Nogle siger:
"Ak ja, sådan er livet altså også !
Mennesket har jo altid haft disse store og små op- og nedture.
Sådan er det altså bare at være menneske."Suk, og støn",
siger de - med en stor trist resignation i stemmen.
Albert Camus + se 2, sammenligner
vores menneskelige situation med Sisifos
som var fordømt til at rulle en sten op på en høj,
for derefter at se den rulle ned igen, og igen. Og igen.
Vi falder aldrig til ro, bliver aldrig mætte og tilfredse,
når aldrig frem. Altid er vi på vej, og igen og igen
prøver vi og forsøger vi på, at ...
"Sisyfos-myten", (Gyldendal, 1967) starter således:
"Der findes kun eet virkelig alvorligt filosofisk problem:
Selvmordet. At afgøre om og for hvad, livet er værd at leve
- eller ej, er at besvare livets grundspørgsmål." Camus så
en stor frihed i det kreative oprør imod det absurde
og i blot bevidstløst at blive ved og ved med
fortsat at miste følingen med dig selv, og os
her i dette alt for korte forunderlige liv.
"Midt i vinterens sorte selvfordybelse lærte jeg
endeligt, at der findes en uovervindelig sommer i mig."
og den reneste af alle glæder, er at opleve livet lige nu
og her på denne barske jord. Den eneste sande forhindring
er, at vi opgiver og dør alt for tidligt." sagt af A. Camus
+ se disse sjove nutidige svar på absurditetens udfordring:
....www.planetozkids.com/oban/legends.htm
....www.rider.edu/~suler/zenstory/zenstory.html
+ læs mere om Sisyfos her
/dbanach.com/sisyphus.htm
Der er ganske rigtigt
ingen mening med livet - andet
end den mening, vi selv giver vores liv.
At erkende dybden og angsten i denne sandhed
giver dig frihed fra diverse guder: de andres øjne
og hvad der ellers bremser dig i at leve dit eget liv.
For mange er livet ikke så værdifuldt
"Jeg har da også nogle dage, hvor jeg ikke gider stå op.
Så græder jeg lidt, raser og brokker mig - og så siger jeg
til mig selv: Nu kan det være nok, nu må jeg tage mig sammen!".
Men - måske er "det", somdu føler anderledes ? Klik her
Eller måske tænker du:
"Livet er jo ikke nogen dans på roser,
og jeg skal jo bare klare det! Hvad skal jeg dog ellers gøre ?"
Og du overarbejder til du totalt har glemt, at livet også handler om
meget mere end blot at tjene penge og få ros og anerkendelse. Eller
du drukner dig i Morrollen. + Drikker for meget, .trøstespiser ,
tager diverse piller ..og stoffer. Eller sløver den grundigt af
foran flimmerkassen - og internettes fristelser osv osv.
Men - som du sikkert allerede godt ved, det kommer
der sjældent noget særlig godt ud af, nu og i morgen.
Eller du prøver måske desperat
at handle dig ud af kaos og dødheden i en fart,
og opdager at du tankeløst har bevæget dig fra ondt - til det endnu værre.
Panikløsninger, voldsomme aggressive udbrud - og sammenbrud
hænger meget ofte sammen med en følelse af meningsløshed
og Tomhed- også på det helt personlige plan.
Kort sagt:
En depression kommer ikke som et lyn fra himlen,
men er et resultat af en længere tids opsparing
som nu indløses.
Og selvfølgelig er det helt ok,
hvis sortsynet kun handler om en dum dag
eller to, og ja måske endog, hvis det varer ved i 1 - 3 uger.
Men hvis du i over 3 - 4 uger har følt dig mere død end levende,
sover dårligt og dagligt må kæmpe imod en stor trang til at gemme
dig langt væk i dynerne og blot vende ryggen til hele verden ?
Hvis du kun med en stor viljesanstrengelse
og meget lidt lyst og glæde, blot "overlever" på arbejdet og hjemme,
så er det altså mere, end "blot" en helt almindelig grå
HverdagsBlues - som vi vist alle genkender.
Kan du se "hullet" her?
---------------..--------------------------
...
Når du "falder igennem":
1. trin ud
af skammen, angsten og mørket
er altså at acceptere, at du lige nu føler dig død, kørt helt ned.
Du er blevet knockoutet af livet, og har derfor nu - for en tid
brug for at vende blikket mere indefter og for afstressning.
