Frihed? - "Det er det,
jeg vælger at gøre ved det,
der er blevet gjort imod mig."
... som Jean-Paul Sartre sagde.


At opsøge en psykolog
og - oh gisp, for mange - noget endnu farligere,
nemlig at deltage i en terapeutisk orienteret personlig udviklings gruppe.
Det er stadig i nogle kredse tys, tys. Ja noget skamfuldt - og tabubefængt.
Fordommen er at så må du jo være skør, svag, gak gak eller på anden måde
ude i tovene. Som en ældre herre medfølende sagde ved et middagsselskab,
da vi fortalte, at vi var psykoterapeuter: "Det må da være hårdt hver dag
sådan at skulle sidde og lytte til staklerne?"

Som det forhåbentlig vil fremgå,
er det ikke vores opfattelse og erfaring efter 25 år i faget (i 1997).
Vores fordom går mere på, at der er utrolig mange mennesker, der fryser
i stilhed i et mere eller mindre kærlighedsløst liv. Eller keder sig en neurose til
i triste, trætte og ukærlige parforhold foran det flimrende husalter og pc´en.
Som var de stadigvæk hulemennesker, der ind imellem samles for
at spise omkring bålet i grotten. Dengang, hvor livet blot bestod i
at arbejde, samle føde, spise, snakke sammen - og så sove.



Hvorefter man den næste dag, uden frihed til andet
blot gentog det samme, som man havde gjort i går - og sidste år.
Det var et enkelt, barsk gruppe liv, vi levede for 30.000 år siden.
Nogle gange kan det undre os, om vi er kommet videre.

Vi har det indtryk
at for de fleste voksne, handler livet stadigvæk mest om
blot at overleve endnu en dag - og lige holde skindet på næsen.
Det er desværre alt for ofte det eneste, der er kræfter og visioner til
i en fortravlet hverdag i vores turbulente og "enhver har nok i sig selv"
kultur. Her i vores mere eller mindre skrupskøre forbrugersamfund
- der økonomisk set, er et af de rigeste og bedste her i verden.
Det har en høj pris at ville være så dygtige og travle!

Den udbredelse som coaching, rådgivning, psykoterapi
og diverse Personlige udviklingkurser har fået siden starten i 70´erne,
er - ligesom mange andre nye kulturaktiviteter - i vores øjne et bevis på,
at der heldigvis stadigvæk findes mange mennesker, der vil have noget mere
ud af dette vores eneste, alt alt for korte liv, end det, de fleste nøjes med.
Der er en focusering på, hvad det mon er, der gør livet værd at leve ?
i disse personlige intense møder - såvel i grupper som individuelt,
du kun sjældent møder andre steder i vores travle samfund.
Her er der god tid, plads til fordybelse - og til nye udsigter.

Vi synes f. eks. at det er tragisk, hvis du og jeg på dødslejet
må nøjes med at konstatere: "Ja, jeg har overlevet, fordi jeg har været
god til at leve op til alverdens krav og forventninger, men jeg har glemt
at blive mig selv, stå ved mine meninger og leve sådan, som jeg kan lide
og har ønsket det + givet mig tid til at elske dem, jeg holdt af."

Vi er stadigvæk nogle, der tror på,
at vi selv godt kan gøre en forskel. Ikke på fortiden,
men på det, der sker med mig og dig lige her i nutiden.
Der er en tid til at ændre på den store verden, og det er vigtigt.
Og der er ofte for lidt tid til at ændre på det intime personlige liv.

Det er det sidste, vi især ser på, her i disse terapeutiske forløb.
At der næsten altid reelt set, er nogle valg eller valgmuligheder.
At hvem, du ender med at blive en dag også afhænger af de valg,
som du tager lige nu i dag. - Og i morgen. Som Sartre sagde:
"Mit liv, det er valg - og bliver summen af alle mine valg."

