|
|
|
Else Marie kaster Talebolden videre til en ung kvinde, som sidder overfor. MONA "Jeg er her, fordi jeg føler mig forfærdelig hæmmet af min generthed. Jeg har både glædet mig og været meget bange for at skulle deltage (smiler). - De sidste par dage har jeg haft lyst til at melde afbud. Det giver mig en masse uro, ja ligefrem angst, når jeg er med i en gruppe, hvor jeg ikke kender nogen. Lige nu vil jeg allerhelst gemme mig væk." Lang pause - "Det er altså lidt af en udfordring for mig overhovedet at være her!" Hun går i stå og ser et øjeblik lidt fortabt ud, så tager hun en dyb indånding, holder vejret - og giver slip. Tårerne løber ned ad kinderne. Hun gemmer ansigtet væk i hænderne. Vi venter blot stille og roligt på hende - og ganske rigtigt, lidt efter ser hun op igen, ser sig omkring og fortsætter: "Jeg er 3I år og bor nu alene igen. Jeg er skolelærer og min generthed er et meget stort problem for mig i det daglige. Jeg kan godt bruge viljen og tage mig sammen, men det gør, at jeg føler mig utrolig træt, når jeg kommer hjem. - Jeg er tit alt for træt, meget mere end jeg egentlig synes, jeg burde være. Jeg tror, det er derfor, jeg er her." Hun ser sig spørgende omkring. Ebbe: "Du sagde, at du bor alene nu?" Mona: "Ja, jeg har lige mistet en fyr for 4 måneder siden. Da han gik fra mig, sagde han, at det var svært for ham at holde af mig, fordi han ikke mere vidste, hvem jeg var. Jeg fortalte ham alt for sjældent noget om, hvad jeg gik og tænkte og følte. Han syntes, jeg var kedelig og manglede et med og modspil. - "Derfor kan jeg ikke elske dig" sagde han. Og så gik han fra mig, sådan lige pludseligt.. Jeg har hørt, at han allerede har fundet sig en anden kæreste, som er mere udadvendt." Hun ser sig rundt med et skævt smil. Ebbe: "Hvad føler du i dag ved at han gav dig den afskedssalut?" Mona: "Det var selvfølgelig hårdt at få at vide, men jeg forstår ham egentlig godt. Jeg vil sige, jeg både savner ham, og samtidig er jeg også glad for at være single igen. Ikke fordi det ubetinget er rart og nemt, men jo - det er ok, at han gik, jeg savner ham ikke. Jeg har taget det med ro og givet mig god tid til at pudse fjerene efter bruddet ... men han har ret i, at jeg er alt for selvudslettende og træder helt stille og måske lidt bange frem her i verden. Jeg føler tit mig som en fugl, der ikke tør bruge sine vinger og opfører mig som en kylling. (et fortvivlet udtryk toner frem, inden hun igen tager sig sammen). Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg er sådan, og er kommet i kontakt med en meget gammel følelse, som jeg kan huske, at jeg altid har følt, omme bagved det hele, lige siden jeg var helt lille. Jeg føler og tror simpelthen ikke, at jeg har nogen som helst ret til at få kærlighed! Jeg ved godt, min mor igen og igen har fortalt mig, at hun elsker mig. Jeg tvivler heller ikke på, hun godt kan lide mig et eller andet sted, men jeg har aldrig rigtig kunnet mærke det i kroppen, sådan dybt inde. Jeg har en følelse af - ja at være uønsket og uelsket. Det at have behov og turde sige min mening lige ud og have farlige lyster og vilde følelser, det føler jeg mig ret fremmed overfor. - Jeg hader, at jeg altid er så nervøs og usikker!" Mona holder en lang pause, ser intenst på os og udbryder så heftigt: "Jeg er dødtræt af kun at overleve! Jo, det jeg vil med kurset her er: Jeg vil gerne finde mit mod på kærligheden igen. Og så vil jeg også godt se nærmere på mit selvudslettende mønster, specielt min generthed. I en anden terapigruppe opdagede jeg, at det aldrig har været