et mislykket forsøg på at tale om det usigelige   Mødet med Dig - der selvklart er en anden end Mig, kan blive smukt som en regnbue - eller et helvede. Det afhænger af såvel mig - som dig - på det tidspunkt. Ingen af os er uskyldige eller skyldige, når det går galt. Faktisk er det altid lettere at misforstå hinanden, end forstå. En god kontakt er som en dans, hvor vi begge to deltager, så selvklart er vi begge to med-ansvarlige for, om vi farer vild i ordenes umuligheder - førend vi rigtig forstår hinanden. "Hinsides enhver illusion om og vurdering af, hvad der er rigtigt og forkert, hvem jeg og du er, vores vurdering og fortolkning af virkeligheden, er der en have. Dér - vil jeg godt møde dig." Vi mødes, bliver måske til et OS To, for et kort/ langt øjeblik. Derpå adskiller vi os så igen - med vores Ego´er, et Jeg - og Du i hver vores helt unike aldrig før sete eksistentielle virkelighed, En virkelighed, som vi let eller svært deler med en anden ud fra, hvordan vi hver især ser og forstår os selv og hinanden - og alt det andet, der sker om os. Det er en dyb længsel i os alle for at blive set og forstået, ganske ligesom vi ser os selv. Men dette mål er et ende resultat, ikke en start eller en selvfølge, som du også godt ved. Sommetider er det uvigtigt, ja total ligegyldigt om der opstår et Ægte Møde, en virkelig god kontakt og andre gange er det et spørgsmål om liv eller død. Kontakten kan være neutral, svag, sprød, usikker, lun og afprøvende - eller meget intens og stærk. Accept, tillid, humor, mod og værdsættelse... Der er mange niveauer og intensiteter. Der er tidspunkter, hvor længes jeg så stærkt efter et Os-To, at det gør ondt overalt. Og hvor jeg ville ønske, at du var mig og jeg dig. At der var en ledning i din navle med et stik, der kunne sættes ind i min, så vi var som to forbundne computere, der så blot kunne nøjes med at kikke hinanden dybt i øjnene og mærke efter. Så kunne jeg virkelig dybt kunne forstå dig - og du mig, sådan som vi indeni forstår os selv. Men når jeg med et suk, og lidt sorgmuntert har indset at telepati og sjælemøder kun sker som en sjælden mulighed, tja, så må jeg i stedet for knokle løs på at opnå kontakt med dig begrænset af mine ord, mit kropssprog - og mine handlinger. Fordi at hvis jeg ønsker at blive forstået, må jeg gøre mig forståelig. Finde det rette tidspunkt, finde de ord, som forløser. Og det betyder famle efter de rette ord og vendinger - og fortælle min historie, så du gider at lytte. Dvs. først selv kende mine meninger behov, tanker, følelser, drømme og begrænsninger. Kun derved kan jeg måske møde dig med Mig, som jeg er, nu og derved vinde over frygten for misforståelsen, skuffelsen, afmagten, ja opgivelsen og hjælpeløsheden, som alt for ofte er her - i den afstand, der reelt nok altid er i mellem os, når vi nu engang er to forskellige mennesker.. Jeg skal kort sagt ville dig noget, som jeg har brug for din tid og forståelse til at hitte ud af hvad mon er. Budskaberne i det jeg siger har brug for tid, som et foto i et fremkalderbad - for at træde tydeligt frem. - og jeg må evne at se dig, som DIG, adskilt og forskellig fra mig. Kunne række ud efter de signaler, du sender imod mig. Og du skal tilsvarende ville mig, og række ud efter de signaler, jeg sender til dig. Vi må begge to ønske at blive hørt, set og forstået - for ellers forbliver jeg og du jo blot alene i hver vores verden. At det er sådant er ikke nogens fejl eller skyld, sådan er det ganske enkelt at være menneske. "I believe the greatest gift I can conceive of having from anyone is to be seen, heard, understood and touched by them. The greatest gift I can give is to see, hear, understand and touch another person. When this is done, I feel contact has been made." Virginia Satir

Hvis jeg og du f.eks vil blive bedre kærester, eller blot vil blive en bedre til at nyde at tale sammen, må vi starte med at forstå vores egen rolle i de sociale spil og lege med hinanden, som såvel du og jeg alt for ofte bevidstløst vikler os ind i - og bare lige indgår i. Livet er også et herligt - og et farligt spil, ind imellem de kedelige øjeblikke. Låser jeg alt for let mig selv fast? Eller låser jeg dig? så vi farer vild i tåbelige, dødsyge og ligegyldige tomme dramaer uden liv, nærvær og glæde ved at jeg f. eks overspiller en dum rolle, jeg ikke kan lide? Eller måske opdager jeg at jeg kan lide at være sådan? Tør jeg være mig selv, sådan som jeg er og har det, netop nu ? Er jeg lige nu ærlig eller falsk overfor mig selv, og dig? Hvor god kontakt har jeg med mig selv? Hvad enten jeg kan lide det, eller vil det eller ej, så er jeg jo altid selv med til at skabe afstanden - eller få kontakt. Det handler ikke så meget om at tage dette ansvar på sig, mere om at opdage, at det har jeg selvklart en stor medindflydelse på. Derfor må jeg lære at tale et klart tydeligt sprog, du kan forstå og samtidig bevare min egenart. Det er ikke nemt Både at turde være MIG, og tale ud fra mit hjerte. Og se dig, fange din opmærksomhed og gøre dig nysgerrig, fremfor at gøre dig bange. Derfor må jeg finde ud af, hvad jeg egentlig mener, så klart og enkelt, jeg nu kan det. Bl. a. må jeg vide, hvornår jeg taler fra hjertet og hvornår jeg blot vil en upersonlig snak. Trin for trin må jeg lære at stå fast på essensen af mit budskab til dig samtidig med jeg lytter med indlevelse og nysgerrighed til det, du svarer - og ikke siger. Uden at lytte for at forstå, taler jeg og du jo kun med os selv - og derved keder jeg uhyggeligt let såvel dig, som mig selv i søvn og til døde. Via min kontakt-måde, er jeg med til at bestemme om vores møde bliver tæt, ægte og nærende eller tomt, falsk og ligegyldigt . Så hvis jeg ønsker at mødes med dig og opnå en endnu dybere personlig kontakt med dig, ja så må jeg lære at sætte ord på mine savn, tanker og konflikter - og få mine reele behov endnu tydeligere frem i min bevidsthed først. Sige JA til det, jeg godt vil og har lyst til - og NEJ til det, som jeg ikke vil og sørme ikke har lyst til. Dvs. vise såvel dig og mig selv den tillid, at jeg er ærlig overfor dig for derved at gå udover - hvad jeg troede, var min sandhed. Alene, og uden et nærværende Du - kan hverken du eller jeg bygge bro over vores indbyggede adskilthed og forskellighed. Sådan ser vores fælles situation ud for mig, - og derfor tror jeg selvfølgelig også naivt nogle gange, at din holdning til "det at bygge bro" og mødes tæt er den samme som min. Altid, altid denne naturlige - og evige tvivl fordi ... at hvad ved jeg dog i virkeligheden om det ? Det, jeg kan gøre i vores møde, er kort sagt at give dig MIG, så DU har en virkelig person at forholde dig til. For ellers forbliver jeg jo blot endnu EN ANDEN, og vil derfor kunne vedblive med at være lige netop så uset, overset, skuffet, ensom, uelsket og misforstået, som jeg ind imellem alt for pinligt realistisk kan føle mig. Denne evne til at kunne ændre på måden, faconen og kvaliteten af vores mere eller mindre dybe møder med andre kan forandre selv en stor livsangst, ja en ulidelig adskilthed og måske en tragisk skæbne. Det ved jeg ligger medfødt som en mulighed - i os alle. Og den viden er udgangspunktet for mit psykolog arbejde. Hvordan oplever du din kontakt med andre? ( citat fra vores 1. bog:"Psykodrama, at blive sig selv sammen med andre", fra Munksgaard, 1997 ) Ovennævnte skrev jeg som et svar på og som en uddybning af Fritz Perls og Virginia Satirs forsøg på at formulere et nyt udgangspunkt for en mere ærlig kontakt med sig selv og andre - som du ønsker at komme tættere på. Det kan du læse lidt mere om på den næste webside:

Klik videre til den næstsidste side, her: