Oplægget:
Lisbeth: "Det er lidt uklart, hvad det er, jeg vil.
Jeg har nogle drømme, og så vil jeg godt komme ind på
mit forhold til min mor og min evindelige dårlige samvittighed."
Ebbe: "Godt - lad mig høre dine drømme først."
(Se Lisbeths oplæg søndag aften her)

Lisbeth: "Jo, i den ene drøm er jeg ude på heden
på en lille høj i dårligt vejr. Jeg kan huske, der var meget ensomt.
Så ser jeg en lille pige komme løbende hen imod en stor grå bus.
Lige bag hende kommer der nogle gøende hunde. Jeg ved ikke,
om hun nåede bussen eller ej. Da jeg vågnede, følte jeg mig skyldig,
fordi jeg stod helt lammet og hjælpeløs, og ikke kom hende til hjælp.

En anden drøm handler om en negerslave,
som slider og slæber i en bomuldsplantage, og som bliver overvåget
af en på en hest, som slår hende med sin pisk, når hun tager sig en pause.
Den drøm gjorde et stærkt indtryk på mig. Hvad tror du den betyder?
(Det svarer jeg selvfølgelig ikke på - jeg smiler blot til hende).

Jeg vil også lige fortælle, at jeg vågnede her til morgen med hovedpine.
Jeg vågner tit med hovedpine og muskelspændinger i nakken og ryggen.
Jeg gik hos en dygtig fysioterapeut, der sagde at spændingerne sidder i min psyke,
og derfor kunne hun ikke massere dem væk, de vil komme igen og igen.
Selv ved jeg bare, at jeg ofte vågner om morgenen og har det elendigt.
Jeg føler det, som om jeg har ligget og kæmpet med noget hele natten,
og så plejer dagen at være ødelagt, fordi jeg er så øm i musklerne.
Sådan havde jeg det også, da jeg vågnede her i morges,
men det hjalp at danse."

Ebbe: "Godt - kan du huske, hvad du drømte i nat?"
Lisbeth: "Ja, jeg havde en slem drøm, som gjorde mig bange.
Jeg drømmer den af og til. Den handler om jeg taber alle mine tænder.
Det er en smadder ulækker fornemmelse - I ved, den der fornemmelse man har
som barn, når man rykker en mælketand ud. Det der med at man kan mærke
nogle tråde, der stadigvæk hænger i, og den der isnende kriblende
fornemmelse i gummerne. Den fornemmelse havde jeg også,
da jeg vågnede her i morges. Ved du, hvad det betyder
at tabe sine tænder?"

Ebbe: "Lisbeth, jeg er helt overvældet af de stærke drømme, du har
Der er jo til en hel session i hver af dem. Giv mig lige et øjebliks pustepause.
- Jo, jeg ser en lammelse af din handlekraft i dine drømme, så lad os starte med
at tale om tænder og aggressioner. Det at bide fra sig, modsat det
at være tandløs. Kan du uddybe det tema lidt mere?
Hvordan føles det sådan at blive tandløs?"

Lisbeth: "Det er ulækkert - og skræmmende! Kender du det,
at der først falder en tand ud her, og så falder der en anden tand ud der,
og lige med eet har du kun en tand tilbage - som også er ved at gå løs?
Da jeg vågnede i morges var det sådan en lettelse at opdage, at jeg
stadigvæk havde alle mine tænder, og at det hele bare var en ond drøm.
- Jeg har læst et sted, at det at tabe sine tænder betyder tab af kraft,
noget med afmagt og sådan noget. Ved du, hvad det betyder?"

Ebbe: "Jeg er mere nysgerrig efter at høre, hvad du selv forbinder
med "det, at blive tandløs"? Hvad er det første, der dukker op Lisbeth,
når jeg siger: "Du er ved at blive tandløs!" - Lad være med at tænke
for meget.Bare sig, hvad der sådan lige falder dig ind."

Lisbeth: "Åh nej! - At holde tand for tunge. Være stille.
Være svag, - Jeg bider alt for meget i mig og er for dårlig til at bide fra mig.
Det er sådanne ord, der dukker frem, og så kommer jeg til
at tænke på min mor, som ..."

Ebbe afbryder: "Lad os nu tage een bid ad gangen.
Det er jo udtryk der peger på, at du har svært ved at blive vred og skælde ud."
Lisbeth: "Ja, det passer fint på mig. Siger du, at når jeg bider min vrede i mig
i løbet af dagen, så kan det føre til, at jeg drømmer om,
at jeg mister mine tænder om natten?"

