i tårer, fremfor at møde dem mere i øjenhøjde?”
    ”Jo i stedet for at høre på deres kritik eller møde deres vrede
    så lukker jeg jo effektivt munden på dem med mine
    ”Knock Out-Tårer"! - Det har jeg lært af min Mor.”,
    sagde hun og så på mig, som var jeg tungnem.

    "Gælder det også din mand?", spurgte jeg.
    Hvortil hun grædende svarede at ja, det skete,
    da ind imellem - men det var bestemt ikke med vilje,
    prøvede hun ihærdigt at forsikre mig om.

    "Hvordan opfatter du ham?
    Hvad er du især glad for - og hvad irriterer dig?"
    spurgte jeg blidt for at få uddybet hendes hjemlige base.
    De færreste af os kæmper jo særligt modigt,
    hvis vi ikke har et heppekor i ryggen.

    Imens hun talte, og talte beklagende
    om hvordan hendes mand næsten intet gjorde derhjemme,
    andet end at lukke sig inde i sin Mandehule med Tv og computer,
    så "han er blevet helt umulig at tale med," som hun sagde.

    ... sad jeg og så "Fint skal det være" - spillet
    Du ved, det fra TV med Fru Hyasint - i en dansk udgave
    for mit indre syn - samtidig med at jeg pænt lyttede på.

    Hendes mand var selvsagt
    blevet kuet frem til at han ikke mere turde
    sige noget ”forkert” til hende. Hvilket desværre også betød,
    at han nu næsten intet sagde mere. Han kunne næsten intet sige om
    noget som helst, uden at frygte det blot ville udløse et grådanfald,
    Det efterlod ham med en dårlig samvittighed og en dum følelse
    af at være et særlig ondt menneske, siden han kunne sige
    ”sådan noget ondt noget, der gjorde mig så ked af det.”,
    som hun anklagende sagde igennem tårerne,

    Dette kunne han simpelhen ikke hamle op med
    og han trak sig derfor blot tilbage i en opgivende
    og surmulende position, der ingen fortræd gør,
    bortset fra at eros selvfølgelig svæver væk
    fra denne kortslutning - glæden dør
    og ensommen vokser.


    Kort sagt
    havde de et stort kommunikationsproblem,
    som vi hurtigt blev enig om, ved vores første møde,
    hvor jeg blev sat ind i situationen - set med hendes øjne.






    Hun forstod mig godt, sagde hun
    da jeg næste gang sagde at hun dér havde fundet sig
    et supereffektivt våben, som hun brugte til at vinde sine kampe
    og uoverensstemmelser med. Og græd, da jeg sagde det var unfair
    og noget, som hun var nødt til at ændre på, hvis hun ville have
    en bedre kontakt med sin mand - og os andre.

    "Hvis du manipulere med os andre
    ved at lade somom du er lavet af glas og kræver
    at vi skal behandle dig som en lille alt for følsom pige,
    så vil du en dag kun kunne opfatte dig selv som sådan
    og det tror jeg ikke, at du vil kunne lide.
    Du vil i hvert fald blive meget ensom."


    Og dette skift i kampstil
    skal - selvfølgelig - også modsvares af
    at han kommer tilbage i bokseringen igen og begyndte
    for alvor at at finde ud af, hvad han i grunden mener og følere
    ved det ensomme liv, de havde haft sammen i over 10 år.
    "Hvad mon han egentlig synes at det er værd
    at kæmpe for bliver forbedret?" tænkte jeg
    stille indeni - for det kunne hun
    jo selvfølgelig ikke svare på.

    Jeg gjorde mig stor umage for at fortælle hende
    at det ikke handlede om: "Skyld - eller ikke skyld",
    Dette er ikke en Retsal, hvor den ene ender med at få ret
    og den anden idømmes en bøde eller sættes i fængsel.
    Mit udgangspunkt er at I begge 2 har ret
    men at dette ikke er det vigtigste.

    Massevis af kampe handler mere om
    at få ret, end om at finde frem til en løsning.
    Parterapi er som et Forhandlingsbord, hvor vi
    prøver at finde frem til et resultat, alle vinder ved.
    Og er der en Fastlåsning, da nå frem til et godt kompromis.
    Teknikken bag dette, kalder for Fair-Fighting i USA.
    + (der er mere om Fair Fight i linkreolen).


    Du er ikke et uskyldigt offer.
    Som voksen har du altid et Medansvar.

    Begge to var de jo gået med til, at det var gået så grueligt galt
    og begge 2 er selvklart medansvarlige for om konfliktmønstret
    kunne ændres. Det er der ingen udefra, der kan gøre for dem.
    "Det handler jo ikke om, at du får ret - eller at han får ret,
    det handler om at arbejde på at få det sjovere sammen.

    Den dag du er glad for dig, din mand, dit arbejde og
    har gode veninder, så du har det sjovere og ejer dit liv,
    vil du glædeligt opdage, at din krop føles meget dejligere
    - og de fleste af de smerter du nu døjer med,
    vil fordampe væk.

    Kuren er at styrke DIG, dit ægte selv.
    Din håbløshed og udmattelse fortæller mig
    blot at du har ondt i livet og mangler at finde styrke
    såvel udefra som indefra. Det du får udefra, afviser du
    ved at krybe sammen inde i dig selv. Så vågn dog op
    og vov f. eks. lige nu og her at se mig i øjnene,
    fremfor at du kniber øjnene og ørerne i."

    Ca. sådan noget prøvede jeg at sige,
    men hun hørte mig ikke, fordi ...... og fordi ....

    På et tidspunkt
    afbrød jeg hendes klagesang, temmelig hidsigt:
    "I har sgu begge to ret - og hvad så? Hvad kan I enes om?,
    spurgte jeg hende direkte - uden at hun vist hørte mig.

    Hun græd bare videre på den der opgivende facon,
    som hendes mand var blevet total knockoutet med,
    men som jeg hørte som baggrundmusik til ordene,
    der kom ud af denne forpinte unge kvinde.

    Følelser understreger vores ord,
    giver dem dybde og styrke, som musik i en sang.
    Når følelserne ikke matcher ordene, lyder det falsk,
    Når ord og følelser støtter hinanden, bliver det en sang
    til livet om, hvordan det ærlig talt er at være dig og mig.

    Hvis du har svært ved at overhøre smerten og skriget
    så prøv at hør dem som underlægningsmusikken til en film:
    (Mange bliver blot hevet ind i den andens smertefølelser
    og glemmer derfor helt at lytte til sig selv, når de er hos
    og lytter intensivt til et andet menneske i nød.
    Og det er ikke til nogen styrkende hjælp!).


    Tilbage til historien:
    Hun lød falsk i sin godhed, og i sin sårethed.
    Hun indrømmede gerne alle sine fejl og mangler,
    da noget i mig sagde, at jeg blot nåede til hendes øreflip
    og ikke ind til det sted, hvor forandringerne sker.
    Jeg fortolkede det som et signal om at jeg var
    ved miste interessen - og medfølelsen.

    ... så jeg overhørte
    hendes hurtige tårer, og spurgte igen:
    ”Jeg hører dig, men Hvor lærte du 1. gang
    at bruge det der Tårevåben til at knockoute din modstander?”
    Hvad er historien bag den Afmagst-strategi? - " Hvad sker
    der lige dér, hvor du bliver den lille bange og usikre pige,
    der må bruge exstra stærke midler til at få din vilje?"

    Da hun blot græd igen, holdt jeg hende fast:
    "Jeg kan altså ikke høre dig, når du opfører dig
    som en lille forurettet , håbløs og grædende pige,
    der egentlig er smækrasende på alt og alle.
    - Tal til mig, så jeg kan forstå dig."

    Ikke en lyd, blot tårer:
    "Fortæl mig så, hvordan det var
    at være dig som lille, når ingen forstod dig
    - og du var rasende på os alle sammen?"


    Det spørgsmål åbnede:
    Historien bag hendes ”Sødheds-facade” var
    at hun var lillesøster i en familie med 2 ældre søstre,
    der ikke var til at hamle op med i en direkte konfrontation.

    Kort sagt lærte hun tidligt
    at stoppe deres vrede og kritik af hende,
    ved at begynde at græde - hvorefter Mor kom og kritiserede dem,
    for at ”være onde ved lillesøster” - hvorefter de selvfølgelig ikke gad
    lege mere med hende. Hun undslap igen og igen ved at løbe væk
    i sine tårer - og det værste var i mine øjne - at det lykkes.
    Hun ”vandt” igen og igen over større modstandere
    ved således at ”Tåre-knockoute” dem,
    når de ville sige hende noget,
    som hun ikke ville høre.

    Hun lærte, ikke at sige sin mening
    på en mere direkte, åben og ærlig facon,
    fordi der ikke var nogle der lyttede til hende, dengang.
    Ok - og ja, derfor havde hun det mønster. Problemet var
    at det altså nu idag blot skabte afstand og tristhed,
    i stedet for en mere ligestillet kontakt med
    sin mand, sine kollegaer - og veninder.

