Hvad sker der i børnene,
når forældrene skændes helt vildt?
|
Dette er der skrevet mange barske bøger om
De bedste synes jeg er skrevet af børnene selv,
og de får nu støtte af videnskabelige undersøgelser
der peger i samme retning - se f. eks. disse:
Kan det ses hos børn i skolealderen?
JA! Psykologen Mary O'Brien fra New Yorks Universitet
har med fire kolleger nøjere undersøgt, hvilken betydning, det har
for børn i skolealderen, hvis de oplever voldsomme skænderier
imellem forældrene, som de selvfølgelig føler sig afmægtige
overfor at skride effektivt ind i eller at forandre på.
De fem forskere fik en stor gruppe skolebørn til at udfylde
et spørgeskema om deres oplevelse af skænderier i hjemmet
og talte med dem om dem selv, så de fik sig et bredere billede.
Børnenes mødre blev tillige interviewet om, hvad de mente deres børn
havde overværet af skænderier, samt om hvad de iøvrigt vidste
om børnenes adfærd i det daglige, hjemme og i skolen.
Endelig udfyldte børnenes klasselærer
et spørgeskema om børnenes adfærd og psykiske problemer i skoletiden.
Ud fra børnenes egne oplysninger og deres mødres oplysninger sammensatte
forskerne derpå et mål for den formodede "grad af oplevet skænderi i hjemmet"
for hvert barn og sammenlignede dette med det øvrige billede,
de havde af disse børn ud fra disse interviews.
De børn, der scorede højst på dette mål,
adskilte sig markant på flere punkter fra andre børn.
I deres selvbeskrivelse viste de en mere negativ selvopfattelse.
De havde et lavere selvværd og gav ofte sig selv skylden for det skete.
"Hvis jeg bare kunne være sødere, så ville Far ikke slå mor" etc.
I mødrenes beskrivelse blev de skænderi-ramte børn oftere
beskrevet som urolige og mere præget af "ydre" adfærdsproblerner som at lyve,
stjæle og selv at opføre sig aggressivt - både overfor forældre og søskende.
I lærernes beskrivelse af børnene
blev de dog ikke altid beskrevet som mere aggressive end andre børn
(det var åbenbart kun hjemme, de opførte sig mere aggressivt), men lærerne
bedømte børnene, som mere angste og nedtrykte end andre børn.
Og nogle af børnene var mere voldelige hjemme, som ude.
Det viste sig også, at de børn,
der forsøgte at blande sig i forældrenes skænderier
- eller som lod sig trække ind i skænderierne af forældrene
tog betydelig mere skade på alle tre punkter end de børn, der typisk
reagerede på forældrenes skænderier ved at fjerne sig fra de aggressive forældre.
Disse børn lagde ikke i samme grad skylden for det skete på sig selv,
men oplevede i højere grad "at Far og Mor er dum, og jeg uskyldig".
Den sidstnævnte måde at reagere på
havde dog også en væsentlig omkostning:
De børn, der typisk reagerede med "flugt" fra ufreden,
oplevede en meget mindre kærlig kontakt med forældrene
udenfor de ufredelige episoder, end bør fra hjem
hvor forældrene ikke skændtes så voldsomt
lige foran deres børn.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, 1998 7 (1)
Kilde: Brien, M., Bahadur, M Gee, C. Balto & Erber, 1997.
"Child exposure to Marital Conflict and Child Coping Response
as Predictors of Child Adjustement.
Cognitive Therapy and Research, 21 (1),
Forældrekonflikter
viser sig hos barnet: Men hvordan? (1994, 3(1))
At forældres skænderier påvirker børn stærkt er almindeligt kendt.
Forskning har påvist, at hyppig og voldsom konflikt samt uoverensstemmelse
mellem ægtefæller kan være en alvorlig trussel mod børns trivsel
Depression, tilbagetrækning fra andre, manglende social kompetence,
aggressions- og adfærdsproblemer samt dårlige skoleresultater
er blot nogle af de forudsigelige konsekvenser af at vokse op
i et stærkt konfliktfyldt familiemiljø.
Imidlertid har man savnet mere præcis information om, hvordan
ægtefællers særlige måde at skændes og at udtrykke vrede på påvirker børn.
Hvilke konsekvenser sådanne forskellige måder at forholde sig p
i parforholdet har for børns sociale og emotionelle udvikling
er indtil nu kun sparsomt belyst.