Ebbe: "Ja. Kan du komme i tanke om et eksempel på det her i gruppen?"
Lisbeth: "Ja - her i morges, da Henrik bad mig om at hente kaffe og yogurt til ham,
sagde jeg bare ja per refleks, som jeg plejer. Det var først, da jeg havde givet ham det,
at jeg opdagede, jeg egentlig var vred på mig selv, fordi jeg ikke bare sagde nej.
- Jeg følte et stort brus af hidsighed, mens jeg stod ude i køkkenet og tænkte:
Nej, det gider jeg altså ikke, men jeg sagde det ikke. Jeg har så svært ved
at sige nej! - Ja, det er ikke for at såre dig Henrik, men..."

Ebbe: "Sårer det dig Henrik, hvis Lisbeth siger nej til dig,
hvis du en anden gang beder hende om noget?" Henrik: "Nej, ikke spor,
tværtimod! Jeg vidste da godt, at jeg strammede den lige lovlig meget,
men du stod bare der og så ud som om du ikke vidste, om du ville
sætte dig ned eller gå tilbage til køkkenet - undskyld."

Lisbeth: "På mit arbejde er jeg ikke bange for at sige nej
og blive vred. Det er mest i de nære forhold, det er svært for mig,
der vender jeg alt for let vreden imod mig selv. - Det ved jeg godt."

Ebbe: "Hvem sker det især i forhold til?"
Lisbeth: "Det er især i forhold til min mor og mine børn, det er et problem.
Der er jeg frygtelig svag og alt for handlingslammet, som du siger.
Jeg er utrolig bange for at sige noget forkert. - Jeg tror,
det skyldes at jeg er bange for at gøre dem ondt."

Ebbe: "Sikkert - men det gør ikke noget, du gør dig selv ondt?
- Har du nogensinde for alvor bidt fra dig overfor dine nærmeste?"
Lisbeth: "Jeg gjorde det engang overfor min svigermor. Hun havde talt med Martin
og kritiseret mig sønder og sammen, og så ringede jeg til hende og sagde,
at hvis hun havde noget imod mig, så ville jeg foretrække, at hun sagde
det direkte til mig og ikke gik og snakkede om mig bag min ryg!
Det var svært, men det var så fedt bagefter.

- Der overskred jeg virkelig en grænse og fik bidt fra mig.
Hun blev helt paf, fordi den forventning havde hun simpelhen ikke til mig.
Hun havde ingen anelse om, at jeg også kan være sådan."

Ebbe: "Fint, så der fik du rigtig pisset dit territorium af.
Det glæder mig, du kunne det, der. - Unger kan også være dødirriterende.
Kan du sige nej og sætte grænser for dine børn, uden at føle skyld?"

Lisbeth: "Jo, nogle gange. Altså, hvis jeg er stresset,
så kan jeg komme til at snerre helt urimeligt hårdt ad dem,
men så bliver jeg ked af det, fordi jeg er sådan ude af ligevægt,
for det er jo ikke deres skyld. - Vi plejer at blive søde igen
og tilgive hinanden. Det varer sjældent ret længe.

Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg har arbejdet så meget i institution.
Du ved - være så pædagogisk. Jeg forstår jo børnene så godt, at det næsten
er umuligt for mig at blive sådan rigtig vred på dem for alvor. Det er nok også forkert,
for jeg ved jo også godt, at jeg ind imellem skal sige nej og sætte grænser.

- Åh! jeg er så pisse hamrende forstående overfor alt og alle!
Jeg kan brække mig over mig selv! - Jeg er så forbandet træt af at være
den der pæne pligtopfyldende pige, som altid skal gøre alting så rigtigt."

Ebbe: "Hvad kan du ellers blive vred over?"
Lisbeth: "Ind imellem kan jeg godt være rigtig doven
og bare smide mig med benene oppe i sofaen, men så vågner jeg
med et sæt og bliver urolig, og så fiser jeg rundt som en skoldet skid,
så jeg ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg har svært ved at slappe af.

Jeg føler mig altid skyldig over et eller andet.
Jeg kan ikke gøre noget som helst, der er godt nok.
- Jo, det er det der med vreden. Det kan jeg godt forstå,
men hvad skal jeg dog gøre ved det for jeg kan da ikke
gå rundt og skælde alle mulige ud, bare fordi jeg er træt?"

