Kapitel 4. - fortsættelsen.
    Drømme om skyld
    og de svære aggressioner



    Oplægget:
    Lisbeth: "Det er lidt uklart, hvad det er, jeg vil.
    Jeg har nogle drømme, og så vil jeg godt komme ind på
    mit forhold til min mor og min evindelige dårlige samvittighed."
    Ebbe: "Godt - lad mig høre dine drømme først."
    (Se Lisbeths oplæg søndag aften her)

    Lisbeth: "Jo, i den ene drøm er jeg ude på heden
    på en lille høj i dårligt vejr. Jeg kan huske, der var meget ensomt.
    Så ser jeg en lille pige komme løbende hen imod en stor grå bus.
    Lige bag hende kommer der nogle gøende hunde... Jeg ved ikke,
    om hun nåede bussen eller ej. Da jeg vågnede, følte jeg mig skyldig,
    fordi jeg stod helt lammet og hjælpeløs, og ikke kom hende til hjælp.

    En anden drøm handler om en negerslave,
    som slider og slæber i en bomuldsplantage, og som bliver overvåget
    af en på en hest, som slår hende med sin pisk, når hun tager sig en pause.
    Den drøm gjorde et stærkt indtryk på mig. Hvad tror du den betyder?
    (Det svarer jeg selvfølgelig ikke på - jeg smiler blot til hende).

    Jeg vil også lige fortælle, at jeg vågnede her til morgen med hovedpine.
    Jeg vågner tit med hovedpine og muskelspændinger i nakken og ryggen.
    Jeg gik hos en fysioterapeut, der sagde at spændingerne sidder i min psyke,
    og derfor kunne hun ikke massere dem væk, de vil komme igen og igen.
    Selv ved jeg bare, at jeg ofte vågner om morgenen og har det elendigt.
    Jeg føler det, som om jeg har ligget og kæmpet med noget hele natten,
    og så plejer dagen at være ødelagt, fordi jeg er så øm i musklerne.
    Sådan havde jeg det også, da jeg vågnede her i morges,
    ... men det hjalp at danse."

    Ebbe: "Godt - kan du huske, hvad du drømte i nat?"
    Lisbeth: "Ja, jeg havde en slem drøm, som gjorde mig bange.
    Jeg drømmer den af og til. Den handler om jeg taber alle mine tænder.
    Det er en smadder ulækker fornemmelse - I ved, den der fornemmelse man har
    som barn, når man rykker en mælketand ud. Det der med at man kan mærke
    nogle tråde, der stadigvæk hænger i, og den der isnende kriblende
    fornemmelse i gummerne. Den fornemmelse havde jeg også,
    da jeg vågnede her i morges. Ved du, hvad det betyder
    at tabe sine tænder?"

    Ebbe: "Lisbeth, jeg er helt overvældet af de stærke drømme, du har
    Der er jo til en hel session i hver af dem. Giv mig lige et øjebliks pustepause.
    - Jo, jeg ser en lammelse af din handlekraft i dine drømme, så lad os starte med
    at tale om tænder og aggressioner. Det at bide fra sig, modsat det
    at være tandløs. Kan du uddybe det tema lidt mere?
    Hvordan føles det sådan at blive tandløs?"

    Lisbeth: "Det er ulækkert - og skræmmende! Kender du det,
    at der først falder en tand ud her, og så falder der en anden tand ud der,
    og lige med eet har du kun en tand tilbage - som også er ved at gå løs?
    Da jeg vågnede i morges var det sådan en lettelse at opdage, at jeg
    stadigvæk havde alle mine tænder, og at det hele bare var en ond drøm.
    - Jeg har læst et sted, at det at tabe sine tænder betyder tab af kraft,
    noget med afmagt og sådan noget. Ved du, hvad det betyder?"

    Ebbe: "Jeg er mere nysgerrig efter at høre, hvad du selv forbinder
    med "det, at blive tandløs"? Hvad er det første, der dukker op Lisbeth,
    når jeg siger: "Du er ved at blive tandløs!" - Lad være med at tænke
    for meget. Bare sig, hvad der sådan lige falder dig ind."

    Lisbeth: "Åh nej! - At holde tand for tunge. Være stille.
    Være svag, - Jeg bider alt for meget i mig og er for dårlig
    til at bide fra mig. Det er sådanne ord, der dukker frem
    ... og så kommer jeg til at tænke på min mor, som ..."

