Kapitel 5 - fortsættelse
Faderen, som har svært ved
at give slip på sin patriarkalske drøm
|
Da vi igen vender tilbage til huset fra aftenturen,
hvor vi så solen gå ned i Vesterhavet, starter Henrik (se hans oplæg her): "Jeg har følt mig ret ensom hele dagen. Imens vi var nede på stranden,
følte jeg det, som om jeg var ved at bygge op til et angstanfald. Det fortalte jeg til Ebbe, der foreslog at jeg meldte mig
som hovedperson her i aften."
Else Marie: "Hvad har ellers du tænkt på i dag?"
Henrik: "Dem derhjemme. Da vi gik nede ved havet,
tænkte jeg på alle de dejlige ture, som vi plejede at gå sammen. - Jeg talte med min kone i telefonen i dag, og hun fortalte mig, at alt er i orden derhjemme. - Jeg skal bare nyde at være lidt hjemmefra, sagde hun
- men det er svært, fordi mine tanker
hele tiden vender tilbage til dem derhjemme!
Det sværeste er nok, at det er ved at gå op for mig,
at min tid som far er ved at være slut. Det er slut med at være
sådan en rigtig stor samlet familie. Det er svært for mig at acceptere."
Else Marie: "Det kan jeg godt forstå. Hvordan er det?"
Henrik: "Det er, som om det hele løber ud mellem hænderne på mig.
Jeg ved ikke, om jeg er bange for det? - Nej, jeg er ked af det. Men ikke
så jeg kan græde, råbe eller skrige over det. Det er jo trods alt naturens gang,
men jeg bliver lidt trist til mode ved tanken."
Else Marie tager hans hånd. Hun sidder og venter,
imens Henrik ser ud af vinduet og er langt væk. Pludselig vender han tilbage,
næsten med et spjæt og ser på os, en efter en. - "Som jeg allerede har fortalt,
så er to af mine døtre allerede fløjet fra reden. Jeg har kun Ulla og Lene tilbage
... ja og så min kone, men hun synes også sagtens at kunne klare sig uden mig,
så nu har jeg kun mig selv at holde øje med."
Ved det udsagn falder han lidt sammen, smiler sygt og ser trist ud.
Else Marie: "Og hvad får du så øje på?" Henrik ser overrumplet på hende og smiler: "Nåh ja, så slemt er det nu heller ikke. Det var rart at fortælle jer,
hvordan jeg gik og havde det, det hjalp. Jeg har det allerede meget bedre nu."
Han rejser sig hurtigt op fra madrassen og sætter sig tilbage på sin stol.
Else Marie rejser sig og lægger en hånd på hans skulder:
"Jeg har lyst til at lære dig lidt bedre at kende, er det ok?
(Han nikker). Godt, så fortæl mig lidt mere."
Henrik: "Jeg tænker meget på Ulla, hun er den yngste af pigerne.
Hun er begyndt at komme sammen med en i klassen. Det er jo sådan set godt nok,
at hun er populær, men hun er begyndt at komme lige lovlig sent hjem.
- Det bekymrer mig, man hører jo så meget." Else Marie: "F. eks. hvad?"
Henrik: "Nåh ja, alt det der med sex, vold og stoffer.
De unge vil jo prøve det hele." Else Marie: "Er du bange for,
at det skal gå galt for Ulla?" Henrik: "Både og. - Fornuften siger mig,
at hun er en meget selvstændig og fornuftig pige. Jeg har stor tillid til hende.
Ja, det er nok bare noget pjat, jeg bekymrer mig alt for meget."
Else Marie: "Før sagde du både og. Hvad tænkte du på?"
Henrik: "Jo, det har jeg allerede talt med Ebbe om. Han siger,
at et mord i fantasien om dagen, holder psykiateren på afstand,
så det prøver jeg at give mig selv lov til, og det har da også hjulpet lidt.
- Jeg er ikke helt så bange for de fantasier mere." Else Marie: "Hvad for fantasier?"
Henrik: "Jo, der er en gammeldags side af mig,
som simpelhen har lyst til at forbyde hende at gå ud med alle de unge lømler,
der er begyndt at sværme om hende (han smiler undskyldende).
- Der er især en, som jeg ikke kan lide,
og så har jeg ind imellem en dagdrøm, som handler om, at jeg sender ham
på skadestue eller hjem i en kiste og sådan noget voldsomt noget."
Else Marie: "Nåh sådan. Var det ham, du gik og slog ihjel
nede på stranden, da du var ved at bygge op til et angstanfald?"
Henrik: "Nej, det var ikke det. Jeg tænkte mere på, at hele min familie
snart er ved at gå helt i opløsning. Når børnene flytter hjemmefra,
bliver jeg ensom." Else Marie: "Kan du uddybe det?"
Henrik: "Det er svært at sige, hvad det helt konkret er, jeg var bange for.
Jeg tror, jeg frygter, at de sjældent kommer hjem - kun sådan til højtider
og fødselsdage. Modsat min mor, har min kone nemlig opdraget pigerne til
at gøre, lige hvad pokker de selv har lyst til."
Else Marie: "Hvordan tror du dine piger
var blevet, hvis de var blevet opdraget af din mor?" Henrik ler og udbryder: "Hun havde nok lært dem at sy tøj og bage
og sådan noget, fra de var helt små. Hun havde aldrig tilladt dem at føjte sådan rundt,
som de gør nu! - Nej, de havde lært at nyde at gå derhjemme og sørge for
at alt fungerede, og alle havde det godt.
- Min mor var forøvrigt utrolig dygtig til blomsterbinding.
Hun havde sit eget drivhus. Hun var god til at give et hjem atmosfære.
Ja, hun var altid så varm og kærlig. Hun lyste virkelig op. Selv da hun var meget gammel,
var det rart at komme på besøg hos hende. Vi spiste kun hjemmebagte kager.
Hun lyttede og spurgte, næsten ligesom du gør." Han synker hen igen.
Else Marie: "Savner du din mor?"
Henrik: "Ja, jeg savner hende meget. Det kan jeg godt mærke,
nu hvor jeg fortæller om hende. - Jeg har helt tårer i øjnene, når jeg taler om hende..." Else Marie: "Hvordan føles det?" Henrik: "Det er dejligt."
Else Marie: "Forstår jeg dig rigtigt, når jeg hører dig sige,
at du savner, at du og din kone og jeres fire piger ind imellem
har det lige så hyggeligt med hinanden, som du kan huske, I havde det
i dit barndomshjem?" Henrik nikker og smiler skævt: "Ja, så ville jeg være
lige så lykkelig, som min far var, men det ved jeg godt ikke kan lade sig gøre,
for tiderne er jo blevet helt anderledes."
Else Marie: "Ja. Hvad siger du til, at vi laver et psykodrama
og leger lidt med det du dagdrømmer om?" Henrik: "Det vil jeg godt."
Else Marie: "Noget af det spændende ved psykodramametoden er,
at vi ikke er så bundet af realiteterne, som ude i den travle og stressede hverdag.
Vi kan f. eks. gå tilbage til dengang, du var en lille dreng, eller ganske ung.
Vi kan genopleve en episode fra dengang, du og din kone var nyforelskede
og kun jer selv uden børn. Eller vi kan springe ud i fremtiden og se på,
hvad det helt konkret er, du frygter vil ske, når nu Lene og Ulla
flytter hjemmefra - og du igen er alene med din kone.
Eller bevæge os frem til dit dødsleje?
Vi kan også gå dybere ind i en kreativ dagdrøm
og undersøge, hvordan den føles, og hvad du kan lære af den.
- Hvad har du mest lyst til?" Henrik ler: "Det med dagdrømmen lyder godt."
Else Marie: "Ok, prøv om du kan beskrive en hyggelig aften hjemme hos jer.
Har du en fantasi om det? Hvad kunne du ønske dig skete derhjemme,
hvis du bestemte 100% og havde en tryllestav?"
|
Henriks hemmelige dagdrøm
Henrik sidder nu med lukkede øjne, lidt efter nikker han.
Else Marie: "Lad være med at åbne øjnene. Bliv bare siddende
lige så afslappet, som nu. Har du en ide om, hvor du befinder dig?
(Han nikker). Godt, hvor sidder du?"
Henrik: "Jeg sidder i min lænestol. Det er aften.
Der er ild i kaminen. De er her alle sammen. De sidder omkring mig,
nogle syr og andre småsnakker. - Det føles rart at tænke på" (smiler). Else Marie: "Prøv at lade fantasien løbe lidt af med dig, og forestil dig
en rigtig drømmeaften. Hvor sidder dine 5 piger i forhold til dig?"
Henrik: "Min kone sidder og strikker i en stol her ved kaminen.
Bente, der er den ældste, kommer ind ude fra køkkenet med en kage,
hun lige har bagt. - Hun har husket at komme godt med syltetøj på. Det ved hun,
jeg holder af. Dorthe spiller klaver. Lene ligger og læser i en bog på gulvtæppet,
og Ulla sidder og putter sig hos mig. Vi sidder sådan rigtig dejligt tæt sammen, som vi tit gjorde - hvor er det længe siden!" Han ser forvirret op, og ser ud til at vågne op fra sin dagdrømmende tilstand.