    Et sådant effektivt Selvforsvars-system
    og "psykologisk spil", er det meget svært at ændre på
    når det ”sidder, næsten nedgroet, fast” hos en voksen.


    Især, fordi at det jo virker
    jvnf Freuds: "sekundær gevindsten ved neurosen",
    = "fidusen" og "the pay out", som på kort sigt er så ønskværdig.
    Det er næsten lige så svært, som at kvitte smøgerne eller alkohol.
    Hun vinder jo sine kampe, omend hun også taber venskaber
    selvrespekt - og en mere ærlig kontakt på lige betingelser.

    Se her en uddybende psykologisk analyse
    af alt alt for ”søde og rare mennesker" , (klik her)

    for edre at forstå, hvilket Spil og mønster, vi her taler om
    og hvorfor det kan være livsnødvendigt at bryde det reaktionsmønster,
    når det blot fører til stigende ensomhed - og fremtidig invalditet.
    Det er dødsens farlig at være et alt for rart, flinkt eller kærligt
    menneske i en verden, der ikke er rar, flink eller kærlig.

    For at beskytte sit bløde indre
    skifter selv en hummer skal ind imellem,
    til en lidt større og bredere måde at være til på.
    Kun mennesket klamrer sig til een måde at være på,
    - der måske engang i barndommens land passede,
    men som du nu er vokset dig for stor til.
    Det giver selvsagt et stort indre pres
    at overhøre sin indre grokraft.

    Måske er det det,
    som hun dybest set græder over?,
    tænke jeg da hun gik efter vores 2. møde.



    Mere om at blive stående,
    fremfor at løbe væk i tårer.


    Efter at have været sammen i
    5 x 1 timer, havde vi et mindre sammenstød,
    hvor hun mere åbent blev vred på mig uden tårer,
    Jeg roste hende og sendte hende bagefter en email,
    der måske også har mening for andre, der ligner hende ?
    Eller er gift med "en Kampstil", der ligner hendes.

    Jeg skrev:


    Hej B.
    Først en rose for at du turde skælde mig ud
    direkte , uden at forstyrre dine ord med tårer.
    Du kan jo godt! - Mere af det.

    Jeg skriver til dig, fordi jeg også håber
    at du forstod hvad det er, jeg prøvede at lære dig?
    I min stille eftertanke - nu bagefter, opsummerede
    jeg det, jeg hørte og prøvede at fortælle dig, således:

    1. Du kan ikke ændre på noget,
    hvis du ikke først vedstår og ejer det, du gør
    Dvs. gør det "til noget, som du kan styre og kontrollere."
    Førend du - fra hjertet - erkender, at du sgu har et problem
    f. eks. med at udtrykke din vrede og dine meninger direkte
    og klart, så vi andre bedre kan høre og forstå dig
    ja så sker der intet nyt.

    Du skal sørme også lære at lytte, smage på forslag etc
    så vi to ikke også ender med at blive 2 monologer,
    der aldrig blev til en ligeværdig dialog.

    En par joke derom:
    "Doktor, doktor jeg har en slem hovedpine hver dag.
    Jeg forstår det ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, passer min sengetid,
    gør gymnastik hver morgen, får masser af frisk luft og spilder ikke tiden
    på fjernsyn. Jeg spiser ikke mere end sundt er. - Hvad er der galt?"
    Lægen: "Måske er det Deres glorie, der sidder lidt for stramt?"

    Eller hvad siger du til jende her: "Altså John,
    du vover ikke at gabe, imens jeg taler med dig."
    John: "jeg gaber ikke - jeg prøver blot på
    at sige noget til dig."


    Først når du står ved din andel af
    jeres kommunikationsproblem, kan du ændre på det, der sker.
    Så længe at du mest ser problemet ovre hos din mand,
    eller dine kollegaer - og alle de andre, der er "onde",
    ja så vil intet ændre sig for dig.

    Det er afgørende
    at du snart tager en beslutning
    Sådan et dybt valg helt inde fra hjertet.
    F. eks. Bestem at nu vil jeg ikke mere gøre A.
    Nu vil jeg beslutte mig for kun at gøre B.
    Så enkelt - og så svært er det.

