Udbrændt - side 4 




Jo højere og flottere
flammen er, jo mere aske




LIDT OM SKAMMEN
og den lammende, svidende selvforagt

der skyldes at du ikke altid kan leve op
til dine høje krav og smukke idealer.



Den anden side af udbrændtheden, nemlig skamfølelsen og foragten
udadtil og indadtil og det ubændige indre raseri, der bliver holdt ved lige
og næret af den stigende afmagtsfølelse, slår ind imellem ud i åbne udbrud
vendt imod andre, men det er oftest det rene ingenting imod den vrede
og selvforagt, som udbrændte personer føler imod sig selv:

"Det er meget pinligt at måtte indrømme overfor mig selv og andre,
at jeg nok ikke egner mig til den slags arbejde. Jeg kan simpelthen ikke tåle det
- og det føler jeg som en personlig falliterklæring."

"Jeg begyndte at afsky andre og havde sværere og sværere
ved at skjule min foragt, min ligegladhed og min negativitet.
Ja faktisk var jeg hamrende ligeglad med dem alle sammen!
Det hele ragede mig en papand.

Jeg blev uforskammet, grov og hamrende ligeglad med, hvad andre så og følte.
Der var sgu ingen, der bekymrede sig en skid om mig, så hvorfor skulle jeg
bekymre mig om dem? Jeg gjorde højst det, som blev krævet af mig
- og var forøvrigt fuld hver weekend",

som en udbrændt højskolelærer engang fortalte mig.


En udbrændt behandler
oplevede sin arbejdsglæde sådan her:
"Jeg er psykolog for folk i krise - og fra at være begejstret og tændt,
fuld af medfølelse og tålmodighed med, hvor svært det er at sørge færdigt,
er jeg nu ekstrem kynisk og ligeglad med deres smerte - og det er sket på kun 2 år!
Jeg får mavesår af, at skulle forholde mig til alle de lidende folk
med de mest umulige problemer. Jeg er begyndt at hade
nogle af dem, og andre er jeg bare irriteret på.

Jeg blev fyret, da jeg gav en af dem en frygtelig brutal skideballe.
Det skræmte mig, men inderst inde er jeg ligeglad - både med dem og mig selv.
Jeg er også begyndt at drikke alt for meget og har nogle aftener fundet
mig selv ude på badeværelset i færd med at brække mig over mig selv."


Når vi har spist og drukket noget,
som vi ikke kan tåle, brækker vi os.
Vreden, gråden, raseriet og den store selvforagt,
som der meget tit er i afmagtstilstanden, er en psykisk opkastning
af "noget", som du ikke kan tåle - og et signal om, at du nu skal lære
at se med nye øjne på hele den måde, som du er dig på i dit job
- tæt på andre mennesker.

Du trænger i hvert fald til at se på "det,
og noget nyt og andet" med nye øjne.



Hvad er kuren,
når du har det sådan?

For at nå frem til nogle nyttige løsningsforslag,
må vi forstå, hvorfor du føler at du kommer til kort:

For at forstå det vigtigste HVORFOR,
er det vigtigt først at løfte dig op over det private ego
og alt for personlige i denne erhvervslidelse. I stedet for
at søge efter fejl hos dig selv - eller se dig ond på de mennesker,
som du er sat til at hjælpe, undervise eller på anden måde behandle godt,
er det mere frugtbart at rette opmærksomheden imod din arbejdssituation,
den "sygdomsskabende hverdag", som du befinder dig i
6 - 8 timer dagligt.

Hvad er det egentlig for opgaver og ansvar,
som man forventer, at du skal tage dig af - og løse for nogle andre mennesker?
Hvad er "det", som altså nu - bare er blevet alt for meget for dig?


Prøv f. eks. at se et job og et liv på et plejehjem i dette her lys:
Arbejder du i en børnehave, som skolelærer eller fritidspædagog,
så har du at gøre med sunde raske unger, som er meget levende og nysgerrige,
livet er jo nyt for dem. Dine senil demente beboere er ved at sige farvel til livet.

Børn og unge ser forhåbentligt optimistisk
på fremtiden - "dine" gamle har ingen fremtid, kun en nu-fortid.
Du kan ikke give dem et nyt liv, men blot: smukke øjeblikke.

På en skole eller et fritidshjem er der en summen af liv og aktivitet.
På en psykiatrisk afdeling går alle rundt i en medicindøs, og stilhed
og passivitet er en dyd. Dér er man ikke særlig optaget af at se folk blomstre frit,
men blot i at få dem ud, så de igen kan fungere normalt.

Når "patienten" begynder "at få det bedre", siger du farvel til dem,
mens en skolelærer oftest ser sine elever gro - ja måske blomstre.
Han/hun møder ikke sine elever i nød, men som rejsefæller.

På en psykiatrisk afdeling har du at gøre med angste ulykkelige mennesker
hver dag, som ind imellem rører dit hjerte, men meget ofte også vækker din frygt
for vanviddets ufattelige dybder og gåder. Hver dag er du tæt på rædsel,
afmagt - selvopgivelse og dyb håbløshed

Noget der gør jobbet ekstrasvært for ildsjæle er,
at mange, der har været ansat i mange år på sådan en afdeling,
faktisk deler patienternes sortsyn mht. at kunne skaffe dem en god fremtid.
Der er ligesom en tung dis af stress, afmagt og resignation over "hele stedet".



Det første
spørgsmål er derfor:


1. I hvor høj grad,
er du blevet fanget ind af "stedets ånd"?
Hvordan vil du beskrive melodien, det emotionelle klima,
på din arbejdsplads? Tonen mellem dig og dine elever,
beboere, patienter - eller hvad I nu kalder dem.

I mellem dig og din chef?
Hvordan er tonen og kontakten imellem dine kollegaer og dig?
Føler du dig blot som et lille usmurt hjul i en stor maskine?

Giv dig tid til at overveje, hvordan det påvirker dig at arbejde
og leve sammen med netop den type mennesker og problemer,
som du bruger mindst 6 - 8 timer på hver dag.
Føl, hvad du føler - uanset hvad du føler!


2. Er du alene om at have det sådan, som du har det?
Ved du, om nogle af dine kollegaer har det ligesom dig?

3. Hvordan påvirkes du af dine kollegaers over- og underskud?

4. Hvor meget af det psykiske ubehag, som du føler
er noget, som du selv har bragt med dig ind i dit arbejde?
Og hvor meget af dit ubehag - ja måske livslede - skyldes det,
som du møder hver morgen, når en ny arbejdsdag starter?

5. Hvor langt mener du realitisk set, at du kan nå med dine elever,
dine klienter, patienter eller beboere? Hvad kræver du af dig selv?

Diffuse mål med dit arbejde,
kan godt være en af hovedårsagerne til
dine overdimensionerede krav til dig selv.
Og til, at du en dag er ved at segne af alt det,
som du forsøger at opnå - uden at det vil lykkes.




Eksempel:
"Jeg holdt op med at arbejde på kræftafdelingen,
fordi jeg blev så ufattelig træt af at se børn og unge dø
- og intet kunne gøre, andet end at være sød, rar og optimistisk,
det var simpelhen frygteligt!" som en sygeplejerske fortalte mig.

Selve det, at du prøver at gøre dig dine faglige mål mere klare ved
at sætte ord på, hvad du kræver af dig selv sammen med en anden,
kan betyde en stor lettelse, ja et vendepunkt. Ved du, hvad "det"
helt konkret er, du er ved at knokle dig selv ned på at opnå?
Hvad er det realistisk set muligt - og umuligt at opnå?



Pointen er,
at det er vigtigt at se på arbejdets art
og arbejdsklimaet, hvis du en dag føler dig helt overvældet
af den velkendte evindelige utilstrækkelighedsfølelse - og
"aldrig være god nok" - stemningen.

Ved du også at følelsen
af at være evig i tvivl, ufærdig og ufuldkommen
ligesom er indbygget i selve det
at arbejde med mennesker ?


men hvis du føler dig utilstrækkelig
næsten hver eneste dag, er dette eet af de Gule signaler,
som betyder: "Stop op - og se dig nu rigtig godt for!
Hvad er det egentlig, som sker med mig - her?""

En socialrådgiver fortæller i videoen: "Udbrændt", fra 1989;
"Jeg føler mig ofte helt utilstrækkelig i mit job. En følelse af at have
givet alt det bedste jeg har i mig væk. Pludselig en dag er der simpelhen
ikke mere at give væk af. Man er helt tom. Al ens energi er væk,
og jeg føler mig som et dårligt menneske - ja helt værdiløs."


Overhører du igen,
og igen disse gule varslingssignaler
varer det sjældent ret længe, inden du blinker rødt
og risikerer at synke ned i afmagtens store sorte hul.

Ganske ligesom når du kører bil,
kan du bare køre helt frit, når der er grønt.
Stoppe op og se dig godt for, når der er gult
for at stoppe helt op for rødt - hvis du vil
undgå at det pludseligt bliver helt sort.

Vi arbejder jo hver dag
og hele tiden med mennesker, som har problemer.
De er bedrøvede, de er bange, de er vrede og føler sig ofte meget håbløse,
hjælpeløse og afmægtige, når vi ser dem. De kommer jo kun til os,
når de er i krise. Vi ser dem ikke, når de har det godt.
Det giver et ikke så lidt forvrænget billede.

Men sådan er vores virkelighed!
Hele tiden konfronteres vi med det forkromede samfunds bagside.
Først møder du den mørke side af virkeligheden udenfor dig selv,
men efterhånden kommer den helt ind under huden på dig
- og meget snart møder du også dine egne mørke sider.

I vores job er det i høj grad
personligheden, der er vores arbejdsredskab.
Du engagerer dig og bruger dig selv. Jobbet kræver jo,
at du har hjertet med i det, du gør. At du behandler
den enkelte med respekt, giver dig tid og
har sans for den andens værdighed.


Det, der typisk sker, når du mærker,
at du en dag ikke kan klare så meget som tidligere,
er ofte, at du da påtager dig mere og mere. Bl. a. fordi
at du er alt for træt til at sige ordentlig nej til sager og andre personer,
- men også for at kompensere for din modbydelige følelse af utilstrækkelighed.

Du er simpelthen
alt for træt til at turde mærke, hvor træt du egentlig er.
Kalenderen kører adsted med dig og pludselig en dag
føler du ikke mere, at det er dig som bestemmer,
men uret og alle mulige faktorer, du ikke
har en skid indflydelse på mere.

Du efterlader den ene ufærdige sag efter den anden,
føler dig vildt overstresset, har mavepine og svært ved at sove
dybt og godt igennem. Hvilket selvfølgelig gør, at du føler dig
endnu mere træt, den næste dag, hvor en ny dag truer.

Hele situationen bliver værre
og værre - og selvfølgelig begår du da flere fejl,
end du ville gøre, hvis du havde mere overskud.


Dette er en ond cirkel,
der bare kører dig helt ned en dag.
Du går fra muntert at køre over for grønt lys,
til gradvis at vænne dig til at køre over for gult
- og ja, måske overlever du endog et par røde alarmer,
inden alt pludseligt en dag bare bliver helt kulsort.

En politimand fortæller i videoen om,
hvorfor han måtte sige sit job i drabsafdelingen op:
"Jeg blev afstumpet af alle de frygtelige ting, jeg så. Jeg var gift dengang,
nu er jeg skilt. Det skyldes det arbejde, jeg havde dengang. Det var f. eks.
helt umuligt for mig at lytte til min kones problemer, når jeg samme dag
havde gået og samlet stumperne op fra en selvmorder på et banelegeme,
og været hjemme hos hans pårørende og fortalt dem, at deres søn
eller far havde begået selvmord.

Det er umuligt at lytte til småproblemer efter sådan en oplevelse.
Alle andres problemer føltes som det rene pjat ved siden af. Og imorgen
er der bare 2 nye sager af samme skuffe. En dag blev det altså for meget for mig.
Jeg blev barsk og hård - og som sagt meget afstumpet af det job.

Af og til mister man altså bare troen på det,
man gør og spørger sig selv: Hvad er meningen? Er det et liv?
Jeg orkede det simpelhen ikke mere. Ikke blot følte jeg mig som en fiasko
i mit job. Det kommer til at omfatte hele ens opfattelse
f sig selv og de mennesker, man møder.
Hvad er det dog for et samfund,
vi har fået lavet ?"


En sygeplejer på et alderdoms hjem:
"Mens jeg er på arbejde har jeg bare travlt.
Det er først, når jeg kommer hjem, jeg føler mig træt.
Jeg kan også ind imellem blive helt overvældet af utilstrækkelighedsfølelser.
F. eks. havde jeg badet en beboer og lovet hende at sætte hendes hår op bagefter
Det måtte jeg love hende, for ellers ville hun hverken bade eller have vasket hår.
Bagefter sad hun og råbte af mig hele tiden: "Hvornår får jeg sat mit hår?

Det havde jeg allerede gjort, omend lidt forhastet.
Måske havde hun glemt det? - "Jeg kommer, jeg kommer",
siger man hele tiden, men jeg fik altså ikke tid. Når jeg så kommer hjem,
så kommer jeg jo til at huske hendes kalden. Og så kører skyldsfølelsen
adsted med mig: "Hvorfor tog jeg mig dog ikke bare 5 minutter til
at sætte hendes hår ordentlig? Jeg havde jo lovet det.
Og selvfølgelig mistede hun nu tilliden til mig,
d et bliver svært næste gang hun skal i bad.

Jeg fortalte hende, at jeg var ked af det,
men det er altså meget svært at genvinde tilliden
til hinanden efter sådanne nogle episoder,
som der mange af med de gamle.
De er meget nøjeregnende og
har ikke andet at gå op i."


Sådanne
Gule signaler
bør ikke udløse alarm,

skyld, skam eller panikreaktioner - men eftertanke,
supervision, kursus og et par fridagedage til at koble fra
og lade op igen. Orlov til at nå frem til den lægende dyb søvn
- og derpå en god snak med et par af dine kollegaer.



En kort opsummering:

"Åh, jeg føler mig helt udbrændt i dag!"
siger vi så tit til hinanden - men som det forhåbentlig
er fremgået af denne korte oversigt , er en stor forskel på
at beklage sig over at være træt, uoplagt og stresset

- versus at have pådraget sig
den rædselsvækkende invaliderende arbejdsskade,
som en ægte udbrændtheds-tilstand er.

I mange omsorgs- og servicefag
er der en udbredt tilbøjelighed til at brokke og
beklage sig - mere eller mindre højlydt - over
det svære, umulige og vanskelige ved at hjælpe
og undervise andre mennesker, som ikke altid er
lige så velmotiverede, som deres "hjælpere",
mht. at flytte rundt på nogle brikker
- for ikke at tale om holdninger


Vi elsker jo alle sammen udvikling,
men hader forandringer - især når det handler om os selv,
Og det, som i starten lyder let og enkelt, viser sig i praksis meget ofte
at være betydelig sværere, mere uklart og meget mere kompliceret,
end alle parter først troede. C´est la vie.

Udbrændthed er
et resultat af en længerevarende stress-proces,
som især rammer ildssjælene, som følge af skuffede forhåbninger,
bristede idealer, for høje krav til sig selv - samt arbejdspladsens måde
at fungere på. Det er en selvovervurdering at tro, at det hele kun afhænger
af din individuelle indsats - ligesom det er en undervurdering af dig
selv at tro, at din indsats ikke kan betyde en forskel.

Vi er jo alle sammen blot et lille lys i det samfund,
det arbejdsmiljø og den organisationsform, som vi indgår i,
og hvis samlede blæsevejr - i langt højere grad end vi i vores
ofte alt for store egocentri fatter - bestemmer over vores humør
og den måde, vi bruger vores tid, kræfter og evner på.



Skamfølelsen
skal ofte ses i et lidt større perspektiv for at opløses:
Spørger du f. eks. en fisk, som lider af iltmangel i et akvarium om,
hvorfor den føler sig så afkræftet og nu blot har lyst til at flyde rundt
med maven i vejet, hvorfor den har det sådan, så skal du ikke blive
spor forundret over at opdage, at den knap nok er klar over,
at den rent faktisk befinder sig i et akvarium

- og at dens elendige tilstand mest af alt skyldes,
at dens ejer har glemt at forny dens iltforsyning.
Fisken tror at det nok er den, der er for sart.



Videre til den næste side:

...............................


Tilbage til Index