    Ebbe afbryder: "Lad os nu tage een bid ad gangen.
    Det er jo udtryk der peger på, at du har svært ved at blive vred og skælde ud."
    Lisbeth: "Ja, det passer fint på mig. Siger du, at når jeg bider min vrede i mig
    i løbet af dagen, så kan det føre til, at jeg drømmer om,
    at jeg mister mine tænder om natten?"

    Ebbe: "Ja. - Kan du komme i tanke om et eksempel på det her i gruppen?"
    Lisbeth: "Ja - her i morges, da Henrik bad mig om at hente kaffe og yogurt til ham,
    sagde jeg bare ja per refleks, som jeg plejer. Det var først, da jeg havde givet ham det,
    at jeg opdagede, jeg egentlig var vred på mig selv, fordi jeg ikke bare sagde nej.
    - Jeg følte et stort brus af hidsighed, imens jeg stod ude i køkkenet og tænkte:
    "Nej, det gider jeg altså ikke", men jeg sagde det ikke. Jeg har så svært ved
    at sige nej! - Ja, det er ikke for at såre dig Henrik, men..."

    Ebbe: "Sårer det dig Henrik, hvis Lisbeth siger nej til dig,
    hvis du en anden gang beder hende om noget?" Henrik: "Nej, ikke spor,
    tværtimod! Jeg vidste da godt, at jeg strammede den lige lovlig meget,
    men du stod bare der og så ud som om du ikke vidste, om du ville
    sætte dig ned eller gå tilbage til køkkenet - undskyld."

    Lisbeth: "På mit arbejde er jeg ikke bange for at sige nej
    og blive vred. Det er mest i de nære forhold, det er svært for mig,
    der vender jeg alt for let vreden imod mig selv. - Det ved jeg godt."

    Ebbe: "Hvem sker det især i forhold til?"
    Lisbeth: "Det er især i forhold til min mor og mine børn, det er et problem.
    Der er jeg frygtelig svag og alt for handlingslammet, som du siger.
    Jeg er utrolig bange for at sige noget forkert. - Jeg tror,
    det skyldes at jeg er bange for at gøre dem ondt."

    Ebbe: "Sikkert - men det gør ikke noget, du gør dig selv ondt?
    - Har du nogensinde for alvor bidt fra dig overfor dine nærmeste?"
    Lisbeth: "Jeg gjorde det engang overfor min svigermor. Hun havde talt
    med Martin og kritiseret mig sønder og sammen, og så ringede jeg til hende
    og sagde, at hvis hun havde noget imod mig, så ville jeg foretrække,
    at hun sagde det direkte til mig og ikke gik og snakkede om mig
    bag min ryg! Det var svært, men det var så fedt bagefter.

    - Der overskred jeg virkelig en grænse og fik bidt fra mig.
    Hun blev helt paf, fordi den forventning havde hun simpelhen ikke til mig.
    Hun havde ingen anelse om, at jeg også kan være sådan.
    Hun siger ofte at jeg er åh så sød og hjælpsom,
    men det er jeg altså ikke altid."

    Ebbe: "Fint, så der fik du rigtig pisset dit territorium af.
    Det glæder mig, du kunne det, der. - Unger kan også være dødirriterende.
    Kan du sige nej og sætte grænser for dine børn, uden at føle skyld?"

    Lisbeth: "Jo, nogle gange. Altså, hvis jeg er stresset,
    så kan jeg komme til at snerre helt urimeligt hårdt ad dem,
    men så bliver jeg ked af det, fordi jeg er sådan ude af ligevægt,
    for det er jo ikke deres skyld. - Vi plejer at blive søde igen
    og tilgive hinanden. Det varer sjældent ret længe.

    Jeg tror, det hænger sammen med,
    at jeg har arbejdet så meget i en institution.
    Du ved - være så pædagogisk. Jeg forstår jo børnene så godt,
    at det næsten er umuligt for mig at blive sådan rigtig vred på dem
    for alvor. Det er nok også forkert, for jeg ved jo også godt,
    at jeg ind imellem skal sige nej og sætte grænser.

    - Åh! jeg er så pisse hamrende forstående overfor alt og alle!
    Jeg kan brække mig over mig selv! - Jeg er så forbandet træt af at være
    den der pæne pligtopfyldende pige, som altid skal gøre alting så rigtigt."