Psykologikurser opsøges især af modige søgende mennesker,
der nægter at leve et ulevet liv, og som synes at livet bliver alt for tomt,
tamt og fattigt, hvis det kun handler om "at fungere og overleve". Som nu
f. eks. de 12 hovedpersoner du møder her i bogen, der tager væk fra hverdagens
travle jag, turbulens og stress for at bruge en uge af deres sommerferie
på at være med i et intensivt personligt orienteret udviklingskursus.

På vores kurser sker det ofte, at deltagerne godt vil have deres terapisession
optaget på kassettebånd, så de bagefter bedre kan huske og diskutere det, der skete.
(Det giver vi oftest lov til, så længe en deltager kun optager sit eget psykodrama).
De 12 terapihistorier (cases), som du her i bogen kan læse meget detaljeret om,
er udskrevet, redigeret og pædagogisk tydeliggjort af os, ud fra
sådanne båndede live-terapisessioner og dagbogsnotater.
- Så du derved nøjere kan følge processen: Oplægget,
vores indbyrdes dialog og en konkret beskrivelse af,
hvad der så sker - udover ordene. Vi håber at det
også er lykkes at videregive stemningen, som
vi selv elsker at være medskabende i.


Psykologer har tavshedspligt!
Derfor har vi selvfølgelig ændret på deltagernes navne
og alle andre genkendelige data, så genkendelse er umulig.
Vi har også skåret det alt for private fra og har i stedet fremhævet
kontakten, valget i problemet, det pædagogiske og det almen menneskelige
i problematikkerne. - En svaghed ved bogen er derfor, at dialogerne
og oplæggene er blevet lidt mere velformulerede og redigerede,
end de var i virkeligheden. I den virkelige forvirrede verden
er hverken vi eller deltagerne helt så afklarede, som her.
Ordrette citater ville have fyldt mindst 500 websider!
så det du læser her, er selvklart redigeret.

Vi har valgt bogens 12 hovedpersoner ud fra,
at de tydeliggører nogle tidstypiske temaer. Psykologiske temaer
og problemstillinger, som mange andre voksne skandinaver vil kunne
genkende sig selv i. Ligesom terapisessionerne er udvalgt, fordi de er
vellykkede eksempler på, hvorledes de forskellige "teknikker"
som vi anvender, kan fungere i praksis. Selvsagt er det
ikke ualmindeligt at terapi-sessioner bliver mere
uklare og mindre vellykkede end her.

Kort sagt
har vi lagt vægt på at beskrive 14 voksne mennesker i vækst,
fremfor at skrive endnu en tør abstrakt teoretisk psykologi bog.
Så hvis du vil kende den bredere baggrund for, hvorfor vi gør
som vi gør, så er her - se nedenfor - lidt historie og teori
... inden vi kaster os ud i Kapitel 1. der beskriver,
hvad der konkret sker, siges og gøres osv. osv.
den første aften, hvor gruppen mødes 1. gang.

Velkommen til en uge ved Vesterhavet.




NB. Hvis du er blevet utålmodig og godt
vil møde deltagerne nu? - ok, så klik på det gule hus:

"Don´t tell me. Show me."
"Fortæl det, og jeg glemmer det hurtigt.
Vis mig det, og jeg vil måske kunne huske det.
Det bedste er at få mig til at blive engageret i det,
for da vil jeg bedre huske, forstå og kunne det."
( Zerka Moreno)


Lidt om Jacob Moreno,
"opfinderen" af gruppeterapien og teorien bag et psykodrama.
Det er især indflydelsen fra Sigmund Freud, Carl G. Jung og Wilhelm Reich,
der tales og skrives terapi-bøger om, men der var også en fjerde pioner
indenfor udforskningen af psyken, som er ret ukendt i Danmark,
nemlig Jacob Moreno, + hør B, som "opfandt" gruppeterapien
engang i 1908 og udviklede sin stilart i Wien og New York.

Moreno var den første europæiske gruppeterapeut!
En dramatisk, energisk og stort-tænkende mand, hvis metode og synsvinkel
ligger bag meget, som sker i dag indenfor undervisning og "terapi-miljøet."
Det "at arbejde forløsende i en gruppe" var en radikal anderledes metode,
end den mere stillesiddende metode, som de tre andre pionerer anvendte.