nogen selvfølge for mig at føle mig elsket - og at jeg meget dybt inde, tvivler på, om jeg overhovedet har ret til at være her i verden. Det er nok den pris, jeg stadigvæk betaler for at være vokset op i den familie, jeg kommer fra. Men den historie har jeg ikke særlig meget lyst til at gå dybere ind i i denne uge. Behøver jeg det?" Ebbe: "Det er dit valg. Det bestemmer du helt suverænt selv. Vil du sige mere om det at være dig?" Mona: "Ja, jeg har indset, at når jeg ikke kan holde mere af mig selv, end jeg gør, så mislykkes mit liv alt for let. Alle de gode råd, jeg får, bliver bare til nye burdekrav og endnu mere dårlig samvittighed. Jeg har f. eks. ikke tal på alle de slankekure, jeg er begyndt på og har droppet igen. - Jeg ved godt, at jeg gør alt for lidt af alt det, som er sundt for mig, når jeg ikke føler, at jeg har nogen ret til at være til og blive elsket, som jeg er. Jeg vil godt holde bare lidt mere af mig selv, det er derfor jeg er her. Jeg savner at kunne lide at være mig. Angående min generthed, vil jeg sige, det kun overfladisk set er trygt og sikkert at putte sig selv væk. Jeg sidder blot der og nikker som en dum dukke, imens alle andre snakker løs og har det sjovt. Men I skal bare lige vide, at det ikke er spor sjovt at sidde sådan og hade sig selv! - Jeg kæmper hele tiden med mig selv og prøver forgæves på at slappe af. Bare jeg dog kunne være lidt mere naturligt med i det, som sker, sådan som de fleste af jer andre jo kan!" Mona stopper op og ser sig ængsteligt omkring. En tåre løber ned ad hendes kind. Ebbe: "Så er det da godt, at du starter runden. Bare ved at tage det skridt bryder du jo lige nu ud af dit selvudslettende mønster! Du træder frem. Er du selv opmærksom på det?" Hun ser forvirret på mig, og nikker så eftertænksomt. Else Marie: "Mona, se dig omkring - og giv dig lidt tid til at undersøge, hvordan vi andre her i gruppen reagerer på dine ord. Hvad ser du, når du ser os? - Generthed er i mine øjne også en blokering af din naturlige nysgerrighed. Tag dig god tid, og få øje på os andre. - Hvis du vover at være skamløs nysgerrig nu, hvad ser du så?" Mona: "I ser da ret venlige og normale ud." Hun ler og kaster hurtigt talebolden videre til Hans. Men lige inden han begynder at fortælle, opfordrer Ebbe dem, som også kender til det at føle sig blokeret af generthed - og som i al hemmelighed hader sig selv for det - om at række en hånd op. Der er syv andre her i gruppen, som genkender, hvad Mona taler om. - ((Du kan se hvor hvem sidder via et klik her)) - HANS Han sidder længe og kikker på Talebolden, inden han siger: "Jeg hedder Hans, og er 37 år og souschef (ser sig smilende omkring). Jeg har meldt mig, fordi jeg er nysgerrig efter, hvad sådan noget som det her er for noget (holder pause og høster en fælles latter). Jo, og fordi jeg ikke ønsker at gentage det samme, som skete med Lis." Else Marie: "Hvem er Lis?" Hans: "Jeg blev skilt fra Lis for 2 år siden. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, der gik galt, men nu har jeg mødt Clara, som jeg er meget glad for. Clara har været med på et af jeres sommerkurser for nogle år siden. Hun anbefalede mig at tage med jer herop til Vesterhavet, og derfor er jeg her nu - Vi har talt en masse om mit forrige ægteskab. Det har været godt, men vi går ligesom i stå på et vist tidspunkt. Pludselig går der bare kaos i det hele. Jeg troede, det var Lis skyld, at det mislykkedes, men jeg må nok give Clara ret i, at jeg også selv har haft min andel i, at det gik, som det gik. Jeg er her, fordi jeg ikke vil