    Ebbe: "Hvad kan du ellers blive vred over?"
    Lisbeth: "Ind imellem kan jeg godt være rigtig doven
    og bare smide mig med benene oppe i sofaen, men så vågner jeg
    med et sæt og bliver urolig, og så fiser jeg rundt som en skoldet skid,
    så jeg ikke kan finde ud af noget som helst.
    Jeg har svært ved at slappe af.

    Jeg føler mig altid skyldig over et eller andet.
    Jeg kan ikke gøre noget som helst, der er godt nok.
    - Jo, det er det der med vreden. Det kan jeg godt forstå,
    men hvad skal jeg dog gøre ved det, for jeg kan da ikke
    gå rundt og skælde alle mulige ud, bare fordi jeg er træt?"

    Ebbe: "Lad mig kort opsummere, hvad jeg hører, du siger Lisbeth.
    Siger du, at desto mere forkert du føler dig, jo mere skyldig føler du dig?" - "Ja"
    "Og det reagerer du så på ved at løbe forvirret rundt eller blive handlingslammet,
    og derved bliver du selvfølgelig endnu mere stresset. Jo mere du derved kommer
    ud af balance, desto mere overdriver du så alt det der oversøde og overtolerante.
    Og imens hober vreden og trætheden sig op inden i dig, indtil du igen er klar
    til den næste pinefulde skylds-og tilgivelsestur, hvor alle siger undskyld,
    undskyld, undskyld. Er du fanget ind i sådan et stressmønster?"

    Lisbeth: "Ja, det lyder bekendt. Jeg bider alt for ofte vreden i mig.
    Jeg bider tænderne sammen, hidsigheden vokser og vokser sig stor indeni.
    Og gør jeg så endelig noget, som kun er godt for mig selv, ja så får jeg sådan
    en frygtelig dårlig samvittighed, og må gøre det onde godt igen ved at arbejde
    dobbelt så hårdt bagefter. Ja, det er sådan en ond cirkel, jeg er fanget ind i!"

    Nu bryder Else Marie ind: "Det lyder ikke rart.
    Du lyder jo som slaven i din drøm: Hvis du bare slapper lidt af,
    så får du et drag over nakken og bliver sendt ud på ekstra straffearbejde
    ude i bomuldsmarkerne i 24 timer i stedet for de sædvanlige 12.
    Er det sådan at være dig?"

    Lisbeth: "Ja, det er nøjagtigt, sådan det føles."
    Else Marie: "Hvad siger du til, at vi ser nærmere på de 2 dele af dig,
    som din slavedrøm viser dig: En del af dig pisker en anden del af dig,
    der føler sig lige så afmægtig og fanget ind af dette, som en slave?"

    Lisbeth: "Det er som om, jeg ikke må være tilfreds med mig selv,
    som jeg er. Jeg skal hele tiden være så skidegod og have tjek på det hele.
    - Det er jeg virkelig træt af, jeg ikke bare kan holde op med!"
    Hun græder lidt, ... og ser så meget eftertænksom ud.
    "Jo, det er nok kernen i det."



      Slavedrømmen, 1. scene
      Else Marie: "Ja, du splitter dig selv ad - og det lammer dig.
      Ok, og vælg nu to standins Lisbeth, som kan spille disse to dele af dig."
      Lisbeth vælger Ulla, som slavepisker, og Mona bliver valgt som standin for slaven.

      Else Marie: "Er du klar Lisbeth? (hun nikker)
      Start med at være slavepiskeren, så Ulla ved, hvad hun skal sige og gøre.
      I drømmen sidder hun på en hest, så lad os starte med at finde sådan en."

      Ebbe henter en trætønde, som er foret med skumgummi,
      og beder Lisbeth sætte sig overskrævs på den og forestille sig,
      at trætønden nu er hesten i drømmen. Hun får også et tørklæde,
      der skal forestille at være pisken. Og vækker latter, da hun sætter sig
      godt tilrette og fornøjet svinger rundt med tørklædet:



      Else Marie: "Godt, og prøv nu at forestille dig,
      at du er den der hidsige og tyraniske slavepisker i din drøm. Hvad
      siger du til din slave?" Lisbeth slår ud efter slaven (Mona) med tørklædet:
      "Du er alt for doven! Du gør heller aldrig noget som helst rigtigt. Du skal være
      mere omhyggelig! - Tag dig nu sammen! - Så gør da noget ved det! Gør noget!
      Skynd dig! - Du kan da ikke bare stå der og hænge! Kom nu igang!"
      Hvert udbrud ledsages af et piskesmæld med tørklædet.