Else Marie: "Godt, og træk nu vejret lidt dybere og gå endnu mere ind i din dagdrøm." Henrik lukker øjnene
og nyder, hvad han ser for sit indre øje. - "Det kan altid blive lidt bedre. Henrik", siger Else Marie, da Henrik bliver tavs: "Hvad sker der mere?"
Henrik: "Jo, ind imellem spørger de mig om noget. - Det gjorde de før i tiden, men det gør de ikke mere." Han ser igen ud til
at være lige ved at vågne op. Else Marie: "Bliv lidt længere i din dagdrøm.
Hvad sker der så, når du giver dig tid til at se nøjere efter?"
Henrik: "Der sker ikke mere.
Jo, ind imellem snakker vi lidt. Måske læser min kone et eventyr for os.
Det elsker jeg, hun gør, men det er mange år siden.",
hvorefter han åbner øjnene - og ser forvirret ud.
Else Marie: "Hvordan har de det med,
at du nu er hjemme og sidder dér og nyder din familie?"
Henrik ler: "Det er de selvfølgelig glade for."
Else Marie: "Hvad tror du, de føler for dig?" Henrik: "De har lidt ondt af mig, fordi jeg har et hårdt arbejde.
Jeg sørger godt for dem, så jeg synes, jeg fortjener at sidde her og blive vartet op.
- Det har jeg virkelig fortjent." Hvorefter han smiler stolt og glad.
Dagdrømmen bliver gjort levende
Henrik vælger fem kvinder til at spille "hans 5 piger".
Scenen sættes og alle går muntert ind i deres rolle. Hanne spiller hans kone.
Lotte, Mona, Ulla og Lisbeth hans døtre. Henrik sidder nu på en madras
med "datteren Ulla" (Lotte) på skødet, som putter sig ind til ham.
Hans hustru sidder og strikker, imens de andre hygger om ham,
som han så det i sin indre vision, sit drømmesyn, lige før.
Henrik ser stolt rundt på "sine piger": "Det er dejligt. Det er lige sådan, jeg altid har drømt om at have det." Det nyder han,
ligesom de, der leger at de nu er hans familie, gør.
Lidt efter siger Else Marie
"Prøv at træde ud af scenen og lad os se på det lidt udefra."
Det gør Henrik, mens Gert med stor fryd er stand-in for ham.
Henrik står tankefuld et par meter fra opstillingen: "Jeg kan godt se,
den drøm styrer en stor del af mit liv. I mit barndomshjem havde vi det ofte sådan.
Mor sad ved kaminen, far sad i sin stol, og alle vi børn lå spredt omkring dem
- Sådan vil jeg også godt selv have det en dag, tænkte jeg dengang.
Og det fik jeg jo også, mens børnene var mindre. Men nu er
de to sidste snart ved at flyve fra reden, og drømmen er
desværre ved at være slut. - Det er jeg bange for
at tænke på." Og han ser igen forvirret ud
Else Marie: "Prøv i stedet for at sige:
Jeg er bange for, at jeg vil blive alt for ensom." Henrik: "Jeg er bange for, jeg vil blive alt for ensom?
- Det er rigtigt. Det er det, jeg er bange for. Da jeg gik nede på stranden,
følte jeg lige med eet, at jeg var helt alene i verden, og at jeg nu altid ville have det sådan,
når jeg kommer hjem. - Ja, det er sådan, det er. Det er det, jeg er så bange for."
Else Marie: "Hvordan føles det at sige det til os?" Henrik: "Det er mærkeligt, men jeg føler mig ikke bange mere.
Det hjælper at kunne sige det." Else Marie: "Ja, og tag nogle gode dybe åndedræt,
og gå nu igen ind i din dagdrøm." Henrik sætter sig hen til "sin familie",
og sidder nu igen med lukkede øjne.
Else Marie: "En dagdrøm kan åbne op for nye ideer Henrik.
Kan du forestille dig, du nu er blevet bedstefar? (Han nikker).
Kan du også forestille dig, at du nogle gange om året holder din dagdrøm i live
ved at samle hele din familie til "Morfars aften"? - Lad os se, hvad der kan ske.
Du har nu inviteret dine døtre, børnebørn og svigersønner hjem til jer.
Det er din dagdrøm du vil have opfyldt, så derfor har du ringet rundt.
