Side 5. ..

Introduktion, side 1. ..... side 2. ......side 3. ....side 4.......side 6.

Narkissos-Myten.... en konklusion A + se B.. +. + og en vigtig tilføjelse.

Dine og mine rettigheder ...+ Kærlig mente skideballer til Egoister.

.Se et billede af en narcissisist - der siger mere end mange ord.

+ se et DanTurell-agtigt digt om det narcisistiske raseri
======================================



Lidt mere om forskellen på
et sprødt grænsepsykotisk ego
- og et opblæst ustabilt narcissistisk Ego.
(inspireret af et seminar med James Masterson i 1994)




PS. Denne side er mest for psykoterapeuter
og andre, som er specielt berørte + til nysgerrige.
Så keder du dig, rul hurtigt videre til side 7

Terapeutisk set er det vigtigt,
at vi lærer at skelne bedre imellem sværhedsgraden
af smerten, som er indbygget i disse "skæve" personligheder
Derfor skelnes der groft sagt imellem "en grænsepsykotisk"
og forskellige andre "karakterafvigende" personligheder:


A. Hos de sprødeste, mest umodne
og derfor ofte kaotiske Grænsepsykotiske personligheder
er der 2 delpersoner, som lever sit liv i personen næsten helt adskildt.
De er oftest blide, rolige og måske charmerende - eller cool, logiske
og dødcheket - for så lynhurtigt at vise deres andet Janus-ansigt
og blive utrolig brutale, ufølsomme og ondskabfulde
når virkeligheden ikke er, som de ønsker.


Det pæne Image, som vedkommende har af sig selv
splintres hele tiden ved fremkomsten af en total modsat
vildt sårbar, rasende, misundelig og ufølsom arrogant grandiøsitet.

En uerkendt del af personen træder pludselig frem.
De i omgangskredsen, som har oplevet en sådan dr. Jekyll og Mr. Hide
forvandling, glemmer det aldrig - det kan være meget overvældende!
Det er, som om personen har splittet sig selv ad i 2 helt adskilte dele
og typisk er raseranfaldet tåget, tilfældigt og meget diffust.
John Gleese skildrer f. eks. et helt vildt eksempel
herpå, som Basil i : "Halløj på Badehotellet."

Hos den grænsepsykotiske person går det helt blindt og døvt
ud over den person, som nu tilfældigvis står nærmest, når "anfaldet"
og "udbruddet" sker. Ordene er oftest helt meningsløse og tjener ikke
mere som kommunikationsmiddel, men blot til at forstærke følelsen
og lette det indre press via en voldsom emotionel udladning.

Alle de frygtelige sårende ord, der siges,
høres ikke som brutale ord med konsekvenser
af den flintrende rasende og fortvivlet person selv. De er blot lyde
og udtryk for en smerte, som vedkommende ikke kan rumme.
Orden siges "blot" for lige her og nu at få lettet trykket
og ikke for at blive hørt eller forstået

Det, der "bryder sammen" er Glansbilledet
og det som "bryder ud" er et anklagende diffust raseri,
som udtrykker en stor smerte, skuffelse og fortvivlelse over,
at ingen forstår dem - og mindst af alle, forstår de slet ikke sig selv.
Det er uhyre skræmmende hyppigt at få sådanne vanvittige sorte anfald!
Kun den, der selv har oplevet rædslen ved "helt at tabe forstanden" og følelsen
af at hvirle ned i et stort sort hul af vanvid - uden at kunne stoppe det,
kan forstå, hvor rædselsfuldt og skræmmende det føles - men
sådan er det at have et akut og åbent psykotisk udbrud.

Pludselig står du ikke mere foran et voksent menneske,
men et skrigende, utrøsteligt og smerteforknyt lille barn,
som bare skriger og skriger helt vildt på en længselsmor,
som aldrig kommer - og som der desværre stadig håbes på.


B. Hos den almindelig forstyrrede narcissistiske person
er disse 2 vigtige sider af personen (det ydre- og det indre Jeg)
derimod delvis erkendt - og mere kompliceret viklet ind i hinanden,
end hos den grænsepsykotiske person, (hvor der tit er ligesom en mur,
en glasrude eller en ståldør imellem disse 2 modsatte Janusansigter,
som slet ikke vil kendes ved hinandens eksistens).