      Else Marie: "Kan du huske replikkerne Ulla?" Hun nikker.
      "Godt. Byt nu plads med Mona Lisbeth, så vi også ser det fra slavens synsvinkel"
      Lisbeth hopper ned fra tønden og bytter plads med Mona,
      så hun kan gå dybere ind i "at være sin indre slave".

      Else Marie: "Ulla, gentag nu det Lisbeth sagde lige før i det samme tonefald."
      Hun spiller slavepisker med fynd og klem. Lisbeth bøjer nakken og sig selv
      under de stressende tilråb fra "over-jeg´et", som rasende slår ud
      efter hende med sin pisk (tørklædet) og sine hidsige tilråb.

      Else Marie tager hende i hånden:
      "Slave, hvad har du lyst til at sige til slavepiskeren?"
      Slaven: "Hvis du ikke snart stopper det der, så ender det med,
      at jeg lægger mig ned og giver helt op! Så kan du bare slå løs på mig
      alt det, du vil, uden at det hjælper, for så er jeg alt for ødelagt til
      at rejse mig op. - Ja, sådan føler jeg det. Kan du forstå det?"

      Ebbe bryder ind: "Prøv at sige av!
      Sig AV!! til slavepiskeren!" Lisbeth dropper de mange ord
      og udbryder "Av for helvede, lad mig være, din tyran. Hold så op.
      Av for helvede!", så højt at slavepiskeren stopper et øjeblik.
      Else Marie: "Hvordan føles det at sige det?"

      Lisbeth: "Som en stor lettelse.
      Jeg plejer jo ellers blot at gøre som pisken siger, jeg skal."
      Hun begynder at bevæge sin stivnede krop. Else Marie: "Hvor i kroppen
      kan du mærke, at du giver slip?" Lisbeth: "I maven! - men jeg har
      lidt hovedpine endnu." Else Marie: "Hvad skal der til,
      for at du også giver slip på den?"

      Lisbeth: "At slavepiskeren hører på mig og lader være
      med hele tiden at piske mig frem på den der måde." Stemmen lyder flad.
      Else Marie: "Sig det højt. Fortæl slavepiskeren det!"

      Imens Ulla som "slavepisker" slår ud efter hende med det bløde tørklæde,
      øver Lisbeth sig i at tale højt om sine behov: "Hvis du dog bare vil holde op
      med at piske mig frem, så vil min hovedpine også forsvinde! Lad mig være!
      - Jeg trænger til ro og det får jeg ikke, fordi jeg er ved at falde om
      af alle de krav, du stiller. Kan du da ikke forstå det?"

      Slavepiskeren: "Åh, hold dog op med alt det der piv og sludder.
      Se nu at komme igang!" Ulla slår igen ud efter Lisbeth. Det fortsætter
      et stykke tid, indtil Lisbeth igen bliver stum. Hendes krop ser tungere
      og tungere ud, efterhånden som afmagtsfølelsen følelsen vokser.

      Else Marie: "Lisbeth, sig AV!"
      Det gør hun som et kort skrig, der mere effektivt
      end mange ord, endelig stopper slavepiskeren.



    At se på sig selv udefra
    Efter skriget, som fjerner hovedpinen (til Lisbeths store overraskelse),
    siger Else Marie: "Som jeg ser problemet, så har I to låst hinanden fast
    i en umulig magtkamp, som ingen af jer har en jordisk chance for at vinde.
    Den dialog kan I blive ved med at føre resten af livet
    - og den ender bare med, at I begge to taber energi.

    Du kan umuligt vinde i en indre kamp!
    Du bliver bare mere og mere træt og splittet.
    Selvfølgelig føler du dig træt og skyldig, og jeg kan frygte for,
    at din afmagtsfølelse blot vil vokse sig større med årene. Du mishandler
    jo dig selv ved hele tiden at sige ja til de andre, og nej til dig selv.
    Det er ikke rigtig kærlighed, det er at ofre sig selv,
    og det er - som du godt ved - ikke sundt.

    Lad os nu se, hvordan vi kan stoppe den indre krig?
    - Lad os se på det udefra." Hun tager Lisbeth i hånden,
    og de stiller sig udenfor gruppen.