Ebbe: "Lad mig kort opsummere, hvad jeg hører, du siger Lisbeth.
Siger du, at desto mere forkert du føler dig, jo mere skyldig føler du dig?" - "Ja"
"Og det reagerer du så på ved at løbe forvirret rundt eller blive handlingslammet,
og derved bliver du selvfølgelig endnu mere stresset. Jo mere du derved kommer
ud af balance, desto mere overdriver du så alt det der oversøde og overtolerante.
Og imens hober vreden og trætheden sig op inden i dig, indtil du igen er klar
til den næste pinefulde skylds-og tilgivelsestur, hvor alle siger undskyld.
Er du fanget ind i sådan et stressmønster?"

Lisbeth: "Ja, det lyder bekendt. Jeg bider alt for ofte vreden i mig.
Jeg bider tænderne sammen, hidsigheden vokser og vokser sig stor indeni.
Og gør jeg så endelig noget, som kun er godt for mig selv, ja så får jeg sådan
en frygtelig dårlig samvittighed, og må gøre det onde godt igen ved at arbejde
dobbelt så hårdt bagefter. Ja, det er sådan en ond cirkel, jeg er fanget ind i!"

Nu bryder Else Marie ind: "Det lyder ikke rart.
Du lyder jo som slaven i din drøm: Hvis du bare slapper lidt af,
så får du et drag over nakken og bliver sendt ud på ekstra straffearbejde
ude i bomuldsmarkerne i 24 timer i stedet for de sædvanlige 12.
Er det sådan at være dig?"

Lisbeth: "Ja, det er nøjagtigt, sådan det føles."
Else Marie: "Hvad siger du til, at vi ser nærmere på de 2 dele af dig,
som din slavedrøm viser dig: En del af dig pisker en anden del af dig,
der føler sig lige så afmægtig og fanget ind af dette, som en slave?"

Lisbeth: "Det er som om, jeg ikke må være tilfreds med mig selv,
som jeg er. Jeg skal hele tiden være så skidegod og have tjek på det hele.
- Det er jeg virkelig træt af, jeg ikke bare kan holde op med!" Hun græder lidt,
og ser så meget eftertænksom ud: "Jo, det er nok kernen i det."

Slavedrømmen, 1. scene
Else Marie: "Ja, du splitter dig selv ad - og det lammer dig.
Ok, og vælg nu to standins Lisbeth, som kan spille disse to dele af dig."
Lisbeth vælger Ulla, som slavepisker, og Mona bliver valgt som standin for slaven.

Else Marie: "Er du klar Lisbeth? (hun nikker) Start med at være slavepiskeren,
så Ulla ved, hvad hun skal sige og gøre. I drømmen sidder hun på en hest,
så lad os starte med at finde sådan en."

Jeg henter en trætønde, som er foret med skumgummi,
og beder Lisbeth sætte sig overskrævs på den og forestille sig,
at trætønden nu er hesten i drømmen. Hun får også et langt tørklæde,
der skal forestille at være pisken. Og vækker latter, da hun sætter sig
godt tilrette og fornøjet svinger rundt med tørklædet



Else Marie: "Godt, prøv nu at forestille dig,
at du er den der hidsige og tyraniske slavepisker i din drøm. Hvad
siger du til din slave?" Lisbeth slår ud efter slaven (Mona) med tørklædet:
"Du er alt for doven! Du gør heller aldrig noget som helst rigtigt. Du skal være
mere omhyggelig! - Tag dig nu sammen! - Så gør da noget ved det! Gør noget!
Skynd dig! - Du kan da ikke bare stå der og hænge! Kom nu igang!"
Hvert udbrud ledsages af et piskesmæld med tørklædet.

Else Marie: "Kan du huske replikkerne Ulla?" Hun nikker.
"Godt. Byt nu plads med Mona Lisbeth, så vi også ser det fra slavens synsvinkel"
Lisbeth hopper ned fra tønden og bytter plads med Mona,
så hun kan gå dybere ind i "at være sin indre slave".

Else Marie: "Ulla, gentag nu det Lisbeth sagde lige før i det samme tonefald."
Hun spiller slavepisker med fynd og klem. Lisbeth bøjer nakken og sig selv
under de stressende tilråb fra "over-jeg´et", som rasende slår ud
efter hende med sin pisk (tørklædet) og sine hidsige tilråb.

