kun der,
hvor der brænder en stor ild
finder du også megen aske

Mange tror,
at stress og udbrændthed er det samme.
Forskellen er, at når du er stresset, så hjælper det at slappe af,
men det ikke er nok "at tage en ferie" som kur, når du er udbrændt.

Forskellen ligger også i,
at ved stresstilstande er presset mere upersonligt,
mens det i allerhøjeste grad er personligt, når vi i "menneskebranchen"
føler os hjerteløse på grund af, at vi er blevet følelsesmæssigt overanstrengt,
og ikke mere har hjertet med i det vi gør og siger dvs. føler os udbrændt.
Presset er af en anden art.

Det kan du checke af via denne danske Selvtest fra
Anni Løndal + og denne engelske: www.queendom.com/tests/burnout.html





Igen og igen har vi f. eks.
i løbet af vores uddannelse fået fortalt,
at vi ikke må involvere os personligt i vores "klienter", "patienter"
og diverse "sagsmapper". Og vel er det vigtigt at bevare en professionel distance
til de medmennesker, som vi prøver at hjælpe, lære noget eller "opdrage på".

men i den levende pulserende virkelighed
er det et forsknings-ideal, som heldigvis er plat umuligt at efterleve i praksis.
Vi bliver jo igen og igen følelsesmæssigt engageret, føler noget for de mennesker,
vi prøver at hjælpe og lære noget. Ja uden at vi har hjertet med i det vi gør,
er vores arbejde for det meste totalt effektløst, utilfredsstillende
- og ja måske farligt for dem, vi skulle hjælpe.
Vi lever også af, at føle noget for andre!

Det er selve jobbets art,
der medfører at det så ofte er svært
at sige, hvor du selv ender - og jobbet begynder.


Udbrændtheds problemet opstår
især der, hvis dit job er blevet hele dit liv.
"Et af symptomerne på, at du er ved at nærme dig
et nervesammenbrud er, at du er utrolig overbevist om
at det du nu er igang med er det vigtigste i hele verden."
som Bertrand Russel engang sagde.


Spørg dig selv:

1. Er du næsten lige så træt,
....når du vågner om morgenen, som da du gik i seng?

2. Er du i tvivl om din indsats gør en positiv forskel på dit arbejde?

3. Undgår du helst at involvere dig i andre på arbejdet ?


Hvis du kan svare ja
til disse 3 enkle nøglespørgsmål,
er det sandsynligvis en god ide
at du læser videre:

Udbrændthed kan forebygges,
hvis du og dine kollegaer lærer at reagerer på de gule
og især de røde advarselssignaler, fremfor blot passivt at vente på,
at alle de indre sikringer springer - og alt bare bliver totalt sort,
håbløst og hjerteløst hos dig selv - eller dine kollegaer.


Når det swinger,
tingene lykkes og dem, du underviser
eller tager dig af - vokser og gror, ja så er det jo
et stort og vidunderligt privilegie at arbejde med andre mennesker.
Blot det at kunne hjælpe en anden i nød og se, at netop din indsats
gjorde en stor forskel. Det er vidunderligt og utroligt givende
- når det lykkes.

Den glæde kender alle ildsjæle og engagerede mennesker,
og den har en helt særlig varm kvalitet, når du arbejder med børn
unge og voksne, som ind imellem kan føles som kærlighed og venskab,
- følelser, som du selvfølgelig har lært at gemme bag masken og kitlen
af angst for ikke at være professionel nok. osv.

Det indre pres opstår,
når du ikke kan hjælpe en, du virkelig gerne vil hjælpe,
eller du må opgive en klient - eller en gruppe af 100 forskellige grunde,
fordi så kan du ikke bare som en grønthandler, smide æblet væk.
Sådan er vores arbejdsbetingelser og vilkår.

Menneske-til-menneskejob
handler i høj grad om at forstå og tale med hinanden.
Og selvfølgelig trives vi alle bedst i medvind, men det er i modvind,
at vi lærer sandheden om, hvem vi er - og hvem,
der er vores sande venner.

5 RØDE ADVARSELS SIGNALER,
som betyder: "Fuld stop" - og hjælp mig!


1. Dagligt at føle dig dum og værdiløs
og ikke mere have noget godt og kærligt at give til andre,
men selv trænge usigeligt meget til at få ro, omsorg, trøst,
en mening i galskaben ... og blive ladet op af en anden.

Det sværeste her er at erkende,
at du rent faktisk føler og har det sådan


2. Du er kørt helt død i jobbet,
og i dit forhold til andre mennesker.
Er blevet alt for fjern og distancerende - ja måske følelseskold?
Og ønsker kun, at vi andre skal forsvinde - og lade dig være i fred.

Dette symptom på udbrændthed nævnes tit i faglitteraturen,
fordi det "forklarer" en række klient/patientklager - og omsorgssvigt
hos personalet på diverse socialkontorer, plejehjem og hospitaler.


3. Du tager dit arbejde
og de mennesker, du har engageret dig i
med dig hjem - og bekymrer dig mere om andre,
end de selv gør. dvs. bilder dig selv ind at uden dig
vil den anden gå helt til grunde og lignende
selvovervurderinger styrer din adfærd.

Derved brænder dig selv op
i begge ender, som den ildsjæl du er,
og ender med at føle dig som Sisyfos´s lillebror /søster.

4. og bemærk Kynismen,
der gradvis sniger sig ind i din tænkning - og som gør ondt
både på dig selv - og dem, du skulle hjælpe og støtte.


5. At begynde at leve på formlen:
"Jeg er ikke ok - og det er du/I fandme heller ikke!"
Høre dig selv - eller en af dine kollegaer gentagne gange vredt sige:
"Sådan er de bare! I virkeligheden er de bare en samling snyltere,
snydere og bedragere, ja idioter alle til hobe." etc. etc.

- og jeg selv?
"Jeg er den største svindler du har mødt.
Jeg har bare været en kæmpeidiot!" som en temmelig
udbrændt socialrådgiver sagde til mig med et tomt, desillusioneret
og uhyggeligt livstræt udtryk i ansigtet. Hun var kold og selvopgivende
- hun var kørt helt Flad og følte sig Færdig.


5. Tomheden - Udbrændtheden
Resignationen - Kynismen og Selvopgivelsen
blomstrer snart frem med en forvirrende buket af kropslige symptomer
- som får lægerne til at hive sig i håret og tale om hypokondre
og en bølge af indbildte sygdomme over kaffen.

Afmagtskaos samlet i en langvarig følelsesmæssig udmattelse er
en alvorlig og potentiel dødelig lidelse, som du skal tage alvorligt
og is i maven skal du have hjælp til at kunne tø op.

Det er ingen skam! - fordi DU er vigtigere
end dine forestillinger om, hvem du burde være.

Der er 2 måder
at klare en håbløs opgave på:

A. Træk dig dybt ind i dig selv
og brug al din energi på at ruge over problemet alene.

B. At dele denne håbløse opgave med andre
og bede om deres støtte og hjælp til at finde en løsning.

Metode A forøger chancen for at du kører virkelig fast,
mens metode B øger chancen for at løse opgaven.


Ved du, hvordan
man bedst spiser en elefant?
Svar: Bid for bid - og med gode pauser imellem.


En blues
fra en tidligere udbrændt ildsjæl

"Du lukker dig inde og bliver blot en lille menneskesky bureaukrat.
Gider simpelhen ikke de andre. De forstyrrer blot, og er kun fulde af
krav, som du simpelhen ikke mere orker at høre på - og tage dig af.

Engang var du vældig opsat på at komme igang, hjælpe og gøre godt,
betyde en forskel. Du ville så gerne hjælpe og gøre noget optimistisk og
meningsfuldt sammen med andre. - Begejstret og fuld af energi
kastede du dig ind i arbejdet, villig til at give frygtelig meget
af dig selv - for at andre også skulle have det godt.

Sådan startede sammenbrændingen for nogle år siden.
Pludselig en dag er batteriet kørt fladt, ledningen brændt sammen.
Du føler dig gået død i en skræmmende langvarig følelsesmæssig
udmattelses-tilstand - næsten som om du er gået i dvale.

I stedet for at slappe af nu og forsøge at forstå,
hvad det er, som sker med dig på jobbet, tager du det med hjem
- og bruger det som godnathistorie, hvilket selvfølgelig snart
vil ødelægge dit sexliv, og nattesøvnen.

I stedet for at tænke på trætheden som en dvaletilstand,
opfatter du dig selv som svag, en hykler, en svindler, ... og tolker det
du føler, som tegn på, at du i virkeligheden er en stor personlig fiasko
en middelmådighed og fuldstændig håbløs - og udskammer dig selv.

Selvfølgelig knuger denne adfærd dig blot endnu mere sammen,
derinde - i din selvbeskyttende rumdragt eller æggeskal.

Du lever ikke, du overlever blot!
Du "kører din undervisning af" og overlever på rutinen.
Undgår enhver form for følelsesmæssig involvering. Isolerer dig
bag distancens glasrude og panser. Skallen og ligegyldigheden,
der skulle beskytte dig imod at blive såret og skuffet,
imod nærhed, bliver hård og tæt.

Ja så tæt knapper du kitlen, at ingen følelser mere kan slippe igennem din facade.
Du er måske en succes udenpå, men inden i føler du dig som en menneskelig fiasko.
Du er blevet til en undervisningsmaskine - og tænker efterhånden mere på penge,
end på de mennesker, du engang ville hjælpe og lære noget.

Du gør dig til en hård og kynisk person - for at kunnne overleve på jobbet.
Uden at du gør dig det klart - bliver du også snart lige sådan i privatlivet!
Det du engang sværgede på aldrig skulle ske for dig,
sker - og du føler det som et kæmpestort nederlag.

Såsan er det at være mig.
Henrik, 42 år, nu fraskilt.


LIDT OM SKAMMEN
og den tabubelagte Selvforagt