Kapitel 1.
    Gruppen mødes for 1. gang
    og deltagerne præsenterer sig





    Vi har sat hinanden stævne i et sommerhus i Fjaltring
    med marker, køer og Vesterhavet som nærmeste naboer.
    Efter ca. 3 timers kørsel fra Århus, er det en betagende oplevelse
    at stå her midt ude i moder natur, kunne se hele horisonten rundt
    med himlen som en blå kuppel og sanse Vesterhavets stærke lys.



    Stilheden, Rummet, Lyset. Tiden der står stille
    og følelsen af at være til. Jeg mærker og sanser mig og rummet dejlig intenst.
    Jeg starter med at gå en tur til stranden og ser ud over havet, inden jeg føler mig klar.
    Alle 12 kursusdeltagere er ankommet. De sidder i køkkenet omkring et stort spisebord.
    Den medbragte aftensmad spises, og vi ser nysgerrigt hinanden an, imens der småsnakkes
    og ryges lidt for mange smøger. Selvfølgelig er alle mere eller mindre ængstelige, kritiske,
    nysgerrige og undersøgende. Sådan er det altid i starten, når en ny gruppe mødes.



    Kl. 19.30
    mødes vi ovenpå
    i et stort loftværelse i en rundkreds, så alle kan se alle.
    Deltagerne sidder på orangerøde madrasser med ryggen op ad trævæggene
    og ser nysgerrigt på Else Marie og mig. Jeg (Ebbe) , siger velkommen,
    hvorpå jeg tager de nærmeste i hånden
    - og indleder kurset ca. således:

    "Lad os starte med at blive mere nærværende. Lande her, hvor du er nu.
    Her sker jo intet interessant og godt, førend du er HER, dvs. føler dig tryg.
    Tag de to nærmeste i hånden, giv et klem, så cirklen bliver tættere
    og vi kan mærke hinanden - og ja, sæt dig nu godt tilrette.

    Godt - og læg nu mærke til,
    hvordan du trækker vejret, imens du sidder her.
    Selvfølgelig er vi alle sammen mere eller mindre ængstelige lige nu.
    Hvem mon de andre er? Passer jeg ind i denne her gruppe?
    Kan I mon lide mig? Og kan jeg lide jer? osv osv.

    Pust alle disse forvirrende spørgsmål,
    som ingen af os endnu kan svare på, ud - ud med udåndingsluften.
    Og læg mærke til, hvordan du lige nu trækker vejret ind og ud, lige nu.
    Luk øjnene, hvis du får lyst til det eller hold dem afslappede og åbne.
    Og ... jeg håber du nu, er klar til at vende din opmærksomhed indad.

    Sidder du godt nok? . Trækker du vejret dybt og roligt?
    Eller er dit åndedræt meget svagt? ... Så lille og anspændt,
    at du næsten intet kan føle? Sidder det helt oppe i halsen,
    ... så det næsten kun er dit kraveben, der bevæger sig?

    Er mellemgulvet og din stemme anspændt
    eller vokser og falder din glade varme mave
    i takt med, at du trækker ny livsgivende ilt ind,
    holder vejret ... og giver slip på CO2´et.
    Livet starter med det første åndedræt
    og slutter med en lang dyb udånding.

    Ok - så pust godt ud igen,
    til al luften og det indelukkede er kommet ud.
    Hold en pause i bunden af åndedrættet - og mærk
    hvordan det næste åndedræt - helt af sig selv,
    fylder dig med frisk ilt og dermed ny energi

    Prøv halvhøjt at sige:
    "Nu, trækker jeg vejret ind, (tæl 1 2 3 4 ) og
    holder så vejret spændt, imens jeg tæller 1 2 3 4 5 6 7.
    Når det føles rigtigt, giver jeg helt slip på luften.
    som strømmer ud af munden - i ca 8 sekunder.
    Og nyd stilheden, i bunden af åndedrættet.

    I bunden af åndedrættet er du helt rolig og stille.
    Vent i stilheden på, at det næste øjeblik åbner sig.

    Og nu
    læg venligt mærke til din brystkasse, ... dit mellemgulv.
    Prøv om du kan finde det der dejlige dybe og rolige åndedræt i maven.
    Hvordan føles det for dig at sidde her sammen med os andre?

    - Ok? - Godt? - Anspændt? - Trygt?
    Og mærk nu de to hænder, du holder i dine.
    Hvordan mærkes hånden til venstre for dig, anderledes
    end den hånd du mærker til højre? Mærk hvordan det
    at du slapper lidt mere af, osse gør din hånd varmere.

    - Hvordan er det sådan lige nu - at være dig? Her i aften.
    Her, med os i dette rum - og 11 andre ukendte mennesker,
    du er sammen med i en uge i et sommerhus ved Vesterhavet?



    Else Marie supplerer:
    "Lad være med at lave om på det du mærker og føler nu.
    Opgaven er ganske enkel, nemlig at sidde her og blive opmærksom på dig selv
    og os andre med en venlig nysgerrig opmærksomhed. - Hvordan føles det
    at blive mere nærværende nu? Sans nu´et ... dette korte øjeblik af dit liv."