Det fælles
for såvel de grænsepsykotiske
som for de mere velfungerende narcissister er,
at de ikke har givet slip på deres barnlige paradisdrøm
og behov for hele tiden at føle sig ubetinget elsket, tilbedt og beundret.
Jeg-idealet er at se sig selv, som noget meget meget stort og helt specielt
= som et lille barn, der hele tiden vil have sin mors udelte opmærksomhed.

Der er meget ofte en indre følelse af,
at "sådan bør jeg have det, fordi... at det har jeg ganske enkelt krav på!"
Samtidig med, at de slås imod en lige så stærk følelse af at føle sig pinefuldt
utilstrækkelige, talentløse, fragmenteret - uelsket og ganske værdiløse.

De sætter let sig selv - og andre op på en piestal,
for kort efter at skyde dem ned igen med foragt, når de skuffes.
Hvorimod de mere "ekshibitionistiske narcissister" bedre kan mobilisere sig selv
med en næsten manisk energi, så de derved undgår at mærke deres depression.
Men når dagdrømmene brister, falder de lige ned i et stort sort hul
og føler, at de intet er værd - og alt kun er det rene nederlag.
Højt at flyve, dybt at falde.


"Skabsnarcissisterne" forsvarer sig
imod en underliggende urgammel dyb depression
og selvopgivelse ved at idylisere og glorificere en anden,
som de så klynger sig til og kræver alt af - og hvis de skuffes,
så synker de let hen i håbløshed og stor selvmedlidenhed
- indtil de igen får en ny vision om, hvordan de igen
kan komme til at leve i en evig paradistilstand.



Denne uløselige indre krig og kamp
imod sig selv, andre - og realiteterne skaber
selvklart et stor indre stressniveau. Ja en stor angst - og træthed,
som de har meget svært ved at rumme. Hvis du f. eks. fordrer - eller
mere eller mindre ubevidst, kræver at andre ubetinget skal beundre dig,
ja så vil du også meget let kunne overreagere med en stor skuffelse
og morderisk fjendtlighed, hvis de i stedet for går op imod dig,
når "du bare kører adsted på omnipotensen" - i en evindelig
og blind konfrontation med den uforstående omverden.
som kun sjældent kan leve op til dine dagdrømme.


Kort sagt:
Den letteste måde i hverdagen
at få øje på dette indre Problembarn, er via denne Formel:

"Hvis du prøver at sige "en patalogisk narcissist" imod
eller fastholder en grænse, så bliver han/hun typisk helt utrolig døv,
og blind overfor dig, og reagerer helt urimeligt vredt og hidsigt.
Eller iskold og dybt fornærmet. - Uden på nogen måde
at ville - eller kunne? - se sin andel af hændelsen."

Masterson ser
denne reaktion, som et diagnotisk signal!
"Da det at få kritik jo først og fremmest er et udtryk for,
at andre er engageret i dig, i det, du gør, siger og udtrykker
- vil et modent menneske først og fremmest blive nysgerrig.

Det ses som et udtryk for et ærlig ment kontaktønske,
at andre overhovedet gider hidse sig op over noget, du har lavet.
gjort eller sagt din mening om! Du bliver set - og taget alvorligt!

Desværre opfatter narcissisten kun andres kritik
som et angreb på deres skæve Selvopfattelse, som
- de derpå bruger al deres vilde energi på at forsvare.
Kampen for at få ret, handler ikke mere om logik,
men om at de forsvarer hele deres liv og verden."

=============================


Min kommentar:
Er Forfængeligheds-smerter
ikke er et bedre - og mere forståeligt udtryk?
Imens jeg skriver dette resume, kommer jeg til at tænke på,
om al den der snak om Image og narcissisme egentlig er så ny ?
Har mennesket ikke lige siden tidernes morgen prøvet at puste sig op,
skjule sig bag lånte fjer og iføre sig farvestrålende dragter og udrustninger
for "at virke som om" - eller "ladet som om" at de var noget helt andet,
end de var til hverdag? Og er dette altid "af det onde"?

........

Har mennesket ikke lige siden tidernes morgen
haft besvær med Æren, Hovmodet, Forfængeligheden - det "at holde masken
og spille spillet" - for at opnå magt, kontrol, penge, smiger og opmærksomhed?