De er her alle sammen. I er samlet foran kaminen, og hygger jer
på næsten samme måde, som I gjorde, da du var barn
- og som I gjorde, da børnene var små.
Vil du prøve at gå ind i den fantasi?"
Henrik: "Det føles dejligt. Du har jo ret, jeg behøver ikke at miste alt,
bare fordi pigerne bliver gift og får børn." Han ser glad ud, men pludselig
ser han igen ængstelig ud. "Tror du virkelig, de vil være med til det?"
Else Marie: "Det kommer nok meget an på, hvordan du sælger dem ideen.
- Du kan jo f. eks. starte med at vænne dem til fremtiden ved snarest mulig
at indføre en "Fars aften", hvor alle i familien har mødepligt. Det kunne være en start.
En familieaften. En aften, hvor du som en konge bestemmer alt, hvad I foretager jer.
Du kan f. eks. bestemme, at der ikke må tændes for fjernsynet. I stedet for bliver
der så måske læst højt, eller I fortæller hinanden om, hvordan I har det,
hvad I føler og sådan noget. Måske bestemmer du, at en af pigerne skal bage
din ynglingskage til den aften? Pointen er, at du derved lærer dig
kunsten at skabe en god aften.
Foreslå, at de også kan få deres egen Bestemmeaften!
Det kan gå på skift, og I kan så udvælge, hvem af jer, der næste gang
helt suverænt skal bestemme, hvad I skal gøre sammen på familieaftenen.
Det kunne ske hver uge, eller hver 14. dag. Dette familieritual vil også kunne
lære dine piger at kunne skabe en god aften, en kunst som mange voksne
sørgeligt nok ikke er særlig gode til. Og måske er det derfor
at mange venskaber løber ud i sandet, når vi er voksne?
Vi aner ikke, hvordan vi kan lave en god aften
hvis muligheden skulle opstå.
Måske fordi deres forældre glemte
at lære dem kunsten at skabe fest, hygge og glæde?"
Ebbe: "Du kunne f. eks. give Bestemmeren 100 - 500 kr, som skal bruges til
en fælles aktivitet. F. eks.købe slik og et nyt spil, som I kan lege med den aften.
Eller I kunne synge, drømme, digte, diskutere, gå i biffen, teatret, afspille en ny cd,
eller hvad bestemmeren nu har lyst til den aften. Det kunne blive en anderledes
og en fælles familieaften, hvor bestemmeretten går på skift
- og hvor alle har mødepligt.
Gør du det sjovt og hyggeligt, vil de måske lege med på ideen,
som du så selvfølgelig skal sørge for at holde i gang. Det er dit projekt,
så det er fair nok, at du også har overansvaret for, at jeres familieaftener ikke
går i stå efter den første runde. Det er dig, som skal holde de andre fast et stykke tid,
indtil de en dag måske selv har lyst til at holde fast på dette familieritual."
Else Marie: "Ja, og sålænge de to mindste bor hjemme, synes jeg,
det er fair nok, du slår et slag for, at I giver hinanden mindst een ud af ugens 7 aftener.
I lyder da som en dejlig familie. Det er meget sundere, at du kæmper for
at styrke samhørigheden, end at du blot synker tavs og resignere
hen i gold melankoli og selvmedlidenhed - og skal gå
og døje med angstanfald.
Alle farer jo i dag sådan rundt til alt mulig, og at når de endelig er sammen,
så kan de højst finde på at spise, drikke og se fjernsyn sammen. Det må da
kunne gøres mere spændende, synes du ikke?
En bestemmeaften
kan foregå på så utrolig mange måder.
Hvad synes du om ideen?" Henrik kan godt lide ideen.
Derfor afprøver vi nu Henriks Bestemmeaften i gruppen,
så han får en smagsprøve på, hvordan det kan ske og blive i praksis
- og bagefter få feedback på, hvordan vi andre her i gruppen reagerer
på hans nye projekt: "Kunsten at få sine drømme til at gå i opfyldelse."
Else Marie: "Sæt dig lidt tilbage i stolen Henrik, som en konge.
Lad os prøve at se ind i fremtiden. Kan du forestille dig, at alle her i gruppen
nu er din udvidede familie? Her er dine 4 døtre, din kone (peger) - og resten af os
er dine svigersønner og børnebørn (han nikker med et stort smil).
Ok, nu er det "Morfars Aften". Hvordan vil du have, vi skal indrette os?"
Henrik: "Jeg vil godt have, I lægger jer her på gulvet omkring mig,
og så vil jeg godt starte med, der bliver læst et eller andet op for os.