    Kort efter laver vi et lydkor sammen,
    som er velegnet til at åbne åndedrættet lidt mere op, end det er nu.
    Og tuner os ind på hinanden via AH - UH - AH - E - IH - O - Nnn og Y lyde,
    som er vi et orkester, der lige stemmer instrumenterne. Lydkorret stiger,
    og falder. Vi afslutter lydskalaen med spontane lyde, legende og sjovt,
    der får sommerfuglene i maverne til at falde endnu mere til ro.
    .
    Jeg sætter en stille bambusfløjte-cd på, og siger:
    Ebbe: "Giv dig god tid til at se os andre lidt nøjere an nu.
    Se dig omkring. Se f. eks. hvordan vi har sat vores ben og rygge tilrette.
    Se, hvordan vi trækker vejret. - Se ansigter. Se os hver især, ganske kort.
    - Og udvælg dig så nu en, som du godt vil se lidt nøjere på.
    Det er en dyd at være nysgerrig her i gruppen!

    Glem skyheden, flovheden,
    usikkerheden. Og slip masken og se ud uden frygt.
    Se nøjere på din udvalgte, se indefra - og ud, fremfor
    at gætte på, hvad denne anden mon ser, og ikke ser
    når der ses på dig. Se uden at dømme og vurdere,
    som er du et fotoapperat, et spejl eller en brille.

    Kan du give slip i
    tendensen til at se vurderende på
    en anden og blot se med et åbent sind?

    Og hvis du har lyst,
    så luk øjnene et øjeblik og se nysgerrigt indad.
    Undersøg om du stadigvæk kan mærke dig selv.
    Når du ser indad. Hvad bliver du da opmærksom på?

    Kan du f. eks. sidde lidt bedre?
    - Godt og åbn nu igen øjnene, blødt og stille
    og se ud på os andre. Lad nysgerrigheden komme lidt mere frem.
    Se dig omkring. Se os andre, rummet - og mærk samtidig dig
    selv, fra top til tå, siddende her, lige nu. Vågen og bevidst.

    Er øjeblikket lige NU blevet tydeligere
    og mere nærværende for dig, end det var før? - Velkommen."
    Jeg slipper de to hænder, jeg holdt i og ser, at det
    er der flere andre, der allerede har gjort.

    Else Marie tager en smuk tøjbold frem og siger:
    "Det her er en magisk Talebold. Når du får den tilkastet,
    kan du simpelthen ikke lade være med at sige noget - og vi andre
    må gerne stille spørgsmål, men først og fremmest lytter vi.

    Vi skal igang med at lære hinanden at kende, og det
    gør vi bedst ved at fortælle noget vigtigt og personligt om os selv.
    F. eks.: Hvad hedder du? - Hvordan det egentlig er at være dig?
    Lever du som single, eller er du i et parforhold? - Har du børn?
    Hvad slags job har du? - Hvorfor er du her? - Hvad ønsker du,
    der skal ske her på kurset, så det kan blive en god
    helende, glad og meningsfuld uge for dig?

    Kort sagt: Hvilke temaer og problemer
    vil du især gerne have, at vi går på opdagelse i?"



      Else Marie kaster Talebolden videre
      til en ung kvinde, som sidder overfor.

      MONA
      "Jeg er her, fordi jeg føler mig forfærdelig hæmmet af min generthed.
      Jeg har både glædet mig og været meget bange for at skulle deltage (smiler).
      - De sidste par dage har jeg haft lyst til at melde afbud. Det giver mig en masse uro,
      ja ligefrem angst, når jeg er med i en gruppe, hvor jeg ikke kender nogen.
      Lige nu vil jeg allerhelst gemme mig væk."

      Lang pause - "Det er altså lidt af en udfordring for mig overhovedet at være her!"
      Hun går i stå og ser et øjeblik lidt fortabt ud, så tager hun en dyb indånding, holder vejret
      - og giver slip. Tårerne løber ned ad kinderne. Hun gemmer ansigtet væk i hænderne.
      Vi venter blot stille og roligt på hende - og ganske rigtigt, lidt efter ser hun op igen,
      ser sig omkring og fortsætter:

      "Jeg er 3I år og bor nu alene igen. Jeg er skolelærer
      og min generthed er et meget stort problem for mig i det daglige.
      Jeg kan godt bruge viljen og tage mig sammen, men det gør, at jeg føler mig utrolig træt,
      når jeg kommer hjem. - Jeg er tit alt for træt, meget mere end jeg egentlig synes,
      jeg burde være. Jeg tror, det er derfor, jeg er her."
      Hun ser sig spørgende omkring.

      Ebbe: "Du sagde, at du bor alene nu?"
      Mona: "Ja, jeg har lige mistet en fyr for 4 måneder siden.
      Da han gik fra mig, sagde han, at det var svært for ham at holde af mig,
      fordi han ikke mere vidste, hvem jeg var. Jeg fortalte ham alt for sjældent
      noget om, hvad jeg gik og tænkte og følte. Han syntes, jeg var kedelig
      og manglede et med og modspil. - "Derfor kan jeg ikke elske dig"
      sagde han. Og så gik han fra mig, sådan lige pludseligt..

      Jeg har hørt, at han allerede har fundet sig en anden kæreste,
      som er mere udadvendt." Hun ser sig rundt med et skævt smil.
      Ebbe: "Hvad føler du i dag ved at han gav dig den afskedssalut?"