have, at det samme sker igen i mit forhold til Clara!" Ebbe: "Hvad var da din del?" Hans: "Jo, godt nok gav jeg Lis økonomisk tryghed, men ellers gik jeg bare rundt og var så forbandet pæn og flink og hensynsfuld, mens en stigende irritation og vrede hobede sig op indeni mig. En dag kunne jeg simpelthen ikke klare det mere og det, altså jeg - ja, jeg eksploderede. Lis syntes godt tilfreds med, at jeg var hendes skaffedyr og tryghedsbamse, hun kaldte mig sin bedste ven. Hun vidste slet ikke, hvordan jeg gik og havde det! Det interesserede hende vist heller ikke. Hun spurgte mig godt nok ind i mellem, hvad jeg gik og tænke på, men jeg svarede hende for det meste ikke ærligt, mest undvigende. Det var nok min største fejltagelse. Og når jeg så endelig lukkede op, blev jeg meget let alt for vred. Jeg kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne hjælpe mig, så det holdt jeg snart op med igen. Jeg gik altid og småbrokkede mig over alt muligt. Jeg tror, hun blev bange for mig. Og meget ofte irriteret, måske skuffet? Jeg var vist ret sur og svær at leve sammen med. Jeg tror ganske enkelt ikke, hun ønskede at vide for meget om mig. Hun var ikke nysgerrig. Hun var så optaget af sine egne tanker og problemer at der ikke var plads til at se og holde af mig. De gange vi skændtes, hidsede jeg mig gevaldigt op, Jeg blev ikke set, jeg forskrækkede hende bare, så hvad skulle jeg gøre?" Efter en lang stilhed: "Der var heller ikke meget vundet ved bare at sidde der og se afmægtigt på hinanden. De gange det skete (ser trist ud), så græd hun bare. Så måtte jeg jo trøste hende. - Det var selvfølgelig også en måde at stoppe mig på, det kan jeg godt se i dag, og den virkede. Når hun græd, kunne jeg ikke sige mere, og så lullede vi os ind i en idyl om, at vi jo egentlig havde det godt - bedre end de fleste, og at vi elskede hinanden, og alt det der overfladiske hyggeliv, alt for mange lever. Men jeg følte ikke noget! Det hele røg bare ind under gulvtæppet, og jeg trak mig mere og mere væk fra hende. Jeg holdt helt op med at tale om mine problemer . - Hvad skulle det nytte? Det blev det jo blot værre af! Den sidste gang, jeg hidsede mig op og skældte ud, flygtede hun ud på toilettet og truede med at sluge en masse sovepiller og dø. - Det var frygteligt. Så jeg holdt min mund, og vi gled bare længere og længere væk fra hinanden." ... Hvorpå han ser ned i gulvtæppet. Så ser han direkte på mig: "Det endte selvfølgelig med skilsmisse. Det samme må simpelthen ikke gentage sig med Clara! Det er derfor, jeg sidder her i min sommerferie. Jeg må simpelthen hitte ud af, hvad der sker inde i mig, når kvinder græder, og hvad jeg skal gøre, når jeg bliver vred." Ebbe: "Kan du huske den allerværste episode med Lis?" Hans: "Øh... jo, da jeg første gang eksploderede for hendes evindelige hjælpeløshed. Det havde hobet sig op i mig i meget lang tid. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde spillet den der søde, rare, evigt forstående ægtemand, som bare legede med i hendes forbandede småborgerlige dukkehusdrømme. Det var nok derfor. Jeg havde drukket den aften. Det gjorde jeg en del på det tidspunkt. I hvert fald eksploderede jeg og skældte pludselig voldsomt ud! Jeg tror ikke engang, jeg startede med at skælde hende ud, men da hun bare græd og havde ondt af sig selv, så fik hun pludselig alt det, jeg havde gået og sparet op så længe lige i hovedet. Jeg tror nok, jeg smækkede med døren og sådan. Hun løb efter mig - ja det er pinligt at fortælle ... jeg er ikke stolt ved det her. Hun græd og var helt