Et eventyr måske? - Jeg har også lyst til, vi får noget at drikke og spise.
Lisbeth og Mona, I skal gå ned i køkkenet og hente noget rødvin, te eller kaffe
og noget at spise." Det gør de, mens vi indretter os omkring ham.
Henrik: "Jeg vil godt have noget højtlæsning.
Er der nogen, der har noget, de godt vil læse højt?" Alle leger med
og spiller muntert op til ham: "Du skal læse op morfar, vi vil høre dig læse op!" Jeg rækker ham derfor en - let revideret - udgave af
Kahlil Gibran´s berømte digt til forældre:
|
Om børn
(frit efter Gibran´s "Profeten" ).
Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af i morgen og livets længsel efter at genskabe liv.
Jeres børn kommer fra jer, men er ikke jer og selv om de er hos og elsker jer, så tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker og drømme,
thi de har deres egne tanker og drømme og må leve deres eget liv.
I kan lære dem det I ved, men det er sandsynligvis ikke
altid det, som de har brug for at vide noget om.
Deres legemer kan I yde husly,
men ikke deres sjæle.
Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at lære af dem, som de lærer af jer,
men søg ikke at omdanne dem i jeres eget billede, thi livet bevæger sig ikke baglæns, men fremad
og dvæler ikke ved det forgangne.
I er flitsbuerne, hvorfra jeres børn
udsendes som levende pile til fremtiden. Set med uendelighedens øjne har bueskytten øjet på målet og spænder sin bue med al sin styrke, så pilene må flyve højt og nå langt. Den gode Forældre er som den sande bueskytte der elsker pilen, der er på vej til sit mål lige så meget
som den flitsbue, der stadigvæk bliver tilbage.
(Du kan læse "det rigtige" digt her.
www.katsandogz.com/onchildren.html
|
Afrunding på tirsdag aften Bagefter kommer der flere hemmelige dagdrømme frem. Lisbeth fortæller sin om at gå i krinolinekjoler med store flotte hatte. Ulla fortæller fnisende en dagdrøm om at være pikant kurtisane
ved det franske hof i 1700 tallet, hvor mændene ridder på heste,
går med kapper og galant hilser på hende med fjerhatte.
Lotte fortæller, hun altid har drømt om
at være medlem af sådan en lykkelig familie, som Henriks. Det kan mange tilslutte sig. Mona derimod synes, det inden længe
vil blive for kedeligt at være så meget sammen med sin gamle familie.
Hanne siger, at hun godt kunne tænke sig at få indført
både en Familieaften og sin egen Bestemmeaften alene med Gert. Poul siger, han føler sig lidt mærkelig til mode ved at se den
der gamle patriarkalske drøm blive udlevet så skamløst,
men lidt efter indrømmer han, at han egentlig føler sig
misundelig på Henrik.
Det bliver han bedt om at uddybe: "Jo, jeg sidder og bliver glad over
al den opmærksomhed, du giver dig selv lov til at tage imod, Henrik.
Der er et stort savn i mig, som siger: "Osse mig!".
Det ønske kommer jeg i kontakt med nu.
- Måske skulle jeg også prøve at få indført min bestemmeaften.
Jeg tror ikke, jeg vil gøre det som dig Henrik. Men det der med som en konge sådan helt suverænt og egoistisk at bestemme, hvordan sådan en aften
sammen med Michelle skulle forløbe - det kunne jeg godt tænke mig."
Michelle: "Ja, det er en god ide, Poul. Du skal bare sige til,
men jeg vil også have min Bestemmeaften, hvor det er mig, som bestemmer.
Vi kunne tage din aften den ene uge, og min den næste?" Det er Poul med på. Otto ligger mærkelig slap og fraværende, indtil jeg vækker ham og spørger,
om han vil hente den guitar, jeg har set, han har taget med. Ebbe henter
også sin guitar og aftenen slutter med, at vi sidder, ligger og synger alle de gamle og nye sange, som vi kan den aften.
Inden vi går i seng, giver Ebbe Henrik en seddel, hvor der står:
"Intet forbliver det samme. Alt er bestandig i forandring
- og intet, som du har oplevet, set og værdsat, går tabt.
Udfordringen er forsat at kunne skabe gode minder."
Klik videre til næste morgen:
Kapitel 6. - Et trin dybere.
|
Klik her til Kapitel 6,
den næste side
Se Indholdsfortegnelsen
Psykodrama bogen
Se her indbydelsen til ugekurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen
og vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.
|
tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk
|