NB: Jeg, (Ebbe) vil her prøve noget nyt:
nemlig at give dig en meget lang tekst - på kun een webside.
Det gør at denne webside er meget lettere at udprinte.
|
Jo mere jeg vil have dig, jo mere fjerner du dig, ja går måske fra mig. Og jo mere fjern jeg er, jo mere savner du mig. Her er tanker, erfaringer og nyttige råd om en pinefuld konflikt, som næsten alle ældre Parforhold kender - i forskellige udgaver:  Indhold: Er du den mest kærlige? - eller egocentriske? af jer to. Problemet er ubalancen... + om køleskabet og døde dansen. Til dig, der er mest ovenpå. .Og til dig, der fejl-elsker for meget. Om følelsernes cykelpumpe. + om at bruge Tavshed som straf. Hvad kan der gøres?.. + Nøgler til at låse op. Konsekvenser. Om at lære at tale med - versus op, eller ned til hinanden. + se: bliv bedre til at tale ærligt og direkte fra hjertet. + Kender du disse 5 forskellige kærligheds-sprog? Et læse forslag: Skim først teksten nedenfor hurtigt igennem. og vent med at klikke løs på de mange links, indtil du har fået et overblik. Ellers bliver du bare skrup forvirret. Kan du lide det, du ser på denne side - så udprint teksten, og læs derefter hele molevitten i en afstressende sofa. (PS. Jeg skrev denne artikel i 1993. Derfor gifferne, farverne og gentagelserne, og at teksten blev så lang - jeg havde ikke tid til at skrive det, jeg opdagede kortere. Ebbe) |
|
"Elsker du et andet menneske dybt og inderligt, kan det give dig en stor styrke. At blive elsket kan give dig et større Ego, værdi og magt. Det er først, når kærligheden flyder frit, er aktiv begge veje at den fælles glæde, styrke og lykkefølelse blomstrer frem." - frit oversat fra Lao Tzu, (en urgammel kinesisk filosof.) Er du den mest ego-centriske eller den mest kærlighedssøgende ? i jeres parforhold: ..  ...... Hvad tror du, sker her? lige om lidt, når disse to kærester mødes? Svar: "Det afhænger selvklart meget af, ud fra hvis synsvinkel, vi ser konflikten: PROBLEMET, som det ser ud fra den stressede Jonglør´s synsvinkel: "Hvorfor f. kan du ikke bare give mig lidt fred og ro? Kan du ikke se, at jeg er optaget af noget meget vigtigt nu?" "Åh nej, jeg kan kun gøre een ting ad gangen, for helvede!" "Du forstyrrer mig kun nu, jeg mister koncentrationen." Fra dette ståsted handler forstyrrelsen mest om bad Timing: Dvs. "Det er et dårligt tidspunkt nu. Jeg er midt i noget vigtigt, der kræver al min koncentration, så giv mig lidt tid, 10 minutter, til at omstille mig fra det, jeg gør nu - til at snakke med dig." Sådanne gode ord bygger bro, hvis de siges civiliseret. Eller: "ET Øjeblik. Sæt dig lige ned ... min skat og se her, hvad jeg har gang i." Eller: "lav en kop kaffe og kom igen om 10 minutter." De ord vil passe bedre til Jonglørens opfattelse, end sure udskældende ord, der så let lynhurtigt og hidsigt flyver ud af munden på "den uopmærksomme" og "nu-er-et andet-sted, ja du er den selvoptagne jonglør", der sårer og irriterer "det søde kontaktglade egern", der bare lige ville .... have lidt kontakt. Jongløren siger egentlig - sådan udefra set: "Jeg beklager meget, at mit Ja til mig, og det jeg gør, desværre opfattes af dig, som en afvisning, et Nej til dig. I min verden udtrykker jeg ikke en afvisning eller irritation. Mit ja, til "noget andet end dig", er ikke "et nej til dig." PROBLEMET som det ser ud for den kontakt, og kærligheds søgende er: "I mine ører, hører jeg ikke andet, end at du afviser mig og jeg tror, at "Jo mere jeg vil dig , jo mindre vil du mig." Jeg ønsker at få en dybere, en mere ærlig kontakt med dig ... og du kommer mig ikke i møde, ja du undgår mig." (For nu at sige det lidt akademisk/ dvs. højpandet.) Chip føler sig misforstået af kæresten Chap, og er vred over det, der herfra opfattes som en afvisning. Chap er ganske rigtigt, lige nu, selvoptaget og ukærlig. Og skubber ikke alt andet til side. Og giver ikke Chip sin fulde opmærksomhed, lige nu. Men som en Chip sagde: "Hvad kan dog være vigtigere end mig?" hvortil Chap svarede. "Jeg er ofte vigtigere, end dig - for mig!" osv. osv. - hvorved afstanden selvklart blot bliver større. Skiftet fra at være focuseret, i kontakt, glad, kærlig og rolig, til at føle vrede over at blive skuffet, og derpå så føle sig afvist, kan ske på få sekunder - hos begge. Hvor den enes vredes udbrud, tænder den andens vrede i en gensidig råbe-højt-duel, der kan vare mindst dobbelt så længe, som nogen af de to, egentlig ønsker det. Hos nogle særlig døve par, kan råberiet vare næsten hele natten! - uden at nogle vinder, finalen er blot: en total udmattelse. Sådan ca. lyder afmagts, og håbløsheds skriget, det smertelige erkendelsessuk hos mange, jeg har talt med om, hvad der sker imellem dem - og i den person, som de siger, at de elsker. Begge føler sig misforstået - og undrer sig over, hvad det egentlig er, der sker. "Jeg starter med at ønske at møde dig positivt, og så ... ender vi med at føle os totalt negative.", som en kvinde sagde, totalt udmattet. Problemet, ... som jeg ser det i denne artikel, er at I polariserer hinanden fremfor at I opnår det, som I savner og ønsker sker. Polarisering? Hvad er det? Kender du f. eks. Kontakt-polerne: Mit store behov for Alenehed - og mit behov for samhørighed. eller: Jeg er altid den fornuftige, og du styres af dine følelser. Jeg er den rodede, du den der vil have orden på alt, først. Du er en samler, og jeg er en spreder. Stærk - og svag. Jeg er alt for afhængig af en frihedselskende m/k. Din frihed bliver til mit fængsel. Helt og skurk. I kan ende med at blive til ren tegneserie m/k. Eller måske sker polariseringen, således: Hun brokker sig for meget over mandens passivitet. Han udmattes af sin kones evige bebrejdelser og trækker sig. Hun frustreres over, at manden trækker sig - og brokker sig igen i ønsket om at få ham til at være mere aktiv. Manden bekræftes blot i sit billede af at have en kone, som altid brokker sig. Og han er Håbløs. Kvinden bekræftes i at hun altid ved bedst og har ret - og i sit billede af desværre at have en initiativløs mand. Begge får ret - og begge taber. At de gensidigt skubber hinanden ud i disse poler, ved de ikke.  Carlin: "Her er alt du behøver at vide om mænd og kvinder. Kvinder er skøre. Mænd er dumme - og årsagen til at kvinder er skøre, er at mænd er dumme." Genkender du polariserings problemet? Hvis nej ... så skynd dig at bladre videre til en anden webside. Hvis ja ... læs videre, og lær nogle nye trin i par-dansen: Polarisering: Lad os se lidt nøjere på det, som sker: Vi kender vist alle disse to vigtige poler: nærvær + fravær: A. Stunder og øjeblikke, der mest er til det kærlige, det fælles. B. og de gange hvor du er meget mere optaget af noget helt andet, .....og hvor venlige kontaktforsøg opfattes - som en forstyrrelse. I et parforhold kan det meget let ske, at den ene kommer til at sætte sig på den ene pol, og den anden derved kommer længere og længere ud af den anden pol. Kærligheden bliver til sidst meget svær at føle - og give. Empatien bliver til nedgøring, og der, hvor før trygheden og glæden var, er der nu frygt, irritation og skænderier. F. eks. taler hun gerne om sine følelser og behov for ham, imens at han er mere optaget af sit arbejde og af alt det ydre. Ligesom når kontaktglade og kærlighedssultne mænd, jagter "kolde afvisende snedronninger", der er mere optagne af sit job, og måske børn, end af hans behov og følelser, ikke er ukendt. Det er let at føle sig uelsket, underprioriteret og ikke værdsat i nutidens travle, alt for stressede ukærlige hverdag. Disse par taler selvklart hen over hovedet på hinanden. Han er blevet total konedøv og hun har ikke opdaget det. Og begge føler sig tit og meget let totalt overset. Og klager derfor bittert over, at den anden "bare ikke forstår noget og især ikke forstår mig." - Og den anden sukker: "Præcis sådan, har jeg det også!" - og så ..........? Alt for ofte følger derpå: opgivelsen: skilsmissen og en yderlig polarisering af parret, i en ond spiral. Fremfor at det der sker, er en dans, en bølgen frem og tilbage imellem to sider og poler, der er i vores liv, ja så fastlåser nogle par sig i hver sin ende af spektret. Den ene bliver f. eks. arbejdsnarkoman - og den anden bliver den, der altid føler sig glemt, er lavt prioriteret. (som du måske kender det fra klassikeren: "Kvinder der elsker for meget."? af Robin Norwood) Det vi taler om her, er, et skjult magtspil imellem to stærke viljer. Og jeg står ved, at sådanne konflikter er uundgåelige, fordi vores store ønske om dyb kontakt og samhørighed hele tiden forstyrres af et tilsvarende stærkt behov for at bevare individualiteten i hverdagens tumult. Det ville da også være meget underligt, ja kedsommeligt, hvis to vidtforskellige mennesker, som jer, altid vil det samme, på samme tid og sted. Ergo handler det ikke altid om at undgå sådanne konflikter, men mere om at lære at turde og kunne se og tackle sådanne værdi- og prioriteringskonflikter bedre - og derved leve lidt bedre sammen. Ego´ernes viljeskampe, det evige psykologiske spil imellem at ville nærhed, tæt kontakt, sex og kærlighed - og samtidig selv 100% kunne bestemme over sit eget liv er en drønsvær balance, der oftest starter i det små, allerede når I er nyforelskede - for sidenhen at dukke op og vokse i styrke - for så igen at bryde frem i utallige variationer. Ligesom der burde være fred og harmoni imellem jer, vil jeres forskellighed igen og igen skabe uenigheder. Din hjertenskær er nogle gange også din dødsfjende. Sådan er parforholdets indre psyko-logik, især hvis egocentrien bliver alt for stor. Hvad er det egentlig, der sker? Een måde at forstå konflikter og misforståelser som kærester har, ligger i at forstå, hvor svært det reelt set er at få sine drømme og behov til at passe med det iøvrigt alt alt for stressede og krævende liv, vi vel alle via jobbet bliver spundet alt for meget ind i, her i hverdagens trummerum. Drømmen: Jeg tror på, vi alle i os har en dyb urgammel drøm om at kunne leve sammen med en ligeværdig partner i en tryg, varm, produktiv, livsglad og opløftende familie. Hvor ud fra vi så får lyst og mod til at udfolde os og blive de spændende og glade personligheder, som vi jo alle er der et sted, der indeni. - Men det er ikke altid lige let at få drømmen til at blive til en følt virkelighed. Ord forfører let, og praksis afslører dette. Der er så meget, der kan gå kludder i.  I den sammenhæng har jeg læst en interessant bog om Polarisering fra parterapeuterne Dean C. Delis og Cassandra Phillips: "Kærlighedens paradoks", Schønberg, 1992, (den kan lånes på bibliotekshylde nr 61. 642), hvori de beskriver en velkendt polarisering, der meget ofte ses mest tydeligt i tætte parforhold. En viljes-kamp, der meget let kan ødelægge ovenstående drøm, hvis den ikke bliver forstået og taklet konstruktivt/ dvs. kærligt. Inspireret af bogen, vil jeg her forsøge at beskrive en velkendt ubalance, der let opstår i et flerårigt parforhold Kortfattet kan poienten udtrykkes således: "Jo mere jeg vil dig, desto mindre vil du tilsyneladende mig!" og så et dybt suk, versus "Kan du da for helvede ikke give mig lidt fred og ro nu!" råbet. Hvad sker der dog? Du rækker jo blot kærligt ud efter din kæreste, der blot bliver irriteret og vredt vender ryggen til. Eller: Du vil blot have lidt ro og tid til noget vigtigt og straks bliver din kæreste sur og skælder dig ud. Resultat: Ingen af jer får det, I hver især ønsker. Kærligheds ønsket versus ønsket om at få ro og tid, ender lynhurtigt op i en fælles frustation (skuffelse), ... som I derefter må bruge utrolig meget tid på at udrede, forklare, forstå, tilgive osv. osv. Sikke et spild af den gode tid sammen.  Disse "gåen-helt-galt-af-hinanden"-spil kan selvklart udgå fra småtings afdelingen til megastore dramaer, hvor det, der sker, er spændende at se på film. I virkeligheden kan det være et vågen mareridt. Intensiteten og den bratte overgang fra at være gode venner til nu at stå overfor hinanden som rasende dødsfjender, kan forståeligt nok virke meget skræmmende. Polerne kan blive til livsroller, hvor I begge to med årene efterhånden piner livet, fornuften og glæden ud af hinanden i en lang tragedie. En yderst pinlig og pinefuld dødedans, som skræmmer såvel jeres børn, som venner og veninder væk. Hvem gider dog besøge et par, der altid skændes om selv de mindste ting? Eller du genkender måske Polariserings-spillet, som: "Jeg elsker dig jo bare alt for meget! Hvorfor bliver du så mere og mere fjern, ja helt uopnåelig for mig?"- sukket. versus "Åh hvis du dog bare vil lade være med at klamre, klynke og bare kræve og kræve og kræve ....." Eller se om bag udbrud, som disse: Den ene af jer vil måske skilles, og den anden råber rasende: "Efter alt det, jeg har gjort for dig, hvordan kan du så gøre dette her imod mig? Her har jeg gået og ofret mig for dig og børnene, og hvad er så takken? Jo, at du bare er blevet helt vildt egoistisk, og kun tænker på dig selv. Du tænker overhovedet ikke på mig!" Hvilket let fører frem til denne pinefulde erkendelse: "Jo mere jeg anstrenger mig for at få din opmærksomhed få en ærlig kontakt og ja få dig til at elske mig!, jo mere skubber jeg dig også samtidig væk fra mig." Et drønsvært dilemma. Hør da den andens udbrud: "Du kræver alt for meget af mig. Jeg kan ikke altid være der for dig! Du må se at blive mere voksen og selvstændig som jeg." Eller "Jeg tror, at jeg trænger til at få en god lang pause fra dig til at hitte ud af mig selv." Dvs. få fred og kun gøre, det jeg vil." Mange af disse "Åh, lad mig dog få lidt fred" udsagn, spejler at pardansen er kommet ud af balance og at I begge to nu har drevet hinanden for langt ud i 2 poler: Ligesom en magnet kan tiltrække en anden, kan en magnet også frastøde "Hvor kærligheden råder, forsvinder viljen til magt. Hvor magten er i højsædet, træder kærligheden tilbage. Den enes kraft, bliver let til den andens skygge." (som Carl Gustav Jung engang skrev). |
