Først lidt om hvorfor:
Dybt i vores gener er vi sociale, samarbejdsvillige,
kærlighedssøgende - og meget lunefulde menneskedyr,
ligesom vores forfædre Dværg Chimpanserne - hvorom det siges:
at "En ensom Alene Bonobo meget snart er en død Bonobo."
Vi blev ikke født til at stå helt alene op imod verden.
98.4 % af vores arvemasse er som Chimpansens.
Vi blev født som kærlige sociale væsner.
Men hvordan kan dette stærke kontaktbehov, som giver
os så store glæder - også give os de mest voldsomme smerter,
ja hvirvle os ind i helt umulige, ja kaotiske vanvidsscener
som de fleste, der lever i et parforhold vel kender til ?
Er det vores kontaktgener, der ikke fungerer mere
- eller hvad ligger der bag misforståelserne?
En forklaring kunne være:
Lille Anna henne i børnehavens gule stue
spørger Johan, om han vil lege familie med hende.
Det vil Johan godt. "0g hvad skal jeg så gøre?"
spørger han nysgerrigt.
"Jo du skal have travlt på jobbet,
skælde mig ud, tænde for computeren
- og så skal du smile og kommunikere med mig!"
Johan: "Øh ja ... men hvad betyder det så ?"
Hvortil lille Anna smiler ømt til ham og
siger: "Perfekt. Du er min mand!"
Senere hen som voksne
gentager denne leg og eensidige dialog sig,
- og nu smiler hun og han ikke mere.
Kort sagt:
Lad os se lidt nøjere på:
Hvad vil jeg med dig?
- og hvad vil du med mig?
Det er der helt sikkert tusindvis af gode svar på,
men begrænser vi os til de helt nære personlige kontakter
så ønsker vi os vel alle at få Accept, Forståelse, Bekræftigelse
og Kærlighed = "at du ser og forstår mig, sådan som jeg selv ser
og forstår mig selv. OG at jeg ser og forstår dig, som du forstår dig."
Sker dette - opstår der let en personlig nærkontakt i 3. grad,
nærhed og intimitet - og ja måske et sjælemøde.+ se B
De fleste mennesker elsker, når
der flyder venlighed, godhed, opmærksomhed
og den der liflige, varme og nærende strøm imellem os,
fremfor kulde og ligegyldighed, frygt, afmagt og fjendtlighed.
Vi kan vel alle bedst lide at føle varme, accept og venlighed.
(Jeg kender ingen, der kan lide kolde irritable mennesker).
(PS. Kulde er ikke som mange tror
et tegn på at din partner er vred eller sur på dig.
Det er frygt, som får os til at stivne, fryse og løbe væk.
Så næste gang du møder en "kold" afvisende person,
så prøv i stedet at tænk: "frygtsom" eller "ængstelig".
For ikke at tale om
den store tomhed, ligegladhed og fremmedhedsfølelse,
alt for mange par blot opgivende nøjes med at beklage
og brokke sig over de reelt føler, når de er hjemme sammen.
Måske fordi at de ikke aner, hvad de dog skal sige,
eller tør og kan - sige til hinanden?
Jeg husker et par som jeg talte med,
der efter 1 1/2 år i barnefødslens koma tilstand
opsøgte mig, fordi de var kommet alt for langt væk
fra hinanden, som kærester og som mand /kvinde.
De lærte hurtigt at tale savn,
fremfor at skælde ud og kaste med skyld: f. eks
Før råbte hun: "Hvorfor kommer du altid så sent hjem!"
Han begyndte straks at forsvare sig med undskyldninger.
Hun lærer at sige: "Jeg har savnet dig", og får et knus,
inden at hun spørger ham, hvorfor han først kom nu.
.
Og den næste gang hun skælder ham ud,
går han i stedet for at forsvare sig med tåbelige ord,
straks hen og giver hende et varmt knus og sige:
" Undskyld - hvordan kan jeg gøre det godt igen?"
Dvs. de øvede sig i at være gode venner.
At de levede i hver sin verden, opdagede vi snart
og i stedet for at skælde hinanden mere ud for dette,
foreslog jeg dem i den 2. session at tage en Børnefri aften,
hvor de måtte tale om alt - undtagen rengøring, job
og baby.
Jeg overtalte hende til en tur i byen,
hvor de spiste en god middag og gik i biffen,
inden de skulle hjem for at se om der var ild i pejsen.
Nu hvor de endelig havde fået sig en børnefri aften,
fordi hans Mor og far var blevet glade babysittere
- og hun havde turde give lidt slip i sin unge.
Næste gang fortalte de smilende
at de simpelthen ikke havde mælet et ord
til hinanden over middagen og først da de gik hjem
fra biografen var de kommet i gang med at tale
om filmen - og så kom de hjem. Tavshed.
De anede ikke hvad de så skulle gøre,
nu hvor de endelig havde en fri aften,
Så de gik i seng - og sov.
Efter aftale fik de først baby tilbage
senere på dagen, så de fik sovet længe,
og næste morgen blev der så tid til elskov.
Hvilket brød isen op indeni ham og snakken
havde gået betydelig livligere siden.
Selvfølgelig trives vi bedst
og gror personligt smukkest, når vi føler os set og hørt.
Bliver værdsat, forstået, holdt af - og mødt med tillid.
Det er ikke banalt, det er basalt.
Noget i os
kalder ganske enkelt på hinanden
på mange forskellige niveauer, måder og faconner.
Og bag dette utrolig stærke instinktive kontaktråb:
"Se mig, lyt og hør mig. Bekræft, og forstå mig. Ja elsk mig!"
"Fortæl at jeg stadig lever - er noget værd, attraktiv. osv. osv.
ligger der et endnu stærkere råb - et ønske om at en anden
kan og vil ophæve min - ind imellem - alt for store alenehed.
.
(Og hvis du nu, mærkeligt nok ikke kender alenebluesen,
så lyt til noget ægte bluesmusik. (F. eks. Janis Joplin´s "Cosmiz blues"
og Eric Clapton: "Drowning in a river of tears". De bedste blues
er født ud af denne dybe helt-Alene-i verden-tilstand).
Det er uundgåeligt,
at du i et større eller mindre tidsrum i løbet af dit liv
vil føle dig helt alene i verden. At du kun er til i din egen virkelighed
og i dine egne øjne. At du reelt set - virkelig sandt nok - er glemt,
overset, forladt, uelsket, sårbar - hjælpeløs, svag og skrøbelig
- og selvklart i det hul, denne tilstand føler dig totalt misforstået.
Du er ganske enkelt i de øjeblikke "et emotionelt sted",
hvor ingen kan forstå dig. Du er, og føler dig, Alene.
Du kan glemme "Den store Alenehed" i al travlheden,
hvor vi jo oftest har så travlt med at udveksle informationer,
og tjenesteydelser, at vi næsten ikke taler sammen mere.
Jo mere stresset, og travlt optaget med en fyldt kalender
du er, jo mindre mærker og føler du selvklart dig selv
og livet udenfor Arbejdslivet.
Du kan helt glemme dig selv,
forsvinde væk i din arbejdsrolle/ Morrolle og glemme
at du sørme også er Mand, Far og har venner. Eller er Kvinde,
morsom, har Veninder og elsker at dase ud og være sanselig
- og så er der dem, du siger du elsker og gør det hele for,
ja de glemmes også utrolig let i en fortravlet hverdag
uden daglig bekræftigende værdsættende kontakt.
... i den evige bekymring for
om også i dag nu også gik godt nok, og om alt nu også er ok.
Du er i tankerne om alt det, som nok alligevel ikke sker imorgen
eller genspiller i gårs videobånd for at se, om du kan finde en fejl.
Konflikten imellem Arbejdslivet, Familielivet og Kærlighedslivet
for slet ikke at tale om Tid til mig selv og mine interesser
vindes igen og igen af Arbejdsgiverne.
Ja i nogle hjem kan du nærmest få det indtryk
at din mand eller kone i virkeligheden er gift med sit job
og kun bruger hjemmet til at tanke op til imorgens arbejde.
"Jeg så mig selv som en, der lå i yderbanen og susede
frem imod alt det, jeg troede vi begge drømte om at få.
Pludselig en dag forlod hun mig med en anden mand
- og sidenhen har jeg kun tænkt og tænkt på, hvor meget
jeg savner hende - og hvad jeg skulle have gjort dengang,
da hun stadigvæk var min."
Eller du kan tabe kontakten med dit hjerte og dine følelser
i pænhed, de mange lade-som-om-spil, de daglige spilfægterier
og diverse "lege, vi leger med hinanden". Der er mange måder
at komme væk fra hinanden - og fare vild på.
... men du kan ikke løbe væk
fra dig egen skygge - fra din alenehed.
der let kan blive overvældende stor , ja en stor livsfrygt,
(en usikkerhed, der kan vokse vildt til angstfobier og panikanfald).
Ja du kan dagligt føle en stor og intens rædsel ved at opdage
barskheden i, at vi alle et sted lever i hver sin helt egen
verden, som kun vi selv - måske - evner at forstå.
(Sådan som tegningen her illustrerer) + se Valget..
Og ja, det kan være tragisk - og alt alt for barsk,
men fordi at en vigtig krise og dermed en større selvstændighed
også medfører en forstærket og mere intensiv alenehedsfølelse,
behøver ensomheden jo ikke derfor at blive vores skæbne
... med mindre vi bruger vores tid på at øve os i
at blive bedre og bedre at udholde fængselsopholdet
fremfor at øve sig mere intenst i at bryde ud af isolationen
- og finde hinanden igen, når det er det vi trænger til,
savner og har brug for.
Vi er ikke dømt til at leve og lide alene i ensomheden,
men til at vove at blive os selv. Netop sådan som vi er
nu i dag, sammen med alle de mange andre vidt forskellige
ensomme sjæle - som vi sjovt nok lever med i hverdagen
uden at vide, at de også ofte har det sådan, som du nu.
Det er hele denne
grundliggende Kontakt-proces og forstyrrelserne,
som vi i dette cyberkursus skal se lidt nøjere på:
Det starter ikke med dig selv.
Det som gror, starter med hinanden.
Vi fødes sørme da ikke ensomme, sådan som nogle siger.
Både du og jeg fødtes meget tæt forbundet med vores mor
og helt fra starten var vi forhåbentlig med i den 1. familie,
som gav os vores allerførste svar på: "Hvem er Jeg?" og
"Hvem er Du?". Smukke oplevelser + diverse sår.
Vi gror ud af et fællesskab
og bliver gradvist mere og mere unikke, ja individder
- og måske personligheder?, som så igen og igen søger
tilbage til nye fællesskaber, hvor ud fra vi bliver endnu
mere os selv, sådan som vi nu kan blive.
Jeg er, jeg var
og er på vej til at blive...... ja hvem ?
Igen, og igen gentager vi denne livscyklus:
At være tæt sammen, og være her hver for sig.
At blive alene - finde indre ro - og så savne igen,
og derpå igen være tæt sammen. For med
det som afsæt - igen at blive mere os selv.
Abstrakt set, har vi alle det fælles.
Men så holder
ensheden og det fælles også op:
Bl. a. fordi vi igennem vores opvækst
lærer "at være mig" på mange forskellige måder.
Prøv f. eks. at læg mærke til alle de forskellige måder
folk siger godmorgen, tak for mad - og god nat på.
De måder folk kommer ind i et rum på, hilser
- og siger farvel til hinanden på.
For slet ikke at tale om alle de mange måder
vi lærer at fortælle vigtige andre, at vi savner noget
og har lyst til at få noget. Måden vi siger ja - og nej på.
Hvordan du siger ja, ved ikke - og nej tak til din kæreste.
Hvordan du rækker ud,
vil noget, tager imod og sige fra - og Stop!
Eller ikke gør. Hvordan du får din vilje - og hvordan
du reagerer, når du ikke får din vilje, og bliver skuffet.
Måden du udtrykker din glæde, vrede, sorg, utilfredshed
og tilfredshed på. osv. osv. osv.
Vi fødes med nogenlunde de samme behov.
Og adskiller os ved, at nogle er gode til at mærke efter,
sådan helt konkret og præcist, hvad de har brug for
og er dygtige til så at skaffe sig den "psykiske mad",
som de trænger til - på måder som virker.
Mens andre er langt dårligere til det
og meget mindre opmærksomme på deres behov
og andres dito. Nogle tænker kun på sig selv, og andre
kun på "de andre". Disse forskellige grundllæggende
måder at være til på, være dig - læres tidligt.
Og derfor
er der desværre utrolig mange
som bruger ord, gestus og kontaktfaconner,
som måske fungerede dengang i barndomshjemmet,
eller er ok på en kølig arbejdsplads, men som ikke dur
nu i en helt anderledes familie og i et intimt parforhold
- eller i et team-samarbejde på jobbet - her i år 0005.
Individualiseringen,
dvs "det, at blive endnu mere Mig",
sker gradvist - og kan ses som et stort skridt ud
af "Den store Søvn" i et illusorisk familiefællesskab,
hvor alle går rundt og tror, at de ved alt om hinanden
- og måske føler sig mere eller mindre "sammen indeni"
lige indtil de en dag opdager - at de er vokset fra hinanden.
Og tiden er inde til at finde et nyt og anderledes fællesskab.
enten sammen, på en ny måde - eller i nye sammenhænge.
Kan du huske dengang, da du flyttede hjemmefra?
Nogle frygter at denne "blive sig selv" proces en dag, vil ende
med "at vi dør helt mutters alene": Men vi dør sgu da ikke alene
- med mindre du da til den tid er blevet så asocial, ensom og tosset,
dvs helt har mistet Du´et , så der ikke mere er nogen til at holde
dig i hånden, når du en trist dag træder helt ud af dansen.
Socialt set, dør kun aflukkede mennesker helt alene.
+ se en dag: www.psykoweb.dk/singelliv/0c.htm
At finde Balancen
og den vitale styrke, der er i begge disse 2 energi poler,
er udgangspunktet - og målet for gestaltterapiens forslag
til en ny kommunikations teori, som jeg vil beskrive
lidt nærmere for dig på de næste 12 websider
i denne forelæsning om Personlig Kontakt.
Hvis du både ønsker frihed til at blive mere dig selv
og samtidig godt vil være med i en kærlig og god familie,
hvor "det hele" ikke altid og kun handler om dig og dit job
ja så må du sørme lære at tale mere klart og personligt
så de omkring dig ved, hvor de har dig og dit hjerte.
Forstår du f. eks. hjerternes ordløse farlige sprog?
Hvornår har du sidst sagt noget direkte fra hjertet?
Ved du hvad din m/k og dine børn tænker om dig?
Ved du hvad dine kæreste m/k og dine børn føler?
Ved du, hvad du selv føler?
Jeg håber du er vågnet op og bliver inspireret
- og undervejs får lyst til at bryde nogle dumme vaner
du måske har lært hjemmefra? - eller i skolen? eller ...?
som simpelthen ikke dur mere her i Danmark, år 2005.
God læselyst..
Ebbe Scheel Krüger, Cand. psych.
www.psykoweb.dk/
|