For at opdage en større ansvarfølelse overfor dig selv,
end du ellers plejer at føle og tænke over.
Du har sandsynligvis også brug for
at tage nogle vigtige beslutninger + se nøjere på,
hvad du egentlig synes der gør livet værd at leve
og hitte ud af, hvad der kan gøre dig glad igen.
Mærke og værdsætte, at du er dig - og i live.
Men det tager sørme sin tid,
inden at du kan det!
Livet i dig er gået i stå,
ja ALT er ligesom gået i stå nu,
fordi du har brug for at overveje, hvad der er galt.
og hvad du i netop din situation har behov for at gøre anderledes.
F. eks. undersøge, hvilke muligheder du har. Udover job, mad og sove.
Så hit ud af hvad der er galt i dit liv , og hvad du gør klogt i at gøre.
En depression kan også forståes som en tænkepause.
Hvis du kun tager dig sammen,
så misbruger du din .(i øvrigt alt for stærke) viljekraft
og fortrænger derved den ulykkelighed, som du reelt set føler indeni.
Og så skal du ikke undre dig over, at tilstanden blot breder sig ud over
"det hele". Det er uhyre trættende hele tiden "at skulle tage sig sammen",
når alt i dig kalder på, at du nu skal vende opmærksomheden mere indad.
Tiden er kort sagt ikke
nu inde til at gøre alt muligt, og udmatte dig selv,
men til at forstå dig selv og det liv, du lever - lidt bedre,
end du før har givet dig tid til at være opmærksom på.
Det er ikke spor sundt, eller normalt (= almindeligt ),
eller sejt, cool, stærkt, perfektionistisk, smukt eller ansvarligt
dagligt at befinde sig lige på grænsen af det helvede (over 6 symptomer),
som vi i gamle dage kaldte "at få et nervøst sammenbrud".
Det er at lide af en ægte depression
og bag dette føler du ofte en stor livsangst +.se 2
ja måske ligefrem rædsel, fordi du ikke forstår
hvad "det" er, som nu sker med dig.
Det er skræmmende - og især, hvis du hidtil
i for høj grad har levet et overfladisk fortravlet liv.
Mit håb er, at disse websider gør det rædselsfulde
mere forståeligt for dig, så du derved bedre kan
finde ud af netop dit fængslet.
Pludselig en dag banker det på døren ...
og det er din tur. Du kan ikke mere genkende dig selv.
Du føler dig i stigende grad afmægtig og fanget ind af en modbydelig og
stor skræmmende hjælpeløshed. Føler dig måske ligesom et lille barn, som er
blevet væk fra sin mor og nu befinder sig midt i en rædselfuld følelsestilstand.
En følelse af at være blevet væk!
Du har måske råbt og skreget højt,
men er nu blot tavs, opgivende, knust og sammenknuet,
fordi .. der kommer jo ikke nogen superkærlig LængselsMor til dig.
(Det gør der jo desværre sjældent, når vi er blevet over 18 år, ligesom
der måske heller ikke gjorde, dengang da du var lille ?).
Det 1. trin,
som er nødvendigt for igen at komme op
fra et dybt hul er at erkende, at du nu er faldet ned i et dybt hul.
Og fremfor blot at sidde opgivende der og vente på at blive fundet,
( eller slå helt vildt løs på dig selv over, at du er dumpet herned),
så er det bedre Nu at være ekstra god ved dig selv først,
- og så overveje, hvordan du mon kan komme op igen.
Denne selv-accept er det tit svært at nå frem til.
Kort sagt:
hvis du "scorer" over 4 - 6 på symptomlisten,
ja så bør du stoppe op! - og undersøge, hvad det mon er, som er galt.
Og vær åben overfor at det "mystiske X, som er galt", kan være
så utrolig meget forskelligt. Noget har du ss. fælles med mange
andre depressive. Og noget har du kun til fælles - med nogle få,
og ikke med andre. Og noget kan du og vi andre ikke forstå.
Det vigtigste spørgsmål er: Hvad har du brug for,
f. eks. lige nu og her?
På de følgende websider
kan du læse mere om 5 forskellige
"årsager" og "kure", som lægerne og vi psykologer
igen og igen har fundet frem til, er de vigtigste "nøgler"
til at kunne låse diverse og forskellige fængselsdøre op med.
Eller - om du vil - rejse nogle gode stiger til at klatre op
af de huller, som menneskelivet er så rige på.
