Hej Ebbe
Du spurgte mig i telefonen: "hvordan har du det?"
På mange måder er det meget svært for mig at sætte de rigtige ord på
mine inderste tanker. Hvis jeg havde været bedre til det, ville jeg sandsynligvis ikke
have siddet her i den elendige situation, jeg befinder mig i nu.
Men jeg vil alligevel forsøge at beskrive "det at være mig."

Mine tanker er for tiden meget negative – og det meste kan bare rende mig.
Det hænder, at der er lidt bedre dage. Det er dem jeg bruger til at få foretaget
en smule rengøring eller gå en tur. Hver morgen sender jeg min datter på 11 år i skole
og 98% af tiden imens hun er væk, sidder jeg og glor ud i luften - eller også sover jeg.

Jeg starter godt nok med i hovedet at tage tilløb til at gøre noget til at bryde
mit negative mønster – men det bliver oftest ved tanken. Jeg orker det ikke.
De første måneder af min sygemelding, trak jeg bare dynen over hovedet
og sov mig væk fra alle de tanker om - ja hvad ved jeg, det er glemt nu.
Lige undtagen når de forskellige sagsbehandlere og instanser hev i mig.
Jeg har ikke kunne klare så meget, som at bage en kage!

Jeg har meldt fra til alle sociale arrangementer,
fordi jeg ikke kan overskue at høre på folk, ja bare at se på dem.
Af samme grund har min datter stort set holdt sin sommerferie hos sin Farmor
og været på en 14 dages lejrskole. Kæmpesavn og et nederlag for mig, ikke selv
at kunne være sammen med hende, men jeg synes altså at hun fortjente mere
og noget bedre, end jeg kan give hende nu, sådan som jeg har det.

Min kontakt til Facebook har været det eneste, jeg kunne forholde mig til
uden at jeg skulle tage stilling til noget – og på afstand kunne jeg så slubre
andres glæder i mig. Men det skulle jeg nok ikke have gjort alligevel,
for det satte bare min egen elendige tilværelse i et dystert perspektiv.
Dog har jeg på Facebook fodret migselv med smukke billeder
og livskloge citater og det har da givet mig lidt glæde.

Jeg hader mine rammer herhjemme. Det er et fængsel lige nu.
Stedet bekræftiger mig bare i at jeg er helt handlingslammet. Det eneste
der fastholder mig for tiden er min kaffekop, hvorpå der står
at jeg er verdens bedste mor. Det varmer.

Om natten vågner jeg mange gange og går ud på altanen og ryger.
Ligesom jeg ofte ligger vågen en times tid eller to imens tankerne jager rundt
uden at kunne falde til ro eller give mig løsninger eller bare give mig fred.

Jeg magter ikke at tilgodese mig selv med noget som helst opløftende.
Og jeg ved ikke hvad det skulle være. Havde det ikke været for min datter,
gad jeg sku ikke den her forpulede tilværelse. Min livslyst er gået helt i stå.

Sygemeldingen har alligevel været god for mig.
Jeg er ikke så svimmel mere, mine synsforstyrrelser og hovedpinen
har lagt sig. Min råben og skrigen er ikke så voldsom mere og jeg synes selv
at jeg har fået en lidt længere lunte, omend jeg stadig er kort for hovedet.

Og sygemeldingen har også hjulpet mig til at kunne sige mere fra.
Sige nej tak til sociale kontakter, jeg ikke orker. Jeg har også fået masser af tid til
at meditere, som du foreslår, men det er sku ikke nemt, når tankerne bare kværner negativt.
Jeg har prøvet at nyde sommeren, men det har været en stol under parasolen, hvor tiden
er gået med … ja, intet! Jeg prøver virkelig at finde noget positivt og glæder mig da
også over at jeg nu i det mindste ikke skal forholde mig til al den brok og ballade,
på arbejdet, der har trukket mig længere ned end jeg troede, jeg kunne komme.

Jeg tog konsekvensen af stressen i mit arbejdsliv og gik ned på 30 timer.
Og det er jo fint med en kortere arbejdsdag, men det kostede så sandeligt også.
Jeg fik 2000 kr mindre om måneden i en i forvejen lille løn. Og den fritid jeg fik,
blev så blot brugt på at sove et par timer hver dag, efter jeg kom hjem fra arbejdet
og ikke på noget sjovt eller godt med min familie. Jeg orkede det ikke.

Det sidste halve år inden min sygemelding, var det et mareridt at tage adsted
om morgenen til det gedemarked. Og det på trods af at jeg virkelig forsøgte at lægge
alle mine positive kræfter i at få det hele til at lykkes. Jeg føler mig stadig drænet og ser
ikke noget lys for enden af tunnellen. Jeg aner simpelhen ikke, hvor jeg skal gribe
og begynde. Mine tanker er ikke særlig positive. Jeg føler mig så opgivende!

Det er dybt utilfredsstillende ikke at kunne passe mit job, ikke at være en glad mor
- og kone. Der er intet kærlighedsliv imellem min mand og jeg, men vi er her da, endnu.
Min datter siger nej til at være sammen med veninderne, fordi hun er så bekymret
– for mig, siger hun. Så jo, jeg dur ikke til hverken det ene eller det andet pt.

Jeg er fandens vred på mig selv, også fordi jeg åbenbart ikke er i stand til
at sende mine signaler korrekt ud, så folk kan forstå at jeg meget længe,
har haft det ad helvede til med både det ene og det andet og tredje.
Og især med at være "mig, der bare er så træt og i stykker."
Jeg er et kæmpefjols, som bare længe har ladet stå til.

Og hvis nogen har misforstået noget , vil jeg gerne understrenge
at jeg virkelig foretrækker at tjene mine penge selv. Dette gav jeg helt klart udtryk for
allerede til den første samtale på mit arbejde. Det har jeg min stolthed i!

Men selv jeg er kun et menneske,
for hvem der ikke er noget, der fungerer,
nu i tiden. Så om kort tid står jeg med en fyreseddel i hånden, får mit los i røven
og så kan kommunen jo bare vinke ”den sag af”. Men for mig var det en stolthed
og vigtigt at jeg kunne varetage mit job og selv kunne tjene mine penge.
Det vil jeg virkelig ønske at jeg kan igen, en dag.

Og Ebbe tro mig – jeg prøver virkelig hver dag at finde tilbage
til min gode energi og bevare troen på, at der også er en god fremtid for mig.
Vi ses.

Mange gode hilsner

XXX