|
Som dette opleves indefra: Den ene af jer (X) føler sig svigtet, skuffet og forsømt, ja måske jaloux, og totalt afvist - som taberen i forholdet. Imens den anden (Y) føler sig skyldig og er ulykkelig over at have en så stor magt over den andens følelser og liv. Ja, Y bliver måske endog bange ved at føle en så stor magt og kontrol over X ´s humør. Og føler sig også skyldig over ikke at kunne elske den anden igen, i samme intense grad. Det er skræmmende at føle at du har så stor indflydelse på, om X smiler - eller græder. Ligesom der jo også oftest er et stort krav gemt bag de mange bønner, der dog er så indirekte, at det er svært at høre klart ... og reagere enkelt og kærligt på. Og - i al hemmelighed, kan Y måske også godt "ønske at jeg kunne være lige så kærlig og passioneret, som du er." som en træt, udmattet og fjern ægtemand i en parterapi fortalte sin kærlighedssøgende desperate hustru. Y kan inde bag ved blive misundelig på X, som er så fyldt op med kærlige følelser! I Woody Allens film: "Mig og Annie" har du et andet eksempel på ubalancen i den scene, hvor de hver for sig er i terapi. Alvie beklager sig over, at han og Annie så at sige aldrig elsker mere: "højst 3 gange om ugen!" Hos en anden terapeut beklager Annie sig samtidig over, at Alvie hele tiden vil i seng med hende. Hun sukker: "Vi gør det mindst 3 gange om ugen! - og han lytter næsten aldrig til mig." KONSEKVENSEN: Selv om I altså dybest set ønsker at mødes i øjenhøjde og igen stå lige overfor hinanden, så sker det uhyre let, at 2 personer i et parforhold lynhurtigt etablerer sig i en ulige Over- og Under position, der desværre meget let ender ude i en af disse 2 poler: Den ene af jer bliver elsket og værdsat hele tiden og føler sig derfor ovenpå. Og får derfor oftest sin vilje (dvs. bestemmer hvad I konkret gør i de vigtigste sager.), imens den anden derved kommer i en underordnet-position, (hvor du mere og mere desperat føler, du bare indretter dig - og måske helt mister kontrollen over, hvad der sker). Det kan nemt føles skræmmende og ulideligt. Hvordan kan det mon være? at jo mere tændt X er på Y - og faktisk vil Y noget godt at desto fjernere, køligere, ja måske afvisende og ukærlig - bliver Y?" Det første, der her er værd at bemærke - hvis du genkender ubalancen, er, at ganske ligesom fisken ude i havet sandsynligvis er den sidste, der bliver klar over, hvor vigtigt vandet er for dens eksistens, ja så er vi alle så selvoptaget, at vi sjældent fortolker vores egen adfærd i sammenhæng med andres adfærd, ser i forhold til, hvad vi gør. Hvorved vi let overser de større mønstre, danse og samspil + konsekvenserne af de magtspil, vi indgår i her i livet. Vi ser kun "det, som sker" som enten "er det helt min egen skyld" eller "Det er sørme din skyld!" Dvs. at vi slår indad eller vi slår udad. Som vred kan det være drønsvært at opleve at "det, jeg gør og føler", kun er den ene side af en fælles dans. Verden set igennem dit øje og din brille, er oftest anderledes end den måde, hvorpå jeg ser virkeligheden. Det faktum at vi lever i hver vores verden er simpelthen kommunikationens basale vilkår. Problemet er ikke, at I begge to føler jer misforstået. Problemet er at I er dårlige til at gøre jer forståelige - og til at tale om de reele savn, ønsker og længsler på en måde, der ikke - kun - opfattes som en kritik. Kort sagt, ligesom når du ser på et par, som danser vals rock, samba eller tango. Udefra set følger de hinandens trin, indefra set er de enten focuseres på egne, eller på den andens trin. Det er helt umulig at forstå den enes adfærd, trin og følelser, uafhængigt af den andens trin, gestik og improvisationer.  |
|
Dette fører os frem til Den 1. indsigt: Indse at du er med i en fælles dans, hvor det, du gør - og ikke gør, får konsekvenser for, hvad din partner gør - eller ikke gør. Og for det, som du/ I derfor føler indeni. Ingen af jer er 100% ansvarlig, skyldig .eller uskyldig. I er begge to medansvarlige for den pardans, der folder sig ud - eller dør ud. Også når du føler dig fanget ind i et hårdt spil med en, som du elsker og føler alt alt for meget for - uden at du derfor får tilsvarende intense følelser retur. Eller når du næsten hele tiden "føler dig jagtet, presset og ønsket" hvilket du måske opfatter som: "Du kræver alt for meget." - og derfor bliver du mere afvisende, end du kan lide. Måske er meget af det du føler, gør og ikke gør, nu og her, et symptom på, et udtryk for sådan en gensidig polariserende dans, hvor den ene fører? - og den anden bliver ført? Er det sådan en dans, du befinder dig i ? Så start med at se dig om og iagttag andre par, der også kan træde hinanden over tæerne. Måske er det lettere for dig at se ubalancer og balancer, når du ser det hos andre + opdager de glæder og konflikter, det medfører hos dem?  I sig selv er det befriende at erkende at denne ulighed i, hvem der følger/ elsker mest og hvem der "fører"/ bestemmer mest, er uundgåelig. Viljes-kampe er noget interessant, alle par vil opdage at der meget let går gak gak i, ind imellem, på en mere eller mindre barsk og pinefuld måde. Kun de par, der ikke danser helt tæt, ja de træder ikke hinanden over tæerne. Og de gør ikke hinanden ondt, ligesom de måske heller ikke gør hinanden godt -? Vi, der godt kan lide at danse tæt, må lære at tolerere at der skal to til at danse en god dans - og at vi desværre derfor ofte kommer til at træde hinanden over tæerne. Vi må lære at sige "AV!" - og ja, måske "undskyld" + konstant øve os i at være mere opmærksomme. Det ulykkelige er at alt for mange par helt holder op med at danse tæt, og skaber afstand, hvis de blot har trådt hinanden over tæerne to gange. De har måske ikke lært sig kunsten at flytte tæerne lidt hurtigere eller at skiftes til at føre - og blive forført? Polarisering kan hvis ubalancen fortsætter føre til en skilsmisse. Når du er i et parforhold er det ikke kun den enes ansvar at sørge for at I har det godt sammen. I er begge to med-ansvarlige, som i en dans. |
|
2. indsigt: Magtkampe vil forandre sig på forskellige tidspunkter i et forhold. Dvs. at "sådan, som du har det i dag, kan jeg let få det imorgen" er en langt bedre holdning at have, end "det er sgu dig, der er tosset og mig, der er normal." Eller: "Det er kun din skyld, at jeg føler ... Iagttager du forskellige par, vil du sandsynligvis hurtigt få øje på diverse variationer over "Par, der er ude af balance" mht. hvor meget de vil hinanden - og vil sig selv. Begge poler er vigtige. Problemet er ubalancen - og fastlåstheden. A. Allerede i Forførelses-fasen, hvor den ene ofte tidligere end den anden ved, at "Jeg er helt vild med dig og vil have dig." Nogen gange i lang tid før den anden, (der måske starter mere lunken, og blot er lidt smigret og ja måske bliver interesseret - men slet ikke lige så intens forelsket som X). Du kaster dig jublende i armene og i seng med den lunkne, og bliver så helt sønderknust bagefter, når denne ikke begejstret ringer dagen efter og inviterer dig ud. Eller kommer tilbage efter mere. I den første fase kan der være en så stor ulighed imellem, hvem der fører dansen og føler mest for den anden, at par-dansen brat ender, førend den overhovedet er begyndt. Den ene rækker hjertet frem og den anden reagerer forkert - eller skynder sig forskræmt bort. Vi, der tør leve og elske, kender alle til den skuffelse, det suk. B. Når forholdet begynder at udvikle sig og bliver alvor (efter de første 6 - 24 måneders tid). Det er ikke ualmindeligt, at den ene af jer før den anden opdager, "at nu er jeg altså ved at føle mig ret afhængig af dig, og jeg vil derfor godt tale om at vi gør dette forhold fastere og mere forpligtende! - Skal det være os to for alvor?" For så blot pinligt at finde ud af, at den anden nu begynder at tale om, "tror du ikke, at vi trænger til en tænkepause?" Eller mere ærligt siger: "Det er for tidligt for mig!" Vi ser da, at jo mere du, der er den mest tændte, trækker i og vil den anden - at jo mere skubbes der så blot væk. Yderst pinefuldt, for jer begge. Og rollerne kan brat vendes om: Får den kærlighedssøgende i en sådan "pause-periode", en affære med en anden, ja så kan parret hurtigt skifte poler, fra dag til dag. Pludselig vælder der intense kærlighedssavn ud af den før så lunkne og tilbageholdne - der nu bliver mødt med en lukket dør. Du kender måske den dans fra en af dine tidligere erfaringer? C. Denne ulige dans opdages igen, og igen, og igen, når Magt-balancen senere hen forandrer sig i mellem jer i forholdet. F. eks. var han ovenpå i de første mange år, indtil han blev arbejdsløs og totalt tabte selvtilliden. Pludselig har han utrolig meget mere brug for hende og trækker utålmodigt og plagende i hende. - Og hun opdager, at nu er det sørme hende, der hele tiden går og skubber ham væk, imens hun hører sig selv sige: "Åh, hvis du da bare ville være mere: forstående, selvsikker, interessant. Eller: social, naturlig, voksen, selvstændig og sexet - så kunne jeg måske elske dig noget mere." Eller du griber dig selv i dødirriteret og vredt at råbe: "Kan du da for helvede ikke lade mig være i fred!!!" Og bliver irriteret og forundret over at udbruddet sårer din partner - lige så meget, som dette udbrud sidste år sårede dig at høre. Eller dengang - før de fik deres første barn, var det hele tiden ham, der var mest vild med hende, men efter at hun nu føler sig mere bundet af barnet (og af ham?), så forandrer dansen sig. Nu er det hende, der hele tiden råber op om, at hun og barnet trænger til hans nærvær, støtte og kærlighed. Og vi ser nu ham flygte væk fra hende i overarbejde - og stress og sige, at han nu føler sig "helt forkert", derhjemme. .....Eller hvis hun før var mest glad for ham, får hun nu mere end nok nærvær og intim kontakt med baby - og støder ham derfor fra sig, hvis han også vil have noget af hende. Det hun kalder på, er "mere tid til mig selv." Og gør I begge det, hvor bliver kærligheden så af? Eller den ene af jer har længe følt sig ovenpå, lige indtil den dag, hvor den anden har en affære. Tju bang, så falder han /hun ned fra piestalen og opdager, at rollerne og følelserne nu er blevet byttet om. ( se mere her om utroskab, + klik her).  Eller den ene af jer får måske et bedre betalt job end den anden. Eller får succes med noget, imens den anden sidder fast i sit lortejob der er uden arbejdsglæde - og hele tiden brokker sig over dit og dat, hvor det før var den anden af jer, der altid beklagede sig. Eller den ene har en god, solid og kærlig familie i ryggen, imens den anden har en problematisk, ikke særlig støttende familie med en neurotisk mor, der tapper mere energi, end hun giver igen. og en far, du synes bliver mere og mere pinlig og dum med årene. Eller den ene af jer har flere venner, end den anden? osv. Eller pludselig sker trafikulykken, og Ham, der altid før var ovenpå og stærk, sidder nu hjælpeløs fast i en kørestol og ser kun sin fastlåsthed. Ja så gør det sørme også ondt at mærke at rollerne nu pinefuldt er blevet byttet om. Der kan ske så utrolig mange helt uforudsete ydre og indre forandringer, der totalt kan forandre jeres dans, så du, der før var fører, nu bliver den, der må prøve at følge med. Nogle par evner at skifte roller og lære endog at danse bedre efter sådan en krise - og andre par falder blot og slår sig. Ligesom du kan være kærlighedssulten i et parforhold, for så pludselig en dag at møde en, der ser og kan mætte dig - og så kan du simpelthen ikke holde ham/ hende dérhjemme ud, du før sagde, at du kunne gå i graven for. For blot et par år efter at opdage at du såmæn blot har byttet pol, og rolle i den næste par-dans. Begynder du at ane at vi her taler om, at noget helt basalt er på spil? Hvis den indsigt er blevet mere klar nu, har du forstået det, jeg her forsøger at forklare dig. |
|