      Mona: "Det var selvfølgelig hårdt
      at få at vide, men jeg forstår ham egentlig godt.
      Jeg vil sige, jeg både savner ham, og samtidig er jeg
      også glad for at være single igen.

      Ikke fordi det ubetinget er rart og nemt,
      men jo - det er ok, at han gik, jeg savner ham ikke.
      Jeg har taget det med ro og givet mig god tid til at pudse fjerene
      efter bruddet ... men han har ret i, at jeg er alt for selvudslettende
      og træder helt stille og måske lidt bange frem her i verden.

      Jeg føler tit mig som en fugl,
      der ikke tør bruge sine vinger og opfører mig som en kylling.
      (et fortvivlet udtryk toner frem, inden hun igen tager sig sammen).
      Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg er sådan, og er kommet i kontakt
      med en meget gammel følelse, som jeg kan huske, at jeg altid har følt,
      omme bagved det hele, lige siden jeg var helt lille.

      Jeg føler og tror simpelthen ikke,
      at jeg har nogen som helst ret til at få kærlighed!
      Jeg ved godt, min mor igen og igen har fortalt mig, at hun elsker mig. Jeg tvivler heller ikke på,
      hun godt kan lide mig et eller andet sted, men jeg har aldrig rigtig kunnet mærke det i kroppen,
      sådan dybt inde. Jeg har en følelse af - ja at være uønsket og uelsket.

      Det at have behov og turde
      sige min mening lige ud og have farlige lyster og vilde følelser,
      det føler jeg mig ret fremmed overfor. - Jeg hader, at jeg altid er så nervøs og usikker!"
      Mona holder en lang pause, ser intenst på os og udbryder så heftigt:
      "Jeg er dødtræt af kun at overleve!

      Jo, det jeg vil med kurset her er:
      Jeg vil gerne finde mit mod på kærligheden igen.
      Og så vil jeg også godt se nærmere på mit selvudslettende mønster, specielt min generthed.
      I en anden terapigruppe opdagede jeg, at det aldrig har været nogen selvfølge for mig
      at føle mig elsket - og at jeg meget dybt inde, tvivler på, om jeg overhovedet har
      ret til at være her i verden. Det er nok den pris, jeg stadigvæk betaler for
      at være vokset op i den familie, jeg kommer fra.

      Men den historie har jeg ikke
      særlig meget lyst til at gå dybere ind i i denne uge. Behøver jeg det?"
      Ebbe: "Det er dit valg. Det bestemmer du helt suverænt selv.
      Vil du sige mere om det at være dig?"

      Mona: "Ja, jeg har indset, at når jeg ikke kan holde mere af mig selv, end jeg gør,
      så mislykkes mit liv alt for let. Alle de gode råd, jeg får, bliver bare til nye burdekrav
      og endnu mere dårlig samvittighed. Jeg har f. eks. ikke tal på alle de slankekure,
      jeg er begyndt på og har droppet igen. - Jeg ved godt, at jeg gør alt for lidt
      af alt det, som er sundt for mig, når jeg ikke føler, at jeg har nogen
      ret til at være til og blive elsket, som jeg er.

      Jeg vil godt holde bare lidt mere
      af mig selv, det er derfor jeg er her.
      Jeg savner at kunne lide at være mig.
      Angående min generthed, vil jeg sige, det kun overfladisk set er trygt
      og sikkert at putte sig selv væk. Jeg sidder blot der og nikker som en dum dukke,
      imens alle andre snakker løs og har det sjovt.

      Men I skal bare lige vide, at det ikke er spor sjovt
      at sidde sådan og hade sig selv! - Jeg kæmper hele tiden med mig selv
      og prøver forgæves på at slappe af. Bare jeg dog kunne være lidt mere
      naturligt med i det, som sker, sådan som de fleste af jer andre jo kan!"

      Mona stopper op
      og ser sig ængsteligt omkring. En tåre løber ned ad hendes kind.
      Ebbe: "Så er det da godt, at du starter runden. Bare ved at tage det skridt
      bryder du jo lige nu ud af dit selvudslettende mønster! Du træder frem.
      Er du selv opmærksom på det?" Hun ser forvirret
      på mig, og nikker så eftertænksomt.

      Else Marie: "Mona, se dig omkring - og giv dig lidt tid til at undersøge,
      hvordan vi andre her i gruppen reagerer på dine ord. Hvad ser du, når du ser os?
      - Generthed er i mine øjne også en blokering af din naturlige nysgerrighed. Tag dig god tid,
      og få øje på os andre. - Hvis du vover at være skamløs nysgerrig nu, hvad ser du så?"
      Mona: "I ser da ret venlige og normale ud." Hun ler og
      kaster hurtigt talebolden videre til Hans.

      Men lige inden han begynder at fortælle, opfordrer Ebbe dem,
      som også kender til det at føle sig blokeret af generthed - og som
      i al hemmelighed hader sig selv for det - om at række en hånd op.
      Der er syv andre her i gruppen, som genkender, hvad Mona taler om.
      - ((Du kan se hvor hvem sidder via et klik her)) -


      HANS
      Han sidder længe og kikker på Talebolden, inden han siger:
      "Jeg hedder Hans, og er 37 år og souschef (ser sig smilende omkring).
      Jeg har meldt mig, fordi jeg er nysgerrig efter, hvad sådan noget som
      det her er for noget (holder pause og høster en fælles latter). Jo, og
      fordi jeg ikke ønsker at gentage det samme, som skete med Lis."