Dette har en ny undersøgelse nu søgt at klarlægge.
Konfliktfyldte børnefamilier blev undersøgt i to perioder,
hvor børnene var henholdsvis 5 og 8 år. Familier blev udvalgt,
hvor forældrene anvendte to forskellige typer konfliktstil:
Den ene gruppe var karakteriseret ved mønstret 'gensidig fjendtlighed';
dvs. begge ægtefæller udviser direkte fordømmelse ved hårdt at kritisere
den anden som person og såre dennes følelser.
Den anden gruppe anvendte mønstret 'fjendtlighed-tilbagetrækning',
hvilket vil sige, at kun den ene part var direkte åben fjendtlig,
hvorimod den anden forsøgte at undgå konfrontation.
Børnenes adfærdsstil blev registreret som
enten 'depressiv-tilbagetrukket' eller 'aggressiv-hyperaktiv'.
Resultaterne viste en klar sammenhæng
mellem ægtefællers konfliktstrategier og børnenes tilstand:
Børn af gensidigt fjendtlige ægtefæller var overvejende aggressive og hyperaktive,
hvorimod børnene i familier karakteriseret ved fjendtlighed-tilbagetrækning
udviste en depressiv, tilbagetrukket stil.
Undersøgelsen kunne desuden konstatere, at denne sammenhæng
ikke blot var midlertidig: Efter tre år, dvs. ved barnets 8 års alder,
holdt denne sammenhæng sig uforandret.
Hvis ikke forældre enten selv løser deres alvorlige uoverensstemmelser
eller får hjælp hertil, kan det altså få længerevarende negative følger for børnene.
ds
Kilde: L.F. Katz and J.M. Gottman (1993)
Patterns of martial conflict predict children's internalizing
and externalizing be-haviors. Developmental Psychology, 29, 6, 940-950.
|
Børn, der overværer
hustruvold får psykiske skader
Man har længe vidst, at mange af de børn,
der bliver fysisk, følelsesmæssigt eller seksuelt mishandlet,
som voksne får afvorlige psykiske mén, men hvad sker der egentlig hos de børn,
der ikke selv mishandles, men som er vidne til mishandling af deres mor?
kan det tænkes, at nogle børn er i stand til at beskytte sig imod disse ubehagelige oplevelser,
fordi de simpelthen ikke forstår, hvad der egentlig foregår?
Eller er det snarere sådan, at det rent faktisk
kan være lige så slemt at se på at ens mor bliver mishandlet,
som selv at blive mishandlet?
To australske forskere har undersøgt spørgsmålet
ved at finde en gruppe på 20 børn mellem 6 og 12 år, der havde overværet,
at moderen blev mishandlet. De stillede endvidere følgende krav til denne gruppe børn:
Der måtte ikke have været vold indenfor de sidste seks uger, og der måtte ikke
have været andre kendte traumatiske begivenheder såsom dødsfald,
alvorlig sygdom, alvorlige trafikulvkker eller lignende
Disse 20 "vidne-bøm" blev sammenlignet med 15 andre,
omhyggeligt udvalgte, børn i en kontrolgruppe, som med hensyn til alder,
køn og social baggrund lignede den førstnævnte gruppe og opfyldte
de samme udvælgelseskriterier, bortset fra at der ikke havde været mishandling
af moderen i deres familie
De børn, der havde overværet mishandling,
var i 17 af de 20 tilfælde flyttet væk fra gerningsmanden, som
enten havde været deres biologiske far (70% af tilfældene) eller en stedfader (30% af tilfældene).
Tidsrummet, der var gået siden mishandlingen, varierede fra seks uger til tre år.
Indenfor de sidste tolv måneder af samlivet med gerningsmanden
havde halvdelen af børnene oplevet op mod ti voldsepisoder og den anden halvdel flere end ti.
Tolv af børnene havde oplevet decideret livstruende vold.
På baggrund af et interview-skema,
der belyser posttraumatiske stressforstyrrelser (PTSD) hos børn,
viste det sig, at 19 af de 20 "vidne-bøm" havde PTSD, imens ingen i kontrolgruppen
led af PTSD: To af "vidnebørnene" blev klassificeret som milde tilfælde,
otte som moderate tilfælde og 9 som svære tilfælde a PTSD.
PTSD hos børn viser sig især ved, at børnene genoplever volden
i deres tanker, fantasier, dagdrømme og følelser. De reagerer ved
at undgå alt, der minder dem om volden og ved hele tiden at være på vagt.
