Teksten er nemmere at læse, hvis du udprinter.


"Blot desperat og panisk at prøve at undgå et problem,
vil kun føre dig længere væk. Det er en forkert metode.
Selve det at engagere sig dybere i at forstå det svære,
det er den rigtige måde." - Dalai Lama


Lidt om "at gå død",

føle lammelsen i angstens greb
- til igen at komme ud i friheden

Dette er der selvfølgelig
mange teorier om og synsvinkler på
- som alle har fat i en del af sandheden.
Her er nogle af dem, som jeg har fundet nyttige
at have omme i baghovedet, når jeg møder
et bange og ængsteligt menneske:


Angst har mange ansigter
og kan være udtryk for meget forskelligt:
Personligt og fagpsykologisk skelner jeg imellem:

1. Den nemt forståelige angst og panik.
2. Den - i starten - helt uforståelige angst.
3. Og så den angst, der er et resultat af dråben,
....som endelig fik bægeret til at flyde over.

Lad os se på disse 3 angstformer, en for en:


1. Den forståelige angst.
Kernen i den historie du dybt rystet, fortæller er:
Der er sket noget virkelig rædselsfuldt og fatalt i dit liv.
Du kan ikke gå til modangreb, du kan ikke flygte, du er lammet.
Pulsen hamrer bare løs, kroppen stivner, øjnene stirrer blindt ud,
og tankerne står totalt stille, eller kværner bare vildt rundt.

Du taber helt pusten, kan ikke trække vejret, kvæles
og dette udløser selvsagt derpå snart Panikfølelsen,
- hvor du blot kæmper for dit skrøbelige liv
som var du ved at drukne i Atlanterhavet.

Et jordskælv rystede din normale trygge tilværelse
Selvklart vil en overvældende stor voldsom hændelse
og en reel ondsidig trussel, let kunne få os alle sammen
til at føle en vild angst, panik og rædsel. En sådan intens
rædselfuld følelse, kan det være meget svært at ryste af sig
bagefter... Ganske ligesom du heller ikke så let glemmer
intense glæde og raseri stunder lige med det samme.
Selve intensiteten kan være meget voldsom
og medføre at det ligesom "brænder sig fast."

Rædslen kan brænde sig ind på nethinden og i sjælen,
så "brandsåret" derpå kræver en hel del pleje og afvaskning,
forløsende gråd og støtte, inden du igen kan se og tænke klart.
Dette kaldes for kriseterapi. (Og denne yderst forståelige
angst og panik, har sin helt egen dynamik og forløb,
som jeg ikke vil skrive så meget om her.
(Se udsøgte link herom, senere).


2. Angst kan også
være helt uforståelig.

Ja opfattes som en personlig fornærmelse.
Pludselig mærker du en uro, ængstelse og angst?
ja måske oplever du endog at få et vildt panikanfald.
Uden at der er sket noget særligt truende i dit liv.
Der er ikke altid en direkte ydre anledning,
når angsten pludselig overfalder dig.


Denne angst kan forståes, som støj
fra en indre kamp imellem to eller flere sider af dig,
som i stedet for at støtte og suplere hinanden, af en
eller anden ukendt grund, nu fastlåser dig
i en indre borgerkrigstilstand.

Et symptom er som en røgalarm, der hyler
fordi at det brænder på - et eller andet sted.
Oftest nøjes man med blot at slukke for alarmen
fremfor at se nøjere efter, hvor der brænder på.

Panikanfaldet kan minde lidt om det som sker,
når du med den ene fod speeder din bil kraftigt op,
imens du med den anden bremser alt, hvad du kan.
Hele bilen vil snart begynde at ryste og dirre
- og du kan let risikere at miste kontrollen.
Sker det - oplever du en ren rædsel
og det er - ja rædselsfuldt!


Kortslutningen
stammer oftest fra en bagved liggende
barnlig konflikt, som du endnu ikke har fundet
en kreativ og mere nutidig Selvstøttende løsning på,
måske på grund af en manglende træning i barndommen?

Som voksen gentager du derfor måske din barndoms træning
i at fortrænge - glemme eller på anden måde undgå konflikter
også i situationer, der kræver at du råber op og slåes.
Du er totalt uforberedt, når du en dag har brug
for at stå fast og kæmpe for noget du mener
og virkelig ønsker du kunne kæmpe for ...
I stedet for at "svare for dig", bliver du
ordløs - og føler dig blot afmægtig

... hvorfor du selvklart også hader netop det
som du vil kunne vokse ved:

Mød udfordringen med øvelse, øvelse og øvelse.
I stedet for at konstatere at her er der vist noget,
som du ikke er særlig god til - og derfor
behøver hjælp og træning i at mestre
så drukner du blot i afmagtsfølelsen
- og lærer intet af det skete.

"Hvis jeg ikke
kan klare det i et hug, og bare gøre det helt rigtigt 1. gang,
dvs. netop som jeg synes at det burde gøres, nemlig perfekt,
ja så føler jeg et sandt raseri imod mig selv vælde op i mig",
som en angstplaget mand sagde til mig.

Det svarer lidt til at jeg aldrig tidligere har spillet klaver
men første gang jeg prøver på det, så forventer jeg
af mig selv at jeg lyder næsten ligesom Mozart.
Idealer og virkeligheden ramler sammen
og jeg fordømmer mig selv ud fra
idealet fremfor virkeligheden.


De hjem, hvor alt skulle være så pænt og roligt,
og hvor alle er ih så fornuftige, at man aldrig skændes.
Ja børn herfra er selvklart heller ikke særlig gode til det
at kæmpe, når de en dag kommer ud i et barsk stormvejr
Eller når den alt for stramme selvkontrol skrider ud
som en bil i vild fart på en isglat vej.

Det ufærdige opleves som en personlig fejl,
fremfor at opleves som en af livets lektioner,
hvorfra du kan lære noget, du ikke kunne før.


Alle trives bedst i Medvind.
Selvfølgelig har du derfor en masse selvtillid,
når du stille og roligt kører derudad i solskin
og har medvind.
Din reele selvtillid mærker du
dog først, når du pludselig er ude i modvind
- og når "det hele" for alvor brænder på.

Ligesom følelsen af altid at blive skældt ud
og kun at få tæv, udskamning og evig skyldsfølelse,
jo ikke er særlig befordrende for din voksne selvtillid
Bange, frygtsomme, kedelige og afmægtige forældre,
får dito børn. Livsangst smitter.

Det kan minde lidt om,
at du hidtil har gået rundt i skoform nr. 36
men i mellemtiden er du nu er vokset til størrelse 42.
Selvklart vil du da føle et stort indre pres på foden,
der vil klemme, stramme og gøre ondt.


Men,
som du sikkert godt ved?
er tryghedsnarkomani og det "at gå i for små sko"
åbenbart at foretrække for mange, fremfor at turde
gå barfodet og lidt mere sårbar en tid, så tæerne
og ens sind derved kan rette sig bedre ud imod
alt det nye, som du ikke kender - endnu.




3. Og angsten kan gradvis
vokse frem fra en langvarig konstant indre uro, stress,
frygt og ængstelsestilstand, der hos nutidens mennesker ofte
skyldes en indre kamp imellem disse 2 vigtige sider af dig.
som du har utroligt svært ved at få til at samarbejde.
I stedet for synes de at bekæmpe hinanden:

A: "Mig, sådan som jeg burde være,
og jeg godt kan lide at være - og se mig selv."

Og bag A, er der en helt anden side af dig, nemlig:
B : "Mig, sådan som jeg reelt har det , nu, og her!"

Vi kan også her tale om et frontalt-sammenstød imellem
"Mit Idealiserede SuperEgo-Billede" af mig selv
imod "Mig, sådan som jeg reelt set er nu i dag".
som kloge gamle Karen Horney kaldte
vores kulturs neurose.

(Hvis dette sammenstød imellem illusion og fakta
er gået hen og blevet en vane for dig - og igen og igen
udløser et voldsomt blindt raserianfald, fremfor angst
- og en efterfølgende kollabs ned i afmagt og selvmedlidenhed,
læs mere om dette dilemma, via et klik her.)


Eller dobbeltheden sker:
når du er vred, såret - ja rasende på X,
men også meget afhængig af X ´s kærlighed.
Også dér kan du meget let blive fanget og låst
fast imellem 2 meget intense stærke følelser.
På den ene side - og samtidig også ...

Du kan læse en uddybelse heraf
mht. Polarisering i Parforhold via et klik her


Eller du føler dig fanget
i på den ene side at have en stor lyst til at skrige,
græde, rase ud - eller på anden måde gøre oprør
imod al den pænhed, forstillelse og ligegyldighed,
som du oplever er omkring dig.