      Else Marie: "Hvem er Lis?"
      Hans: "Jeg blev skilt fra Lis for 2 år siden.
      Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, der gik galt, men nu har jeg mødt Clara,
      som jeg er meget glad for. Clara har været med på et af jeres sommerkurser for nogle år siden.
      Hun anbefalede mig at tage med jer herop til Vesterhavet, og derfor er jeg her nu
      - Vi har talt en masse om mit forrige ægteskab. Det har været godt,
      men vi går ligesom i stå på et vist tidspunkt.

      Pludselig går der bare kaos i det hele.
      Jeg troede, det var Lis skyld, at det mislykkedes,
      men jeg må nok give Clara ret i, at jeg også selv har haft min andel i,
      at det gik, som det gik. Jeg er her, fordi jeg ikke vil have,
      at det samme sker igen i mit forhold til Clara!"

      Ebbe: "Hvad var da din del?"
      Hans: "Jo, godt nok gav jeg Lis økonomisk tryghed,
      men ellers gik jeg bare rundt og var så forbandet pæn og flink og hensynsfuld,
      mens en stigende irritation og vrede hobede sig op indeni mig. En dag kunne
      jeg simpelthen ikke klare det mere og det, altså jeg - ja, jeg eksploderede.

      Lis syntes godt tilfreds med,
      at jeg var hendes skaffedyr og tryghedsbamse,
      hun kaldte mig sin bedste ven. Hun vidste slet ikke,
      hvordan jeg gik og havde det! Det interesserede hende vist heller ikke.
      Hun spurgte mig godt nok ind i mellem, hvad jeg gik og tænke på,
      men jeg svarede hende for det meste ikke ærligt, mest undvigende.
      Det var nok min største fejltagelse.

      Og når jeg så endelig lukkede op, blev jeg meget let alt for vred.
      Jeg kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne hjælpe mig, så det holdt
      jeg snart op med igen. Jeg gik altid og småbrokkede mig over alt muligt.
      Jeg tror, hun blev bange for mig. Og meget ofte irriteret, måske skuffet?
      Jeg var vist ret sur og svær at leve sammen med.

      Jeg tror ganske enkelt ikke,
      hun ønskede at vide for meget om mig. Hun var ikke nysgerrig.
      Hun var så optaget af sine egne tanker og problemer at der ikke var plads
      til at se og holde af mig. De gange vi skændtes, hidsede jeg mig gevaldigt op,
      Jeg blev ikke set, jeg forskrækkede hende bare, så hvad skulle jeg gøre?"

      Efter en lang stilhed: "Der var heller ikke meget vundet
      ved bare at sidde der og se afmægtigt på hinanden. De gange det skete
      (ser trist ud), så græd hun bare. Så måtte jeg jo trøste hende. - Det var selvfølgelig
      også en måde at stoppe mig på, det kan jeg godt se i dag, og den virkede. Når hun græd,
      kunne jeg ikke sige mere, og så lullede vi os ind i en idyl om, at vi jo egentlig
      havde det godt - bedre end de fleste, og at vi elskede hinanden,
      og alt det der overfladiske hyggeliv, alt for mange lever.

      Men jeg følte ikke noget!
      Det hele røg bare ind under gulvtæppet,
      og jeg trak mig mere og mere væk fra hende.
      Jeg holdt helt op med at tale om mine problemer
      . - Hvad skulle det nytte? Det blev det jo blot værre af!
      Den sidste gang, jeg hidsede mig op og skældte ud, flygtede hun
      ud på toilettet og truede med at sluge en masse sovepiller og dø.
      - Det var frygteligt. Så jeg holdt min mund, og vi gled bare længere
      og længere væk fra hinanden." ... Hvorpå han ser ned i gulvtæppet.

      Så ser han direkte på mig: "Det endte selvfølgelig med skilsmisse.
      Det samme må simpelthen ikke gentage sig med Clara! Det er derfor,
      jeg sidder her i min sommerferie. Jeg må simpelthen hitte ud af,
      hvad der sker inde i mig, når kvinder græder,
      og hvad jeg skal gøre, når jeg bliver vred."

      Ebbe: "Kan du huske den allerværste episode med Lis?"
      Hans: "Øh... jo, da jeg første gang eksploderede for hendes evindelige hjælpeløshed.
      Det havde hobet sig op i mig i meget lang tid. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde
      spillet den der søde, rare, evigt forstående ægtemand, som bare legede med
      i hendes forbandede småborgerlige dukkehusdrømme. Det var nok derfor.

      Jeg havde drukket den aften. Det gjorde jeg en del på det tidspunkt.
      I hvert fald eksploderede jeg og skældte pludselig voldsomt ud! Jeg tror ikke engang,
      jeg startede med at skælde hende ud, men da hun bare græd og havde ondt af sig selv,
      så fik hun pludselig alt det, jeg havde gået og sparet op så længe lige i hovedet.
      Jeg tror nok, jeg smækkede med døren og sådan. Hun løb efter mig
      - ja det er pinligt at fortælle ... jeg er ikke stolt ved det her.