Og lidt mere om oplevelsen af at være sat i Køleskabet - og om Muren, i et parforhold: F. eks. kan der åbne sig en afgrund og rejses høje tavshedsmure, når den ene pinligt tydeligt føler, at "jeg behøver dig meget mere, end du behøver mig!" Eller begynder at tvivle på "om du nu er den rette for mig? - og om jeg overhovedet elsker dig?" Tavsheden, tvivlen er svær og måske pinlig at tale om. Når tavsheden får det sidste ord risikerer I meget let at grave jer yderlig ned i de berømte skyttegravshuller eller opbygger en mur af tavshed - og afstand, der lynhurtigt gror op imellem jer. To, der før ikke kunne få nok af hinanden, leger tjørnehæk. Lige så forunderligt let, som kærligheden i sin tid blev tændt, lige så let kan den slukkes. Eller sættes på langvarig vågeblus. Vi kan også sige, at I sidder fast i en uforløst magt-ubalance, hvor den ene vil danse tæt, ønsker nærvær og vil en dialog - imens den anden skubber væk, og hellere vil noget andet. Jeres 2 viljer kæmper imod hinanden - og ingen vinder. At f. eks. hans tavshed og stædige "sig selv nok" mur inden længe vil udløse, at han bliver sat i Køleskabet og lukket ude af soveværelset. Det er vel ikke særlig forunderligt. Ligesom at han reagerer vredt på at blive lagt i Køleskabet ved at blive koldere og koldere. Som Karma-loven siger: "Du får oftest det tilbage i hovedet igen, som du sender ud i verden."  Dér, hvor magten og kontrolgalskaben er vigtigere end kærligheden, dér visner livet, kreativiteten, seksualiteten - i en ond, smertelig og nedadgående spiral, der synes uden ende Og indeni føler du det måske således:  Det er svært at åbne op for en dybt såret, skuffet, vred og frygtsom psykisk tilstand, hvis det også er dig, der sårede, der slog og skabte frygten. Du må træde et par trin tilbage, sætte dig ned og vente, indtil personen måske en dag vil dig noget. Hvis jeg slår dig hårdt i maven med en knytnæve, kan jeg selvfølgelig ikke også trøste dig bagefter - ikke førend du har skældt mig ud og fået luft. (Se mere om at hele sårede følelser her) Eller vi ser Magt og Kærligheds ubalancen, når begge skyder med skarpt på hinanden med fjendtlige, foragtende og ydmygende ord + ondsindede handlinger. Og trods det, at de blot gør hinanden og sig selv mere ondt end godt, så kan de alligevel ikke løsrive sig fra hinanden. De lever sammen som hund og kat, eller som en buldozer op imod en fæstning, i en stor fælles frygt for en dag at stå alene - uden at der er en, de kan skælde ud på og given skylden for at livet ikke er gået sådan, som det burde gå osv. En frygt, galde og livsangst, der æder sjælen indefra vil med årene gro frem i det tomme kontakt rum, imellem dem, der engang dirrede af kærlighed, glæde og venlighed. Han sidder og ser tv, imens hun småsover. Inspireret af det han nu ser på, spørger han: "Tror du der er et liv efter døden?" Hun vågner forvirret op. Han har ikke sagt en lyd hele aftenen. Hun: "Hvad vil du ellers kalde dette her?" Om ensomhed: "Hun er alene i køkkenet, imens hun venter på, han igen kommer fuld hjem. Da han endelig ankommer, serverer hun maden for ham, der sidder for bordenden. I tavshed." I disse Dødedanse bølger det frem og tilbage med skyld, bebrejdelser, selvforsvar og modangreb, - afbrudt af perioder med tavshed og iskold høflighed. Livets mangfoldighed bliver til et spørgsmål om at få ret og med sin vilje prøve at lave den anden om i sit eget billede. Vi ser to, der er fanget ind i en uforløst fælles smerte. Udadtil virker de måske usårlige, men indeni er de utrolig lette at såre. Begge lider - og kræver stædigt at den anden skal ændre sig, således at man selv derved "kan få lidt mere ro, kærlighed eller frihed - dvs. få det på netop min måde." At det også handler om et stivnet rollespil, ses ved, at det snart bliver lidt for let at forudsige hvad der sker, når den ene gør dit - eller siger noget dat. Der savnes kreativitet, overblikket og en forløsende latter over ens egen og den andens små julelege, tåbeligheder og livets mere eller mindre åbenlyse uretfærdigheder. Det hele bliver så alvorligt, tungt og sammenbidt og ingen synes villige til at sænke paraderne. |
|
Hvad sker der mon inde bag murene? i sådant et fastlåst, ja måske destruktivt parforhold, hvor selv de mindste småting kan føre til voldsomme explosioner af fjendtlighed og raseri. Lad os se ind bag gardinerne og facaderne for bedre at forstå, hvad der sker - og hvad der mangler: Den 3. indsigt: .... Tro endelig ikke at det er særlig sjovt at være ovenpå i et parforhold! Den af jer der er i Magtposition, skammer sig måske forfærdeligt over alle de ukærlige følelser, du føler indeni for den anden. For slet ikke at tale om din følelse af skyld og skam over alle de uhyrlige ord og handlinger, som du "lige kom til at sige og gøre " - der jo tydeligt nok både sårer og skræmmer den anden endnu mere væk fra dig. "Øh, undskyld at jeg nu for 118 gang igen dummede mig, faldt i, var dig utro, skuffede dig, glemte din fødselsdag... osv." "Åh for helvede! Jeg ved jo godt, hvilket drama jeg sætter igang derhjemme, ved at jeg ... , men hvis jeg ikke selv tænker på mig, hvem fanden gør det så ellers?"Og derfor har jeg lov til at være egoistisk ... det må du da kunne forstå!" Nogle mennesker synes at leve deres liv på uanvendelige dumme undskyldninger og undrer sig over, når deres "goodwill" konto en dag er overtrukket. Omvendt gentager "ofret" såmænd også blot sig selv i en lang trist gentagelse, ganske som sin "modspiller". De ser begge to helt tydeligt den andens fejl, men ... Eller "Jeg ser det, jeg frygter i mig selv, ovre i dig ... og du ser dine drømme og idealer inde i mig." Eller: "Åh nej, hvorfor sagde jeg dog også det, når jeg alt for godt ved, hvordan det påvirker dig?" Eller kender du hjertesukket: "Hvornår lærer jeg dog at kunne holde min store dumme kæft lukket ?" Igen og igen uløser selv de mindste små ting, pinlige og ind imellem helt ukontrollable kaos-scener. Det kan gå fra at have glemt at give et godnatkys, til at have tisset på toiletsædet - over til de mere sønderknusende ord og handlinger, hvor begge parter bagefter begge har det helt ad helvede til - og føler sig magtesløse mht. at ændre på noget. Selvfølgelig ender to´s afmægtige ufølsomme reaktioner i en fælles afmagt - og en dag, i en trist opgivelse af kærligheden. Bag tavsheden: En stor del af Magtpersonens livsenergi bruges på at undgå at sige "ubevidste" sårende ord og handlinger. Resultatet bliver indlysende, at du derved får mindre og mindre at snakke med din partner om - og glæden og det spontane fordufter derfor væk. For, hvad skal vi dog så tale om? "Det ville jo bare skuffe, ophidse eller såre dig mere, end det vil gavne. Det vil i hvert fald ikke give mig noget, jeg vil have!", siger du måske indeni, i såret selvretfærdig harme, der køres op indeni, for at dække over en dybere ulykkelig afmagt. Eller: "Der er da kaos nok herhjemme og hvis jeg nu igen kommer til at sige noget helt forkert - eller siger sandheden - ja så bryder det rene kaos da først løs", sukker du opgivende, for at retfærdiggøre din afmagtsfølelse. Og ok, måske har du ret - og måske ikke. Resultatet af din tavshed og dine nødløgne er i hvert fald - at I nu blot forskanser jer endnu mere og kun afmagten stiger. Det er ikke særlig rart at føle sig fastlåst på en hjælpeløs og frygtsom facon! Inden vi leder efter en løsning, så se lidt på denne tegning. Hvad tror du at hun svarer på hans indledende freds-udspil?  4. indsigt:..... Kærlighedssøgeren ser og føler sig også, som en Fange = fanget og låst inde ovre i sit - kun ganske lidt anderledes skyttegravshul. Den af jer, der er i kærlighedspositionen, er tavs og bange for ikke at vække "magtpersonens" vrede / foragt / afsky og er utrolig bange for igen at blive afvist og misforstået. Dvs. at du måske er tavs nu, fordi at du viser din udgave, af jeres fælles hjælpeløshed? Sårbarheden, sulten, smerten - som I er fælles om at føle på hver sin facon. Fordi hvis du taler om dine savn, frygter du sandsynligvis for, at du dødsikkert vil blive afvist og straffet, hvis du lige "kommer til" at sige eller gøre noget "forkert". Og du aner ikke, hvad du kan/skal gøre ved det. Tavsheden kan være et værn imod at føle hjælpeløshed. "Han lukker sig blot inde i sig selv og håber magisk på at uvejet vil gå over, og solen igen skinne varmt. Han tror ikke, at han kan gøre en forskel." Tavsheden kan også være et trodsigt nej til at acceptere hinandens forskelligheder. I stedet for at tage udgangspunkt i konkrete savn, behov, lyster og længsler så tager du urealistisk udgangspunkt i "Drømmen om alt det, der burde være så enkelt og naturligt" - men ikke er det. Som en forvirret mand sagde til mig: "Hvorfor kan vi ikke bare fortsat have det lige så godt og nemt som vi havde det, da vi var nyforelskede?" Igen og igen vil du derfor kunne høre dig selv sige: "Du og det burde altså være sådan og sådan." Eller "Jeg burde være sådan og sådan." (og ja, faktisk burde vi være to helt andre personer). Fremfor at du giver præcise udsagn om, hvad du vil, hvad du savner og måske godt kunne ønske dig på en mere enkel, venlig og ligetil facon. OG ja, det er og bliver en tung og uglad smertefyldt dans på tornede roser at elske en, der ikke elsker dig. Tavsheden kan også være et tegn på at kærligheden for længst er fløjet ud af jeres hjem og kun den ene af jer, håber endnu på forsoning, imens den anden håber på snart at finde en vej ud af fængslet. Skuffelsen kan gøre ondt og selve den smerte der er i længslen, kan let blive en vellystig erstatning for igen at turde føle den styrkende og glade kærlighed, som du måske en dag helt opgiver at føle mere - med Y? Igen i stedet for en forløsning, en afrunding - eller en løsning, vokser selvmedlidenheden sig blot stor og bliver kulsort indeni. Her er tavsheden oftest et Stolthedsværn imod at føle såvel sin skam, sin virkelighed og et blindt raseri - såvel som sin ægte dybere liggende blues. Den mest almindelige dans er at den ene ihærdigt prøver at indrette sig efter den anden. Og bider alt for meget i sig for at undgå at lave ballade og scener. De gange, det er sket tidligere, har det jo altid (?) blot ført jer frem til - et endnu mere pinefuldt eller skamfuldt nederlag. Der kommer derved ligesom et "farligt Minefelt" ind i stuen og I undgår at komme blot i nærheden af dette følsomme emne, selvom I begge to går og tænker på det hele tiden. Dvs. at tavsheden er en beskyttelse! Men beskyttelsen har sin pris, fordi at det menneske, der lider i stilhed, lider jo i dobbelt grad. Dels over tabet af den andens kærlighed - og dels over tabet af sig selv (som Søren Kierkegaard vist engang sagde). I Længselspositionen kan du helt miste sproget, opføre dig som en stum, blive dummere end du er og helt vildt umulig, ja måske agere som skør - og tavsheden kan på samme tid være en skjult straf, der kan virke ret så effektivt på "Magtpersonen". Tavsheden er ikke fravær af kommunikation. Det er at råbe tavse skrig til hinanden. Psykologer taler her om "at være passiv aggressiv" (dvs. at "du slår igen - under bordet "- uden åbent at vise, at du rent faktisk er skidehamrende vred og forurettet") "du spiller et spil" = manipulerer med falske ord, hvor din hensigt kun er kendt af dig selv. Det er i hvert fald svært at forstå dig, hvis du ikke siger noget - hvorfor du altså må øve dig i at blive mere klart forståelig. |
|
5. indsigt: Den Kærlighedssøgende er ikke kun en bly viol eller den rene uskyldighed. Jo længere tid du har været frustreret, forsømt og udsultet i et forhold og oplevet dig, som misforstået og en håbløs taber, jo mere ondt gør det - og jo mere ondt det gør, jo mindre indføling har du. Så uden "at ville det", sådan helt bevidst og med overlæg, kommer du derfor let til at gøre den anden ondt - måske endog uden at du ved det? Inde bag den overvenlige, smilende, søde høflige Maske og den bedende rolle i "at være den sårbare kærlighedssøgende", kan der godt gemme sig en hel vulkan af vrede og angst, skuffelser og en stor hjælpeløshedssmerte, der måske går meget langt tilbage. Selvopgivelsen og den indre vrede forurettethedsfølelse skjules hos den åh så uskyldige bag en cool maske af kulde og tavshed eller bag "lille Frk. hjælpeløs" og "Moder Jord"-livsrollerne. For slet ikke at tale om Mr. superStress og Træmanden. Det størknede og de fastlåste roller ses tydeligt på kropssproget, når tavsheden råder. Eller raseriet og ulykkeligheden viser sig måske i at den SelvUdslettende person forvandler sig til en mere subtil hævner, via en række indirekte anklager: "Ja, men .. jeg prøvede da bare at gøre dig glad skat". - "Mig? Du skal da slet ikke tænke på mig (det gør du jo alligevel aldrig, så hvorfor skulle du dog gøre det nu?)." Eller kan ses i dumme spil som: "Du skal da endelig ikke tro, at jeg elsker dig. Ha, ha, ha - hvor får du da den skøre tanke fra, min elskede?" Som de gamle vestjyder engang sagde: "Vogt dig for tålmodig mands vrede." Den person, der i første øjekast virkede som en skrøbelig "Underhund", kan ende med totalt at styre "Overhundens" ´s humør og adfærd! Og indeni tænker de måske begge to - i al hemmelighed: "Der fik jeg dig, din lede heks /stodder. Ha!" - versus "Hvorfor pokker finder jeg mig dog i det her?" Tavshed er svært at forsvare sig imod fordi udadtil virker det da "kun kærlig ment", Problemet er, at alle disse snig angreb / modangreb, og de oftest yderst forståelige hævntogter, sker i det skjulte. Og et sådant dagligt småhævneri kan være meget svær at forstå og at rumme! - Ligesom dig, der skyder med skyld og bebrejdelser, kan ramme plet og gøre utrolig ondt på såvel den anden som dig selv. En langvarig, rungrende kold tavshed kan også virkelig få den anden som har gjort dig uret, til at flippe helt ud, så magtbalancen derved - igen bliver lidt mere ligelig fordelt? Måske kun for en kort stund, men man er nøjsom når man længe har følt sig magtesløs og glemt. Du kender måske også andre eksempler på "mislykkede felttog", hvor f. eks. "den kærlige og rare" prøver på at vække sin partners attrå ved at prøve på at gøre denne bange, jaloux, irriteret eller ængstelig? Det kikser dog oftest. Bl. a. fordi Magtpersonen ret snart opdager, at Underpersonens øjne hele tiden følger dennes reaktioner. Og så bliver dette forsøg på at genoprette magtbalancen blot til endnu et nyt nederlag, der yderlig undergraver underpersonens Selvværdsfølelse - som så selvfølgelig blot bliver mindre og mindre i en evindelig ond cirkel Begges kulde og tavshed kan tit med held oversættes til dette eksistentielle udsagn, som begge forstår: "Jeg føler mig næsten total hjælpeløs - og afmægtig, lige nu, ganske som du." Sig da f. eks. "Jeg har simpelhen ingen ide om, hvordan jeg eller du kan tackle denne situation uden at gøre den endnu værre, end den er nu. Har du en løsning? " Det kan den anden oftest nikke genkendende til - og så er der da et glimt af kontakt og forståelse. Tavsheden og den manglende forståelse for hinandens forskellighed, kan let ende i en tavs kold krig der måske en dag ender med at blive til en makaber Dødedans, hvor I blot går og vogter på hinanden. Glæden er væk, når frygten for hinanden og sig selv