Freud, Jung og Reich mødte deres "patienter" enkeltvis, i en klinisk setting.
Moreno satte i stedet for sit spotlight og forstørrelsesglas på et menneskes indre
og ydre kampe/konflikter sammen med en gruppe mennesker, der engagerede sig i
og lærte af hinanden på mere lige fod. En metode, som sidenhen har bredt sig
og knopskudt ud i mangfoldige varianter såvel indenfor sundhedssektoren,
som i erhvervslivet og i kulturlivet. (se f. eks. A + B + C + D + E + F.
+ videoer fra YouTube: Hvad er psychodrama? + om vrede. + se B.
+ Zerka tanker + se B. + se C. + Tian Dayton + Bob´s drama ).

Else Marie opdagede psykodrama-metoden i 1977
på nogle kurser ledet af Zerka Moreno, + se B + C) der havde arbejdet
og været gift med Jacob Moreno i mange år. Else Marie spurgte hende om
han nogensinde havde mødt Freud, da de begge to pudsigt nok jo havde levet
og arbejdet i Wien på samme tid. (Jacob Moreno kom til USA i 1925 fra Wien)
Zerka Moreno lo og fortalte denne historie, som vi synes viser en vigtig forskel
på de to mænds livsholdning, stil, mål og temperament:

Jo, Sigmund Freud kom i en periode jævnligt forbi,
imens Jacob Moreno arbejdede med børn og voksne i en psykodramagruppe,
der udspillede sig på græsset i en af Wiens store folkeparker. Efter en del tøven
havde Freud henvendt sig til denne lidt mærkelige, men fascinerende kollega
og inviteret ham på en sen aftensmad på sin stamcafe, Café Landtmann.

Der blev de uvenner,
ifølge Zerka Moreno, fordi de begyndte at diskutere drømme.
Moreno havde hidset sig gevaldigt op og sagt noget i retning af:
"De analyserer jo drømmene, indtil de er helt stendøde Hrrn. Freud!
Jeg prøver at hjælpe mennesker til igen at turde opdage deres drømme
og genfinde modet til at turde leve dem ud i livet!" Det udbrud havde såret
den kritikfølsomme Freud dybt, og de mødtes aldrig mere.

I vores øjne er den største forskel på psykoterapiens fire "bedstefædre",
at Jacob Moreno i langt højere grad lod sig inspirere af teatrets, børnenes
og filosoffernes univers, end af sin lægeuddannelse. Dette anderledes ståsted
medførte en helt anden metode og menneskeopfattelse. Og en anden synsvinkel
på den terapeutiske proces. F. eks. vil du her i bogen opdage, at vi ikke taler
om den person, vi arbejder med som patienten, klienten, "tilfældet"
eller lignende behandlingsudtryk, men som Hovedpersonen.

Vi vil godt lære dig, der ligesom os arbejder med andre mennesker,
at tænke i proces-ord fremfor i de mere fastlåsende kliniske diagnose-ord,
der let blot sætter mennesker ind i båse, hvorved alt det som er folks reele liv
og væsen let bliver overset - og vigtige sammenhænge opdages ikke.

Vi behandler ikke folk! I vores arbejde er intet muligt
uden et aktivt samarbejde med - og hovedpersonens egen indsats.
Vi forsøger at få kontakt, nystrukturere, gå på opdagelse i og forløse det nye.
Ord er vigtige, fordi de ofte spejler den måde, vi tænker på os selv og andre.
Denne procesholdning ligger hele tiden mere eller mindre tydeligt
et sted omme i baggrunden i vores arbejde.

I amerikanske lærebøger beskrives Jacob Moreno
som ophavsmanden til den ekspressive gruppeterapi.
Han nævnes også som en af pionererne indenfor pædagogisk drama
og som opfinderen af workshopsmetoden, rollespilsmetoden, sociometrien,
spontan teateret, happenings, og de mere meditative drømmeseminarier.