    Der er en meget stor forskel på at vide
    at du "slår tilbage" med en ren tåreknockout,
    fremfor fortsat at bilde dig selv ind at "det sker bare af sig selv”
    og opgivende tilføjer: ”selvom jeg godt ved at det ikke burde ske,”
    fordi at så siger du også ”så agter jeg ikke gøre noget ved det mønster
    fordi ..... og fordi ..... og fordi." Det fører blot til en større afmagt,
    end at sige: ”Ok det gør jeg så.. Hvornår og hvordan bidrager jeg selv?
    Og så tænker mere på: Hvad kan jeg gøre, som virker bedre?”
    end: "Hvad mon der er i vejen med mig - eller de andre."

    Når du ved, at du ubevidst,
    per refleks, bruger det at græde for at slå tilbage
    på den bedste måde, som du dengang som lille lærte dig,
    ja så er det lettere at le af - og så gøre noget der virker bedre,
    trin for trin, sammen med dem, du er sammen med.

    Så 1. Trin er at acceptere
    at jeg må altså gøre noget nyt,
    hvis jeg ønsker at der skal ske noget nyt.
    Og hvad er det så, at Du f. eks. kan gøre?


    B. kridt skoene og stå fast,
    i stedet for blot at løbe væk i angst og tårer,
    når nogen kritiserer dig eller gider hidse sig op
    overfor noget, som du har gjort - eller ikke gjort.

    Sig f. eks. "Hvad er det, du synes jeg tager fejl i?"
    Eller spørg blot uddybende: "Hvad er det så nu,
    at jeg har gjort forkert?" - og øv dig så i at lytte.
    Vreden fordufter væk, når du lytter nysgerrigt.
    (Du behøver ikke være enig! blot nysgerrig)

    Eller afslut med ord
    inden følelserne overvælder dig. F. eks.
    med at sige "Ligesom du ikke forstår mig,
    så forstår jeg lige nu heller ikke dig, så derfor vil
    jeg tage mig et break nu." (en tissepause er god her)
    Og gå så - og kom bedre forberedt tilbage, lidt efter.

    Hit selv på nogle gode "stop op og styr med"- replikker,
    som du kan bruge udenad - inden det hele bare koger over.
    Ser du efter det, kan du godt mærke "anfaldet" komme,
    - eller om lidt er lige på vej - inden det brager løs.
    Og det er netop dér, at du så gør noget nyt.
    Lige inden det bliver "for meget"

    Så kan du - når tankerne igen kommer tilbage,
    evnt skrive et brev og forklare, hvor du er uenig
    eller har en helt anden opfattelse etc etc.
    Og spørge om alt det du ikke forstår
    osv osv.

    F. eks. brug skemaet i "Hvad er et hjem
    uden en boksebold" til at rase ud skriftligt

    og medtag dér alle de følelser, der er med i billedet.
    Du kan også tegne og male dig frem til en afklaring.


    3. Bevar øjenkontakten
    og spørg dig selv: "Er du en fjende,
    der bare er ude på at jorde mig - eller tryne mig?"
    (altså er Fjendtlig) - eller er dette en ellers venlig person,
    der blot prøver på at råbe mig op, ruske i mig og vil mig noget?
    (dvs se vreden som = at en anden vil mig noget. Lytter jeg,
    i stedet for at køre med op - så fordamper vreden
    så vi bedre kan lytte og forstå hinanden.

    Du har sikkert ganske ret i ,
    at vi andre også tit er urimelige, tossede, vrede
    og fejlbarelige - men da du ikke kan lave os om,
    så start selv med at ændre på selve den måde,
    hvorpå du tager imod kritik og vrede.

    Hvis du reagerer ved at knibe øjnene sammen,
    vil du bare hobe presset op inde i hovedet,
    og selvfølgelig bare få hovedpine deraf.
    Så hold øjnene åbne og se ud på
    noget, du kan holde fast i.
    Andres øjne f. eks.

    Jeg håber dette siger dig noget?
    Og glæder mig til at høre dig fortælle,
    hvordan du fortsat eksperimenterer og øver dig i
    at tage bedre imod - uden at flippe ud og knockoute dem,
    der vover at sige noget til dig. Vi gør det ikke i en ond mening
    - og det er stadigvæk dig, der 100% bestemmer om det vi siger
    nu også er rigtigt for dig. Så lyt mere åbent til os andre,
    førend du bare ser os som "dine fjender"!

    Du kan godt ændre det, du tør se i øjnene er dit problem,
    hvis du 1. accepterer det og 2. øver dig derpå. Leg med vredesudbrud
    så at de ikke længere føles så farlige, som de vist gør for dig nu.

    En kærlig eftertanke
    og et knus fra Ebbe

    Se også en dag denne historie
    om at være på ros, og frygte for at få kritik.



Tilbage igen til Index