Oh those games people play !





Lad mig føre dig ind i det næste kontaktrum
via en lille historie om kunsten at afbryde et dumt rollespil:

En mor havde en datter på 15 år,
som hun hævdede havde kørt hende helt ned.
Hendes "diagnose" var, at det var sket på grund af datterens
store negativitet og skolefrustration, som hun simpelhen ikke kunne
(og ville) forstå - som rollespilmæssigt set
gik ud på følgende lille hverdags drama:

1. trin i legen er,
at Mor bekymret spørger Datteren, når hun kommer hjem fra skole:
"Og hvordan gik det så i skolen i dag?", mens hun laver en kop kaffe
til hende ude i køkkenet. "Åh skidt, som sædvanligt!", svarer datteren.
Nu bliver Mor for alvor bekymret. Hun sætter sig godt tilrette og spørger
bekymret, om hun kan få en uddybning af, hvad "Åh skidt" betyder.

Det giver anledning til, at datteren hælder alle sine frustrationer ud over Mor
om, hvor træt hun er over at skulle gå i skole, hvor dumme alle de andre
er, og specielt i dag - i en lang klagesang.

2. trin i spillet starter med,
at Mor beslutsomt afbryder denne velkendte blues
og prøver at tale lidt fornuft ind i Datteren. Hun sorterer problemerne
og prøver at løse dem eet for et. Og har i grunden mange gode råd og forslag
- hvis altså datteren reelt var interesseret i at gøre noget ved problemerne
i stedet for blot at benytte lejligheden til at få luft og få en forståelse.

Så i stedet for at blive glad
og taknemmeligt gribe efter moderen velmenende råd,
reagerer datteren forudsigeligt nok ved at blive sur og tvær,
og afbryder snart Mor ved at sige: "Du forstår mig slet ikke."

Men det overhører Mor totalt, så hun kører bare døvt og blindt videre
med sin bekymring og rådgivning til en, som slet ikke er ude efter at få råd.

3. trin udløses ved,
at moderen irriteret udbryder: "Hvorfor er du dog så negativ?"
og så kører hun sin klagesang af over, at datteren er et helt umulig tilfælde
og at hun vist nok engang for længe siden har forsønt hende
- og derfor ikke var en god nok mor for hende etc. etc.

4. Trin starter,
når datteren kører situationen op, smækker med døren
og grædende løber op på sit værelse og føler sig ih så misforstået
og ensom. Begge har det nu ad helvede til - "noget" blev ødelagt.

5. trin kan vare resten af dagen.
Mor går omkring og grubler og bekymrer sig om, hvad der mon er galt
- og alle mulige dårlige stemninger og diffuse skyldsfølelser kører rundt
i hende. "Måske gik jeg lidt for hårdt til hende? - Ja, men hun er så negativ.
Hun er da også blevet helt urimelig!" og lignende indre dialoger
fulde af skyld, selvbebrejdelser og bebrejdelser af datteren.

6. trin består i,
at datteren kommer ud fra sit værelse og har det helt fint igen,
hvorefter de kan give hinanden et knus og igen have en god kontakt.
De gange Mor har forsøgt at spørge hende nøjere ud om, hvad det dog var,
der gik så galt, har datteren viftet hendes bekymring af sig og bare sagt,
at "det var da ikke noget." Og det gælder så lige til den næste dag,
hvor de igen begge to, veloplagt afspiller den samme
velkendte scene - med det alt for forudsigelige forløb.


Men en dag
så tog Mor en god beslutning
.
Hun sagde til sig selv: "Vi er to om at køre det her negative spil af
og det gider jeg ikke mere. Godt, så vil jeg gøre noget nyt. Og det nye er,
at jeg vil se det som en udfordring og min opgave, at vi fremover
skal mødes på en anden facon.

Det nye jeg vil gøre er,
at jeg kun vil sige noget til hende, som jeg aldrig før har sagt
- eller gøre noget, jeg aldrig har gjort før. For hvis jeg gør noget nyt,
ja så vil der sandsynligvis også ske noget nyt."

Datteren kommer igen hjem fra skole,
mor giver hende en kop kaffe og sætter sig behageligt tilrette
- og siger ikke noget, men nøjes med at smile til hende. Efter en pause
begynder datteren som sædvanligt at fortælle endnu en bedrøvelig historie
fra skolelivet. Mor nøjes blot med at se venligt på hende. Der opstår
snart efter en meget lang pause, som mor bryder ved at sige:
"Du har egentlig nogle meget smukke øjne, ved du det ?"