"En mus fjerter ej som en hest, uden at røven revner", sagde de i middelalderen.
Går du tilbage til det gamle Ægypten, Romerriget, det franske hof under Solkongen,
Marie Antoniettes gyldne år - ser Holbergs sædeskildringer fra det gamle Danmark,
og går om bag forhænget hos div. modeller, berømtheder og filmstjerner fra idag og igår,
ja så ser du også dér, såvel en sund - som en helt ustyrlig usund narcissisme i fuld flor.
Har vi mennesker ikke altid lidt under - og nydt forfængelighedens,
magtens, dagdrømmenes og hovmodets bittersøde fristelser?

>klik her, og se en Inca husgud<


Åh al denne pral og den forfængelighed!
Åh du utrolig store menneskelige forfængelighed.
Er det gådens svar, som Shakespeare sagde i sit berømte svar
på, hvorfor vi mennesker spiller vores evindelige spil med os selv
og hinanden: "Vanity, my friend - everything is just Vanity."

Det nye er måske, at vi så småt er begyndt at forstå
hvad der ligger bagved - og se efter andre udveje?

Hvordan kan vi
som terapeuter hjælpe disse mennesker
med deres kontakt- og identitetsproblemer?


I terapiens indledende faser
arbejder Masterson hovedsaglig på at "de-fuse",
dvs. tage energien, kraften ud af deres omnipotente vrangforestillinger om sig selv
og den dertil hørende grandiositet - og lære dem "at verden ikke kun drejer rundt
for at tilgodese dig og dine behov". Dvs. terapeuten tager styring
og engagerer sig konfronterende - uden at såre,
dvs. er blidt grænsesættende - og lyttende.


(( Kommentar:
Det er forøvrigt denne "de-fuse-teknik",
der har givet anledning til udtrykket "skrinks" om os psykoterapeuter,
fordi vi af disse oppustede folk sammenlignes med de indianere, der får hoveder
til at skrumpe ind, når de bliver kogt over en sagte ild. Sandheden i udtrykket
ligger i, at det selvklart føles utrolig sårende, især for ens forfængelighed
at få at vide, at man desværre ikke er helt så fuldendt og guddommelig,
som man i det skjulte håbede på, at få terapeutens bekræftigelse af.

Et eksempel:
Jeg husker en sådan mand i 4o´erne, der rasende sagde til mig,
(da jeg nægtede at acceptere, at det alene var hans kone som havde fejl),
at det havde jeg altså bare at sige, fordi - det jo var ham der betalte.
- "Nej!" svarede jeg. "Du har ikke købt mig! Du har købt min tid,
viden og ærlighed". Det tog helt gassen af ballonen. esk))


Masterson siger videre herom:
"Selvet må lære at tolerere sin adskillelse fra objekterne (andre mennesker)
og støttes i sin afbrudte kamp for at blive mere selvstændig på et ægte grundlag
og ikke på et dagdrømmende grandiøst grundlag, som blot fører til større Tomhed."
Det er ud fra denne opfattelse, at det er så vigtigt at "de-fuse" ballonerne.
.

....

Historisk set
skulle dette være sket allerede i barndommen
på grundlag af en trin for trin selvopdagelses- og frustrationsproces.
F. eks. via at forældrene højt og tydeligt sagde "Nej!" til barnets omnipotente
og alt for objekt-orienteret brug af andre mennesker. Men det skete ikke dengang!
Det er tankevækkende, at det meget ofte er skolernes "uregerlige", "voldsomme"
og "imagepudsende" børn, vi som terapeuter møder, når vi prøver at etablere
en ægte kontakt med disse mennesker. Der er meget ofte en lang historie
om kontaktbesvær og asocial adfærd - og derfor er det også sjældent,
at de kan huske at have haft mere end een og højst 2 gode venner
såvel i deres barndom, ungdom som i voksenlivet.


Det klassiske
psykoanalytiske "sygdomsbillede"
og årsagsforståelse handler oftest om den narcissistisk forstyrrede moder,
som ikke kan adskille sig selv fra sit barn, hvorfor hun roser det helt uforbeholdent
og ukritisk. - "Ja, du er perfekt, fuldkommen, du er noget helt unikt og vidunderligt,
uanset hvad alle andre siger - og hvad du selv føler indeni!" + skøre udsagn
ala: "Mor ved bedst, hvad der er godt og bedst for dig
og hvad du virkelig føler! Det ved du ikke selv!"

Barnet sejler igennem det nødvendige adskillelsesstadie
i sin modningsproces uden at blive udfordret, uden at blive skuffet,
afgrænset og udsat for realitets-verdens barske konfrontationer.

Dvs. Spædbarnets diffuse grandiose Selvopfattelse
- og den barnlige virkelighedsopfattelse forbliver intakt - og fastlåst.
Raserianfaldet, når andre konfronterer dem med deres begrænsninger via kritik,
leder tanken hen på et lille barn, som er vant til at få sin vilje ved at rase, hyle, vræle
meget højt og lave en masse støj, ballade, indtil alle andre er helt udmattet
- og til slut bøjer sig for dette vilde barn.


> klik - og forstør<


Bagved mange af disse menneskers raseri- og "panikanfald"
ligger der et fejlslagent forsøg på at få gennemtrumfet sin egoistiske vilje.
"Når alle de mere pæne og fornuftige argumenter ikke dur, så kan man jo
altid true dem med at begå selvmord", som en utrolig kynisk ung mand sagde.

Den nye mandeforskning peger på,
at man nok tidligere har set sig alt for gal på moderens rolle
og at den manglende realitetsforståelse, som disse mennesker
meget ofte lider af, mere skyldes fraværet af en kærlig og engageret far.
Det kan faktisk være en næsten hel umulig opgave for en enlig mor
at stoppe en vild og meget voldsom lille dreng, når han har sat si
g noget i hovedet, som han absolut skal have!

F. eks. er den faste, kærlige, fornuftige forstående grænsesætning
for aggressiviten i en familie har brug for traditionelt set altid
været faderens rolle - men hvor er han i dag?


Focus er idag
skiftet over på den manglende Faderfigur.
Far evar ofte blot en fjern, slap og halvdød karrikatur af en engageret far
- eller også var han ufattelig ufølsom og brutal (tæv og druk) i en grad,
som han vitterlig burde sige undskylde for og søge hjælp for.
Der var i hvert fald ikke et gensidigt kammeratskab
imellem far og søn i disse familier.

Det var mere en tavs skyttekrig
- eller en mere eller mindre afmægtig kamp,
der rasede lige under overfladen. Hån, tæv, kulde
og hårde straffe var mere reglen, end undtagelsen!

((Se mere herom hos Robert Bly
i hans mandebog: "Jernhans", Lindhardt og Ringhof, 1992
og hos Sam Keen i hans stærke modige mandebog "Ild i maven", Schønberg, 1994,
som simpelhen er den bedste bog om mænd, jeg har læst, siden jeg læste
Herb Goldbergs klassiker "Den truede mand" , Borgens forlag, fra 1982.
En god mandebog, jeg forøvrigt ville ønske blev genoptrykt!, esk)).

Personligt synes jeg oftest,
at hele denne mere eller mindre grundige søgning efter svaret på:
"Hvorfor har jeg det, som jeg har det nu?" alt for let ender ud en frugtesløs debat
om, hvis skyld det mon er, som intet nyt bringer frem. Løsningen ligger
ikke i at placere skyld. I den sammenhæng er det for mig vigtigt at fastslå,
at denne "søgning efter årsager", mere er en søgeproces efter en nøgle
til nogle reele savn og behov, som stadigvæk er sultne
- og at terapi ikke er en retsal, men et fristed.


I en eksistentialistisk orienterede
psykoterapi sættes der selvklart også tit focus på forståelselsen, meningen,
men primært trænes der i autonomi i nutidens mange små og store valgpunkter,
ligesom terapeutens opgave er at hjælpe vedkommende til kunne at tænke mindst
2 meter frem ved at overveje de mulige konsekvenser af at gøre X eller at gøre Y.
Dvs. at lære dig den livskunst, som så smukt kaldes" at opdage dit personlige
ansvar for dit eget og andres liv", dvs. dit eksistentielle ansvar.

Som Jean-Poul Satre engang
så krystalklart udtrykte udfordringen:
"Frihed ?... det er det, som du gør ved det, de har gjort dig til!
Du er - og bliver dine valg, uanset om du ved det eller ej."

Et spændende og tankevækkende eksempel på denne stilart
kan du læse mere om i Irvin D. Yaloms romanagtige bog om sit arbejde.
"Kærlighedens bøddel - og andre psykoterapeutiske fortællinger",
fra Gyldendals bogklubber, 1994.

I en medlevende caseskildring
af 10 intensive terapiforløb møder du her folk,
som mildest talt næsten alle må kunne henføres
til Mastersons forstyrrede narcissistiske personlighedstype.
Læs Yaloms bog, som åbner op for en et nyt syn.
Specielt interessant for "behandlere"

Terapeutisk set
skal du altså undgå direkte konfrontation.
Drop de lange analyser og stol i stedet på din indlevelse
og medfølelse med dette fastfrosne, usikre og skrøbelige Selv,
der bag alle røgskyerne og balladen kæmper for at komme op at stå.
Forsøg at opnå en god ærlig kontakt, så du kan være Tovholder
imens din "med- og modspiller" prøver på at hive sig selv op
på et niveau, hvor Glæden og Stoltheden kommer inde fra.

Undgå at han/hun hiver sig selv op - ved at hive dig ned.
Bliv stående, vær fast og ærlig - og lær at sige Nej
så det ikke er dig, der bliver kørt rundt med.
Opdag og leg med forskellen på Det Ægte,
og Det Falske, spillene og det destruktive.

Dvs. se det ægte i personen
langsomt vokse frem. Sammen finde et sprog,
og opgaver, der kan give personen en mere ægte og ærlig,
direkte og konstruktiv kontakt med andre mennesker.

Det kan være utrolig svært - også for os terapeuter
at se dette "vindue ind til sjælen", der kan være meget lille
og meget umodent. Som en klient f. eks. sagde til Masterson:
"Jeg ved altså ikke, hvordan du gør det, men det føles ligesom
om du sniger dig ind ad min bagdør og får mig til at tænke på noget,
som jeg egentlig helst ville være helt fri for at tænke på."
- Det skulle forståes som en kompliment.



En stor del af din tid sammen med disse klienter vil gå med
støtte og at du må forholde dig til beklagelser over, at du ikke er gud
eller omnipotent, dvs. at du ikke kan reperere deres "tabte paradistilstand"
- og at du ikke kan skaffe dem en ny stødsikker selvtillid, en ny perfekt kone/
mand - eller hurtige penge. Og en anden del af din tid sammen med disse klienter
vil gå med, at du skal forholde dig til, at du ikke er i besiddelse af magiske
"telepatiske evner". (ja ofte har du svært ved overhovedet at forstå,
hvad det er, de prøver at fortælle dig).

"Jeg kan give dig en olielampe,
men du må selv lære at tænde den og passe på den",
som en gammel


En typisk terapisession forløber iflg. James Masterson
ofte sådan her: "Klienten beklager sig og fortæller målløst.
Du kommer med en observation - og du modtager straks en skuffelsesreaktion.
Du siger: "Jeg lægger mærke til, at du ser skuffet ud over det, jeg sagde?"
Det modtages således: "Ja, det du siger er helt hen i vejret. Jeg ved ikke,
hvorfor du siger det - og hvor du får den ide fra?" Du siger: "Well, og
jeg hører, hvad du siger - og det lyder nu ikke så slemt i mine ører."
hvorefter du får at vide, at du intet har forstået.

Masterson plejer hertil at sige:
"Det, jeg lægger mest mærke til nu, er, at når jeg ikke
reagerer lige præcist sådan som du siger, du har brug for, at jeg gør,
så bliver du meget sur og skuffet - og den måde, du udtrykker de følelser på,
er f. eks. ved at du med et fnys vender hovedet væk fra mig.
Du bliver du så fjern - er du vred på mig ?"

Eller:
"Jeg ved det ikke, men det jeg ved er at jeg savner,
at du lige her og nu smager på det, som Jeg siger til Dig,
førend du spytter det ud. Hvordan hører du det,
som jeg lige her og nu siger til dig?"