    Fra dette nye ståsted siger Else Marie: "Lad os se en reprise,
    en gentagelse af den indre magtkamp, som splitter dig ad. - Mona,
    kan du huske slavens tonefald, kropsholdningen og de vigtigste replikker fra før?
    - Og du Ulla, sæt dig op på hesten igen og sving med pisken!
    Få din dovne slave til at knokle løs for dig."

    Mona stiller sig igen i slavens kropsposition.
    Ulla sætter sig tilrette på "hesten" og slår ud efter slaven med "pisken",
    mens hun skælder ud og udskammer slaven, som blot svarer igen
    ved at bukke hovedet og adlyde i et tavs indadvendt,
    - og sammenbidt oprør, der næsten ikke kan ses.

    Lisbeth bliver mere tankefuld, mens hun ser reprisen.
    Hun står med Else Marie i hånden, og ser forundret på denne legende
    - og samtidig dødsensalvorlige scene, som udspiller sig lige foran hende,
    frem for at kampen foregår inden i. Efter den oplevelse,
    tager vi et kort break.



      Kan skyldfølelsen
      forvandles til noget andet?

      Da vi vender tilbage igen, siger Lisbeth:
      "Jeg vil godt gå lidt videre med mit skyldskompleks.
      Jeg har det fint, men jeg ved, det vender tilbage igen, hvis jeg ikke
      finder ud af, hvordan jeg får løst min kamp for at føle mig god nok!
      Jeg føler mig fanget i den kamp.

      Det var nyt for mig at opleve det fra slavepiskerens position.
      Den del af mig kender jeg ikke så meget til." Hun sætter sig igen op på "hesten".
      Else Marie står ved siden af og lægger en hånd på hendes ryg: "Ja, det ser helt
      anderledes ud deroppefra. (Lisbeth nikker og ler). - Prøv at lukke øjnene
      og mærk efter, hvordan det føles at sidde afslappet på hesten.

      Vær den del af dig,
      så du bedre kan forstå, hvorfor du hele tiden
      føler dig tvunget til at svinge pisken over dit eget hoved.
      Du kom jo ikke til verden som slavepisker,
      hvem har du lært det af?"

      Lisbeth som slavepisker: "Af min mor.Hun sagde altid:
      "Desto hårdere du arbejder, jo mere lykke og tilfredshed
      vil du kunne opnå. Livet er jo ikke lutter lagkage." - Mor understreger
      altid lidelsesaspektet ved livet. Jeg er ikke vred på hende, jeg har mere ondt af hende.
      Livet har ikke været let for hende, men hun kører nu også sig selv alt for hårdt.

      Jeg har aldrig hørt hende sige fra overfor andre, kun overfor sig selv,
      ligesom I siger om mig. Hun under heller ikke sig selv noget som helst
      - og så beklager hun sig hele tiden over alt og alle,
      men det gør jeg da ikke, vel?"

      Else Marie: "Jeg har lyst til, at vi arbejder videre med at få din indre slave
      og slavepisker til at samarbejde, men først må vi standse den der destruktive krig
      imellem dem. Du kan jo ikke udradere en side af dig selv! Prøver du at bortoperere
      en side af dig, som en anden del af dig hader, kommer den blot endnu
      stærkere tilbage, som din fjende. Det kan så let udarte sig til selvhad
      og det rene selvpineri.

      Ude i samfundet kan vi afsætte eller slå en tyran ihjel,
      men i vores indre kampe med os selv, er vi i en lidt anden situation.
      Du kan simpelhen ikke slå en del af dig selv ihjel ustraffet! Lige så lidt,
      som du kan skære din arm eller hånd af, blot fordi du har ondt i den,
      eller fordi du en gang har slået en anden med den.

      Du kan ikke smide vigtige sider af din personlighed væk.
      Prøver du på det, så styrker det reelt kun din smerte, dit selvhad
      - og du splitter dig selv ad på en alt for forudsigelig neurotisk facon.
      Det må du først lære at stoppe.

      Dengang - og nu.
      Jeg tror, at engang i din fortid var "din indre slavepisker" en slags ven.
      Jeg tror, at den del af dig opstod engang i din barndom for at hjælpe og beskytte dig.
      Dengang var den indre pisk vel den bedste mulighed, du havde i en umulig situation.
      En måde at beskytte dig på såvel overfor din mors krav, som overfor skolens.