Datteren bliver forvirret og skynder sig at fyre endnu en klagesang af,
som mor blot lytter forstående til. Og da datteren til sidst spørger: "Og hvad
synes du så, jeg skal gøre ved det?", svarer mor blot: "Åh du skal se,
det går nok i orden. Jeg sad lige og tænkte på, at dit hår
er smukkere end mit. Det skal du være glad for."

Og lidt efter: "Har du forøvrigt set de to fugle dér ude i haven?
Hvad tror du, at de tænker om os to?" og lignende
goddag mand, økseskaft - bemærkninger.


Kan du gætte, hvad der så skete?
Som forventet blev det efter 5 - 6 sådanne hittepåsomme afbrydelser
simpelthen for meget for datteren, som pludselig desperat råbte: "Mor!
- er du da helt ligeglad? Du lytter jo slet ikke til det, jeg siger!"

Hvortil moderen lo og sagde:
"Jo, og jeg forstår dig godt, men du siger jo det samme hver dag
- og det gider jeg altså ikke høre på mere, så nu jeg har givet mig selv
den opgave, at jeg vil forsøge at sige noget nyt til dig, som jeg aldrig før
har sagt. Jeg prøver at slå en ny melodi an - her i vores før så utrolig
hyggelige hjem-fra-skole-stund sammen. Jeg vil møde dig
på en ny måde, så det igen bliver rart at tale sammen.

Det varer jo kun nogle få år endnu, så kan du helt selv bestemme,
men indtil du bliver løsladt fra gymnasiefænglet som student en dag.
så skal du blot tage dine eksamer og holde ud. Sådan er det bare.
Jeg gider ikke skændes med dig om det mere."



Men så let
bryder man ikke et gammelt rollespil
.

Datteren rejste sig rasende og sagde: "Du tager mig heller aldrig alvorlig!
Og så siger du, at du forstår mig, men du forstår overhovedet ikke en skid af,
hvordan det er at være ung i dag!" Hvorefter hun grændende
løb op på sit værelse, som sædvanlig.

I stedet for at føle skyld, følte mor sig mere stolt og glad over,
at hun havde holdt fast i sit projekt - og det gjorde, at hun nu følte
en større kærlighed for datteren, da denne som sædvanlig
kom ned til aftensmaden, som om intet var sket.

Et par dage efter,
da moderen udbrød: "Sikke dog nogle dejlige farver, der er i din trøje!",
stoppede datteren et kort øjeblik sin klagesang og svarede: "Ja, det synes
jeg også". Hvor efter hun fortsatte med sin klagesang som før.

Pludselig en dag sagde hun:
"Nu gider jeg ikke beklage mig mere. Jeg har fundet en ny veninde,
som jeg kan lukke dampen ud med, og som forstår mig bedre end dig."
Og så lo hun for første gang i meget lang tid og sagde: "Det er altså for tosset
at sidde her og vrøvle løs, når du alligevel ikke gider høre på det, jeg siger.
Du er altså skideskør at tale med, ved du godt det mor?"
Hvortil moderen nikkede med et grin og lo med.

Det tog lidt tid og besvær, inden den nye kontakt var etableret,
men nu blev deres hyggestund noget, som de begge glædede sig til.


Pointen er,
at hvis du en dag opdager, at du er blevet spundet ind i et spil,
som du ikke kan lide at være med i, og derfor afbryder Rolle-spillet,
at så skal du ikke blive spor overrasket, hvis den anden ikke forstår dig
og reagerer ved at prøve at kalde dig tilbage i din gamle rolle
- så spillet kan fortsætte. Det er ofte svært at bryde et spil,
fordi der er en masse fordele og fiduser ved spillet,
som det kan være svært at droppe.

De fleste prøver at forandre på det som sker, ved at prøve på
at lave modparten om - og det virker som bekendt kun sjældent.
"Hvis du bare var en helt anden og gjorde som jeg sagde,
så ville alt gå meget bedre! (I hvert fald for mig) - spillet.

Og mindst lige så mange
har utrolig let ved at ende op i et Selv-forsvars-spil,
hvor vi utrolig let kæmper som besatte for at overbevise
såvel den anden, som sig selv om, at "jeg har ret, og du uret".

Og nogle synes at leve
i en slags kronisk Selv-forsvars-position
,
hvor de synes at forsvare deres lille ruin, som om det var et slot.
Forskønner, fordrejer og glemmer det, der skete, så det passer
bedst mulig med deres ofte ret indskrænkede selvbillede.
"Du pudser glorien" og "forsvarer din lille kvadratmeter,
som var det et kostbart guldsmykke, der stod på spil,
som man også siger om dette almenmenneskelige spil.
"De sælger blot deres Egotrip", sagde vi i 60 érne.