Men du bider det sørme pænt og hurtigt i dig igen,
fordi ... du jo også ønsker at være et pænt, fornuftigt,
og desværre også: lydigt - og frygtsomt menneske?
Den indre konflikt tror jeg alle kender til
- i større eller mindre grad.

Som Janteloven antyder
så er det aldrig let at bryde ud af flokken
og turde stå ved sig selv, som man er - anderledes
og forskellig fra de andre. Misundelsens grønne øjne lurer
og bryder let ud i en ond skadefro latter, når de fejler,
der er så dumme at tro, at de er - og ved noget.
"Ha ha ha - du tror nok, at du er noget?"

Pointen er, at du både kan se og forstå
angsten som en direkte følge af en fastlåsning
imellem 2 lige stærke sider af din personlighed.
En selvbevarende gammel trang imod det sikre
- og en tilsvarende sult efter det ukendte og nye.



Og den helt uforståelige angst?
En voldsom uro og et angst -panikanfald kan godt være
en logisk følge af en længere tids indre uro og stressopsparing.
Der pludselig en dag bryder ud, som en vild ildregn og en gassky
fra en vulkan af tilbageholdte følelser, sultne behov og indre tanker.
Det er derfor, at "anfaldet" virker så kaotisk og diffust i starten,
at du selv - og mange andre - også bliver forskrækket.
Rædsel i sin rene form, er selvklart skræmmende,
både selv at føle - og at overvære.

Du kan læse mere om
diffuse kaotiske angstudbrud her:
/
www.borderlineforeningen.dk/
+ se rundt i //www.katrinesverden.dk/
+ om angst i selvterapeutisk kunst

Et voldsomt og "helt uforståeligt sammenbrud" kan
( i bagkundskabens ulidelige klare lys) vise dig sandheden
i ordsproget: "en lille tue kan godt vælte et alt alt for højt læs".



Angsten har mange ansigter
Det fælles er, at angst ikke skyldes en bakterie, virus
en fatal hjernefejl, en indre fejhed eller anden karakterbrist,
men oftest er angst en yderst forståelig og logisk følgevirkning
af en længerevarende intens indre - eller ydre - konflikt, som kører
dig helt der op, hvor du en dag kun kæmper for dit liv.
Panikken skruer dig ligesom op, trin for trin
og du taber tilsidst helt selvkontrollen,

Dette blot een gang
at have oplevet sådan en voldsom og meget intens skrækoplevelse
er selvfølgelig meget svært at glemme. Oplevelsen "brænder sig ind"
i Amygdala, hvorfra der i lang tid efter gyset, genudsendes "Fare!"-signaler.
Sådan, at oveni hverdagens trusler og krav, holdes gryden nu i kog
af frygten for igen at få et nyt panikanfald/ tab af selvkontrollen.
Hos nogle står adrenalinet dem næsten helt ud af øjnene,
så de ser ud som robotagtige zombier, der tappert
bare "lige holder sammen på mig selv".

Selve dette konstant at gå og frygte for "det næste anfald",
holder adrenalinniveauet oppe på et så højt niveau, så der blot
skal et lille exstra puff til - førend "Uro-bægeret løber over"
Vi taler her om "angsten for angsten"
-
som er et stort problem i sig selv.

Brændt barn skyer ilden.
Ja, og vi voksne kan bedre lære os at tænde ild
uden at brænde os, som vi gjorde dengang.
Slow make fast.



Uanset årsagerne

er det første
trin ud af lammelsen også det sværeste trin:
Din accept af at du må starte netop dér, hvor du er nu.
Du kan ikke ændre på en situation, du ikke tør se i øjnene.
Så stop flugten, vend dig om og beslut dig for at åbne øjnene
og se nøjere på det, der så kommer frem eller imod dig.

Du må tage en fast beslutning om at ville leve mere ærligt
og modigt. For nu vil du møde verden, sådan som den er.
med dig - sådan som du nu engang er, lige nu og her.

F. eks. med højt at turde sige: "Ja, ok jeg er bange nu."
eller måske indrømme: "Det her kan jeg altså ikke klare alene!"
Det er især svært for mænd at indrømme, men der er nu
også mange kvinder, der hellere vil dø end tabe ansigt..


En almindelig fejltagelse:
Hvis du nu i et stykke tid har klaret dig
rimeligt godt, har du derfor en forventning om,
at nu kan det da kun gå fremad! Ala en illusion om,
at lige nu går det godt = ergo er jeg ok, har påny selvtillid.
Fordi - jeg har det bare godt, sådan har jeg det altså lige nu.