Else Marie tager hende i hånden:
"Slave, hvad har du lyst til at sige til slavepiskeren?"
Slaven: "Hvis du ikke snart stopper det der, så ender det med,
at jeg lægger mig ned og giver helt op! Så kan du bare slå løs på mig
alt det, du vil, uden at det hjælper, for så er jeg alt for ødelagt til
at rejse mig op. - Ja, sådan føler jeg det. Kan du forstå det?"

Ebbe bryder ind: "Prøv at sige av!
Sig AV!! til slavepiskeren!" Lisbeth dropper de mange ord
og udbryder "Av for helvede, lad mig være, din tyran. Hold så op.
Av for helvede!", så højt at slavepiskeren stopper et øjeblik.
Else Marie: "Hvordan føles det at sige det?"

Lisbeth: "Som en stor lettelse.
Jeg plejer jo ellers blot at gøre som pisken siger, jeg skal."
Hun begynder at bevæge sin stivnede krop. Else Marie: "Hvor i kroppen
kan du mærke, at du har givet slip?" Lisbeth: "I maven! - men jeg har
lidt hovedpine endnu." Else Marie: "Hvad skal der til,
for at du også giver slip på den?"

Lisbeth: "At slavepiskeren hører på mig og lader være
med hele tiden at piske mig frem på den der måde." Stemmen lyder flad.
Else Marie: "Sig det højt. Fortæl slavepiskeren det!"

Imens Ulla som "slavepisker" slår ud efter hende med det bløde tørklæde,
øver Lisbeth sig i at tale højt om sine behov: "Hvis du dog bare vil holde op
med at piske mig frem, så vil min hovedpine også forsvinde! Lad mig være!
- Jeg trænger til fred og det får jeg ikke, fordi jeg er ved at falde om
af alle de krav, du stiller. Kan du da ikke forstå det?"

Slavepiskeren: "Åh, hold dog op med alt det der piv og sludder.
Se nu at komme igang!" Ulla slår igen ud efter Lisbeth. Det fortsætter
et stykke tid, indtil Lisbeth igen bliver stum. Hendes krop ser tungere
og tungere ud, efterhånden som afmagtsfølelsen følelsen vokser.

Else Marie: "Lisbeth, sig AV!"
Det gør hun som et kort skrig, der mere effektivt
end mange ord, endelig stopper slavepiskeren.

At se på sig selv udefra
Efter skriget, som fjerner hovedpinen (til Lisbeths store overraskelse),
siger Else Marie: "Som jeg ser problemet, så har I låst hinanden fast
i en umulig magtkamp, som ingen af jer har en jordisk chance for at vinde.
Den dialog kan I blive ved med at føre resten af livet
- og den ender bare med, at I begge to taber.

Du kan umuligt vinde i en indre kamp!
Du bliver bare mere og mere træt og splittet.
Selvfølgelig føler du dig træt og skyldig, og jeg kan frygte for,
at din afmagtsfølelse blot vil vokse sig større med årene. Du mishandler
jo dig selv ved hele tiden at sige ja til de andre, og nej til dig selv.
Det er ikke kærlighed, det er at ofre sig selv,
og det er - som du godt ved - ikke sundt.

Lad os nu se, hvordan vi kan stoppe den indre krig?
- Lad os se på det udefra." Hun tager Lisbeth i hånden,
og de stiller sig udenfor gruppen.



Fra dette nye ståsted siger Else Marie: "Lad os se en reprise,
en gentagelse af den indre magtkamp, som splitter dig ad. - Mona,
kan du huske slavens tonefald, kropsholdningen og de vigtigste replikker fra før?
- Og du Ulla, sæt dig op på hesten igen og sving med pisken!
Få din dovne slave til at knokle løs for dig."

Mona stiller sig igen i slavens kropsposition.
Ulla sætter sig godt tilrette på "hesten" og slår ud efter slaven med "pisken",
mens hun skælder ud og udskammer slaven, som blot svarer igen
ved at bukke hovedet og adlyde i et tavs indadvendt,
og sammenbidt oprør.

Lisbeth bliver mere tankefuld, mens hun ser reprisen.
Hun står med Else Marie i hånden, og ser forundret på denne legende
- og samtidig dødsensalvorlige scene, som udspiller sig lige foran hende,
frem for at kampen foregår inden i. Efter den oplevelse, tager vi et kort break.

Klik videre her
til Kapitel 5


+ indholdsfortegnelsen
Psykodrama bogen

Se her indbydelsen til ugekurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen


og se vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.