Selvhøjtidigheden, dvs. den manglende evne til at le af sig selv
hidsigheden ved kritik og den manglende lytte-evne afslører
dette ulidelige Ego-centrerede spil om "at få ret og vinde.".
Og da du ikke både kan få ret og være lykkelig,
er disse mennesker tit meget ulykkelige


En anden og bedre strategi er,
at give sig selv den opgave at sige eller gøre
noget helt nyt - som en venlig invitation til at mødes på en ny måde.
En strategi, der mere bygger på eksemplets magt, end på overtalelse.
(Hvis du således kan fastholde dig selv i at gøre og sige noget nyt,
så vil du trin for trin tvinge den anden til at forandre sit response
- for at bevare en eller anden form for kontakt med dig).

Det kan minde lidt om det, der sker,
hvis du dansede med din modpart og pludselig opdager
at grunden til, at I danser så dårligt sammen, er at I har lagt en forkert CD på.
Hvorpå du selvfølgelig ville afbryde dansen og gå hen og skifte melodien
ud med en, du bedre kan lide. Det vil selvfølgelig skabe lidt forvirring
og tage lidt tid, inden din partner fanger an på melodien
og svarer på dit nye oplæg - men noget nyt vil ske.

Og .... selvfølgelig er ovennævnte "spil"
blot et led i datterens selvstændighedsproces her midt i puberteten,
hvor datteren kører på et behov fra et tidligere trin i hendes modningsproces:
ala "Mor, du skal give mig noget - jeg kan ikke selv!", samtidig med at hendes
nye styrke er vokset. Og den fortæller hende, at "jeg skal kunne klare mig selv,
og det nytter ikke noget med alle Mors gode råd. Jeg må selv finde ud af det
på min egen måde! - Og den kender jeg desværre ikke endnu,
hvorefter hun klogt nok finder sig en ny skoleveninde,
som meget bedre kan forstå hende."

Ligesom mor, ovre på sin side, sad fast i sin dobbelhed
imellem på den ene side at bevare den gode gamle kontakt,
hvor hendes datter har brug for hende og stadigvæk behøver hendes vejledning
- og samtidig på den anden side glædede det hende oprigtigt at se sin datter
blive mere og mere selvstændig. Det, der især bekymrede hende var,
at hun ikke kunne gøre sin datter glad mere, at hun snart ville
være overflødig - og at hun savnede en ligeværdig kontakt.



Hverdagen er fuld af sådanne spil
og forstyrrede kontakter på et rollespils-plan som vi psykologer
ofte arbejder med på forskellig facon. En af dem, som har givet os
den bedste beskrivelse af dette 2. kontaktrum er Eric Berne, som
blev verdensberømt på sine bøger "Games people play" , (+ 2)
(den er oversat til dansk og hedder: "Hvad er det, vi leger ?"
+ se "What do you say, after you say hallo?" (+ 2 + 3).
+ /www.emotional-literacy.com/corehis.htm + 2 + 3


Ronald D. Laing
udtrykte engang dette 2. kontaktniveaues dilemma,
sådan her i en af hans berømte "Knuder" ( fra 1970,
- som jeg har tilladt mig at bygge lidt videre på her):

"De spiller et spil.
De spiller, at de ikke spiller et spil og at de er ærlige.
Hvis jeg viser dem, at jeg kan se, at de spiller et uærligt spil,
ja så bryder jeg reglerne - og det vil de straffe mig for.

Jeg må altså lege med i deres mystiske spil - ved ikke at se,
at jeg kan se spillet. Dvs. jeg må gøre mig følelsesmæssig blind,
eller lade som om jeg tror på dem - og er den, de tror, at jeg er.

Eller
jeg kan starte min egen leg og forsøge at få dem til
at lege med i min leg og mit spil - som forhåbentlig
er sjovere og mere meningsfuldt end deres.

Eller jeg må hastigt forlade det spil, som jeg ikke kan vinde
og søge efter andre, der spiller et spil eller leger en leg,
som jeg bedre kan lide. F. eks. at VI ikke spiller spil,
men vi leger blot vores lege/spil med hinanden.
Oh those eternal Mindgames.


Du kan læse mere om Masken
og besværet med at turde lægge den væk,
når andre kalder på en ærligere kontakt, her:
www.psykoweb.dk/psykoterapi/6.keys2.htm



Du kender det måske selv,
f. eks. når du løber ind i en pinlig kortslutning?

Hun: "Hvem er de blomster til?"
Han: "Jamen skat ... de er da til dig!"
Hun: "Hvornår er du begyndt at give mig blomster?"
(Hvad skal du nu bede om tilgivelse og forladelse for?).