Undersøgelsen bekræfter formodningen om, at det at overvære mishandling
er en belastning af samme størrelsesorden som selv at blive mishandlet.
Den høje forekomst af PTSD
kan tillige forklare de mange adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser,
der kendetegner børn fra hjem med hustruvold. De reagerer ofte med tilbagetrækning,
klyngen, hyperaktivitet, aggression, regressiv adfærd og koncentrationsvanskeligheder
- altsammen adfærd, som kan afspejle forskellige PTSDsymptomer.
Det er i øvrigt en iagttagelse fra nogle krisecentre,
at sønner, som bor dér sammen med deres mødre, udviser de samme symptomer
og tilpasningsproblemer som de drenge, der selv er blevet mishandlet.
Undersøgelsens resultat peger på
at det vil være klogt at have en forøget vagtsomhed,
overfor disse børn og nødvendigheden af at sætte aktivt ind
når børn klager ove,r at "far slår mor" - eller omvendt.
Referat af Thomas Nielsen,
lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, 1998, 7 (2)
Kilde: Kilpatrick, K. L. & Williams, L. M.
(1997): Post-Traurnatic Stress Disorder in Child
Witnesses to Domestic Violence. American Journal
Orthopsychiatry, 67(4), 639-644.
|
Hjem, oh hjem
du søde milde, hvor vi hyggede os,
dengang vi var børn i mit barndomshjem:
(klik på billedet, og se "idyllen" lidt tydeligere).
Tager børn virkelig skade af at se forældrene slås?
JA! Selvom mange forældre, der har oplevet vold i familien fortæller,
at de prøver at beskytte deres børn, så viser en lang række undersøgelser,
at børn i voldelige hjem ofte både ser, hører og blander sig i de voldelige episoder.
Børn er ikke uvidende, men ved udmærket godt, hvad der foresgår!
Fire amerikanske forskere fra Memphis Universitet
har gennemgået ikke mindre end 118 forskellige undersøgelser,
(en såkaldt meta-analyse) af de psykosociale følger hos børn,
der er - og har været udsat for vold mellem forældrene.
Deres megaundersøgelse viste ikke overraskende,
at der var en stor sammenhæng imellem at være vidne til vold og børns problemer.
Det at være vidne til vold var oftest forbundet med langt flere negative virkninger
end det ikke at være vidne til vold, eller kun at være vidne til verbal aggression
imellem forældrene. Blot at være vidne til vold adskilte sig imidlertid ikke fra
selv at blive udsat for fysisk mishandling mht. følgevirkninger hos børnene.
63% af de børn, der overværer vold mellem forældrene,
klarede sig dårligere end det gennemsnitlige barn, som
ikke havde været udsat for vold mellem forældrene.
Årsagen til, at der ikke er forskel i følgevirkningerne imellem
at overvære vold og selv at blive udsat for vold, er overraskende for mange.
De børn, som overværede vold og selv fik bank, klarede sig ikke dårligere
end de børn, der 'kun" overværede vold. Hvilket desværre peger på,
at vold i familien over et vist støjniveau er tilstrækkelig til
at have en forstyrrende virkning på børns udvikling.
De undersøgelser, der især byggede på mødrenes udsagn,
viste en større negativ effekt end de, der var baseret på børnenes egen beretning.
Der er flere mulige forklaringer på dette fund, herunder at mødrenes vurderinger
er stærkt påvirket af deres egen belastning, og den mulighed at børn,
der er vidne til vold minimerer deres egne vurderinger
p.g.a. benægtelse eller andre psykologiske forsvar.
I en række år har man været interesseret i om vold i hjemmet
påvirkede børn på den måde, at de selv blev mere aggressive og reagerede
udadvendt med destruktiv adfærd. Meta-analysen viste, at eksponering til vold
mellem forældrene var forbundet med både internaliserende (følelsesmæssige)
og eksternaliserende (adfærdsmæssige) problemer hos børnene i samme omfang.
Så svaret er ja - de lærer at det er ok at slå, ydmyge og få tæv.
Undersøgelsen viste også, at der var betydelige problemer for børnene
på det sociale- og skolemæssige område. Børn, der er udsat for vold i hjemmet,
har en lang række følge-problemer som reaktion på forældrenes vold,
både adfærdsmæssigt, emotionelt, socialt og skolemæssigt.
Mange senere stofmisbrugere kommer ligeledes
fra hjem, hvor er var mange tæv i luften.
Der var ikke meget i meta-analysen der tydede på,
at børnenes køn eller alder havde nogen særlig betydning.
Og der var ikke forskel i effekten på store befolkningsundersøgelser
sammenlignet med mindre kliniske undersøgelser fra krisecentrene.
Nogle få undersøgelser fandt, at forskolebørn (og specielt pigerne)
var mere udsatte end ældre børn, hvilket kan afspejle, at mindre børn
havde en større risiko p.g.a. deres begrænsede forståelse af konflikten,
og deres begrænsede evne til at udvikle strategier til at klare situationen.
Sammenfattende peger denne store meta-analyse på,
at der i dag findes et meget robust grundlag for at fastslå,
at aggression og vold mellem forældrene er forbundet med
ganske betydelige problemer for børnenes psyko-sociale funktion.
På den baggrund kan man ikke længere som behandler
eller privatperson tillade sig at minimere betydningen af,
at børn overværer vold i hjemmet. Det må bu siges
at være bevist at JA - det er ødelæggende
for børns nuværende, og fremtidige liv.
Ask Elklit
Lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, nr. 5, oktober, 2003
Kilde: Kitzmann, K. M., Gaylord, N. K., Holt, A. R. & Kenny, E. U. (2003).
"Child Witnesses to Domestic Violence: A Meta-Analytic Review."
Journal of Consulting and Clinical Psychology, 71(2). 339-352.
Herhjemme har Socialforskningsinstituttet
ved Else Christensen foretaget undersøgelser
af børn af mødre, der opholder sig i krisecentrer.
"Børn, der overværer vold mellem forældrene, vil ofte være rædselsslagne
og der vil være en stor risiko for, at deres socialisering tager skade.
Familier, der er voldelige har ofte relativt mange børn i hjemmet,
især småbørn under fem. Undersøgelsen peger på, at fysisk vold
er af størst omfang tidligt i ægteskabet, når børnene er mindre."
fandt hun i sin undersøgelse..
Ebbe´s konklusion:
Selvfølgelig er det bedst slet ikke at skændes
så vildt som her beskrevet, men det sker dog alligevel
hvad enten vi ønsker det eller ej - ind imellem for alle.
At udskamme og give skyldsfølelser og andre "slag på sjælen"
med en blid stille stemme, kan også være destruktivt.
Og der kan godt argumenteres for
at det er lærerigt for børn at overvære
at Far og Mor skændes og er uenige, sådan
at de lærer at voksne også kan være vildt uenige
- og alligevel holde af hinanden. Meget afhænger af
trygheden og den mere generelle stemning i hjemmet
og om konflikterne rent faktisk bliver løst derved
- eller om de bare bliver ved og ved.
Hvis skænderierne er meget intense,
og slår over i hån, slag og nedgøringer, fremfor
at I har fundet frem til en god måde at skændes på,
dvs. en, der fører til en afklaring), så er det reelt set farligt
at udsætte børn for dette uforståelige tåbelige kaos. I risikerer
meget let at de såmæn blot lærer at spille jer ud imod hinanden
- ala "Spil dem ud imod hinanden, og få din vilje." senere
eller at jeres børn totalt mister al respekt for jer.
Og det var jo ikke lige det, I ville opnå vel?
Gå en tur, eller gå ind i et andet værelse,
eller skriv nogle rasende breve til hinanden
hvis I er uenige om noget. Og diskuter videre
når følelserne ikke mere lukker helt af for fornuften,
eller bedre endnu: inviter gode venner på besøg osv.
- indtil I har lært impulskontrol og at holde kammertonen
f. eks. ved at have lært at kæmpe fair og mere kammeratlig.
Der er kort sagt mange andre måder at hitte på en løsning,
eller få ro, end blot at lade det vilde raseri tage magten.
for da taber alle - og ingen vinder noget.
Dr. Phill viste i en TV-udsendelse en god konkret ide,
nemlig en bamse til børnene, hvor en indbygget båndoptager
med klar tydelig stemme sagde "STOP - nu gør I mig bange!"
og "I ødelægger min fremtid, hvis I fortsætter med
at tale så frygteligt ondt til hinanden" osv.
Derved genvandt børn lidt indflydelse
på det der skete - og det hjalp.
.
|
|
|
Tilbage igen til Index
|