      Hun græd og var helt ude af den
      og bad mig om at være sød og forstå hende
      - og så slog jeg hende. Hun flygtede ud på toilettet
      og truede med at ville tage en masse sovepiller.
      Det gjorde mig rædselsslagen.

      Vi kunne ikke tale om noget mere, og vi kom længere
      og længere væk fra hinanden. - Jeg kan tydeligt huske, hvor frygtelig
      det er, sådan at gå og vogte på hinanden og være bange for hinanden.
      Ja, det endte jo også med skilsmisse, da jeg mødte Clara.
      - Det samme må simpelhen ikke gentage sig!
      Det vil jeg godt se nærmere på i denne uge."

      Hans indlæg får en masse forskellige følelser op i gruppen.
      Nogle ser lidt bange ud, en ser ud af vinduet. De fleste er medfølende.
      En kvinde, der sidder ved siden af ham, tager hans hånd: "Jeg er ikke bange for dig."
      Hans ser overrasket på hende, og smiler så med en skæv grimasse usikkert til os andre.
      Ebbe: "Hvem skal nu have talebolden?" Hans sidder et øjeblik og kigger.
      Han ser indgående os, inden han med et velrettet kast rammer

      .... en ældre hvidhåret mand,
      der synes at vågne op af en lille aften døs,
      da den bløde talebold blidt rammer ham på brystet.


      HENRIK
      Henrik får hurtigt samling på sig: "Jeg hedder Henrik og er ingeniør.
      Jeg er 57 år og grunden til, jeg sidder her, er, at jeg har gået i terapi hos Ebbe.
      Jeg opsøgte ham, fordi jeg jævnligt havde nogle rædselsfulde angstanfald
      og min læge sagde, at det kunne en psykolog måske hjælpe mig med
      - og det har da også hjulpet.

      Jeg er gift og har fire store piger, som jeg holder meget af.
      De to ældste er allerede fløjet fra reden og bor nu for sig selv.
      De læser på universitetet, så jeg har egentlig kun to
      af mine piger tilbage - ja, og så min kone.

      Det er sket så hurtigt,
      og pludselig føler jeg mig meget gammel.
      Det kom som lidt af et chok for mig,
      det har jeg fundet ud af.

      - Min angst stammer fra, at jeg nu skal til at omstille mig til et helt nyt liv.
      Det har betydet utrolig meget for mig at være far, men nu har de jo ikke mere brug for mig
      - og min kone! Tja, hun farer rundt til alle mulige møder og kurser (en ler).
      Det er også godt nok, men jeg føler mig ærligt talt tit ret ensom,
      det må jeg indrømme. Så fik jeg en indbydelse til kurset her.

      Jeg er meget nysgerrig efter, hvad jeg kan få ud af det.
      Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg sådan skal arbejde med, eller hvad I nu kalder det.
      Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg har lyst til. Hvis I vil spørge mig om noget,
      så spørg endelig løs." Nogle stiller et par spørgsmål,
      som Henrik besvarer kort og venligt.

      Else Marie: "Jeg lagde mærke til, du sad og smådøsede før, er det rigtigt?"
      Henrik: "Ja, jeg plejer at falde i søvn foran fjernsynet omkring denne tid."
      Alle ler hjerteligt. Og Henrik ser sig mere trygt omkring.

      Ebbe: "Jeg blev overrasket over, du ville med.
      Der tog du lige godt fusen på mig. Jeg troede ikke du turde,
      men det gjorde du jo. - Jeg håber, du siger til, hvis der dukker noget op,
      som du godt vil se nøjere på, ok? F. eks. er jeg interesseret i dine drømme.
      Jeg synes, du har haft nogle meget spændende drømme her i foråret".


      Hvis du ønsker at huske dine drømme,
      så læg en notesblok og en kuglepen ved siden af din seng, inden du sover.
      Det kunne jo være, at du får tændt en ny drøm. Det sker ofte, når du som nu
      er med på et intensivt psykologikursus. Når du vågner, så lig helt stille et stykke tid,
      og prøv så helt forsigtigt om du kan huske lidt af den drøm, du lige drømte,
      da du vågnede. Det kan minde om at sidde og fiske ved en skovsø.
      Først mærker du noget snappe i maddingen. Og så venter du,
      til du kan mærke at krogen fat fat i noget, der er liv i.

      Vær helt stille, så får du måske fat på en del af drømmen.
      Et billede, en person, en stemning - eller en stump af en dialog?
      Du skal altså ikke straks hive drømmen ind, men lige ligge og vente
      indtil du har fået fat i lidt mere af den indre film, som simrer under overfladen.
      Når du i grove rids kan huske, hvad du drømte og har fået fat i så meget af forløbet,
      som du nu kan huske, så kan du godt rejse dig op og skrive drømmen ned.
      Det er den bedste teknik, jeg kender til at huske sine drømme."


      "Henrik, hvorfor sidder du på en stol, når alle vi andre sidder på madrasser?"
      spørger en kvinde. Han spørger, om hun har noget imod det. "Næh," siger hun,
      "det ville jeg også gerne. Må jeg også godt tage en stol at sidde på?" Hun ser på os.
      Ebbe: "Selvfølgelig må du det. Sørg hver især for at indret jer bedst muligt.

