Fredag morgen.
Else Marie og jeg vågner med en bevidsthed om, at i morgen
er kurset slut, og i aften vil det så vise sig, om vi sammen med deltagerne
kan forløse ugens arbejde i en fest, som overskrider det
folk i almindeligvis forbinder med det ord.

"Når vi igen lever vores liv ud fra sjælen,
så bliver det til en sang og en dans om og for livet.
Lad så musikken lyde højt, helt op til stjernerne - og vi bliver
en dansende cirkel i natten." (frit efter en sang af Poul Winter).
Igen og igen har vi oplevet, at dette digt er blevet virkeliggjort.
Det konkrete indhold i det som sker og selve afslutningsformen varierer
selvfølgelig fra gruppe til gruppe, men den helt specielle stemning
og afrundingens egen indre dynamik er nogenlunde den samme
- såvel på vores som på andre terapikurser, vi har deltaget i.

Det er, som om der udkrystaliserer sig en afklaring
og et samlet udtryk for alt det, vi har været sammen om i ugens forløb.
Jeg kommer ud i køkkenet, og hører Hanne og Ulla sidde og snakke om en drøm,
som Ulla vågnede med. Udenfor er der heldigvis sol og regnløse skyer.
Jeg sætter Terry Oldfields "Zen, the search for enlightenment" (1991)
på og går rundt og vækker folk med drilbuklokkerne.
og vågner selv ganske stille.

Flere går endnu omkring i nattøj, uden mange ord. Nogle spiser lidt,
andre sætter sig udenfor huset med en kop kaffe og ser på landskabet.
Alle synes at være kropslig matte, mætte af indtryk og endnu inde i sig selv.
Jeg tænder en fakkel og stikker den ned midt i plænen,
efter at have sat de køleskabsstore højtalere udenfor.

Her sætter jeg mig med en kop kaffe, en skål yogurt
og lytter til Palle Mikkelborgs morgendisede "Prince of peace" fra
"Anything, but grey" albummet (1992), der væver sit eget meditative lydbillede
hen over markerne, himlen og os. Derpå Carl Nielsens "Tågerne letter" (1974).
Du kender måske selv sådan en lun sommermorgen?

Efterhånden kommer alle og sætter sig i en cirkel omkring faklen,
der står og brænder lystigt i midten - og jeg sætter endnu engang klassikeren
"Music for Zen meditation" (1983) på med Tony Scott, Yuize og Yamamoto,
og fortæller nu lidt om Tai Chi - meget mere kortfattet end nedenfor:

Lidt om Fri Tai Chi, som dansemeditation
Tai chi kan læres på mange niveauer. De fleste tai chi lærere
lægger stor vægt på at lære dig nogle fastlagte formfuldendte bevægelser
i traditionelle kinesiske stilarter med stramme koreografier. Det gør jeg ikke.
Da jeg selv første gang mødte tai chi chuan i form af en gammel kinamand
Mr.John Chung Li i 1975, blev jeg betaget af den kraft og styrke, jeg så
og kunne mærke hos denne 72 årige mand, som simpelthen
blæste os omkuld, da han foldede sig ud.

Jeg blev dybt fascineret af, hvordan sådanne stille seje bevægelser
kunne give en så stor ynde, energi og styrke, som han havde opnået.
Heldigvis gjorde han ikke ret meget ud af selve "kampdimensionen"
i sine tai chi klasser. I stedet for gentog han hele tiden paroler
som: "Slow make fast" - "Feel totally, what you are doing."

"Lær først følelsen i bevægelserne at kende,
førend du låser dig fast i en eller anden form" og "Hvis du tror,
at der findes nogen fastlagt metode, tager du fejl" - og han fortalte,
at tai chi chuan betyder "at finde og udvikle kraften, der gør hel."
Dette er det vigtigste, formerne er kun for at støtte dig deri.

Jeg lærte aldrig de mange hundrede klassiske bevægelsesmønstre udenad,
men efter et par år med ham gik jeg videre med at finde min egen måde
at danse tai chi på i en mere fri stil, som stadigvæk udvikler sig.
Jeg synes, det vigtigste er at blive eet med de bevægelser,
der helt spontant gror frem, når jeg danser. Pludselig
begynder det at risle rundt i kroppen - og så
er jeg vidunderligt eet med det, jeg gør
og Nu´et er det eneste, der er.

Prøv at improviser dig frem
til dine egne frit flydende bevægelser her i vinden.
- Kan du mærke, at din dans bliver mere nærværende,
når du bevæger dig i slowmotion? - Prøv også at opleve,
hvad der sker, når dit åndedræt og dine bevægelser følges ad.

Morgendansen
Nu er det tid at komme op at stå. Jeg opfordrer deltagerne til
at lege med at finde den letteste, mest nydende måde at komme op at stå på.
Jan Garbareks "Secret Road" og "He comes from the north" fra "The legend
of the seven dreams", (1988) får flere af os til at strække os ud i græsset
og komme op på alle fire, hvor nogle bevæger sig rundt i slowmotion.
Derfra skyder vi ryg som en kat og placerer hænderne sådan,
så vi kan skrue os op i en slow motion spiralbevægelse,
som ender ud i det store flitsbuestræk.

Så slukker jeg for musikken i nogle minutter og opfordrer til
at blive ved med at bevæge sig i slowmotion til vindens og naturens musik.
Lidt efter sætter jeg titelmelodien fra filmen "Den sidste kejser" på, der kalder
på disse stille flydende tai chi bevægelser, og derefter en række numre fra
Kitaros mesterværk "Silk Road" (1985), som inspirerer til alle mulige
og umulige danseimprovisationer.

Velvalgt musik forstyrrer ikke koncentrationen, nærmest tværtimod.
På et tidspunkt dæmper jeg musikken og siger: "Prøv nu at forestille dig,
at du er en linedanser, der bevæger sig meget langsomt frem, højt oppe under loftet
i et cirkus. Foran dig er der en linie, som går tværs over rummet til et sikkert ståsted
ovre på den anden side. - Nedenunder er der et stort farligt mørke. Stå et øjeblik
og føl, hvordan det føles. - Og tag nu et helt stille skridt frem ad gangen og leg
med at holde balancen. - Lad være med at se ned, se ud i horisonten.
Uden tanker - føl dig din vej via dine fødder, arme og hænder!"

Lidt senere: "Kan du forestille dig, at du er en trane,
som står i et vandløb på eet ben, let foroverbøjet og prøver at holde balancen?
- Og nu er du en stor fugl, der svæver blødt rundt med vingerne slået helt ud.
Mærk vinden mod din krop og prøv at mærke, hvordan det måske vil føles
at kunne flyve. (Nogle har det sjovere ved at forestille sig, at de svømmer
igennem vand og bølger som en stor rokke, vandmand eller lignende).

Hver gang du ånder ind, strækker du dig udad, og tager luften og rummet ind.
Og hver gang du puster ud, folder du dig lidt sammen og søger
tilbage til dit center i maven, hvorfra alle bevægelser opstår.

Leg med at koordinere din åndedrætsrytme og dine bevægelser
så de følges ad synkromt." Jeg skruer gradvis musikken helt ned.
Kun vindens leg med os er nu hørbar. Ingen stopper. Vi bliver
i vore bevægelser, som bliver endnu mere individuelle
i måden, vi hver især folder os selv ud på.

Videre til den næste side