Nøgleordene for Masterson
er "to suit": dvs. at skabe overensstemmelse, passe til
og at Genspejle, dvs. ligesom holde et spejl op foran klienten
- og helst på en blid indfølende facon - og undgå direkte konfrontationer.
Disse mennesker har brug for ret lang tid, inden de tør stole på deres følelser
- og på det, som deres krop signaler til dem. For slet ikke at tale om
den lange proces der skal til, førend at de får en ægte tillid til dig.


Mere "terapi-teknisk"
fortalte James Masterson også følgende gode råd:
Det svære ved at engagere sig terapeutisk i disse kritikoverfølsomme mennesker
er, at vi som terapeuter selvfølgelig også lynhurtigt bliver kategoriseret
af dem - og at de gør det ud fra en logik, som gør at alle
"vi andre" lynhurtigt reduceres til een af disse 2 "typer":

1. "Er du med mig?"
Dvs.: Du ikke udfordrer min selvopfattelse og tro på,
at jeg virkelig er genial, omnipotent og fuldkommen. Konkret udtrykker
dette sig i et ulideligt stort krav om at "Du skal sige, at jeg er ok
og elske mig - og at det mest er de andres skyld, når det
ind i mellem går galt for mig!". Bekræft mig i mine
illusioner om virkeligheden - ellers farvel!

2. "Er du imod mig?", dvs. kritisk.
Andre afvises og nedrakkes, fordi "at de ikke støtter nok"
- og ikke giver "mad" nok til dette skjulte, men storslåede og supergeniale
indre fantasibillede, som de har af sig selv. - Hadet, såretheden og afvisningen
kan være svær at tackle for unge terapeuter, som hurtigt bliver afvist og affejet,
- så de begge to meget let ender op i den gamle afmagtsposition, igen og igen.

Typisk siger Masterson,
bliver disse personer i dag fejldiagnosticeret som depressive
og grænsepsykotiske, når de udsættes for et afgørende traumatisk slag
imod deres falske Selv-opfattelse. Derfor møder de ofte en ret konfronterende
holdning hos deres terapeuter, som hurtigt begynder at sætte grænser for dem
og eensidigt prøver på at "holde dem fast på mål og realiteterne".


Det er ikke særlig smart! siger han.
De bliver blot utrolig rasende på dig - og afbryder forløbet.
Eller: "De føjer dig, og lader som om at du har evig ret i alt, hvad du siger
- ja idealiserer dig måske som Superterapeut. Du bliver deres nye supermor/far,
en magisk person og som sådan prøver de at blødgøre og spille op til dig, så du kan
levere "Superkuren". Hvilket selvfølgelig fører til skuffelse - og raseriet bryder ud.
Igen og igen ser vi, hvordan de det ene øjeblik sætter folk op på en piestal
- for så kort efter at forlade dem med foragt eller ligegyldighed."

De afbryder terapien, fordi at DU simpelhen ikke dur!
dvs. at du ikke kan leve op til deres projektion af deres indre barske krav om
"at du (og de selv) bør være 100% perfekt" - for på den måde at bevare følelsen af
at være den smukke perle i en hermetisk lukket skal, hvor ingen mere kan såre
eller true dem. Længslen handler om en tilbagevending til spædbarnets tryghed
og harmoni - i langt højere grad, end det handler om behovet for selverkendelse,
ærlighed - eller om at lære at åbne sig noget mere for andre mennesker.

Ligesom de i meget høj grad kikker efter et magisk tryllemiddel, et tricks
et trylleord/en talisman, den nemme løsning, Lottomillionen og de lettjente penge
Men især kræver de altså - ifølge Masterson - at få bekræftet deres omnipotens.
Især når de føler sig impotente og flade. De ønsker at få et kicks,
et hurtigt løft - uden at forandre på deres holdning og adfærd.

Masterson talte også om "det grandiose Jeg",
som en selvforsvarsmekanisme imod at personen blive overvældet
af den bagvedliggende dybere depression. Ud fra den holdning mener han,
at det er forkert at være for konfronterende, grænsesættende og barsk imod dem.
Det styrker dem rent faktisk kun i deres vrangforestillinger!

I stedet for bruger han en meget mere indfølende,
forstående og blødere stilart. - "Kravene, der bør stilles
til disse ofte ret skrøbelige og hyperfølsomme mennesker,
må ikke blive for store - eller medføre nederlag!" er hans parole.
Udgangspunktet for hans terapi er at forstå, at disse - ofte tragiske personer
ofte kun fungerer her i verden på basis af deres grandiose fantasier og planer!