Han: "Hør nu her, skat. Jeg havde bare lyst til at give dig dem!"
Hun: "Åh lad nu være - mig narrer du ikke med søde ord og roser,
sig mig nu: Hvad skal de blomster der nu dække over?"
Hvad vil du nu prøve at sælge til mig ?"

Han bliver vred:
"Kan jeg nu ikke engang give dig en gave længere?"
Hun: "Hvis du virkelig havde ment det som en gave, så ville du
have husket, at jeg bedre kan lide syrener ... i stedet for disse sølle
12 roser fra den første den bedste blomsterhandel, du kunne finde.

... Hvis du altså ikke bare lige har sagt til din sekretær,
at hun skulle smutte ned og købe nogle blomster til din kone ?"
Han: " Det er da for fandme ikke min sekretær, der har købt dem.
Jeg har selv valgt dem og jeg måtte køre en omvej for at få dem."

Hun: "Hvorfor købte du så ikke syrener?
Han: "Det må du undskylde. Jeg havde glemt, at du elsker syrener."
Hun: "Dér kan du selv se! Og du siger, at du ville gøre mig glad!
Nej sørme nej om jeg vil have dine afladsblomster."

Hvorefter manden kaster blomsterbuketten hen i et hjørne af stuen
og går ud og smækker med døren. Højt bandende og vred. Og hans
kone råber efter ham: "Dér kan du selv se, at jeg havde ret!
Hvornår holder du dog op med at pine og plage mig?"

Mony Elkaïm, nævner denne dialog i sin ellers lidt tørre bog
om parforholdets knuder: "Hvis du elsker mig, så - elsk mig ikke!"
fra 1988, som endnu et eksempel på denne særlige evne den menneskelige
race har til at kommunikere på to niveauer ad gangen, som kan genkendes
i de mest mærkværdige udtryk - og som kan låse en selv og andre
fast på en ind imellem katastrofal destruktiv facon.



Spil og diverse sociale lege
kan være uskyldige, destruktive - og underholdende.

De mest yndede sociale spil i dag
er af typen: "Jeg er ih så stor, stærk og sej - og kan bare alt",
og de gode gamle: "Jeg er mere værd end du", "Min bil er nyere end din"
og "Min familie er bedre end din". etc. etc. De lever stadigvæk godt.

Og som Eric Berne,
Claude Steiner og Muriell James
(som skrev bestselleren "Født vinder", Borgen, 1976)
- og mange andre, der anskuer vores kontakt med hinanden
ud fra denne rollespils-synsvinkel, gør opmærksom på,
ja så ville vi alle kede os bravt, hvis vi ikke kunne "lege"
og "spille lidt med" - også på dette 2. kontaktplan.

Men diverse skuespil og rollelege kan også
let ødelægge et mere personligt og ærligt kontaktønske
- og det er her, at vi som parterapeuter, venner og kærester
får lyst til at vise dem det spil, de sidder fast i - for at gå om bag
maskerne og rollerne - og etablere en mere ægte kommunikation.
Kort sagt: For at få en ordentlig menneskekontakt.

Når jeg, og andre kalder nogle af disse spil for neurotiske,
så hentyder det til, at nogle af disse, på overfladen "uskyldige lege",
er en vigtig årsag til, at folk igen og igen spænder ben for sig selv
og ikke opnår det, som de ønsker - og trænger til

.......


De opfører sig ih så sødt, pænt
dygtigt og rigtigt - men udover det, ja så ved ingen, hvem de er.
Og selvklart bliver deres sociale liv så forbandet tomt
pinefuldt og forudsigeligt = neurotisk!



"Du kan have fået så lidt nærvær,
at et overgreb opfattes som kærlighed.

Og du kan have fået så lidt kærlighed, at du per refleks
oplever en andens ønske om nærhed som et overgreb.

"At give dig kærlighed på en anden måde, end
den du forventer, er at forsøge at fylde et bundløst bæger."
som Bertil Martinsson opgivende skriver i sin minimalbog:
" Kunsten at elske andre", Borgen, 1998.


Åh ja - og hvorfor dog ikke lære sig
at tale åbent om sine behov, begrænsninger
og grænser enkelt og klart ? - uden alle disse spil?
Enhver af os giver - og tager jo imod på hver vores
helt egen måde - og Kærlighed handler også om at lære
din anden om netop din måde. Og det er oftest netop dér
at Bertil ´s "bundløse bæger" svigter i kærligheden.
Du lider, ja - men du siger ikke AV - og Stop!
Hvad mon hun vil have - i stedet for ?
Hvor er Ja ´et til noget i det, hun gør?


"So be gentle, if you please.
Because my hands are in your hair,
but my heart is in your teeth."
(fra Jewel: "Near You ")




Til den næste side: