Digte om angsten
for ikke rigtigt at have levet

og frygten for at dø - uden at have sat sit fingeraftryk
og gjort verden bare en lille smule smukkere eller bedre.
.







Set med jordens øje
er vi blot små abebørn med trætte ansigter,
født af magiske livsprocesser hinsides vores forstand,
der startede på denne planet for 4.5 milliarder år siden.

Set fra et kosmiske tidsperspektiv
er det såmæn kun ca. 4 - 7 millioner år siden,
at en sjov, stærk, sårbar og intelligent abe rejste sig op
og startede Mennesket lange rejse hen imod sit nyeste Selv billede
af sig selv, som ... øh jordens hersker. En menneskeopfattelse,
der igen og igen møder den barske uvenlige Virkelighed.
Måske er det derfor, at solen ler?




Dette urgamle fælles livsforløb
er nu vores store fælles historiebog,

som vi alle - hver på sin facon - stadigvæk ihærdigt
skriver videre på, og laver vores unikke historer ud fra,
Selvfølgelig stærkt præget af den kultur og den tidsalder
vi lever i nu - som vi så tror, er ALT, hvad der er og kan siges
om kunsten at leve - dvs. om det at være dig og mig osv.
og ... ja så glemmer vi desværre alt for let, hvordan
at vi i dag bare ler af igårs overtro og fejltagelser
For de, der ikke lærer af historiens gang,
vil uvidende blot gentage den:


Det, som er specielt menneskelig = vores kulturliv,
startede først for alvor, da vi lærte at tænde et varmt bål.
Det åbnede op for en bedre madlavning, lys om aftenen
og et mødested for historier og fælles planlægning
af den næste dag og om at gøre hulen lidt bedre.
Og derfra gik det hurtigt.

Med denne skelsættende nye evne til selv at tænde ild
begyndte vi - som de eneste dyr - at lave verden om,
så den blev bedre at leve i - for os. (Alle andre dyr
må jo blot nøjes med tilpasse sig, det som nu er
og det vi mennesker kan finde på).



Ud fra et lidt mindre tidsperspektiv startede
din og min historie for 2 - 300.000 år siden i Afrika.
Da den store istid var ovre for 130.000 år siden begyndte
den første bølge af de stærkeste og mest hårdføre mennesker
der siden blev til Neandertalerne, at forlade Afrika og befolke Europa.
De levede i små og store stammer - og de levede godt og fredeligt,
men blev kun ca 40 år (læse mere derom i "Hulebjørnens Klan"
af en af mine ynglingsforfattere: Jean M. Auel
Bøgerne bygger på arkæologiske fakta!)


Den næste store kreative eksposion af
menneskets evige længsel efter noget nyt,

skete for kun 90.000 år siden, da vores nøgne glathudede
lidt kvikkere og meget mere sårbare indvanderforfædre og mødre
rejste ud og væk fra The great Riff Valley i Afrika. Hver generation
rejse derpå et stykke længere og længere og længere væk.Og fortrængte
derved de stivsindede og langt mere konservative Neandertalere,
ud til Gibraltar - hvor de desværre sygnede helt hen og døde.

Denne 2. indvanderbølge nåede Asien og Australien
for kun 15 - 20.000 år siden, hvor de måske
mødte nogle, der havde startet deres rejse
som neandertalere i den 1. bølge.

Menneskets relativ korte, men store historie er
også historien om, hvordan utrolig mange nye
og forunderlige kulturer, sprang frem
blomstrede - og forgik, som du ved,
i en lang historisk kædeproces.

Det sjove ved alle disse flotte kulturer er,
at de alle troede, at netop den måde, som de tænkte på,
og derved det de følte og det de gjorde, var slutningen på
og den helt store Sandhed om, hvem vi mennekser er.
Sandheden er, at der ikke er nogen sandhed derom.


Også i dag
rummer vores sind ar og glæder af det,
vi har været med til, siden tidernes morgen.
Der er ar og rynker af alt det, som var svært
og smilerynker af alt det, som vi har været med til.
Hver enkelt af os er født ud fra et tilfældigt øjeblik,
- som en vigtig og forgængelig perle på en lang snor.

En dag,
måske for sent ?
lærer mennesket endeligt at vælge smukt,
fremfor kun det fornuftige, dvs. det der kan betale sig,
det rentable eller det allermest ødelæggende, nemlig krige.

Da vil vi foretrække det, som er vedkommende
for det ligegyldige. Vi vil vælge det som er godt og smukt.
Konflikter og mislyde vil selvfølgelig altid opstå og inspirere,
men glæden og fordybelsen i det NU, vi er midt i, vil dominere.
Vi vil måske endda lære at kunne rumme fortidens historier,
og se frem til fremtiden - alene fordi at den stadig er ukendt
og fælles for os, der oplever det - som da vil ske.

En dag
måske, vil samfundet kunne rumme os alle:
Dem, der kan en masse, og alle os, der kan lidt mindre,
ja de glade og hjertelige, de sure og sære, de som er anderledes.
Og børn vil måske blive betragtet, som det mest gyldige bevis
på vores eksistensberettigelse og ses som en rigdom
fremfor som en økonomisk belastning.

Måske kommer der en dag
hvor en pædagog, der passer på dine børn,
får dobbelt så meget i løn, som din bankmand,
der bare passer på dine penge?

En dag
vil vi måske kunne udvikle en kultur og et samliv,
hvor alle aldre kan røre ved hinanden med hånd og hjerte.
Arbejde, venskaber, fritid, naturen og bolig kan blive enheder
og flerheder, som danner et nyt grundlag for en ægte vækst.
Og materielle og kulturelle kræfter vil kunne kombineres
med den ny superteknik, en levedygtig og værdig etik
og fremtiden bliver til en utrolig mangfoldig hverdag,
hvor kun de få, som selv ønsker og vælger det,
føler at de kun er et lille hjul i et maskineri,
de ingen indflydelse har på.

Der vil måske opstå en tro på livets egen værdi
og religion i den mere snævre stil vil være unødvendig.
Der eksisterer ganske enkelt ikke noget mere spirituelt,
dvs. opløftende, end at se ind i et andet menneskes hjerte
og favne livet, kærligheden, stjernerne og hinanden.

Med rimelig god plads til dem, som
måske grundet en forældet angst og noget kun de selv forstår,
stadigvæk må have deres frihed til at dyrke de gamle guder.
Der vil kort sagt være en voksende forståelse for
at livet og universet simpelthen er alt for stort
til at vi nogensinde vil kunne forstå det hele.

Måske vågner vi en dag og indser,
det er lige så vigtigt at dyrke sin nabos have, som sin egen.
At det væsentlige er, at få tingene og menneskevarmen til at gro.
Kun Palle er helt alene her i verden, vi andre
ja vi er her sammen med hinanden.

På det tidspunkt ophører voksenlivet
måske med at være et trist og angstpræget mareridt?
En dag, måske forsent, vil vi kunne række hænderne frem
og byde de nyfødte velkommen til en verden, der er god at leve i
og hvor alle jordens børn vil være vores børn,
fordi vores hjerter nu er uden rynker.

Uden den tro, dette håb til fremtiden,
hvad lever du og jeg så for?


(Inspireret af digtet "Angstskrig"
af Erik Schjørring)



Og her er
et andet digt, jeg elsker:

Do Not Go Gentle
Into That Good Night
by Dylan Thomas

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at the close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning
they do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.

Rage, rage against the dying of the light.





I don´t want to...
by Mary Oliver

When death comes
like a hungry bear in the autumn:
when death comes and takes all the bright coins from his purse
to buy me, and snaps the purse shut:
when death comes

when death comes
like an iceberg between the shoulder blades,
I want to step through the door full of curiosity, wondering;
What is it going to be like, that cottage of darkness?

And therefore I look upon everything
as a brotherhood and a sisterhood, and look upon time
as no more than an idea, I consider eternity as possibility,

and I think of each life as a flower,
as coming on as a field daisy, and as singular
and each name is comfortable music in the mouth,
tending, as all good music does, towards silence,
and each body I see as a lion of courage,
and something precious to the earth.
It is not up to me to judge others,
but to wonder and try to enjoy.

When it's over, I want to say: all my life
I was a bride married to a bridegroom,
taking the world into my arms.

When it's over, I don't want to be thinking about
if I have made my life something particular or golden.
I don't want to find myself sighing and frightened,
sad and angry to be leaving without fullfillment
or full of argument.

I don't want to end up
simply having visited this world.
I want to say I have enjoyed my life here
and die with a smile full of life s sweetness.


+ se også Virginia Satirs digt om at leve



Tilbage til
Oversigten over angstkurset


Tilbage igen til Index