flytter ind. Ganske som du kan iagttage polariserings processen som den udfolder sig i øjeblikket imellem Israel /Palæstina. Som før i Jugoslavien, så exploderer enhver fastlåst situation selvfølgelig ind i mellem i nogle frygtindgydende, ja chokerende skræmmende og rædselsfulde udbrud = voldelige explosioner. Fordi enten exploderer afmægtige folk udad, bliver rasende eller de kollabser depressivt indad i en ren dødslængsel, som vi kender det fra depressioner og resignation. I parforhold kan sådanne ulige magtforhold let skubbe en af jer ud i et alkoholmisbrug eller ind i uløselige selvdestruktive slagsmål om f. eks. evige brud på aftaler - og utroskab. Den ene undskylder sig hele tiden - og den anden skælder altid ud osv. Og hvis nu I en dag siger noget ærligt og ægte fra sjælen til hinanden - ja så vil det blot gøre situationen endnu værre. Det tror I begge på. Og det er muligvis sandt! - men bliver det reelt set undersøgt ? Eller konkluderer I blot afmægtigt sådan, helt per refleks? Med årene bliver murene højere og tykkere. I gror simpelthen til og skyttegravene bliver koldere. Frem gror tavsheden imellem de to, der hverken kan finde ud af at elske og glæde hinanden. Eller gå fra hinanden. Disse tragedier kan meget let medføre sygdom, neuroser, depressioner isolations psykoser - og ifølge flere undersøgelser en alt for tidlig død. Mange går og tror at de en dag når bunden - og så bliver det bedre. Alene at tænke sådan er et tydeligt tegn på, at bunden ER nået. Derfor, er her lidt mere om de skuffedes parforhold, hvor der hakkes, skældes ud og hældes utrolig meget ud over hinanden. Måske taler disse, tit sure par, meget sammen, men lytter du til, hvad de siger er det ikke kærlige opløftende ord og dialoger. Det bølger frem og tilbage med skyld og bebrejdelser. kritik og selvforsvar - med iskolde tavshedspauser. Tavshed kan larme højere end et tordenvejr Små ligegyldige ting svulmer op til uoverstigelige bjerge. Alt endevendes pedantisk. Ja så småligt, at I begge to i hemmelighed går og skammer jer en hel del over det. Opdag hvor forudsigeligt det, der sker, er, Find så på en morsom og dækkende titel på spillet: ala "Retsag", "Jeg/du har altid ret, jeg/du er aldrig god nok", og du er ved at opdage dansen omme bag danserne. ..... ..... Den såkaldte "Ovenpå person", (føren), oplever, at Underpersonen (følgeren) bevidst prøver på at irritere, drille, såre og provokere. Og ser sig derfor ond på "kærlighedspersonen." Der uskyldigt undskylder sig med: "jeg prøver jo blot at få lidt kontakt." Og som vi ved, fra Gul-stue i børnehaven, er negativ kontakt bedre, end slet ikke at kunne få kontakt. Og det nøjes de så begge to med. Du kan kende et kærligheds dræbende Retsals-spil ved at disse ord og replikker genbruges helt automatisk: "Det er din skyld, at jeg gør sådan og sådan, som jeg gør." "Jeg kan ikke gøre andet! Du fik mig til at slå dig, lyve ..." "Hvis bare, at du - eller jeg, var .... en helt anden, så." Der tales ikke om at vælge og tage et medansvar. Enten er du skyldig - eller også er du uskyldig. Følelsen kan kun vendes ved, at skyldsfølelsen udskiftes med glæden ved at kunne noget nyt, du ikke kunne tidligere. Dvs. ved at styrke din selvrespekt og ægte ansvarlighed. Stop det forudsigelige, gør dig åben overfor noget nyt. At et tomt dumt afmagts-spil opdages og stoppes, det er første trin imod noget nyt og aldrig før set. Efter at isen er smeltet skal du øve dig i at slappe af med accept af at alting, også du er i forandring at alting flyder rundt og er ude af kontrol for en tid. Tegn på, at isen er smeltet og du og vandet flyder igen. Dette er 50% af løsningen: At opdage - og kunne stoppe en dum dans, et smertefuldt forløb, et uærligt skænderi osv. førend du og din kæreste går i selvsving og igen blot ender i fælles afmagt.  De sidste 50% af løsningen/ forandringen sker ved at du - og din kæreste, hitter ud af hvad der skal til, for at du/ hun, han føler sig elsket og værdsat. Hvad er da det første nye trin du skal øve dig i at blive bedre og bedre til? Se A. + se B. Der igangsættes derfor en masse "Selvforbedrelses-programmer", der skal forbedre den anden: "Hvorfor prøver du ikke bare på at tro lidt mere på dig selv? Være lidt mere opmærksom," Meld dig til et fittness program, bliv mere sexuel tiltrækkende. siger "Overskudspersonen" utålmodigt, hvortil "Underpersonen" med hælene sat godt i, sagte ssiger "Ja, men ..." Og du bør da vide, opdage at du lige nu og her er ved at gå i fælden og gå ind i at deltage i et forudsigeligt dumt spil: Når dit omsorgsfulde: "Hvorfor prøver du ikke bare på at ... forslag, råd" mødes med et forudsigeligt "ja, men ..." svar, ved du, at vedkommende ikke ønsker en forandring, nu, men blot vil forståes - og værdsættes i sin egen ret. Have ret til at føle som du gør, sige det, der tænkes. Spillet: "Jeg er ikke parat til at øve mig og gøre noget nyt. Jeg trænger bare til at få luft og blive forstået, bekræftiget, førend jeg kan rumme gode råd og øve mig i nye udveje." Overses denne "ja, men ..." refleks, den modstand, vil forbedringsprojektet sandsynligvis kollapse. Og diverse slankekure og "nytårskure" sættes igang: Motionscyklerne findes frem, og man er ekstra sød og kærlig, holder sin mund og ser sød ud - og ind imellem tager man sig gevaldigt sammen, et stykke tid, for så at give helt op igen. Fordi resultatet blev jo ikke ... lige som dengang da ... I var nyforelsket - og alt kun var fryd og glæde? eller hvad du nu går og dagdrømmer om sker? Bag mange af "Underpersonen" kritiske angreb, ligger der et ønske om at få mere opmærksomhed, mere omsorg, mere indlevelse og forståelse - men "Overpersonen" føler kun dette som et pres og krav! Det glemmes, at hele ideen med at indgå i et kærligheds fastforhold er, at dette skal styrke jer og give jer glæde. Så ... hvordan kan du styrke din såkaldt elskedes følelse af, vished om at være elsket og værdsat? Vi kan sige, at I taler forbi hinanden, fordi I taler med forskellige kærligheds sprog. Hvad betyder det? se: 5 kærlighedssprog.htm I kan polarisere jer helt ud i ekstremerne, så den ene oplever den anden som en vampyr, "der bare vil have mine penge og intet selv yder." "Du elsker ikke mig. Du vil bare have mig, så du føler dig tryg og får din daglige sex. Du er skide lige glad med, hvem jeg er, hvad jeg føler, tænker og mener ..." Eller "Du er som en brønd uden en bund. Ligegyldigt, hvor meget jeg giver dig, er det aldrig nok, til at du bliver gladere og mere tilfreds. Du bliver aldrig mæt." osv.  Igen og igen udbryder Jongløren derfor sin velkendte remse: "Åååh Nej - lad mig da for pokker være i fred!" for derpå at få dårlig samvittighed og bondeanger over, hele tiden? at skulle være så afvisende og kold. Dvs. at det kun er den ene, der prøver at skabe fornyelse. Og som i enhver dans vil dette hurtigt føre til, at I bevæger jer hver sin vej væk. Begge hader I disse kaos-scener, der blot skaber endnu mere afstand og vrede. I bliver tavse, du lukker dig inde, smækker med døren går sig en tur med hunden - eller kører en lang tur i bilen. Hvorefter der køres endnu et Selvtillidsopbyggende kursus af på "Underpersonen" for at "forbedre denne" - uden at se på, hvordan den enes dans (din) påvirkes af den andens trin. Igen og igen startes der på halvhjertede "Forbedrings-planer", som alle bare ender i papirkurven. Ubalancen i jeres følelser, bliver mere tydelig, og ja pinefuld, hvis der ikke sker noget uventet og gerne overraskende, som genetablerer en bedre balance imellem: hvem der elsker mest og hvem, der lader hvem, bestemme mest. At polarisere betyder at fjerner jer mere og mere fra hinanden. Hvad er forskellen imellem "Jeg kan vældig godt lide dig. Og jeg elsker Dig!" ...? Budda svarede smukt: "Når du kan lide en blomst, plukker du den. Når du elsker blomsten, vander du den dagligt. Du, der forstå denne forskel, forstår livet." |
|
Hvad kan der gøres? 6. indsigt: Engang ville dette par hinanden det godt og de gav hinanden det bedste, de havde og indeholder. Det kan synes ufatteligt, ja skræmmende at opleve, hvordan to mennesker, så let kan gå fra "noget, der var så godt - til noget, der er så dårligt". Fra dobbelt glæde - til noget tragisk og dumt. Som en klient engang resigneret sagde til mig: "Er det mon sådan, at vi igen og igen opsøger kærligheden, engagerer os, bliver skuffet og såret - for derpå at trække os tilbage igen til den rå egoisme, hvor vi blot lider og småhævner os på hinanden eller desperat prøver at lave hinanden om - for så en dag endeligt at opgive dette umulige projekt? Når forholdet en dag er dødt, er vi så forbandet ivrige efter at nogle skal fortælle os, vi stadig er ok og værdige til kærlighed, at vi bryder ud - for så at starte nøjagtig den samme proces igen. Er kærlighed ikke bare et stort illusionsnummer?" Tja, det er muligt at mange parforhold, du ser, minder dig om et dårligt teaterstykke, et reklamenummer eller et cirkus, men det er nu stadigvæk "the best show in town" mindede jeg ham om... Og mærkelig nok, er der altså altså nogle, der formår at holde deres kærlighed levende, igen og igen fornyr sig sammen i stadig omskiftelige danse, i stadig nye mønstre og balancer som ligeværdige elskende, der med årene mere og mere kan lide hinanden, som vi nu engang er. Der eksisterer faktisk nogle par, der godt kan finde ud af den svære balance imellem at bevare sin personlige frihed og have sin egen vilje - med kærligheden krav, skuffelser og glæder. Mange af de råd du på disse Parforholds-websider kan læse om hidrører fra nærgående studier af, hvad disse gladere par har fundet ud af, som de ulykkelige par ikke har. Dean C. Delis terapeutiske råd og holdning til dig i et dårligt parforhold, kan kort udtrykkes således: "Hvis du er med i et kedeligt selskab, kan du godt få lidt liv i selskabet ved at fyre nogle uforskammede bemærkninger af og derved lave lidt rav og ballade i det hele - og ja det virker, ganske rigtigt forløsende at skrue op for musikken og bissen lige nu og her i øjeblikket, men så bliver det bare værre. OG du kan også vurdere situationen, konstatere at du ikke kan lide det, der sker. Og derpå vælge at lægge noget bedre dansemusik på grammofonen for derved at prøve, om du kan få de andre med på en ny dans! Det giver ofte et helt andet resultat, hvis du mest tænker på, hvad du selv kan gøre anderledes - end når du spekulerer på og kører på, hvad din partner bør gøre anderledes. Eller se problemet i et andet billede: Hvis du overværer et kedeligt foredrag, så kan du forholde dig i ro og holde pinen ud, - eller du kan også udtænke nogle nye, måske provokerende og spændende spørgsmål, og spørge. Det giver større engagement, hvis du engagerer dig og tænder for nysgerrigheden, fremfor blot tavs at sidde stille og afvise det, som du ikke forstår. Det kan også sammenlignes med, at du på dit job fik en opgave, der ganske enkelt er for svær at klare alene. Så vil du søge hjælp hos en, der er mere erfaren i den slags opgaver - og vedkommende vil nok hjælpe dig med at dele opgaven op i nogle mere spiselige bidder. Og adskille det, du egentlig godt kan klare selv - fra det, du endnu ikke kan klare - for derefter måske at rose dig for det, du gradvis bliver bedre til. Kort sagt er det ofte det, der sker, hvis I går i Parterapi. I et dårligt fungerende parforhold kan du vælge at indtage en beklagende, sukkende holdning, hvor du blot glider dybere og dybere ind i resignationens tåger Dvs. du kan låse dig fast i en tavs skyttegravskrig, hvor ingen vinder og alle taber og blive deltager i et langt udmattende tomt afmagtsdrama. Denne fælde er det vigtigt for os at undgå, som træner og hjælper par. Står vi behandlere alene med ønsket om en forandring, dur det ikke. Du skal være villig til at øve noget nyt, for at der sker noget nyt. På kort sigt er det selvklart det letteste at skubbe væk, blot håbe på, længes efter, råbe op eller bide i sig, men prøv at lyt: Sikke dog en falsk, hvinende og smertefuld lyd, de der forslidte grammofonplader har, der hele tiden gentager det samme hak i pladen, det bliver bare ved og ved. Der er heldigvis en bedre mulighed: Du kan som sagt vælge blot at køre på automat refleksen. Eller trin for trin øve dig i at lære En Problemløsende Holdning, hvor du mere nysgerrigt og kreativt begynder at udforske problemet. Ikke for at finde fejl, en skyldig eller forstå det mystiske "Hvorfor?" I stedet for at søge "Forklaringen", søg Løsningen og en forandring! F. eks. som her, at læse mere om, hvad andre har opdaget før dig. Hold fast i at bevare optimismen, bliv bedre til at kunne trække vejret frit. Konsultere en par-terapeut og risikere dér at opdage, at ja, dér er noget vigtigt, jeg må øve mig i. Spørg digselv: "Virker det, jeg gør - eller virker det simpelthen ikke?" Dvs. når du har et problem, leder du så efter en løsning på det - eller forvandler du blot det hele til en absurd tåbelig retsal, hvor det kun handler om at finde en skyldig ... og selv blive erklæret uskyldig? Det, jeg her prøver at fortælle dig, er at du ofte vil opdage, at en vigtig del af jeres problem hænger sammen med, at I stille og roligt har Polariseret hinanden. Ud i 2 yderpoler, hvor den ene nu råber på: "Mere opmærksomhed, mere nærhed og ? " - imens den anden tavs taler om pres og krav - og drømmer om at få mere frihed og blive skilt fra "den sultne" evindelig uglade og utilfredse. "Det er ikke mig, du søger ..." Selvklart er den, som bliver elsket så højt ikke særlig sulten, da den anden jo hele tiden "mader" vedkommende med ros, opmærksomhed og kærlighedserklæringer. Ubalancen bliver blot yderlig forstørret. Vendes rollerne om, viser det sig oftest, at det mere er selve positionen end personen, der er problemet. F. eks. er det ikke et ukendt fænomen, at når "du, den forsømte" pludselig en dag finder en, som hellere end gerne både vil elske og værdsætte dig, og derfor forlader "den ligeglade og lunkne", at så skifter rollerne. Nu står han eller hende, der før sagde: "Åh, lad mig dog være i fred" og råber og trygler om at få en chance til at gøre det hele godt igen. |
|
Og hvad fører så alt dette her til? Jo - til disse nøgler til at låse tavsheden op:  Spørg først: Hvordan ser det kaos vi sidder fast i nu, ud, ovre fra din stol? Udover derved at anerkende, at et ulige parforhold er en fælles skæv dans, som reelt smerter begge parter er det vigtigt at begge parter gør sig mere klart, hvor stor en betydning det har, om du oplever dit parforhold ud fra en Underskudsposition, (dvs. du er den, der længes mest), eller ud fra en Overskudsposition. Det er, som at se to helt forskellige film - af den samme scene. Lad mig derfor igen kort opsummere ovenstående, så du bedre kan leve dig ind i din partners position: A. Set fra jonglørens synspunkt opleves parforholdet som en byrde, en pligt og som noget tungt. Det er nok smigrende ofte at høre, hvor vidunderlig og skøn du er og at en anden elsker dig så meget, men det bliver hurtigt irriterende og følelsesmæssigt udmattende at være så efterstræbt af en, som du desværre attrår mindre og mindre. Fordi du føler, at du har en alt alt for stor magt over den anden? Trøst og medlidenhed kan ikke erstatte ægte kærlighed og gør let at selvværdet bare bliver endnu værre. Og det er virkelig meget irriterende at være så afvisende. At føle dig tvunget til at skubbe væk, at holde den andens pres og krav 3 skridt fra livet. At sige nej hele tiden, at sætte grænser, at sige hårde ord - og være dig, på den der smålige måde. Du siger - uden at tænke dig om - at du helst vil undgå bøvl og en direkte konfrontation ansigt til ansigt i øjenhøjde. At du blot vil have ro og fred, men lykkes det for dig? Set fra jonglørens synspunkt føler du dig igen og igen tvunget til at sige noget barsk og handle på netop den måde, som du allerhest vil undgå. Igen opdager du, at du står her og forsvarer dig, bliver rasende og kommer til at såre, skuffe og afvise. For bagefter at føle dig skyldig over, at du igen optrådte så fjendtligt overfor et menneske, som du jo i grunden også godt kan lide. Og ja, du savner måske selv at føle den intense attrå, det begær og kærlighed som din partner hele tiden siger, at han /hun føler for dig? Man kan let blive sådan lidt misundelig på den lidende og ofte ret passionerede kærlighedssøgende medspiller, fordi at ens egen følelsesliv er mere gråt og hverdagsagtig. "Det må da være dejligt at føle så meget - bare det var mig." Det er også anstrengende at føle sig så følelsesmæssigt afpresset ja måske omklamret. Ikke at have tid til dig selv, og føle dig så bundet + ikke at få et kreativt eller i det mindste et underholdende modspil. Hele tiden at skulle give bekræftigelse, opmærksomhed og forsikringer så du ikke når, at mærke dine egne behov. Prøv at forestille dig at du lige nu står inde i en cykelpumpe. Helt henne ved ventilen. Og snart ikke mere kan røre dig , fordi at stemplet nu bliver presset helt i bund. Overtrykket vil hurtigt få dig til at skrige: "Giv mig dog lidt plads - giv mig luft! så jeg kan mærke mig selv igen." så ... Træk stemplet tilbage! Mange gange glemmer også vi parterapeuter at se den ægte smerte, der reelt er i, hele tiden at blive udsat for dette konstante pres - fra ægtefællen. Det bliver let helt utåleligt, hvis du føler dig omklamret af en der hele tiden hopper rundt på tungen og ikke kan få nok af dig, når du selv simpelhen tænder mindre og mindre på denne, i dine øjne, evigt sultne person. Inden længe vil du da føle dig brutal eller som et dumt følelseskoldt uhyre. - Og hvem ønsker dog at være det? Det er måske derfor du skubber væk, lukker af, forbliver kølig - og går dine helt egne veje i tavshed. (Fordi at du ikke kan lide den rolle, som du bliver presset ind i ... ?) Hvis du forsøger "at lege med" og skjuler, at du også har det ondt, fordi dine kærlige følelser er på retur, ja så vil negativiteten blot hobe sig op indeni dig og tage til i styrke, så du kan ender med at føle, at du er blevet falsk og uægte og følelsesmæssig fjern - ja faktisk føler du dig ret ensom. Nogle vil måske sige at du har godt ondt af dig selv, men det fjerner altså ikke den reele smerte, der er. Det split registrerer Kærlighedspersonen jo straks - og så går det meget let fra ondt til værre. Så den første nøgle er ganske enkelt at stoppe op og give dig tid (mindst 1 aften) til at se nøjere på det, der sker ovre i den anden skyttegrav. Og samtidig finde de ord, der er sande, der er forløsende og forståelige inde i dig, så din partner bedre kan se "det hele " , ovre fra din position. (Se f. eks. ParTermometret) Og ja, så er der jo de forhold, hvor den ene part igen og igen hører sig sige disse brutale, ja dræbende ord: "Jeg elsker dig simpelhen ikke mere, du er en ren ynk og umulig for mig at elske, respektere, begære og ....?" Eller: "Du er jo blot en lille dreng /pige. Jeg har kun ondt af dig." Eller andre utilgivelige, brutale, helt fatale foragtende ord. Og så må vi udenfor, desværre konstatere at kærligheden er død og at der er noget, der er bedre, end at spilde sit liv på at bringe liv og kærlighed ind i noget, som er dødt. Det er ikke spor sjovt at føle sådan ret længe, så det er ikke svært at forstå, hvorfor denne "Overskuds person" søger ud af forholdet. Det er sværere at forstå, hvordan nogle kan leve i sådan en dødedans i årevis. Hvorfor er de dog ikke for længst brudt ud af det fængsel/ det helvede? Er det mon fordi at magtfølelsen over at styre den andens følelsesliv, nu er blevet mere attraktiv end kærligheden? Eller er det bare svært at give slip? "Hvor kærligheden råder, forsvinder viljen til magt. Hvor magten er i højsædet, træder kærligheden tilbage. Den enes kraft, bliver let den andens skygge." (som Carl Gustav Jung engang skrev.) |
|
7. Indsigt:....... Hvis du vil forandre på dansen, må du først starte med at forandre på dine egne trin og finde en ny melodi. Her er nogle eksempler på nye trin hvor du kan øve dig i en ny handling, der vil styrke din kontakt-evne. Vi siger at vi elsker udvikling, men samtidig hader vi også forandringer. Vi vil gerne lære noget nyt, men gider ikke øve os og finder på alle mulige undskyldninger. Det starter med at du tager en beslutning om at nu skal der altså handling bag dine ord og du samler energien om eet øvepunkt. Formlen på frustration er - for at sige det kort, at følelserne siger JA, imens forstanden siger Nej. Eller omvendt. Dvs. en side af dig vil noget og en anden side af dig, vil noget andet, Du splitter simpelhen dig selv ad, hvis du igen og igen tænker et, siger noget andet, og føler noget helt tredje, imens du gør noget fjerde. Når der er overensstemmelse imellem hvad du tænker, siger, føler og gør er du eet med sig selv. Nogle prøver at lave lange lister over deres parforhold med en masse + ´er og mindst lige så mange minusser. Der er altid noget der positivt taler for, at du bliver i dette parforhold - og mindst lige så meget, der taler imod. Sandsynligvis vil du snart opdage, at hvad du end gør - ja så vil du lide et tab. Forandring koster og selvklart er du usikker overfor det uvisse. Du ved, hvad du har og du og jeg ved ikke, hvad fremtiden har at byde på. Når det kommer til stykket handler det dog ikke om disse + ´er og - ´er, men om du tør vove at rokke ved og forandre den balance, og ændre på den rolle, som du nu føler i højere grad giver dig smerte, end glæde ved - at være i live. Grundliggende set handler det om du vil det nye, der er liv og nye muligheder i eller det, som ikke er mere. Hvis du ofte f. eks. føler medlidenhed med din partner, vil du snart opdage, at medlidenhed er lidenskabens fjende nr 1. Og udsigten til at gå dybere og endnu mere forpligtende ind i forhold er nogenlunde lige så tiltrækkende, som at blive idømt livsvarigt fængsel eller blive levende begravet. Medlidenheden skygger næsten helt for alle andre følelser - og er noget helt andet end at føle Medfølelse, der er langt varmere, styrkende - og tættere på Kærlighed. Hvis du oftest er "den, som er ovenpå", så forbliver du sandsynligvis i dit parforhold, hvis der er plusser nok, men du bliver ikke gladere eller lykkeligere derved. Du kan svinge i årevis, som et pendul. Snart er det ok, lunt, rart, ren idyl - og snart er det helt ulideligt. Og det giver dig en masse skyldfølelser sådan at gå og holde en bagdør åben, imens du fiser ud af hoveddøren hele tiden. Eller hele tiden gå og glo efter, om der mon skulle dukke en endnu bedre ægtefælle op en dag? Det er ikke at leve - det er at befinde sig i en ventesal og selvsagt føles livet da snart kedeligt og tomt. 8. Indsigt: Ubalancen har mange ulykkelige konsekvenser - og giver en forklaring på f. eks. utroskab. Det er oftest den, der er ovenpå, der først er utro Og motivet til det kan være at bevise overfor sig selv, at "jeg er fri nok til at kunne gøre lige hvad fanden, jeg har lyst til." (Det er een af forklaringerne på, hvorfor mange utro ægtefæller skynder sig hjem til den før så nedrakkede ægtemage, lige så snart elskerinden /elskeren stiller krav til dem: "Hjælp! - du begynder at lyde som min kone/mand." Er "Underpersonen" utro er det oftest for at straffe "Overpersonen", eller for at blive trøstet og bekræftiget i, at det er den andens skyld, at de lider. Og et forsøg på at få styrket selvtilliden via bekræftigelsen af at der stadigvæk er andre derude, der finder dig attraktiv ... hvilket ægtefællen desværre ikke gør. Det kan sammenlignes med en middelvægtsbokser, der efter at være blevet slået ud i en række nærkampe, opsøger en letvægtsbokser for at genvinde sin selvtillid. Noget mange elskere/elskerinder bittert må erkende, når de en dag ser den utro vende hjem igen. Affæren var/er blot en magtudligning, et svar på ubalancen i det gamle parforhold, ikke en ny kærlighedssøgende dans. Det er også oftest "den, der bliver mest elsket", der først beder om at få "betænknings-tid" i de første faser af et parforhold, og taler om sine ønsker om at få lidt afstand - for derved at bevare sin solist/single frihed længst? Det kunne jo være, at der var en endnu bedre mand/kvinde, der passer endnu bedre til dine drømme. Og din efterhånden større og større selvtillid til, og tro på at netop du, der bliver så højt værdsat, vitterlig fortjener, at der dukker en exstra fortryllende underskøn ny partner op bag horisonten og vil dig. Du synes måske ligefrem det er din ret? Det bekræftiger din kæreste dig jo i hver dag! Derfor er det vigtigt for dig hele tiden at holde en bagdør åben - og fastholde din frihed til at vælge om, hvis nu noget bedre en dag viser sig .... Selvfølgelig er dette portræt alt for firkantet ja en karrikatur af "den, der bliver elsket, men ikke selv elsker" ´s position. Jeg ved det godt - men pladsen her er ikke til nuancer. Pointen er, at det let kan blive og være en temmelig ensom og absolut ikke særlig ønskværdig position at havne i. Alt for ofte overser vi de forvirrende følelser, der også er i denne pol, når vi som parterapeuter møder en åbent lidende person, der er kærlighedsforsømt - eller en bedraget ægtefælle, som i årevis forgæves har prøvet på at få denne "skurk, denne ufølsomme, overlegne, modvillige, dominerende, egoistiske, lunkne, vattede, ligeglade osv. osv. osv. person til at elske sig - mindst lige så meget, som den sultne selv elsker. Rundt og rundt i den samme rille - kører de begge to. |
|
B. Virkeligheden ser anderledes ud fra den anden skyttegrav! Herovre opdager "Underpersonen" nemlig, at han /hun bliver dummere end man er, og pinlig tavs. Og mere desperat, umulig, vildere og vildere. Dvs. du føler dig mere og mere splittet i dit had + kærlighedsforhold. "Jeg kan simpelhen ikke genkende mig selv mere", som en sagde til mig. "Hvad er det allerværste ved det?", spurgte jeg. Hun svarede: "At jo mere jeg kæmper, desto mere taber jeg ja mest mig selv, sådan som jeg kan lide at være mig. Min selvtillid den smuldrer og smerten har snart helt taget glæden fra mig. Det værste er dog, at jeg mister netop det, som jeg godt kan lide ved mig selv. Jeg kan ikke lide mig selv mere. Kort sagt, kan jeg godt forstå han/hun undgår mig." 9. Indsigt: At føle sig påtrængende er ikke spor sjovt. Den stigende frygt for at miste og vreden over egne dumheder, kan gøre dig så anspændt, at din intelligenskvotient daler foruroligende, ja helt utroligt. Du føler dig mindre og mindre, dummere og dummere, så du tilsidst ikke kan kende forskel på op og ned, dag og nat. Du glemmer, er ukoncentreret, føler at du næsten intet mere ved, og kan. Og kæmper imod en stigende følelse af hjælpeløshed og håbløshed. Optimismen og pessimismen slås om dig - og tilsidst vinder pessimismen. Som Leonard Cohen så flot engang sagde i et interview: "Nogle kritikere kalder mine sange "sorte og pessimistiske." For mig er en pessimist en person, der går ude i solskinnet med regnfrakke og parably. Det jeg ved er bare at herfra hvor jeg står, er det forbandet vådt." - Ja, livet er barsk. Der er skrevet mange gode bøger til "Kvinder, der elsker for meget" og "til Dig, der elsker en, der synes at elske at hade dig." De rammer plet i deres portrætter og analyser. Du kan genkende dig selv i dem. Og de kan godt hjælpe, hvis den person, der føler sig "hjælpeløs og fortabt" bare ville følge alle disse bøgers gode råd. Det gør dem, de er skrevet til, mærkelig nok sjældent. Når din charme, selvtillid og selvfølelse din glæde, tryghed og spontanitet forsvinder og du begynder at opføre dig og føler dig - som et lille ulykkeligt, forskræmt og uelsket barn, ja så er det utrolig svært at følge gode råd! Du forstår jo knap nok venlighed i denne sorte psykiske tilstand. Som "Underskuds person" begynder du måske derfor at opføre dig stift, anspændt, nervøst, frygtsomt og usikkert, somom du befandt dig midt i et vigtigt jobinterview, eller nu er oppe til en eller anden eksamen, 24 timer i døgnet. - og samtidig mærker du (måske katastrofalt), at tingene blot går mere og mere skævt - og det ender galt. Igen og igen føler du nemlig pinefuldt, at du helt mister kontrollen og derved styringen af det, som sker. Selvklart stiger angstniveauet derved endnu mere - i en hektisk og desperat ond cirkel. Sker det for dig, er det måske en god ide at huske rødstrømperne gode gamle parole: "Bryd ikke sammen, bryd ud!" 10. Indsigt: Jo mere du bliver afvist og stødt væk, jo større bliver vreden og raseriet i din smerte. Men da det er svært at skælde ud og blive rigtig vred på en, du ønsker skal holde af dig, lammes du. Inden længe savner du så meget, at vreden vender sig indad, som selvforagt. Det kan splitte dig helt ad psykisk og personlighedsmæssigt. Ja ende med et kaotisk følelsesmæssig sammenbrud, en indlæggelse, et selvmordsforsøg, en voldtægt og andre ydmygende scener - som de, der lider af skinsyge kan tale med om. Som en Kærlighedssøgende person uden handlekraft, kan du let føle dig fanget ind af et netværk af uforløste pinlige ufærdige situationer med den anden. Flere har drømme om at sidde fast i et edderkoppespind, eller løbe forvirret, skræmte og bange rundt i mørke uhyggelige labyrintgange. Eller kan fare op og ned i en elevator til et rum, hvor de forgæves prøver at finde ud af, hvor kontrolpanelet mon er blevet af. Der er ikke tryghed, stabilitet, men efterhånden blot ulidelige op og nedture. Forestil dig f. eks. at I er taget til stranden en solrig sommerdag. Du har rigtig taget dig sammen, købt en ny fræk bikini, fået håret klippet på en ny måde og har været glad hele dagen - endelig er det lykkes for dig at få "en masse god tid" med ham, du så længe har ønsket at få et større nærvær og interesse fra. Men han synes bare at kede sig - og "kommer igen og igen lige til", at glo lidt for langt efter andre piger, end dig. Eller du ser måske kærlighedsdrabet til en fest, hvor hun helt bevidst danser uhæmmet og tæt sammen med alle andre, end hendes sorte skygge af en mand, der blot ser utrolig sur, indeklemt og gnaven ud. Hun ved ganske udemærket godt, at hendes adfærd piner og plager hendes "vatpik af en mand". Men foragten hun føler for hans selvmedlidenhed, forstærker blot hendes hotte danse. Når de kommer hjem er luften selvsagt iskold og fjendtlig. Det kan tage uger, før de taler sammen, igen. Hvis du kunne interviewe dem, hver for sig, vil du høre to forskellige udgaver af, hvad der egentlig foregår - og hvordan det føles. Pointen her er, at deres pinefulde dans er tæt forbundet og at de udefra set kun forstærker hinandens dårlige sider. De polariserer hinanden - og det gør bare ondt. Eller måske kan du huske hende fra festen, der løb forvirret rundt lige i hælene på sin mand. med flagrende hænder. Og han opførte sig som om at han var en fængselsindlagt på prøveløsladelse som var ude med sin sagsbehandler. Han drikker sig skidefuld og nærmest æder den nærmeste kvinde, der ægger ham. For alle os andre er det ret tydeligt at se, at de danser rundt og rundt i en fælles smertedans, der polariserer dem ud i hver sin yderpol. De bliver væk for hinanden og lever ensomt i hver sit ekko-bobbel-rum. Begge er selvfølgelig vrede, og i smerte da ingen af dem rigtig får, hvad de ønsker sig. Derfor har de let ved at skælde ud på hinanden - for bagefter være godt vrede på sig selv over, at de ikke evnede at bryde spillet i tide. Begge føler sig hjælpeløst fortabt i noget, de begge to med stor angst, har tabt kontrollen over. Vreden og frygten kølner yderlig "Overpersonens" følelser for "Underpersonen", der forunderligt nok blot længes endnu mere efter - at blive elsket af sin bøddel. Magtpersonen føler og fornemmer godt vreden i mistilliden. Og synes at partneren er helt urimelig. Måske foregår der en indre tankegang hos "den attråede person" som kan siges ca. således: "Hvorfor blev jeg dog så vred? Han /hun elsker mig jo bare højt og vil gøre alt for mig. Hvor er jeg egentlig modbydelig. Jeg overreagerede helt vildt. Han /hun fortjener min taknemmelighed, kærlighed og overbærenhed. I´m so sorry, babe - som de siger i de billige film fra Hollywood. Men hvordan kan det så være, at jeg kun føler et stigende ubehag? Måske kan jeg slet ikke elske nogen rigtigt? Måske er jeg ikke en, andre kan elske og lide? Jeg kan ikke lide mig selv, når jeg er sådan, men samtidig føler jeg mig også tvunget til at reagere sådan. Måske er jeg et ondt menneske, har en indre svinehund? Og måske kræver jeg bare for meget? eller måske..." Der udtænkes en masse årsager, men intet forandres. For alle sådanne indre selvkritiske tanker holdes for sig selv, hos begge - der nede i skyttegravene omme bag muren. |
|
11. Indsigt:.... Den forsømte, elsker at gå i terapi, imens jongløren ihærdigt prøver at undgå det. Den mest forsømte møder jo dér en 3. person, der lige som en selv prøver på at redde dette skæve ægteskab og forhold. Parterapeuten opleves som en allierede, "en, som kan hjælpe mig med at få forandret min partners adfærd og følelser overfor mig." Men da jongløren hurtigt finder ud af, at der her i alt for høj grad tales om "at få et større nærvær" og "nu må I se at finde mere tid sammen", så mistes interessen hurtigt. Presset bliver jo blot øget, og vedkommende får endnu mindre tid til sig selv og risikerer at miste sine forskellige privilegier. Meget ofte misforstår jongløren terapeutens budskaber og fortolker dem kun, som opfordringer "til at være lidt sødere og kærligere" og "Jeg skal prøve at forstå og lade somom jeg kan lide at ..." - og så går det helt galt. En Par-terapi, der kun focuserer på at hjælpe parret til at komme hinanden nærmere, (samtidig med, at det måske antydes at jongløren har et neurotisk stort besvær med at turde elske og har en neurotisk frygt, ja angst for intimitet etc), vil derfor i løbet af nogle få gange blot føre til, at "problembarnet" trækker sig helt væk fra og ud af både parterapien - og parforholdet. 12. Indsigt: Det er ikke dig eller din partner, der er forkerte. Det er den måde, I danser sammen på. Såvel du, som din kæreste skal nu øve jer i at tage nogle nye trin - og hvilke disse er, ja det er det parterapeuten leder efter. Alene? - eller sammen med dig? jer? Det er derfor vigtigt også at gøre jongløren klart, at denne i lige så høj grad, selv er blevet et offer for en uheldig polariserings-dynamik og ubalance i mellem "ønsket om nærhed - versus ønsket om at være sig selv." Måden vi danser sammen på, kan være hovedårsagen til en masse af de højst negative og ukontrollable pinlige scener og konflikter, som forskellige par låser hinanden fast i. Mere nærhed, rejser, champagne, elskov, teaterbesøg etc er ikke altid løsningen. Der er også brug for at respektere og tilgodese nogle af jonglørens helt rimelige behov for ikke at blive overfaldet ufølsomt - og have tid til sine egne særheder og interesser. Begges smerte og vrede må ses, og anerkendes som opstået i en mere eller mindre ulige stivnet dans. I starten af en parterapi gør du derfor, som terapeut klogt i at starte med at forstå: "Hvordan ser det, I står midt i nu ud ovre fra din stol?" - Og derefter uddybe dette med "Og hvordan ser det så ud for dig?" til den anden. Selv den tyndeste pandekage, har altid 2 sider. Få Nøglebudskaberne tydeliggjort: Når noget siges uklart, søg da klarhed: - "Er det blot et suk, et udbrud - eller din ærlige mening?" - "Handler det mere om at få ret, for dig, end om at få kontakt?" - "Hvad vil du helst - få ret, eller forsøge at forstå din elskede?" - "Hvad er det, der er så drønsvært for dig at få X til at forstå ?" - "Hvad er de 3 vigtigste budskaber, som din X skal forstå?" - "Hvad er ikke til forhandling ... og hvad er uafklaret?" Eller jeres parterapeut opfordrer dig til: "Fortæl X helt præcist, hvad du siger Nej og Fuld Stop til?" Spørg derpå: " Hvad vil du hellere sige Ja til, have i stedet for?" Dvs. ophæv forvirringen ved at gøre det forvirrede mere tydeligt. Selve dette - ofte ret svære opklarings- og afklaringsarbejde kan godt være et vigtigt mål i sig selv - og udgøre en ny basis for det videre forløb i en parterapi. EN JOKE: Ved du, hvad forskellen er på at føle sig involveret - og føle sig forpligtet ? Det er forskellen på at lægge et æg og blive til en skinke. Skinken kommer fra en gris, der i sandhed var forpligtet. Hønen er blot involveret i det der, med at lægge et æg. |
|
Det næste trin består i at opdage - lidt tidligere end før, hvornår du er ved at træde ind i det tossede spil eller den skæve dans, hvor I blot polariserer hinanden ud i hver sin yderlighed. Dvs. opdag hvor, og hvordan at I begge to har indflydelse på, hvad der sker og du derfor har et valg - at gøre noget nyt eller bare gøre, som du plejer at gøre. Måske har du også opdaget, at I reagerer yderst forudsigeligt på hinanden? Jo mere den ene af jer vil have tæthed og nærhed, jo mere oplever den anden ønsket, som et pres. Og jo mere din partner vil dig, jo mindre sexlyst føler du overfor din partner. Og jo mere du løber væk fra dine følelser, jo værre får både du - og I det derfor. Dvs. at begge to taber og ingen af jer får det lige sådan, som I bedst kan lide det. Sker det ofte, så stop dog op og se nysgerrigt på det, der konkret sker - som et fejltrin i jeres fælles dans. I stedet for blot at finde alle fejlene ovre hos din partner, eller pinefuldt og pinligt kun at se dem ovre i dig selv, så gør dig klart, at du og den anden nu blot er havnet i endnu en dum situation, der er helt ude af kontrol. Det kan være en stor hjælp at du, som er "ovenpå" i ærlig afmagt slår ud med armene og tilstår: "Jeg har det lige så skidt og afmægtigt, som du. Jeg erkender mit medansvar af din smerte, som du har i min. Og i stedet for igen og igen at focusere på, hvad du gør galt, vil jeg nu meget hellere se på, hvad jeg selv kan gøre, så jeg ikke føler mig så dum, vred og afmægtig. Hvad kan jeg gøre anderledes? - Og du? Jeg ønsker ikke, at der nu bare sker det, som der plejer at ske! Tænk hvis I hver især, hver morgen brugte blot 5 minutter på at løse denne opgave: "Hvad kan jeg mon gøre i dag, som min partner vil blive glad for?". Som en snebold ville det måske efter lidt tid, kunne starte en helt ny lavine af glæde? Når du er faldet ned i et hul, er det oftest ret dumt at begynde at grave dybere nedad, søge dybere årsager og lede efter en eller noget at bebrejde. I stedet for at grave, kritisere, bebrejde og kaste rundt med skyld og slå igen med sårende brutale ord, så begynd at øve dig i en mere Problemløsende (= "hvad virker?") holdning til jeres situation! Tænk f. eks. på, hvordan mon "det hele" ser ud fra din partners stol: Det er bl. a. yderst svært og ubehageligt hele tiden at føle sig så afvisende. Lige som du er ved at have det sjovt, er på vej ud i verden, ja måske væk fra den anden?, så opdager du, at den anden klamrer sig mere til dig. Ind imellem kommer du så brutalt til at sparke bagud. Eller må rive dig løs. Og det er rædselsfuldt, fordi du jo egentlig ikke er ond eller uvenlig, men vil noget andet - eller måske dybest set blot føler dig skrupforvirret? Som jonglør kan du ofte - og med rette - sige til din partner: "Du vil alt for meget, for hurtigt. Det du kalder kærlighed føles kun som et stort pres for mig. Jeg kan ikke mere mærke, hvad jeg selv føler, når alt hvad jeg siger til dig bliver vendt på en vægtskål og vendt imod mig." Igen og igen befinder du dig nemlig i en position, hvor du undskylder dig selv, forsvarer dig og siger nej, tak - uden at du forbereder dig ved at komme først, mht. at fortælle, hvad du godt vil sige JA til, og selv har lyst til at foreslå. Måske bliver du "overfaldet", fordi du er stået helt af mht. selv at tage initiativ til noget, som du har lyst til at gøre sammen med din partner? 13. Indsigt: Det er altid lettere siger NEJ til noget, end at finde JA ´et til at gøre noget helt andet. Du kan nøjes med blot at reagere på situationer, din "modspiller" skaber - og selvklart går du derved glip af glæden ved at skabe situationerne. Eksempel: Da jeg var ung og mere driftig end jeg er nu, besøgte jeg min nye kæreste Gro med en stor lyst. Knap var jeg kommet ind ad døren, førend jeg førte hende hen imod hendes soveværelse og dejlige seng. Hun standsede mig med et smil. Så mig ind i øjnene og sagde: "Det er godt at du ved, hvad du vil have. Giv mig lige et øjeblik til at hitte ud af, hvad jeg vil have ? ... " Ok, jeg stoppede forførelsen og lyttede: "Jo Ebbe, jeg har lyst til at vaske dit hår nu. Du lugter ikke særlig godt, så det vil jeg starte med." Og jeg kan endnu i dag 50 år senere, huske nydelsen ved at få vasket mit hår på hendes sanselige måde. Så en stor del af dette fælles magt-afmagts-spil handler om, at I kører hinanden ud i poler og helt umulige skøre positioner. I afleder på forskellige måder den andens mulighed for at tænke klart. Ingen af jer hitter rigtig ud af, hvad I hver for sig reelt har behov for! Tanken om, at jeg godt kan finde på andre måder at blive glad på, faldt mig ikke ind, "fordi jeg kun vil have glæden fra dig eller glæden ved noget, som jeg gør sammen med dig." En måde at åbne for kreativiteten, noget nyt her, er at spørge: - Hvad ligger der egentlig bag de sultne vrede Krav? Og Skyldfølelsen? - Hvad af det du gør, virker rent faktisk ganske fint og konstruktivt? - Og hvad af det, du gør, virker ganske simpelhen ikke? - Hvad kunne være sjovt/ opløftende at blive bedre til? Ca. sådan tænker de fleste parterapeuter i dag, når vi står midt i sådan et gensidigt Angrebs-spil, og Modangreb-spil og diverse andre Flugt - Kampdanse imellem ægtefæller. Det afgørende er ikke, hvad og hvor meget I med ord, siger til hinanden. Det afgørende er, hvordan det siges. Er det løsningsord eller bebrejdende ord? Opløftende eller nedladende ord? Og endnu vigtigere: følges de gode ord og løfter op med handling, der gør ordene troværdige? Det er f. eks. ikke særlig frugtbart kun at focusere på jonglørens manglende evne til at elske, Det er en gammel melodi - og den fører ingen nye steder hen. Det er mere frugtbart at se på jeres Kommunikation, som en polariserings-dans. I er begge to fanger i et afmagtsspil, I har svært ved at redde jer ud af. Kampen ses som et mislykket forsøg på at finde en ny og bedre balance imellem Frihed, retten til selv at bestemme - og Kærlighed. To dybe behov som I begge to selvklart har, på to forskellige måder. - Og intensiteten? Jo vreden viser blot, at I begge to kæmper for at opnå noget, der jo åbentlyst synes at være vigtigt for jer - hver især. Ved du helt præcist hvad det er? Og hvad kan du gøre, hvis du er havnet i den kontakt sultne-position? Start med at spørge om I mon ikke begge lider under at det er så svært at elske hinanden godt, tillidsfuldt og ærligt, - og samtidig være tro mod sig selv ...? Der foregår i hvert fald noget i mellem jer, som får den ene af jer til at ønske sig en større afstand - og den anden til at presse på, længes uden at blive mæt, samt hive og trække i "dig, der hele tiden løber væk". Siger dette her dig noget, så har du mindst 3 vigtige personlige mål, du gør klogt i at lære at skille lidt bedre ad: A: Selve det at bryde ud af en pinefuld uværdig underlegen position i jeres forhold B: Genvinde din selvtillid, selvrespekt og opbygge din kærlighed til dig selv igen. C: At fremstå som mere attraktiv for din partner, så at denne vil dig noget mere. For blot at sige det kort på en ny og mere fremadrettet måde, end den bebrejdende, kritiserende måde. |
|
14. Indsigt: Lidt om følelsernes cykelpumpe: En god mulighed for at styrke dit parforhold består - paradoksalt nok ofte i, at du stræber efter at kanalisere din følelsesmæssige energi bort fra din partner! Firkantet sagt kan dit problem med din partner, ses som en cykelpumpe. Når du presser stemplet i bund, jo større modtryk bliver der i den anden ende. Og desto større vakuum du skaber - jo mere kan din kæreste trække vejret frit. Dvs. at jo mere du frigører dig, desto mere vil din partner savne, ja måske begære dig - og opdage, hvad du reelt set betyder i din kærestes liv. Når man befinder sig inde i et sådant et cykelpunpe-højtryk, er det umuligt at føle noget som helst! Hverken for sig selv eller for andre. Og da slet ikke kærlighed eller lidenskab. Når du trækker stemplet den anden vej, så skaber du et vakuum og en afstand - som giver den anden plads til at hitte ud af, hvad hun/han reelt føler for dig. Og meget ofte vil vedkommende, da komme løbende efter dig, når blot du - og I - skaber en tilstrækkelig stor afstand. Du udløser simpelhen en sugende dyb vakuum-effekt. ... Hvis der er en kærlighed til dig, gemt bag muren. Hvis du igen og igen opdager, at dine nuværende anstrengelser, på trods af alle dine gode motiver, ikke har ført til det positive resultat, som du savner, kunne ønske dig , ja så er du simpelhen nødt til at hitte på noget nyt. Og afprøve nogle andre - og måske helt nye måder, fordi de gamle, de virker jo ikke. Det er skræmmende at indse, men nødvendigt. Og som drPhill ofte sagde: "Hvis du ikke tør se problemet i øjnene. Stå ved ... at ja, her er sgu da et problem, jeg ikke kender løsningen på." Sorry - så har du ingen chance for at kunne løse det. |
|
Her er 3 enkle nye leveregler, du selvfølgelig kan kombinere, så de passer til dig: 1. Jo flere risici jeg tager, dvs jeg prøver noget nyt og helt anderledes, jo større mulighed er der for, at jeg derved også forandrer på de smertelige følelser og dårlige dansetrin, som helt åbentlyst ikke gør nogle af os godt. Nogle gange kan blot det at rejse langt væk alene, besøge gamle forsømte venner i en hel uge, tage på højskole eller rejse væk på et ugekursus - være det nye, der åbner op for noget nyt. Fra at være under et konstant pres, oplever din partner nu tomheden, ja når måske at savne dig? og mærke sine intimitetsbehov. 2. Jeg gør, hvad jeg kan gøre, nu, og prioriterer meget nøje, hvad der er VIGTIGT - og hvad der kan vente, så jeg genvinder selvtilliden, selvrespekten - og passer på min styrke. Stop det destruktive (f. eks. alkoholmisbrug, utroskab, selvpineriet). Og hvis du føler dig hjælpeløs - ok, så kontakt dog en hjælper, så du kan få stoppet nedturen - og begynde at kravle op igen. 3. Lær at sige denne Trylleremse udenad: "Jeg kan godt. Og jeg vil det, jeg tør det, jeg gør det. NU." og indøv remsen, imens du gør noget, du er rigtig god til. Og sig så disse Styrkende ord lige netop i dit svage punkt, der, hvor du lige trænger til et lille skub - indefra. Et eksempel: Jette ringer til Poul en sen eftermiddag og spørger om han ikke lige kan komme med til en fest, nogle af hendes venner holder i aften. (De sidste fester sammen har været katastrofale, og Poul har egentlig ikke spor lyst til igen at føle sig så ubetydelig, glemt og overset). Og som sædvanlig, sagde han uden at tænke sig om, straks JA i telefonen. "Lige bagefter, da jeg havde lagt røret på, fortrød jeg, at jeg havde sagt ja", fortalte han. "Egentlig var jeg jo træt og havde glædet mig til at se en film i fjernsynet. Igen havde jeg, som en nikkedukke bare føjet mig, fordi jeg er bange for, at hvis jeg siger nej til hende, at så vil hun måske synes, jeg er kedelig. Eller måske ville hun til den fest møde en mere spændende mand og så ville jeg for altid gå og ævre mig over, at jeg ikke gik med." "Men jeg havde taget en beslutning om ikke mere at tro på disse dumme skrækfantasier. Derfor ringede jeg hastigt tilbage til hende og sagde, at jeg havde fortrudt mit ja, og at det da var helt fint, at hun tog adsted alene og havde en god aften." Det føles stærkt og godt for Poul således at være ærlig. Og han var ikke fri for at føle sig lidt stolt af sig selv den aften. Det morsomme var, at Jette så brød tidligt op fra selskabet og tog hen til Poul, da hun savnede ham - sikke en lettelse. Følelsernes cykelpumpe-strategi trådte i funktion. Tryk avler blot modtryk, så stoppes taberspillet - vil noget andet kunne gro frem. 3. Stop også lige op og erkend, når du føler et tab og giv dig lov til at være ked af det. Og græde befriende, hvis det hele bliver lidt for overvældende, og du trænger til det. Der er en stor forskel på at svælge i og dyrke selvmedlidenheden og det, virkelig at turde græde dybt, rent og inderligt igennem. I selvmedlidenhed hænger du fast - uden en forløsning. I en ærlig følt sorg, giver du helt slip - og får luft. Der kan også blive lagt alt for meget låg på. Det kan være en frygt for at angle efter medlidenhed, eller for at svælge i håbløsheden, så sorgen over det reele tab, der er i at have mistet sin selvtillid og en andens kærlighed lidt for let undertrykkes og tildækkes. Husk da, at selvmedlidenhed kun en halv blues, fordi sangen, kraften i den er alt for svag, selvopgivende fordi "noget i dig" kæmper imod at give slip - og sige farvel. Det er ligesom en halvhjertet blues, der sådan ikke rigtig kommer ud over rampen. Den går mere indad i klynk, end den kommer rent ud i et forløsende skrig - om du forstår? En helhjertet og derfor mere forløsende blues indeholder tårer, smerte, sorg, angst, raseri, frygt, savn og ønsker, og de sande ord, der gør en blues forståelig på en dyb kontaktfuld måde. Der er menneskekontakt i en blues, selvmedlidenhed er kontaktløs. Du føler så meget alene for dig selv, at der ikke er plads til mine eller andre udenforståendes følelser og omsorg. Ok - og hvad så, hvis du nu alligevel opdager, at du sørme også trænger til en masse trøst, put, kram og venlige ord? Hvorfor så ikke bede direkte om dette hos nogle veninder eller venner, der sandsynligvis er langt mindre kritiske, end du sandsynligvis tror? I stedet for at efterlade dem afmægtige, bliver de kun glade for at kunne være der for dig - om du åbner op for dette. De vil forstå dig og får oftest lyst til at være gode ved dig på deres mest kærlige facon. Det kan hjælper, hvis du selv rækker ud efter venners omsorg, og helt konkret siger, at du har brug for deres trøst, accept og varme. Du kan jo prøve dette råd en dag - og mærk så forskellen bagefter på din selvtillid, på dit humør og livsmod, hvis det lykkes. |
|
...... 15. Indsigt: Livet udenfor parforholdet behøver ikke at gå i stå, fordi du ikke bliver elsket. "Jeg kan ikke leve uden X!" Og det bliver nu min undskylding for ikke at ..., "Jeg vil aldrig mere kunne elske andre og have et forhold, hvis dette går forbi." "Jeg er simpelhen 100% umulig, ikke værd at elske - ja en ren vanskabning, som ikke fortjener noget som helst godt", tænker du derfor selvopgivende (- og måske kun i al hemmelighed i enrum, hvor ingen hører dig?) Sammen med dine venner kan du måske gribe dig i at le af disse udsagn? Perspektivet genvindes - og det kan hjælpe dig til at indse at det, som sker nu, blot er en periode i dit liv - er noget midlertidigt. Og hvis du en dag skulle miste din kæreste, ja så er det jo også vigtigt at du overvinder privatheden og deler dit inderste med dine gode venner, så du ikke står mutters alene uden nogle venskaber at bygge videre på, hvis nu det, som du frygter mest, en dag bliver til virkelighed. Accepter at du reelt nok nu har brug for støtte, omsorg, råd, kritik - og modstand. Hvis du besøger en psykolog, så fortolk dette som et signal om at du vil bryde ud af dit privatheds-helvede og nu er parat til at gå på opdagelse i, om du egentlig er så hjælpeløs, som du føler dig i dette parforhold? + Hvorfor din partner hele tiden løber væk, når du er bange, hvad enten det så skyldes frihedstrangen, længslen efter at kunne trække vejret frit, frihed - eller en forstyrret kærlighedsevne hos X - eller dig selv? osv. osv. Pas kort sagt på med at isolere dig. Det svækker dig bare yderligt og fører kun til endnu mere smerte. Accepter dog, at du reelt har brug for et andet menneske at forholde dig til, som også har lyst til at engagere sig i dig og det, du roder rundt i for tiden. Det kan din partner jo åbenlyst ikke gøre! Genopdag nu igen, hvad det betyder for dig at have gode venner/veninder. De fleste vil sige: Vær ekstra god mod dig selv. Opbyg f. eks. en kropslig styrke og gode følelser ved at gøre noget rart. Stop alle de der alt for velkendte selvpinende og selvnedgørende tanker, der jo blot knock-outer dig endnu mere. Lær at le af dumme tanker. Eller find en anden Tankestop-teknik, der virker for dig. Typisk vil du i smertetilstanden kunne iagttage en indre selvfordømmende stemme, der hele tiden råber til dig: "Du er alt for... (tyk, tynd, høj, lille, dum, umulig, neurotisk, ødelagt, forkælet etc.) "Du er heller ikke...(morsom nok, spændende, rig og sexet nok, klog nok osv.) "Jeg er blevet alt for...( gammel, usikker, bange, uhelbredelig, umulig, håbløs.) Dvs. at jeg fortjener nok denne selvpåførte smertetilstand - og er uden håb. At det Selvnedgørende tankemønster let kan føre til en depression, det er vel ikke mærkeligt. "Noget" i dig kan fordømme håne og udskamme dig selv i en uendelighed og du bliver derved din egen værste fjende. Tanker kan svække dig - eller bygge dig op, (som tidligere beskrevet - se under depression). Ved du hvad dette "noget" er - og hvorfra den selvhån stammer fra? Hvad er dit svar på din dårlige barndom og opdragelse, nu i dag? Frihed? - "Det er det, jeg vælger at gøre ved det, der er blevet gjort imod mig." ... som Jean-Paul Sartre sagde. At være ekstra god ved dig selv, betyder at øve dig i at tale til dig selv, som med en god ven. Som en, der holder af dig vil gøre. Start f. eks. med at øve dig i at gå til modangreb mod selvhadet på en mere effektiv facon. F. eks. lær dig at sige følgende flere gange om dagen: "Jeg er sgu den, jeg er - og hvis han/hun ikke kan acceptere og holde af mig, som jeg er, ja så er det sgu dit problem, fordi at så må du da være både blind, døv - og sandsynligvis dum." Prøv at sige det højt, med følelse, sådan 10 gange og mærk, hvordan det føles. Kort sagt: Det er ikke dig, der er håbløs, eller din partner. Det er jeres dans sammen, der er håbløs. I "Underpositionen" vil du let komme til at føle dig som en fiasko, umulig - og panikke, og via denne vilde vrede, overdramatiserer du - og kører blot derved dig selv endnu mere ned i en stor ond spiral. Prøv, hvis du har det sådan, i en periode at holde fast i følgende trylle-formularer: "Hvad er godt at gøre, for mig selv?" + "Hvad gør mig glad?" Gå ture i naturen. Opdag at løbe og svømmeture er dejlig rensende, beroligende og styrkende. Besøg dine venner og opdag at de godt kan forstå dig. Lav en idestorm med en ven. Læs bøger, (se nedenfor) tag på et kursus, på højskole, eller rejs væk alene i 14 dage på ferie og tag en dagbog med, så du derved kan skrive dig frem til en afklaring og finde frem til ordene bag ved kaoset. Kort sagt: Gør noget, du længe har haft lyst til. |
|