      - I dag er denne gamle beskytter, dette moralske overopsyn
      i alt for høj grad gået hen og blevet til din indre slavepisker. - Har den teori
      mening for dig Lisbeth?" Hun nikker, og sidder nu helt stille og lyttende på "hesten".
      Else Marie: "Slavepisker, vil du godt fortælle mig, hvordan du har hjulpet Lisbeth,
      da hun var barn? Hvad har du f. eks. beskyttet hende imod?" Lang lang pause.

      Else Marie: "Prøv en række sætninger, som begynder med ordene:
      "Tidligere har jeg hjulpet dig med, at....", og vedbliv med at sige:
      "Jeg har hjulpet dig med, at..." - indtil ordene og dit budskab
      kommer helt tydeligt frem."

      Lisbeth, som slavepisker: "Jeg har hjulpet dig med, øh
      - jo jeg har hjulpet dig med at undgå at blive skældt ud af din mor
      - og jeg har hjulpet dig med at få gode karakterer i skolen. (Lang pause).
      - Havde du ikke haft mig, havde du svaret igen og fået en over nakken,
      eller en lussing af din mor og måske tæv af far. Jeg har også hjulpet dig,
      når du var doven og ikke gad læse lektier - og jeg har hjulpet dig med,
      at ...."

      Else Marie: "Kan du sammenfatte disse sætninger
      til een kort sætning, som udtrykker essencen af budskabet?"
      Slavepiskeren: "Nej, det kan jeg ikke, men jeg kan sige, at jeg har hjulpet dig
      med at undgå at få en masse skæld ud. Jeg passede f. eks. på, at du ikke
      løb ind i en masse helt umulige kampe med din mor,
      som du ikke havde en chance for at vinde.

      Jeg passede på dig ved at forudse, hvornår du kunne få straf.
      Jeg var jo nødt til at holde dig i ørerne, ellers gjorde hun det. Når hun
      var tilfreds med dig, så fik du ros og kærlighed - og når hun var utilfreds med dig,
      så fik du skældud, og følte dig forkert og ikke god nok. Jeg måtte jo
      f. eks. piske dig til at læse lektier, for ellers havde du
      jo aldrig gjort det, vel?"

      Else Marie: "Hvad føler du ved at sige det?"
      Slavepiskeren spontant: "Lettelse!"

      Else Marie: "Ok, og prøv nu at bytte rolle og vær slaven igen.
      Lad os se, hvordan din slave reagerer på den hjælp, du giver hende.
      Hvad siger du som slave til det slavepiskeren siger?" Hun stiger ned
      fra hesten og stiller sig med hængende skuldre som slave.

      Else Marie: "Hvad siger du til den undskyldning?"
      Lisbeth tankefuldt som slaven: "Ja, det er rigtigt! Du hjalp mig
      dengang med at leve op til mors krav, men i dag forhindrer du mig
      altså i at kunne slappe af - og mærke min glæde og mine lyster.
      Du hjælper mig i hvert fald ikke mere, du stresser mig bare
      og giver mig hovedpine!"

      Else Marie: "Prøv også at fortælle pisken,
      at hvis den ikke eksisterede, så ville du måske blive alt for glad,
      alt for livsnydende, alt for afslappet, og bare ligge og dovne hele dagen.
      Er du bange for det?"

      Lisbeth: "Ja, for så får jeg jo ikke mors accept, vel?" (smiler).
      Else Marie: "Hvor vigtig er den for dig i dag?" Lisbeth ser igen alvorlig ud:
      "Den er faktisk ikke særlig vigtig. Jeg er jo ikke et barn længere,
      der ikke kan klare mig uden hende. - Ja, det er det,
      jeg hele tiden glemmer!"

      Else Marie: "Ja. Har det mening for dig at sige:
      "Slavepisker, jeg behøvede dig måske, da jeg var barn,
      men nu er jeg voksen. Du hjælper mig i hvert fald ikke mere i dag,
      når du slår og skælder mig ud. Slap dog af!"
      Hun nikker og gentager sætningen.

      Else Marie: "Hvad mon slavepiskeren
      siger til det? Prøv at skifte position igen og vær slavepiskeren."
      Lisbeth sætter sig igen op på trætønden som slavepisker: "Jeg troede,
      jeg hjalp dig, men det siger du, jeg ikke gør? - Ja, men så vil jeg
      da godt forsvinde, og så kan vi jo bare se,
      hvordan du klarer dig uden mig."