Men så går noget galt,
igen, noget mislykkes - og du snubler.
Og trin for trin går det lynhurtigt fra det irriterende
- til det totalt håbløse. Og der, hvor du burde række ud
og turde sige: "Hjælp mig lige, jeg føler mig helt håbløs
og bange nu, fordi jeg ikke kan klare dette her alene"
ja netop dér, kryber du blot sammen, bliver tavs
og gemmer dig som en forskræmt dådyrlam,
der har fået øje på en ørn højt oppe ......
Du reagerer i ren og skær selvforsvar.

Du siger ikke noget, lukker af
og bider bare tænderne sammen og forsvinder mentalt set væk.
Det går derfor værre, tingene mislykkes. Du mister selvtilliden
og begynder at tænke, at "det jo nok er mig, som bare er helt
forkert og håbløs
. Og fordi jeg føler sådan nu - så tror
jeg let at det er Mig, der er håbløs og mislykket.


"Men sådan
er jeg da overhovedet ikke!" ,
siger du så vredt til
Håbløshedsfølelsen,
- som i stedet for at gå væk, blot forstærkes
ved at du ikke vil accepterer din nuværende følelse
af angst, stor åbenhed og usikkerhed. Du kæmper blot
endnu mere ... og uroen vokser så frem til afmagtsfølelsen,
- og måske en yderst reel hjælpeløshed og håbløshed.
Du kæmper og kæmper, mest imod at føle noget
og udmattes selvklart derved mere og mere.

Pludselig kommer angsten så, og skyller hen
over dig, som en stor utæmmelig tidevandsbølge
og du føler som i en trance at du dukner i havet.
Det er i sandhed - rædsel fuld.

Det mest naturlige ville da være
helt spontant at bede en ven /veninde om hjælp.
Men så hører du denne velkendte anden indre stemme:
"Nej! - - for hvad vil han /hun da så ikke tro om mig?",
Og du lader derpå igen blot det hele køre rundt og
rundt, indeni. Det bliver det ikke spor bedre af.

For jo mere at du lukker dig inde i en skal,
jo mere angst, afmagt og tankeforvirring vil du da
logisk nok føle. Du kan godt leve livet i et fængsel
- men det bliver sørme også kun derefter.


Du er altså ikke svag,
syg, forkert eller skør,
blot fordi
at du føler dig svag, syg, forkert eller skør!

Ligesom Selvtillid - er Angst først og fremmest en tilstand
og derfor ikke noget som er særligt stabilt og vedvarende.
Som din viden om, hvem du er, og hvem du også
godt kan være - og hvad du i øvrigt kan og vil
såvel i dine egne, som i andres øjne.
Ingen følelser er særlig stabile.


Følelser, ja de kommer
...og går, men
din Selvopfattelse
(dvs, det som du siger om, og føler for dig selv),
kan godt være meget mere stabilt, end dit følelsesliv.
Dvs. at uanset, hvordan det nu føles at være dig
- ja så ved du godt, at du basalt set er ok.

"Ok - og ja ja, men ... hvem er jeg da?", spørger du
så måske ud i verden ... som om nogle kan svare dig på det.
Vi venter jo på DIT svar.


Hvem er du egentlig?
"Jeg er MIG, så længe jeg lever og oplever noget."
"Ok", svarer jeg. "Fortæl mig noget mere om dig?"
De nemme svar fører ligesom ingen steder hen.
Spørgsmålet kan bedre stilles således:

Hvordan er du dig?
Hvordan føles det at være dig på den måde,
som du er DIG på - f. eks. lige nu og her
.... i netop denne situation ?


Hvem du er, skifter hele tiden.
Fordi på den ene side er du hele tiden
den samme - og samtidig er du jo mange vidt
forskellige hoved- og bipersoner, der hele tiden
veksler -- og beviser, at du ikke bare er dit Ideale
og fantastiske SuperEgo-Jeg - men meget meget mere.
(
Dette kan du læse mere om, via et klik her)


Hvordan føles det at være dig
lige nu, imens du læser disse ord?

Bliver du bange,
når jeg spørger dig om det?




Læs mere her om, hvordan
du konkret kan forebygge et angstanfald.
Om at bryde ud af hjælpeløsheden
ved at lære at tænke mere med sig selv
.


Mere om kognitiv terapi
mht. selvaccept og selvtillid



Tilbage igen til Oversigten
over cyberkurset om angst og panik