F. eks. deltog gestaltterapiens grundlægger Fritz Perls + se "what is gestalt?"
i en af Jacob Morenos psykodramagrupper i New York, inden han selv blev kendt.
Den i gestaltterapien så velkendte 2-stoleteknik, er egentlig blot en videreudvikling
af en metode, som Moreno havde arbejdet med i mange år. Ligesom Perls måde
at arbejde aktivt og psykodramatisk med drømme, tydeligvis er inspireret
af hans møde med Jacob Moreno og psykodrama-metoden.

Jacob Moreno brugte,
(som en af de første humanistiske psykoterapeuter),
udtryk som spontanitet, kreativitet og ægte kontakt (tele)
som sine nøgleord og så, som sit livs mål at fremme disse livsværdier.

Ved spontanitet mente han
en persons evne til at reagere på en direkte og naturlig måde, som passer til situationen:
En kvinde står i et supermarked foran frugtboden og prøver at finde ud af, hvad hun vil købe.
En anden kvinde ser hendes forvirring og rækker hende et kirsebær, mens hun siger:
"De er virkelig gode, prøv selv at smag."

Uden at tænke sig om afslår den første kvinde. Hun ser meget stram
og afvisende ud og forsvinder hastigt ind i mængden, hvor alle passer sig selv
og føler sig ensomme. Det er ikke en spontan reaktion, men en stereotyp reaktion,
som afspejler, at hun alt for grundigt har lært lektien om "at man ikke må tage imod
noget fra fremmede" - eller lignende indre forbud, der helt udvisker hendes evne
til at se kvindens ægte venlighed og gode ide.

Ordet kreativitet, brugte Moreno også
på en lidt anden måde, end de fleste, idet han så det i sammenhæng
med hele den måde, vi hver især er enestående på - og ud fra det synspunkt,
at vi mennesker i os har evnen til selv at kunne skabe og påvirke vores eget liv.
"At opføre sig kreativt" betød for ham at handle i overensstemmelse med sine indre processer,
snarere end i overensstemmelse med ydre krav og diverse stereotype forestillinger om,
hvordan vi bør og burde opføre os. Han talte om "indre styring"
versus "ydre styring" lang tid før andre genopfandt de ord.

F. eks. er tilbuddet om at prøvesmage et kirsebær jo en kreativ adfærd.
Hvis damen havde reageret på situationen her og nu uden en kulturskabt blokering,
så ville hendes svar sandsynligvis været blevet mere kreativt - og episoden ville have haft
et helt andet og sandsynligvis mere fornøjeligt forløb.

Jacob Moreno brugte hyppigt udtrykket "tele"
og mente derved ægte kommunikation. Ikke blot via at forstå
og nikke til hinandens ord og handlinger, men mere i betydningen
"at være tunet ind på hinanden." og "være på bølgelængde"

Når folk forholder sig stereotypt til hinanden
og ikke behandler hinanden som et DU, et enestående individ,
er der "ingen tele". Der er ingen ægte kontakt, ingen ligeværdighed.
Ingen naturlig vekselvirkning imellem at give og at modtage
på en enkel, ærlig, klar og direkte måde. "Uden et du,
er der intet jeg. Og uden et jeg, er der intet du."

Han var en af de første, som pegede på,
at et af de vigtigste mål for enhver psykoterapi er at åbne op for
og få kontakt med og udvikle den medfødte spontane kontaktevne,
som vi - alene fordi vi alle er mennesker - har fået som fødselsgave.
En synsvinkel, der i dag har vundet almindelig anerkendelse.

Det, der er brug for
er tryghed og bevidst øvelse i at lade vores ægte selv
og ærlige følelser komme mere direkte til udtryk, så vi ikke bare reagerer,
som forudprogrammerede robotter, der ikke har nogen forbindelse
med vores naturlighed - og med hinanden.

Ved hjælp af en række forskellige pædagogisk styrede forløb
søgte han livet igennem efter nye måder at hjælpe folk frem til at handle friere
med udgangspunkt i sig selv, kreativt og samtid gøre dette i nærende kontakt
med andre ligestillede voksne i et gruppeforløb. I disse dramaforløb gav folk
ofte stærkt udtryk for, hvad de virkelig følte. Jo mere følelserne var blokeret,
desto større intensitet og forløsning kom der selvklart frem i udbruddet.