      Else Marie: "Hvordan føles det?"
      Lisbeth rejser sig spontant fra trætønden
      og står nu som sig selv: "Jeg føler lidt uro, men også en stor lettelse!
      Det er, som om der er blevet fjernet en stor rygsæk. Hovedpinen er helt væk.
      - Jeg føler mig lettere." Hun står lidt og nyder denne nye følelse.

      Lidt efter, Else Marie:
      "I hvilke situationer har du i dag brug for slavepiskeren?"
      Lisbeth: "I dag kan jeg ikke bruge den til noget som helst.
      Det var kun, dengang da jeg var barn, at den hjalp mig."

      Else Marie: "Jeg synes ikke, du uden videre skal kaste alt det væk,
      som den del af dig kan. Det er jo trods alt en gammel ven og hjælper.
      Måske rummer den også nogle kvaliteter, som du kan have brug for i dag?
      - Vær nu igen slavepiskeren oppe på hesten og fortæl Lisbeth, hvad du kan gøre
      for hende i dag. Hvad kan du, som hun ikke kan?

      - Prøv at starte en række sætninger,
      som begynder med jeg-udsagn som f. eks.:
      "Jeg er..., jeg kan..., jeg har..."

      Lisbeth oppe på tønden som slavepiskeren:
      "Jeg er ambitiøs, jeg kan stille krav. - Jeg er også aggressiv
      og god til at sætte grænser. - Jeg er osse hård og streng.
      Jeg er aldrig tilfreds. - Jeg er god til at skælde ud!"

      Else Marie: "Ja, jeg tænkte nok, at der var noget i dig,
      som kunne gøre noget godt for Lisbeth. Godt, og prøv nu
      igen at være slaven. Hvad har du af kvaliteter,
      som slavepiskeren mangler og ikke ser?"

      Lisbeth rejser sig fra "træhesten"
      og stiller sig over på slavens plads:
      "Jeg er sej og følsom. - Jeg er utrolig god til at indrette mig
      efter andres behov, og derfor er jeg meget vellidt.

      - Jeg kan tåle meget, men jeg er også meget nærtagende.
      - Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan efter mig?
      Jeg forstår det simpelhen ikke!"

      Mens hun siger det, tager hun en god dyb indånding
      og retter ryggen op, så hun nu ikke mere står så krumbøjet,
      mismodig og skyldsbetonet som før.

      Pludselig tager kroppen spontant over.
      Hun tager et stort befriende stræk med armene
      op over hovedet, og jeg ser, at hendes krop husker
      flitsbue-strækket fra morgendansen.



      Else Marie (lidt efter): "Kan du forestille dig en situation,
      hvor du har brug for de psykiske kvaliteter, som slavepiskeren står for?"
      Lisbeth: "Ja, når jeg føler, jeg kun er til for andres skyld, så vil det nok være
      godt at bruge den til at sætte grænser for, hvad jeg ikke vil være med til.
      - Mit hjem er f. eks. blevet til et samlingssted for alle mulige slags folk,
      der kommer og går. Hver gang en i min omgangskreds har det dårligt,
      så ringer vedkommende straks til mig, for min dør er altid åben

      - nogle gange tror jeg, at der slet ingen dør er i mit hus!
      Jeg kan simpelhen ikke afvise folk, der har det dårligt, eller sige nej.
      - Jeg er så pissehamrende forstående overfor alt og alle! (heftigt). - Dér ville
      den barske del af mig kunne hjælpe, hvis den f. eks. kunne sige: "Jeg er træt,
      og jeg har brug for at være lidt alene". Sagde den det, ville den hjælpe mig."

      Else Marie: "Måske kunne du tilføje:
      Et ja til mig selv, er ikke et nej til andre?"
      Lisbeth: "Ja, det er en god ide, for så undgår jeg
      at få dårlig samvittighed, når jeg afviser.

      - Jeg tror, jeg bedre kan huske det,
      hvis jeg skriver det ned: "Siger jeg nu ja,
      fordi jeg har lyst til det, eller fordi jeg ikke tør sige nej?"
      - Det vil jeg hænge op ved min telefon og på min computer."

      Else Marie: "God ide, den seddel vil minde dig om din nye kurs.
      Jeg synes også, du skal prøve at finde et nyt navn til den del af dig,
      som i drømmen optrådte, som din slavepisker. Prøv at finde på et nyt navn
      som viser, at du accepterer dennne hidsige del af dig, så du bedre
      kan eje den og snakke med den, når den dukker frem."