ude af den og bad mig om at være sød og forstå hende - og så slog jeg hende. Hun flygtede ud på toilettet og truede med at ville tage en masse sovepiller. Det gjorde mig rædselsslagen. Vi kunne ikke tale om noget mere, og vi kom længere og længere væk fra hinanden. - Jeg kan tydeligt huske, hvor frygtelig det er, sådan at gå og vogte på hinanden og være bange for hinanden. Ja, det endte jo også med skilsmisse, da jeg mødte Clara. - Det samme må simpelhen ikke gentage sig! Det vil jeg godt se nærmere på i denne uge." Hans indlæg får en masse forskellige følelser op i gruppen. Nogle ser lidt bange ud, en ser ud af vinduet. De fleste er medfølende. En kvinde, der sidder ved siden af ham, tager hans hånd: "Jeg er ikke bange for dig." Hans ser overrasket på hende, og smiler så med en skæv grimasse usikkert til os andre. Ebbe: "Hvem skal nu have talebolden?" Hans sidder et øjeblik og kigger. Han ser indgående os, inden han med et velrettet kast rammer .... en ældre hvidhåret mand, der synes at vågne op af en lille aften døs, da den bløde talebold blidt rammer ham på brystet. HENRIK Henrik får hurtigt samling på sig: "Jeg hedder Henrik og er ingeniør. Jeg er 57 år og grunden til, jeg sidder her, er, at jeg har gået i terapi hos Ebbe. Jeg opsøgte ham, fordi jeg jævnligt havde nogle rædselsfulde angstanfald og min læge sagde, at det kunne en psykolog måske hjælpe mig med - og det har da også hjulpet. Jeg er gift og har fire store piger, som jeg holder meget af. De to ældste er allerede fløjet fra reden og bor nu for sig selv. De læser på universitetet, så jeg har egentlig kun to af mine piger tilbage - ja, og så min kone. Det er sket så hurtigt, og pludselig føler jeg mig meget gammel. Det kom som lidt af et chok for mig, det har jeg fundet ud af. - Min angst stammer fra, at jeg nu skal til at omstille mig til et helt nyt liv. Det har betydet utrolig meget for mig at være far, men nu har de jo ikke mere brug for mig - og min kone! Tja, hun farer rundt til alle mulige møder og kurser (en ler). Det er også godt nok, men jeg føler mig ærligt talt tit ret ensom, det må jeg indrømme. Så fik jeg en indbydelse til kurset her. Jeg er meget nysgerrig efter, hvad jeg kan få ud af det. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg sådan skal arbejde med, eller hvad I nu kalder det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg har lyst til. Hvis I vil spørge mig om noget, så spørg endelig løs." Nogle stiller et par spørgsmål, som Henrik besvarer kort og venligt. Else Marie: "Jeg lagde mærke til, du sad og smådøsede før, er det rigtigt?" Henrik: "Ja, jeg plejer at falde i søvn foran fjernsynet omkring denne tid." Alle ler hjerteligt. Og Henrik ser sig mere trygt omkring. Ebbe: "Jeg blev overrasket over, du ville med. Der tog du lige godt fusen på mig. Jeg troede ikke du turde, men det gjorde du jo. - Jeg håber, du siger til, hvis der dukker noget op, som du godt vil se nøjere på, ok? F. eks. er jeg interesseret i dine drømme. Jeg synes, du har haft nogle meget spændende drømme her i foråret". Hvis du ønsker at huske dine drømme, så læg en notesblok og en kuglepen ved siden af din seng, inden du sover. Det kunne jo være, at du får tændt en ny drøm. Det sker ofte, når du som nu er med på et intensivt psykologikursus. Når du vågner, så lig helt stille et stykke tid, og prøv så helt forsigtigt om du kan huske lidt af den drøm, du lige drømte, da du vågnede. Det kan minde om at sidde og fiske ved en skovsø. Først mærker du noget snappe i maddingen. Og så venter du, til du kan mærke at krogen