Og i kølvandet på, og i efterbearbejdningen af
en sådan intensiv meningsfuld følelsesudladning, kom indsigten
- og måske forandringen via at man træffer en beslutning, vælger
at ændre på det, som man konkret tænker, gør - og derved føler.
Denne Nøgle til at kunne ændre og videreudvikle sit liv
opdagede Moreno allerede for ca 100 år siden.

Virkelig indsigt kan dog ifølge Moreno kun opnåes
efter en følelsesmæssig udrensning og afklaring. Ellers kommer det hele
blot til at dreje sig om en ren intellektuel indsigt, som kun yderst sjældent
kan forandre en persons følelser og adfærd. Det at genvælge en beslutning,
som man af historiske årsager måske engang var nødsaget til at tage dengang,
har en helt anderledes vægt, hvis dette mentale genvalg sker i en intensiv
følelsesmæssig HER OG NU-situation. Et faktum som kognitiv terapi
desværre alt for let overser. Det er ikke blot et spørgsmål om
at tage en ny og klogere beslutning om at gøre noget nyt.
Det nye skal også føles, som noget godt og sandt.


Jacob Moreno definerede sin metode psykodramaet, som:
"Den kunst og videnskab, som udforsker den personlige sandhed
ved hjælp af dramatiske metoder, bevidsthed, spontanitet og kreativitet"
i 1934 i klassikeren "Who shall survive?"

Det at arbejde i og med en gruppe
er i dag en meget udbredt metode, men det er vist de færreste,
som ved, at den måde at arbejde terapeutisk stammer fra en mand fra teatrets
og livskunstens verden, som blev bidt af psykologi og herfra udviklede en helt anden
og mere aktiv, dramatisk og ekspressiv metode til at udforske vores sjæls veje
og vildveje på, end Freuds, Jungs - og nu i dag den Kognitive terapi s
mere stilfærdige metoder med en alt for stor vægt på verbalisering.

Kort sagt
vil vi godt vise dig, hvad psykodrama er for os
og derved introducere denne stilart i Danmark på tryk. Bogen er
en af de første bøger herhjemme om psykodramametoden - og om,
hvad gruppeterapi og personlig udvikling også kan være, når vi som psykologer
og "behandlere" frigører os fra behandlingsdimensionen og i højere grad
tør bevæge os ind under kulturlivets store mangfoldige paraply.
Dybest set handler psykologi ikke om "psykiske sygdomme",
men om at ændre kultur, vaner og opdage nye livsværdier
så livet igen bliver spændende og værd at leve.

Lidt om os, Else Marie og Ebbe
Sideløbende med et kærligt og trofast parforhold i 21 år, ( 38 år i 2015 )
har vi begge siden 1980 dagligt arbejdet professionelt med mange forskellige
slags mennesker i vores egen psykologpraksis her i Århus.

Udover daglige individuelle terapitimer har Else Marie
tillige i de sidste 25 år haft en ugentlig psykodrama- og dansegruppe hver torsdag aften,
og Ebbe har periodevis samlet grupper til et ugentligt danse- og gestaltterapeutisk forløb
over 1/2 til 2 år, ligesom vi ind imellem afholder weekend- og ugekurser sammen.

En personlig udviklingsgruppe er for os et åndehul, et drivhus, et fristed
og en vekselvirkning imellem det kreative, det smertefulde, det styrkende
og det morsomme. Der er leg, alvor, dans, drama, kontakt, tryghed, venskaber,
en ny familie, et sikkerhedsnet, inspiration og mere eller mindre gode personlige råd.
Og for mange har det også virket som et afsæt til at turde tage chancer
ude i den store verden og vinde sejre, som måske før synes umulige.

Nogle af disse grupper har holdt sammen
og igen og igen fornyet sig kreativt over flere år.
Det er terapi, fordi der i disse forløb også arbejdes med at løsne op for blokeringer
og satses på at hele dybe gamle sår i sjælen, så nyt liv gror frem.