De fungerer næsten helt uden relle og ægte,
dybe og eentydige følelser for andre. De tænker kun på sig selv.
Ofte er de tillige meget fjerne, "detached", (dvs. ret ligeglade med andre),
fordi andre mennesker mest af alt kun vurderes ud fra deres nytteværdi.
"Kan jeg bruge dig til noget?" Du vurderes ud fra om du støtter,
bekræftiger - eller kriserer, ja truer deres grandiositet.

Dvs. de bruger og misbruger andre mennesker,
og er iøvrigt egentlig ikke særlig interesseret i andres følelser.
Dette gør det meget svært at lære dem noget om psykologi.
Det, der især interesserer dem, er "fiduserne", det smarte
og de nye tricks, som de kan lære af os psykologer.


Narcissister føler næsten
ingenting ægte og reelt for andre end sig selv
og der er næsten intet ude i omverdenen, som kan fange
deres interesse og engagement i længere tid - alene
fordi at "dette andet" er interessant i sig selv.
Nysgerrigheden må først vækkes!


Som terapeut
kan du spørge dig selv:
Hvordan ville du selv fungere i verden,
hvis du havde investeret næsten al din energi,
alle dine tanker og anstrengelser i at opretholde et helt uholdbart billede
af dig selv - og på at undgå at "dumpe ned" i en ond, uforståelig og
skræmmende diffus sorgfuld tilstand, som måske vil lamme dig?
Det er ikke svært at forstå deres egocentri og frygt.
Det svære er at opbløde den.

Når du ikke føler noget for dig selv, andre eller for omverden,
hvordan ville du så klare dig, derude i den forvirrede voksne verden
og i dit sociale liv? - For slet ikke at nævne kærlighedslivet ?

Masterson taler om, at disse egoister ofte
udvikler nogle meget exclusive sensitive radarantenner,
og bruger dem, som en slags radar til at spotte sig ind på f. eks.
dine narcissistiske tendenser og sårbarheder - og så prøver de på
at tilgodese dine narcissistiske behov - et stykke tid - i håbet om,
at du derefter - ganske tilsvarende - vil mætte deres egne store
uopfyldte narcissistiske behov. Det kan de være dygtige til!


Til forskel fra "grænsepsykoserne",
vil narcissistisk forstyrrede mennesker
mere eller mindre åbenlyst være i stand til at forfølge narcissistiske mål.
I den adfærd har de fri adgang til deres energi og raseri. De har ikke så svært ved
at ville og kunne noget - ligesom de heller ikke har svært ved forbande og rase ud
imod deres ikke altid lige rosende, glorificerende og self-imagestøttende omverden.

Når derimod en grænsepsykotisk person
"aktiviserer sit grandiøse jeg", ja så ryger han/ hun
derimod oftest meget hurtigt og voldsomt lige ind i en stor panikangst
eller lige lukt ned i en dyb depression, fordi lige bag den tynde facade,
gemmer der sig en sjæl, som er at forstå som et lille forskræmt,
forladt, ensomt og hjælpeløst spædbarn, der føler sig
truet af en fjendtlig ondsindede egoistisk omverden
måske - ligesom dengang, da ....?


.......

Pointen er,
at vi skal være meget opmærksomme på, om der lige bagved
det narcissistisk raseriudbrud og den maniske jagt efter ros og beundring
skjuler sig et meget splittet, skrøbeligt og overordentlig sårbart Selv,
som meget let kan drukne i en alt for stor angst - eller helt lammes
i en rædselfuld depressiv tilstand, hvis vi kører for hårdt frem.

Vi skal altså passe på, at terapien ikke blot passiviserer
personen helt ned i en endnu mere apatisk, næsten autistisk tilstand.
Dvs. at personen "går helt død", fordi personen endnu ikke har tillid nok
til at turde konfrontere dig med deres raseri, forurettelse - og afmagt.
Uden en varm arm om skulderen "bliver de væk"!

Det er en meget svær balanceakt
- og kræver et individuelt skøn.

Tilbage til index	videre til side 6
Er du selv terapeut, behandler - eller ?, så klik en dag her.	Videre til side 7: Myten om Narcisus