Lidt mere om at lære dette nye "DET ER INGENS FEJL - SPROG" Det afgørende er ikke, hvad - og hvor meget I siger til hinanden. Det mest afgørende er, hvor klart du taler og hvordan, du siger det, der er i dit hjerte. Det er en fælles ulykkelighed, I er fanget ind af og I er begge to sårbare, skuffede, afmægtige - og måske vrede. 1. Start brobygningen med mest at tale ud fra dig selv, dvs brug: "Jeg - udsagn" og undgå "Du-udsagn": "Du er også bare sådan og sådan." Eller at moralisere med: "Du burde da nok kunne forstå mig ... eller: "Hvorfor er Du dog sådan og sådan?" Dvs. hold bolden ovre på din egen banehalvdel - og undgå at angribe vildt. Fremfor at smashe, slå hårdt - lær at serve bolden bedre. Kan du f. eks. mærke forskellen på disse to måder at sige noget på, i disse 2 hverdagsscener: "Jens er langt væk foran fjernsynet, ser endnu en tåbelig film. Joan kommer ind i stuen og skruer uden videre ned for lyden: "Jeg må altså tale med dig nu, om min mors fødselsdag!" Jens bliver stæktosset og snerrer vredt: "Åh, lad mig være. Jeg gider fandme ikke tage med til din mor!" Joan: "Jo, det gør du helt bestemt! Du kan ikke være andet bekendt. Hvorfor er der så meget vrøvl med dig, hver gang, jeg beder dig om at gøre noget for min skyld. Du er komplet umulig at tale med!" Jens: "Hvorfor skulle jeg dog gå med til hendes dødssyge fødselsdagsfest?" Joan: "Ja, der er altid vrøvl med dig. Du tænker altid kun på dig selv. Og nu vil du ikke engang lette din fede røv og tage med til mors fødselsdag! Du giver mig fandme kvalme. Jeg forlanger sgu ikke særlig meget af dig. Her går jeg og opvarter dig og gør alt muligt for dig, men hvad får jeg til gengæld? Ingenting!" Jens: "Åh skrid! - lad mig være i fred!" Vi tager denne scene, en gang til og denne gang er alt som før, bortset fra, at Joan nu først starter med at dæmpe TV-lyden først og derved får hans opmærksomhed. Hvorefter hun spørger: "Er det i orden, at vi snakker sammen, når filmen er færdig? Jeg har noget vigtigt, jeg godt vil snakke med dig om?" Det, der kom ud af denne nye bold var, at Jens selv lukkede helt ned for lyden) og nysgerrigt spurgte: "Hvad er det, du vil tale om?" Joan svarede: "Det vil jeg fortælle dig, når du er færdig med at se fjernsyn. Jeg er ikke særlig oplagt til at konkurrere med den film, du ser nu. Jeg vil blot have en aftale om, at vi kan snakke sammen efter filmen?" Det fik hun så et overrasket ja til - i første omgang. (Senere, efter at filmen er slut) starter Joan således: "Jeg har længe gået og gruet for at spørge dig om dette her, fordi jeg bilder mig ind at du helst vil være fri for at tage med men... kan du overtales til at tage med til mors fødselsdag på lørdag? Jeg vil så så gerne have, at du tager med - hvad siger du til det?" Jens: "Er jeg nødt til det?" Joan: "Jeg vil blive meget glad for det. Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst. Det er ikke særlig spændende, men ved du, hvor glad jeg og hun vil blive, hvis du tog med?" Jens: "Åh, hun er da ligeglad med, om jeg er med eller ej. - Hvis bare børnene kommer, så er hun såmæn lykkelig." Joan: "Det har du ret i - og det irriterer også mig, men det vil altså glæde mig utrolig meget, hvis du tager med. Jeg vil godt have, du tager med. Måske kan jeg så gøre noget andet for dig?" Jens: "Ok, så gør jeg det da. Jeg tager en bog med, hvis det bliver for kedeligt. Er det ok, hvis jeg ser fjernsyn hos din mor, hvis der er en god film?" Joan: "Ja, det er ok. Tak, fordi du tager med." Og hun giver ham et knus. I stedet for at skabe modstand, giver Joan sig en chance for at blive hørt. I stedet for at sige en række bebrejdende, udskældende Du-udsagn brugte Joan: Jeg-udsagn. - Lagde du mærke til forskellen? Lær at sige mere JEG - fremfor DU. Når jeg siger, hvad jeg selv tænker, føler og har brug for, giver jeg noget positivt til vores kontakt. Jeg fortæller i øjenhøjde, giver dig noget af mig selv, fremfor blot at ville have noget af dig. Når jeg fortæller dig, hvad du skal gøre, hvad du burde føle og mene, angriber jeg dig, tror jeg ved, hvad du mener. Og så skal du bruge kræfter på at modbevise og argumentere imod det, jeg siger - og vi kommer aldrig frem til at forstå hinanden - og derfor ikke frem til tænke i nye løsninger. Knuden opstår, fordi hver gang du ikke får ret - eller måske når du får din vilje?, lider du. Du ser det, der sker, som beviser på den andens manglende kærlighed, imens det, den anden reelt reagerer på, er selve MÅDEN du siger dette på. Kontakten kan utrolig let gå galt derved og ende i endnu et tomt drama - uden at du får en pind andet at vide, end du vidste i forvejen og hvad får du ud af det? - andet end endnu mere smerte. I stedet for at angribe eller udfordre den anden med beskyldninger og krav, for derefter at kaste rundt med skyld, (fordi at der ikke sker det, du ønsker - og du ser dette, som udelukkende værende den andens skyld) så giver rene Jeg-udsagn som en anden åbning på en mere "Her er jeg! Sådan ser det ud fra mit udkikspunkt + Hvordan ser det ud for dig?" Du gør dig åben, sårbar og rækker ærligt ud - og pudsigt nok, reagerer din partner oftest tilbage på samme måde. Dette - og 10 andre kommunikationsråd kan du læse mere om, på denne webside: /psykoweb.dk/kontakt/6a.htm + selvtillid/assertion.htm + 5 kærlighedssprog Andre eksempler på gode Bro-bygnings åbninger: "Nu er vi igen faldet ind i det der tåbelige talemønster, hvor jeg vil sælge dig noget, som du ikke vil købe. Og i stedet for at presse et salg igennem - eller lave den hel store reklamekampagne for at prøve at overbevise dig om fornuften i det jeg siger, så vil jeg nu spørge dig, om du overhovedet gider snakke med mig ?" - som sælgeren sagde til sin hustru. Eller : "Jeg har lagt mærke til, at jeg er begyndt at trække tiden ud på arbejdet, fordi jeg føler en ængstelse og ubehag ved at komme hjem. Det har jeg tænkt over. Jeg kan ikke lide at komme hjem. For mig handler det om, jeg ikke vil komme hjem og bare blive skældt ud, kostet rundt med og ikke føle mig velkommen her. Derfor kommer jeg selvfølgelig også senere og senere hjem. Og så bliver du selvfølgelig mere og mere ulykkelig og skælder endnu mere ud. Og så kommer jeg bare endnu senere hjem, indtil jeg en dag måske helt bliver væk. Det er en rigtig ond cirkel, vi er fanget ind af - og jeg kender ikke den rigtige måde, eller hvordan vi skal løse det problem. Jeg har et par forslag, jeg har tænkt over. Vil du høre dem?" ... og hold så en meget lang lyttepause. Eller sig f. eks. "Jeg vil ikke kritisere dig, jeg vil have kontakt med dig!" "Der foregår altså noget mærkeligt imellem os, der får mig til at ønske en større afstand i mellem os. Og dette får dig til at passe på med at presse mere på. Jeg lider selv under det - og har derfor utrolig svært ved at elske dig, sådan som jeg helst ville. kan du forstå det jeg siger?" Eller: "Gider du at lytte til det, jeg siger nu eller er det bedre vi taler om det 1 times tid senere i aften? Jeg har simpelhen brug for at få en masse tanker ud af hovedet og føle mig forstået. Jeg har brug for, at du bare er der og lytter - uden at du afbryder mig." Eller du kan f. eks. (efter at din kæreste har været helt urimelig), lære at sige: "Jeg kan mærke, at jeg nu har mest lyst til at gå, eller skælde dig ud. Jeg føler mig så vred. Jeg ved ikke, hvad det egentlig er, jeg bliver så vred over, men jeg kan mærke, at jeg får lyst til at ramme dig på alle dine mest ømme ligtorne lige nu. Men det vil jeg altså ikke starte på - så derfor sidder jeg nu bare her og er helt tavs indeni. - Det er derfor jeg har væreet så tavs længe. Hvordan ser vores måde at tale sammen på ud ovre fra din stol?" Eller: "Jeg siger ikke noget, fordi jeg frygter, at jeg eller du derved om lidt vil sige noget, der bare gør det hele endnu mere umuligt og fastlåst. Og det er det sidste, jeg ønsker. Forstår du at jeg godt vil dig noget godt? Og jeg er bange for at det jeg siger bliver misforstået eller bare afvist." osv. Eller der kan være sorte tidspunkter, hvor du i stedet for blot igen at skælde ud, har brug for at sige "Vi er vist ikke på bølgelængde lige nu. Det jeg savner mest er blot, at du folder ørerne ud og hører lidt bedre efter, hvad det egentlig er, jeg siger til dig. Fra min stol ser det altså ud til, at vi lige nu befinder os midt i en af de der "kom nærmere - og Oh nej, gå væk-danse", hvor vi bare polariserer hinanden. Vi bliver bare endnu mere væk fra hinanden. Og det forøger jo kun smerten. Det vil jeg altså ikke. Jeg vil hellere at vi lytter - og forstår hinanden. Blot for at give dig et par eksempler på en anden og ny måde at åbne en dialog på. |
|
Lad os prøve noget helt andet. Udover at checke hele dit parforhold af på ParTermometret, så spørg og vis interesse for det menneske, du bor sammen med: "Hvad er det sjoveste /værste der er sket for dig i dag?" Start blidt og nysgerrigt, inden du kommer ind på disse "farligere" spørgsmål: som f. eks. "Hvordan synes du, vores liv sammen er for tiden?" eller "Hvordan ser verden ud ovre fra din skyttegrav?" eller: "Kan du fortælle mig lidt mere om hvordan det egentlig er at være dig i din verden? Dvs. "Hvad tænker, mener, gør og føler jeg og du?" + "Hvad er jeg, og du mest optaget af nu i dag?" + "Jeg savner utrolig meget, at vi ..." + "Hvad savner du i vores forhold?" Meget ofte kan du reelt set ikke forandre særlig meget på din partners måde at være til på. Hvis du dropper ønsket om at ville kontrollere - og i stedet for sejt og stædigt koncentrerer dig om at forny din egen måde at tale, tænke og reagere på - ja så vil din partner derved meget snart stå overfor et uundgåeligt valg, nemlig: 1. enten at forsætte kampen med sin egen skygge - eller 2. stoppe op og begynde at forholde sig til dig på en ny måde. Kort sagt: træder du nye trin i jeres dans, må din partner også træde nye trin, fordi at det, I hver for sig gør - og ikke gør - i et større overblik faktisk udgør det, der bliver jeres fælles dans - også selv om det ikke føles sådan. 16. Indsigt: Gør jeg det samme som jeg altid har gjort ... og ikke-gjort ja så vil der oftest ske præcis det, der plejer at ske. Gør du noget nyt og overraskende, ja så sker der sandsynligvis også noget nyt med din partner - ganske som når du skifter trin midt i en dans. Enten sætter din partner sig bare ned og giver op - eller også begynder han/hun at kontakte dig på en ny måde. Denne grundliggende aktion-reaktion -teori kan du let afprøve i praksis ved at tage din partner med ud at danse - og så undervejs i dansen pludselig gør noget helt nyt, uventet - og gerne kreativt. Hvad tror du så vil ske? ---------------------------------------------------- Ovenstående noter er essencen af, hvad jeg fik ud af at læse Dean Delis og Cassandra Philipps tankevækkende og meget tunge bog om parterapi: "Kærlighedens paradoks". Jeg vil blive meget glad for dine gode råd, ideer og gerne din kritik af denne lange webside, så den kan blive bedre. Tager giffer og billederne f. eks. for lang tid? Tager det lang tid at få websiden her frem på skærmen? Skal siden her deles op i flere mindre "bidder" + og hvad synes du iøvrigt om indholdet? hilsen fra Ebbe. ebbe@psykoweb.dk PS. Du kan læse en fin fortsættelse af ovenstående tankegang i Michele Weiner Davis mere letlæste, gode bog om parforhold: "Undgå skilsmisse, Få kærligheden tilbage i dit ægteskab", fra Borgens forlag, 1994, Den kan også lånes på bilioteket, hvor de begge står på hylde 61. 642. |
|
Vil du vide mere om kærlighed og at opnå en bedre kontakt? www.psykoweb.dk/kontakt/lytte.htm www.psykoweb.dk/linkreoler/psykologi1.htm 10 nyttige kommunikationsråd Kan et forhold blive for tæt? bliv bedre til at tale ærligt og direkte fra hjertet. Kender du disse 5 forskellige kærligheds-sprog? Kender du Herb Goldberg? Andre gode bøger på dansk om at leve sammen og ønske at få kærligheden mere frem: 1. "Hvad din mor ikke kunne lære dig og alt det, din far ikke vidste" af John Gray. Er lidt langtrukken, men fuld af sjove eksempler. som du snart vil få lyst til at læse højt for din mand. Bedre end "Mænd er fra Mars, Kvinder fra Venus." 2. "Kunsten at overleve i sin familie.", John Gleese & Robin Skinner´s vidunderlig sjove og kloge mand og mand snak imellem. En insidertalk om, hvad der gør at vi vælger hinanden - og hvordan du mest konstruktivt kan forstå alle de mærkelige og uforståelige ting, vi gør ved hinanden. En god sjov bog - især til mænd! 3. "Kærlighed & Samliv", af Harville Hendrix Borgens forlag, 1990 - er en spændende skildring af, hvordan vi fastlåser hinanden med alt for små briller. Giver dig teorien bag det, der kaldes for Imago-parterapi. 4. "Hvad holder par sammen?" af Jürg Willi fra Hans Reitzel, 1993. Den handler om alt det, som på trods af konflikterne, holder sammen på et parforhold. God at læse, når du undrer dig over, hvorfor du mon bliver i et parforhold, der mere "fungerer", end giver dig lyst og glæde. 5. Dean C. Delis og Cassandra Phillips: "Kærlighedens paradoks", Schønberg, 1992, som du her ovenfor har fået en forsmag på. 6. "Kærestebilleder" af Hanne Hostrup. Hvis du ikke kender forskel på at være en Bulldozer eller et forsvarsbetonet Borgtårn, må du læse denne bog der handler om det samme som "Kærlighedens paradoks" men den tager bedre udgangspunkt i danske forhold. 7. Du kan læse en fin fortsættelse af ovenstående tankegang i Michele Weiner Davis helt nede på jorden bog om parforhold: "Undgå skilsmisse, Få kærligheden tilbage i dit ægteskab", fra Borgens forlag, 1994, (Alle ovenstående bøger kan lånes på biblioteket, se bibliotekshylde nr 61. 642). |
|
Her er mere om Parforhold www.psykoweb.dk/par/index.htm Tilbage til index |