Fagfolk, psykologer og psykiatere etc,
har forskellige latinske ord for psykiske kriser
og lidelser, mens befolkningen taler om at få et ´”nerve sammenbrud"
eller "at være på randen af et nervøst sammenbrud" - når man psykisk
set har det dårligt og trænger til hjælp.
I USA har man udover den almindelige statistik
derfor to gange med 20 års mellemrum, i 1976 og i 1996,
spurgt store repræsentativt udvalgte befolkningsgrupper, om de
det år havde følt sig på "randen af et nervøst sammenbrud", og hvis ja,
hvad der mon så havde været Årsagen til denne psykiske vantrivsel.
Desuden blev de spurgt om, hvad de gjorde for at klare situationen,
og hvem de så havde søgt hjælp hos - hvis de havde søgt hjælp
hos professionelle af forskellig art.
Resultaterne viste for det første,
at livet er blevet sværere i løbet af de sidste 20 år i USA.
I 1976 mente 20 % af befolkningen, at de havde været helt der
ude på randen af et nervøst sammenbrud. I 1996 var tallet steget til 26 %,
altså fra en femtedel - til en fjerdedel - hos de mange adspurgte.
Denne stigning kunne selvfølgelig også bero på
en mere udstrakt anvendelse af begrebet "et nervøst sammenbrud",
uden at der nødvendigvis var flere, der havde det sådant rigtig slemt.
Derfor er det interessant først at se på holdningsforskellen
imellem før og nu med hensyn til Årsags-forståelsen
og hvordan folk reagerer på psykisk vantrivsel.
Hvad angår årsager til at være på randen af nervøse sammenbrud
var langt den almindeligste årsag både i 1976 - og 1996 vanskeligheder
med andre mennesker. Det kunne være familie, bekendte eller kolleger.
Der var ikke sket nogen særlig væsenlig ændring i hyppigheden
og styrken af denne type af belastninger.
Men på to andre områder
var der sket påfaldende ændringer:
"'Dårligt helbred" hos en selv, blev i 1996 kun nævnt halvt
så ofte som i 1976, som årsag til optrækkende nervøse sammenbrud.
Imens "økonomiske problemer" i 1996 blev nævnt over dobbelt så ofte
som i 1976. Dette sidste kan måske undre i betragtning af, at USA
i de mellemliggende 20 år er blevet så meget mere velhavende,
at den gennemsnitlige købekraft er steget til ca.det dobbelte,
samtidig med der er kommet bedre socialhjælp i de tyve år
(som dog ikke når op i blot nærheden af den danske).
Hvad gør folk, der føler sig ude på randen af et nervøst sammenbrud?
"Jeg prøver at glemme eller undgå problemerne" var lige udbredt i 1976
som i 1996. "Prøver aktivt at løse problemerne" optrådte langt hyppigere
i svarene fra 1996 end i 1976, hvilket jo er en positiv udvikling.
Den største ændring
lå i kategorien "Jeg prøver at tale med mine nærmeste
om problemerne". Den løsning var i løbet af 20 år steget fra 12 % til 28 %!
Hvilket tyder på, at den almindelige amerikaner nu er blevet meget bedre
til at søge hjælp ved at tale med sine nærmeste om problemerne
end man var for 20 år siden. Altså stik modsat Fordommen
om at man "i gamle dage altid kunne klare det i familien."
Den tredje løsning: "at søge hjælp hos diverse professionelle"'
var sjovt nok faldet en smule i 1996 - fra 49 % i 1976 til 42 %!
Dvs. der er ikke sket den stigning, som mange tror er sket.
Til gengæld var der sket en stor ændring
mht. hvilke slags professionelle, man søgte hjælp hos.
Den praktiserende læge blev i 1976 nævnt af 31 %,
men kun af 17 % i 1996.
De lægelige specialister i sindslidelser, psykiaterne,
blev dengang i 1976 opsøgt af 8 % - men kun af 3,5 % i 1996.
Til gengæld var henvendelser til "psykologer og andre rådgivere"
steget fra 4 % i 1976 - til omkring 18 % i 1996.
(Og her i 2005 er tallet sandsynligvis endnu højere).
Det ser således ud til, at befolkningen i USA
der føler sig på randen af at få "et nervøst sammenbrud" i 1996,
i mindre grad end i 1976 opfatter problemet som et lægeligt-medicinsk.
De ser i dag mere det som sker, som et psykologisk-socialt anliggende,
som i højere grad behøver en samtale og dialog, end kun en pille.
Den samme ændring i holdning og "behandlings tendens"
vil sandsynligvis også kunne registreres herhjemme
hvis nogle fik lyst til at undersøge tendensen.
Referat ved Thomas Nielsen.
Lektor på Psykologisk Institut, Århus.
red. af Forskningnyt fra psykologien,
Kilde: Swindle Jr., R., Heller, K., Pescosolido, B., & Kikuzawa, S. (2000).
Responses to Nervous Breakdowns in America Over a 40-Year Period.
American Psychologist, 55 (7), side 740 -749
Forældretab i barndommen
giver forøget risiko for panikangst hos voksne .
Mange mennesker lider af en eller anden form for angst, der kan gøre
livet temmelig plagsomt, især hvis angsten fortsætter i længere tid. Derfor
er det selvfølgelig vigtigt at finde ud af, hvilke årsager der ligger bag
den megen angst, men det er først i de senere år, at der er blevet
udført egentlige videnskabelige undersøgelser over dette problem.
Et forskerhold fra universitetet i North Carolina, USA, har for nylig
udført en undersøgelse, der viser, at tab af en af forældrene i barndommen
enten ved dødsfald eller skilsmisse kan give øget risiko
for senere hen i livet at lide af panikangst.
Man deler nu om dage angstlidelser i fire grupper, nemlig
1) generel angst, hvor angsten ikke er så stærk,
men til gengæld næsten hele tiden er til stede,
2) fobisk angst, hvor angsten fremkaldes af en helt bestemt situation,
der i andres øjne ikke er farlig,
3) panikangst, hvor man lider under pludselige voldsomme angstanfald,
der ofte kommer "ud af det blå" samt
4) angst, der er knyttet til tvangstanker eller tvangshandlinger.
Det omtalte forskerhold interviewede næsten 4000 mennesker,
der var udvalgt således, at de var repræsentative for alle indbyggerne
i North Carolina. I det pågældende interview blev personerne dels spurgt
om deres barndom og her især om, hvorvidt de havde været ude for tab
af en eller begge forældre. Desuden blev de omhyggeligt udspurgt,
om de inden for det sidste halve år havde oplevet symptomer
på en af de fire omtalte angstlidelser.
Denne del af undersøgelsen blev foretaget ved hjælp af
den officielle amerikanske diagnoseliste, således at man kunne være sikker på,
at de forskellige interviewere benyttede samme definition på de fire angstlidelser.
Omkring 10% af alle de udspurgte personer
havde oplevet et forældretab i barndommen, og det viste sig,
at disse personer gennemsnitligt havde flere angstsymptomer end de
mere heldige 90%, der ikke havde været ude for forældretab i barndommen.
Men det var kun inden for gruppen af panikangst,
der var en virkelig stor forskel på de to grupper. De, der havde
haft et forældretab i barndommen, havde næsten fem gange
så ofte symptomer på panikangst som de øvrige personer,
mens de "kun" havde ca. 1.1/2 gang så mange symptomer
på de øvrige tre former for angstlidelse.
Forfatterne konkluderer, at tabet af en af forældrene i barndommen
godt kan give øget risiko for panikangst, men ikke i væsentlig grad
for de tre andre former for angst.
Thomas Nielsen.
Forskningsnyt fra Psykologien, 1994, 3 (1)
Kilde: J.L. Tweed et al. (1989). The effects of childhood parental death
and divorce on six-months history of anxiety disorders.
British Journal of Psychiatry, 154, 823-828.
Du kan se et tankevækkende eksempel på dette her:
www.psykoweb.dk/depression/mortab.htm
Lidt mere om
det at lide af en Socialfobisk angst:
"Socialfobi er den hyppigste af alle angstlidelserne
og forekommer hos cirka 10 procent af de vestlige landes befolkning",
siger Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri. Ensomhed blandt unge
er et stigende problem, og en altoverskyggende og overset grund til problemet
er socialfobi, mener hun.
Socialforbi er en oplevelser af intens angst, anspændthed og ubehag,
når man skal være sammen med andre. "Problemet er, at de, der har socialfobi,
tror, at når de mærker angsten i kroppen, så er det et tegn på,
at andre nu reelt er ved at tænke dårligt om dem."
Mennesker med socialfobi mistolker deres angst i kroppen
som udtryk for en fjendtlig omverden. Samtidig er angsten medvirkende til,
at deres præstation automatisk daler, da det kan føles, som om man ’går ind i en osteklokke’".
Socialfobi adskiller sig fra generthed ved, at man forsøger at skjule sin usikkerhed
ved sikkerhedssøgende adfærd. Mange ender også i et misbrug af den ene
eller anden slags, i forsøget på at afhjælpe symptomerne.
Rådgivning og behandlinger meget vigtig,
da socialfobi meget ofte er en kronisk (dvs livslang) lidelse.
Der skal sættes ind i tide, da det er sjældent, at folk med socialfobi selv tør søge hjælp.
Oplysningsmateriale i skolerne og børne- og ungekampagner kunne sandsynligvis
redde mange fra et langt liv med store problemer. Både i samfundsøkonomisk
og menneskeligt perspektiv vil det være en stor gevinst
at sætte tidligt ind over for angstlidelser, skriver hun.
Set i NetDoktor, 20 juni, 2003.
Du kan læse mere om SocialFobi og Socialangst her:
/www.psykoweb.dk/angst/Socialangst.htm
+ //www.psykoweb.dk/angst/0versigt.htm
+ se en interessant artikel
om, hvad de fleste frygter at dø af
www.sixwise.com/newsletters/05/07/13
- versus det, som vi reelt set, dør af :
|