      4 gruppe-regler:
      1. Det her er "må-godt-land"
      ,
      indtil det du gør kolliderer med andres grænser og interesser.
      Sker det, har vi en konflikt, som vi så må prøve at løse sammen.
      Det giver mere liv, end alle de der regler om, hvad man ikke må.
      Det er grupperegel nr. 1.

      Udover den har vi kun tre andre, nemlig
      grupperegel 2: Du skal lige huske at fortælle Else Marie eller mig,
      hvis du af en eller anden grund ikke har lyst til at være med i gruppen en dag
      - eller hvis du bare har lyst til at gå dig en god lang tur i stedet for at sidde her
      sammen med os problemater. Det er ok. Vi vil bare godt vide, hvor du er,
      så vi ikke bliver bekymret og bruger tid på at lede efter dig, ok?

      Den 3. grupperegel er,
      at vi lover hinanden, at ingen sladrer
      eller fortæller personlige data om de andre gruppemedlemmer til nogen udenfor gruppen.
      (Her tager vi lige en kort runde, hvor vi lover hinanden at overholde tavshedsforpligtelsen,
      som er vigtig, fordi den beskytter og styrker tilliden og trygheden).

      Else Marie: "Den 4. grupperegel er,
      at her har du altid ret til at sige nej! - også uden at skulle forklare hvorfor.
      Vi ønsker nemlig ikke, at du skal indordne dig eller lade dig presse til noget,
      som du egentlig ikke vil. Så hvis du f. eks. føler, at du bliver udsat for
      et gruppepres, som du ikke ønsker, så råb endelig op!

      Nogle siger, at når du har sagt A, så må du også sige B, C, D osv.
      Her i gruppen betyder et ja til A ikke nødvendigvis, at du også siger ja til B, C og D.
      Du kan hele tiden vælge påny. - Vi er her jo for at sætte hinanden fri
      og det gør vi ikke, hvis vi lader som om, vi er ens. Vi er ikke ens,
      så hvis du hellere vil sidde på en stol end på en madras,
      så er det helt ok for mig. Tag dog nogle chancer!"

      Ebbe: "Ja og mens vi er ved det almene:
      Et af ugens temaer er selvtillid, selvværd og egenomsorg,
      dvs. kunsten at tage sit liv i sine egne hænder. Det kan jeg bedre lide at kalde det,
      end det der moralske og pligttunge ord "at du må tage ansvar for dig selv".

      For mig handler det i praksis oftest om at opdage,
      at vi allerede har dette eksistentielle ansvar, hvad enten vi vil have det eller ej.
      Det er jo oftest os selv, det går mest ud over, når vi er såkaldt "dumme" og "uansvarlige".
      For mig handler det mest om at opdage konsekvenser, og om at lære at blive bedre
      til at passe på sig selv - og alt det, som der er liv og glæde i.
      Nok om det med gruppe regler - for nu.

      Henrik vil du sige mere, eller vil du sende talebolden videre?"
      Henrik kaster den hurtigt videre til hende med stolen.



    ULLA
    "Jeg hedder Ulla, og grunden til jeg spurgte, var, at jeg sad
    og blev misundelig på dig Henrik. Jeg ville også gerne selv have taget en stol
    med herop i rummet. Det gør jeg også senere, men nu vil jeg først fortælle jer
    lidt om, hvorfor jeg er her." Men Henrik rejser sig op, går udenfor
    og henter en stol til Ulla, der smiler pænt og takker.

    Efter at have sat sig tilrette på stolen, ser hun ud over os andre,
    og siger med tilfredshed og større fasthed i stemmen:
    "Ja, det føles bedre! Altså, jeg hedder Ulla og
    jeg blev skilt fra min mand for 5 år siden.

    Jeg har en datter på 10 år og arbejder i personaleafdelingen i en bank.
    Det er jeg meget glad for, og der er jeg ofte med til at arrangere kurser om psykologi
    og personlig udvikling. Jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i løbet af ugen.
    Med årene er jeg blevet vældig interesseret i psykologi og håber at få en masse inspiration
    og nye værktøj til mit arbejde. Øh - hvis I vil spørge mig om noget, så spørg endelig løs"
    Hun kigger sig spørgende og nysgerrigt omkring.

    Ebbe: "Jo Ulla, du skal nok både få inspiration og "værktøj".
    Og jeg sidder nu og tænker på, om du mon også har et mere privat tema,
    som du kunne have lyst til at gå på opdagelse i i løbet af ugen?"

    Ulla: "Der er noget, jeg ofte har spurgt mig selv om."
    Hun ser sig tøvende og omhyggeligt rundt. "Siden jeg blev skilt,
    har jeg ind i mellem haft nogle korte forhold til mænd. De har sjældent
    varet særlig længe - det bekymrer mig. Jeg ved ikke helt, hvad det er, der går galt,
    men jeg har lagt mærke til, at jeg altid ender op med disse to typer:

    1/ mænd, som jeg ser op til - det er dem, som forlader mig.
    Og 2/ mænd, som ser op til mig, som om jeg var deres mor eller lignende
    - og som jeg så skubber fra mig.

    Det ender altid ud i det rene ingenting!
    Men det værste er, at mine forhold efterhånden varer kortere og kortere tid!
    Det er begyndt at bekymre mig. Der må da også være nogle helt andre slags mænd,
    men jeg synes altså ikke, jeg kan få øje på dem!"