For at kunne føle de nye psykologiske teorier og teknikker på vores egen krop og sjæl,
har vi følt det vigtigt at komme så tæt på kilderne som muligt. Derfor har vi efter
vores universitetsuddannelser opsøgt egenterapi og efteruddannelse hos bl. a.
følgende inspirerende terapeuter og smukke sjæle: Zerka Moreno, + se B
David Boadella, Berry Simons, Ken Dychwald+ se B, Tony Horn,
Bob Martin, Daniel Rosenblatt, Nancy Bratt
og Sten Hegeler.

Vi har hver især efterhånden tilbragt over 1000 timer i egenterapi
og videreuddannelse i forskellige slags terapigrupper, hvilket har givet Ebbe autorisation,
samt en specialist- og supervisionsgodkendelse fra Dansk Psykologforening.

Mest har vi nok lært
hos gestaltterapeuten og danseren Natasha Mann,
som Ebbe fulgte tæt i 12 år og Else Marie i 6 år. Natasha er
uddannet hos Fritz Perls, gestaltterapiens far, + se 3. Hun startede som en
af de første herhjemme i 1973 med gestaltterapigrupper for psykologer,
psykiatere og andre "behandlere". Som få andre evner Natasha
at skabe intense ØJEBLIKKE, og vise betydningen af
at være opmærksom (aware) og nærværende.

For Natasha er terapi "at mødes for at noget nyt skal kunne fødes".
Disse ord og den livsholdning er blevet gjort mere levende for os ved,
at vi har kendt vores californiske terapeut og "storesøster" så dejlig længe.
Hun pointerer igen og igen, at det allervigtigste er "kvaliteten af jeg' ets møde
og kontakt med du' et", dvs. at gestaltterapi handler om kontakt.
En holdning, som vi håber bogen vil tydeliggøre.

Vi har prøvet at skrive på et så almindeligt dansk, som vi har evnet,
og håber derved at forskellige lærere og elever på skoler, højskoler og læreanstalter
vil kunne bruge bogens 14 personer og 17 terapisessioner i deres psykologiundervisning,
selvklart supleret med en diskusssion og en teoretisk overbygning ud fra lærerens skøn.
(Bagerst i bogen kan du se nogle håndplukkede litteraturforslag til et selvstudium).

Vi henvender os også til de socialrådgivere og socialpædagoger,
der til dagligt arbejder i tilsvarende intense emotionelle gruppeforløb
sammen med andre voksne mennesker, der ligesom bogens 12 hovedpersoner
også arbejder på at få et bedre liv. Ligesom vi håber, at forskellige selvhjælpsgrupper
og andre terapeuter vil kunne lide bogen og finde ny inspiration og brugbare ideer hist og pist.
Og endelig henvender vi os til dig, som nu går i terapi og på psykologikurser ud fra
en dyb interesse i kultur, psykologi og filosofi for derved at få en bedre forståelse
af dig selv, andre og livet, dvs. søger at finde "en mening" og turde leve friere.

I dag er psykologi, som du sikkert ved,
for mange mennesker også en spændende hobby!
Og for de af os, der vover at involvere os dybere, er terapi og psykologi en fordybelse,
forandring og åbning af helt nye dimensioner ved livet. Psykoterapi og personlig udvikling
er ikke navlepilleri eller virkelighedsflugt, men en styrkelse af livslysten, selvtilliden og selvfølelsen,
samt en styrkelse af kreativiteten, nysgerrigheden og kontakten med andre mennesker.
Vi håber at bogen vil kunne inspirere, vække debat og udvide din viden,
nysgerrighed og horisont om vores fag og måske fælles hobby.

Århus den 17. marts 1997
Ebbe Scheel Krüger, Cand. psych.
Else Marie Schultz Rasmussen, Cand. mag.

Se her indbydelsen til kurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen

+ se indholdsfortegnelsen her
Psykodrama bogen.

og vores 2. bog
Bid livet i låret og find en kæreste.