fat fat i noget, der er liv i. Vær helt stille, så får du måske fat på en del af drømmen. Et billede, en person, en stemning - eller en stump af en dialog? Du skal altså ikke straks hive drømmen ind, men lige ligge og vente indtil du har fået fat i lidt mere af den indre film, som simrer under overfladen. Når du i grove rids kan huske, hvad du drømte og har fået fat i så meget af forløbet, som du nu kan huske, så kan du godt rejse dig op og skrive drømmen ned. Det er den bedste teknik, jeg kender til at huske sine drømme." "Henrik, hvorfor sidder du på en stol, når alle vi andre sidder på madrasser?" spørger en kvinde. Han spørger, om hun har noget imod det. "Næh," siger hun, "det ville jeg også gerne. Må jeg også godt tage en stol at sidde på?" Hun ser på os. Ebbe: "Selvfølgelig må du det. Sørg hver især for at indret jer bedst muligt. 4 gruppe-regler: 1. Det her er "må-godt-land", indtil det du gør kolliderer med andres grænser og interesser. Sker det, har vi en konflikt, som vi så må prøve at løse sammen. Det giver mere liv, end alle de der regler om, hvad man ikke må. Det er grupperegel nr. 1. Udover den har vi kun tre andre, nemlig grupperegel 2: Du skal lige huske at fortælle Else Marie eller mig, hvis du af en eller anden grund ikke har lyst til at være med i gruppen en dag - eller hvis du bare har lyst til at gå dig en god lang tur i stedet for at sidde her sammen med os problemater. Det er ok. Vi vil bare godt vide, hvor du er, så vi ikke bliver bekymret og bruger tid på at lede efter dig, ok? Den 3. grupperegel er, at vi lover hinanden, at ingen sladrer eller fortæller personlige data om de andre gruppemedlemmer til nogen udenfor gruppen. (Her tager vi lige en kort runde, hvor vi lover hinanden at overholde tavshedsforpligtelsen, som er vigtig, fordi den beskytter og styrker tilliden og trygheden). Else Marie: "Den 4. grupperegel er, at her har du altid ret til at sige nej! - også uden at skulle forklare hvorfor. Vi ønsker nemlig ikke, at du skal indordne dig eller lade dig presse til noget, som du egentlig ikke vil. Så hvis du f. eks. føler, at du bliver udsat for et gruppepres, som du ikke ønsker, så råb endelig op! Nogle siger, at når du har sagt A, så må du også sige B, C, D osv. Her i gruppen betyder et ja til A ikke nødvendigvis, at du også siger ja til B, C og D. Du kan hele tiden vælge påny. - Vi er her jo for at sætte hinanden fri og det gør vi ikke, hvis vi lader som om, vi er ens. Vi er ikke ens, så hvis du hellere vil sidde på en stol end på en madras, så er det helt ok for mig. Tag dog nogle chancer!" Ebbe: "Ja og mens vi er ved det almene: Et af ugens temaer er selvtillid, selvværd og egenomsorg, dvs. kunsten at tage sit liv i sine egne hænder. Det kan jeg bedre lide at kalde det, end det der moralske og pligttunge ord "at du må tage ansvar for dig selv". For mig handler det i praksis oftest om at opdage, at vi allerede har dette eksistentielle ansvar, hvad enten vi vil have det eller ej. Det er jo oftest os selv, det går mest ud over, når vi er såkaldt "dumme" og "uansvarlige". For mig handler det mest om at opdage konsekvenser, og om at lære at blive bedre til at passe på sig selv - og alt det, som der er liv og glæde i. Nok om det med gruppe regler - for nu. Henrik vil du sige mere, eller vil du sende talebolden videre?" Henrik kaster den hurtigt videre til hende med stolen. |
|
 Klik her - og læs fortsættelsen. hvor du først møder: Lisbeth, Lotte, Michelle & Poul, Gert & Hanne samt Hugo - her den 1. aften |
|
tilbage til index over hele www.psykoweb.dk |