    Flere af de andre kvinder i gruppen ler og synes at genkende problemet.
    Ulla ler med og fortsætter: "Jeg er glad for, der er så mange mænd med på kurset her.
    Jeg glæder mig til at lære jer bedre at kende, for jeg tror egentlig ikke, jeg ved ret meget
    om jer mænd og om det at være mand i dag. - Hvad vil I egentlig os kvinder?
    Tør I overhovedet kærligheden? - Det er altså lidt af en gåde for mig!"

    Ulla sidder nu helt stille. Både armene og benene er krydset,
    hun ser tillukket og selvbeskyttende ud. Hvad er hun mon bange for?
    Hvem har såret hende mest? - Gad vide, hvordan hendes forhold er til hendes far?
    Gad vide, hvordan hendes skoleerfaringer er? - Gad vide, hvordan hendes forhold er
    til præstationer, til leg, musik og erotik? - Er hun perfektionist, eller bare kritikfølsom?
    Alle sådanne tanker, spørgsmål og fantasier myldrer frem i mit psykologhoved,
    imens jeg ser på hende og hører hendes ord.

    Endelig dukker der et relevant spørgsmål op:
    Ebbe: "Ved du, hvad du vil os? Ulla, hvad kan du godt lide hos mænd? "
    Ulla ler: "Ja og nej. Der er en masse omkring det tema, som jeg håber,
    jeg kan få lidt mere afklaring på her i løbet af ugen."

    Hun rækker hurtigt talebolden videre til:

    OTTO
    Otto sidder i lang tid og kaster bolden fra den ene hånd til den anden.
    Han ser sig rundt. Får samlet opmærksomheden og nyder helt åbenlyst at være i centrum,
    førend han, næsten i telegramstil, siger: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde mit problem.
    Sådan set ved jeg slet ikke, om jeg overhovedet har et problem.

    Jeg er 28 år og bor alene på et kollegieværelse.
    Jeg læser biologi ved universitetet. Det elsker jeg.
    Og hvad mere kan jeg mere fortælle jer om mig? - øh, hvad vil I vide?"
    Tavshed, alle ser blot nysgerrigt og afventende på ham. - "Jo, jeg har nogle venner,
    som jeg snakker med, og ind imellem lejer vi nogle videoer, som vi fyrer af.
    - Jeg har også haft et forhold, som varede i ca. 2 år,
    men så løb det bare ud i sandet.

    Hun fandt en anden. - Det var egentlig en lettelse for mig.
    Jeg synes ikke, det er så svært at finde en pige, når jeg trænger til sex."
    Det ler han selv kort af.

    Else Marie: "For at forstå dig rigtigt Otto.
    Siger du, at du går og hygger dig gevaldigt i din singletilværelse
    - og når du så bliver lysten, går du i byen og får af og til også en pige med dig hjem.
    Siger du dermed også, at du egentlig slet ikke er til et fast parforhold, nu mens du læser?"
    - Otto ler: "Ja! Det er netop, hvad jeg siger."

    Ebbe: "Hvilke situationer sammen med andre, er især vanskelige for dig?"
    Otto tygger lidt på spørgsmålet og siger så tankefuldt: "Måske er det et problem,
    at jeg går så meget alene og hygger mig, som Else Marie siger? - Det gør jeg for det meste.
    Der er jo så meget, jeg skal læse og jeg er meget ambitiøs! Jeg vil være nr. 1.
    Det betyder virkelig meget for mig at være den bedste

    - og derfor skammer jeg mig over,
    at jeg pludselig kan flippe skråt ud over ingenting, som et lille barn.
    F. eks. sidste uge var jeg til fest hos nogle venner. Jeg syntes, de bare sad og sløvede den.
    Jeg var der nogle timer. Jeg kedede mig fra jeg kom, til jeg gik. Jeg anede ikke,
    hvad jeg skulle snakke med dem om. - Det var så tomt. Så foreslog jeg,
    at vi gik ud i haven for at spille fodbold. Det gad de heller ikke.
    Så blev jeg vred og skældte dem ud, og gik hjem til mig selv.
    Der følte jeg mig lige med eet så frygtelig ensom

    - Jeg følte mig meget langt nede i flere dage bagefter."
    Ebbe: "Det lyder da også som en kedelig fest.
    Otto, hvor ser du selv problemet?"

    Otto: "Jeg ser det som et mønster, jeg er fanget ind i,
    som jeg ikke kan komme ud af. Forstår du, jeg føler mig
    som en af de der små hvide mus, som vi har oppe i laboratoriet,
    som løber rundt og rundt inde i et lille hjul. - Hver dag sker der det samme.
    Om og om igen. Jeg står op, spiser morgenmad, læser og går på Uni,
    og kommer hjem igen og læser videre, til jeg falder i søvn.
    Sådan går de fleste dage.

    Der er mange, der tror, jeg er sådan rigtig cool,
    og jeg er da også god til at score karakterer, men det er
    da en mærkelig måde at leve på, synes I ikke?"

    Ebbe: "Jo, næsten ligesom i Hans Scherfigs "Det forsømte forår".
    Prøv at uddybe det du savner lidt mere."