      Lisbeth: "Mener du min opstrammer?
      Er det det, du mener? (Else Marie nikker). Jeg tror, jeg vil kalde
      den min mere barske side, min vrede? - min beskytter?
      - Nej, min grænsesætter! ... Du passer jo på mig."

      Else Marie: "Ja netop.
      Det afgørende er, at du lærer at bruge den del af dig selv
      til noget bedre, end til at knockoute dig selv med. Der er jo
      en masse god energi i den, som du kan få glæde af, hvis du øver dig
      i at rette din vrede og grænsesætter mere udad.
      Det er faktisk lidt af en kunst at lære at sige nej til andre,
      og du mangler tydeligvis øvelse i at kunne
      sige ægte til - og fra. Det bliver så pænt
      og fladt bare at sige ja hele tiden.

      Start med at øve dig i at sige mere nej udadtil
      og mere ja til dig selv. Du kan gå og træne på os her i ugens løb,
      og se, hvad der sker. Jeg tror, du ret hurtigt vil opdage, at din kontakt
      bliver meget mere ærlig og givende, når vi bedre kan høre og mærke dig!

      - Vi er jo ikke som din mor eller far.
      Jeg giver dig i hvert fald ikke lussinger, jeg giver dig mit engagement."
      Lisbeth giver Else Marie et stort varmt knus.

      Ebbe: "Jeg kan godt lide dit oprør.
      Jeg synes, det er på høje tid. Og jeg vil opfordre dig til
      at lægge mærke til, hvor ofte du i løbet af en dag skælder dig selv ud
      i et af de der store og små indre hidsighedsanfald. Du kan f. eks.
      sætte et lille kryds i en lommebog. Der vil ske noget nyt,
      hvis du i stedet for at føle dig skyldig, spørger dig selv:

      "Hvem har jeg lige nu lyst til at bide af,
      sige nej til og måske sige noget barsk og ærligt til?"
      Prøv at rette din alt for skjulte barske kritiske side
      mere udad Lisbeth fremfor kun indad.

      - Og for at binde det sammen med din tandløse drøm fra før,
      vil jeg tilføje, at det måske er din bedste forsikring mod at få et gebis
      alt for tidlig." (Nogle ler). Lisbeth nikker, og smiler til mig
      med en grimasse: "Det vil jeg godt tænke lidt over.

      Nu kan jeg mærke, at jeg ikke kan rumme flere ord
      og gode forslag. Jeg er så dejlig stille inden i.
      Jeg har lyst til at danse."

      Det gør vi. Først til Bob Marleys "Slavedriver" (1976), og derpå
      Lynn Andersons flotte ord i "I never promised you a rosegarden" (1993).
      Resten af eftermiddagen holder vi fri. Nogle snakker videre.
      Nogle går en tur, andre bader i Vesterhavet,
      eller tager sig en eftermiddagslur.


      Lidt teori til Lisbeths session
      Årsagen til meget menneskelig smerte skyldes
      afstanden imellem, hvad vi synes at der burde ske
      og det, der rent faktisk sker
      - som vi da ikke værdsætter,
      fordi det ikke var det, som vi troede at vi skulle have.
      Kort sagt, hverken verden, andre eller du selv er,
      sådan som vi burde være - og denne smerte
      er ingens skyld. Sådan er det bare.
      Livet er ikke en retsal, det er
      mere en kosmisk joke.

      Lidt mere om Eksistentiel skyldsfølelse
      www.psykoweb.dk/selvtillid/3c.htm

      Hvorfor er Lisbeth depressiv?
      Lev 100% op til den gamle kvinderolle - og du vil,
      næsten med garanti, udvikle en svær depression:
      se www.psykoweb.dk/depression/5.htm

      + Ebbe´s introduktion til at forstå drømme.


      Og klik videre her til Kapitel 5.
      hvor først Poul er hovedperson
      og derefter, Henriks drøm.




    Klik videre her
    til Kapitel 5


    + indholdsfortegnelsen
    Psykodrama bogen

    Se her indbydelsen til ugekurset
    der beskrives i PsykoDrama-bogen



    og se vores 2. bog
    Bid livet i låret og find dig en kæreste.


    tilbage til index

    over hele www.psykoweb.dk