    Otto: "Jeg går meget for mig selv og læser blot til den næste eksamen
    og så den næste igen. Måske tager jeg en enkelt aften fri og mødes med nogle andre.
    Eller går i byen og scorer en pige. - Det er mærkelig nok ikke så svært for mig,
    som det er for mange andre. Men dem, jeg er sammen med, for fanden da
    - vi snakker aldrig om os selv eller om noget som helst interessant."

    Ebbe: "Hvad føler du ved det?"
    Otto: "Det er jeg røvirriteret over. Det er ikke godt nok.
    - Jeg ved heller ikke ret meget personligt om de piger, jeg scorer.
    Og de kender heller ikke særlig meget til mig (lang tænkepause).
    - Jo, det savner jeg. De der gode dybe samtaler med en kvinde."

    Else Marie: "Nu kan jeg bedre forstå dig. Fortæl noget mere."
    Otto: "Jo, jeg er vældig god til at hygge mig, når jeg er alene, og det er jeg meget tit.
    Jeg løber lidt, ser fjernsyn og skriver på en opgave i ugevis uden at savne andre mennesker.
    Det er da mærkeligt, ikke?"

    Else Marie. "Tja, siger du, at du er bange for at være mærkelig?"
    (Han nikker). Ok, hvordan føles det for dig at leve som en mus i et hjul?"
    Otto: "Det er lidt uhyggeligt at fortælle om mit liv på den måde (lang pause).
    - Jeg tror egentlig, at jeg kunne leve meget længe som eneboer på en øde ø.
    Men så pludseligt vil jeg ud og se mennesker, og det gør jeg så, ligesom nu.
    Det ligesom samler sig sammen i mig, og så skal der bare ske noget.
    Så ringer jeg rundt, og dumper ind hos nogle jeg kender....

    " Else Marie: "Og hvad sker der så?"
    Otto: "Når jeg så er sammen med dem,
    så forventer jeg, det skal være sjovt, ellers smækker jeg med døren og
    går! Det er da lidt barnligt, ikke? - men sådan opfører jeg mig altså
    igen og igen. - Er jeg ikke lidt mærkelig?"

    Ebbe: "Jo - og jeg tror vi alle er mærkelige og barnlige ind imellem,
    hvis vi tør være det. Hvordan ser verden ud set fra dit mærkelige ståsted?"
    Otto: "Det er, som om det hele kun skal dreje sig om MIG! Alle de andre
    skal bare indrette sig efter mig. Og sker det ikke - så er de bare nogle røvhuller.
    Og så hidser jeg mig enormt op, og skælder ud og går væk, ligesom jeg fortalte om før.
    Pludselig kommer jeg til fornuft og opdager, at jeg bare igen er gået smaddersur
    og fornærmet væk, og så føler jeg mig selvfølgelig så forbandet alene."

    Ebbe: "Hvad er det mest uhyggelige ved det mønster?"
    Otto: "Det minder alt for meget om min fars! Han døde af et hjerteslag for et par år siden.
    Han hidsede sig også tit helt vildt op, skældte ud og gik så ind i sin hule i dagevis.
    Jeg hidser mig også op, fyrer en salve af, og går bare sur og skuffet væk.
    De andre får ikke engang lov til at svare igen. - Jeg er lige så strid som han.
    Det er det, jeg synes er så uhyggeligt ved det, jeg gør.
    Jeg vil ikke være sådan en skør skid!"

    Ebbe: "Ok nu forstår jeg din mærkelighed lidt bedre.
    Så du vil godt forstå "musens oprør imod trædemøllen" i denne uge?"
    Otto griner, og de andre ler med. Da latteren fader ud, spørger jeg:
    "Hvordan er det for dig, når de andre ler som nu?"

    Otto: "Fint nok. Jeg føler ikke, I ler af mig, men af din joke."
    Ebbe: "Sådan opfatter jeg det også. Vil du sige noget mere om dig selv?"
    Otto: "Næh - er der en anden, der vil have denne hersens tøjbold?"

    Else Marie: "Jeg synes, vi skal tage en pause nu,
    så vi ikke bliver for trætte og uopmærksomme. Men inden,
    vil jeg godt sige til dig Otto, at førend du bliver alt for forskrækket
    over dine musebrøl, så lyder det for mig, som om du trænger til at nyde
    samværet, danse og lære dig at komme tættere ind på livet
    af nogle af os andre her i gruppen.

    Dette er et fristed,
    hvor vi er fælles om at ønske os et mere engageret liv,
    så du må godt hidse dig op på os og skælde ud, hvis du er utilfreds
    - men løb ikke væk, bliv stående og se, hvad der sker!"

    Nu er der gået lige ved 1 time.
    Det er tid til en smøg, tisse og kaffepause.
    Snakken går muntert, mens folk farer rundt og tager vare på diverse behov.
    Jeg går udenfor og ser, hvor langt solen er kommet på dens vandring
    mod havets horisont. Jeg elsker det syn.






      Klik her - og læs fortsættelsen.
      hvor du først møder: Lisbeth, Lotte,
      Michelle & Poul, Gert & Hanne
      samt Hugo - her den 1. aften





    Se her indbydelsen til ugekurset
    der beskrives i PsykoDrama-bogen


    + se indholdsfortegnelsen til
    Psykodrama bogen

    og vores 2. bog
    Bid livet i låret og find dig en kæreste.


    tilbage til index

    over hele www.psykoweb.dk